Vandrehistorie

Vandre historie

Marquises Øerne

Vi har gået en del her på det sidste. Efter at Kim og Heidi steg ombord med deres veltrænede vandresko, har det stået klart, at mange nye oplevelser venter os, hvis vi forlader skuden og går i land. Problemet er bare, at man ikke kan sidde mageligt med en Hinano i hånden og nyde landskabet, der glider forbi. Man må gå på sine fødder.

Jeg er nu også ganske glad for at spadsere.

Så her forleden besluttede Kim M og jeg, at vi ville tage en fodtur langs kysten over bjergene fra Daniels bugt, hvor vi ligger og hen til Taiohae, hvor vi skulle ordne nogle ærinder. Vi fik at vide, at turen ville tage 4-5 timer hver vej, og at det nogle steder kunne være vanskeligt at finde stien.

Vi stod op klokken 5 og fyldte vores rygsække med brød, vand og bananer, hvorefter vi blev roet i land af skipper Kim, der var godt tilfreds med, at han skulle tilbage i sin køje bagefter.

Så begyndte opstigningen ad et gammelt hestespor, som er anlagt for mange generationer siden og i dag mest bruges af lokale jægere.

Transport fra bugt til bugt foregår nu først og fremmest med motorbåd, hvilket vi forstod stadig bedre, efterhånden som vi bevægede os opad. Vi fulgte stien i siksak op ad bjergsiden omgivet af tæt buskads.

Det var allerede temmelig varmt selvom solen endnu ikke havde kastet sine stråler på bjergsiden, hvor vi gik. Stien var meget stenet, og utallige hestepærer afslørede, at disse dyr var flittige brugere af ruten - med eller uden rytter.

Da vi nåede toppen af den første bakkekam, stoppede vi og spiste vores morgenmad, imens vi nød udsigten over dalen og bugten med Grappen liggende som et svanedun på vandet langt dernede.

Solen havde efterhånden fundet frem til os , da vi fortsatte turen op imod det første plateau.

Derfra gik vi videre op og ned i et smukt og barskt landskab på ryggen af skarpe bjergkamme, ad smalle stier hugget ind i lodrette klippevægge og rundt om klippetoppe, hvor nye fantastiske udsigter ustandseligt åbenbarede sig. Vi mødte ikke andre end papegøjer, høns og geder.

Kim fik en anelse sved på panden, da han pludselig stod ansigt til ansigt med en stor gedebuk, der målte ham med smalle øjne og sænkede horn. Tilsyneladende forvekslede den skyggen på kims kasket med et frygtindgydende horn, og det lød som et større stenskred, da den sammen med resten af flokken kastede sig ud over kanten og tordnede ned ad den stejle skrænt.

Efter godt to en halv time havde vi udsigt til Baie de Taiohae og indsejlingen flankeret af de to klippeøer.

Men der var stadig lang vej, og vi havde adskillige dale og bakkekamme at krydse.

Mange steder delte stien sig eller forsvandt nærmest helt, og efter at vi var faret vild et par gange begyndte vores tidsplan at se lidt presset ud.

Vi var nød til at nå frem, så vi kunne nå vores ærinder inden siestaen. Ellers kunne vi risikere, at solen gik ned, mens vi var oppe i højderne på tilbagevejen. Vi besluttede at fortsætte indtil vi havde gået i 5 timer. Var vi ikke nået til Taiohae klokken 11, måtte vi vende om og gå tilbage. Klokken lidt over 10 ragede vi rundt i et vildnis i den sidste dal inden byen. Vi kunne ikke rigtig finde stien og var ved at miste modet. Vi havde ikke meget vand til hjemturen og var trætte og triste over at måtte vende hjem med uforrettet sag.

I det berømte kritiske sekund mente Kim, at han så en vej . Det viste sig at være en grusvej anlagt af folkene bag Tv-showet Survivor. Vejen førte os hurtigt til udkanten af byen, hvor vi fik et lift af en lokal skønhed.

Efter at have mæsket os i cola og is fik vi ordnet hvad vi skulle og kunne begynde hjemturen.

Det blev en tur, som trak tænder ud på mine søben. Men også vandringsmanden Kim var tydeligt mærket af de mange timers stigninger og fald i 40 graders varme. Heldigvis kendte vi nu vejen og nåede på vaklende ben hjem til en velfortjent sundowner, lige da solen gik bagom kraterkanten mod vest.

Jakob Bech

Marquises