Blafferberetning

BLAFFERBERETNING

Marquises Øerne

Det er ikke mange vers af blaffersangen man kan nå at synge på disse kanter.

Der kommer jævnligt en lokal firehjulstrækker med lad forbi. Og her lever disse køretøjer op til deres navn, for det er sjældent, at en pick-up undlader at samle en blaffer op.

I går fulgte Kim og jeg Nikolaj og Hanne til lufthavnen. Det er en længere tur tværs over øen Nuku Hiva op og ned ad bjerge på hullede jordveje i et storslået landskab.

Umiddelbart lyder det måske fjollet at placere lufthavnen på nordkysten, når hovedbyen Taiohae ligger på sydkysten. Taiohae ligger ved en bugt, hvor den herskende nordvest-passat sjældent skaber den store uro, og det er nemt at anløbe med skibe i alle størrelser.

Bugten, som også normalt er meget frodig, ligger i et gammelt vulkankrater omgivet af bjerge og stejle klippesider, hvilket er yderst upassende, hvis man vil anlægge en landingsbane. Ved øens nordvestlige hjørne er der derimod et område med fladt terræn, og der har man valgt at placere lufthavnen.

En helikoptertur til lufthavnen koster 700 kr. og en taxa 250 kr. hver vej pr.

mand, så udover at mand ser meget mere fra ladet af en lastbil end fra en lukket, airconditionleret kabine, er der altså også en del penge at spare ved at blaffe.

Nikolaj og Hanne skulle tjekke ind klokken 12.45. Køreturen over øen tager ca. 2-3 timer. Men vi tog af sted ved syvtiden for at være sikre på at nå flyet.

De første 4-5 kilometer op ad bjerget foregik til fods. Efterhånden begyndte vi at få lidt sved på panden. Dels fordi vejen blev stejlere og stejlere og vi havde en del bagage at bære og dels fordi vi ikke havde nogen garanti for at blive samlet op på den meget sparsomt trafikerede vej.

Vi ville næppe nå frem i tide, hvis vi skulle vandre hele vejen. De par biler vi mødte skulle kun videre til et nærliggende hus.

Alligevel er folk flinke til at stoppe og snakke og give gode råd.

Efter nogen tid hørte vi en skramlen længere nede ad vejen og så en stor, orange lastbil, der arbejdede sig op ad den snoede bjergvej. De to vejarbejdere bød os velkommen ombord. De skulle godt nok ikke til lufthavnen men til landsbyen Taipivai.

Men de kunne da bringe os et godt hug videre i den rigtige retning. Så var vi pludselig på vej i fuld fart stående på ladet, som normalt er fyldt med jord og stenbrokker.

Hvor vejen deler sig, sprang vi af og fortsatte til fods stadig opad. På denne strækning arbejder mænd og maskiner på at udbygge og asfaltere vejen.

Efter nogle kilometer var det tid til at holde pause og spise vores medbragte pain au chocolat. Kort efter blev vi samlet op af en flok skovarbejdere i en Landrover. De var meget søde og snakkesalige.

Det er lidt syret at møde folk her på den anden side af jorden. Når man siger, at man kommer fra Danmark, er de straks med og begynder at tale om fodbold og Peter Schmeichel med flere.

De kender navnene på mange flere danske fodboldspillere, end jeg gør. (Det siger nu heller ikke så meget).

Man kan have sine meninger om, at folk bruger en stor del af deres liv foran flimmeren. Men der hersker ingen tvivl om, at sport, fodbold i særdeleshed, transmitteret over satellit har en glimrende diplomatisk effekt.

Skovarbejderne spurgte, som mange andre før dem, om vi havde skydevåben ombord, som de kunne købe. De skulle bruge dem til at jage vilde grise, geder og køer i bjergene. Jeg sagde, at vi ikke havde andre våben, and vores dykkerharpuner og spurgte, om det var svært at opnå tilladelse til at have skydevåben i Fransk Polynesien.

Det var stort set umuligt, fik jeg at vide, idet franskmændene var bange for at blive beskudt af de lokale. Vi blev sat af på plateauet Tovii midt på øen, hvor der er friskt og køligt og meget smukt - et perfekt sted til en fodtur.

Caufføren mente ikke, at vi havde de store chancer for at blive samlet op her. Men hvis vi var bonnes marcheurs, (gode vandringsmænd) kunne vi godt nå lufthavnen midt på dagen. Hvis vi derimod gik som turister, ville vi ikke nå vores fly, mente han. Nikolaj og Hanne var begejstrede for at få en fodtur i disse omgivelser, som mindede dem meget om New Zealand. Foran os lå en stejl bjergkam og på den anden side gik det nedad mod lufthavnen.

Da vi begyndte at trænge til en pause, blev vi indhentet af en hvid pickup med et yngre par og deres lille pige. De så lidt skeptiske ud, da vi spurgte, om vi kunne komme med.

Ikke fordi de ikke ville have os med. Men de var ikke vant til at se turister, der tomlede, på disse øde kanter, og mente ikke, at det ville være rart for os at bumpe rundt omme på ladet. Vi forsikrede dem om, at det var rigelig komfortabelt for os, og straks efter var vi igen på vej i fuld fart.

Vores kvindelige chauffør interesserede sig nok mere for rally end for fodbold. I hvert klarede hun hårnålesvingene i en stil, som var Thorkild Thyrring værdig, og snart var vi på toppen af bjergkammen og på vej ned imod lufthavnen.

Udsigten var fantastisk, og vi balancerede på afgrundens rand i et hektisk tempo.

Da Thyrrings kvindelige modstykke skruede en ekstra tand op for stereoanlægget, fik vi en delvis forklaring på det livlige tempo; hvem kan køre stille til de sprøde toner af Safri Duo? Som vi sad der op hoppede på ladet og fik banket disse gudbenådede danske trommeslageres rytmer ind i kroppen sammen med slagene fra det ujævne men smukke landskab, som for forbi, fik vi sgu helt gåsehud. Parret, som vi kørte med, arbejdede i lufthavnens cafeteria, så vi blev kørt lige til døren, og lidt senere serverede de os et lækkert måltid mad.

Dermed var det blevet tid til at sige på gensyn til Hanne og Nikolaj. Brormand Jakob var tæt på at få overtryk i tårekanalerne, da vi ønskede dem en god hjemrejse.

Det har været fedt at have dem ombord, og vi har oplevet meget sammen. Kaptajn Kim har brændt dem et par Cd-rom'er med omkring 1500 billeder, så de kan sidde derhjemme og mindes livet på Grappen - sejlture i sol og frisk vind langs stejle klippekyster eller igennem tropenatten med lysende og blinkende morild i kølvandet, lange fights med store fisk og efterfølgende frisk rå tun marineret med nypresset kokosolie og limesaft, frisk frugt ad libitum, storslåede dykkeroplevelser med Kim som habil instruktør, masser af legesyge og springende delfiner, møder med fascinerende kæmperokker og smukke havskildpadder, fede jamsessions med lokale ukulelespillere og utallige sjove og hyggelige stunder i dejligt selskab og meget meget mere.

Da Kim og jeg med en anelse vemod forlod lufthavnen nåede vi ikke at gå meget mere end 4-500 meter før vi blev samlet op af to telefonmontører i en gul pickup.

De kørte os hele vejen hjem og lavede et par sightseeing stop undervejs.

Nikolaj har været så venlig at låne os sin guitar (bare rolig, han har flere derhjemme), så nu vil jeg forsøge at tage teten op - musik skal der til. Da vi kom hjem, stemte jeg guitaren og gav et par numre, Papirklip og Dont cry. Kim syntes, at det lød ok - i hvert fald bedre end han havde regnet med... Denne fantastiske tur bliver gentaget endnu et par gange, nemlig når Heidi og kim ankommer og igen d. 12 februar når Karin og Helene ankommer fra det kolde Danmark...vi glæder os allerede...

Jakob Bech

Nuku Hiva