Tobago
|
|
||
|
|
|
|
Tobago, Englishman Bay den 13/1-2000 |
|
|
|
Jeg besluttede mig for at tage ind til hovedstaden Scarbourogh, for at besøge hospitalet, selvom Tove ikke er påmønstret Disalagraptus endnu. Hospitalet ligger på en bjergtop oppe over selve byen i forbindelse med det gamle fort. Man skal op ad en smal snoet vej, som er så stejl at det må være et problem at få en ambulance hurtigt derop. Der er en skøn udsigt over byen, det turkise vand ser så indbydende ud, og et øjeblik er det det eneste jeg har lyst til - en dukkert. Sveden havler af mig! Det er et overskueligt lille hospital, nemt at finde rundt. En del små bygninger omgiver hovedbygningen, og man er ikke i tvivl om, hvad disse er. På de hvidkalkede vægge står der med store bogstaver "Welcome to Psychiatric Department" eller "Welcome to Geatric Department". Svære var det dog at finde fødeafdelingen. En kvinde i lys orange kjole med et lille hvidt forklæde viste mig vej. Jeg fandt senere ud af, at disse kvinder var en slags sygehjælpere, dog med mange forskellige funktioner udover at være på de enkelte sengeafsnit. Det var med en blanding af ydmyghed og lidt nervøsitet, at jeg gik gennem døren til The Maternity Ward. Mit første indtryk af afdelingen var, at den var nedslidt, lidt dyster - brunlige og grå farver, jeg fik straks billeder fra filmen "Gøgereden" for min nethinde.
|
|
|
|
|
Jeg gik ned ad en lang gang, og var ikke i tvivl om at jeg befandt mig på en fødeafdeling - der var skrig fra en fødende kvinde. På begge sider af gangen var der små rum, et skyllerum, en ammestue, en modtagelse, et depot lignende rum med en autoklave, som jeg senere fik at vide, ikke virkede. For enden af denne gang var så svanger/barselsafdelingen. Et stort åbent rum, som gangen endte i. På modsatte side af svanger-/barselsrummet, var personalekontoret. Personalekontoret var et stort glasbur, hvor der var et fint overblik over de indlagte kvinder. Kvinderne lå side om side kun adskilt af et lyserødt gardin, med store blomster på. Alle de barslende kvinder havde børnene hos sig i en plexiglasvugge, som vi kender dem hjemmefra. Jeg blev ikke mødt med udslåede arme. Der var en hektisk, måske mere travl stemning blandt det personale der var i buret. De var alle klædt i uniformer, nogle i rød- andre i grønternede, og igen andre i uniformer, som jeg har set afbillede på gangen på jordemoderskolen. Stivede forklæder og små fine kapper i håret havde de alle. Denne hvide farve stod i dyb kontrast til deres sorte smukke ansigter. Engelsk er sproget, men ikke et hvilket som helst engelsk. Man skal virkelig gøre sig umage for at forstå det, og når de taler indbyrdes er det helt umuligt at følge med i snakken. Jeg fortalte kort hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvad jeg ønskede og blev meget hurtigt bedt om at komme tilbage dagen efter "any time", da der så ville være en der kunne tage sig af mig. Det ville så være en søndag, og jeg tænkte lidt over, at det måske ville være en udemærket dag, da der så ikke ville være så meget ambulant, men på den anden side, ville der så være de rette folk? Jeg sagde pænt farvel og gik. Jeg gik med fornemmelsen af, at det måske ville blive svært at få denne uformelle snak, som jeg egentlig ønskede. Alligevel var jeg fuld af gejst og forventning. Selvfølgelig kan man ikke bare komme og forvente, at der kan gå en fra til en sådan uventet gæst! Dette kan sjældent lade sig gøre på en fødegang, uanset om det er på Tobago eller i København man befinder sig. Udenfor fødegangen mødte jeg endnu en jordemoder, en afdelingsjordemoder, som fortalte at søndag var en fin dag, jeg skulle helst komme efter 9.15, så var konferencen overstået.
|
|
Trinidad and Tobago Association Midwives |