2006-05-16 Tiden flyver

Et eller andet sted skal man jo starte og eftersom jeg, hjemmefra, svor at jeg ville skrive dagbog, så både besøgende på hjemmesiden og jeg selv senere ville få glæde af fortællingerne, må jeg vel hellere komme i gang. Nu kan man jo så godt undre sig en smule over, hvor præcis det er, de sidste 14 dages dagbogsberetninger har forvildet sig hen og dertil kan jeg kun sige… ”San miguel og dovenskab”. Uden at afsløre for meget, kan jeg nævne at vi er meget kulturelle, hvad angår landets mad og drikke vaner (i særdeleshed sidstnævnte) her på Disalagraptus.

Jan og hans midlertidige hovedpude! kl er 4 om morgenen, saa man kan vel ikke fornaegte manden en lille lur.

Tiden er fløjet af sted de sidste knap 2 uger. Dagene rives ud af kalenderen, en efter en, i en sådan fart at ikke engang jeg selv har kunnet følge med. Ting tager tid hernede og en simpel opgave som at køre til byen for at hente nogle madrasser, synes usandsynlig at få overstået på en formiddag.

Daniel og jeg havde sat os for at der nu skulle hentes skumgummimadrasser så vi, beboerne i agterkahytten, kunne komme til at gå oprejst igen, efter for mange nætter på de noget tyndslidte madrasser. Vi tog en af de så berømte (eller berygtede) jeepney`s ind til Olongapo og startede med at gå rundt, en halv times tid, for at finde et sted med madrasser i de rigtige mål. (Først slog vi selvfølgelig lige et smut forbi Mc. Donald, i forsøg på at reparerer lidt på nogle grimme tømmermænd). Da vi så fandt frem til butikken, skulle vi jo igennem hele ”prutte-om-prisen-og-gå-for-at-komme-tilbage-2-min-senere-ritualet”, for i dette tilfælde at måtte acceptere prisen eller gå uden skum :0). Nedtur.

Jeepney`en, der udgør størstedelen af Olongapos transportsystem

Vi sluger vores europæiske stolthed og træng til at forhandle bedre pris og takker ja til købet (på dette tidspunkt har vi allerede været på farten i halvanden time)

Da den stakkels dame endelig for bugseret den store madras ned fra de 4 meter høje stabler og hen til hullet i gulvet( hvorfra den skal kastes ned igennem da lageret er på første sal og udgangen i stuen), rammer madrassen en af kanterne og for revet et stykke skumgummi af. Nu bliver der for alvor kaos. Daniel vil overhovedet ikke høre tale om at købe madrassen med hullet og den lille dame fortæller forsigtigt at de altså ikke har andre. Hun får dog alligevel ringet rundt og efter et kvarters tid, kan hun fortælle os at der er en ny madras på vej til os. I mellemtiden er Daniel kommet på at vi selvfølgelig bare skal have et nedslag i prisen og ikke en ny madras. Damen ringer så rundt igen men uden held, hun har ikke selv lov til at give rabat og hendes chef er åbenbart ikke sådan lige at finde. Efter en masse snakken frem og tilbage, ankommer der så en fyr med en ny madras. Denne er bare desværre møj beskidt og ikke helt samme kvalitet som den anden. Det hele ender så med at vi, efter ca. 2 timer, går derfra med den første madras og et nedslag på 30 pesos. (ca.3 kr.). Sådan skal DET gøres Mette og Daniel! Hmmm…..

Hele dette scenario tog det meste af formiddagen, og så havde vi jo bare fået hentet madrasserne. Dertil kommer så den tid det tog at få dem transporteret hjem, skåret til og få dem ombetrukket. EN opgave ud af…tjaa, ret mange.

Filippinske arbejdere i deres rette element: ”Pause-mode”

Anyway… One down, a lot to go :0).. I det mindste ligger vi nu på nybetrukne (betrukket i det gamle solsejl), 10 cm. Tykke madrasser. Ahhhh

Mette

-Subic Bay, Filippinerne-