Los Roques

VENEZUELA 31.01.01-29.03.01

Los Roches 22.02.01-14.03.01

Efter tre ugers ophold på Isla de Margarita sejlede vi til øriget Los Roques. På Isla de Margarita fik vi indkøbt proviant til flere måneder samt tanket vand og diesel. Der blev desværre ikke tid til at være opsøgende jordemoder på denne ø.

Sejlturen til Los Roques blev uforglemmelig. Den blev fyldt med gode oplevelser med havets dyr som artister.
Vi forlod Isla de Margarita ved skumringstide, og havde kurs direkte mod Los Roques. Et ørige, der består af et inferno af småøer og sandbanker.
Porlamar, som vi havde ligget for svaj ved i ca. tre uger synede langsomt hen. Solen gik ned og det var en smuk rød/lilla horisont, vi sejlede lige imod.
Det første der mødte os var delfiner, som i tusmørket kom helt tæt på båden. Det var kun pga. deres helt specielle lyd og morilden i vandet, at de blev synlige. Senere på natten var der et par pukkelhvaler, som nærmede sig båden. De blev totalt oplyste i vandet pga. morilden. De lignede oplyste tågebanker, da de kom svømmende op langs båden. Genskinnet fra dette lys gjorde at båden selv blev helt oplyst. Vi stod bagefter og var fyldt med dette syn og følte stor respekt overfor dette dyrs størrelse og kraft.

I løbet af næste dag kom der yderligere mange delfiner, som legede med hinanden. Vi stod helt ude i stævnen og kiggede ned på dem. De er nogle meget elegante artister, og ganske dragende. Man fik helt lyst til at hoppe ned og svømme rundt med dem. På et tidspunkt var der ca. 30 stykker, der hoppede ind og ud af vandet. Det var tydeligt, at de legede med båden.
Samme nat kom hvalerne igen, men vi så dem ikke vha. morilden, men hørte dem pga. af deres blåst, da de ikke var mere end ti meter fra båden. Vi for forskrækket tilbage i cockpitet, efter nok så kækt at have siddet tæt på rælingen og spejdede efter dem. Det var lidt uhyggeligt!
Ellers så vi masser af tun. De var ligeså store som små delfiner, men til stor ærgelse for hele besætningen, kom der ikke nogen på krogen. Det ville ha' været dejligt med lidt frisk tun til stegepanden.
Alle disse naturoplevelser kulminerede i, at vi lige før indsejlingen til Los Roques så en Marlin, som hoppede op af vandet et utal af gange. Det var en stor oplevelse, og det var lige før hele besætningen, blev mere optaget af dette end at sejle ind i det vanskelige område, som lå foran os.
Sejladsen igennem Los Roques var svær pga. de mange sandbanker og rev, der varimellem øerne. Dette sås tydeligt da vi nærmede os indsejlingen til ø-riget.

Vi fornemmede hurtigt at vandet begyndte at forandre sig til en mere grøn farve. Da vi sejlede ind igennem øerne, mødte vores øjne en palet af grønne farver i vandet, som blev brudt af sandbanker og rev.
Øerne var flade med en lavbusket beplantning, mangrover. Kystlinierne bestod af sand og koraler. Den eneste ø med lidt småbjerge var El Gran Roque. Det højeste bjerg kunne lige komme op på omkring 127m. over vandets overflade.

Los Roques lå omkring 150 km nord for Caracas i det Caribiske hav og var en af Venezuelas nationalparker. Her var ca. 80 øer, et rigt dyreliv, dvs. fugle, havskildpadder og naturligvis et væld af forskellige fisk. Så der var lagt op til meget fine naturoplevelser via sejllads, fiskeri, snorkling, dykning og små vandreture.

Se i vores galleri.

El Gran Roque var hovedøen, som havde omkring 900 permanente beboere. Øen havde et Medical Center, telefon, en lille lufthavn (utrolig aktiv lufthavn), 3-4 supermarkeder, små restauranter og gæstehuse (Posadaer) og naturligvis en Guarda Costa, hvor vi skulle indklarere båden og dens besætning.

Vi lå for svaj ud for øen Francisquis og blev nød til at tage med en af de lokale fiskere over til El Gran Roque for at indklarere. Via Guarda Costaen (kystvagten) blev vi informeret om, hvor vi kunne finde The Medical Center i den lille by. Det var nemt at finde og bestod af to små bygninger, hvoraf det ene var kontor og det andet et ambulatorium. The Medical Center bestod af en læge, en sygeplejerske og en tandlæge. Vi besøgte stedet under karnevalet, som var samtidig med vores fastelavn. Disse dage betragtes som helligdage, hvor der virkelig festes igennem i Caribien. I forbindelse med karnevalet var der derfor to læger og to sygeplejersker mere.

På The Medical Center talte lægen intet andet end spansk, og vi måtte via ordbog prøve at gøre os forståelige. Det fik vi absolut ikke noget ud af!! Vi forstod dog, at der ingen jordemødre var tilknyttet stedet. Pludselig kom den ledende Guarda Costa, Senõr Augustin, tilfældigt forbi.
Ham havde vi mødt tidligere på dagen ved indklareringen. Han genkendte os som de to sejlende jordemødre, og var straks parat til at hjælpe de to nødstedte. Augustin oversatte til engelsk, hvad lægen, som hed Tulio fortalte.
Hun fortalte, at de for tiden havde 14 gravide kvinder, som alle fik prænatal kontrol i huset. De blev set en gang i første trimester, hver 14 dag i andet trimester, og ugentligt inden turen gik til fastlandet (Venezuela eller Isla de Margarita). De blev fløjet ind til familie/hjemegn og fødte på det lokale hospital. De ville helst have, at kvinderne kom afsted omkring 30.graviditetsuge. De sidste tre mdr. var der fem gravide, som var taget afsted.
Der var ca. tre om året, som ikke nåede fastlandet, og derfor fødte i den lille klinik!

Vi tænkte begge, at det var tidligt at blive overflyttet i 30. uge, da dette måtte have mange personlige omkostninger for den enkelte familie. Vi kunne ikke få besvaret vores tanker pga. sprogbarrieren. Derudover blev vi informeret om, at der var en hel del unge piger på 14-15 år, som blev gravide.
Om The Medical Center lavede noget forebyggende arbejde for netop disse unge piger, fik vi ikke svar på.
Der var stor tradition for, at børnene blev ammet. Hvor længe stod hen i det uvisse, men Augustin rystede på hovedet over dette spørgsmål, og svarede: "of course, ladies!"

Da vi spurgte om vi måtte tage billeder af stedet, blev der fniset højlydt. De ønskede ikke selv at blive en del af disse, så det blev kun til et billede af Tove udenfor The Medical Center.