You are hereRejseberetninger / 2000 Atlanten / 14.12.2000
14.12.2000
|
Torsdag den 14. december 2000,
300 sm nord for SurinamN11°32.0´, W54°37.5´
350 sm tilbage!
Der kom mere vind. Tirsdag og onsdag havde vi hård vind til stiv kuling fra øst — grappens yndlingsvind — som bringer os frem med omkring 8 knob. Endnu en flyvefisk fik sig en ubehagelig overraskelse da den efter sin sidste flugt endte sine dage i upåagtethed på et solbeskinnet skibsdæk.
|
||||
Tidlig torsdag morgen fik vi en konkret påmindelse om, hvorfor båden til enhver tid skal være forberedt på barskere vejr.
|
||
En regnbyge opstod ud af intet og den gav os, foruden vand, vindstød af hård kulingstyrke i en halv times tid. Så stivner smilet også på de mere langskæggede kaptajner. Vi kom dog helskindede igennem selv med fuldt storsejl og spilet genua. En håndfuld gispende flyvefisk på dækket kunne bagefter afsløre, at ikke alt vandet var kommet ovenfra.
Her på det sidste stræk til Tobago sejler vi efter et søkort vi fik i afskedsgave ved afsejlingen fra Holmen tilbage i juni. Stor tak til Lars Toft fra S/Y Joyce for kortet. Det er sjovt at tænke på, når vi krydser de gamle positionsafmærkninger: "så, lige præcis nu krydser vi Lars' gamle rute. Han var for nordgående klokken halv fire om morgenen." Fortsat god vind, Lars.
Ole S