020 Frisk vind

20. Frisk vind        2004-02-06 23:52:21        
04-02-2004 Kristine

Regn, regn, regn.... En rigtig regnvejrsdag på havet, det må man vist sande vi har haft i dag. Allerede ud på de små nattetimer lod vejrguderne os mærke at de ikke var med os, da de første regndryp meldte deres ankomst, så selv Kim fløj op i en ruf fart for at lukke den åbne luge over sig. Og ja, den var skam god nok... det var ikke blot bølgesprøjt der havde fundet vej ind gennem koøjerne.

Kl. var ikke meget over 6, da mit vækkeur ringede lige ind i min øregang.... Hvad i alverden har et vækkeur også at gøre, når man er på ferie...?? ”Kim, vækkeuret har ringet” lød det morgenkvalmt fra mit endnu ikke opvarmede stemmebånd. ”Så sluk det dog” lød meldingen fra inde ved siden af – den mand er ikke så lidt kæk om morgenen. Men denne morgen havde jeg nu alligevel følelsen af at have trukket det længste strå, da det ikke var mig som havde morgentjansen og derfor blot kunne vende mig om på den anden side og sove videre. Minutter er nogle dyrebare nogle på denne tid af dagen. Men da musikken gav lyd fra sig i højtalerne og morgenbordet stod klar små 20 minutter efter, var der ingen vej tilbage. Det var tid til anden og sidste del af miniserien Bay of Islands.

Vi lettede anker kl. 7.30 og kort tid efter var kursen sat ud gennem den forholdsvise smalle sejlrende med rev til begge sider. Inden længe lod Tutukaka os ude af syne, og regnen stod ned i stænger da vi begav os ud i Stillehavets enorme dønninger – den ene store bølgedal efter den anden, som fik båden til at rulle fra side til side. Vind var der heller ikke meget af denne morgen, så storsejlet stod og blafrede let fra side til side mens motoren trak de fleste sømil.
Jeg selv havde den første time ved roret i silende regn, øs-pjøs-pjaks-regnvejr i ordets bogstavligste forstand. Men intet der til gengæld kunne fravriste den glade Grappe besætning sit gode humør – ikke sålænge vi befinder os på disse breddegrader i Stillehavet. Selvom Morten dog nåede at indskyde en bemærkning om, at det her var vist ikke en del af brochuren den eftermiddag i august hjemme hos Kim Jakobsen! Nå ja... vi kan jo heller ikke have solskin hver dag. Og selv i silende regn havde det faktisk sin charme at stå ved roret, på sine bare ben og fusser, med god musik i højtalerne, velviddende at vi var på vej – på vej mod turens første paradis, Bay of Islands.

Hver hele time havde vi vagtskifte ved roret, så der var mulighed for at søge tørvejr inden fusserne og lapperne gik helt i opløsning – sikke rene de til gengæld også blev! En fin fordeling som blev kombineret med efterfølgende at kunne sætte et kryds på søkortet ud fra koordinaterne på GPS’en – jo, vi var skam på vej, omend ikke i en rekordslående fart – alt andet lige lidt optimistisk med en 20 tons båd. Men man skal aldrig sige aldrig. Glem nu ikke at båden forleden dag var oppe at logge 8,4 knob for sejl alene med en vis søheltinde ved roret (man må jo benytte sig af de få ting man har at prale af ;o)).

Henover middag blev der pustet liv i sejlene, og med Jens ved roret planede vi rask afsted på de store bølger. En smule vind bliver dog hurtig til meget vind, og meget vind bliver hurtigt til rigtig meget vind, så en beslutning blev herefter taget om at rebe storsejlet. I mellemtiden var det nået at blæse godt op, men med en god indsats fra alle ombord lykkedes det at få sejlet ned i rette rebningshøjde mens himmel og hav stod i et. Her er 5 stærke mænd altså ikke at foragte skulle jeg hilse og sige. Det kræver sin mand og i særdeleshed sin kvinde at få hevet ind i sejlene, når man er oppe imod naturens kræfter. Men lur mig om jeg ikke godt kunne tænke mig at vise de drenge, at sådan en gæv pige som mig da sagtens kan klare at lægge lidt kræfter i ;-)

Efter at vinden havde pustet godt til sejlene, strøg vi pludselig i afsted over bølgen blå med god krængning på båden – det her, det var noget der duede! Vindretningen var dog ikke lige som vi ville have den, så vi måtte krydse mod målet. Men med vores masternavigatør, Morten, og vores sejltrimmer, Søren, gik det jo helt efter bogen, og snart havde vi igen land i sigte. Opklaringen syntes inden for rækkevidde, da de første glimt af blå himmel viste sig i horisonten og regnen slap sit tag. Efterhånden som vi nærmede os målet brændte solen igennem skylaget, så meget at Jens fik travlt med at komme ud af sin orangefarvede Michelin dragt – men vi havde jo også kurs mod intet mindre end Paradise Bay, og hvornår har man sidst hørt om regn i Paradis?!

Igen i dag fik vi besøg af et af havets mægtige dyr, da Sørens vove øje pludselig fik øje på en finne, der stak op af vandet ved siden af båden, netop som vi passerede forbi – lige så hårene rejste sig på armene. Kim mente det kunne være en af de sjældne hvalhajer, som modsat de andre hajarter ligger sig i overfladen. Og der VAR altså en finne.... så det var hverken fantasien der spillede os et puds eller et fatamorgana. Lad os bare sige, at det var en hvalhaj – den matcher fint delfinerne og spækhuggerne på vores oparbejdede rangliste.

Knap var ankeret kastet i Paradise Bay før Grappen med et forvandlede sig til en sigøjnerlejr med tøj hængende alle vegne. Nu hvor solen endnu var fremme og der samtidig blæste en god frisk vind, var der basis for at også vasketøjet tilbage fra Whangarei kunne nå at tørre inden duggen faldt.
De ivrige fiskeentusiaster (Jens og Peter hvis der skulle herske nogen tvivl) var straks ude med snørren – denne gang med fiskehovedet fra Peters tunfangst som madding. Nu er det jo altså ikke en fiskekutter vi sejler, og et fiskehovede som er gået i opløsning, tager sig nu engang bedst ud på havets bund. Målet var denne gang hajer, som eftersigende skulle blive tiltrukket af sådan et par lækkerier – meeeen, de lod nu vente på sig de hajer....

Dagen blev afsluttet med en sublim tomatsuppe anrettet af Søren og Kim akkompagneret af god rødvin, som fik enkelte af os (Søren) til at se stjernehimlen dreje hurtigere end ellers. Den 3 liters papdunk lod ikke mange dråber tilbage, før de sidste dejsede omkuld – mætte og tilfredse ovenpå en af de bedste sejladser, vi har haft indtil nu.

For at citere Søren, én af de sejladser hvor man virkelig mærker at man lever.

Kristine – Bay of Islands, position S 35 13’13, E 174 13’39