Hollandske Antiller

Bonaire

DE HOLLANDSKE ANTILLER 30.03.01- 21.04.01

Bonaire 30.03.01- 07.04.01

Vi sejlede fra Puerto Cabello i Venezuela, og ankom til De Hollandske Antiller efter en hård sejllads. De Hollandske Antiller bestod af tre øer (Aruba, Bonaire og Curacao også kaldet ABC-øerne). Første stop blev øen Bonaire, da vi skulle hente søkort der. Der boede ca. 14.000 på øen, 70 % af disse var bl.a. efterkommere af de sorte slaver. De resterende var hvide hollændere, som oftest var tilflyttere. Hollandsk var det officielle sprog på øerne, men engelsk og spansk var begge meget talt.

Øerne var bl.a. kendt for det meget krystalklare og rene vand, der omgav dem. Derudover havde de et rigt marineliv, hvilket vi benyttede os af. Vi tog et dykkercertifikat!! Det blev til en fantastisk oplevelse at få kørekort, til det der foregik i underverden.

Vores dykkerinstruktørs kone, Danielle, fortalte os at Bonaire havde een jordemoder, som varetog alle hjemmefødslerne på øen. Jordemoderen hed Margurita. Hun var fra Surinam og uddannet i Holland. Hun havde boet på Bonaire i mere end 30 år.
Danielle havde selv født med jordemoderen hjemme, og gav os telefonnummeret til hende. Vi kontaktede hende, og desværre havde hun for travlt til at møde os. Dette var både hun og vi kede af, men det blev til en kort samtale, hvor vi fik spurgt lidt til hendes virke.
Hun fødte med ca. 80-90 kvinder om året ud af de ca.250 børn, der årligt blev født på øen. Resten blev født ved hjælp af obstetrikere på øens eneste hospital i hovedstaden Kralendijk.
Det kostede ca. kr. 5000 af få Marguritas hjælp, dette inkluderede konsultationen under graviditeten, og selve fødslen. Ønskede man ambulante hjemmebesøg efter fødslen, kostede dette ca. kr.200 pr. besøg. Det var kvinderne selv, der bestemte, hvor mange besøg de havde behov for.
Det var almindeligt kendt, at de der valgte at føde hos Marguerita, følte sig meget godt forberedt og taget sig personligt af.

Curacao 07.04.01-21.04.01
Turen gik fra Bonaire til den største ø, Curacao. Der boede ca.120-130.000 mennesker på øen. Populationen bestod af 79 forskellige nationaliteter, hvoraf 16% var født uden for de Hollandske Antiller. Indbyggertallet havde de seneste år været været stærkt nedadgående pga. en økonomisk, som ramte landet i 80´erne. I midten af 90´erne boede der 170.000 indbyggere på øen. Mange flyttede til Holland, pga. det større sociale sikkerhedsnet der var der.
Opholdet på Curacao skulle bruges til at tage båden op på land. Den skulle males og gøres sejlklar til Stillehavet.
Båden blev løftet på land af en kran, der var så ubeskrivelig stor, at dette ville være vanskeligt at beskrive. Curacao Drydock hed stedet båden kom op. Området lignede B&W, og det var hårdt arbejde. Vi boede på båden imens vi arbejdede, og denne lå lige overfor en bygning med kontorer og et værksted. Der var mange håndværkere og andre arbejdende, der havde ærinder på stedet. Disse folk kom tit over for at høre, hvordan det stod til.
Det var på denne måde vi mødte ingeniøren John. Han kom over, da vi to kvinder stod og skrabede rur af bådens bund. (Rur er en slags muslingeskal, der bl.a. gror på skroget) Han spurgte nok så interesseret, om der var noget han kunne hjælpe os med. Forbavset blev han, da vi spurgte, om han ville være os behjælpelig med at kontakte øens hospital. Vi fortalte om vores hjemmeside, og vores formål med denne.
Det ville han gerne. Straks blev vi halet med ind på et kontor med aircondition. Her stod vi og var jordemoderfaglige i håndværkertøj. John ringede til øens hospital, Sankt Elizabeth, i hovedstaden Willemstadt. Vi talte med hospitalsdirektøren, som fortalte, at fødeafdelingen ikke havde nogle jordemødre. Det havde Kraamkliniek Rio Canario til gengæld. Hospitalet varetog bl.a. de mere komplicerede fødsler. Vi ringede derfor til Kraamkliniek Rio Canario, hvor vi fik en aftale om at møde dem dagen efter.
John tilbød at køre os i sin hvide sportsvogn. Da vi boede langt fra taxier og andre mulige transportmidler, sagde vi pænt ja tak.

Vi blev varmt modtaget, da vi ankom til Kraamkliniek dagen efter. Sister Renita Blindeling-Hickinson modtog os foran et stort glasbur, som var deres vagtstue. Hun var meget velforberedt på vores ankomst, og havde et velformuleret engelsk. Dette gjorde samtalen meget uproblematisk og afslappet. Det blev en stor oplevelse at besøge klinikken.

Klinikken var 50 år gammel. Et gult, nedslidt hus, som bestod af føde- og barselsafdeling i en og samme bygning. Omkring klinikken lå der tre skurvognslignende bygninger, som blev brugt til jordemoderkonsultation, fødselsforberedelse og sundhedsplejerskernes hus. Skurvognen, hvor der blev afholdt fødselsforberedelse, var under ombygning.

Der blev født ca. 2000 børn årligt på øen. Før den økonomiske krise blev der født op mod 3000 børn. Vi fik at vide, at mange af de unge kvinder tog til Holland, når de fandt ud af, at de var gravide. Dette gjorde de af økonomiske årsager. Derfor havde fødselstallet været for stærkt nedadgående de sidste år.
Klinikken havde i dag ca. 450 fødsler om året, og de tog sig kun af de normale fødsler. Hospitalet varetog både normale og patologiske fødsler.

Vi blev vist rundt på klinikken. Der var ikke nogen fødende, der optog stuerne. En arabisk kvinde var dog lige kommet ud fra modtagelsen. Hun var tre "centimeter åben", og gik nu op og ned ad den lange gang. Det var tydeligt at se, at hun var forpint.

Der var tre fødestuer, som alle var nedslidte og gammeldags indrettet. Der duftede meget rent. Stuerne var funktionelle, med en fødeseng der kunne skilles ad i to dele.

På hver fødestue stod der et CTG apparat. Man brugte mere CTG end lytterøret. Derudover var der glasskabe, som bl.a. indeholdte fødepakker, sterile handsker og kanyler til syntocinon og methergin. Ovenpå glasskabene stod flere metalbeholdere med sterile gazeklude, og sterile vatkugler. Der var toilet på hver stue.

Kvinderne kunne ingen smertelindring få, men blev inden fødslen undervist i den dybe vejrtrækning. På en af fødestuerne var der en såkaldt fødestol, som mest af alt lignede en tandlæge stol. Denne blev dog ikke brugt til at føde i mere. De fleste fødte liggende i sengen, selvom de også blev opfordret til andre fødestillinger.

Jordemødrene brugte kun syntocinon ved post partum blødning. Methergin var ikke brugt rutinemæssigt.
Børnene blev suget med mundsug, som vi tidligere brugte hjemme. Der var ingen sechersborde på stuerne, disse stod i et tilstødende lokale (børnestuen), og ingen af dem fungerede. Ilt og elektrisk sug var der dog på børnestuen. Der var ligeledes en kuvøse, som de ikke brugte. Skulle barnet overflyttes lagde man barnet ind på moderens varme mave under overflytningen til hospitalets børneafdeling.

Børnestuen blev også brugt som puslestue, og det var ligeledes stuen, hvor børnene blev passet om natten, hvis moderen var udmattet eller træt. Normalt havde moderen barnet hos sig.
Vi forstod på Renita, at kvinderne i gennemsnit betalte kr. 2500 for jordemoderkonsultation og fødsel.

Tre dages barsel på klinikken kostede ca. kr. 5000. Kvinderne kunne forsikre sig på forskellig vis afhængig af indkomst. De økonomisk bedre stillede kunne derfor barsle på første klasse. Der var dog ikke den store forskel på første og anden klasse. På første klasse havde man en stue for sig selv, og denne var måske lidt mere luksuriøst indrettet. På anden klasse barslede man to sammen. Der var aircondition, TV, toilet og bad på alle barselsstuerne.

Der var syv jordemødre tilknyttet klinikken. En jordemoder fra De Hollandske Antiller var som regel uddannet i Holland.
De var alle selvstændige, dvs. at de brugte klinikkens lokaler og faciliteter, men var ikke fastansatte på klinikken. De fulgte deres egne gravide i konsultationen og fødte så senere med dem. Den vagthavende sygeplejerske kaldte jordemoderen, når den fødende kom ind på klinikken.
Kvinderne blev henvist fra egen læge, men proceduren var ved at blive ændret til, at kvinderne kunne gå direkte til jordemoderen uden om nogen lægelig instans.
Sygeplejerskerne var fastansatte, og havde det daglige ansvar for klinikken. De tog sig af barselsplejen, steriliserede utensilerne, samt assisterede jordemødrene ved fødslerne. De assisterede også i jordemoderkonsultationen ved at måle de gravides blodtryk og stikse deres urin inden de kom ind til jordemoderen.

En gruppe af sygeplejerskerne havde ansvaret for sundhedsplejen, der også havde en ambulant funktion. Der var en administrerende direktør for stedet. Ham hilste vi kort på.

Der var både jordemoderkonsulatationer på klinikken samt udekonsultationer i landdistrikterne. Den gravide kom til et antal kontroller, alt efter om hun var første- eller fleregangsgravid. De blev alle rådet til at komme til jordemoder i følgende graviditetsuger:

Under rundvisningen blev vi hjertelig inviteret indenfor i en af jordemødrenes konsultationer. Vi talte både med jordemoderen og den gravide, som havde sin mor og sin lille datter med. Det var anden gang hun skulle føde med denne jordemoder.

Den gravide havde en kombineret vandre- og svangerskabsjournal. Den var meget informativ og overskuelig, men lidt kompakt og havde derfor en lille skrifttype. Dvs., at det var svært at skrive nogle vigtige kommentarer på den. Ud fra journalen kunne man bl.a. læse om kvindens anamnese, blodtype, tidligere komplicerede fødsler, hvem der havde assisteret hende ved sidste fødsel og om nuværende graviditet og kontroller. Den gravide fik udleveret pjecer. Pjecerne var meget informative og illustrative. De beskrev bl.a. de forskellige faser i graviditeten, seksualitet, forældreskab, socialrådgivning, kost og spædbarnspleje.

Jordemødrene tilbød fødselsforberedelse, men som et åbent hus arrangement. Dvs. at hvis kvinderne havde lyst til at høre om amning to gange kunne hun dette. I fødselsforberedelsen var der inkluderet øvelser for gravide.

Efter at sygeplejersken Renita havde vist os rundt, mødte vi de to jordemødre Agnes Cobelens og Margot Brandon-Baarch. Agnes kom fra Holland og havde boet på øen de sidste 10 år. Hun var uddannet jordemoder i England. Margot var uddannet i Holland. Det blev til en god og varm snak om jordemoderfaget.

De fortalte bl.a. hvordan den økonomiske krise havde påvirket jordemoderfaget. Pga. det faldende fødselstal kæmpede jordemødrene og obstetrikerne/gynækologerne om de gravide/fødende. Det var ikke altid en sober kamp, og jordemødrene mente, det gik meget ud over kvinderne. Vi fik i den forbindelse også at vide, at forsikringen havde blandet sig i problematikken. Det gjorde de, da de så en økonomisk gevinst i, at jordemødrene varetog svangreprofylaksen og fødslerne, da de var billigere.
Forsikringen havde været med til at ændre praksis således, at kvinderne kom direkte til jordemoderen i første trimester, i stedet for at blive tilset af en læge. Jordemødrene var selvfølgelig glade for dette tiltag. Vi syntes det var ærgerligt at det var økonomien, der havde præget denne udvikling, og ikke den faglige kvalitet og især kvindernes behov.

Derudover fortalte Agnes og Margot om familiestrukturen på Curacao. Der var en del helt unge gravide, som også endte med at blive enlige mødre. Samfundet var generelt præget af macho-kulturen, som vi også hørte om i Venezuela. De curacaoske mænd lagde en stor ære i at være fertile og var særlig stolte, når deres koner/kærester var gravide. Der var også her almindelig kendt, at mændene havde mange børn med forskellige kvinder.

Vi sluttede samtalen af med at spørge, om man kunne arbejde der som jordemoder. Det kunne man desværre ikke pga. den før omtalte nedgang af fødselstallet. Men man var altid velkommen til at kontakte klinikken på følgende adresse:

Kraamkliniek Rio Canario
Scottegatweg noord 43
Curacao
Tlf. 691838 - 692510 - 692732
Fax 691683
Kkrc@cura.net