Isla Islabela

Isla Isabela 12/6-23/6-2001

Det var en tilfældighed, at vi kom i kontakt med den lille klinik i Villamil. En af besætningsmedlemmerne havde brug for en læge. Da vi var med kom snakken hurtigt ind på fødsler. Det viste sig, at de rent faktisk havde fødsler på øen, men kun otte til ti om året.

Klinikken lå helt ned til vandet, og vi var ikke i tvivl om at de fødende kunne høre havets brusen under vearbejdet.

Vi mødte den ene af de to kvindelige læger, Esther Boza, som var meget imødekommende. Hun bad os komme tilbage dagen efter. Vi blev vist rundt på et meget lille og velorganiseret fødested. Udover føde- og barselsstue, havde stedet også en lille skadestue, et laboratorium, en sengestue, en tandlæge, et venteværelse og et konsultationsrum.

Når man så på det lille fødselsantal, kom det bag på os begge, at der var så meget teknisk og nyt udstyr på stedet. Esther forsvarede det med, at hun blev nød til at have noget moderne udstyr, for i graviditeterne bedre at kunne diagnosticere noget evt. patologisk. Eller post partum at kunne yde optimal hjælp til mor og barn. Der var jo langt til hovedøen Santa Cruz eller Ecuador, hvilket gjorde det ekstra sårbart i krisesituationer. Der var foruden en helt ny scanner, en meget moderne kuvøse, et børnebord, et mobilt elektrisk sug, doptone og "lyskasse". Stedet havde bl.a. fået støtte fra den Ecuadorianske stat og private organisationer til disse nyerhvervelser.

Det var tydeligt at mærke, at Esther var en ildsjæl. Hun kæmpede energisk for at bevare de få fødsler, der var tilbage på øen. Hun søgte kontinuerligt om økonomisk støtte, da det naturligvis ikke var billigt at føre sådan en klinik. Hun holdt meget af fødslerne og fortalte, at kvinderne gav udtryk for, at det var rart, og meget optimalt at kunne forblive på øen og føde. Vi undrede os derfor over, at der ud af de ca. 25 gravide, som årligt blev tilset i klinikken, så alligevel kun var max. ti der fødte der. På grund af sprogbarrieren fik vi desværre ikke svar på dette.

Esther og hendes kollega tilså de gravide fra første trimester og derfra een gang om måneden til og med anden trimester. I tredje trimester blev de gravide tjekket ca. hver anden uge, eller ved behov. Der blev taget blodtryk, stikset urin, og taget blodprøver som på San Cristobal. Alle blev scannet ved første konsultation, og derefter blev de patologiske gravide visiteret til Santa Cruz eller Ecuador. I sidste trimester scannede Esther igen for bl.a. at kunne diagnosticere IUGR, UK og placenta prævia. Ønskede de gravide yderligere at blive scannet, kostede dette US$ 4. Det var som på San Cristobal gratis at føde.

Føde- og ammepolitikken var meget lig den, som fandtes på San Cristobal, og mødrene var også meget unge, når de fik deres første barn.

Vi sagde farvel til hele personalet udenfor klinikken, med en fornemmelse af at kvinderne var i gode hænder, selvom det endnu engang ikke var jordemoderhænder.