2006-01-01 Papua, Sorong

Så hva skal en skrive hjem om? Om livet i båten, under vann, i byene, vegetasjon i regnskogen eller fuglekvitter? Vel, her er nå noe.

Jeg, Mattias, begynte mitt liv ombord i Grappen fra byen Manokwari, midt i det beryktede hodejegerlandet Papua, den 18.12.2005. Jeg gledet meg til å komme til småbyen Manokwari. Hadde fått nok av alt ståket i Jakarta, og trodde at en småby med et visst kolonialt preg ville være bra. Men Manokwari var vel en liten skuffelse. Med unntak av flyplassen. Den var faktisk særdeles sjarmerende, som tatt ut av en reklame for reiseforsikring. Det er ikke her du vil oppdage at bagasjen din er blitt borte! Her har ikke mye skjedd siden flyplassen ble bygget for kanskje femti år siden. Byen i seg selv bærer preg av at den har vokst litt for fort. Jeg visste ikke mye om Indonesia før jeg dro, men det jeg visste var at landet består av mange større og mindre øyer og at en del av områdene ønsker å bli selvstendige eller få økt selvstyre. Øst-Timor fikk nylig sin selvstendighet tilbake og Ache-provinsen (som ble så hardt rammet av tsunamien i desember 2005) har etter lengre tid med borgerkrig også fått en viss grad av selvstyre. Jeg kjente derimot ikke til hva "transmigrasi" var for noe: For å unngå en ytterligere forvittring og oppsplitting av staten Indonesia (og som en høyst midlertidig løsning på problmene med den høye befolkningsveksten i de sentrale delene av Indonesia, særlig i de store byene) har myndighetene innført en ordning som omtales som "transmigrasi-politikken". Dersom jeg har forstått det riktig innebærer denne politikken at indonesere med lav inntekt, mer eller mindre frivillig flyttes til avsidesliggende områder som Papua (den indonesiske halvdelen av Papua New Guinea). De som flytter får visstnok omlag 10 mill. rupiah (DKK 6400,- eller NOK 6700,-) og et lite sted å bygge hus. Men det er visstnok bare "gode" indonsere som bekjenner seg til islam som får nyte godt av denne gavepakken. Ifølge en papuer vi snakket med fører denne voldsommme befolkningsforflytningen til økt konflikt mellom indonsere og papuere, og også i følge den samme papuer, betraktelig mer søppel og forurensning. Det er selvfølgelig lett å skylde på "de andre" når noe er galt, men at transmigrasi fører med seg store problemer er ikke så vanskelig å forstå: Dersom Jarkartas innbyggertall (ca. 16 mill. innb.) øker eller minker med 400.000 mennesker, spiller ikke det så stor rolle, men 400.000 nye mennesker på Papua (ca. 2,3 mill. innb.) spiller en veldig stor rolle! Manokwari har flyplass og funger vel derfor en transitby for transmigrasjon. Følgelig vokser den raskt. Det gjør også mengden med søppel i vannet. Havet er verdens største søppelfylling. Alt går i sjøen. Det fungerte sikkert når det var mindre mennesker der og alt avfallet var organisk. Men store mengder urenset kloakk og plastsøppel fra så mange mennesker setter et stinkende og ubehagelig preg på byen. Men i Sorong, nabobyen, syns jeg det var enda værre...

Byer er og blir et slit. Masse mygg, ingen mulighet for bading, masse mas med roping av HELLOOO MIISTERRRR!, men likefullt nødvendig for å fylle opp matlagre og drifstoff. Det tar dessverre alltid lengre tid enn man ønsker og tror. Det eneste som er virkelig bra med byene er at man slipper å lage mat selv hver dag. Og en annen ting... I Indonesia er det stort sett muslimer, men på Papua og i Menado er det mange kristne også. Det er fint at misjonærene har vært her før oss. Kristne har ikke noe forbud mot alkohol og selger dermed øl i sine butikker. Jesu underverk tar ingen ende; denne gangen vann til øl... Og om en er riktig heldig - kald øl! For en lykke! (Kjøleskapet ombord er nemlig ute av funksjon i overskuelig fremtid.)

Jeg bordet Grappen på mest mulig stilfullt vis: I en liten stokk-kano, ført av en enda mindre jente på omlag 10-12 år, ble jeg fraktet ut til der mitt hjem de neste tre måneder lå ankret opp. Det var en lett nervøs Mattias som i lett duskregn, sakte seg frem mot redningen. Kanoen var definitivt ikke laget for mine kilo, og jeg klarte ikke å la være å tenke på konsekvensene av et eventuelt ufrivillig bad ville koste av sykdom (det var litt av hvert som fløt forbi meg i vannet), våte illeluktende klær og ødelagt mobiltelefon (med kalender og 300 navn lagret). Jeg holdt meg lett fast i kanoripa med kun fingertuppene, mens jeg balanserte vekten min så godt det lot seg gjøre. Ved enhver bevegelse fra min side sildret det litt vann inn over ripa, og jeg måtte til å øse forsiktig. Vi lå så dypt i vannet at jeg på samme tid fikk skyldt neglene på både høyre og venstre hånd i det meget varme sjøvannet. Det gikk utrolig nok bra, og det var en meget lettet mann som entret Grappen. Seilbåtens fulle navn er egentlig S/Y Disalagraptus, men Grappen brukes også som en kortvariant. Den er 47 fot (ca 14m) lang, og er laget av stål. Ikke så stor sjangse for å synke pga hull i båten med andre ord. Ombord er det sengeplass for 6-7 mennesker av ulik kroppslengde, men med fler enn seks blir det meget trangt: I akterkahytten er det plass til tre (der bor jeg nå). Fremfor den ligger byssa på babord side (kjøkkenet), motor-rom i midten, og så toalett/bad på styrbord side. I det er det utrolig nok et badekar, men det er overfylt med dykkerutstyr. Fremfor dette ligger salongen, så midkahytten med plass til to og fremst, helt fremme i baugen ligger forpiggen, den minste kahytten, med plass til en og kanskje en halv. Nå er vi seks ombord, og det går greit. Men jeg savner stillhet, ro og litt ensomhet.

Mattias

Sorong, Indonesia

2006-01-10 Whalespotting

Jeg er så brun som jeg aldri før har vært. Det er gøy. Har endelig slutta å bli solbrent i samme sekund som sola viser seg (og det gjør den jo kl 0600). Det er fantastisk å se soloppgangene og solnedgangene her! Helt villt med så mye horisont. Det er finere enn de villeste kitch-bildene, både med og uten elg. Det ekvivalente for tropene er jo da selvfølgelig delfin i solnedgang. Har ikke sett de i solnedgang, men flere ganger på dagtid.

Og hval. En stor rusk. Ute ved Pulau Waigeo. Aner ikke hvor stor eller hvilken type, men den var større enn båten og den er 46 fot (ca 16 meter).

Mattias

2006-01-21 Papua, Sorong

Kære venner hjemme i Danmark.

Vi ved jo at der er gaste/andelsmøde på søndag, så vi bringer lige en frisk opdatering om forholdene på Disalagraptus.

Vi har det rigtigt godt her ombord på Grappen. Lige nu er vi i Sorong som ligger i den vestlige ende af øen Papua. Det er altså i landet Indonesien. Vi har været i Sorong i ca. 10 dage, for der er kommet 2 nye gaster ombord, og en er taget hjem efter at have været med ombord i 2 måneder.

I tror måske at papua ikke er andet end indfødte som kun render rundt og skyder med bue og pil, men Sorong er faktisk en større by. Her er både en Kentucky Fried Chicken og.... øhhhh, det er vist det hele.

De sidste par dage har vi lavet forberedelser til at sejle videre. Det indebærer bl.a. storproviantering. Vi farter rundt til de største supermarkeder som faktisk har et ret godt udvalg af almindelige varer. Sukker, mel, ris, pasta, dåsemad, vaskepulver, rengøringsmidler, toiletpapir, langtidsholdbar mælk, ja, alt hvad vi behøver indtil vi stopper i næste større by som bliver Menado i Sulawesi om ca. 1 måned. Det lykkedes os ikke at finde tomater på dåse, desværre, og havregryn er umådelige dyre her.

Vi har også været forbi grøntmarkedet hvor vi køber bananer, annanas, lange grønne bønner, advokado som vi laver dejlig guacamole af, mango, tomater (heldigvis), løg (der er kun små løg som tager lang tid at pille), og en masse andre forskellige tropiske frugter. De har faktisk lokalt producerede æbler her som smager herligt.

Så har vi toppet op med diesel og fyldt dunkene op med benzin så vi har til dykkerkompressoreren og påhængsmotoren. Det har regnet rigtig meget de sidste par dage, og vi har samlet meget regnvand i det nye regnsamlingssejl som er spændt ud over fordækket. Men alligevel har vi måtte købe noget drikkevand på dunke, for ikke engang de lokale drikker vandet i hanen. Heldigvis koster vandet ikke meget, men det er besværligt at transportere. Et værre slæb, især fordi vi ankrer ud for en lille ø som er lidt væk fra hovedkajen i byen.

Vi har med vilje valgt at ankre lidt borte fordi vi ikke gider høre på biltrafikken, og det er hyggeligere at ligge ud for en lille ø. Der bor mange mennesker på øen og der er kirker og moskeer. Moskeerne spiller ahhhhh-iiiiii-ahhhhhh-iiiiiii-ahhhhhh-musik og sang flere gange i døgnet, inklusive kl. 4 om morgenen.

I dag har kaptajnen været forbi immigrationskontoret fordi vi skulle have forlænget vores visum. Vi har nu været i Indonesien siden 1. december, og vi har kun visum til 60 dage, som dog kan forlænges til 90 dage. Kaptjanen måtte vente flere timer i immigrationskontoret. Imens har vi andre shoppet og lavet andre praktiske ting. Eksempelvis kan vi ikke få fyldt vores gasflasker af australsk type her (de har intet gaspåfyldningsanlæg) så vi har været nød til at købe en indonesisk gasflaske og regulator. De indoneskske gasflasker bliver fyldt et andet sted i Indonesien.

Vi forventer at vi sejler videre på mandag. Hvis man sejler non-stop til Menado tager det ca. 4-6 dage (450 sømil i modvind), men vi vil bruge 3-4 uger på strækket. I mellemtiden stopper vi ved nogle småøer for at dykke og explore. Jeg tror vi stopper 2 steder undervejs, begge af en uges varighed. Der hvor vi sejler hen er der ingen byer, men der findes landsbyer. Børnene i landsbyerne har aldrig se hvide mennesker før, og der er ingen elektricitet eller rindende vand. Toilettet er et hul i jorden eller de har bygget et toiletskur over havet, og affaldet ryger direkte i havet. Nogen steder har de dog en generator. Børnene sejler ud til skibet i deres kanoer som er lavet af udhulede træstammer (ja, det er rigtigt nok). De er så charmerende.

Så de næste 3-4 uger er der frit slag for hvor vi vil cruise rundt. Vi skal bare rigtig dase. Men der er dog også lidt arbejde som skal gøres. Bl.a. har nogle af gasterne haft reservedele med ned til skibet, så vi skal have monteret nogle nye spil og efterset andre. Jeg tror jeg vil sy et nyt solsejl af den gamle genua, for det gamle solsejl er ved at blive spist op af solen. Det er efterhånden også 6 år gammelt og godt brugt. Vi har symaskine ombord, så jeg skal bare tage mig sammen. Jeg har allerede udtænkt designet (jeg forbedrer det gamle design på nogle få punkter).

Det ene vindue i cockpittet et gået i stykker, det er revnet i 10.000 stykker på samme måde som et bilvindue. Det hænger stadig sammen, men vi skal have udskiftet det med noget pleksiglas som vi har liggende. Der er sikkert også noget andet som skal gøres, bl.a. skal vi have kikket på ventilationsslangerne til vandtankene og dieseltanken. Alt hvad vi opdager som skal laves skriver vi på To Do-listen.

Der er en ting som jeg glæder mig til: Når vi finder en dejlig strand, så skal vi have bål på stranden og grille nogle dejlige fisk. Vi har lige købt en guitar, for en af gasterne spiller, og så skal vi rigtig hygge os.

Ja, som I kan høre så går tiden med almindelige ting, vi keder os ikke. Der er hele tiden nok at gøre, og nu hvor vi er 6 personer om bord, så tager det mindst 2 timer for os at gøre os klar om morgenen inden vi kan komme ud af døren. Vi når det næsten altid inden kl. 12.00.

Efter Indonesien tager vi til Philipinerne, og derefter er vi ikke helt sikre på hvor vi tager hen, hvor kunne I tænke jer at tage hen? Papua New Guinea var fantastisk, og vi nåede ikke at komme til Bougainville.... Som tommefinger regel kan man regne med tre måneder i et land.

Nå jeg må løbe nu, for i aften skal vi i byen og danse indonesisk. Vi har ikke været på diskotek siden Madang i Papua New Guinea, det er mere end 2 1/2 måneder siden. (Og før det var det i Palau, for 5 måneder siden).

Kan I have et rigtigt godt møde, vi er desværre forhindret i at deltage....

Mange hilsner fra de varme lande

Bent og Anders.

2006-01-22 Papua, Sorong

Vi er fortsatt i Sorong. Venter på at det skal bli mandag slik at vi kan få ordnet papirene for å seile videre. Det er villt mye papirer hele tiden. Må ha seilingstillatelser for alle områder vi vil seile, innseilingstillatelse til byen, ankringstillatelse i byen, oppholdstillatelse for byen fra immigrasjonsmyndighetene, tillatelse for å kjøpe disel til båten og utseilingstillatelse fra byen. Dette kommer i tillegg til visum og utvidelse av visum og innvitasjonsbrev for å i det hele tatt få visum, helsebekreftelse og tollpapirer. Puh..., det var vel det meste. Bent brukte hele fredagen hos immigrasjonsmyndighetene og dermed så rakk han ikke havnesjefen... Kjedelig. Så lenge vi er i en by, så er det utelukket å bade. Sjøen er både kloakkrenseanlegg/toalett, søppelfylling og bade/vaskevann. Da er det ikke så innbydene å hoppe uti selv. Da er man ganske sikker på å få den lokale varianten av Kairo quickstep; Sorong quickstep (en evigvarende dans til det til enhver tid nærmeste toalett).

Akkurat nå henger det omtrent 20 store smil med store bustekrøllete hoder som glaner på meg gjennom de små ko-øyene i salongen. De kommer seg ut hit i små trestokkkanoer eller de svømmer ut med isopor, bilringer eller alt annet som flyter bra. De prater og styrer en hel masse uten at jeg skjønner stort. Bortsett fra "HELLOOO MISTERRRR MATTIAS!" og "GOOOOD BAAAY!" (du må ikke tro de har tenkt å dra selv om de roper dette). Det er stort sett den engelsken disse smårollingene kan, men det stopper dem selvfølgelig ikke fra å ha lange monologer (skjønt monologer ikke er helt det rette ordet, ettersom de jo er 20 stykker, men samme det; alle prater en hel masse og de prater til meg, om meg og forbi meg; i kor, som om de var én.) Det blir en helt sinnsyk kakafoni. Dette er kanskje femte gangen de har padlet ut til meg i dag. Første gang kl 0800, og nå er kl bare 12. Det begynner alltid med at én kano kommer ut full-lastet med småtråkk, og ikke lenge etter følger en hel armada med stokker etter. Dette kommer til å bli en laaaang søndag, med mye besøk og mye rop etter HELLOOO MISTERRRR MATTIAS! Grunnen til denne dyrkingen av MISTERRR MATTIAS kan kanskje forklares med at første dagen jeg var i land her så hadde jeg med meg en kilo med karameller. Det var helt vilt. Vips, så hadde jeg sikkert 100 unger rundt meg, og de hadde sikkert spist meg også, dersom ikke en litt større ungdom kom meg til unnsetning og fikk organisert kaosutdelingen av lørdagsgodteriet. (Utrolig naivt av meg å tro at en kan dele ut godter slik!) Etter dette er alle kidsa på fornavn med meg.

Nå er klokka 13.30, jeg har akkurat spist lunsj, og nå kom ungene tilbake for sjette gang! Flere enn noen gang. At de ikke blir lei. De har holdt på som dette hver dag helt siden 9. januar, men søndager er desidert værst. De har ikke skole i dag vet du.

Vi ligger egentlig ikke i Sorong by, men fem minutter med lettbåten fra havnen. Vi har ankret ca 200 meter fra en liten øy som heter Doom. Denne øya var tidligere administrasjonssenteret for de nederlandske kolonistene som var her frem til 1960-tallet. Her i Sorong og spesielt på øya Doom har misjonen satt sitt preg. Her er mange kirker; Katolsk, Pinsemenighet (Bethel), Syvendedags Adventister, og diverse andre protestantiske kirker. Noen nye og STORE, andre mindre og slitte.

Forresten, i følge Lonely Planet er Sorong den byen i Indonesia med høyest frekvens av HELLOOO MISTERRR. Det tror jeg på. Mektig lei av denne byen nå. Har vært her en evighet kjennes det ut som.

Mattias

2006-02-03 Pulau Wayag

Her vi er nå, er det en masse masse små øyer som liksom stikker opp av havet. På avstand ser det ut som én stor øy, men ved nærmere øyesyn ser en at det er mange øyer av litt ulik størrelse og høyde. De er av et slags fjell og ser ut som vulkansk konglomerat. "Limestone" hørte jeg det omtalt som på engelsk. Det har forvitret bort ved vannflaten, og derfor står øyene liksom opp av vannet, nesten som sopper. De er ikke dekket av regnskog, som landskapet de fleste andre stedene vi har vært var, men heller noe trekrattlignende. Selv om det er enkelte områder med litt mer jordsmonn hvor regnskogsvegetasjon dukker opp igjen. Båten er godt fortøyd mellom to bitte små øyer. Vi befinner oss altså i nok et paradis, øygruppen Pulau (som betyr "øy" eller "øyer") Wayag. Her er hvite korallsandstrender, overflod av fisk i havet, klart friskt sjøvann rett inn fra stillehavet, godt ly for det samme havets lunefulle humør, og de merkelige små porøse vulkanske øyene, som ser ut som om Vår Herre overlot til en litt lat tjener å tegne formene på; de er liksom litt enkle i streken, som når et barn tegner avrunda fjell. Se for deg en rekke med mange litt slappe U´er, der annenhver er plassert opp ned. Som et bergogdalbane-lignende landskap, svært likt noe av det landskapet du kan se i Tove Janssons beretninger fra Mummidalen. I tillegg er det en masse mindre øyer, som på litt avstand ser ut som små trykk-knapper. Ikke klesknapper, men knapper for å starte eller slå av noe. Alle knappene eller fjellene er så dels kledd med dette krattet eller også enkelte palmer i varierende utvalg og som nevnt enkelte steder med regnskog. Dersom en seiler inn mellom alle disse øyene, dukker det bare enda fler øyer og fjell opp, med enda fler små laguner. Ser ut som vi seiler inn i et landskap fylt med innsjø på innsjø. Det er veldig vakkert med hav, himmel, grønne knapper og berg-og-dalbaner. Og glemte jeg å nevne mengder av flotte korallrev? Med korallfisk i de utroligste farger og fassonger. Min kanskje favoritt til nå er en såkalt koffertfisk. Ja, du hørte rett, koffertfisk! (På engelsk kalles de trunkfish eller også boxfish). Og de er faktisk pakket inn i en boks (bank-bank, noen hjemme her?), og ut av boksen stikker munn, øyne, fire finner og hale. Den er utrolig dårlig til å svømme. Ser ut som en kryssning av skilpadde og fisk. Ellers er Klovnefisken, (den som er hovedpers eh... fisken i animasjonsfilmen Finding Nemo) som lever inne i anemoner, ganske fin med sine signalrøde og hvite felt. For to dager siden svømte jeg rundt en flokk (går nesten ikke ann å si stim om disse) på tolv Bumbhead fisk (vet ikke om de har noe norsk navn). Det var litt av en opplevelse. Disse var godt over meteren lange (i følge fiskeboka kan de bli opptil 130cm lange). De har veldig små øyen i forhold til hode og kropp, og kanskje derfor fikk jeg assosiasjoner til elefanter. De tygde i seg koraller som om det var knekkebrød - "KNAS-KNAS" hørtes på lang avstand. Ellers under vann har jeg sett havskilpadde, hai, barracuda, rokke i forskjellige farger og størrelser, tunfisk i ymse størrelser og drøssevis med papegøyefisk og milioner av akvariefisker av ulikt slag. Men (skuff) ikke sjøhest enda.

Mattias

2006-02-08 På vei til Manado

Hører dere endelig har fått vinter der hjemme. Akkurat nå savner jeg vinteren i Norge. Der kan jeg i det minste regulere temperaturen selv. Her er det aldri under 27°C. Som regel godt over 30°C, og det i skyggen. Under dekk i båten blir det raskt opp mot 40-50°C, for eksempel når vi lager mat (trenger for eksempel ikke salte maten, bare lar svettefossen gå rett i gryta) eller når det er lite vind. Og det er forresten heller ikke mye skygge her ved ekvator, så derfor er det kun om natten vi kan kjøle oss ned med temperaturer under 30°C. Hva sier du til dét? Så, vil du ha snø og blæst, eller tropevarme døgnet rundt? Jeg for min del vil til Bergen, vil til Bergen, med det samme; der har jeg det som fisken i vannet; vått og kaldt og breiflabb over alt! Savner regnet i Bergen.

Hører også de driver å brenner amabassader i Damaskus, konsulat i Beirut, kriger med norske soldater i Afganistan (akkurat dét var vel kanskje ikke noe nytt) og demonstrer utenfor den norske og danske ambassaden i Jakarta om dagen. Underlig kontrast til vår rolige seilas. Vi har besluttet å gjøre om storseilet til et gigantisk Danebro, med en liten sild av det norske flagget oppe i toppen. Frem med malingen Grapper!

Mattias

2006-02-10 på vei mot Manado II

For noen uker siden dykket jeg for første gang i mitt liv! Det var rart å plutselig være vektløs under vann. Eller egentlig ikke vektløs, men heller litt klumsete svevende; klarte ikke å finne balansepunktet. Enten steg jeg opp mot overflaten eller så deiset jeg i havbunnen - bump-bump. Litt som bumpibjørnene... Tok litt tid før jeg skjønte at når jeg puster inn, går jeg opp, og når jeg puster, ut går jeg ned. Plutselig kom det ti-tolv tunfisk svømmende rett i mot meg. De kom veldig fort, svømmet rundt meg to tre ganger og vips så var de borte igjen. Kult. Neste gang jeg dykket var liksom litt mer på ordentlig. Hadde like mye problemer med å holde meg på stabil dybde, jeg var på alt fra 14 til 25meters dybde i løpet av noen få minutter. Ikke bra. En kan bli syk av slikt. Har holdt meg til snorkling igjen etter dette.

Men jeg har ikke rukket å fortelle om det første paradiset vi ankret opp i Indonesia. Det var en helt utrolig fet lagune. Vi lå ankret opp omlag 150 meter fra land, delvis for å redusere ant mygg om kvelden og delvis for å ligge i god avstand fra rev og skjær i tilfelle det skulle bli uvær. Utenfor lagunen var det en mindre postkortøy med en perfekt sandstrand og kokosnøttpalmer. Dette var min første dag i paradis. Lagunen var egentlig ganske skummel ettersom det langs land var fullt av mangrovetrær. Det er slike trær som vokser ned i saltvannet, og det er slikt som gjerne anses som favorittmiljø for saltvannskrokodiller. De kan bli veldig veldig store og er kjempefarlige. Følgende står om krokodiller i en seileguide for området vi er i: "Swim briefly if you must. Do not under any circumstances underestimate the danger of saltwater crocodiles. A yachtsman was recently killed by crocodiles whilst swimming over his anchor to check it. If in doubt, stay out." Hehe... Den beste måten å bli mindre redd var å tulle med José, en annen av mannskapet ombord, om hvor farlige og store de var. Da ble vi selv liksom litt mindre redde. Vi hørte noen gisp etter luft og plask i ny og ne, men det var sannsynligvis bare en skillpadde som bodde i lagunen vår. Men vi var uansett veldig skeptiske til å gå i land i lagunen... Mudderbunn, mangrovetrær og jungel med råtten ferskvannskulp innefor er som en scene fra Crocodile Dundee. (HØY PULS!!)

Hva er ditt forhold til meldyr? Jeg hater krypa. Til nå har jeg katergorisert dem i tre ulike kategorier: brune, svarte og larver. Tror det de brune jeg liker minst. De kan fly tror jeg. Ganske ubehagelig å kjenne de krype rundt på meg når jeg sover, lager mat, leser bok, eller det er i det hele tatt svært ubehagelig å kjenne det kravler rundt på kroppen samme hva jeg gjør. Å bake med slikt mel er en pine. Sist tok jeg ut sikkert 200 brune og svarte udyr, før jeg ga opp, og bare bakte med krypa i. DET ANBEFALES IKKE! Tenk at jeg har kanskje litt over en teskje salt i brøddeigen får å fremheve den gode brødsmaken. Men når jeg sikkert har melkryp tilsvarende tre-fire spiseskjeer, hva er det da saltet forsterker smaken av? MELDYR SMAKER IKKE BRA. Jeg klarte med nød å neppe å trykke i meg tre brødskiver. Ble så kvalm at jeg ikke klarte å spise mer på åtte timer. Nå er båten 10 kilo mel og to kilo pasta lettere.

Nå seiler vi med 35 graders krenging, og det er ikke så lett i skrive når jeg ligger klistret opp etter veggen i salongen, samtidig som jeg forsøker å holde fast i både lap-top og printer. Men det er fint å se ut av vinduet. Om jeg er heldig kan jeg kanskje se en marlin, delfin eller kanskje til og med en hval suse forbi?

Mattias

2006-03-06 Philippines, Sulu Sea

Hei alle sammen!

Nå har vi passert de såkalte "caution areas" i sydlige Filippinene. Vi er nøyaktig 200nm sydøst for Puerto Princesa hvor vi regner med å ankomme 9/3. Vinden stemmer som vanlig ikke med værmelding og heller ikke med sesongen. Alt tilsier vind fra NØ, men det blåser 15 knop fra NNW for 3 døgn på rad. Sibutu Passage gikk svært mye enklere enn fryktet: vi seilte gjennom midt på natten og hadde tidevannet med oss både inn og ut av Sulu Archipelago. Ingen pirater ble observert, kun en norsk gasstanker registrert i Oslo. Vi pratet med ham på radio'n og han synes vi så godt ut med alle våre seil satt.

I morgen vil vi passere Tubbataha Reefs - sannsynligvis enda et dykkersted i verdensklasse. Det er beskyttet av UNESCO og diverse andre instanser. Dessverre er det en del sjø og vind i området så det er usikkert om vi kan stoppe.

Vi gleder oss til Filippinene. Jan og Daniel: nå er det bare 3-4 uker igjen!!

Mvh Jørgen, Even, Andy og Bent

2006-05-14 Et længe ventet møde med en dame i forvandling.

Jeg takkede, for ca. 4 mdr. siden, ja til en plads ombord på Disalagraptus, efter i et par år at have nøjes med at drømme om livet på de 7 verdenshave. Nu havde jeg endelig hanket op i min ellers ubeslutsomme popo og kontaktet langturssejlerforeningen for at søge om gasteplads på en af de mange sejlbåde rundt i verden. Da Daniel ringede for at høre, hvad jeg sagde til at komme med til Filippinerne og ombord på Disalagraptus, sprang mit hjerte et slag over og jeg væltede i min iver for at finde papir og blyant, en cola ud over samme. Fantastisk start på det eventyr jeg i dette nu er midt i.

Jeg rejste fra Danmark den.11 April 2006. Min veninde og jeg havde pakket rygsækken og ville nu rundt i det sydlige Thailand og opleve så meget som muligt på den tid vi nu engang havde. 24 dage lød billetten på, men hvilket skulle vise sig at være alt for lidt i det charmerende og farverige land.

Thailand var på alle mulige måder en rejse, jeg aldrig vil glemme og det var med noget blandede følelser jeg, den 4. Maj, vinkede farvel til min veninde og satte mig ind i taxaen, der skulle bringe mig til Phuket og derfra til Manila på Filippinerne.

Cirka et døgn senere, blev jeg i Manila, mødt af to velfornøjet og solbrune fyre, der på hotellet sad med hver deres øl og ventede på min ankomst. (hvilken skulle have fundet sted 2 timer tidligere, HVIS da ellers lige jeg havde befundet mig i Manila lufthavn og ikke Clark, som jeg havde fortalt de to over telefonen).

Det var Kim og Daniel, der sad der og smågrinede af mit manglende overblik. Daniel, hvem jeg skulle tilbringe de næste par måneder med g Kim som næste dag måtte tilbage til DK, efter 14 dages dykkerferie.

Disalagraptus, som hun tog i mod mig 

Efter en tur i byen på en af Manilas mange barer, tog Daniel og jeg, næste dag en bus mod Subic Bay, hvor jeg for første gang skulle hilse på den så omtalte Grappemor. Efter at have mødt de andre, Chanette, Jan og skipper Bent, slog vi et smut forbi en af de mange købmands-brugs-lignende forretninger og provianterede et par ”så-er-vi-samlet-øl” :0).

Måske var det held i uheld, at mørket havde lagt sig over Subic Bay og Disalagraptus, da jeg kravlede op af stigen og ombord på båden. Godt nok lå hun der badet i månelysets skær og med masten strakt helt ud så stjernerne synes smyge sig om toppen, men nogen skønhed var hun nu ikke. En dame under forvandling, i lidt støvede og slidte omgivelser!

Ikke desto mindre var det en god fornemmelse endelig at stå på dækket og mærke båden under mig. Den båd der de næste par mdr. skal være mit hjem og flytte mig rundt fra Filippinerne til Malaysia for derefter forhåbentlig at ende i Singapore, hvorfra jeg rejser hjem til den danske sommer.

Jeg og Chanette paa disko :0)..

Nu ligger jeg så her, i agterkahytten, 9 dage senere og er allerede en hel del oplevelser rigere. Grappen venter stadig utålmodigt på de sidste 2 lag bundmaling og sine stafferinger, som er forsinket pga. tyfonvarsling. Det er nu kun småting, der mangler at blive færdiggjort så som pletmaling, oprydning og den sidste rengøring, påmontering af sejl, proviantering og lidt andre ting jeg på ingen måde har forstand på :0).

Vi satser nu på at få hende søsat onsdag, og kan kun håbe på, at der ikke er flere tyfoner eller orkaner på vej:0). Vi her på Grappen beder om godt vejr, så de lidt småsløve malere kan blive færdige, og vi kan komme på eventyr.

Overstyrmand, Daniel og skipper Bent faar sig en middags smb (fantastisk lokal ol)

Mette

-Subic Bay, Filippinerne-

2006-05-16 Tiden flyver

Et eller andet sted skal man jo starte og eftersom jeg, hjemmefra, svor at jeg ville skrive dagbog, så både besøgende på hjemmesiden og jeg selv senere ville få glæde af fortællingerne, må jeg vel hellere komme i gang. Nu kan man jo så godt undre sig en smule over, hvor præcis det er, de sidste 14 dages dagbogsberetninger har forvildet sig hen og dertil kan jeg kun sige… ”San miguel og dovenskab”. Uden at afsløre for meget, kan jeg nævne at vi er meget kulturelle, hvad angår landets mad og drikke vaner (i særdeleshed sidstnævnte) her på Disalagraptus.

Jan og hans midlertidige hovedpude! kl er 4 om morgenen, saa man kan vel ikke fornaegte manden en lille lur.

Tiden er fløjet af sted de sidste knap 2 uger. Dagene rives ud af kalenderen, en efter en, i en sådan fart at ikke engang jeg selv har kunnet følge med. Ting tager tid hernede og en simpel opgave som at køre til byen for at hente nogle madrasser, synes usandsynlig at få overstået på en formiddag.

Daniel og jeg havde sat os for at der nu skulle hentes skumgummimadrasser så vi, beboerne i agterkahytten, kunne komme til at gå oprejst igen, efter for mange nætter på de noget tyndslidte madrasser. Vi tog en af de så berømte (eller berygtede) jeepney`s ind til Olongapo og startede med at gå rundt, en halv times tid, for at finde et sted med madrasser i de rigtige mål. (Først slog vi selvfølgelig lige et smut forbi Mc. Donald, i forsøg på at reparerer lidt på nogle grimme tømmermænd). Da vi så fandt frem til butikken, skulle vi jo igennem hele ”prutte-om-prisen-og-gå-for-at-komme-tilbage-2-min-senere-ritualet”, for i dette tilfælde at måtte acceptere prisen eller gå uden skum :0). Nedtur.

Jeepney`en, der udgør størstedelen af Olongapos transportsystem

Vi sluger vores europæiske stolthed og træng til at forhandle bedre pris og takker ja til købet (på dette tidspunkt har vi allerede været på farten i halvanden time)

Da den stakkels dame endelig for bugseret den store madras ned fra de 4 meter høje stabler og hen til hullet i gulvet( hvorfra den skal kastes ned igennem da lageret er på første sal og udgangen i stuen), rammer madrassen en af kanterne og for revet et stykke skumgummi af. Nu bliver der for alvor kaos. Daniel vil overhovedet ikke høre tale om at købe madrassen med hullet og den lille dame fortæller forsigtigt at de altså ikke har andre. Hun får dog alligevel ringet rundt og efter et kvarters tid, kan hun fortælle os at der er en ny madras på vej til os. I mellemtiden er Daniel kommet på at vi selvfølgelig bare skal have et nedslag i prisen og ikke en ny madras. Damen ringer så rundt igen men uden held, hun har ikke selv lov til at give rabat og hendes chef er åbenbart ikke sådan lige at finde. Efter en masse snakken frem og tilbage, ankommer der så en fyr med en ny madras. Denne er bare desværre møj beskidt og ikke helt samme kvalitet som den anden. Det hele ender så med at vi, efter ca. 2 timer, går derfra med den første madras og et nedslag på 30 pesos. (ca.3 kr.). Sådan skal DET gøres Mette og Daniel! Hmmm…..

Hele dette scenario tog det meste af formiddagen, og så havde vi jo bare fået hentet madrasserne. Dertil kommer så den tid det tog at få dem transporteret hjem, skåret til og få dem ombetrukket. EN opgave ud af…tjaa, ret mange.

Filippinske arbejdere i deres rette element: ”Pause-mode”

Anyway… One down, a lot to go :0).. I det mindste ligger vi nu på nybetrukne (betrukket i det gamle solsejl), 10 cm. Tykke madrasser. Ahhhh

Mette

-Subic Bay, Filippinerne-

2006-05-20 Lige ved og næsten

Kan ikke slaa manden af hesten.. men sorme om ikke den kan drive en til vanvid hernede. Nu er vi saa taet paa og kunne kaste grappemor i vandet og saa aligevel skal der bruges 2 dage paa at male 7 ondsvage pletter. Det der med at at sidde paa daekket og kikke ud over omraadet med baade, der hverken er halvt eller helt faerdige, og det spejlblanke vand, kun 20 meter fra staevnen, synes bare ikke laengere tilfredstillende. I de her dage, hvor vi er saa taet paa, foles det mere som en haan end noget andet, at vandet praktisk talt ligger for snuden af os og vi er ude af stand til at komme i det.

Dog er der lys for enden af tunnelen :0).. Hvis ellers det hele flasker sig ( hvilket jeg allerede har erfaret at ting sjaelent gor paa disse bredegrader), skulle vi kunne faa baaden i vandet i lobet af i morgen og saa vaaere klar til afgang mandag eller senest tirsdag. Yeahaaa, siger jeg saa!

Solnedgang fra de to canadiere, kyle og cody`s, katamaran

I gaa fik vi lavet en del ting. Chanette og jeg gik igang med rengoring og oprydning i kokken og cockpitt, hvilket nu ser fantastisk ud :0). Puha, det er i ovrigt ikke helt nemt at gore rent i de 40 grader det nemt bliver under daek. Der skal sin kvinde til at beholde kluden i haanden og ikke laegge sig paa daek med en kold vand og noget solcreme! Der kom navn paa siden (saa fint), zink anoder og genuaen blev monteret, kompressoren klargjort, pletmaling med sidste lag undercoat, alt betraek blev vasket, dinghy`en skrubbet, ny plade til motor monteret og ja, saa en masse andre smaating. Alt i alt en ret udbytterig dag :0)

Saa valgte vi til gengaeld ogsaa at fejre det med en ordentlig bytur! Chanette og jeg, efter indtagelse af lidt for mange san miguel`s, endte med, kl 7 om morgenen, og sidde paa en lille lokal bar, et sted i Olongapo, og synge kareokee med 6 filippinere, der ligesom os,skulle have valgt at gaa hjem for adskillige timer siden :0). Naa, men hyggeligt var det da og der er nu noget fantastisk ved de steder, der er saa lokale at man er i tvivl om hvorvidt det er ejerens stue man traeder ind i nar man bestiller en ol.

Dagen i dag har, for mit vekommende, vaeret starkt praeget af efterveer fra nattens strabadser og jeg har derfor ikke selv ydet det helt store bidrag i dagens arbejde. Nu er kl 22 og jeg vil hjem paa daekket og taelle stjerner (eller maeske det bliver faar). Glaeder mig til duften af havluft!

4 traette grappefolk, hjemvendt fra frokost:

Mette jakobsen
-Subic Bay, Filippinerne-

2006-05-21 Grappen flyder

Disalagraptus i vandet

Kl. var lidt over 8 da jeg vaagnede i gaar morges. Der maa ha vaeret lige knap 60 grader i kahytten saa der var ikke meget andet at gore end at staa op. Der var stille rundt paa baaden saa jeg besluttede mig for at tage ind til byen og kobe noget morgenmad til os. Det blev til noget brod, crossainter, aeg til srambled eegs og et par pinapplejuices, egentlig vores forste morgenmaaltid paa baaden.

Da jeg kom tilbage var folk saa smaat kommet paa benene, igang med at fjerne det sidste sovn fra ojnene :0). Maleren var kommet og inden laenge, kunne vi smeske os i den gode nyhed, at vi om 2 timer kunne smide baaden i vandet. JUBIIIHUUU!! endelig, endelig kom dagen :0) var sku ellers ved at frygte, at det eneste vand jeg skulle have under fodderne, var fra de pytter der har samlet sig rundt paa pladsen.Vi fik stuvet de sidste ting vaek, fandt Jan`s medbragte "Disalagraptus t-shirts" frem og begyndte at puste ballonner op! (eller det vil sige, chanette og jeg gjorde).

Det var et stort ojeblik da Grappemor, for forste gang i knap to mdr., fik vand under kolen... og flod! Lyver ikke helt hvis jeg siger, jeg kunne ane en hvis form for lettelse og forlosning i ansigtet paa Skipper bent :0) (og os andre 4 selvfolgelig). Hun var nu flot, som hun hang der, over vandet, skinnende nymalet og spejlende i det blanke vand. Et kaempe stykke arbejde men sikke en baad hun nu igen er blevet:0)

5 glade grappefolk i smækre, lækre T-shirts

Efter at have faaet os fortojret ved vores plads, var det paa med t-shirten, frem med en øl og saa skulle der ellers tages faellesbillede, vores forste af slagsen:0). Der blev drukket et par ol og saa igang med opdatering af den sidste "to-do-liste". Det er aabenbart ikke bare at kaste fortojringerne og saette sejl :0). Nej, nej, der maa tjekkes alverdens ting og sager forst. Men hvad ved jeg ogsaa om det.

Chanette og jeg tog til Olongapo, for at handle de sidste ting ind, en tilsyneladende simpel og hurtigt overstaaet opgave. MEN nej, ikke her :0). I supermarkedet brugte de 50 min. paa at kore Chanettes american ekspress kort igennem, 50 MIN, sorgeligt! De maatte ringe til alverdens steder, kun for at opdage at de stadig ikke havde nogen anelse om hvordan man brugte et kreditkort!! Det er vidst ikke hver dag folk betaler med kort i den butik. Anyway, det endte med at vi smed kontanter paa bordet, tog kviteringerne og trampede ud af butikken.

Vi tog paa italiensk restaurent og fik laekkert mad, efterfulgt at div. drinks og san miguels, rundt i Olongapo`s natteliv. Fejres, det skulle sosaetningen da :0). Heldigvis blev jeg IKKE saerlig beruset, begyndte IKKE paa tequila-shots og gik helt sikert IKKE paa scenen og sang "time after time", uden rigtig at vaere i stand til at laese teksten paa papiret foran mig :0).Nu er kl. saa snart 22, dagen derpaa, og min mave slaar stadig knuder...jeg har jo nok fortjent det, tænker jeg.

I morgen sætter vi saa sejl, eller taender i hvert fald motoren og vender snuden mod Palawan, en tur paa ca 300 somil. Ca. 3 dage, hvor det skal vise sig om jeg kan staa distancen i forhold til den berygtede sosyge :0). Det bliver en stor dag! Nu skal vi for alvor paa eventyr!

Mette Jakobsen

-Subic Bay, Filippinerne-

2006-05-22 knaekket bolt i masten

Meget interessant indlaeg jeg nu har gang i her, een dagbogsberetning om en knaekket bolt i masten, en af de vigtigste grunde til at Disalagraptus overhovedet kom paa land :0). Saa helt uvesentlig er den vel ikke..

anyway, her er det saa, det soleklare bevis paa en 10 millimeter tyk bolt, braekket over i to.

Spaendende, ik. :0)

Mette Jakobsen
-Subic Bay, Filippinerne_

2006-05-25 Min forste nat paa havet.

Kl. er 02.30 og Disalagraptus har kursen sat mod Fortune
island, 17,7 sømil herfra. Vi har nu efter et par timer uden
vind, fået vind i sejlene og skyder 5,5
knob.

Nattehimelen har, for mig og se, aldrig været
smukkere end i nat. Min søster (som selv har været
på langtur) har mange gange sendt breve hjem og beskrevet
nætterne på havet og i nat forstår jeg bedre,
hvorfor det, som hun siger, er så svært at finde ord
:0)

Vejrhanen, i toppen af masten, er omkranset af
tusindevis af klare stjerner, stjernebilledder jeg ved eksisterer
men som i nat synes et stort uorganiseret rod.... men hvilket rod!
Hvis bare rodet imin køje var lige så smukt og
fortryllende :0)

Kl. blev 15 før vi var klar til at smide
fortøjringerne og vinke farvel til folkene fra watercraft
venture og Subic Bay. Det var en fantastisk fornemmelse at se
havnen bag os, langsomt, blive mindre og mindre, for til sidst bare
at være en prik i horisonten. Jeg er sikkker på det var
fryd og lettelse der gav genlyd i skroget på grappemor, da vi
ude af bugten, satte sejl.Efter et par timers sejlads og som
mørket brød frem, lagde vinden sig og vi brugte derfor
tiden på en tur i vandet. Stjernerne stod alleredde klart
på himmellen og da Bent, som den første, hoppede i
vandet, lyset morilden ham op som var han indsmurt i noget
nærmest radioaktivt. Det var abslut intet problem at
lokalisere ham i den ellers sorte nat :0)

Noget af det, der langsomt er ved at gå op for
mig, er at det er en ting at være ombord på en
sejlbåd når den står på land eller ligger til
kaj og noget helt andet, når først man har vind i
sejlene! Puha, hvor er der mange ting man skal lære :0) Jeg
har det lidt som om jeg er blevet kørt over af noget meget
stort og tungt, nu her hvor jeg får tid til at lade tankerne
flyde.

Alt den information der er kastet ind i mit lille hovede i
dag, er nu ved at finde sine rette hylder men hvilket ikke rigtigt
synes at gå stille for sig :0) Jeg glæder mig nu aligevel
til min stanby-vagt er ovre og jeg kan komme til
køjs.

Er spændt på hvad i morgen vil bringe af
oplevelser. Lige nu er det at være flydende egentlig nok,
så mon ikke jeg bliver positivt overrasket
:0)..

Jeg vil tulle op og dele en chips o-hoy (fantastisk chokoladekiks)
og et glas lunkent isthe med Daniel :0)

Mange hilsner

Mette Jakobsen

-Fortune island, Filippinerne-

2006-05-26 Fortune island og ren afslapning

I gaar vaagnede jeg efter en skon nattevagt under stjernerne
og stak hovedet op af lugen for at sige godmorgen. Der var godt nok
ikke nogen til at onske MIG god morgen men til gengaeld modte mit
blik solens skarpe straaler og det klareste blaagronne vand man kan
forestille sig. Vi havde smidt anker ud for Fortune Island, en o,
kun beboet af to personer, der efter signende skulle passe et
gammelt resort i forfald.

Jeg startede med en tur i baljen, nojagtig som jeg har dromt om de
sidste mange mdr :0) og blev bestemt ikke skuffet da jeg opdagede
de mange fisk og smukke koraller under mig. Sigbarheden var omkring
25 meter, ikke daarligt eftersom jeg kun har dykket med max 15
:0)..

Dagen gik med at snorkle, sole og "lure den" rundt omkring paa
baaden. Ikke den store flid der blev lagt for dagen... HYGGELIGT,
det var det nu :0). lunchen bestod af bents hjemmebagte boller og
frugt. Vi er jo nok kommet til at proviantere frugt og gront en dag
for tidligt saa lige nu kaemper vi en kamp for at faa det
udryddet.. I ovrigt ikke spor svaert i den her varme :0)

Da solen aligevel blev for skrab (kaemper jo bravt for at naa op
paa siden af Chokolade-kongen, alias daniel, der naadestlos bliver
sortere og sortere dag for dag :0)..), gik jeg i salonen og brugte
en times tid paa at redigere billeder og skrive lidt hertil siden.
Selvfolgelig fik jeg lavet rod i det og skipper maatte asistere
(noget med et usb kabel sat ind i en netvaerks indgang...eller hva
det nu hedder)

Vi besluttede os for at sejle mod Puerto Galera da vi toser gerne
ville have lidt dykning med instruktor og Bent skulle opsnuse en,
der kunne kikke paa noget
generator-regulator-oplader-konverter-ting (det er her jeg saa
afslore min totale mangel paa mekanik-forstaaelse)

Vi hev altsaa anker ind ved 16 tiden og satte kurs mod Galera. Det
blev en fin nat med alt fra vind paa 25 knob og til vindstille
(selvfolgelig paa min vagt).
Vi fik besog af et par delfiner, eller smaa hvaler, alt efter hvem
af os man sporg :0), som fulgte os en times tid men paa afstand.
Helt taet paa kom de desvaerre ikke, haaber jeg har den oplevelse
til gode :0)..

Kl blev 6 og solen rejste sig langsomt af havet paa bagbord side,
jeg drak en varm kop cacao og tullede ned i min koje :0)

En fantastisk dag i det Filippinske o-hav.

Mette Jakobsen

-Puorto Gallera, Filippinerne-

2006-05-27 Dykning og dinghy-crash

White beach.

Jeg vågnede igen op til en fantastisk morgen i det Filippinske. Vi lå og vuggede i en smuk bugt uden for Puerto Galera, en bugt hvor de mange palmer og små hytter omkring os spejlede sig i det grønne vand. Uanset hvordan mit humør er når jeg slår øjnene op, kan jeg ikke undgå at blive glad når jeg sætter mig i cockpittet og ser hvor jeg er. Jeg har sommetider frygtet at jeg ville tage mine omgivelser for givet når jeg havde været afsted en tid, heldigvis kan jeg glæde mig over at jeg på ingen måder er nået dertil endnu! :0)

 I går havde vi et enkelt dyk, mit 7 af slagsen, og det var omtrendt lige så godt som jeg husker phi phi for en mdr. siden. Godt nok var sigtbarheden her kun omkring 10 meter og jeg så ingen hajer, som på nogle af mine forige dyk!.. Blev jo nok lidt forvendt i Thailand, hva det angår :0). I hvert fald blev vi enige om at tage afsted igen i dag og pakkede derfor udstyret for at sejle mod ”Scandinavian divers”, på laguana bech, bare 15 min. herfra.

 Det blev et lidt anderledes dyk end regnet med, da vi, så snart vi gik ned, mærkede de lidt over 2 knob strøm tage fat. Det var en fed følelse, vægtløs, at lade sig flytte i den fart. Når man ser bort fra det kilo bly jeg havde fået for meget på og derfor tossede lidt rund i begyndelsen, var det jo næsten ligesom og se Find Nemo (ja altså hvis man, som jeg, er tegnefilmselsker og ved, at de på et tidspunkt i Nemo, bliver ført fra et sted til et andet af en kraftig strøm). Lige så elegant var jeg dog ikke. Anyway! Bent og jeg blev væk fra de andre men blev nede og lå de sidste 10-15 min. på 4 meter, hvor der var masser af se på! Solens stråler lyste korallerne og de mange fisk op, fantastisk :0).

Jan og jeg paa vej fra et super dyk (vi er nu i noget bedre humor end vi ser ud til her :0)...)

 Jeg var ikke lige så imporneret over dykkerguiden (instruktøren) som jeg var over dykket, han var faktisk et fjols for at sige det rent ud, så jeg vagle at tage til Sabong og tulle lidt rundt i stedet for et andet dyk. Sabong, er der hvor det sker hvis man da er fyr og leder efter selskab :0)... I dagtimerne skal det dog siges at der hersker en behagelig laid-back stemning, ikke underligt eftersom det er dykkermekka af rang! Jeg mødtes med chanette og vi nåede lige akkurat at bestille en øl og en shake, før de andre ringede efter os og sagde at de lå og ventede på os i dinghy`en.

 Til aften tog vi alle dinghy`en ind mod yathclub`en, hvor Chanette og jeg havde krævet at få tid til et ferskvandsbad imens drengene ventede :0). Jeg var sku begyndt at minde om Bob Marley med mine dreadlocks (hmm, farligt ord og give sig i kast med). Nå men det skulle ikke gå så nemt som vi troede, da jeg på vej i sejlrenden, fik noget i skruen. Eller det vil sige at der var så lavvandet at skruen gik på bunden og jeg panikkede et øjeblik og lod motor være motor (og som daniel i dette øjeblik tvinger mig til at fortælle, gav jeg den jo nok også en lille smule gas da vi ramte stenene). DET skal man så ikke gøre når man er i båd med tre fyre!.. Der går jo nok en dag eller to inden der igen står Mette på kaptajnpladsen ;0)..

 Middag på pizzaria, og en bumletur til Sabong i deres, knap så komfortable, tricycle. Et par øl og god livemusik og så hjem ad igen. Da der kun var motorcykler at komme tilbage med måtte vi jo vove pelsen. Vejene er omtrendt lige så hullede og ujævne som hannerup skov, så egentlig var det en helt spændende oplevelse :0). Vi overlevede turen og var sikkert tilbage på grappen til en natte-sludder om alt og ingenting.

Solen gaar ned over bugten i Puerto Galera.

Endnu en dag er gået. 14 grader nord for ekvator.. et lille paradis midt i det Filippinske ø-hav. Dagene forsvinder en efter en og desværre alt for hurtigt :0)

 Mette Jakobsen

-Puerto Galera, Filippinerne-   

2006-05-30 Endelig afsted

Snart 2 måneder er gået siden jeg forlod Danmark en kold forårs dag. De 55 dage er gået med arbejde på Disalagraptus. Uden Bent var vi sku aldrig kommet af sted, han har en utrolig viden, og man kan godt mærke at hans erfaring med langturssejlads gør at man føler sig lidt mere sikker. Jeg er jo helt grøn og har vel sejlet 20 timer sammenlagt med en lille sejlbåd. Det gør dog at jeg har en god fornemmelse, selvom grappemor vejer 20 tons mere, så er det samme grundprincip. Vi har ligget oppe i Subic Bay, cirka 3 timers kørsel fra Hovedstaden Manila på Filippinerne. Olongapo som byen hedder, et område i udvikling, da den Amerikanske base ligger lige op af. Selvom det ser fattig ud i gaderne, må man sige at de fleste folk er utrolig gæstfrie. Man foler sig dog noget speciel naar man kommer som hvid i dette omraade.

Farvel til nye venner paa kajen i Subic Bay

I Torsdags kom så dagen hvor vi endelig kunne sige farvel til alle vore Filippinske venner, andre vi havde mødt og Disalagraptus kunne paa ny sætte kurs ud af Subic bugten. Jeg folte en glaede, som aldrig for og som er det jeg har laengtes efter i mange aar, en drom gik i opfyldelse . Vi gik for motor hele vejen ud. Genuaen blev sat, og jeg mærkede hvordan vinden tog fat i de mange tons. Vores mål var koral Ø`en, Fortune Island, cirka 30 sømil sydøst om Subic. En nat sejlads. Ved midnat forsvandt vinden fuldstændigt, og vi måtte finde på noget andet. Hvorfor ikke tage en svommetur på 200 meter vand, indhyldet i den smukkeste morild, som lyser vandet op når man bevæger sig. Fantastisk syn for øjet, og det var ikke lige der jeg tænkte på mit 8-16 job.

Næste dag da vi vågnede op, stod Fortune island foran os sammen med en solopgang. Vi brugte dagen på at bade og snorkle. Desværre fandt Bent en fejl med den dymano i motoren som fylder vores batteri med strøm, som resulterede i at vi måtte lave en lille kurs ændring og sætte sejl mod Porto Galera. Det har hele tiden været planen, men en plan vi havde ændret p.g.a. forsinkelsen. Vi satte derfor sejl allerede samme aften, med kurs mod P.G. og igen med nye oplevelser på vej. En kraftig vind på min vagt, med op til 20 sek. m., fik mig til at føle det jeg altid har drømt om, nu er jeg på vej, og hun ligger fantastisk i vandet. Igen ved midnat skete det samme, vinden forsvandt og vi måtte ligge stille. I samme øjeblik vi skulle starte motoren, kom 6-8 delfiner springene. De ville lege, eller måske bare imponere os. Det så allermest ud til at vi var under angreb, da morilden fik vandet til at lyse op og de mindede om missiler, der ville træffe os. Det var et mega fedt syn og jeg glæder mig til igen at opleve dette fantastiske dyr.

Bugten, en del af indsejling til Puerto Galera

Kl. 8 var vi fremme, og vi var virkelig spændte. P.G. er et turist sted for dykkere og det siges at man finder noget af verdens bedste dykning her. Turister er der, men ikke mange. Det er alligevel svært at komme tæt på lokalbefolkningen, da de fleste ser penge i en hvid mand. I går stod der dykning på programmet, og i dag det samme. Jeg har valgt at blive på båden og slappe helt af. En lille øre betændelse gør at jeg ikke kan udligne trykket, så må man jo blive hjemme og kede sig, mens de andre boltre sig i koraller, tricker fish osv.

Vi bliver her i P.G. indtil vi har fixet laderen til batteriet, og vores næste mål ligger endnu mere syd, en lang Ø der hedder Palawan. Her regner vi med at ligge i nogle uger.

Vi er på vej mod Borneo/Malaysia, og så videre til Singapore.

Daniel i forsog paa at partere en 3 kilos tun (desvaere ikke selvfanget)

Håber alle har det fantastisk hvor I end måtte være, nyder det tropiske forår, og glæder jer over hvor godt vi har det i Danmark.

Daniel
-Puerto Galera, Filippinerne-

2006-05-31 Ene og alene paa grappen

Jeg vågnede i nat med en rigtig skidt fornemmelse i maven. Kl. var vidst omkring 3 og min søvnkvote var åbenbart opbrugt for denne nat. Egentlig skulle Jan, Chanette og jeg en tur ind på øen for at se et vandfald, sejle lidt på en flod og så ellers bare se hvad vi kunne finde af spændende ting og opleve. Sådan skulle det ikke helt gå for mig og jeg måtte sige farvel til de andre og blive alene tilbage på båden.

Jeg lagde mig op på dækket for at få lidt luft men faldt i søvn og vågnede op med en lidt solbrændt bag :0) Det er nu ikke som og lægge sig i baghaven derhjemme og sole. Her er der virkelig knald på :0)

Egentlig havde jeg rigtig godt af en dag kun i mit eget selskab, det er ikke mange timer jeg kan tælle uden mennesker omkring mig, i løbet af de sidste 2 mdr. Og tid til at tænke og filosofere i disse omgivelser må siges at være balsam for sjælen. Jeg brugte dagen på at læse, bade, høre musik, se en film og så ellers bare ligge på dækket og kikke op i himmelen (som jo nok er blevet en af mine yndlingsbeskæftigelser :0)..). da det blev mørkt, som det jo allerede gør kl 18 her, tog jeg en madras op og lagde mig under himmelen, hvor jeg nød den milde vind i ansigtet efter en dag med omkring 35 grader. Jeg faldt i søvn og vågnede først da jeg, ved 23 tiden, hørte lyden af dinghy`ens motor.

Daniel og Jan i en af de saa saa beromte tricycles

Egentlig er det ikke en dag med det vilde at berette men ikke desto mindre en dag, som dagene for en rejsende, er flest. En dag i anderledes og smukke omgivelser og med tid til at tankespil og fordybelse. For mig blev det i dag i bogen ”kunsten at leve” af Juan Arias og Fernando Savater, en bog om samfundet, opdragelse, smerten og glæden, kærlighed og død og meget mere. Måske går jeg hen og bliver helt belæst.... eller.... måske ik ;0)...

Mette Jakobsen
-Puerto Galera, Filippinerne-

2006-06-01 Mette "poolhaj" jakobsen.

Daniel og jeg startede ud med en svommetur for lige at vaagne :0)

Der var ingen planer lagt for dagen saa vi tog dinghyen ind til breden og gik lidt rundt for at se hvad der gemte sig derinde paa land. Vi har nu ligget her i bugten i en lille uge og hver morgen har jeg nydt synet af det lille resort med de smaa palmer svejende over vandet :0). Aligevel har jeg ikke sat fodderne paa land en eneste gang, saa nu maatte det vaere :0).

Der var egentlig ikke det vilde at se selvom jeg dog blev noget opmaerksom paa en bruser, der uden tvivl sprojtede det skonneste ferskvand ud af dens hane. Nu er det saadan med piger og saltvand... Tja, yderligere forklaring behoves vidst ikke. Ferskvandsbad er bare lykken :0).

Vi sejlede ind til puerto Galera hvor vi stodte paa Bent og fik en pizza paa "Sharkeez", hvor vi vel efterhaanden er blevet stamkunder. Hyggeligt sted med gode pizzaer, shakes og internet :0).

Daniel med en af "vores" 2 unger paa sharkeez

Daniel og jeg tog videre mod Sabang da Daniel skulle haeve lidt penge. Det var planen at fange en jeepny men efter et kvarters gaatur og intet andet modt end tricycles, maatte vi arkende vores nederlag og hoppe paa en af disse. Paa turen fandt vi saa ud af hvorfor vi ikke havde kunne opspore en jeepny. Der var begravelseoptog, hvilket betod at alle oens jeepneys, 10 tricycles og en masse motorcykler fulgte efter kisten, som var plaseret paa en gammel ladvogn og tildaekket med smukke blomsterdekorationer. Det var noget specielt at overvaere eftersom optoget kom korende ad en smal, hullet og stovet grusvej. Meget langt fra det danske optog med den blankpoleret ligvogn paa de trimmede veje. Kontrasterner er til at faa oje paa i denne del af verdenen.

Udsigt fra scandinavian divers tagterasse

Vi endte paa en hyggelig restaurent/pool-bar ned til vandet og jeg taeskede, for forste gang, Daniel (hvilket han selvfolgelig aldrig vil indromme)! Stor dag!!! Vi faldt i snak med en af pigerne der arbejdede paa stedet og hun fortalte at hun, paa en 8 timers arbejdsdag, tjente 210 pesos, hvilket svarer til ca. 25 kr. Jeg er ikke sikker paa den var gaaet derhjemme :0).

Fyren, der i 2 timer havde siddet og ventet paa at vi netop skulle vaelge hans baad at sejle hjem i, blev noget fornojet da vi hoppede ombord. Tilbage paa baaden stod den paa laesning og laeskedrik paa daekket :0).. ja og saa en lille lur for mit vedkommende.

Jan og Bent kom tilbage med en pose ol og vi kunne nyde de kolde drikke til den, for laengst overstaaet solnedgang. Det blev til pasta, pesto og kylling, et par glas rodvin og saa ellers stjernekikkeri. Paa saadan en aften, lober man hurtigt tor for ting at onske med alle de stjerneskud :0)

Mette Jakobsen
-Puerto Galera, Filippinerne-

2006-06-05 Apo reef og North Busuanga

I forgårs vinkede vi så farvel til folkene på ”Anthucka” og sejlede for motor ud af puerto Galera bugt. Kl. var blevet 16.30 inden vi kom afsted, først skulle der hentes vand, handles frugt og grønt, tanket diesel, og så ellers den sædvanlige oprydning.

En af de små øer omkring Apo Reef

Målet var Apo reef, hvilket vi nåede kl. 11.30 i går, efter ca 19 timer for motor. Kun enkelte gange blæste det en 5-6 knob og genuaen blev sat. Apo reef er et koralrev, der ligger som en ring midt i havet, omkranset af azurblåt vand og den fineste sandbund. Området dukkede op som ud af den blå luft og vi lå derfor for anker midt på havet, men på bare 18 meter. Det var en speciel fornemmelse at springe i vandet og svømme de ca 300 meter mod revet. De gange jeg har snorklet, har jeg kunne se land, så hvidt jeg husker.. Her var der vidst en lille ø langt ude i det blå :0) (overdrivelse fremmer forståelsen, ik)

Bort set fra at jeg lå med røven i vejret, langt ude i ingenting, var det et ganske smukt syn der mødte mig under overfladen. Farvestrålende koraler, søanemoner og fisk i alverdens størelser og i alle regnbuens farver, levede lige under mig. Det tog mig et stykke tid før min vejrtrækning igen kunne kaldes for regelmessig :0)

Tjaa, man er vel på ferie.

Desværre fik vi besøg af ”Apo reef rangers”, der i modsætning til os, synes vi skulle slippe en portion penge for at ligge hvor vi gjorde. Egentlig var vi forberedt, da revet er en del af en fredet nationalpark.

Vi blev alligevel enige om at hive ankeret ind og sejle mod det nordlige Busuanga, en tur på bare 30 sømil.

En smuk solnedgang og en san miguel på cockpittaget, en snak om ”bryllups-locations” og fremtid, lektion i skibslanterner og stjernebilleder og så ellers på hovedet i seng.

Jeg blev vækket igen kl. halv tre og havde, kun akkurat, øjne nok til at føre logbog og afløse, en noget træt Jan, ved roret. Vinden lagde sig helt og Disalagraptus drev 0,3 knob med kurs direkte mod bugten. Jeg lagde mig på taget og betragtede den klare stjernehimmel over mig. Jan sov og kun en svag snorken og bådens tøffen fra motoren i tomgang, hørtes i natten. Jeg havde netop, for første gang i mit liv, set sydkorset og nordstjernen skære en lige linie igennem natten og dele himmelen i to, noget jeg troede, kun Troels Kløvedal fik lov at opleve ;0). Mastetoppen dansede omkring den halvfulde måne, som i en vals. Kunne ikke lade være med at tænke på hvordan det mon ville være at blive hejst derop i denne vuggen :0).

solopgang, north Busuanga.

Kl. blev 5.00 og Bent stak hovedet op fra salonen. Det var begyndt at lysne og himmelen fyldes med de flotteste røde og orange farver. Gps`en sagde 12*11,52 og jeg overgav roret for at nyde det bakkede og frodige landskab foran mig. Vi er nu i det nordlige Busuanga, nærmere betegnet, Maricaban Bay.

Glæder mig til at skulle på land og se hvad det har at byde på :0)

Mette Jakobsen
- North Busuanga, Filippinerne-

2006-06-07 Mette og Chanette paa tur Episode 1

Chanette og jeg besluttede os for at tage et par dage væk fra Disalagraptus og drengene, for at tage på tøsetur til Coron, ”byèn” på Busuanga. Vi lå ankret op i Maricaban, en lille idylisk bugt, beliggende i det nordlige Busuanga og hvorfra vi blev sejlet til en landsby, bare 10 min derfra.

Mette i færd med at lokke en baby-øko-gris nærmere

Vores plan var at nå til Coron samme dag og den idè viste sig at være ganske fornuftig, eftersom landsbyen vi ankom til, bestod af nogle primitive hytter, bygget på pæle og stod, som svævede de over vandet. Enkelte af hyttene havde en smule varer stående fremme, små poser chips, forskelige kiks, bolcher, shampoo, vand og selvfølgelig cola :0). Der blev kikket langt efter os to ”blegansigter”, da vi kom spankulerende med vores rygsække. Måske var det fordi vi var piger, måske var det fordi vi stoppede op og pludrede med nogle søde små fritgående økogrise eller måske var det tågen af myggespray efter os, der gjorde at vi var mere end bare almindeligt interessante (vi var på det tidspunkt nemlig lige kommet i tanke om malaria`en i område og de piller vi IKKE havde spist).

Efter en lang gåtur ud i ingenting og en faretruende udefinerbar lyd (enten et vortesvin, en tiger eller en sovende mand, blev vi enige om) vendte vi om og gik tilbage mod den minibus vi havde spottet i det lille samfund. Efter lidt prutten med prisen, havde vi sikret os et lift til Coron, en tur på lidt over en time...ALT kan lade sig gøre i det her land :0)

Det var en flot tur gennem et landskab, der var som taget ud af Jurassic park. På turen blev der rigtig tøssladret og vi fik, inden vi havde set os om, også fortæret den pakke kiks og pose chips, der ellers var tiltænkt nogle gamle, invalideret mænd på et center vi skulle besøge.

En naesten fyldt bus paa Coron torv

Coron var en by som de fleste her på Filippinerne, støvet, nedslidt og med gaderne fyldt af de karakteristiske tricycles. Aligevel charmerende med de mange venlige ansigter og kareokeeanlæg, der gjorde det umuligt at føre en samtale, når man passerede cafeèrne. Hva`er det med Filippinerne og kareokee, de er sku værre end japanerne :0)

Vi fandt et hyggeligt hotel, Seadive hed det og skulle vise sig at være et rigtig godt valg. 55 kr. per overnatning for 2 personer. Og så var det enda med en terasse hvorfra man, i hængekøjerne, havde udsigt over hele Coron bugt!

Undertegnet i en af de fantastiske haengekojer :0)

På internetcafeèn stødte vi på 2 århusianske piger, der fortalte at de studerede antropologi og var her sammen med to andre. Senere skulle det sørme også vise sig at den ene var kæreste med min barndomskærste, SÅ er verden da vidst heller ikke mindre hva :0). Anyway... Efter et par øl og en masse ”seriøs” snak i en af hængekøjerne på terassen, tullede vi ned i hotellets bar og faldt i snak med vores lands..øhh...kvinder :0).. Rigtig søde piger var de!!

En rigtig god dag i ”Chanette og Mette på tur – episode 1” ;0)...Fortsættelse følger

Mette Jakobsen
–Coron, Busuanga, Fillipinerne-

2006-06-08 Mette og Chanette paa tur episode 2

Vækkeuret ringede midt om natten... troede jeg da. Kl. Var 7 men føltes som var den 2.00. Det er ved at være længe siden jeg er blevet vækket af et ur og egentlig er det stadig lige så surt som det plejer at være. Selvfølgelig lige bort set fra at jeg denne morgen, havde en dag med smukke strande, afsides laguner og 40 graders varme, foran mig ;0).

Efter morgenmaden gik vi forbi dykkershoppen, ved siden af hotellet, for at leje et par finner (da mine NYINDKØBTE, super lækre finner selvfølgelig er forsvundet) og op for at mødes med båd-manden. Coron var kun lige ved at få øjne da vi gik igennem byen med vores snorkeludstyr og på jagt efter noget brød og lidt frugt til turen. Selvfølgelig endte vi op med deres super søde ”cheese-bread”, der smagte af alt andet end ost :0).. Frøken Jensen ville virkelig kunne gøre karriere på disse kanter!!

På vej ud af Coron bugt.

Vi hoppede ombord på en af deres mange banka`er, en ”udrigger-lignende-fiskebåds-tingest” og sejlede ud i en spejlblank Coron bugt.
Jeg var for et par år siden rundt i Guatemala og oplevede der en natur, der på alle måder tog vejret fra mig. Filippinerne er lige så alsidigt og smukt.. hvis ikke mere :0).

Vores øjne mødte, 15 min senere, en lille hvid sandø, omgivet af det klareste blågrønne vand og med træer og palmer voksende på midten, som direkte op af havet. Det var vores første møde med paradis :0).

Vi hev snorkelgearet med os og hoppede i det krystalklare vand. Efter lidt tid og vi havde fået armene ned og vejret tilbage, måtte vi sande at kameraet her, var uundgåeligt. Det blev til en masse seriøse..... og mindre seriøse billeder, sjovt var det i hvert fald. (tør ikke tænke på hva vores gode bådmand tænkte, da vi tossede rundt på stranden, iført maske og snorkel og med et kamera i hånden)

Mette-og-Chanette-show.

Næste stop var Banol beach, en rigtig robinson ø! Endnu engang måtte bådmanden være vidne til to jublende, overgearet piger, der ikke helt kunne vente på det med stigen og sprang nærmest af båden inden den havde smidt anker :0). Vi brugte et par timer på at fortælle hinanden hvor fantastisk denne strand var... ja og så selvføgelig på snorkling, vandkants-solbadning og endnu en fotosession.

De to næste stop var ”Green lagoon” og ”baraccuda lake”. Navnene siger det meste... og så aligevel ikke :0). Omgivelserne er svære at forestille sig, hvis ikke lige man er der selv da. Det mest specielle ved det hele, er jo nok at man her, har det hele for sig selv, ingen blege, fadølsdrikkende englendere eller fotograferende japanere og ingen barer med højtalere og kulørte lamper. Ufattelig smuk og uberørt natur, måske noget af det smukkeste i verden!

Banol beach.

Det var to halv-trætte men hel-fornøjet piger, der sejlede tibage mod Seadive. Mætte på oplevelser men småsultne, eftersom vi kun havde fået lidt sødt brød og en banan til frokost :0). Vi blev dog hurtigt enige om at det havde været en fantastisk dag og at drengene tilbage på grappen, skulle have oplevet det samme som vi netop havde gjort :0).

Mette Jakobsen
-Coron, Busuanga, Filippinerne

2006-08-06 Tilbage til virkeligheden

En mdr. er nu gået siden jeg, i et par tusind meters højde, brugte tiden til at filosofere lidt over livet, imens Singapore og Malaysia blev endnu et land "bag mig" . 3 mdr. på farten, blev det til, 2 af dem ombord på det gode skib Disalagraptus. Og hvilken rejse!

Ikke alt gik som forventet og sejladsen blev desværre ikke så stor en del af turen som jeg havde håbet på! Jeg er derfor, heller ikke et øjeblik i tvivl om at 2 mdr., for mig, var alt for kort tid på havet!

Det at være på havet og hver dag mærke vinden smyge sig om ansigtet. Det at vugge derud af mens sejlene er fyldte og solen bager fra en skyfri himmel. Det at nyde nye menneskers selskab, mennesker med drømme og ideer...som jeg selv. Det at se solen gå ned og farverne eksplodere i en skala man nok aldrig ser igen. At nyde en øl på taget mens horisonten langsomt skifter fra rød og orange til lilla og mørkeblå for til sidst at blive sort. Det at ligge under stjernerne og tælle stjerneskud mens man tænker på dem derhjemme, og minder sig selv om, at det er øjeblikke som disse, der gør at man rejser fra dem. Det er alt DET der gør det at sejle, specielt! Jeg elsker det! Det har været fantastisk... og jeg glæder mig til at skulle afsted igen :0)..

Lige nu vil jeg nøjes med at drømme mig tilbage og sende Grappemor en tanke indimellem, alt imens jeg selv er tilbage i virkeligheden og kæmper for at blive der :0)..

Til jer der har fulgt med her på siden (for jeg ved der faktisk er et par stykker ;0)..), undskyld jeg var lidt sløv til sidst!! Det kunne godt ha været gjort bedre... tiden fløj :0). Tak fordi i kikkede med!!!

Mange hilsner

Mette Jakobsen

2006-11-07 Balacasag

Vi var i Cebu blevet rådet til at tage et par dyk på
Balacasag. Det viste sig at være sandt nok, vi fik 3 rigtig fine dyk der. Det
var ikke nogle vilde action dyk, men der var masser af fine fisk og coraller.
Der var ekstremt mange søanemoner med en masse klovnefisk/Nemo’er.

Vi havde i Cebu talt med en Svensk gut, ved navn Peter
(Steffen og Kevin’s dykker instruktør). Han kendte en fyr på Alona Beach Bohol,
der måske ville med på Tubbataha Reef. Han var dykker instruktør, så Steffen og
Kevin øjnede jo straks chancen til at få et Advanced dykker bevis til ingen
penge. Plus han kunne skyde en masse penge i Grappe kassen. Ca. To txt beskeder
skulle der til at få den plan til at falde til jorden, med et brag. Han skulle
spørge sin chef, som gav ham og vores drømme ”rødt lys”. Så vi er stadig kun 3
vikinger på båden. Ikke at det er noget problem overhovedet, Grappen kan nemt
sejles af 3 mand.

Det har også vist sig at man kan komme på 30 m uden
Advanced kursus...... Det er nok ikke så godt at skrive her, men hvem bliver på
18 m når hajerne svømmer på 25 m???? Så tror jeg nok vi lader den stå der. Jeg
takker vores kaptajn for nogle rigtig fede dyk!!!

Balacasag er en lille paradis ø på ca 500 meter i
diameter, med palmer og hvid sandstrand hele vejen rundt. Vi kom dog ikke for
at besøge øen, vi kom som sagt fordi der er nogle gode dyk omkring øen.

Balacasag er den første rigtige paradis ø vi (Kevin og
Steffen) har besøgt og det var faktisk en del herligere end man egentligt
skulle tro. Dagtimerne blev brugt på smukke dyk, og når man trætte om aftenen
sad på ruf taget, drak en bajer og snakkede om dages dyk, havde naturen sørget
for et herligt lysshow.

Lysshowet startede med solnedgangen, ind over palmeøen,
som malede skyerne i røde og orange nuancer. Efter solen var gået ned var der
en flot stjerne himmel og hele horisonten rundt var der lysglimt fra
lyn i skyerne, der lå ved de omkring liggende øer. Efter man har drukket et par
øl kommer der et naturligt tryk som skal lettes, og her fortsætter lyshowet. Når
man i mørke letter trykket ud over rælingen lyser det op hvor man rammer, det
var vi (Kevin og Steffen) helt oppe og køre over, mens Bent kun kunne grine og
fortælle at det var planton i vandet kaldet Morild som lyser ved bevægelse når
det er mørkt. Det ser også fedt ud når man svømmer om natten og vandet omkring
en lyser op.

Nå nu ikke noget med at prale for meget over de dejlige
oplevelser. Vi kan kun sige en ting til det, kom ned og vær med. Der er altid
plads til en til.

2006-11-07 Grappen klar for nye 30 år

Vi har nu forladt Cebu Yacht Club, endelig. Cebu er der rent faktisk ikke så meget ved, men det var da alligevel en ret speciel fornemmelse da vi vinkede farvel, vinkekomiteen var ikke så stor. Men vi vælger at tro på at det var fordi vi sejlede der fra kl 01.30.

Da den sidste trosse var smidt var vi to (Steffen og Kevin) der blev lidt skuffet over vores kaptajn Bent. Vi gik og troede at han var en erfaren sømand. Det skal her siges at den havne manøvre der skulle udføres bestod i at sætte den gamle skude i fremad gående gear og styre næsten lige ud, måske 10 grader bagbord. Bent vælger så at lave en omsvejning 360 grader rundt. Det bliver bandet og svovlet på Norsk og grinet lidt på Dansk. Efter ca. 2 min sejlads giver kaptajnen op, han kan ikke holde ud at når han drejer roret mod styrbord drejer båden mod bagbord. Der var vist en der havde sovet lidt i timen da styre kablerne skulle sættes på. :-)

Efter en time i pitstop var vi klar til afgang igen. Denne gang med et ror der drejer den vej man ønsker, uden man skal tænke sig om en ekstra gang hver gang.

Sejlturen fra Cebu var en rigtig god oplevelse, motoren gik perfekt. Jeg lover jer at den blev prøvet, med en fin driftvarm motor var vi klar til den første fart test. Der er nok ikke mange der tror mig når jeg fortæller at vi fik den gamle dame op på 10 knob ved 2000 omdr/min med en konstant kølevands temperatur på 80 grader og et optimalt olietryk både på gear og den splinternye Perkins Sabre M130C. Jeg behøver jo ikke at fortælle her at der med en fin medstrøm på ca. 3 knob vel....

Lige nu ligger vi ud for en dejlig trope ø, ved navn Balacasag Island, klar til en dag med masser af fede dyk. Dykkerbøgerne giver alle dyk hele vejen rundt om øen 5 ud af 5 stjerner. :-)

Jeg vil lige udbringe et stort tillykke til alle i projektet. I er medejere af en båd proppet med potientiale, ånden lever hernede i bedste velgående.

Jeg Kevin Larsen, den yngste mand i projetet, der absolut ville have sin vilje (køb en ny motor og det kan kun gå for langsomt) og endte med at få det :-) Jeg vil her gerne sige tak for opbakningen.

Nu har vi resultatet, det har båret frugt at stå op kl 6.30 hverdag i 2 mdr. for at få det hele til at spille. Og hermed vil jeg også lige skynde mig at sige undskyld til vores gode kaptajn, ven og restaurant-elsker Bent og til malerarbejdsmanden, humørbomben og ham der viste mig glæden ved at tage på Mactan Grill og købe en Hot and Spicy Squid, Daniel. De er næsten stået op når jeg kaldte på dem. Aldrig mere end 4 timer efter. Det er fuldt forståeligt hvis I vil hade mig for det resten af jeres liv.

Kevin Larsen

2006-11-11 Tubbataha Reef

2006-11-12 Tubbataha Reef

Dagen startede lidt senere end beregnet, vi skulle lige være helt udhvilede. Vi havde dagen før aftalt med Rangerne at vi skulle ud til Black Rock. De havde lavet mad hjemme fra, så det var virkelig luxus. Der udover fangede de også et par fisk, da vi kom der ud. Det smager jo bedst med friske fisk.

Der er så mange fisk her, at det førske de spørger os om når vi skal have fisk, er hvilken slags vi kunne tænke os. Tun, Makrel, Baracuda eller bare en eller anden farverig coral fisk.Da vi kom ud på dykkerspottet, blev vi meget skuffet. Der gik over 30 sek. Før vi så den førske skildpade, og måske over 5 min. før vi så dan førske haj. Men sådan er det åbenbart her, man skal have en del tålmodighed :-) Da vi kom op var maden klar, bortset fra at Steffen og en Ranger måtte ned og tilberede de nyfangede fisk. 15 min. senere sad vi alle under solsejlet på grappen og spiste ris og friske fisk, lækkert. Alle rester, så som fiske ben, blev smidt ud i vandet. Til stor glæde for en masse farverige fisk, der lavede opvisning for os.

Virkelig sejt at man kan ligge med sin egen båd midt i et kæmpestort akvarie.

Da vi var klar til næske dyk, sejlede vi ud og sprang i, stedet hedder Delsan Wreck. Ikke et vrag dyk, vraget ligger på land. Der havde åbenbart være fuld knald på den gang den båd gik på revet. Man kan se, det der er tilbage af vraget, stå på land når det er lavvandet.

Vi svømmede 10 m. ud og kiggede ned. Der er en lodret mur helt ned til 40-50 m. Perfekt for nogen som os. Så det var sådan set bare at tømme BCD’en for luft at synke ned på 30 m. Det var det fedeste dyk. Jeg tror der blev talt 5 hajer på samme tid plus alle dem vi så enkeltvis. Der var en del White tip’ed sharks men der var også Black tip’ed og gråhaj. Skildpadderne var ret nysgerige. Vi kunne svømme helt tæt på dem, ca. 30 cm. Det var ganske enkelt et verdens klasse dyk. Helt perfekt. Det viser sig at livet rigtig leves her ude, hvem gider at passe sit arbejde der hjemme, når man kan ligge i 25 grader varmt vand og kigge på fisk i alle farver, hajer der jagter dem og skildpadder der stille driver rundt og hygger sig.

Humøret ombord er højt, vi har stadig vand og dåsemad nok til 1 god mdr. så vi slipper for at gå sultne i seng. Der skal meget til at få os til at blive trætte af livet ombord på det gode skib Disalagraptus.

Motorstatus: Ingen problemer, den spinder som en mis og timetælleren står på 74,8. Vi skifter olie og filtre når vi kommer til Puerto Princesa.

2006-11-25 Palawan

Vi kom til Puerto Princesa d 18.11. Det er sidste stop inden vi skal forlade Filippinerne. Det er her vi skal have farvel og tak stempler i vores pas. Hvis vi glemmer det og bare sejler ud af landet, kan vi få problemer med at komme ind i landet igen. Det vil vi på ingen måde risicere. Når vi ser tilbage på Filippinerne er det kun gode minder der kommer frem. Et paradis af den anden verden. Små øer med palmer og hvide strande, flotte bjerge og natur skatte i massevis. Men ikke mindst det mest meget venlige, imødekommende, smilene, hjælpsomme, karaoke syngende og gæstfrie engelsk talende folk man kan forestille sig. Her må vi jo nok ikke glemme pigerne. Skønheder der forelsker sig på 10 min. i flotte vikinger, som os. Uden at komme ind på detaljer kan jeg godt komme med et eksempel for at illustrere hvordan en scoring kan foregå:

Det var en arbejdsdag på det gode skib Disalagraptus. Stemningen var ikke så høj som jeg syntes den skulle være. Jeg valgte at danse en baglæns ballet, på pladen i bunden af cockpittet. Der var imiddelertid ikke monteret styrepilistal endnu. Dvs. der er var et åbent hul ned til motorrummet på 15 cm. I følge alle andre end mig ombord, ikke nok til at falde ned i med en fod. Men min meget smidige fod var der altså plads til. Mit ben faldt ned til jeg ramte motoren, i frygt for at ødelægge noget der nede trak jeg benet til mig så hurtigt jeg kunne. Det resulterede i at jeg bankede mit knæ op i pladen igen.

Nå men mit knæ hævede og jeg sad og havde ondt af mig selv og fik Daniel til at hente is. Men det endte med at jeg tog en taxa til sygehuset for lige at få taget et røngtenbillede. Nu kommer pointen snart.....

På sygehuset havde de indrettet det således at i røngtenafdelingen ligger også ultralydsscaningen. Prevention i Filippinerne må være dyrt, der sad i alfald mange piger der og ventede. 2 sek. efter jeg var trådt ind i rummet blev jeg tilbudt en siddeplads, ved siden af veninden til en af ”ultralyds pigerne”. Jeg havde stadig lidt ondt af mig selv. Det er ikke noget der holder dem tilbage hernede. Veninden og ”ultralyds pigen” gik straks i gang med alle score triks’ene: Hvor ung er du, ikke hvor gammel er du :-) Kan jeg få dit nummer? Jeg sagde, med det samme at jeg havde en kæreste i DK, ikke noget der holder dem tilbage. Så prøvede jeg den med at jeg ikke kunne huske mit eget nummer (det var ikke løgn, de køre med et 11 cifret telefin nummer hernede. Umuligt at huske). Dårligt trick, du snyder ikke en Filippinsk pige ang. Mobiltelefoner. De ved alt om den slags. Svaret var: Ok så giv mig din telefon så skriver jeg lige en sms til mig selv fra din telefon. Så har jeg dit nummer. Hvad gør man så????? Man har det jo som en enlig gazelle der bliver jagtet af en sulten løveflok.

2 min efter jeg havde forladt sygehuset (med et knæ, så godt som et nyt) fik jeg sms’er om hvornår vi skulle mødes igen og om hun ikke kune få et billede eller noget som hun kunne vise hendes veninder og prale med at hun havde fundet en vikingeven.

Jeg afviste hende hvilket heller ikke bliver accetperet så let. Der blev ikke mere ud af den sag og jeg glemte vist også at fortælle hende hvor båden lå. Ikke fordi hun ikke så monster godt ud, for det gjorde hun. Men jeg har jo en kæreste i DK, jeg er ikke sikker på hun ville syntes et var en god idè. Det kunne jo ende med at hun blev en ”ultralyds pige”.

Det bliver nok ikke så sjovt at komme til Danmark og gå på disco og byde pigerne op til dans og så få den ene afvisning efter den anden. Den slags sker stor set ikke hernede.

Puerto Princesa

Den første dag i Puerto Princesa skulle selvfølgelig fejres med en sømands gå i byen tur rundt på alle beværtningerne, med Bent som guide. En lille smule skuffende, ikke for Steffen og jeg men for Bent. Der var ikke så meget gang i byen og flere af de steder Bent havde været før var lukket. Det bedste disco var lukket et par mdr. tidligere, pga. noget skyderi der inde.

Motorcykeltur

Nogle dage senere besluttede Bent og jeg at leje motorcykler. Bent tog syd over mens jeg tog nord over for at se ”The underground river” en meget lang mørk grotte man bliver roet ind i. Der er mange formationer der er blevet lavet af vandet der drypper der inde. Meget flot. Men også samtidig også lidt uhyggeligt, der er helt mørkt der inde og det siges at der bor 40.000 flagermus der inde.

Nå men et par dage senere valgte jeg at køre syd over, ned til Bent. Vi aftalte at mødes i Queson. En lille bitte by uden for gudske tak og lov. Der er nogle grotter hvor der er fundet spor efter de første mennesker på Filippinerne. I Queson bor der stort set kun fiskere. Fiskere her nede drikker 1 liters øl og synger karaoke, når de ikke er på vandet.

Vi var på en bar hvor de havde glemt at lave fast gulv, dansegulvet var på den bare jord. Da vi kom ind, blev vi sat på nogle bænke, jeg blev skuppet inderst så den gamle tandløse kone kunne flirte med mig i håb om at få flere penge i kassen. Det lykkedes ikke så godt da Bent og jeg bare sagde: no engliso engliso ve rusian ve livi Dieselhelikopter og skreg af grin. Ingen steder i den by solgte de øl der var mindre en 1 liter. Så det var jo bare på med vanten. Det gør det også en del lettere at køre motorcykel med en to tre liter øl i blodet. Det er meget lettere at give fuld gas, man er slet ikke bange for løse hunde og høns der render rundt på de smalle gader. Vi ramte ingen og er stadig i god behold. :-)

Da vi var blevet fulde nok tog vi hjem i vores hytter og gik kolde. klokken var ca. 3 så vi blev enige om at sove længe. Kl. 9 næste morgen havde vi spist morgenmad og var klar til at køre hjem til puerto.

Vi havde hørt at der skulle være lavet en helt ny vej, langs kysten. Den var ikke til at finde på nogle kort, men det skulle være ca. en times kørsel inden man skulle komme ud på den gamle asfald/beton vej. Det skulle blive mit livs vildeste motorcykel tur. Den nye vej gik op, ned, rundt og hen. Vi kørte på stranden i sandet, hen over åer, gennem mudder, over løse sten og hullede grusveje gennem det flotteste landskab. Fuldstændig vanvittigt.

Da de sagde den nye vej, så mente de det. Nogle steder var der kun lige fældet lidt træer i junglen så der kunne være plads til en bil i breden. De fleste steder var det store sten der skulle styres uden om og mange steder var der løse sten, nogen som man aldig ville køre på i DK.

Bent var den første der punkterede. Efter vi langt om længe fik det lavet, gik der 10 min så var det min tur. Denne gang forhjulet. Men denne gang var det ikke muligt at få det lavet. Så jeg måtte køre de sidste 45 km hjem til Puerto på et fladt forhjul, det holdte om ikke andet farten nede på 50-60 km/t på de små veje. En kanon dag på MC, enhver der kan lide at køre på offroad motorcykel skulle prøve den rute. Men skynd jer fordi vejen bliver jo nok færdig om en 20-30 år.

Tilbage i Puerto Princesa

Efter for mange dage på druk i Puerto uden søvn og mad. Kan man, hvis man vil have et billigt grin, læse Bent’s udbakke på telefonen:

Well, since the majority of the owners are from Demark, the web-said obviously are written in Danmowszeiiam. So the world is actually moving forward…

Jeg tror ikke nogen af de ombordværende kan komme med et svar på hvad meningen med denne sms er! Vi kan kun sige at det må være en af vores trofaste læsere af denne hjemmeside. Der har stillet et spørgsmål direkte til vores kaptajn. Han har, pligtopfyldende som han altid er, svaret efter bedste evne.

2006-12-20 Et spring ud i livet

Nogle siger man bliver skør af at sejle for meget, måske har de ret. Her er i al fald en opskrift på en skør handling. Til børn og barnlige sjæle. ”Don’t try this at home”.












































Det skal man bruge:
Skør viking fra det kolde nord. 1 stk.
Fanden i voldskhed. 1 god potion
Venner. 2 stk.
Bådsmandsstol. 1 stk.
47” båd med 2 sallinger 1 stk.

Sådan gør man:
Først ifører man sig bådsmandsstolen og får den ene ven til at hejse sig op til den øverste salling. Derefter stiller man sig yderst på sallingshornet og tager fat i vantet med højre hånd. Venstre hånd bruges til at afmontere bådsmandsstolen. Her skal der gøres opmærksom på at det er vigtigt at sørge for at bådsmandsstolen bliver sænket hele vejen ned på dækket. Når man har sikret sig at stolen er nede og ven nummer 2 er klar med kameraet, er det sidste man mangler at stramme balderne, sende en tanke til dem der hjemme og overbevise sig selv om at det er en virkelig god idè man har fået. Hvis man ikke kan finde agumenter der fortæller en at det er en god idè, bliver man nød til at se realiteterne i øjene. Bådsmandsstolen ligger på dækket. Den eneste vej ned er et spring.

2006-12-23 Kota Kinabalu

Solopgang over Mt Kinabalu på vej til Kota Kinabalu.

Så kom vi til Malaysia, lidt af en omvæltning når man kommer fra Filippinerne hvor alting er næsten gratis. Men Havnen i Kota Kinabalu er ren luxus og alt er til fri afbenyttelse når først man har betalt havne penge. Man kan tage alle de varme ferskvandsbade man vil, og hver gang med et nyvasket håndklæde.

På vejen til Kota Kinabalu blev det d. 1. December, hvilket de, hvor Bent kommer fra, fejre med risengrød. Så det skulle vi også have, til morgenmad. En kanon oplevelse når Bent laver det, han siger at det kun er hver 10’ende der brænder på. Og det var kun 2. gang han har lavet det til os indtil videre. Så der er mange lækre potioner endnu :-)

Man må ikke tage til Kota Kinabalu uden at smutte op på toppen af Mount Kinabalu (4095m). Turen op ad bjerget er en to dags tur hvor man over 8,5 km går 2500 højde meter. Den normale tur op ad bjerget er at gå de første 6 km, overnatte og så næste dag kl. 03.00 gå det sidste stykke til toppen og opleve solopgangen på toppen. Vi (Bent, Kevin og Steffen) ankom til det sted hvor vi skulle sove i ca. 3000 meters højde kl 12.00. Da der var fem timer til at vi skulle spise og den første del af turen ikke havde udmattet os totalt, besluttede vi at vi lige så godt kunne gå de sidste 2.5 km inden vi skulle spise, så kunne vi jo komme op på toppen to gange. Vores guide var med på vores ide om at smutte op på toppen med det samme. Det sidste stykke viste sig dog at være noget stejlere end det første stykke og det var ved at presse os selv til det aller yderste at det lykkedes os at komme til toppen, men det var en herlig oplevelse.

De tre grapper der lige har besteget Kinabalu for første gang.

Da vi kom ned til overnatningshytten viste det sig at vores guide havde misforstået os. Han troede at vi bare ville op en gang. Han havde aldrig oplevet nogle der var så sindsyge at de vile gå turen to gange så kort tid efter hinanden. Han prøvede med nogle løgnhistorier med at vi kun havde betalt for at komme op en gang, han faldt først ned da vi sagde til ham at vi kunne vejen selv og han bare kunne sove længe til vi kom ned igen. Planen var at stå op kl. 03.00 og så spise og gå på toppen. Vi var lidt sløve så den blev 04.00 inden vi begyndte at gå. Bent sprang fra lige inden vi skulle til at gå, han er jo også over 30 så det er der jo ikke noget at sige til. Vi troede vi havde travlt for at nå toppen inden solen stod op, så det lange ben blev sat foran. Der var ca. 5 mand på toppen da vi stod og kiggede ned på alle dem, vi havde overhalt på vejen op. Vi var også kun startet en time senere end de første og en halv time senere en de sidste.

Kevin og Steffen som har nået toppen for anden gang.

Vi var også de eneste der havde tænkt så langt at man skal tage en sovepose og 2 øl med op. Det passer så godt til en solopgang. Soveposen er guld hver når det kun er 0º-5º. Jeg skal love for at der var mange misundelige blikke da øllene blev åbnet, en enkelt mand ville låne en uden at drikke af den bare for at få hans kone til at tage et billede af ham med en øl i hånden på toppen.

Herfra gik turen til Pulau Tiga en lille ø ca. 30 sømil syd for Kota Kinabalu. Der ville vi prøve om vi ikke kunne få lidt paradis stemning og nogle dyk på revet. Dyk blev det ikke til vandet var for uklart. Men på øen Pulau Tiga findes der et mudderbad, skide sjovt at lege i. Øen er faktisk lidt kendt den første udsendelse med Suvivor (USAs svar på Robinson) blev optaget på øen, vi overlevede alle 3.

Solnedgang på vej tilbage til båden fra Pulau Tiga.