5: Kristine

5.Kristine        2004-01-19 06:18:55        

Kristines første indtryk.....

Søndag i New Zealand. Men hvilken søndag.... Solen bager fra en klar blå himmel, temperaturen har sneget sig op omkring de 30 grader og ’Welcome to Whangarei’ fanger mit blik gennem den store busrude. Hænger allerede helt oppe under skyerne af bare spænding og sidder uroligt på sædet som en anden 6-årig, der er løbet tør for underholdning. 30 timer har det taget at komme hertil fra Christchurch på sydøen, men tålmodigheden magter ikke mange flere minutter. F..... tage den halve times indlagte frokostpause kun en halv time fra målet.
Da bussen drejer om hjørnet spotter jeg hurtigt to skaldede hoveder, Jens og Kim, som står på deres bare fødder kun iført shorts og solbriller. Kuløren at dømme vidner om at de da i hvert fald ikke har haft overskyet vejr den måned, de har tilbragt her. Hopper som den første ud af bussen, får grebet min rygsæk i det store baggagerum og jeg nærmest spæner i retning mod den lille havn, mens drengene forsøger at følge med. Et forslag om at handle ind på vejen bliver hurtigt trukket tilbage, da man vist ikke behøver at se længe på mit ansigt for at kunne læse, at det kan vist udemærket vente. En flaske rom når dog lige at blive indkøbt til aftenens sundowner.... det er så i orden.

Vi kommer ned til havnen og mit blik flakker vildt omkring i min iver for at få det første glimt af båden. Båden jeg har gået og fantaseret om i så lang tid – eksisterer den mon overhovedet? “Kan du se den?”, spørger Jens, “den ligger lige derude…” Mit blik har svært ved at fokusere – måske fordi jeg i virkeligheden ikke kan se en dyt, men briller er der ikke tid til at finde nu. Mit slørede syn tager dog ikke fejl af et stort dansk flag, som hænger fra et af agterstagene . Herude, hvor man ikke kommer længere væk fra Danmark, er det nok næppe danske flag man møder flest af. Og ganske rigtigt…. dérude, midt i havnebassinet, ligger Disalagraptus på række med de andre både fortøjret til pæle. Men først venter en lille sejltur i dinghyen, som ligger fortøjret til kajen. På vej ned af gangbroen er jeg nærmest ved at snuble med min store rygsæk, som nok indeholder et par ting, der næppe kan siges at være særlig uundværlige. Nå ja, 7 måneder er jo også længe. Er helt bange for at den lille utætte dinghy skal få overvægt, men det ser ud til at gå.

“Hurtigere hurtigere drenge”, og den lille påhængsmotor får alt hvad den kan trække.... Stiger op af agterstigen som den første og dér, lige dér for mine fødder, ligger det store og fine lysegrå dæk klar til at blive indtaget. Manner den er stor, tænker jeg, og jeg smider mine klip-klappere, løber op i stævnen og kan slet ikke få mine arme ned af ren og skær begejstring. 16 meter er langt, rigtig langt, men båden skal nok også komme til at føles lille på et tidspunkt. Men at virkeligheden overstiger ens forventninger kan da kun være et positivt træk, bliver jeg enig med mig selv. Smilet i mit ansigt er i hvert fald ikke til at tage fejl af…. Her hvor jeg står på fordækket kommer jeg til at tænke på alle de stunder, jeg skal have mig her – i Jens’ hængekøje, siddende med de bare fusser ud over kanten eller blundende på det gyngende dæk…. Puuha, sikken et liv!

Efter et par glædeshop finder jeg indgangen til kahytten og kan hurtigt konstatere, at her er også fint med plads… sådan da. Toilet og bad er på størrelse med mit eget derhjemme, så det er jo som at være hjemme! Efter en nøje afvejning af plusser og minusser flytter jeg ind i forkahytten – 3 mennesker i samme seng i bådens agterkahyt bliver nok alligevel for meget af det gode. Særligt når man er eneste repræsentant af sit køn. Er sikker på at jeg har gjort et klogt valg. Fra min seng ude foran kan jeg ligge og kigge ud af de små vinduessprækker, det skal nok blive en helt hyggelig plads. Sålænge altså vi ligger stille…