2006-11-25 Palawan

Vi kom til Puerto Princesa d 18.11. Det er sidste stop inden vi skal forlade Filippinerne. Det er her vi skal have farvel og tak stempler i vores pas. Hvis vi glemmer det og bare sejler ud af landet, kan vi få problemer med at komme ind i landet igen. Det vil vi på ingen måde risicere. Når vi ser tilbage på Filippinerne er det kun gode minder der kommer frem. Et paradis af den anden verden. Små øer med palmer og hvide strande, flotte bjerge og natur skatte i massevis. Men ikke mindst det mest meget venlige, imødekommende, smilene, hjælpsomme, karaoke syngende og gæstfrie engelsk talende folk man kan forestille sig. Her må vi jo nok ikke glemme pigerne. Skønheder der forelsker sig på 10 min. i flotte vikinger, som os. Uden at komme ind på detaljer kan jeg godt komme med et eksempel for at illustrere hvordan en scoring kan foregå:

Det var en arbejdsdag på det gode skib Disalagraptus. Stemningen var ikke så høj som jeg syntes den skulle være. Jeg valgte at danse en baglæns ballet, på pladen i bunden af cockpittet. Der var imiddelertid ikke monteret styrepilistal endnu. Dvs. der er var et åbent hul ned til motorrummet på 15 cm. I følge alle andre end mig ombord, ikke nok til at falde ned i med en fod. Men min meget smidige fod var der altså plads til. Mit ben faldt ned til jeg ramte motoren, i frygt for at ødelægge noget der nede trak jeg benet til mig så hurtigt jeg kunne. Det resulterede i at jeg bankede mit knæ op i pladen igen.

Nå men mit knæ hævede og jeg sad og havde ondt af mig selv og fik Daniel til at hente is. Men det endte med at jeg tog en taxa til sygehuset for lige at få taget et røngtenbillede. Nu kommer pointen snart.....

På sygehuset havde de indrettet det således at i røngtenafdelingen ligger også ultralydsscaningen. Prevention i Filippinerne må være dyrt, der sad i alfald mange piger der og ventede. 2 sek. efter jeg var trådt ind i rummet blev jeg tilbudt en siddeplads, ved siden af veninden til en af ”ultralyds pigerne”. Jeg havde stadig lidt ondt af mig selv. Det er ikke noget der holder dem tilbage hernede. Veninden og ”ultralyds pigen” gik straks i gang med alle score triks’ene: Hvor ung er du, ikke hvor gammel er du :-) Kan jeg få dit nummer? Jeg sagde, med det samme at jeg havde en kæreste i DK, ikke noget der holder dem tilbage. Så prøvede jeg den med at jeg ikke kunne huske mit eget nummer (det var ikke løgn, de køre med et 11 cifret telefin nummer hernede. Umuligt at huske). Dårligt trick, du snyder ikke en Filippinsk pige ang. Mobiltelefoner. De ved alt om den slags. Svaret var: Ok så giv mig din telefon så skriver jeg lige en sms til mig selv fra din telefon. Så har jeg dit nummer. Hvad gør man så????? Man har det jo som en enlig gazelle der bliver jagtet af en sulten løveflok.

2 min efter jeg havde forladt sygehuset (med et knæ, så godt som et nyt) fik jeg sms’er om hvornår vi skulle mødes igen og om hun ikke kune få et billede eller noget som hun kunne vise hendes veninder og prale med at hun havde fundet en vikingeven.

Jeg afviste hende hvilket heller ikke bliver accetperet så let. Der blev ikke mere ud af den sag og jeg glemte vist også at fortælle hende hvor båden lå. Ikke fordi hun ikke så monster godt ud, for det gjorde hun. Men jeg har jo en kæreste i DK, jeg er ikke sikker på hun ville syntes et var en god idè. Det kunne jo ende med at hun blev en ”ultralyds pige”.

Det bliver nok ikke så sjovt at komme til Danmark og gå på disco og byde pigerne op til dans og så få den ene afvisning efter den anden. Den slags sker stor set ikke hernede.

Puerto Princesa

Den første dag i Puerto Princesa skulle selvfølgelig fejres med en sømands gå i byen tur rundt på alle beværtningerne, med Bent som guide. En lille smule skuffende, ikke for Steffen og jeg men for Bent. Der var ikke så meget gang i byen og flere af de steder Bent havde været før var lukket. Det bedste disco var lukket et par mdr. tidligere, pga. noget skyderi der inde.

Motorcykeltur

Nogle dage senere besluttede Bent og jeg at leje motorcykler. Bent tog syd over mens jeg tog nord over for at se ”The underground river” en meget lang mørk grotte man bliver roet ind i. Der er mange formationer der er blevet lavet af vandet der drypper der inde. Meget flot. Men også samtidig også lidt uhyggeligt, der er helt mørkt der inde og det siges at der bor 40.000 flagermus der inde.

Nå men et par dage senere valgte jeg at køre syd over, ned til Bent. Vi aftalte at mødes i Queson. En lille bitte by uden for gudske tak og lov. Der er nogle grotter hvor der er fundet spor efter de første mennesker på Filippinerne. I Queson bor der stort set kun fiskere. Fiskere her nede drikker 1 liters øl og synger karaoke, når de ikke er på vandet.

Vi var på en bar hvor de havde glemt at lave fast gulv, dansegulvet var på den bare jord. Da vi kom ind, blev vi sat på nogle bænke, jeg blev skuppet inderst så den gamle tandløse kone kunne flirte med mig i håb om at få flere penge i kassen. Det lykkedes ikke så godt da Bent og jeg bare sagde: no engliso engliso ve rusian ve livi Dieselhelikopter og skreg af grin. Ingen steder i den by solgte de øl der var mindre en 1 liter. Så det var jo bare på med vanten. Det gør det også en del lettere at køre motorcykel med en to tre liter øl i blodet. Det er meget lettere at give fuld gas, man er slet ikke bange for løse hunde og høns der render rundt på de smalle gader. Vi ramte ingen og er stadig i god behold. :-)

Da vi var blevet fulde nok tog vi hjem i vores hytter og gik kolde. klokken var ca. 3 så vi blev enige om at sove længe. Kl. 9 næste morgen havde vi spist morgenmad og var klar til at køre hjem til puerto.

Vi havde hørt at der skulle være lavet en helt ny vej, langs kysten. Den var ikke til at finde på nogle kort, men det skulle være ca. en times kørsel inden man skulle komme ud på den gamle asfald/beton vej. Det skulle blive mit livs vildeste motorcykel tur. Den nye vej gik op, ned, rundt og hen. Vi kørte på stranden i sandet, hen over åer, gennem mudder, over løse sten og hullede grusveje gennem det flotteste landskab. Fuldstændig vanvittigt.

Da de sagde den nye vej, så mente de det. Nogle steder var der kun lige fældet lidt træer i junglen så der kunne være plads til en bil i breden. De fleste steder var det store sten der skulle styres uden om og mange steder var der løse sten, nogen som man aldig ville køre på i DK.

Bent var den første der punkterede. Efter vi langt om længe fik det lavet, gik der 10 min så var det min tur. Denne gang forhjulet. Men denne gang var det ikke muligt at få det lavet. Så jeg måtte køre de sidste 45 km hjem til Puerto på et fladt forhjul, det holdte om ikke andet farten nede på 50-60 km/t på de små veje. En kanon dag på MC, enhver der kan lide at køre på offroad motorcykel skulle prøve den rute. Men skynd jer fordi vejen bliver jo nok færdig om en 20-30 år.

Tilbage i Puerto Princesa

Efter for mange dage på druk i Puerto uden søvn og mad. Kan man, hvis man vil have et billigt grin, læse Bent’s udbakke på telefonen:

Well, since the majority of the owners are from Demark, the web-said obviously are written in Danmowszeiiam. So the world is actually moving forward…

Jeg tror ikke nogen af de ombordværende kan komme med et svar på hvad meningen med denne sms er! Vi kan kun sige at det må være en af vores trofaste læsere af denne hjemmeside. Der har stillet et spørgsmål direkte til vores kaptajn. Han har, pligtopfyldende som han altid er, svaret efter bedste evne.