Merida

VENEZUELA 31.01.01-29.03.01

Merida 15.03.01-29.03.01

Bådens besætning blev enige om at tage ind til fastlandet for at vandre i Andesbjergene. Dette betød, at båden skulle være "alene" i en marina i den periode vi var væk. Vi valgte at sejle til Puerto Cabello. Vi fandt ud af, at vi var sejlet lige ind i løvens hule. Fra første færd fik vi advarsler fra andre sejlere og lokale mod at tage ud af marinaen. Hvis dette blev nødvendigt skulle det gøres i flok, i taxa, uden ure, smykker, solbriller og penge. Mange turister var blevet overfaldet med knive og skydevåben og havde fået frastjålet deres egendele. Det lød jo ikke særlig indbydende, men vi havde heller ikke planer om at blive i byen mere end højest nødvendigt. Vi tog derfor hurtig af sted til Andesbjergene med bus efter vi havde sikret båden på bedste vis.

Merida var en universitetsby, der lå 1675 m over havet. Byen var omgivet af de smukke Andesbjerge. Det højeste bjerg hedder Pico Bolivar, som var 5007 m høj. Der var masser af liv og tilbud om udendørs aktiviteter. Atmosfæren i byen var utrolig rar og indbydende og vi følte os trygge ved at gå rundt. Det blev bl.a. til en vandretur til en lille by Los Nevados. På denne tur fik vi kontakt med nogle muskler vi ikke havde hørt om i anatomi. En anden tur blev på mountainbikes op til nogle hotsprings. Vi tog også med verdens højeste og længste kabelvogn op til 4765 m højde, hvor det rent faktisk sneede. En stor kontrast til sol, strand og palmer.

En af dagene blev brugt til "Den sejlende jordemoder". Vi tog en taxa fra vores lille hyggelige pensionat ud til Universitetshospitalet.
Det første indtryk vi fik var, at det var et stort hospital. Det var en nedslidt grå betonklods, og der var mennesker allevegne.
Taxaen satte os af foran skadestuen og fødegangen. Der sad mange familiemedlemmer lige udenfor selve fødegangen og ventede. En vagt stod indenfor døren, og ville ikke sådan lige lukke os ind. Vi gik hen til en "informationsdame", som sad i et lille glasbur overfor fødegangen. Igen fik vi på vores ubehjælpelige spanske fremstammet vores ønske om at se fødegangen. "No entiendo" (jeg forstår ikke) blev hurtig ordene, der oftest kom ud af vores mund. Da vi havde stået længe nok og set forvirrede ud, tog hun os over til vagtmanden og fik os lukket ind på fødegangen. Glade var vi, indtil vi mødte sekretæren. Hun ville ikke lukke os videre ind. En ung gravid chilener var sød til at oversætte vores mission med at besøge stedet. Sekretæren sendte os videre til direktionen, hvor vi skulle lave en aftale med hospitalsdirektøren før vi kunne se fødegangen. Dette blev noget af en mission i sig selv!!

At finde direktionens kontor var ikke noget problem. Det lå i en anden bygning, oppe på 2.sal. Vi blev sat til at vente på direktøren på en rød plasticsofa i et lille rum med en sekretær. Igen på ubehjælpelig spansk fik vi forklaret vores ærinde. Herefter sagde hun: "lige et øjeblik", og forsvandt ind bagved, hvor der var et hav af kontorer. Glade og forventningsfulde sad vi tilbage. Endelig følte vi os forstået. Nu ville én snart komme og hjælpe os med vores forehavende.

Lidt efter kom den ene sekretær efter den anden ind i det lille forlokale. Alle i fine spadserdragter og pomssko. De ville alle kigge og tale med os. Så en efter en måtte vi forklare, hvorfor vi var kommet, hvor vi kom fra etc. De var meget gæstfrie og hjertelige, men ingen vegne kom vi. Til sidst forsøgte vi lidt desperat at få en engelsktalende sekretær i tale. Hun fandtes , og vi fik lavet en aftale om at komme tilbage et par timer senere, da direktøren var til møde.

Et par timer senere kom vi så tilbage. En ny sekretær sad i forlokalet, og vi måtte forklare forfra, hvad vi ville. Hun forstod til sidst, og vi måtte atter lave en ny aftale til dagen efter. Hospitalsdirektøren var stadig ikke at træffe.

Vi ankom den næste dag til det velkendte forlokale til rette tid. Direktøren var ikke at træffe, men ville komme indenfor en halv time. Vi sad troligt og ventede på den røde plasticsofa. Der gik en time. Direktøren kom ikke. Han var til møde ude i byen, og det ville han være hele dagen!
Vi kunne få vicedirektøren i tale. Det ville vi jo gerne. Vi kom ind på et stort kontor til en nydelig middelaldrende dame, og fik tilbudt en kop kaffe. Hun talte meget lidt engelsk, og spurgte derfor, om vi talte fransk. Opstemte over at kunne kommunikere lidt bedre på fransk sagde vi højlydt: "QUI". Herefter blev der på vores bedste gymnasiefransk forklaret, hvorfor vi var kommet. Hun fortalte, at hun var professor i nefrologi. Der gik langt tid, før vi helt forstod hinanden. Hun troede først, at vi ville arbejde på hospitalet, og forklarede igen og igen, at vi skulle havde en arbejdstilladelse. Endelig fik vi hende til at forstå, at vi var jordemødre, og at vi blot ville se fødegangen og tale med en jordemoder.

Til vores overraskelse informerede hun os om, at der rent faktisk ingen jordemødre var på hospitalerne i Venezuela. Jordemødre fandes kun i landdistrikterne. Det var obstetrikkerne og gynækologerne, som varetog fødslerne på hospitalerne og privatklinikkerne. Kvinderne gik til graviditetskontroller hos egen læge og blev henvist til hospitalet, hvis der var særlige problemer. Det var gratis at føde på hospitalerne, ca. 80% fødte der, hvilket stod meget godt i mål med, at ca. 80% af befolkningen var fattige eller mindre bemidlede. Havde man penge, kunne man forsikre sig, og føde på en privatklinik.
Vi nåede desværre aldrig at se fødegangen, og måtte konkludere, at bedre spanskkundskaber kunne have forbedret vores muligheder for at få mere at vide.

Los Llanos 22.03.01-26.03.01
Turen gik fra Merida til Los Llanos også kaldet Venezuelas savanne. Et kæmpe område, der dækkede ca. en tredjedel af landet, og som strækkede sig ind i Colombia. Savannen var inddelt i to områder: En højslette og en lavslette. Vi besøgte stedet i tørkeperioden. Det havde sin fordel, da man på dette tidspunkt af året bedre kunne se dyrene, da de søgte hen til vandhullerne. Området var sparsomt beboet, og befolkningen levede af kvægdrift. Der var en dårlig infrastruktur i området. Vejene var oftest hullede, og bestod af grus, når man kom væk fra hovedvejene. Man var derfor ilde stedt, i store dele af området, hvis man ikke havde en jeep .
Vi tog på denne tur for at opleve Los Llanos' wildife, som skulle være enestående. Vi hyrede en guide ved navn Gustavo, som var uddannet biolog og havde speciale i Los Llanos og dens fauna og dyreliv.

Vi kørte med jeep ca. 700km syd/øst på, over Andesbjergene, ned til lavsletten. Her boede vi sammen med lokalbefolkningen på deres "Hato'er" (kvægfarme/ranches), og sov i hængekøjer om natten. Der var ikke indlagt el, men fra solnedgang var der fakler og levende lys både ude og inde. Trods de spartanske forhold var der en utrolig rar atmosfære.
Vi var på flere "wildlife-tours" i jeepen, hvor vi bl.a. så anakondaer, alligatorer og flere myreslugere med baby. I en udhulet træstamme sejlede vi ned ad Guariftico floden, som løb igennem området. På denne flodtur var JulieMare, en syv årig pige og hendes gamle onkel med, for at fange piratfisk. Piratfiskene spiste vi dejligt tilberedte samme aften.

JulieMare var den ældste pige af en søskendeflok på fire, hvor den yngste var to år. Hendes mor var 22 år gammel. Det var ikke ualmindeligt at have så ung en mor, når man boede i Los Llanos. Mødrene fik ofte mange børn. Det var normalt at få mellem 6-8 børn, nogle fik helt op til 15.
Vi var selvfølgelig meget interesserede i at få information om fødekulturen i dette område. Vi spurgte derfor kvinderne på en af Hato´erne, om de ville fortælle om dette. Vores guide Gustavo var sød til at oversætte.
Vi sad alle rundt om det store spisebord i køkkenet, og var lutter øren, da Gustavo begyndte at oversætte kvindernes fortællinger om fødekulturen i Los Llanos.

Snakken var afslappet, og kvinderne fortalte åbent om deres fødsler.
Vi vidste fra hospitalet i Merida, at der ingen jordemødre fandtes på hospitalerne. Det var derfor yderst interessant, at høre om jordemødrenes virke på landet, og at de oftest var mænd.
Kvinderne mente, at mændene var de bedste indenfor området. De var gode til deres "håndværk". Jordemoderfaget gik i arv, dvs. at den enkelte blev oplært af enten sin mor eller far.

De gravide rejste hjem til jordemoderen et par gange under graviditeten. Her blev de undersøgt, vha. de traditionelle håndgreb, samt fik lyttet hjertelyd. De gravide, som jordemoderen skønnede ikke kunne føde hjemme, blev straks visiteret videre til at føde på nærmeste hospital. Det kunne f.eks. være ved gemelli, uk, og ved mistanke om andre obstetriske komplikationer. For nogle kunne denne rejse til hospitalet blive en dagsrejse på grund af de store afstande.
Nogle ville måske her mene, at afstandene ville være med til at forhøje morbiditeten og mortaliteten i området. Dette spurgte vi til, og svarret var, at disse var stort set nul. Kvinderne mente, at de ville vide det, hvis dette ikke var tilfældet.

Jordemoderen kom hjem til den fødende ca. en måned før termin, og boede der sammen med familien, til barnet var et par dage gammel og amningen var etableret. Under selve fødslen brugte jordemoderen urtemedicin og forskellige typer af the. Bl.a. blev fignethe brugt som vestimmulation, og kanalthe som beroligende.
De fleste kvinder fødte liggende på ryggen, modtog ingen anden smertelindring end områdets urter, og blev ikke sutureret. Der var ikke tradition for, at manden var med til fødslen.

Der var helt faste priser for, hvad det kostede at føde hos jordemoderen. US$ 40 for en dreng og US$ 20 for en pige. Kvinderne fortalte, at det dog var ligeså godt at få piger! Vi forstod på kvinderne, at nogle jordemødre havde en særlig metode til at finde ud af, om den gravide ventede en dreng eller en pige. Denne metode beholdte jordemoderen for sig selv.

Kvinderne havde tradition for at amme helt op til et år eller mere. Børnene fik umiddelbart efter fødslen en amulet om halsen, som bl.a. skulle beskytte dem mod sygdomme.

Vi spurgte til antikonception, og dette havde kvinderne et meget afslappet forhold til. De spiste normalt p-piller, da mændene sjældent ville bruge kondomer.
De forklarede lidt om det "Macho-samfund" de levede i, og som prægede hele Sydamerika. Dette gav sig udslag i, at mange kvinder måtte leve med, at deres mænd havde børn med andre kvinder ved siden af ægteskabet. Dette blev stilletiende accepteret. (Vi fik senere fortalt, at Venezuela bl.a. derfor var hårdt ramt af AIDS)

Efter fire dejlige og meget oplevelsesrige dage i Los Llanos gik turen atter tilbage til Merida. På vejen over Andesbjergene fik bilen problemer med gearkassen. Vi holdt tilfældigt ind ved indkørslen til et lille hus. Det skulle vise sig at være en helsestation for gravide og børn. Så mens Gustavo lå under jeepen for at se, om denne kunne repereres, gik vi ind og fik en snak med den vagthavende sygeplejerske. Gustavo blev senere vores redning for at få de nærmere detaljer omkring husets funktion.

Andesbjergene omkring Merida var inddelt i forskellige distrikter. I hver af disse distrikter var der en helsestation. Helsestationerne var et specielt tilbud til de gravide og småbørnsfamilierne. Således, at de ikke skulle have så lang transport til sundhedsplejen mm.
Sygeplejersken var meget sød og informativ, og viste os rundt i de små lokaler. Huset bestod bl.a. af et venteværelse med bænke. På væggene var der plakater, som informerede omkring antikonception, vaccinationer, AIDS og andet forebyggelse.

En særlig plakat fik vores opmærksomhed. Det var en håndtegnet plakat over de familier, der boede i området. Hver families hus var tegnet ind, samt navnet på det enkelte barn der boede der. Vi syntes det var en ret sød ide.

Sygeplejersken fortalte, at det gav en stor positiv respons fra familierne.
Derudover var der et lille simpelt forkontor, hvor sygeplejersken sad og ordnede sit papirarbejde. Her havde hun sit arkiv over samtlige familier i området. Hun førte statistik over de børn der kom til verden. Siden januar havde hun fået 19 nye børn i sit distrikt. Til forkontoret var der et tilstødende konsultations- og undersøgelsesrum. Dette rum var spartansk indrettet. Der var et lille udvalg af medicin, lidt kanyler og nåle, et blodtryksapparat, en vægt o.a. vigtigt til en akut situation.
Det var sygeplejersken, som varetog stedet, både administrativt og klinisk. Var der situationer, som krævede yderlige medicinsk ekspertise, måtte familien drage den lange vej til hospitalet.
Sygeplejersken oplyste, at de gravide kom når de ville. De vidste, hvilke dage hun var der. Hun undersøgte med håndgreb, lyttede hjertelyd og til vores store overraskelse havde helsestationen et metallytterør. Herudover blev de gravide vejet, fik målt blodtryk og stikset urin. Når de skulle føde, tog de ind på det nærmeste hospital. Om de fødte hjemme står hen i det uvisse. Børnene blev efterfølgende fulgt på helsestationen op til det femte år.

Jeepen blev heldigvis repareret, og vi kørte det sidste smukke stykke vej tilbage til Merida.