Tobago

Tobago, Englishman Bay den 13/1-2000

Jeg besluttede mig for at tage ind til hovedstaden Scarbourogh, for at besøge hospitalet, selvom Tove ikke er påmønstret Disalagraptus endnu.

Hospitalet ligger på en bjergtop oppe over selve byen i forbindelse med det gamle fort. Man skal op ad en smal snoet vej, som er så stejl at det må være et problem at få en ambulance hurtigt derop. Der er en skøn udsigt over byen, det turkise vand ser så indbydende ud, og et øjeblik er det det eneste jeg har lyst til - en dukkert. Sveden havler af mig!

Det er et overskueligt lille hospital, nemt at finde rundt. En del små bygninger omgiver hovedbygningen, og man er ikke i tvivl om, hvad disse er. På de hvidkalkede vægge står der med store bogstaver "Welcome to Psychiatric Department" eller "Welcome to Geatric Department". Svære var det dog at finde fødeafdelingen. En kvinde i lys orange kjole med et lille hvidt forklæde viste mig vej. Jeg fandt senere ud af, at disse kvinder var en slags sygehjælpere, dog med mange forskellige funktioner udover at være på de enkelte sengeafsnit.

Det var med en blanding af ydmyghed og lidt nervøsitet, at jeg gik gennem døren til The Maternity Ward. Mit første indtryk af afdelingen var, at den var nedslidt, lidt dyster - brunlige og grå farver, jeg fik straks billeder fra filmen "Gøgereden" for min nethinde.

Jeg gik ned ad en lang gang, og var ikke i tvivl om at jeg befandt mig på en fødeafdeling - der var skrig fra en fødende kvinde. På begge sider af gangen var der små rum, et skyllerum, en ammestue, en modtagelse, et depot lignende rum med en autoklave, som jeg senere fik at vide, ikke virkede. For enden af denne gang var så svanger/barselsafdelingen. Et stort åbent rum, som gangen endte i. På modsatte side af svanger-/barselsrummet, var personalekontoret. Personalekontoret var et stort glasbur, hvor der var et fint overblik over de indlagte kvinder. Kvinderne lå side om side kun adskilt af et lyserødt gardin, med store blomster på. Alle de barslende kvinder havde børnene hos sig i en plexiglasvugge, som vi kender dem hjemmefra.

Jeg blev ikke mødt med udslåede arme. Der var en hektisk, måske mere travl stemning blandt det personale der var i buret. De var alle klædt i uniformer, nogle i rød- andre i grønternede, og igen andre i uniformer, som jeg har set afbillede på gangen på jordemoderskolen. Stivede forklæder og små fine kapper i håret havde de alle. Denne hvide farve stod i dyb kontrast til deres sorte smukke ansigter. Engelsk er sproget, men ikke et hvilket som helst engelsk. Man skal virkelig gøre sig umage for at forstå det, og når de taler indbyrdes er det helt umuligt at følge med i snakken. Jeg fortalte kort hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvad jeg ønskede og blev meget hurtigt bedt om at komme tilbage dagen efter "any time", da der så ville være en der kunne tage sig af mig. Det ville så være en søndag, og jeg tænkte lidt over, at det måske ville være en udemærket dag, da der så ikke ville være så meget ambulant, men på den anden side, ville der så være de rette folk? Jeg sagde pænt farvel og gik. Jeg gik med fornemmelsen af, at det måske ville blive svært at få denne uformelle snak, som jeg egentlig ønskede. Alligevel var jeg fuld af gejst og forventning. Selvfølgelig kan man ikke bare komme og forvente, at der kan gå en fra til en sådan uventet gæst! Dette kan sjældent lade sig gøre på en fødegang, uanset om det er på Tobago eller i København man befinder sig. Udenfor fødegangen mødte jeg endnu en jordemoder, en afdelingsjordemoder, som fortalte at søndag var en fin dag, jeg skulle helst komme efter 9.15, så var konferencen overstået.

Tobago, Englishman Bay den 14/1

Jeg var på Fødegangen efter 9.15. og blev mødt at smukke sangstemmer - der var gudstjeneste på etagen over Fødegangen. Der var meget stille i personaleburet, kun en enkelt jordemoder var tilstede. Jeg fortalte atter kort, hvem jeg var, og at jeg havde lavet en aftale dagen før m.h.p. et besøg. Endnu engang følte jeg at de var en anelse mistroiske over for mit besøg. Jeg fik pænt at vide, at jeg skulle have en tilladelse fra "HMD Office". Lidt frustreret spurgte jeg, hvordan man får denne person i tale, og blev bedt om at komme tilbage dagen efter!!
Det var ikke nogen nem rejse fra båden og ind til Scarbourgh, så jeg kan nu mærke, at det ville være fint om den næste aftale, kunne blive ret præcis. Jeg spurgte derfor, om der var en afdelingsjordemoder på arbejde, en såkaldt Matron, og det var der. Inden jeg forlade fødegangen for at tale med hende, opstår der lidt af den uformelle snak, som jeg ønskede. Jordemoderen fortæller mig, at de ikke sådan bare modtager fremmede, og at de tobagoianske jordemødre "holder kortene meget tæt til kroppen". De ønsker ikke at videregive information, som kan misbruges eller udnyttes. Det er fair nok, så jeg er meget taknemmelig, da the Matron fortæller mig, at jeg skal komme tilbage om tirsdagen for at besøge the HMD og derved få tilladelse til at se fødegangen samt til at tage billeder af denne.

Tobago, Englishman Bay den 16/1

Jeg begav mig endnu engang fra båden og ind til hovedstaden. Fik hurtigt et lift ind til den nærmeste by Castara, og var så heldig at få en taxi hele vejen op til hospitalet. (Ofte skal man skifte taxi undervejs). Jeg gik straks til the HMD Office. Der fik jeg den besked, at hun ikke var der i dag, hun var på Trinidad. (Øen som Tobago hører under). Men jeg kunne tale med the Matron. Det var et andet ansigt end det jeg kendte som the Matron, men det var jo lige meget. Hun var meget sød, og det blev til en lang snak om hospitalet, sundhed, uddannelse af jordemødre og jordemoderliv verden over. Hun fortalte mig, hospitalet har lidt under 100 sengepladser i alt, at det endnu er gratis et komme på hospitalet. Der er nogle ydelser man skal betale for, såsom røntgen og nogle laboratorieprøver.
Pensionister og børn i alderen 0-15 år for altid hospitalsophold gratis. Graviditet hører ind under barnet. Det er derfor gratis at blive behandlet som gravid. Hun var meget behjælpelig, og sendte mig herefter ned til fødegangen for at møde jordemoder Pamala Spencer.
Pamela Spencer var, som jeg forstod det enten tillidsrepræsentant eller noget lignende for jordemødrene på Tobago. ICM jordemoderen er tilknyttet General Hospital i Port of Spain på Trinidad. Jeg fik en meget fin rundvisning på fødegangen, og en masse information. Dog fik jeg ikke lov til at tage billeder af selve afdelingen.

Fødegangen fungerer, som svangre-, fødegang og barselsafsnit i et og samme. Afdelingen varetager ca. 1500-1600 fødsler årligt. Der er plads til 15 indlagte kvinder ad gangen, men de havde oftest overbelægning og specielt i kendte perioder - det var ni - ti måneder efter karnevalet og ni - ti måneder efter en anden årlig tilbagevendende festival. Nu er det netop en af disse perioder, så der havde været meget travlt over jul og nytår, og det ville ligesom ingen ende tage.

De modtager kvinderne fra 28. graviditetsuge, og hvis de skal indlægges før pga. komplikationer skal dette ordineres af en obstetriker. Der er to obstetrikere tilknyttet afdelingen. De varetager både den ambulante funktion, og er tilstede, hvis der er problemer i forbindelse med fødslen, eller ved sectio. Kvinderne ligger side om side, de svangre dog tættest på et lille fjernsyn, som var en meget brugt som underholdning. De børn som kommer til verden før terminen, tager de sig af i deres lille nursery, et rum med fem kuvøser. Børnene bliver dagligt tilset af en pædiater. Han var der netop under mit besøg - meget "pæn" herre i privat tøj. Mødrene til disse børn ligger på to eller tre sengs stue. Det er sjældent, at de bliver nød til at overflytte til Trinidad, og de ser selvfølgelig helst, at kvinderne bliver overflyttet med barn i maven. De kan klare alt, tager sig af alle graviditetsrelaterede sygdomme og laver sectio, hvis dette er nødvendigt.
Kvinderne er indlagt i 24 timer p.p., hvis de har født ukompliceret og til tiden. Efter sectio forbliver kvinderne på barselsgangen i op til 3 dage, og hvis barnet er sygt/præmaturt forbliver mor indlagt til barnet kan udskrives. Dette er en ny procedure. Man havde nemlig erfaret, at det gav kvinderne nogle bedre ammeforløb, at de var sammen med børnene hele tiden.
Der var ikke modermælkserstatning på afdelingen! De brugte meget tid på information om amning og de eneste kvinder, som de ikke anbefalede at amme var HIV positive mødre. (Pamela Spencer mente, at det var ca. 3.1% af alle de gravide kvinder, som var HIV positive størst er koncentrationen af disse gravide dog på Trinidad). Alle fik information om, at der findes telefon ammerådgivning døgnets 24 timer. Der var ej heller sutter på afdelingen!

De to fødestuer var med "AirCon", så der var meget koldt på stuen. Der var sechersborde på stuerne, men det var kun varmelampen som virkede. På stuerne var der et fødeleje, som vi har dem der hjemme, dog slidt, og en rimelig gammel model. De føder sterilt, alt der kan autoklaveres og derefter genbruges bliver det. Der var et transportabelt sug og en transportabel lampe på hver stue. Den fødende må gerne have sin mand og eller andre fødselshjælpere med til fødslen.
Der var ikke lattergas på stuen, de underviste i vejrtrækning og gav øvelser som kunne hjælpe kvinden under fødslen. Men som Pamale Spencer sagde: "Det er med til at hjælpe, men fjerner jo ikke smerten" ellers bruger de pethidin, når smerten er for stor.
Alle hjælper de hinanden i stille stunder med at klippe gasestykker, folde og pakke disse inden autoklavering.

Samme formiddag havde en trediegangs fødende fra Castara født (Castara er naboby til Englishman Bay). Jeg kom med ind på fødestuen og hilste på. Hun var en glad kvinde, fordi hun havde fået en søn. Faderen var stolt fortalte hun, han havde været med, men var gået med den lille dreng, for at vise ham frem til de to ældre søstre.
Der er både CTG og doptone med til fødslerne. CTG'en bruges ved stort se de samme ordinationer, som hjemme, men de bruger udelukkende doptonen under fødslen. "Den er jo hurtigere at bruge i forhold til trærøret, og man er ikke i tvivl".
Kvinderne er på fødestuen i ca. en time inden de kommer ned ad gangen i en barselsseng. Pamela fortalte, at alle patientrerne går til kontrol i nærheden af, hvor de bor, og som jeg forstod det var det ikke hos en jordemoder, men hos en læge. De bliver altid henvist til hospitalet, hvis der er komplikationer. Der bliver taget Hgb, blodtype, hepatit, WR samt andre blodprøver, som jeg nok ikke helt forstod hvad var, men HIV testen er frivillig.
Jordemødrene arbejder 40 timer om ugen i skiftende vagter. Der er kun få på afdelingen, som kun er uddannet jordemødre. De fleste er sygeplejersker og så siden jordemødre. Overbygningen skal man have enten på Trinidad eller i udlandet, mange havde fået den i London. Man kan godt som dansk jordemoder komme til at arbejde på fødegangen. Det kræver en autorisation fra Hospitalet på Trinidad.

Ellers kan man altid kontakte:

Trinidad and Tobago Association Midwives
C/O Room-20-Block K
Nurses' Hospital
General Hospital
Port of Spain
Trinidad
President: Mrs. Debrah Lewis