019 Fisk

19. Fisk        2004-02-06 23:51:12         03-02-2004 Søren

Tidlig op og tidlig i seng, det er godt for en lille dreng.. Er der ikke et ordsprog, som lyder noget i den retning? Ihvertfald fulgte hele Grappe-besætningen, inkl. Kristine, første del af frasen, for i dag var dagen vi for alvor skulle afsted, hen over stepperne! Vi startede ud med morgenmad klokken tidlig (0630 timer; det er ved at være længe siden der sidst har været brug for vækkeuret, men nu gik den altså ikke længere!) i Ugly Bay. Dagens madhold, Jens og Morten, trakterede med udsøgte havregryn og cornflakes, samt dertilhørende toppings og langtidsholdbar mælk. Og naturligvis en kop lunt til at boote op på.

En times tid senere var der afgang. Vi kendte vejen fra sidst, men denne gang var følelsen en anden, for vi var alle klar over at nu var det altså nu – vi forlod Whangarei River for sidste gang; nu startede togtet! Og hvilken start det blev. Flot vejr fra morgenstunden, som dog kun bød på svag vind. Men hvad gjorde det når vi ganske kort efter at have entreret Stillehavet kunne fornøje os med en ny velkomstkomité: To hvaler af arten spækhugger, som vi i lang tid kunne følge i farvandet lige rundt om vores båd. Det var nogle fantastiske syn vi fik når hvalerne i let og elegant bevægelse kom til overfladen med finnen først – en bevælgelse ligesom delfinens, blot er dette dyr altså kæmpestort!
Efter lang tids kiggeri startede vi i højt humør motoren for at komme videre, for vind var der ikke meget af. Da vi kom fri af pynten Bream Head begyndte der dog af ske lidt, og vi fik en fin sejlads i jævn vind, og på dette tidspunkt af dagen med solen bragende ned fra en lækker blå himmel.
Man kan dårligt sige at vinden var stabil; vi var i de følgende timer ude for meget skiftende vindforhold, hvor vinden til tider døde fuldstændig. Det hjalp dog at starte motoren op, for ganske kort herefter var der igen fint træk i kludene. Dette skete et par gange, og vi kunne kun undre os over hvor hurtigt vejrforholdende kunne skifte.

Peter og Jens havde dog ikke tid til så megen undren; her blev tiden forvaltet med fiskesnører i vandet. Og kun sekunder efter Peters selvtilfredse kommentar om at det var en fin wobler (krog), han havde valgt, var der gevinst. ”Så er der bid!” kunne Peter råbe, og det med det bredeste smil på læberne, som vi endnu havde set. Godt anført af Kim blev motoren startet og genuaen rullet ind; nu skulle der kæmpes ved hjulet. Ind hev Peter en flot, flot tun på fire kilogram. Op på agterdækket med fætteren, som med blodet spøjtende omkring fik et par stykker på lampen af Kim bevæbnet med en kort, men solid, kølle af træ.
Peter var i tophumør, lige som den øvrige besætning. Flot gået, Peter! Og under kyndig vejledning af Jens blev fangsten sprættet op og gjort rent mens vi andre igen fik arrangeret en behørig sejlføring på det gode skib.

Godt gearet af den flotte fangst smed Jens igen snøren i vandet, men fangsten var denne gang ikke helt i højsædet: en måge blev det til; dens vinge var blevet viklet ind i snøren under et forsøg på at fange wobleren, som den tilsyneladende troede var guf til ganen. Kim og Jens fik fat i den ret aggresive fugl, fik snøren frigjort og sat fjerkræet ud igen. Fint nok... Men ikke længe efter var den gal igen; en ny måge havde gjort stuntet efter og måtte have samme hjælp. Og minsandten om ikke en tredie dummy-fugl kom til at hænge fast mens den anden fik hjælp af Jens og Kim. Den sidste fugl var tydeligvis ikke tryg ved situationen og kæmpede imod med næb og kløer. Kim blev bidt flere gange, og efter endelig at have fået fuglen fri blev den tvunget til at sige undskyld til Jens – og i øvrigt love at den ikke ville sætte sig fast i linen igen. Ikke mere pjat, nu blev linen hevet ind, så vi kunne få lidt fred.

Bay of Islands, målet for dagens sejlads, var grundet den ugunstige vind ikke inden for rækkevidde, og vi styrede derfor ind mod Tutukaka, hvor der er gode ankringsmuligheder lige ved havnen. Toppofessionel navigation af Morten og superb styring af rorsmand Kristine førte os sikkert igennen de faretruende rev i begge sider af den smalle indsejling til havnen. Efter et ligeså veludført ankringsjob kunne et lidt modificeret madhold i form af Peter og Jens gå i kabyssen for at tilberede den nyfangede tunfisk, som vi alle glædede os vildt til at sætte tænderne i. Det skulle vise sig at blive en udsøgt middag, hvor de rigtig gode tunbøffer blev akkompagneret af ris og en god sauce efter kokkenes hemmelige opskrift (eller improvisationsteknik). Super måltid!

Peter var stadig i centrum, idet han efter spisningen gav øl til hele banden for nu at være blevet medlem af Grappens fiskeklub. Og minsandten om vi ikke skulle have Peters sublime kiwi-chokoladekage til dessert – se det var godt til drengene og pigen at slutte den rigtig gode og oplevelsesrige dag af på. Og ikke længe herefter blev der grebet til tandbørsterne for minutter senere at lande på skjoldet. En god nats søvn er i vente inden Bay of Islands, del 2, starter i fjernsynet klokken halv syv i morgen tidlig.

Med Floyds ”Dark Side of the Moon” i ørebøfferne takker undertegnede af efter endnu en fremragende dag ombord på Grappen. Den første af mange, hvor sejl er vor motor, vind vort brændstof, og hvor man lige skal vænne sig til at opgavelisten er tom – nu drejer det sig om at give sig selv lov til at slappe af, nyde oplevelserne og det gode fællesskab ombord. Og om at sejle. Hvad har vi da gjort for at vi skal have det så godt? :-)

Søren – Tutukaka, position S 35 37’006, E 174 32’191