025 Mit dyk

At sidde og vågne på fordækket, mens øjnene endnu er små sprækker, er noget af det allerbedste – især når man tillægger disse fantastiske omgivelser, vandet der ligger næsten blikstille og solen der med sine tidlige stråler lader mærke, at vi igen idag får en varm og solrig dag.... Så kan man lige klare at det denne morgen var vækkeuret, som har fået sparket én ud af fjerene, og ikke skjoldet som værkede ovenpå for mange timers søvn.

Klokken var ikke mange minutter over otte, før de 3 dykkeraspiranter sammen med deres instruktør sad klar ved morgenbordet til at fortære dagens første Kelloggs og havregryn, alt imens de 2 resterende, Jens og Peter, endnu turnerede rundt i drømmeland. Dagen bød på et stramt dykkerprogram, 2 øvelsesdyk, og startskuddet til det første var sat til klokken 9-nul-dut og ikke et sekund senere.

Efter gårdsdagens første møde med dykningens forunderligheder, var vi alle spændte på at komme i gang med dagens dykkerlektioner – og smilet var da heller ikke til at vriste fra hverken Søren eller Morten, da de som de første i rækken stod klar på dækket iført fuldt dykkerudstyr. Noget Morten i hvert fald kunne li’, da han, efter at have kastet et hurtigt blik ned af sig selv, tilføjede at han følte sig som selveste Jacques Cousteau.... Han fik i hvert fald rig mulighed for at leve stilen ud, da han efterfølgende udførte et ’giant stride’ (et stort skridt) fra kanten af Grappen efterfulgt af Søren i ligeså elegant stil. Vel nede i vandet blev der givet OK tegn til vores kyndige instruktør, Kim, og snart herefter var de alle 3 på vej ind mod bredden hvor undervandsøvelserne skulle finde sted.

Mens de lodretgående bobler vidnede om aktivitet nede på bunden, sad jeg i dingyen og ventede spændt og en smule utålmodigt på at det skulle blive min tur. Efter 3 kvarter dukkede endelig et par hoveder op i overfladen og det var tid til at trække i våddragt og få kastet en dykkerflaske på ryggen. Det er sin sag at stå i en vippende gummibåd lastet med fuldt dykkerudstyr, oven i købet iført et par knap så terrængående svømmefødder.... Det siger næsten sig selv at man føler sig som en ko på isen. Men ikke desto mindre fascinerende, at man kort tid efter kan svæve vægtløs rundt under havoverfladen og føle sig let som en fjer.

Alt imens Morten og Søren kunne tage sig et velfortjent hvil tilbage på Grappen, var det blevet min tur til at kaste mig over undervandsøvelserne, og i bedste dykkerstil rullede jeg bagover, fra kanten af dingyen, og befandt mig hurtig herefter i vandet. Al begyndelse kan være svær, og det var da heller ikke helt uden startvanskeligheder at jeg kastede mig over den ene af øvelersene, maske af og på under vand. Men min stædighed overvandt mig i sidste ende, og med et lettelsens suk kunne jeg begive mig tilbage til de andre, som forinden havde klaret øvelserne i fin stil.

Herefter fik vi alle 3 lejlighed til at vise vores svømmefærdigheder, de påkrævede 200 m fri svømning og 10 minutters træden vande. Rygterne gik at der skulle være noget at se på ombord på én af turbådene, som havde kastet anker i nærheden, men mig bekendt var der nu ikke meget at komme efter.... Det kan måske hænge sammen med at denne udtalelse kom fra én af det modsatte køn, jeg ved det ikke...??! Ovenpå dagens første dyk efterfulgt af denne lille svømmetest, var der ikke meget strøm tilbage på batterierne, og der gik da heller ikke mange sekunder før jeg røg direkte på skjoldet. Det er noget der udmatter, sådan en omgang dykkerøvelser, men kanon skægt til gengæld.

Imens blev der slappet af i stor stil rundt omkring på båden. Selv larmen fra dykkerkompressoren, som sørger for luft til dykkerflaskerne, lod ikke til at forstyrre Peter i hans eftermiddagslur – og dette til trods for at hans hovede lå inden for en meters afstand fra denne græsslåmaskine-lydende motor. Det skal så også lige siges, at Peter kun havde fået sig 10 timers søvn natten forinden, så det var naturligvis tiltrængt. Jens var vores hjælpende assistent på båden og gjorde et godt stykke arbejde med at sørge for luft i flaskerne samt forberedelse og afmontering af dykkergrej. Når vi andre dykkeraspiranter lå og rodede rundt nede på havbunden, blev der læst op på de sidste forberedelser til Advance dykningen, selvom en lille lur også fik overtaget i ny og næ. I hvert fald var det ikke mange siders læsning, som blev konsumeret, da jeg med et hurtigt blik ned i agterkahytten kunne konstatere at Jens en overgang havde valgt sin PADI bog som hovedpude.

Da klokken rundede 3 var det tid til anden og sidste del af dagens dykkerøvelser, og jeg kunne stå i spidsen af Grappen og se til mens Søren og Morten strøg mod bunden langs ankerkæden i følgeskab med Kim. En halv time på ryggen under solen og så kom turen til mig. Ned på 5,2 meter og tid til at inspicere bunden af Grappen undervejs. En fantastisk fornemmelse at kunne svæve rundt over havbunden og styre opdriften ved hjælp af sit åndedræt. Denne gang gik det mere glat med øvelserne og jeg kunne igen stryge mod overfladen beriget med endnu en herlig dykkeroplevelse.

Tilbage på Grappen kom der hurtigt gang i gryderne, duften bredte sig og vidnede om at det ikke var et hvilket som helst måltid, der inden længe stod parat til at blive serveret. Tunfrikadeller, kartofler, en mestersauce og en skål blandet salat – et sandt kongemåltid tilberedt af Morten og Kim og i et omfang, der var alt rigeligt til at kunne mætte 6 sultne maver. Her levnes der ingen mad, så der måtte kæmpes en brav kamp for at få kål på de sidste kartofler.

Herefter kom kokkene op med et ualmindeligt godt initiativ om at tage turen i dingyen, de få hundrede meter ind til land, for at nyde solnedgangen fra et højtliggende udsigtspunkt med view over de 2 laguner. En rask lille travetur og kort efter stod vi på toppen af bjerget og kunne skue udover bugten og resten af Bay of Islands. En fantastisk udsigt som blev foreviget med en hel del billeder og et par enkelte fotosessions af de 6 glade hoveder. Der blev skålet med de, til anledningen, medbragte Lager øl, og at tænke sig at Kim ikke også havde fundet en pose Salte Fisk frem af gemmerne – altsammen blev det nydt i fulde drag mens solen puttede sig bag os. Netop som man troede at det ikke kunne blive meget bedre, fik et par kvikke øjne øje på en flok delfiner i bugten under os, som gentagne gange sprang op af vandet. Man skulle næsten tro de vidste, de havde publikum – et fantastisk syn.

I tusmørket sejlede vi atter tilbage til båden i vores nye vidunder af en dingy, som sammenlignet med den gamle føles som en hel balsal til os 6 mennesker. Der blev hygget godt i krogene, mens stjernerne fandt deres velkendte plads på himlen over os, og Søren fik testet sin viden gennem den sidste og afgørende teoridel i Open Water, som han klarede helt i top. Morten og jeg har stadig lidt at indhente, men det kan ikke vare mange dage endnu før vi følger trop – om det bliver i ligeså fin stil vil tiden vise.

Klokken har nu passeret midnat, og snorkelydene fortæller at der i hvert fald er et par stykker eller 3, som er blevet overfaldet af søvnen. Båden ligger og vugger blidt fra side til side og giver indimellem et par små kluklyde fra sig, mens man svagt kan høre brændingen inde fra strandbredden. Bortset fra de efterhånden velkendte klikkelyde fra planktonen i vandet, er her helt stille. Det kan ikke vare mange minutter før jeg står med min tandbørste oppe på dækket under den imponerende stjernehimmel, hvor mælkevejen løber henover i et klart bælte. Hvis man roder lidt i vandet vil man også kunne se morilden, som blinker i små hurtige glimt. Tja... hvad har man dog egentlig gjort. Den flittige læser vil hurtigt kunne afslutte denne yndede Grappe sætning.

Tak for endnu en dejlig dag – dem er der ikke så få af.
Kristine – Twin Lagoon Bay, Bay of Islands.