Hvorfor en Sejlende Jordemoder?

Det hele startede med at båden med det umulige navn Disalagraptus, en 47" sejlbåd, lå ude på Holmen og var ved at blive gjort klar til togt. I slutningen af juni måned 2000 skulle hun forlade Danmark og ud på de syv verdenshave. Den ene af os var allerede en del af dette projekt, og den anden af os blev det hurtigt.
Når vi tidligere har forladt Danmark i længere perioder, har det altid været som rygsækrejsende og i den transport, der nu var tilstede hvor vi kom frem. Bådprojektet så derfor hurtigt ud til at blive en udfordring på flere måder.
I begyndelsen var det meningen at rejsen med Disalagraptus blot skulle være et sabbat år med den udfordring at sejle og opleve på en ny måde sammen med vores kærester og venner.
Naturligvis er det at rejse og at opleve andre kulturer og livsstilsformer i sig selv tilstrækkeligt i de fleste tilfælde, men når vi nu var to jordemødre ombord, hvorfor så ikke lave et fælles projekt. Begge har vi erfaringer fra udlandet, begge er vi drevet af nysgerrighed, udlængsel og rejselyst. Vi er enige om, at det at møde mennesker, hvor de bor, med forskellige kulturbaggrunde er interessant og inspirerende.
Vi har begge erfaret at obstetrik og jordemoderfaglig udvikling er forskellig verden over, men at vi som jordemødre på tværs af kontinenter har meget at dele.

Når vi nu denne gang har skiftet rygsækken ud med en sejlbåd, håber vi også, at det giver en ny og anderledes mulighed for at besøge egne af verden hvor det ellers ikke er let/billigt at komme til. Vores ønske er, at komme ud til fødesteder, hospitaler eller lignende, for at få jordemødre i tale, og at udveksle information om jordemoderfaget.

Vi har gjort os mange tanker om, hvordan det ville være mest optimalt at besøge disse fødesteder og jordemødre. Skulle fødestederne kontaktes hjemmefra eller skulle vi bare møde op på de respektive fødesteder. Det blev hurtigt klart, at det ville være svært at få fat i fødestederne inden afrejse. Mest fordi der slet ikke er adresser på ICM kontaktpersoner helt derude, hvor vi må forvente at komme. Samtidig er det svært at lave aftaler hjemmefra, når vi ikke helt ved, hvor og hvornår vi kommer frem - meget kan ske ombord på en båd! Vi må altså henvende os til fødestederne, og håbe at vi kan få en aftale når vi står der.
Vi har endnu ingen fast dagsorden eller kronologi i hvad vi ønsker at udspørge de jordemødre eller fødselshjælpere vi møder undervejs. Vi har selvfølgelig en mængde spørgsmål vi ønsker at belyse, men den enkelte samtale må vise, hvad der er væsentligt og interessant på det enkelte fødested. Det kan jo f.eks. afhænge af, hvem vi møder, eventuelle sprogbarriere samt hvilken politik det enkelte fødested måtte have mht. udtalelser til "fremmede" som os.

Vores mål er ikke at sammenligne de enkelte fødesteder med hinanden, men at få udvidet vores egen horisont.

Ideen med at lave en hjemmeside kom, fordi det ville være dejligt at kunne videregive det vi oplevede her og nu både i form af tekst og billeder - som et levende postkort. Vi har søgt og har fået meget hjælp, og det er vi rigtig taknemmelige for. Bl.a. har vi fået økonomisk støtte fra Hovedstadens Kredsforening samt teknisk assistance til hjemmesiden af Gyro Design. DADJ har været behjælpelig med at dokumentere at vi er uddannet jordemødre.

Vi håber, at vi med denne hjemmeside kan videregive noget af al den information, stemning og faglig viden, som vi forhåbentlig møder og indhenter. Vi håber også, at den vil kunne være til inspiration for andre jordemødre, der ønsker at kaste sig ud i et lignende projekt.
Vi står gerne til rådighed, hvis man som jordemoder ønsker at besøge eller søge arbejde på nogle af de fødesteder vi har været.

Feedback og kommentarer er meget velkomne, så skriv endelig til os.

Rigtig god fornøjelse.

Grenada, Prickly Bay, den 27/1-2001

Så nåede vi Grenada efter en hård natsejlads. Grenada er den sydligste ø i The Windward Islands. Den er især kendt for de uanede mængder af plantager, hvor der gror muskatnød og kakaobønner.
Hovedstaden på Grenada hedder St.George. Jeg tog atter mod hovedstaden, som i modsætning til Tobago ikke var noget problem at komme til. Vi er tættere på, og det er nemt at tage taxi til og fra Prickly Bay, hvor vi ligger for anker.
Igen lå hospitalet oppe på en top, tæt ved Fortet, som i dag er politistation. Fortet er en af byens seværdigheder, og er et besøg værd, da der er en fantastisk udsigt udover vandet. Man kan fra Fortet se ned på The General Hospital.

Med Tobago oplevelsen meget present, styrede jeg via informationen lige mod The HMD og Matron office. Jeg havde ingen forventninger om at få en aftale samme dag med fødegangen.
I informationen jeg en meget hjælpsom yngre mand, han fortalte at The Matron var til begravelse og The HMD var til frokost. Et kort øjeblik blev mit gå-på-mod sat på en prøve. Men han påtog sig meget hurtigt og seriøst opgaven, at få kontaktet en af jordemødrene på fødegangen. Pludselig gik det til gengæld hurtigt. Han fulgte mig op til fødegangen via lange åbne svalegange i et hospital der var endnu mere nedslidt, end det jeg havde set på Tobago. Dog var der et helt specielt lys, fordi solen faldt ind i alle disse vinkler, som gangene havde. Jeg blev på den korte tur indført i hans familieforhold, og at hans amerikanske accent stammede fra sin tid i det amerikanske militær. Han var til min store forundring allerede pensioneret!!
Et øjeblik efter stod jeg foran en jordemoder. Hun var informeret om, hvad jeg ville. Hun præsenterede sig kort, og startede herefter rundvisningen. Jeg fulgte med, og måtte lade stemning og sanseindtryk suse forbi. Et væld af billeder mosede sig ind på min nethinde. I begyndelsen brugte jeg meget krudt på, hvordan jeg overhovedet nogensinde skulle kunne gengive alle disse indtryk og billeder, uden at det blev forvirret for jer læsere. Til sidst opgav jeg og lod det hele flyde og bare fylde. Der var ikke tid til at stille mange spørgsmål, eller undre sig over det der nu blev fortalt. Jordemoderen havde tydeligt meget at tage sig til, men afslog dog alligevel mit forslag om at komme igen dagen efter eller en anden dag.

Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge, om der måtte tages billeder, det var ligesom et alt for uforberedt og spontant et møde, og jeg havde næsten ikke fået tid til at præsentere mig selv. Så billeder får I ikke, men jeg håber at kunne gengive lidt af alle de informationer der blev givet. Jordemoderen fortalte kort om afdelingens opbygning, som bestod af svangre-, føde- og barselsafdeling. Svangre og barsel foregik i et og samme rum. Der var i alt plads til 15 patienter.
Overbelægning var dog mere reglen end undtagelsen, således at afdelingen konstant havde omkring 25 indlagte ad gangen. De barslende kvinder var en smule adskilt fra de indlagte svangre, på den måde at sengene stod med hovedgærderne op mod hinanden. Det var sporadisk med gardiner, hvilket pludselig blev meget synligt, da en kvinde midt i det hele lige fik foretaget en udvendig undersøgelse og påsat en CTG.
Der var to fødestuer, som lå ved siden af personalekontoret og man gik direkte ud i svangre-/barselsrummet fra fødestuerne. På disse to fødestuer er der ca.150 fødsler om måneden. Begge fødestuer var optaget, så jeg så dem derfor ikke.
Afdelingen varetog fødsler helt ned til 26-27. uge. Eller rettere sagt ned til det der kan lade sig gøre at holde liv i. For tiden var der to børn indlagt i deres nursery, som var en spartansk lille stue med et par kuvøser. Der var glas på alle sider og gardiner for. Det skulle give børnene ro. Jeg fik lov til at se dem, og de var godt nok små. De lå i hver sin kuvøse af den meget gamle slags, og hver var de udstyret med en sonde og ikke andet elektronisk udstyr. Survial of the fittest er vist det man kalder det.

Afdelingen varetog og behandlede alle former for komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel og barsel.

Der var meget ambulant virksomhed på afdelingen, og disse undersøgelser blev foretaget i en ledige barsels- eller svangre seng, hvilket var det jeg oplevede in live. Jordemoderen udtrykte, at afdelingen havde et pladsproblem, og det måtte jeg nu give hende ret i.
Der var mange patienter i en "pærevælling" og med mange forskellige behov. En havde lige født og lå tæt på fødestuen og en fik "kørt" en CTG. Lidt væk fra fødestuerne lå der ca. 10 barslende kvinder. Den mest iøjefaldende, var en meget smuk gemelli mor med to små lækre babyer i en og samme vugge. Resten af kvinderne var indlagte svangrepatienter med eller uden besøgende. Også var der selvfølgelig et væld af ventende kvinder på stole langs væggen og udenfor selve fødegangen. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle have overblikket der.
Der var mange ting, jeg gerne ville have spurgt om. Jordemoderen fortalte intet om afdelingens ammepolitik, barselsperiode, svangreprofylakse, eller om jordemoderfaget og dets vilkår på Grenada. Et kort øjeblik havde jeg lyst til at komme igen, men besluttede mig for, at det måtte være sådan besøget blev her. Jeg gik smilende fra det nedslidte hospital, det havde været en hurtig, men meget farverig oplevelse. Jeg svingede lige forbi den pensionerede "millitærmand" i informationen, sagde pænt farvel og tak. Han oplyste mig så i øvrigt om, at det kostede penge at føde. Man betaler for alle undersøgelser og alt medicin. Han var meget interesseret i at vide, om jeg havde planer om at ansøge om job. "Du kan sagtens blive jordemoder her, hvis du vil" sagde han! Jeg fik ikke flere detaljer om hvordan - men det må være til at finde ud af, hvis nogle er interesseret!

Adressen er:

The General Hospital
St.George
Att: The Matron
Grenada

Bonaire

DE HOLLANDSKE ANTILLER 30.03.01- 21.04.01

Bonaire 30.03.01- 07.04.01

Vi sejlede fra Puerto Cabello i Venezuela, og ankom til De Hollandske Antiller efter en hård sejllads. De Hollandske Antiller bestod af tre øer (Aruba, Bonaire og Curacao også kaldet ABC-øerne). Første stop blev øen Bonaire, da vi skulle hente søkort der. Der boede ca. 14.000 på øen, 70 % af disse var bl.a. efterkommere af de sorte slaver. De resterende var hvide hollændere, som oftest var tilflyttere. Hollandsk var det officielle sprog på øerne, men engelsk og spansk var begge meget talt.

Øerne var bl.a. kendt for det meget krystalklare og rene vand, der omgav dem. Derudover havde de et rigt marineliv, hvilket vi benyttede os af. Vi tog et dykkercertifikat!! Det blev til en fantastisk oplevelse at få kørekort, til det der foregik i underverden.

Vores dykkerinstruktørs kone, Danielle, fortalte os at Bonaire havde een jordemoder, som varetog alle hjemmefødslerne på øen. Jordemoderen hed Margurita. Hun var fra Surinam og uddannet i Holland. Hun havde boet på Bonaire i mere end 30 år.
Danielle havde selv født med jordemoderen hjemme, og gav os telefonnummeret til hende. Vi kontaktede hende, og desværre havde hun for travlt til at møde os. Dette var både hun og vi kede af, men det blev til en kort samtale, hvor vi fik spurgt lidt til hendes virke.
Hun fødte med ca. 80-90 kvinder om året ud af de ca.250 børn, der årligt blev født på øen. Resten blev født ved hjælp af obstetrikere på øens eneste hospital i hovedstaden Kralendijk.
Det kostede ca. kr. 5000 af få Marguritas hjælp, dette inkluderede konsultationen under graviditeten, og selve fødslen. Ønskede man ambulante hjemmebesøg efter fødslen, kostede dette ca. kr.200 pr. besøg. Det var kvinderne selv, der bestemte, hvor mange besøg de havde behov for.
Det var almindeligt kendt, at de der valgte at føde hos Marguerita, følte sig meget godt forberedt og taget sig personligt af.

Curacao 07.04.01-21.04.01
Turen gik fra Bonaire til den største ø, Curacao. Der boede ca.120-130.000 mennesker på øen. Populationen bestod af 79 forskellige nationaliteter, hvoraf 16% var født uden for de Hollandske Antiller. Indbyggertallet havde de seneste år været været stærkt nedadgående pga. en økonomisk, som ramte landet i 80´erne. I midten af 90´erne boede der 170.000 indbyggere på øen. Mange flyttede til Holland, pga. det større sociale sikkerhedsnet der var der.
Opholdet på Curacao skulle bruges til at tage båden op på land. Den skulle males og gøres sejlklar til Stillehavet.
Båden blev løftet på land af en kran, der var så ubeskrivelig stor, at dette ville være vanskeligt at beskrive. Curacao Drydock hed stedet båden kom op. Området lignede B&W, og det var hårdt arbejde. Vi boede på båden imens vi arbejdede, og denne lå lige overfor en bygning med kontorer og et værksted. Der var mange håndværkere og andre arbejdende, der havde ærinder på stedet. Disse folk kom tit over for at høre, hvordan det stod til.
Det var på denne måde vi mødte ingeniøren John. Han kom over, da vi to kvinder stod og skrabede rur af bådens bund. (Rur er en slags muslingeskal, der bl.a. gror på skroget) Han spurgte nok så interesseret, om der var noget han kunne hjælpe os med. Forbavset blev han, da vi spurgte, om han ville være os behjælpelig med at kontakte øens hospital. Vi fortalte om vores hjemmeside, og vores formål med denne.
Det ville han gerne. Straks blev vi halet med ind på et kontor med aircondition. Her stod vi og var jordemoderfaglige i håndværkertøj. John ringede til øens hospital, Sankt Elizabeth, i hovedstaden Willemstadt. Vi talte med hospitalsdirektøren, som fortalte, at fødeafdelingen ikke havde nogle jordemødre. Det havde Kraamkliniek Rio Canario til gengæld. Hospitalet varetog bl.a. de mere komplicerede fødsler. Vi ringede derfor til Kraamkliniek Rio Canario, hvor vi fik en aftale om at møde dem dagen efter.
John tilbød at køre os i sin hvide sportsvogn. Da vi boede langt fra taxier og andre mulige transportmidler, sagde vi pænt ja tak.

Vi blev varmt modtaget, da vi ankom til Kraamkliniek dagen efter. Sister Renita Blindeling-Hickinson modtog os foran et stort glasbur, som var deres vagtstue. Hun var meget velforberedt på vores ankomst, og havde et velformuleret engelsk. Dette gjorde samtalen meget uproblematisk og afslappet. Det blev en stor oplevelse at besøge klinikken.

Klinikken var 50 år gammel. Et gult, nedslidt hus, som bestod af føde- og barselsafdeling i en og samme bygning. Omkring klinikken lå der tre skurvognslignende bygninger, som blev brugt til jordemoderkonsultation, fødselsforberedelse og sundhedsplejerskernes hus. Skurvognen, hvor der blev afholdt fødselsforberedelse, var under ombygning.

Der blev født ca. 2000 børn årligt på øen. Før den økonomiske krise blev der født op mod 3000 børn. Vi fik at vide, at mange af de unge kvinder tog til Holland, når de fandt ud af, at de var gravide. Dette gjorde de af økonomiske årsager. Derfor havde fødselstallet været for stærkt nedadgående de sidste år.
Klinikken havde i dag ca. 450 fødsler om året, og de tog sig kun af de normale fødsler. Hospitalet varetog både normale og patologiske fødsler.

Vi blev vist rundt på klinikken. Der var ikke nogen fødende, der optog stuerne. En arabisk kvinde var dog lige kommet ud fra modtagelsen. Hun var tre "centimeter åben", og gik nu op og ned ad den lange gang. Det var tydeligt at se, at hun var forpint.

Der var tre fødestuer, som alle var nedslidte og gammeldags indrettet. Der duftede meget rent. Stuerne var funktionelle, med en fødeseng der kunne skilles ad i to dele.

På hver fødestue stod der et CTG apparat. Man brugte mere CTG end lytterøret. Derudover var der glasskabe, som bl.a. indeholdte fødepakker, sterile handsker og kanyler til syntocinon og methergin. Ovenpå glasskabene stod flere metalbeholdere med sterile gazeklude, og sterile vatkugler. Der var toilet på hver stue.

Kvinderne kunne ingen smertelindring få, men blev inden fødslen undervist i den dybe vejrtrækning. På en af fødestuerne var der en såkaldt fødestol, som mest af alt lignede en tandlæge stol. Denne blev dog ikke brugt til at føde i mere. De fleste fødte liggende i sengen, selvom de også blev opfordret til andre fødestillinger.

Jordemødrene brugte kun syntocinon ved post partum blødning. Methergin var ikke brugt rutinemæssigt.
Børnene blev suget med mundsug, som vi tidligere brugte hjemme. Der var ingen sechersborde på stuerne, disse stod i et tilstødende lokale (børnestuen), og ingen af dem fungerede. Ilt og elektrisk sug var der dog på børnestuen. Der var ligeledes en kuvøse, som de ikke brugte. Skulle barnet overflyttes lagde man barnet ind på moderens varme mave under overflytningen til hospitalets børneafdeling.

Børnestuen blev også brugt som puslestue, og det var ligeledes stuen, hvor børnene blev passet om natten, hvis moderen var udmattet eller træt. Normalt havde moderen barnet hos sig.
Vi forstod på Renita, at kvinderne i gennemsnit betalte kr. 2500 for jordemoderkonsultation og fødsel.

Tre dages barsel på klinikken kostede ca. kr. 5000. Kvinderne kunne forsikre sig på forskellig vis afhængig af indkomst. De økonomisk bedre stillede kunne derfor barsle på første klasse. Der var dog ikke den store forskel på første og anden klasse. På første klasse havde man en stue for sig selv, og denne var måske lidt mere luksuriøst indrettet. På anden klasse barslede man to sammen. Der var aircondition, TV, toilet og bad på alle barselsstuerne.

Der var syv jordemødre tilknyttet klinikken. En jordemoder fra De Hollandske Antiller var som regel uddannet i Holland.
De var alle selvstændige, dvs. at de brugte klinikkens lokaler og faciliteter, men var ikke fastansatte på klinikken. De fulgte deres egne gravide i konsultationen og fødte så senere med dem. Den vagthavende sygeplejerske kaldte jordemoderen, når den fødende kom ind på klinikken.
Kvinderne blev henvist fra egen læge, men proceduren var ved at blive ændret til, at kvinderne kunne gå direkte til jordemoderen uden om nogen lægelig instans.
Sygeplejerskerne var fastansatte, og havde det daglige ansvar for klinikken. De tog sig af barselsplejen, steriliserede utensilerne, samt assisterede jordemødrene ved fødslerne. De assisterede også i jordemoderkonsultationen ved at måle de gravides blodtryk og stikse deres urin inden de kom ind til jordemoderen.

En gruppe af sygeplejerskerne havde ansvaret for sundhedsplejen, der også havde en ambulant funktion. Der var en administrerende direktør for stedet. Ham hilste vi kort på.

Der var både jordemoderkonsulatationer på klinikken samt udekonsultationer i landdistrikterne. Den gravide kom til et antal kontroller, alt efter om hun var første- eller fleregangsgravid. De blev alle rådet til at komme til jordemoder i følgende graviditetsuger:

Under rundvisningen blev vi hjertelig inviteret indenfor i en af jordemødrenes konsultationer. Vi talte både med jordemoderen og den gravide, som havde sin mor og sin lille datter med. Det var anden gang hun skulle føde med denne jordemoder.

Den gravide havde en kombineret vandre- og svangerskabsjournal. Den var meget informativ og overskuelig, men lidt kompakt og havde derfor en lille skrifttype. Dvs., at det var svært at skrive nogle vigtige kommentarer på den. Ud fra journalen kunne man bl.a. læse om kvindens anamnese, blodtype, tidligere komplicerede fødsler, hvem der havde assisteret hende ved sidste fødsel og om nuværende graviditet og kontroller. Den gravide fik udleveret pjecer. Pjecerne var meget informative og illustrative. De beskrev bl.a. de forskellige faser i graviditeten, seksualitet, forældreskab, socialrådgivning, kost og spædbarnspleje.

Jordemødrene tilbød fødselsforberedelse, men som et åbent hus arrangement. Dvs. at hvis kvinderne havde lyst til at høre om amning to gange kunne hun dette. I fødselsforberedelsen var der inkluderet øvelser for gravide.

Efter at sygeplejersken Renita havde vist os rundt, mødte vi de to jordemødre Agnes Cobelens og Margot Brandon-Baarch. Agnes kom fra Holland og havde boet på øen de sidste 10 år. Hun var uddannet jordemoder i England. Margot var uddannet i Holland. Det blev til en god og varm snak om jordemoderfaget.

De fortalte bl.a. hvordan den økonomiske krise havde påvirket jordemoderfaget. Pga. det faldende fødselstal kæmpede jordemødrene og obstetrikerne/gynækologerne om de gravide/fødende. Det var ikke altid en sober kamp, og jordemødrene mente, det gik meget ud over kvinderne. Vi fik i den forbindelse også at vide, at forsikringen havde blandet sig i problematikken. Det gjorde de, da de så en økonomisk gevinst i, at jordemødrene varetog svangreprofylaksen og fødslerne, da de var billigere.
Forsikringen havde været med til at ændre praksis således, at kvinderne kom direkte til jordemoderen i første trimester, i stedet for at blive tilset af en læge. Jordemødrene var selvfølgelig glade for dette tiltag. Vi syntes det var ærgerligt at det var økonomien, der havde præget denne udvikling, og ikke den faglige kvalitet og især kvindernes behov.

Derudover fortalte Agnes og Margot om familiestrukturen på Curacao. Der var en del helt unge gravide, som også endte med at blive enlige mødre. Samfundet var generelt præget af macho-kulturen, som vi også hørte om i Venezuela. De curacaoske mænd lagde en stor ære i at være fertile og var særlig stolte, når deres koner/kærester var gravide. Der var også her almindelig kendt, at mændene havde mange børn med forskellige kvinder.

Vi sluttede samtalen af med at spørge, om man kunne arbejde der som jordemoder. Det kunne man desværre ikke pga. den før omtalte nedgang af fødselstallet. Men man var altid velkommen til at kontakte klinikken på følgende adresse:

Kraamkliniek Rio Canario
Scottegatweg noord 43
Curacao
Tlf. 691838 - 692510 - 692732
Fax 691683
Kkrc@cura.net

Isla Isabela 12/6-23/6-2001

Det var en tilfældighed, at vi kom i kontakt med den lille klinik i Villamil. En af besætningsmedlemmerne havde brug for en læge. Da vi var med kom snakken hurtigt ind på fødsler. Det viste sig, at de rent faktisk havde fødsler på øen, men kun otte til ti om året.

Klinikken lå helt ned til vandet, og vi var ikke i tvivl om at de fødende kunne høre havets brusen under vearbejdet.

Vi mødte den ene af de to kvindelige læger, Esther Boza, som var meget imødekommende. Hun bad os komme tilbage dagen efter. Vi blev vist rundt på et meget lille og velorganiseret fødested. Udover føde- og barselsstue, havde stedet også en lille skadestue, et laboratorium, en sengestue, en tandlæge, et venteværelse og et konsultationsrum.

Når man så på det lille fødselsantal, kom det bag på os begge, at der var så meget teknisk og nyt udstyr på stedet. Esther forsvarede det med, at hun blev nød til at have noget moderne udstyr, for i graviditeterne bedre at kunne diagnosticere noget evt. patologisk. Eller post partum at kunne yde optimal hjælp til mor og barn. Der var jo langt til hovedøen Santa Cruz eller Ecuador, hvilket gjorde det ekstra sårbart i krisesituationer. Der var foruden en helt ny scanner, en meget moderne kuvøse, et børnebord, et mobilt elektrisk sug, doptone og "lyskasse". Stedet havde bl.a. fået støtte fra den Ecuadorianske stat og private organisationer til disse nyerhvervelser.

Det var tydeligt at mærke, at Esther var en ildsjæl. Hun kæmpede energisk for at bevare de få fødsler, der var tilbage på øen. Hun søgte kontinuerligt om økonomisk støtte, da det naturligvis ikke var billigt at føre sådan en klinik. Hun holdt meget af fødslerne og fortalte, at kvinderne gav udtryk for, at det var rart, og meget optimalt at kunne forblive på øen og føde. Vi undrede os derfor over, at der ud af de ca. 25 gravide, som årligt blev tilset i klinikken, så alligevel kun var max. ti der fødte der. På grund af sprogbarrieren fik vi desværre ikke svar på dette.

Esther og hendes kollega tilså de gravide fra første trimester og derfra een gang om måneden til og med anden trimester. I tredje trimester blev de gravide tjekket ca. hver anden uge, eller ved behov. Der blev taget blodtryk, stikset urin, og taget blodprøver som på San Cristobal. Alle blev scannet ved første konsultation, og derefter blev de patologiske gravide visiteret til Santa Cruz eller Ecuador. I sidste trimester scannede Esther igen for bl.a. at kunne diagnosticere IUGR, UK og placenta prævia. Ønskede de gravide yderligere at blive scannet, kostede dette US$ 4. Det var som på San Cristobal gratis at føde.

Føde- og ammepolitikken var meget lig den, som fandtes på San Cristobal, og mødrene var også meget unge, når de fik deres første barn.

Vi sagde farvel til hele personalet udenfor klinikken, med en fornemmelse af at kvinderne var i gode hænder, selvom det endnu engang ikke var jordemoderhænder.

VENEZUELA 31.01.01-29.03.01

Los Roches 22.02.01-14.03.01

Efter tre ugers ophold på Isla de Margarita sejlede vi til øriget Los Roques. På Isla de Margarita fik vi indkøbt proviant til flere måneder samt tanket vand og diesel. Der blev desværre ikke tid til at være opsøgende jordemoder på denne ø.

Sejlturen til Los Roques blev uforglemmelig. Den blev fyldt med gode oplevelser med havets dyr som artister.
Vi forlod Isla de Margarita ved skumringstide, og havde kurs direkte mod Los Roques. Et ørige, der består af et inferno af småøer og sandbanker.
Porlamar, som vi havde ligget for svaj ved i ca. tre uger synede langsomt hen. Solen gik ned og det var en smuk rød/lilla horisont, vi sejlede lige imod.
Det første der mødte os var delfiner, som i tusmørket kom helt tæt på båden. Det var kun pga. deres helt specielle lyd og morilden i vandet, at de blev synlige. Senere på natten var der et par pukkelhvaler, som nærmede sig båden. De blev totalt oplyste i vandet pga. morilden. De lignede oplyste tågebanker, da de kom svømmende op langs båden. Genskinnet fra dette lys gjorde at båden selv blev helt oplyst. Vi stod bagefter og var fyldt med dette syn og følte stor respekt overfor dette dyrs størrelse og kraft.

I løbet af næste dag kom der yderligere mange delfiner, som legede med hinanden. Vi stod helt ude i stævnen og kiggede ned på dem. De er nogle meget elegante artister, og ganske dragende. Man fik helt lyst til at hoppe ned og svømme rundt med dem. På et tidspunkt var der ca. 30 stykker, der hoppede ind og ud af vandet. Det var tydeligt, at de legede med båden.
Samme nat kom hvalerne igen, men vi så dem ikke vha. morilden, men hørte dem pga. af deres blåst, da de ikke var mere end ti meter fra båden. Vi for forskrækket tilbage i cockpitet, efter nok så kækt at have siddet tæt på rælingen og spejdede efter dem. Det var lidt uhyggeligt!
Ellers så vi masser af tun. De var ligeså store som små delfiner, men til stor ærgelse for hele besætningen, kom der ikke nogen på krogen. Det ville ha' været dejligt med lidt frisk tun til stegepanden.
Alle disse naturoplevelser kulminerede i, at vi lige før indsejlingen til Los Roques så en Marlin, som hoppede op af vandet et utal af gange. Det var en stor oplevelse, og det var lige før hele besætningen, blev mere optaget af dette end at sejle ind i det vanskelige område, som lå foran os.
Sejladsen igennem Los Roques var svær pga. de mange sandbanker og rev, der varimellem øerne. Dette sås tydeligt da vi nærmede os indsejlingen til ø-riget.

Vi fornemmede hurtigt at vandet begyndte at forandre sig til en mere grøn farve. Da vi sejlede ind igennem øerne, mødte vores øjne en palet af grønne farver i vandet, som blev brudt af sandbanker og rev.
Øerne var flade med en lavbusket beplantning, mangrover. Kystlinierne bestod af sand og koraler. Den eneste ø med lidt småbjerge var El Gran Roque. Det højeste bjerg kunne lige komme op på omkring 127m. over vandets overflade.

Los Roques lå omkring 150 km nord for Caracas i det Caribiske hav og var en af Venezuelas nationalparker. Her var ca. 80 øer, et rigt dyreliv, dvs. fugle, havskildpadder og naturligvis et væld af forskellige fisk. Så der var lagt op til meget fine naturoplevelser via sejllads, fiskeri, snorkling, dykning og små vandreture.

Se i vores galleri.

El Gran Roque var hovedøen, som havde omkring 900 permanente beboere. Øen havde et Medical Center, telefon, en lille lufthavn (utrolig aktiv lufthavn), 3-4 supermarkeder, små restauranter og gæstehuse (Posadaer) og naturligvis en Guarda Costa, hvor vi skulle indklarere båden og dens besætning.

Vi lå for svaj ud for øen Francisquis og blev nød til at tage med en af de lokale fiskere over til El Gran Roque for at indklarere. Via Guarda Costaen (kystvagten) blev vi informeret om, hvor vi kunne finde The Medical Center i den lille by. Det var nemt at finde og bestod af to små bygninger, hvoraf det ene var kontor og det andet et ambulatorium. The Medical Center bestod af en læge, en sygeplejerske og en tandlæge. Vi besøgte stedet under karnevalet, som var samtidig med vores fastelavn. Disse dage betragtes som helligdage, hvor der virkelig festes igennem i Caribien. I forbindelse med karnevalet var der derfor to læger og to sygeplejersker mere.

På The Medical Center talte lægen intet andet end spansk, og vi måtte via ordbog prøve at gøre os forståelige. Det fik vi absolut ikke noget ud af!! Vi forstod dog, at der ingen jordemødre var tilknyttet stedet. Pludselig kom den ledende Guarda Costa, Senõr Augustin, tilfældigt forbi.
Ham havde vi mødt tidligere på dagen ved indklareringen. Han genkendte os som de to sejlende jordemødre, og var straks parat til at hjælpe de to nødstedte. Augustin oversatte til engelsk, hvad lægen, som hed Tulio fortalte.
Hun fortalte, at de for tiden havde 14 gravide kvinder, som alle fik prænatal kontrol i huset. De blev set en gang i første trimester, hver 14 dag i andet trimester, og ugentligt inden turen gik til fastlandet (Venezuela eller Isla de Margarita). De blev fløjet ind til familie/hjemegn og fødte på det lokale hospital. De ville helst have, at kvinderne kom afsted omkring 30.graviditetsuge. De sidste tre mdr. var der fem gravide, som var taget afsted.
Der var ca. tre om året, som ikke nåede fastlandet, og derfor fødte i den lille klinik!

Vi tænkte begge, at det var tidligt at blive overflyttet i 30. uge, da dette måtte have mange personlige omkostninger for den enkelte familie. Vi kunne ikke få besvaret vores tanker pga. sprogbarrieren. Derudover blev vi informeret om, at der var en hel del unge piger på 14-15 år, som blev gravide.
Om The Medical Center lavede noget forebyggende arbejde for netop disse unge piger, fik vi ikke svar på.
Der var stor tradition for, at børnene blev ammet. Hvor længe stod hen i det uvisse, men Augustin rystede på hovedet over dette spørgsmål, og svarede: "of course, ladies!"

Da vi spurgte om vi måtte tage billeder af stedet, blev der fniset højlydt. De ønskede ikke selv at blive en del af disse, så det blev kun til et billede af Tove udenfor The Medical Center.

Los Testigos, den 28/1-2001

Vi sejlede fra Grenada mod Isla de Margerita. Ca. 80 sømil fra Grenada ligger Los Testigos. Det tog atter en god nat. Når vi sejler så meget om natten er det, fordi vi gerne vil ankomme til de nye steder ved dagslys.
Los Tetigos hører under Venezuela. Ved ankomst til et nyt land skal man indklarere båden og dets besætning. Jeg tog derfor med kaptajnen over til hovedøen Iguana. Dette foregik i vores Zodiac gummibåd med motor - jeg var våd da vi ankom!
Indklarering i Venezuela er absolut ikke nemt, men det gik nu smertefrit og der var også en af GuardaCosta'erne der talte lidt engelsk. Ellers er vi nu kommet til den del af Caribien, hvor de kun taler spansk - og det taler jeg ikke.
På disse øer bor der ca. 200 indbyggere, spredt på to øer. Der er hverken elektricitet eller rindende vand. El-forsyningen får de fra en dieselgenerator og vandet hentes på fastlandet. De er alle fiskere, og forsyner fastlandet, Martinique & Surinam med fisk. De fanger specielt mange hummere.
Lige ved siden af GuardaCosta'ens kontor lå infirmeriet. Det lignede en lille hvid iglo. På døren var der malet et stort rødt kors. Man kunne komme helt hen til vinduerne, der bestod af lameller. Hver anden lamel manglede. Igennem disse kunne man se ind i de tre forskellige rum, som igloen bestod af. Et rum var medicin rum, det andet et konsultationsrum, og det sidste største rum var beregnet til at have folk indlagt i. Der var to bårer, og et drop stativ. Der stod "Transfer Room" på væggen, og blev vel brugt indtil den syge eller sårede kunne overflyttes til fastlandet.
Der var en lille skole på øen, så der må også blive født børn, men hvor meldte GuardaCosta'erne ikke noget om. Jeg tænker, at de bliver født hjemme sammen med en jordemoder eller en anden fødselshjælper.
Vi havde nogle helt fantastiske dage på øen inden turen gik mod Isla de Margarita, hvor Tove påmønstrer. Jeg glæder mig til at gense hende.

VENEZUELA 31.01.01-29.03.01

Merida 15.03.01-29.03.01

Bådens besætning blev enige om at tage ind til fastlandet for at vandre i Andesbjergene. Dette betød, at båden skulle være "alene" i en marina i den periode vi var væk. Vi valgte at sejle til Puerto Cabello. Vi fandt ud af, at vi var sejlet lige ind i løvens hule. Fra første færd fik vi advarsler fra andre sejlere og lokale mod at tage ud af marinaen. Hvis dette blev nødvendigt skulle det gøres i flok, i taxa, uden ure, smykker, solbriller og penge. Mange turister var blevet overfaldet med knive og skydevåben og havde fået frastjålet deres egendele. Det lød jo ikke særlig indbydende, men vi havde heller ikke planer om at blive i byen mere end højest nødvendigt. Vi tog derfor hurtig af sted til Andesbjergene med bus efter vi havde sikret båden på bedste vis.

Merida var en universitetsby, der lå 1675 m over havet. Byen var omgivet af de smukke Andesbjerge. Det højeste bjerg hedder Pico Bolivar, som var 5007 m høj. Der var masser af liv og tilbud om udendørs aktiviteter. Atmosfæren i byen var utrolig rar og indbydende og vi følte os trygge ved at gå rundt. Det blev bl.a. til en vandretur til en lille by Los Nevados. På denne tur fik vi kontakt med nogle muskler vi ikke havde hørt om i anatomi. En anden tur blev på mountainbikes op til nogle hotsprings. Vi tog også med verdens højeste og længste kabelvogn op til 4765 m højde, hvor det rent faktisk sneede. En stor kontrast til sol, strand og palmer.

En af dagene blev brugt til "Den sejlende jordemoder". Vi tog en taxa fra vores lille hyggelige pensionat ud til Universitetshospitalet.
Det første indtryk vi fik var, at det var et stort hospital. Det var en nedslidt grå betonklods, og der var mennesker allevegne.
Taxaen satte os af foran skadestuen og fødegangen. Der sad mange familiemedlemmer lige udenfor selve fødegangen og ventede. En vagt stod indenfor døren, og ville ikke sådan lige lukke os ind. Vi gik hen til en "informationsdame", som sad i et lille glasbur overfor fødegangen. Igen fik vi på vores ubehjælpelige spanske fremstammet vores ønske om at se fødegangen. "No entiendo" (jeg forstår ikke) blev hurtig ordene, der oftest kom ud af vores mund. Da vi havde stået længe nok og set forvirrede ud, tog hun os over til vagtmanden og fik os lukket ind på fødegangen. Glade var vi, indtil vi mødte sekretæren. Hun ville ikke lukke os videre ind. En ung gravid chilener var sød til at oversætte vores mission med at besøge stedet. Sekretæren sendte os videre til direktionen, hvor vi skulle lave en aftale med hospitalsdirektøren før vi kunne se fødegangen. Dette blev noget af en mission i sig selv!!

At finde direktionens kontor var ikke noget problem. Det lå i en anden bygning, oppe på 2.sal. Vi blev sat til at vente på direktøren på en rød plasticsofa i et lille rum med en sekretær. Igen på ubehjælpelig spansk fik vi forklaret vores ærinde. Herefter sagde hun: "lige et øjeblik", og forsvandt ind bagved, hvor der var et hav af kontorer. Glade og forventningsfulde sad vi tilbage. Endelig følte vi os forstået. Nu ville én snart komme og hjælpe os med vores forehavende.

Lidt efter kom den ene sekretær efter den anden ind i det lille forlokale. Alle i fine spadserdragter og pomssko. De ville alle kigge og tale med os. Så en efter en måtte vi forklare, hvorfor vi var kommet, hvor vi kom fra etc. De var meget gæstfrie og hjertelige, men ingen vegne kom vi. Til sidst forsøgte vi lidt desperat at få en engelsktalende sekretær i tale. Hun fandtes , og vi fik lavet en aftale om at komme tilbage et par timer senere, da direktøren var til møde.

Et par timer senere kom vi så tilbage. En ny sekretær sad i forlokalet, og vi måtte forklare forfra, hvad vi ville. Hun forstod til sidst, og vi måtte atter lave en ny aftale til dagen efter. Hospitalsdirektøren var stadig ikke at træffe.

Vi ankom den næste dag til det velkendte forlokale til rette tid. Direktøren var ikke at træffe, men ville komme indenfor en halv time. Vi sad troligt og ventede på den røde plasticsofa. Der gik en time. Direktøren kom ikke. Han var til møde ude i byen, og det ville han være hele dagen!
Vi kunne få vicedirektøren i tale. Det ville vi jo gerne. Vi kom ind på et stort kontor til en nydelig middelaldrende dame, og fik tilbudt en kop kaffe. Hun talte meget lidt engelsk, og spurgte derfor, om vi talte fransk. Opstemte over at kunne kommunikere lidt bedre på fransk sagde vi højlydt: "QUI". Herefter blev der på vores bedste gymnasiefransk forklaret, hvorfor vi var kommet. Hun fortalte, at hun var professor i nefrologi. Der gik langt tid, før vi helt forstod hinanden. Hun troede først, at vi ville arbejde på hospitalet, og forklarede igen og igen, at vi skulle havde en arbejdstilladelse. Endelig fik vi hende til at forstå, at vi var jordemødre, og at vi blot ville se fødegangen og tale med en jordemoder.

Til vores overraskelse informerede hun os om, at der rent faktisk ingen jordemødre var på hospitalerne i Venezuela. Jordemødre fandes kun i landdistrikterne. Det var obstetrikkerne og gynækologerne, som varetog fødslerne på hospitalerne og privatklinikkerne. Kvinderne gik til graviditetskontroller hos egen læge og blev henvist til hospitalet, hvis der var særlige problemer. Det var gratis at føde på hospitalerne, ca. 80% fødte der, hvilket stod meget godt i mål med, at ca. 80% af befolkningen var fattige eller mindre bemidlede. Havde man penge, kunne man forsikre sig, og føde på en privatklinik.
Vi nåede desværre aldrig at se fødegangen, og måtte konkludere, at bedre spanskkundskaber kunne have forbedret vores muligheder for at få mere at vide.

Los Llanos 22.03.01-26.03.01
Turen gik fra Merida til Los Llanos også kaldet Venezuelas savanne. Et kæmpe område, der dækkede ca. en tredjedel af landet, og som strækkede sig ind i Colombia. Savannen var inddelt i to områder: En højslette og en lavslette. Vi besøgte stedet i tørkeperioden. Det havde sin fordel, da man på dette tidspunkt af året bedre kunne se dyrene, da de søgte hen til vandhullerne. Området var sparsomt beboet, og befolkningen levede af kvægdrift. Der var en dårlig infrastruktur i området. Vejene var oftest hullede, og bestod af grus, når man kom væk fra hovedvejene. Man var derfor ilde stedt, i store dele af området, hvis man ikke havde en jeep .
Vi tog på denne tur for at opleve Los Llanos' wildife, som skulle være enestående. Vi hyrede en guide ved navn Gustavo, som var uddannet biolog og havde speciale i Los Llanos og dens fauna og dyreliv.

Vi kørte med jeep ca. 700km syd/øst på, over Andesbjergene, ned til lavsletten. Her boede vi sammen med lokalbefolkningen på deres "Hato'er" (kvægfarme/ranches), og sov i hængekøjer om natten. Der var ikke indlagt el, men fra solnedgang var der fakler og levende lys både ude og inde. Trods de spartanske forhold var der en utrolig rar atmosfære.
Vi var på flere "wildlife-tours" i jeepen, hvor vi bl.a. så anakondaer, alligatorer og flere myreslugere med baby. I en udhulet træstamme sejlede vi ned ad Guariftico floden, som løb igennem området. På denne flodtur var JulieMare, en syv årig pige og hendes gamle onkel med, for at fange piratfisk. Piratfiskene spiste vi dejligt tilberedte samme aften.

JulieMare var den ældste pige af en søskendeflok på fire, hvor den yngste var to år. Hendes mor var 22 år gammel. Det var ikke ualmindeligt at have så ung en mor, når man boede i Los Llanos. Mødrene fik ofte mange børn. Det var normalt at få mellem 6-8 børn, nogle fik helt op til 15.
Vi var selvfølgelig meget interesserede i at få information om fødekulturen i dette område. Vi spurgte derfor kvinderne på en af Hato´erne, om de ville fortælle om dette. Vores guide Gustavo var sød til at oversætte.
Vi sad alle rundt om det store spisebord i køkkenet, og var lutter øren, da Gustavo begyndte at oversætte kvindernes fortællinger om fødekulturen i Los Llanos.

Snakken var afslappet, og kvinderne fortalte åbent om deres fødsler.
Vi vidste fra hospitalet i Merida, at der ingen jordemødre fandtes på hospitalerne. Det var derfor yderst interessant, at høre om jordemødrenes virke på landet, og at de oftest var mænd.
Kvinderne mente, at mændene var de bedste indenfor området. De var gode til deres "håndværk". Jordemoderfaget gik i arv, dvs. at den enkelte blev oplært af enten sin mor eller far.

De gravide rejste hjem til jordemoderen et par gange under graviditeten. Her blev de undersøgt, vha. de traditionelle håndgreb, samt fik lyttet hjertelyd. De gravide, som jordemoderen skønnede ikke kunne føde hjemme, blev straks visiteret videre til at føde på nærmeste hospital. Det kunne f.eks. være ved gemelli, uk, og ved mistanke om andre obstetriske komplikationer. For nogle kunne denne rejse til hospitalet blive en dagsrejse på grund af de store afstande.
Nogle ville måske her mene, at afstandene ville være med til at forhøje morbiditeten og mortaliteten i området. Dette spurgte vi til, og svarret var, at disse var stort set nul. Kvinderne mente, at de ville vide det, hvis dette ikke var tilfældet.

Jordemoderen kom hjem til den fødende ca. en måned før termin, og boede der sammen med familien, til barnet var et par dage gammel og amningen var etableret. Under selve fødslen brugte jordemoderen urtemedicin og forskellige typer af the. Bl.a. blev fignethe brugt som vestimmulation, og kanalthe som beroligende.
De fleste kvinder fødte liggende på ryggen, modtog ingen anden smertelindring end områdets urter, og blev ikke sutureret. Der var ikke tradition for, at manden var med til fødslen.

Der var helt faste priser for, hvad det kostede at føde hos jordemoderen. US$ 40 for en dreng og US$ 20 for en pige. Kvinderne fortalte, at det dog var ligeså godt at få piger! Vi forstod på kvinderne, at nogle jordemødre havde en særlig metode til at finde ud af, om den gravide ventede en dreng eller en pige. Denne metode beholdte jordemoderen for sig selv.

Kvinderne havde tradition for at amme helt op til et år eller mere. Børnene fik umiddelbart efter fødslen en amulet om halsen, som bl.a. skulle beskytte dem mod sygdomme.

Vi spurgte til antikonception, og dette havde kvinderne et meget afslappet forhold til. De spiste normalt p-piller, da mændene sjældent ville bruge kondomer.
De forklarede lidt om det "Macho-samfund" de levede i, og som prægede hele Sydamerika. Dette gav sig udslag i, at mange kvinder måtte leve med, at deres mænd havde børn med andre kvinder ved siden af ægteskabet. Dette blev stilletiende accepteret. (Vi fik senere fortalt, at Venezuela bl.a. derfor var hårdt ramt af AIDS)

Efter fire dejlige og meget oplevelsesrige dage i Los Llanos gik turen atter tilbage til Merida. På vejen over Andesbjergene fik bilen problemer med gearkassen. Vi holdt tilfældigt ind ved indkørslen til et lille hus. Det skulle vise sig at være en helsestation for gravide og børn. Så mens Gustavo lå under jeepen for at se, om denne kunne repereres, gik vi ind og fik en snak med den vagthavende sygeplejerske. Gustavo blev senere vores redning for at få de nærmere detaljer omkring husets funktion.

Andesbjergene omkring Merida var inddelt i forskellige distrikter. I hver af disse distrikter var der en helsestation. Helsestationerne var et specielt tilbud til de gravide og småbørnsfamilierne. Således, at de ikke skulle have så lang transport til sundhedsplejen mm.
Sygeplejersken var meget sød og informativ, og viste os rundt i de små lokaler. Huset bestod bl.a. af et venteværelse med bænke. På væggene var der plakater, som informerede omkring antikonception, vaccinationer, AIDS og andet forebyggelse.

En særlig plakat fik vores opmærksomhed. Det var en håndtegnet plakat over de familier, der boede i området. Hver families hus var tegnet ind, samt navnet på det enkelte barn der boede der. Vi syntes det var en ret sød ide.

Sygeplejersken fortalte, at det gav en stor positiv respons fra familierne.
Derudover var der et lille simpelt forkontor, hvor sygeplejersken sad og ordnede sit papirarbejde. Her havde hun sit arkiv over samtlige familier i området. Hun førte statistik over de børn der kom til verden. Siden januar havde hun fået 19 nye børn i sit distrikt. Til forkontoret var der et tilstødende konsultations- og undersøgelsesrum. Dette rum var spartansk indrettet. Der var et lille udvalg af medicin, lidt kanyler og nåle, et blodtryksapparat, en vægt o.a. vigtigt til en akut situation.
Det var sygeplejersken, som varetog stedet, både administrativt og klinisk. Var der situationer, som krævede yderlige medicinsk ekspertise, måtte familien drage den lange vej til hospitalet.
Sygeplejersken oplyste, at de gravide kom når de ville. De vidste, hvilke dage hun var der. Hun undersøgte med håndgreb, lyttede hjertelyd og til vores store overraskelse havde helsestationen et metallytterør. Herudover blev de gravide vejet, fik målt blodtryk og stikset urin. Når de skulle føde, tog de ind på det nærmeste hospital. Om de fødte hjemme står hen i det uvisse. Børnene blev efterfølgende fulgt på helsestationen op til det femte år.

Jeepen blev heldigvis repareret, og vi kørte det sidste smukke stykke vej tilbage til Merida.

Jeg er født i København den 22. april 1970 og bor på Frederiksberg. I 1997 blev jeg færdiguddannet fra jordemoderskolen i København. Umiddelbart inden, i 1995 var jeg i Tanzania i et halvt år. Jeg boede I den lille by Ifakara, sydvest for Dar es Salaam. Her var jeg tilknyttet universets hospitalet Santa Maria. Jeg har i årene efter jeg blev færdig, arbejdet på Rigshospitalet i København samt på Frederiksberg Hospital. På Frederiksberg Hospital har gruppen af unge gravide været tilknyttet min konsultation. Jeg har lavet fødselsforberedelse for disse piger i samarbejde med det allerede eksisterende mor/barn projekt i kommunen.

Det sidste år har jeg som rygestopinstruktør været en del af STOP-linien på Center for Rygeafvænning i Københavns kommune. Jeg har bl.a. vejledt gravide i rygestop, undervist Københavnerborgere i rygestop samt HS jordemødrene i graviditet og rygning. Sidstnævnte i samarbejde med jordemoder Dinni Illum.

Sideløbende har jeg undervist på Afspændingspædagogernes Aftenskole (APA) i fødselsforberedelse.

(Påmønstrer sejlbåden "Disalagraptus" den 1.februar 2001 på Isla Margurita/Caribien)

Jeg er 35 år og uddannet jordemoder i april 1998. Har inden jordemoderuddannelsen en baggrund som afspændingspædagog og fungeret som sådan i 4 år, primært i undervisningsregi.

Jeg har bl.a. undervist på forskellige aftenskoler og i Mødrehjælpen. Som jordemoder har jeg siden jeg blev færdiguddannet arbejdet på Frederiksberg fødegang, som nu har været så flinke at give mig orlov i 9 mdr. Jeg har i perioder arbejdet særligt med gravide med forskellige psykiske problemer, hvilket har min særlig interesse og opmærksomhed.

San Cristóbal, den 2/6-2001

Vi ankom til Galapagos øerne en tidlig morgen den 2. juni. Vi blev budt velkommen af legesyge søløver, som vi senere skulle få mange gode oplevelser med. Galapagos består af 15 øer og hører under Ecuador. Der bor ca. 20.000 mennesker primært fordelt på øerne Santa Cruz, San Cristóbal og Isla Isabela. Ca.70% af befolkningen ernærer sig ved hjælp af fiskeri. Vi besøgte først Isla San Cristóbal, en af de større øer. Øen har ca. 8.000 indbyggere, hvorfor vi udledte, at der måtte fødes børn der.

Vi fandt hurtigt det lokale hospital Oskar Jondl i havnebyen Puerto Baquerizo Moreno, og blev henvist til hospitals direktøren Dr. Ulpiano Pilla Guaman og vicedirektøren Dr. Juan Naula Condo. Vi blev varmt modtaget, og begge var meget interesserede i, hvem vi var, og hvad vi ville. De fortalte, at de ikke havde jordemødre hverken på Galapagos eller i Ecuador. Der blev
født 120 børn årligt på øen og det var også muligt at føde på Santa Cruz. Det var gratis at føde på hospitalerne. De økonomisk bedre stillede valgte dog oftest at føde på fastlandet (Ecuador) på et større offentligt- eller privathospital.

Gennemsnitligt fødte hver kvinde tre til fire børn. De fleste førstegangsfødende var under 25 år, hvoraf en stor gruppe var helt unge teenagemødrer fra 13-16 år. Afdelingen estimerede denne gruppe til at være omkring 5-10% af de fødende. En del af disse unge mødre blev ofte enlige kort efter fødslen. Dette skyldes primært deres umodenhed, samt det at de levede i et udpræget machosamfund.

Gynækologien og obstetrikken blev varetaget af fem læger, hvoraf Dr. Pilla var den eneste, der havde speciale indenfor området. Han scannede alle kvinderne under graviditeten, og var operatøren under samtlige sectioer.
Derudover havde hospitalet ansat en 25-årig kvinde, Jenny Viteri. Hun havde en femårig uddannelse med obstetrik og gynækologi som speciale. Hun var ikke læge, men blev kaldt for obstetriker. Vi forstod det som værende en form for
jordemoderuddannelse, dog med en overbygning indenfor medicin og gynækologi. Hun kunne vælge at læse videre til læge.
Jenny havde det daglige ansvar for gynækologisk/obstetrisk ambulatorium. Her kom de gravide og blev tjekket, samt kvinder med gynækologiske sygdomme så som kønssygdomme. Jenny var ligeledes med til fødslerne, men havde ikke
autorisation til at operere.

Vi blev inviteret til en rundvisning på hospitalet samme dag, og dagen efter kunne vi deltage i Jennys konsultation.

Hospitalet var et lille katolsk hospital, bygget for 50 år siden og meget nedslidt. Hospitalet havde omkring fyrre ansatte. Lægerne var udstationeret/på turnus fra fastlandet i maksimum et år. Stillingerne på Galapagos virkede til at være ret attraktive. Hospitalet fik økonomisk støtte fra staten samt donationer fra Tyskland og Schweiz. Trods dette var
der kun få midler til nyanskaffelser og vedligeholdelse.

Hospitalet bestod af en lille skadestue, et laboratorium, ondotologisk afdeling, en fødestue, en operationsstue, en lille børnestue med en åben kuvøse, et skyllerum med autoklave, to mindre sengeafdelinger een for mænd
og een for kvinder, et køkken og et sekretariat/journalarkiv. Fødestuen og operationsstuen lå i en nyere tilbygning, men stadig ikke særlig vedligeholdt.

Fødestuen var spartansk indrettet og ikke særlig hyggelig og indbydende. Det var et stort rum med grønne fliser fra gulv til loft. I midten af rummet stod en gammel fødeseng uden nogen form for automatik. Over fødesengen var en OP-lampe og på den ene væg hang et ur hvorpå der stod: " home, sweet home". Rummet var oplyst med neonlamper. På et arbejdsbord var der fødesæt, sterile vattamponer/gaze og en gammel grønthandlervægt. En mandshøj iltbombe stod midt i rummet. Operationsstuen lå i forlængelse af fødestuen.

Spændte mødte vi op den næste dag til aftalt tid kl. 8. Konsultationen var åben alle hverdage fra 8 til 12 og igen fra 14 til 17. I dette tidsrum kunne kvinderne møde op uden aftale. Alle sad de tålmodigt i venteværelset. Her kunne kvinderne bruge tiden på at læse de informative plakater om bl.a. amning, vaccinationsprogrammer og antikonception. Et stort krucifiks hang på væggen overfor indgangen - han må ofte have fået en tanke i dette rum!

Konsultationsrummet var et aflangt lokale på højst 12 m2. I dette rum havde de formået at placere et skrivebord, fire stole, et gynækologisk leje, en undersøgelsesbriks samt en lille håndvask. Der stod en kasse øl bag briksen, og vi fandt aldrig ud af hvad den stod der for. Malingen var afskallet og "tarvelige" gardiner hang hulter til bulter og skyggede derfor ikke længere for solen, vinduerne sad dog så højt at ingen kunne se ind. På undersøgelsesbriksen og GU-lejet blev bomuldslagnet genbrugt. Myrerne løb op og ned ad væggene og videre ned i håndvasken hvori de brugt GU-instrumenter lå. Dette var svært at abstrahere fra, og vi blev enige om, at hygiejnekapitlet havde de let læst.

De gravide kom som regel første gang i 11. graviditetsuge. Her fik de foretaget en GU-undersøgelse samt optaget journal. Inden da var de blevet vejet, havde fået målt BT, stikset urin samt fået analyseret en blodprøve (Hgb, Wassermann, HIV og blodtype). Herefter kom de gravide i 20., 24., 28., 32., 36., 38. og 40. uge og/eller efter behov. De fik alle udleveret en
samlet vandre- og svangerskabsjournal, indeholdende de samme data, som vi kender det hjemmefra. Dr. Pilla scannede alle i 1. trimester og i 3. trimester. Jenny lavede en mundtlig aftale med kvinderne om hvilken uge de atter skulle møde op til kontrol.

Konsultationsformen var uformel og afslappet. Jenny blev tit afbrudt af en sekretær eller af en af de vagthavende læger. Døren stod ofte åben, lige indtil at kvinden skulle have foretaget den udvendige undersøgelse eller en GU. Kvinderne var meget åbne overfor vores tilstedeværelse, hvilket gjorde det nemt for os at blive en del af konsultationen.

Der var god tid til alle kvinderne, og det virkede som om at Jenny fik afdækket alle deres spørgsmål. De fik minimum 30 minutter hver. Jenny brugte ved den udvendige undersøgelse de fire håndgreb samt SF-mål. Hun skønnede kun fosterets størrelse udfra en SF-tabel. Vi fik lov til at mærke med på de store gravide maver. Der blev kun lyttet hjertelyd med en moderne doptone, den eneste de havde på afdelingen. Der fandtes et lille metal lytterør, som mere var til pynt.
Fødselsforberedelsen var indlagt i konsultationen. Der blev især informeret om vejrtrækning og presseteknik. Omkring halvdelen af de kvinder der kom i konsultationen denne dag var gravide, resten havde enten kønssygdomme eller cystitis, der skulle behandles.

Kom en fødende kvinde i Jennys vagt, lukkede hun konsultationen, og fødte med hende. Om aftenen og natten var det en af de vagthavende læge der fødte med kvinderne. Kvinderne fødte liggende på ryggen, og kunne som det eneste smertestillende få Diklofenak (Diclon). Alle primipara fik episiotomi. Skred fødslen ikke frem som forventet, efter at orificium var fire cm åben,
inducerede man ikke fødslen med Oxytocin. Kvinderne fik et sectio, hvis der ingen fremgang var efter 24 timer. Methergin blev brugt ved atoni post partum. Afdelingen havde ikke nogen vacuum extractor og forceps. Dette kunne være en af årsagerne til den høje sectiofrekvens på mellem 18-24% årligt. Ved svære forløsninger brugte man funduspres og symfysetryk - var dette ikke tilstrækkeligt, fik kvinden et sectio. Sectioerne blev oftest udført i en epiduralblokade. Hospitalet varetog ikke gravide med diabetes, gemelli- eller UK fødsler. Gemelli og diabetes gravide fødte på fastlandet, og UK'erne blev forløst på øen ved sectio. De behandlede meget få præeklamptiske gravide årligt. Men overflyttede ikke disse gravide til større hospitaler på fastlandet. Vi spurgte til mortaliteten hos mor og barn, og fik at vide, at i år 2000 var der et barn, der døde af rhesusimmunicering. Årsagen skyldtes at moderen nægtede at blive overført til fastlandet under graviditeten.

Kvinderne fødte uden deres mænd og familie, men disse stod dog parate udenfor fødestuen. Der var stor festivitas når en lille "niño" eller "niña" blev født. Var alt gået vel, barslede kvinderne et døgn på afdelingen. Alle mødrene ammede, og mange op til to år efter fødslen. Sutter og flasker blev kraftigt frarådet.

Den varme velkomst vi fik på hospitalet, var med til at præge resten af vores ophold på øen. Det blev til adskillige hyggelige aftener med lægerne, Jenny og Herbert. Vi udvekslede erfaringer fra de to forskellige verdener. Herbert en østrigsk/amerikansk ingeniør bosat på San Cristóbal var meget hjælpsom med at oversætte. Lægerne var meget interesserede i at besøge Danmark, og derved få et nærmere indblik i vores fødekultur. Var vi blevet længere på øen, havde vi nok fået tilbudt job!

Vi sejlede videre til den næste ø, Isla Isabela, som kun har 2.000 indbyggere. Vi havde fået fortalt fra lægerne på San Cristóbal, at der ikke var mulighed for at føde på Isabela. Men dette skulle vise sig ikke at være den fulde sandhed…fortsættelse følger.

Tobago, Englishman Bay den 13/1-2000

Jeg besluttede mig for at tage ind til hovedstaden Scarbourogh, for at besøge hospitalet, selvom Tove ikke er påmønstret Disalagraptus endnu.

Hospitalet ligger på en bjergtop oppe over selve byen i forbindelse med det gamle fort. Man skal op ad en smal snoet vej, som er så stejl at det må være et problem at få en ambulance hurtigt derop. Der er en skøn udsigt over byen, det turkise vand ser så indbydende ud, og et øjeblik er det det eneste jeg har lyst til - en dukkert. Sveden havler af mig!

Det er et overskueligt lille hospital, nemt at finde rundt. En del små bygninger omgiver hovedbygningen, og man er ikke i tvivl om, hvad disse er. På de hvidkalkede vægge står der med store bogstaver "Welcome to Psychiatric Department" eller "Welcome to Geatric Department". Svære var det dog at finde fødeafdelingen. En kvinde i lys orange kjole med et lille hvidt forklæde viste mig vej. Jeg fandt senere ud af, at disse kvinder var en slags sygehjælpere, dog med mange forskellige funktioner udover at være på de enkelte sengeafsnit.

Det var med en blanding af ydmyghed og lidt nervøsitet, at jeg gik gennem døren til The Maternity Ward. Mit første indtryk af afdelingen var, at den var nedslidt, lidt dyster - brunlige og grå farver, jeg fik straks billeder fra filmen "Gøgereden" for min nethinde.

Jeg gik ned ad en lang gang, og var ikke i tvivl om at jeg befandt mig på en fødeafdeling - der var skrig fra en fødende kvinde. På begge sider af gangen var der små rum, et skyllerum, en ammestue, en modtagelse, et depot lignende rum med en autoklave, som jeg senere fik at vide, ikke virkede. For enden af denne gang var så svanger/barselsafdelingen. Et stort åbent rum, som gangen endte i. På modsatte side af svanger-/barselsrummet, var personalekontoret. Personalekontoret var et stort glasbur, hvor der var et fint overblik over de indlagte kvinder. Kvinderne lå side om side kun adskilt af et lyserødt gardin, med store blomster på. Alle de barslende kvinder havde børnene hos sig i en plexiglasvugge, som vi kender dem hjemmefra.

Jeg blev ikke mødt med udslåede arme. Der var en hektisk, måske mere travl stemning blandt det personale der var i buret. De var alle klædt i uniformer, nogle i rød- andre i grønternede, og igen andre i uniformer, som jeg har set afbillede på gangen på jordemoderskolen. Stivede forklæder og små fine kapper i håret havde de alle. Denne hvide farve stod i dyb kontrast til deres sorte smukke ansigter. Engelsk er sproget, men ikke et hvilket som helst engelsk. Man skal virkelig gøre sig umage for at forstå det, og når de taler indbyrdes er det helt umuligt at følge med i snakken. Jeg fortalte kort hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvad jeg ønskede og blev meget hurtigt bedt om at komme tilbage dagen efter "any time", da der så ville være en der kunne tage sig af mig. Det ville så være en søndag, og jeg tænkte lidt over, at det måske ville være en udemærket dag, da der så ikke ville være så meget ambulant, men på den anden side, ville der så være de rette folk? Jeg sagde pænt farvel og gik. Jeg gik med fornemmelsen af, at det måske ville blive svært at få denne uformelle snak, som jeg egentlig ønskede. Alligevel var jeg fuld af gejst og forventning. Selvfølgelig kan man ikke bare komme og forvente, at der kan gå en fra til en sådan uventet gæst! Dette kan sjældent lade sig gøre på en fødegang, uanset om det er på Tobago eller i København man befinder sig. Udenfor fødegangen mødte jeg endnu en jordemoder, en afdelingsjordemoder, som fortalte at søndag var en fin dag, jeg skulle helst komme efter 9.15, så var konferencen overstået.

Tobago, Englishman Bay den 14/1

Jeg var på Fødegangen efter 9.15. og blev mødt at smukke sangstemmer - der var gudstjeneste på etagen over Fødegangen. Der var meget stille i personaleburet, kun en enkelt jordemoder var tilstede. Jeg fortalte atter kort, hvem jeg var, og at jeg havde lavet en aftale dagen før m.h.p. et besøg. Endnu engang følte jeg at de var en anelse mistroiske over for mit besøg. Jeg fik pænt at vide, at jeg skulle have en tilladelse fra "HMD Office". Lidt frustreret spurgte jeg, hvordan man får denne person i tale, og blev bedt om at komme tilbage dagen efter!!
Det var ikke nogen nem rejse fra båden og ind til Scarbourgh, så jeg kan nu mærke, at det ville være fint om den næste aftale, kunne blive ret præcis. Jeg spurgte derfor, om der var en afdelingsjordemoder på arbejde, en såkaldt Matron, og det var der. Inden jeg forlade fødegangen for at tale med hende, opstår der lidt af den uformelle snak, som jeg ønskede. Jordemoderen fortæller mig, at de ikke sådan bare modtager fremmede, og at de tobagoianske jordemødre "holder kortene meget tæt til kroppen". De ønsker ikke at videregive information, som kan misbruges eller udnyttes. Det er fair nok, så jeg er meget taknemmelig, da the Matron fortæller mig, at jeg skal komme tilbage om tirsdagen for at besøge the HMD og derved få tilladelse til at se fødegangen samt til at tage billeder af denne.

Tobago, Englishman Bay den 16/1

Jeg begav mig endnu engang fra båden og ind til hovedstaden. Fik hurtigt et lift ind til den nærmeste by Castara, og var så heldig at få en taxi hele vejen op til hospitalet. (Ofte skal man skifte taxi undervejs). Jeg gik straks til the HMD Office. Der fik jeg den besked, at hun ikke var der i dag, hun var på Trinidad. (Øen som Tobago hører under). Men jeg kunne tale med the Matron. Det var et andet ansigt end det jeg kendte som the Matron, men det var jo lige meget. Hun var meget sød, og det blev til en lang snak om hospitalet, sundhed, uddannelse af jordemødre og jordemoderliv verden over. Hun fortalte mig, hospitalet har lidt under 100 sengepladser i alt, at det endnu er gratis et komme på hospitalet. Der er nogle ydelser man skal betale for, såsom røntgen og nogle laboratorieprøver.
Pensionister og børn i alderen 0-15 år for altid hospitalsophold gratis. Graviditet hører ind under barnet. Det er derfor gratis at blive behandlet som gravid. Hun var meget behjælpelig, og sendte mig herefter ned til fødegangen for at møde jordemoder Pamala Spencer.
Pamela Spencer var, som jeg forstod det enten tillidsrepræsentant eller noget lignende for jordemødrene på Tobago. ICM jordemoderen er tilknyttet General Hospital i Port of Spain på Trinidad. Jeg fik en meget fin rundvisning på fødegangen, og en masse information. Dog fik jeg ikke lov til at tage billeder af selve afdelingen.

Fødegangen fungerer, som svangre-, fødegang og barselsafsnit i et og samme. Afdelingen varetager ca. 1500-1600 fødsler årligt. Der er plads til 15 indlagte kvinder ad gangen, men de havde oftest overbelægning og specielt i kendte perioder - det var ni - ti måneder efter karnevalet og ni - ti måneder efter en anden årlig tilbagevendende festival. Nu er det netop en af disse perioder, så der havde været meget travlt over jul og nytår, og det ville ligesom ingen ende tage.

De modtager kvinderne fra 28. graviditetsuge, og hvis de skal indlægges før pga. komplikationer skal dette ordineres af en obstetriker. Der er to obstetrikere tilknyttet afdelingen. De varetager både den ambulante funktion, og er tilstede, hvis der er problemer i forbindelse med fødslen, eller ved sectio. Kvinderne ligger side om side, de svangre dog tættest på et lille fjernsyn, som var en meget brugt som underholdning. De børn som kommer til verden før terminen, tager de sig af i deres lille nursery, et rum med fem kuvøser. Børnene bliver dagligt tilset af en pædiater. Han var der netop under mit besøg - meget "pæn" herre i privat tøj. Mødrene til disse børn ligger på to eller tre sengs stue. Det er sjældent, at de bliver nød til at overflytte til Trinidad, og de ser selvfølgelig helst, at kvinderne bliver overflyttet med barn i maven. De kan klare alt, tager sig af alle graviditetsrelaterede sygdomme og laver sectio, hvis dette er nødvendigt.
Kvinderne er indlagt i 24 timer p.p., hvis de har født ukompliceret og til tiden. Efter sectio forbliver kvinderne på barselsgangen i op til 3 dage, og hvis barnet er sygt/præmaturt forbliver mor indlagt til barnet kan udskrives. Dette er en ny procedure. Man havde nemlig erfaret, at det gav kvinderne nogle bedre ammeforløb, at de var sammen med børnene hele tiden.
Der var ikke modermælkserstatning på afdelingen! De brugte meget tid på information om amning og de eneste kvinder, som de ikke anbefalede at amme var HIV positive mødre. (Pamela Spencer mente, at det var ca. 3.1% af alle de gravide kvinder, som var HIV positive størst er koncentrationen af disse gravide dog på Trinidad). Alle fik information om, at der findes telefon ammerådgivning døgnets 24 timer. Der var ej heller sutter på afdelingen!

De to fødestuer var med "AirCon", så der var meget koldt på stuen. Der var sechersborde på stuerne, men det var kun varmelampen som virkede. På stuerne var der et fødeleje, som vi har dem der hjemme, dog slidt, og en rimelig gammel model. De føder sterilt, alt der kan autoklaveres og derefter genbruges bliver det. Der var et transportabelt sug og en transportabel lampe på hver stue. Den fødende må gerne have sin mand og eller andre fødselshjælpere med til fødslen.
Der var ikke lattergas på stuen, de underviste i vejrtrækning og gav øvelser som kunne hjælpe kvinden under fødslen. Men som Pamale Spencer sagde: "Det er med til at hjælpe, men fjerner jo ikke smerten" ellers bruger de pethidin, når smerten er for stor.
Alle hjælper de hinanden i stille stunder med at klippe gasestykker, folde og pakke disse inden autoklavering.

Samme formiddag havde en trediegangs fødende fra Castara født (Castara er naboby til Englishman Bay). Jeg kom med ind på fødestuen og hilste på. Hun var en glad kvinde, fordi hun havde fået en søn. Faderen var stolt fortalte hun, han havde været med, men var gået med den lille dreng, for at vise ham frem til de to ældre søstre.
Der er både CTG og doptone med til fødslerne. CTG'en bruges ved stort se de samme ordinationer, som hjemme, men de bruger udelukkende doptonen under fødslen. "Den er jo hurtigere at bruge i forhold til trærøret, og man er ikke i tvivl".
Kvinderne er på fødestuen i ca. en time inden de kommer ned ad gangen i en barselsseng. Pamela fortalte, at alle patientrerne går til kontrol i nærheden af, hvor de bor, og som jeg forstod det var det ikke hos en jordemoder, men hos en læge. De bliver altid henvist til hospitalet, hvis der er komplikationer. Der bliver taget Hgb, blodtype, hepatit, WR samt andre blodprøver, som jeg nok ikke helt forstod hvad var, men HIV testen er frivillig.
Jordemødrene arbejder 40 timer om ugen i skiftende vagter. Der er kun få på afdelingen, som kun er uddannet jordemødre. De fleste er sygeplejersker og så siden jordemødre. Overbygningen skal man have enten på Trinidad eller i udlandet, mange havde fået den i London. Man kan godt som dansk jordemoder komme til at arbejde på fødegangen. Det kræver en autorisation fra Hospitalet på Trinidad.

Ellers kan man altid kontakte:

Trinidad and Tobago Association Midwives
C/O Room-20-Block K
Nurses' Hospital
General Hospital
Port of Spain
Trinidad
President: Mrs. Debrah Lewis