34: Afsnit fireogtredive

bla bla bla

35: Afsnit femogtredive

bla bla bla

36: Afsnit seksogtredive

bla bla bla

Krudtløbsvej

	Få timers søvn. Fælles morgenmad kl. 0700. Det er koldt med regnvejr og blæst og kulingvarsel for alle farvande. Bliver det mon idag?
	Det tager tid at stuve alt af vejen og vi mangler stadig at færdigmontere søgelænderet og spilerbommen. Der er tilsyneladende mindst én, der stadig tror på det.
	Kl. 1200 præcis ... ok så ved syvtiden da, er alt endelig klappet og klart. Maria var forbi (igen) men måtte sige farvel en halv times tid forinden.
	Det er Lars fra det gode skib "Joyce," der kaster den sidste fortøjning og ønsker os god rejse.
	Og så er det ellers adjø Krudtløbsvej. Goodbye København. Hello, world!
	Efter mere end to måneders istandsættelsesarbejde er det lidt uvirkeligt, at Grappen endelig sejler igen. Det må være mærkeligt for dem, der først skal påmønstre senere.
	Vi sejler lidt nordpå. Det blæser meget, men vandet er rimeligt fladt. Alt -- og jeg mener alt -- ombord fungerer perfekt. Gustav bliver "lagt i seng" med søsygemiddel.
	Anløber Rungsted havn ved halvtolvtiden. Søværnets øvelsessejlskibe "Thyra" og "Svanen" ligger fortøjet på gæstekajen. Vi lægger os forsigtigt ind bagved. Det blev en lang dag.
		lørdag >>

Rungsted

lørdag den 1. juli
	Sen morgen i Rungsted havn. Klargøring omgivet af luxusmotorbåde. "Thyra" og "Svanen" er for længst stukket til søs. Anders og Gustav siger godmorgen til familien And.
	Vi har god vind og et par timer senere har vi Kronborg om bagbord.
	Vi møder flere og flere sejlskibe. Der må være et sejlskibstræf under opsejling.
	Lise fotograferer flittigt den øvrige besætning. Fra venstre er det Lars, Ole 1, Gustav, Trine, Karin (ved roret), Ole 2 og Morten.
	Gustav er rigtig i sit es med 7 legeonkler og -tanter.
	Morten affyrer sin nye Canon og vi aftester det nye mahognimøblement i cockpitet.
	Det bliver en lys nat. Smuk men uden de store begivenheder.

Skagen I

søndag den 2. juli
	Morgenstund har guld i mund. Big time. Det bliver en solrig men vindfattig dag.
	"Uooh, hvor kom den fra?!" Det er Morten og Karin, der studerer billederne fra i går.
	Vi møder flere og flere sejlskibe. Der må være et sejlskibstræf under opsejling.
	Lise fotograferer flittigt den øvrige besætning. Fra venstre er det Lars, Ole 1, Gustav, Trine, Karin (ved roret), Ole 2 og Morten.
	Gustav er rigtig i sit es med 7 legeonkler og -tanter.
	Dagen slutter i Skagen havn. Deres Udsendte koder flittigt på disse sider.

Skagen II

mandag den 3. juli

Mandag morgen bliver brugt til de sidste forberedelser før den lange tur over Nordsøen: alle tager et sidste og forhåbentligt langtidsholdbart bad, samt foretager indkøb af ferskvarer (brød, æg, kød og grønsager) i mængder som uerfaren sejler ville påstå kunne mætte besætningen i flere måneder. Vejroversigt samt søkort bliver studeret fligtigt. Vinden kommer fra nordvest, så øv vi får modvind og skal krydse, men humøret er højt for solen skinner og vi er på vej. Aftenens menu står på hjemmelavede burgere med cola og øl til.

Igennem Panamakanalen

Igennem Panama

<< tilbage til Caraibien

På Atlanterhavssiden af kanalen ligger byen Colón og Panama City på Stillehavssiden. Colón var et endnu værre banditsted end P. Cabello, man kunne faktisk ikke gå i gaderne, men måtte tage taxa. Colón blev derfor kun besøgt hvis det var nødvendigt. Vi besluttede at proviantere i P.C., hvor vi havde hørt det var helt anderledes. Det er ikke altid uden problemer at gå gennem kanalen, så det er kutyme, at sejlere hjælper hinanden igennem som "linehandlers" og for selv at få et indtryk af tingene. Maria og jeg tog igennem to gange, først med et ungt amerikansk par, der havde en katamaran. Vi havde en hyggelig dag og overnattede hos dem på den anden side. Katamaraner har overrasket helt vildt. Efter at have set et par stykker indefra de sidste måneder har sådan en sneget sig ind på ønskelisten. Anden tur var på en dansk båd, eller det vil sige Claus var dansk, men havde boet i Italien de sidste tyve år sammen med hans Italienske kone. De skulle til Fransk Polynesien hvor deres yngste dreng skulle gå i skole ét år. De var nu på deres tredje sejlår. De havde haft et reklame bureau med tyve ansatte, men havde sagt farvel til det hele efter at hun havde haft et alvorligt biluheld indirekte på grund af stress og jag. Vi havde nogle hyggelige dage sammen, både på den ene og den anden side af kanalen.

Endelig var det vore tur til at gå igennem kanalen. Vores lods blev sat ombord i mørket lidt over fire, Maria og jeg kendte ham fra turen med katamaranen. Motoren spandt og der var ingen problemer. Hvis man går i stå i kanalen koster det $200 i timen at blive bugseret. Vi bevægede os op igennem de tre første sluser, bundet sammen med en anden båd.

Herfra gik turen fem timer, gennem verdens næststørste kunstige sø. Søen er fyldt med krokodiller, men dem så vi kun på turen med katamaranen. Efter søen er det så igen tre sluser ned og herfra skimtes Stillehavet, som noget forunderligt og lidt mystisk. I den sidste sluse er der et webcamera, der har forbindelse til kanalens website. Det var i sidste øjeblik vi fik sendt et link til Danmark, da telefonlinierne havde været afbrudt i Colón. Det var svært at gætte på et præcist tidspunkt hvornår vi ville være der. Mange sejlbåde var først startet flere timer senere end planlagt. (>> se billedet fra Miraflores webcam, red.)

Gennemgangen og entreen til Stillehavet blev fejret samme eftermiddag med musik og dans på dækket. Vi var inviteret til middag hos Claus og Elanor, som tak for hjælpen. Vi var vist allerede lidt sjove da vi troppede op klokken syv.

Vi havde brugt to uger i Colón, så vi ville gerne så hurtigt videre som muligt. Der skulle også lige være et par hvile dage, men inden for en uge havde vi provianteret til bådens bristepunkt. Firehundrede ekstra liter vand og tohundrede ekstra liter diesel, blev tøjret på dækket. Alle skabe og hemmelig rum er brugt i forsøget på at have mad til de sidste fem måneder.

Dagen før afgang var vi på grøntmarket. En hel klase bananer, cirka hundrede styk, kostede én dollar. Poser med halvtreds grapes eller appelsiner, fire dollar. Femogtyve flotte store mangoer, også én dollar. Vi fyldte en taxa med frugt og grønt, inklusiv taxaen kom vi af med den nette sum af $40.

Nu var vi klar til at indtage Sydhavet og dets mange forventninger.

>> Læs også om "Det sidste Bid i Atlanten"

Det er heldigt at disse rejsebreve naar jer for computeren er dod. Flere rejsebreve ligger paa standby, forhaabentlig for vi gang i dyret igen, men det ser sort ud. De billeder vi medsender denne gang er fra Marias fodselsdag paa Perleoerne og modet med kong Neptun ved Aekvator, to dage for Galápagos. Rejsebrevet til billederne er desvaerre i pc'en.

De kærligste hilsener, Maria og Jesper
P.S. Vi kommer hjem den 23. Oktober 2001

Miraflores

Caraibien 2001 9. maj 2001, Miraflores, Panama,

Hej Alle sammen

Nu er det gode skib nået til Panama, og vi er klar til at gå igennem den meget omtalte kanal. Det er fantastisk at ligge her, hvor Stillehavet og Atlanten næsten rører hinanden, stedet hvor vi siger farvel til Caraibien Tobago, Los Testigos, Venezuela, De Hollandske Antieller og Panama selv. På den anden side siger vi goddag til havet over alle have og Polynesien. Et nyt eventyr af dimensioner ligger og venter på den anden side at slusen.

Apropos slusen så er der mulighed for at se os live gå igennem kanalen på
Internettet på adressen www.pancanal.com. Vi regner med at det bliver onsdag eftermiddag lokal tid, det præcise tidspunkt er lidt vanskeligt at sige, fordi det afhænger meget af de store skibe, men et skud er omkring 20.00–22.00 dansk tid.

Håber I alle har det godt, og nyder foråret.

Kærlig hilsen
Ole C.

Panama, motorproblemer

Panama, motorproblemer

Der er altid en smule vand i sumpen af en båd, men Jacob syntes at hver gang han tømte den, kom der mistænksomt hurtigt vand ind igen. I en sen aftentime spurte han om jeg ikke lige vil bese motorrummet sammen med ham, da han ikke kunne finde kilden. Til vores store skræk sev der vand ud af udstødningsrøret. Under varmeviklinger var røret tæret igennem og der kom temmelig meget vand ind. Normalt holder et lufttæt udstødningsrør, på grund af lufttrykket, vandet ude men nu var der fri passage. Det var noget af det værste der kunne ske, vand indenbords og en motor der måske ikke kunne bruges. Efter lidt ståhej hvor alle mand var på banen, fik vi afmonteret røret og brugte en flaske Kulør som kile. Vi var to dage fra Panama og besluttede at sejle videre, da det var en umulighed at sejle tilbage imod vind og bølger. Vi vidste ikke om vandet havde fundet vej til motoren, men sandsynligheden var stor. Hvis man starter en motor med vand i er der meget stor sandsynlighed for at den totalskades og det vil tage måneder at reparere den, hvis det overhovedet muligt.

Efter lidt diskussion frem og tilbage blev flertalsbeslutningen at vi ikke skulle starte motoren, men få båden i havn, i Panama, selvom det måske ville koste en slæbebåd det sidste stykke. Her kunne en professionelså kigge på den og forhåbentlig fikse den. Hvis vi ikke kom afsted inden for seks uger eller motoren ikke kunne laves, var det slut for vores tur. Ud fra vigtigheden af en motor havde vi ligefrem diskuteret en pris på 15.000 kroner, som det maksimale vi ville betale for en bugsering.

Ude foran indsejlingen til kanalen lå der ti tyve store skibe, der ventede på indsejlingstilladelse. Det var her vi var bange for at blive påtvunget en slæbebåd, men efter radiokontakt med overvågningskontrollen fik vi lov til at sejle ind for sejl. Det gik forrygende godt. Vejret var perfekt og vi siksakkede rundt mellem de enorme skibe inden vi smed ankeret på et afmærket område. Her kunne vi i en kort periode ånde lettet op, nu gjaldt det bare motoren. Her var stegende varmt og vi havde intet koldt at drikke, da vi ikke havde kunnet køle "skabet".

Vi pustede hurtigt gummibåden op og drønede ind til Panama Yachtclub. Det lyder fancy og det er det ikke, men de havde billige kolde drikke og mad. Efter at have sundet os lidt var det på med vanten for at få løst problemerne, så vi kunne komme videre. For at kunne komme i kø til gennemgangen, skal båden opmåles, motoren tjekkes samt garantere fem knobs hastighed og man skal have fire liner af femogtredive meter. Irriterende, for vi havde regnet med at lave motoren mens vi var stand-by til gennemgang, men den skulle være i orden først. Efter kontakt til Perkins, søgen efter pålidelige mekanikere og et par folk på båden, lykkedes det efter nogle dage at få gang i dyret. Der var vand i motoren, men det blev blæst ud ved at tage dyserne af. Olie og oliefilter blev skiftet op til mange gange, et nyt udstødningsrør produceret og der var igen stor glæde på det lille skib.

Sidste bid

En lille tunfiskehistorie Det sidste bid i Atlanten

Damen rider afsted på de brusene bølger. En god vind blæser ind bagfra. Jesper hænger fiskegrej ud agter. Blinket er prydet med en viftende neonpink blæksprutte. Dagens taktik siger at dette er den bedste lækkerbisken for en godtroende tunfisk.

Der bliver sat ord på en lystig tanke; måske en dag en pragtfuld Blue Marlin, sport- og konkurrencefiskernes drømmefisk, bider på sprutten. Vi har tit kigget på fisketavlerne i havnene og er blevet overvældet af størrelser, kilo og udstyr. Ambitionsniveauet her ombord stiler nok stadigvæk kun efter megastore Yellowtun, Wahoo, Guldmakreller, Dorado, men drømmene går efter The big Catch.

Jeg har rorvagten. Der er dejligt stille omkring mig. Folk læser, sover eller pusler med projekter. Jeg betragter horisont og sejl. Vi sejler stærkt, så vinden kilder lidt i øreflipperne. Jeg kigger ned til Jesper der er kravlet lidt ned i sin køje for at overvinde varmen. Jeg falder lidt i staver, men vækkes efter kort tid af en høj bankende lyd. Det er fiskestangen der fighter i sit beslag.

Lyden af en fiskeline der flyver afsted, er svær at gengive, men alle kan godt tænke sig til hvilken jubel en sådan lyd kan give om bord på en båd der i en lang periode ikke har haft held med fiskeriet og i stedet har måtte forsyne sig fra de lokale fiskere.

Min hæse stemme fik råbt højt og ivrigt "Der er BID!"

Jesper fløj ud af seng og luge og havde pludseligt glemt alt om hedeslag og varmekuller. Det store PEN-hjul pev og hvinede. Farten hvormed line forsvandt i det blå dyb afslørede at det var en stor, hidsig krabat med vilje og kræfter, der havde bidt på krogen. Jesper var euforisk og anspændt da han med et fast tag om stangen begyndte at hale hjem på linen. Den arme fisk satte en gevaldig spurt ind for at undgå middagsbordet. Øjeblikke som dette er vidunderlige og jeg ville ønske at I derhjemme kunne se alle Jespers begejstringsudtryk og ikke mindst anstrengelser. De mest beskrivende ord jeg kan finde til at krydre en situation som denne er fremskudt hage hvilket er et sikkert tegn hos Jesper på fuld koncentration, råb, iver, stædighed, svedperler og trætte muskler, øm lyske, håb og kampgejst.

Da en træt, udmattet skikkelse når overfladen og fangekrogens rækkevidde skimtes et stolt smil. Jesper råber højt: "Yes, det er en stor tunfætter!" Fuld koncentration og spændte mavemuskler bevares dog helt til den glimtende, bastante, spændte fisk ligger roligt i en blodpøl på ruftaget agter. En tun er en meget smuk fisk. Denne var nuanceret i grå farver og havde et utal af flotte mønstre på sin krop. Den blev fotograferet fra alle vinkler og blev betragtet med stor glæde af alle inden den blev forvandlet til tykke lækre runde bøffer på spækbrættet.

Nogen må have hørt mig, da jeg ønskede at Jesper skulle nå at fange en stor tun inden vi forlod Caraibien. Måske har han også brugt alle sine stjerneskudsønker på en succesfuld tunfiskefangst, hvem ved. Men glæden var stor og heldigvis endte denne dag med at det var Jesper, teknikmetode 3 fra fiskebogen og Hr. Plastiksprutte der vandt. Det gode ved en sådan oplevelse er også at man for en kort stund glemmer de gange hvor man bitter har stået på dæk og rullet en tom line ind inden solnedgang. For ikke at nævne de gange hvor man har efter få minutters kamp har stået med en tom flænset line, uden sprutte, krog eller Rapala. Som før nævnt har vi ikke har meget held med fiskelinen i det Caraibiske hav. Forsøgene har været mange, men resultaterne små. Sidste fangst var en sur spruttene uspiselig fodboldfisk, der ved et uheld bed på på krogen på Caranero, Los Roques. Sejlturen fra De Hollandske antiller til Panama var absolut sidste chance for Caraibisk tunfangst og et afsluttende Caraibisk rejsebrev med en rigtig fiske-solskinshistorie.

Rent faktisk så var det Birgittes fødselsdag den dag, Jesper fik en tunfætter på krogen. Birgitte havde ønsket sig fisk til aften, men havde forventet dåsemad. Hun blev ellevild da Jesper rakte hende den flotte fisk og stolt smilende sagde "Hvad man ønsker skal man få: tillykke med fødselsdagen."

02.01.2001

Landskamp i Charlotteville

Tirsdag den 2. januar 2001,
Charlotteville, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´

Landskamp i Parken. Tobago—Danmark. Det danske landshold bestod til lejligheden af stamtruppen fra F.C. Rana suppleret med gæstestjerner fra Idun og Topas samt Deres Udsendte, i alt 7 spillere. Det tobagoanske ditto bestod af Charlottevilles ungdom, Dwight Yorke-kloner i aldre fra 12 til 30 år.

Kampen var programsat til at blive fløjtet i gang kl. 15.00. De danske spillere var tændte og ankom til stadion i god tid. Kampstarten måtte imidlertid udsættes en times tid, da hjemmeholdets kontaktperson var faldet i søvn.

Første fløjt lød ved firetiden og begge hold gik frisk til sagen. Tobago havde godt spil i dybden men manglede det afgørende gennembrud imod et kompakt og velorganiseret dansk forsvar. To gange klappede kontrafælden og efter tyve minutters spil viste pointtavlen 0–2 til de rød-hvide.

I resten af første halvleg viste Tobago (de rød-sort-hvide) dog tilsvarende disciplin. De skruede tempoet op og fik samtidig trukket spillet længere tilbage på banen. Flere gange blev den danske midtbane knækket over og vi fik smagt vores egen medicin. Ved halvleg stod der 4–2 på tavlen.

Første halvleg blev spillet 7 mod 7 på fuld bane, så bentøjet var godt brugt allerede i pausen — ikke mindst hos de danske sømænd, der ikke havde friske kræfter at skifte ind. I anden halvleg skiftede vi system og spillede 11 mod 11. En håndfuld af de lokale stjerner trak i DBU-trøjen og hjalp os så godt de kunne.

Det lykkedes næsten, men ikke helt. Kampen endte med en snæver hjemmesejr, 6–5, efter en spændende og til tider velspillet anden halvleg.

Ole S

18.01.2001

Tobago, 18. januar 2001

Endelig finder jeg lidt ro til at skrive et par ord. Men intet nyt er godt nyt i denne forbindelse. Der er sket mangt og meget siden jeg forlod Danmark, så meget at I må have historierne fra den smukke by La Coruña i nord Spanien til gode, på samme måde må vi gemme historierne fra Lisabon, den golde ø Porto Santo, den frodige og vidunderlig smukke Madeira, turisternes Grand Canaria. Turen over Atlanten er et kapitel for sig som også må vente — en ørkenvandring på havet, dette hav er uforståligt stort, at sejle 14 døgn og stadig mangle halvdelen er ubegribeligt når man først er kommet i land igen. Men øjeblikkene med delfinerne, blåhvalen, havskildpadderne, guldmakreller er hvad der forbliver i min bevisthed.

Stedet er Tobago i det sydøstlige Caraibien og har været det den sidste måneds tid. Disalagraptus ligger i en total beskyttet bugt for anker, et sandt bid af paradis. Vi er blevet mødt med en venlighed udover det sædvanlige, en hjælpsomhed som så mange andre steder kun udføres for den økonomiske vindings skyld – men det er som om det ligger meget dybt i tobagoanernes kultur at hjælpe hinanden og andre mennesker – og det er uanset om man er fremmed og hvid eller sort og lokal. Der er en fascinerende godhed der må være skabt af kærlighed til livet og hinanden, disse menneskers livsbenzin er hjælpsomheden, glæden og kærligheden. De er selv meget beviste om denne væremåde og er endvidere også meget stolte af den, og tillige ligger der ingen foragt for den vestlige kultur - det er storsind, og giver stof til eftertanke. Og tid til eftertanke er der nok af mellem de daglige snorkel dyk i det krystalklare vand med de hundredevis af farvestrålende fisk og koraler. Det er en ny verden for mig som jeg suges ind i af nysgerrighed, beundring og en vis portion respekt for det fremmed – jeg har det lidt som da jeg i mine drengeår første gang så de norske fjeldes massive skønhed og råhed. Det rart at være dreng igen, det eneste jeg skal er at lege og gøre det jeg allermest har lyst til.

Ups, nu er der gået en uge siden sidst sad og skrev lidt, tiden løber afsted. Disalagraptus ligger stadig tryg og sikker på Tobago, dog har vi været en lille tur nede langs kysten, for at besøge nogle små palmestrande. Det bliver ikke bedre end dette, vi kan rejse endnu tusinde sømil, men bedre strand og vand finder vi ikke. At stå op om morgenen og tage en dykkertur mellem fisk og koraller i alverdens farver, lege med enorme fiskestimer . Når er et par stykker kan man drive dem som en flok får gennem vandet og når man dykker ned i flokken dannes der en tunnel man kan svømme i gennem. Svørmmeturen afsluttes med en tur på stranden, hvor saltvandet skylles af i en ferskvandskilde. En kokosnød hentes ned med en kæmpe bambus og flækkes dog med stort besvær. Den bast dyne som indhylder selve nødden og så sej at man lige pludselig kan forstå at de mange kokostæpper, der blev smækket på gulvene i et vilkårligt parcelhus fra 70 erne endnu er langt fra at være opslitte. Båden er nu tilbage i Charlotteville, hvor det er lidt nemmere at få hentet vand og købt ind til aftensmaden.

Lys og mørke er ca. delt lige, og da man er meget afhængig af lyset, falder man stille og roligt ind i solens rytme mens man er i land. Hvad dagen i øvrigt hedder og hvad klokken har slået er langt fra interessant og har ikke været det længe, kun vagtskiftene over Atlanten faldt på urets slag. Tidens stramme bånd fra derhjemme opløses forbavsende let, og efterlader kun spor i eftertænksomhedens tilbageblik. Den er ej sat i stå men den går bare mere på må og få, et par langsomme tik og et roligt tak. Jeg ser på ingen måde tilbage med gru på det danske tidsforbrug, jeg tror det er ganske godt at skifte en gang i mellem, og på den måde komme tættere på tidens mærkværdige størrelse.

Når vi følger lysets rytme betyder det at vi sover så meget at vi er begyndt at få ondt i ryggen. Men hvad skal man lave når det er mørkt andet at se på stjernehimlen, månen og planeterne – diskutere i stearinlysets skær og måske forsøge at kæmpe sig videre i den nu så spændende bog, man har fået begyndt på tidligere på dagen, fordi det ellers så krystalklare vand var lidt mere grumset end hvad man vil lade sig byde. Eller sende søde tanker hjem til alle jer der hjemme. Joh vi har også vores problemer her ude på Tobago.

Thomas spurgte mig i går hvorfor jeg havde valgt at tage af sted et helt år, det er lang tid og der skal gives slip på så mange ting der hjemme. Det er naturligvis noget jeg har tænkt meget over både inden jeg tog af sted fra Danmark men også her ude. Jeg har hele tiden været klar over at det er lige så meget en rejse i mig selv, som det at opleve de steder jeg når frem til. Men hvorfor rejse fysisk når det er en rejse i ens indre som er drivkraften – det er i grunden meget banalt, fordi man lærer sig selv at kende i gennem andre mennesker, kulturer og nye udfordringer, og ikke kun ved at se ind ad.

I de kommende dage skal Tobagos regnskov med et inferno af dyreliv undersøges, og det uanset om slanger, edderkopper og alt andet kryb ikke lige står højst på favoritlisten.

Kærlig hilsen
Ole C

2000-12-26, Charlotteville, Tobago

Tirsdag den 26. december 2000,
Charlotteville, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´

Find Grappen i Pirate's Bay.

Det ser da idyllisk ud, gør det ikke? Et sejlerparadis. Og til sådan ét hører der som bekendt også en slange. Læs hvad dagbladet Newsday på lederplads skriver om de besøgende lystfartøjer og deres virkning på vandmiljøet, "Anger at Charlotteville," 8. januar 2001.

Eller i Englishman's Bay...

Ole S

21.12.2000

Scarborough, Tobago

Torsdag den 21. december 2000
Scarborough, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´

Wow, landgang! Op med det medbragte gæsteflag og op/ned med den medbragte — til lejligheden afkølede — Champagne. Immigrationskontoret i Scarborough har lukket om søndagen men myndighederne synes i øvrigt ikke at være specielt nidkære, så vi går i land med højt humør.

Der ligger en halv snes andre sejlbåde for svaj i havnebugten og næsten halvdelen af dem er danske. Godt nok havde vi næppe forventet en ø i isolation, uberørt af turisme, men at dumpe ned i en sand danskerkoloni var nu lidt af en overraskelse. Alt i alt fylder turisterne ellers ikke voldsomt i Scarborough. Badehotellerne er koncentreret på sydvestsiden af øen og af samme årsag er faciliteter for langturssejlere ikke sådan lige tilgængelige på havnefronten. Forventningerne til ferskvandsbad, rent tøj og røde bøffer kan ikke umiddelbart indfries, men derfor kan man jo godt gøre lidt for udseendet alligevel. Den gennemsnitlige Tobagoaner er væsentlig pænere klædt og mere omhyggeligt stylet end en ditto dansker.

Besøget i en frisørsalon er en oplevelse for sig. Her er intet hastværk, hvilket passer os fint.

Ole S

Jesper og Maria fortæller

Caraibien 2001 Tobago til Grenada, Maria & Jesper

Tobago, en oase udenfor verdenssamfundet.

Mødet med denne ø var en uforglemmelig oplevelse, mest i hvordan det simple, afslappede og tilbagelænede kan fylde en hverdag uden at det virker bekymrende.

De første dage tilbragte vi i hovedstaden, Scarborough hvor vi skulle indklarere. Maria havde overtaget rollen som papirkaptajn. På et skib skal der være en der har det formelle overordnede ansvar og som kan stilles til ansvar for besætningen og skibets last. Reelt er vi alle kaptajner men Maria har nu det sidste ord. På det tidspunkt hvor vi tjekkede ind på Tobago, var Maria den yngste og eneste pige ud af vores seks mand besætning. Både her og senere skabte det stor undren og lidt forvirring. Hvordan kunne en pige have kommandoen over fem fuldvoksne mænd. Det gav ofte ingen mening i disse paveskrankers mandeunivers. Men når først øjenbrynene havde lagt sig igen, har det faktisk vist sig at være et rigtig hit med en lyshåret pige som kaptajn.

Det var rart de første dage efter Atlanten, at være i en pulserende by. Gadesælgere, høj lokal musik, med en alt for overdreven bas der fik stenene i fortovet til at vibrere og støvet til at hvirvle selvom det ikke gjorde nogen forskel, i forhold til hvad alle bilerne bidrog med . Det tog lidt tid at vænne sig til de mørke langhårede mennesker der konstant kom flyvende mod en med en knyttet næve og et: ”yo maaan”. To knyttede næver mod hinanden viste sig at være den lokale hilsen. De spisesteder der havde en snært af noget vi genkendte blev invaderet af de danske tropper, men vi havde hurtigt alle en tom fornemmelse, som efter et Mac-attack!

Julen og nytår nærmede sig og dem havde vi besluttet at fejre oppe nordpå. Af andre sejlere havde vi hørt, det var småt og dyrt med indkøbsmulighederne deroppe, så vi blev enige om at proviantere her. Alle fik tildelt nogle arbejdsopgaver og så styrtede vi ellers rundt for at skaffe, til hvad der kunne komme til at dufte af jul. Tobago er stort set kun selvforsynende med de kyllinger der render forstyrret rundt overalt, resten kommer med færge fra Trinidad. Udvalget var derfor småt, det virkede heller ikke som om de på nogen måde havde gjort klar til en dansk jul. Det gjorde vores opgaver en smule mere kompliceret, men folk var utrolig opfindsomme. En seks kilo kalkun fik imidlertid humøret til at stige. Nu håbede vi bare den kunne holde sig rimelig kold to dage, for køleskab var gået i stykker.

Sejlturen til Charlotteville havde vi regnet med at kunne klare som en dagssejlads, da der kun var omkring femogtredive sømil, men store bølger og stærk vind lige imod os gjorde, at vi kun bevægede os én sømil i timen mod målet. Det viste sig at være umuligt og vi fandt en bugt hvor vi overnattede da vi gerne ville anløbe Man-of-war Bay, Charlotteville i dagslys. Vi sejlede tidligt videre næste dag, da det nu var blevet den 23’ende, juledag og en optøet kalkun pressede på.

Det var en fantastisk smuk indsejling og noget af en overraskelse at se at der allerede lå syv til ni danske både. På grund af forsinkelsen fik vi travlt med at gøre klar til næste dag, der var dagen. Det var hyggeligt efter en måned i samvær med de samme mennesker at møde andre ligesindede man kunne diskutere løst og fast med, men det blev der først rigtig tid til efter juledagen.

Vi var nu kommet til rommens land, så der blev drukket rom som i de gode gamle sørøver beretninger. Jeg skulle lave Gløgg og var slet ikke i tvivl om at det skulle være en romgløgg. Et halvt kilo rosiner havde fået lov at suge en flaske rom i et par dage og essensen var lavet på den gode gammeldags måde med hvad vi havde, kanel, ingefær og nelliker. Vi havde kun to ”papper” vin tilbage, så en flaske af den lokale frugtvin røg også i gryden. Til sidst blev det hele smagt til med rom. Det blev en fantastisk god Gløgg som skulle have været en appetitvækker før maden, men endte mere med at være en ”søvnvækker”, for der var lukket og slukket før ti. Men før alle faldt om, nød vi et pragtmåltid der kunne måle sig med ethvert dansk julemåltid. Ris a l’amanden nåede vi desværre aldrig.

Nytårsaften skulle vise sig at blive det helt store danskergilde. En dag efter jul kom Verner, en utrolig rar og lunefuld gut, racende over i sin lille gummibåd. Verner og hans ven Michael har sejlet fra Danmark i Verners lille Spækhugger, der er 23-24 fod. De fortalte at der var fællesmøde på den lokale strandbar omkring et stort nytårsarrangement. Maria og jeg blev sendt fra Grappen og udfaldet blev, efter lidt diskussion omkring forskellige forslag, grillfest på stranden. Os otte der på daværende tidspunkt var ombord skulle stå for fakler og grill. Vi eksperimenterede et par dage i forvejen med bambusfakler, som vi havde hentet i skoven, og resultatet blev helt ok.

Det helt store hit for aftenen var et Steelband der var hyret til at spille et par timer. Seks mand der bevægede sig langsomt rundt i sandet med en rytmisk sans, der vil få en hver stivbenet dansker til at måbe af misundelse. Det var stort, og alle kastede sig da også ud i en eller anden form for vrikken. Når man ind i mellem skulle lade det overskydende øl, og bevægede sig hen af stranden blev man mødt af hundredvis af ildfluer der sværmede i udkanten af regnskoven, der gik helt ned til stranden. Der var ingen tvivl når man stod lidt for sig selv, betragtede omgivelserne og blev lidt filosofisk, dette var et øjeblik man ville huske resten af livet. Så fredfyldt, så idyllisk, så roligt, så harmonisk, næsten for specielt til at prøve at sætte ord på, men hvad gør man ikke for at gøre jer derhjemme lidt misundeligeJ. Tobago er uden tvivl en velbevaret skat, som vi helt sikkert vil vende tilbage til.

Efter nytår ankom Birgitte og Jacob, de var ret groggy de første par dage, men faldt nu hurtig ind i ”livsstilen”. Antallet på båden var steget til ti inklusiv lille Gustav på tre år. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi var lidt maste, men heldigvis kom Marias forældre på besøg og vi forlod båden i en uge for at være sammen med dem. Vi havde glædet os enormt til at de skulle komme, ikke mindst Maria der syntes en jul uden familien var lige på grænsen til det acceptable. Hanne og Jørn, der havde taget tre ugers ferie oven på juleracet, havde i store træk én uge på Tobago med os, én uge på båden og en uge på Grenada. Maria og jeg havde i ugerne før deres ankomst brugt nogle af vores ture rundt på øen til at også at finde steder hvor vi kunne bo sammen. Vi ville gerne gi’ dem nogle specielle oplevelser og havde fundet et par rigtig rare steder at bo. Det mest specielle var et hus i tre niveauer, beliggende på toppen af en klippe helt ud til vandet med udsigt over to bugter. Huset var bygget i hippie stil (be one with nature), sjove farver og væggene ud til havet var kun en meters penge høje, så man følte man lå ude i det fri. Det var vist også lige et sted for Hanne og Jørn, Jørns grålige tone i ansigtet forsvandt i hvert fald hurtigt. Om det var den friske havluft eller halveringen af den daglige nikotin til en enkelt pakke smøger om dagen må stå hen i det uvisse.

Selvom vi nu havde været tre uger på øen, var der en masse vi ikke havde set. Efter Atlantturen havde vi nydt det stille liv i Charlotteville med så uskyldige aktiviteter som afslapning, strandtennis, afslapning, dykning og afslapning. Man kan nogen gange selv blive helt foruroliget over hvor meget ned i tempo man kan gå og om det er muligt at vende tilbage til det hektiske danske liv. Efter fem måneder herude, hvor man efterhånden har lært at tingene ikke går hurtigere end de gør og man bare skal nyde det, er det, at man rigtig kan værtsætte den livsstil vi lever. Man er vant til hjemmefra at vi ”udretter” ting, men her oplever man. Det lyder forfærdeligt, men ind i mellem er vi nød til at tage en dag eller to, som vi kalder ferie fra ferien, hvor man kobler lidt af fra alle de mange indtryk, gemmer sig fra solen og alt tillokkende og kryber ned i ”hullet” under dæk. Vi møder dagligt nye mennesker, kulturer og naturoplevelser, som vi skal forholde os til. Vi oplever uafbrudt ting som folk ville give deres højre arm for at komme i nærheden af bare i glimt. Men vær ikke i tvivl, vi er vanvittig bevidste om hvor priviligerede vi er, men alt har sin pris og vi har også betalt vores for den livsprioritering vi har foretaget.

Hanne og Jørn havde også betalt deres pris. Hundrede kroner pr. mand pr. dag, der er taksten for gaster på Disalagraptus, men så er oplevelserne gratis. Før de påmønstrede nåde vi at udforske Tobago og de fik lov til at smage det søde liv. Det søde liv fortsatte selvfølgelig på båden, men måtte ind i mellem krydres med søsygepiller. Sejlturen fra Tobago til Grenada, der tog et døgns tid, var en prøvelse for de fleste. Søbenene fra Atlanten var vist blevet byttet med et par flasker rom. Lidt vind og nordatlantiske efterdønninger var mere end de fleste kunne klare. Da vi kom i havn forsøgte Hanne at gøre mytteri, idet hun prøvede at overtale Jørn til at forlade skibet i en ruf vending. Men Jørn var ikke sådan at få med, skabene var fulde af god Tobago rom, og det endte da også med at de blev. Der gik heller ikke lang tid før Hanne igen syntes at det var rigtig rart på båden, bare den ikke gyngede. Efter et par dage på Grenada fortsatte båden videre og vi efterlod Hanne og Jørn, der først skulle hjem et par dage senere.

Vi var nu seks kaptajner på båden på vej mod Margarita, hvor vi skulle hente Oles kæreste Tove og Thomas havde, et par uger tidligere end beregnet, valgt at slutte sin tur her. Thomas havde fået for mange oplevelser de sidste fire måneder og ønskede nu mere end noget andet det stressende liv i Grenå.

Mellem Margarita og Grenada stoppede vi på de uberørte Los Testigos øer. Her boede omkring hundrede til tohundrede fiskere. Afskåret og meget isoleret. Uden at vide det kan jeg forestille mig, at det minder om en fangerby i det nordlige Grønland. Selvforsynende med det meste, ingen rindende vand og kun den elektricitet byens hovedgenerator kan præstere. Vi havde kun et par dage på øerne, fordi vi senest skulle anløbe Margarita den første februar, men i den tid vi var der fik vi fisk forærende. De var utrolig venlige, men talte kun spansk og den parlør havde vi ikke fået studeret meget endnu, så kommunikationen var ikke særlig mangfoldig.

Margarita havde vi ingen forventninger til og det var da også bare meningen at vi skulle ”bytte” et par folk, proviantere og få lavet nogle småting på båden. Det havde været umuligt at få nogen reservedele på Tobago, men her var det rimelig godt. Jeg tror vi alle havde en forventning om at vi ville være her en uges tid, men det blev til tre! Stedet vi lå var ikke specielt rart, vandet var ikke til at bade i og der var fugtigt som bare h…… Men nogen gange tager ting tid, man skal vente på det ene og det andet. Det eneste opløftende var at vi lærte folk at kende og på en eller anden underlig måde gjorde det efterhånden stedet mere positivt og interessant. Et amerikansk par, der havde sejlet i syv år, havde ligget her et seks måneder selvom det var meningen de kun skulle have lavet et kort ophold.

Et andet sjovt par var Don og hans kone Jackie. Don var eks. kamphelikopterpilot fra Vietnamkrigen, og Jackie var fra Thailand. Han var næsten tres og hun kun det halve. Efter krigen havde han købt et skib som han sejlede på må og få uden egentlig destination, som han selv sagde: ”I was going nowhere, just away!” Turen var faldet forbi Thailand, som han var ret vild med. Han var blevet gode venner med den lokale betjent i en lille fiskerby. Da han endelig skulle videre en tidlig morgen havde betjentens sekstenårige datter stået på kajen med en pakket taske. De har været sammen lige siden. For fire år siden kom de forbi Margarita. Det skulle også bare have været et hurtigt stop, men nu har han part i den lokale marinabiks og hun har åbnet en lille restaurant tæt på havnen.

I starten talte vi kun bådting med ham, da han var lidt af en ekspert på området og vi jo havde ting der skulle fikses, men som tiden gik kom vi mere og mere ind på livet af dem. Vi kom en del på restauranten, maden var kanon og billig, det samme var øllene der kostede tre kroner. Det var ikke småting han kunne berette, både fra krigen og fra sit omflakkende liv. Som han selv sagde: ”I’m just a bum!” Han savnede Thailand forfærdeligt og var klar til at sejle videre så snart hun blev træt af at køre restauranten. Et gådefuldt par, hvordan de har kunnet finde på at slå sig ned på et så ligegyldigt sted når man har rejst jorden rundt, er og bliver en gåde for os andre.

Endelig oprind dagen hvor vi skulle videre. Målet var Los Roques, der består af firs bittesmå øer. Vi havde kun hørt fantastiske ting om området og glædede os helt vildt til at bruge to til tre uger derude. Sejlturen dertil blev helt fantastisk. Vinden kom ind bagfra, vejret var bare perfekt til sejlads og ingen led af søsyge. Jeg havde nattevagt sammen med først Maria og bagvagt med Birgitte. Det første der mødte mig da jeg kom op i cockpittet var en glædestrålende Maria, der fortalt, så jeg næsten ikke kunne følge med. Morilden i vandet var her helt enorm, det vil sige båden trak et selvlysende spor efter sig og alt hvad der rørte sig i vandet lignede selvlysende objekter. Delfinerne var først kommet og havde lavet det fineste lysshow foran og under båden. Pludselig havde Maria og Ole spottet en stor kuglelignende ting et par hundrede meter fra båden, der havde retning lige mod dem. De havde begge stået med åben mund da lyset under vandet blev større og større jo tættere det kom og til sidst susede det lige under kølen og lyste hele båden op. Et par sekunder senere var det væk. Det har uden tvivl været en stor hval, der har skabt dette fænomen og man kan godt forstå hvordan myter i gamle dage er opstået. En ”one in a lifetime experience” og jeg var godt ærgerlig over at jeg ikke oplevede dette skue.

Birgitte og jeg fik dog også lidt på opleveren. Det var blevet skyfrit, stjernerne var kommet frem og morilden var ikke så tydelig mere. Jeg havde været nede for at sætte en position i kortet og da jeg igen står ved roret siger Birgitte at hun syntes hun havde hørt noget. Vi var vist begge blevet smittet en smule af de andres hvalfeber, så vi spejdede begge en tid til bagbord hvor lyden var kommet fra. Efter et par minutter er vi tilbage i rutinen, da der til styrbord, kun et få meter fra båden lyder et gigantisk PPPHHRRUUUU. Det giver et ordentlig ryk i os begge og Birgitte triller et øjeblik rundt på cockpitgulvet. En fætter af en hval har trukket vejret og ligger nu lige ved siden af båden. I mørket er den svær at se, men vi kan se silhuetten af det der stikker over vandet – den er stor. Der går også kun et øjeblik så er den væk igen.

Kærlig hilsen
Maria & Jesper

Leder i Newsday

Marquésas

Fransk Polynesien

Nuku Hiva

Fransk Polynesien

	Nuku Hiva, den 26/9-2001

Tahiti

Fransk Polynesien

	Besøg på en jordemoderskole i Stillehavet den 20/10-2001

Billeder fra Tuamotu

Billeder fra Tuamotu

Marquésas

Ankomst til Fatu Hiva

Rejsebeskrivelser

Fatu Hiva kunne skimtes i solnedgangen, men det var først næste morgen, ved solopgang at vi kunne snige os ind mellem de tårnhøje lodrette bjergsider, der står som kæmpe monumenter når man kommer udefra. Øen er 10 mil lang og 3 bred, men én kilometer høj. Her er utrolig frodigt, grønt over det hele og palmerne giver ikke op på den hårde sten her i Hanavave bugten. Efter at båden er lagt vel tilrette, indtager vi et velfortjent og velfornøjet morgenmåltid. Det er skønt at båden igen ligger stille. Man kan ikke lade være med at betragte dette skue, der bliver mere og mere fantastisk i takt med solens opstigen. Troles Kløvedal beskriver selv samme bugt i "Hvad sang sirenerne", hvor han fortæller at en gammel sømand har fortalt ham at dette er verdens smukkeste sted. Han fortæller aldrig selv hvad han føler og man kan godt forstå ham, det er meget svært at skulle udråbe noget til verdens smukkest, men tanken om at den gamle sømand har ret, er meget nær.

Vi er ankommet på den franske nationaldag og det betyder fest, underholdning og dyre papvin. Grillen var tændt og de ellers kun fiske spisende marquesianere havde disket op med kylling og steak. Ved siden af grillen sad tre velvoksne veltrænede mænd, i bar overkrop med store tatoveringer og skrællede kartofler til de bedste pommes fritter, der længe var gledet ned i løgnhalsen. Vi havde ingen lokalpenge, så de i forvejen dyre priser fik endnu et hak opad på grund af en uhyrlig vekslekurs. Den usleste papvin kostede 60,- kroner, men vi havde heldigvis taget vores fantastiske 12,- kroners papvin med, så her sparede vi lidt. Mens vi spiste var der spændende dans. Der var ikke så mange tilskuere, fordi de fleste var med i løjerne. Udover os var der 8-10 andre sejlere. Der er to byer på Fatu Hiva, hvor denne var den lille med 150-200 indbyggere.

Vi blev på Fatu Hiva og udforskede i 8-10 dage. Det er her Thor Heyerdahl i 30'erne kun 22 år gammel, sammen med sin kone Liv, bosætter sig i ét år. Senere vender han tilbage med sit sivskib Kontiki for at bevise at man kunne drive fra Sydamerika til Polynesien og på den måde fastslå hvor polynesierne stammer fra. Han har lavet mange spændende betragtninger herudefra, men bliver ikke altid taget lige seriøst af den videnskabelige garde rundt om i verden.

Moorea til Tuamuto

Moorea - Rangiroa

Rejsebeskrivelse 8

Ken har en stor fisk på krogen, efter 75 min. kamp stak fisken af, for sa.... Betænkelige miner hos Skipper Charlotte Er der ikke bare smukt Jakob klar til kamp mod kæmpefisken Monica sejler skibet i magelig stil, Anders tjekker at sejlene spiller Jonas parat til sit første dyk på Moorea.

Moorea Rangiroa

Ankerkæden glider stille og roligt op af det blå vand ned i ankerbrønden på Disalagraptus, det er nu tid til at forlade øen Moorea, som har givet så mange gode oplevelser til besætningen på Disalagraptus.

På denne ø stødte vi ind i 3 andre Danskere, Kim og hans søn Rune, kim havde rejst og sejlet meget omkring i Stillehavet, så han havde en masse erfaring og oplevelser som han glædeligt fortalte ud af, havde han været alene så var jeg sikker på han var sejlet med os ud på det store hav... tak til Kim for nogle gode historier og gode ideer til hvor skibet kunne sejle hen...

Søren Jakobsen Dansk fodboldspiller på Tahiti igennem 10 år, havde nu skiftet klub og boede nu på Moorea, hvor han nød livet og samtidig udfoldede sine talenter som fodboldspiller... verden er engang imellem meget lille...

Stævnen på båden peger direkte ud mod det store Stillehav, jeg er i masten, nyder udsejlingen fra Moorea, spejder ud over revet, direkte ud mod det dykkersted som gav mig så mange fede dyk, sammen med de fascinerende hajer og Stingray samt de utallige forskellige farverige fisk lidt vemodig ser jeg Moorea forsvinde stille og roligt i horisonten.

Foran os ligger der ca. 220 sømil der skal sejles før vi når Rangiora , en sejlads der normalt kunne gennemføres på 2-3 dage, men i dette tilfælde kan det ikke lade sig gøre , da vores rute er lige op imod vinden

Disalagraptus hælder ca. 20 til 30 grader, vinden blæser og vi sejler "bite vind" alting foregår med denne hældning, så det at spise suppe for en hel ny betydning, ja... bare det at gå på toilettet kan virke temmelig besværet, men alle klarer det efterhånden helt okay.. :)

Jeg har vagt fra kl. 7.00 til 10.00 samt fra kl. 19.00 til 20.00, i denne periode gælder det om at holde tungen lige i munden og holde kursen...

Tankerne flyver af sted når jeg står i mørke og styrer skibet henover det store Stillehav, mens jeg samtidig føler mig som en opdagelsesrejsende helt alene på det store blå hav.

Stjernerne og månen lyser himlen forbavsende meget op, tro mig.... alt er meget stille , det eneste man kan høre er havets brusen og en enkelt snorken fra skibets midte, ellers er alt helt stille - fantastisk stille.

Yes....fiskehjulet hviner og snøren pisker bare der ud af, Ken springer som en tiger hen over dæk og vanddunke, fastspænder sig med sin livline, han skulle jo nødig blive trukket over bord af den forhåbentlig store fisk... Slæg sejlet.. Slæg sejlet.. skriger han, det er en kæmpe fisk sejlet bliver omgående slægget, hvem kan modstå en voksen mand, der med så stor iver vil have denne fisk op på dækket og videre ind på komfuret :)

Fisken kæmper og kæmper, Ken sidder helt rød i hovedet, er det solen eller er det den hårde kamp der får farven frem i ansigtet.

Jakob har i mellemtiden iført sig kamp uniform, sin fiskehat, fiskekniv og fangstkrog, der er ingen tvivl..han er 110 % klar, hvis det lykkes Ken at få fisken op på dækket.

1 time er nu gået og fisken har vundet endnu mere line, det er en stor satan for det kan ikke lade sig gøre bare at hale den op, Ken.. kæmper alt hvad han har lært..denne fisk giver meget modstand, nu efter 75 minutter, er den overhovedet ikke blevet træt eller giver tegn til at ville overgive sig.....pling lyder det , efterfyldt af et højt og kraftigt råb SATANS....SATANS... fisken har vundet, stak yderligere af med vores wobler, det eneste den efterlod var en båd i sorg, alle havde set frem til den helt store fiskemåltid, Ken.... var bitter som en i helvede, hans absolutte største bid, var smuttet lige for næsen af ham, han bliver nok god igen efter et par dage.....

Vinden driller Disalagraptus, kaster sig fra side til side, det ene øjeblik er der masser af vind, det næste slet ikke noget vind... dette hav må være Stillehavet.... :)

Besætningen klarer sig rigtig godt, der har kun været et par tilfælde af søsyge, alle gør en rigtig godt indsats, kæmper i det varme.. meget varme køkken med at lave mad, kaster sig ud i styring af skibet, mens bølgerne vælter ind over skibet, alting bliver kastet frem og tilbage nede i skibet, selv besætningen vælter rundt, mens vi forsøger at krybe ned i vores køjer og undgå ting der kommer flyvende igennem skibet, kan være lidt svært når lyset er slukket....

Efter 5 hele dage til søs og sejlads på bite vind, hvor skibet hælder 24 timer i døgnet, er vi nu nået til Rangiroa, det bliver godt... når vi nu i de næste 5-6 dage kan gå helt almindeligt omkring, sejlturen har været hård , men alle er ved godt humør, de næste dage skal nydes i fulde drag....dykning og snorkling kommer nu igen i højsædet :)

Kim Jacobsen Rangiroa

Hilsner fra besætningen på disalagraptus

Hej alle derhjemme

i det kolde nord. Vi lider i varmen og må drikke oceaner af væske. Jeg har det godt men savner jer alle sammen og det vanlige liv. Det bliver godt at komme hjem og se jer alle igen. Det er først nu jeg for alvor begynder at forstå jeg er på eventyr igen. Det kræver en del omstilling. Jeg må tænke i helt andre baner. Jeg ønsker det bedste for jer alle, vi ses til nytår -

Kærlige hilsener fra Anders.

Hej med jer derhjemme.

Jeg får virkelig oplevet noget, og afprøvet nogle grænser. Det er jo helt enormt det store hav, og grænseoverskridende. Når der kun er hav til alle sider, og kun har det at forholde sig til. Det er både irreternde og fascinerende på en gang. Nu er vi kommet i land, og det er dejligt. Det bliver dejligt ikke at gynge rundt et par dage. Det er ikke så meget jeg har fået tegnet, men jeg glæder mig til at komme i gang med det, nu har jeg jo slæbt tegnegrej med. Jeg tror det bliver nogle dejlige måneder, og jeg nyder det. Jeg kunne i hvert fald ikke ønske mig andre steder hen, men jeg savner jer, mor far og Helene. Jeg savner også jer andre, bare ikke lige så meget. Her er så dejlig en ro, og tid til tanker, og til at nyde livet. Kan i ha det godt derhjemme, og til jer i scuba base, så har i rigtig god grund til at være misundelige.

vi snakkes ved hilsen Charlotte.

Hej alle,

det går fantastisk, vi er lige ankommet til Rangiroa en Tuamotu atol den største af slagsen 200 km rundt med Bounty-strande, super dejligt. Det første vi gjorde var at hoppe i baljen og straks snorklede vi med små hajer, men dejligst var det at blive vasket efter 6 dage i søen med skiftende vinde og bølger så den lille skude væltede rundt, og ingen luft under dæk da alt var lukket af, altså stinkende varmt og hårdt for kroppen. Men vi alle har lært skibet at kende og er supergode til at manøvrere Hende og klar til den næste og sidste lange tur til marquesasøerne om en uges tid når vi har udforsket øen her under og over vand det skulle være et fantastisk dykkersted med alt hvad der er værd at se af underlige fiskeskabninger med og uden finner. Skibet og menneskerne er dejlige at være sammen med, vi oplever tingene sammen, snakker og griner sammen, en fed måde at rejse på. jeg savner ikke nogen endnu håber i fryser af helvede til, men har det godt.

Polynesiske hilsner Jonas.

Hej alle i skønne skabninger i det danske.

I de sidste uger har jeg prøvet mange nye ting for første gang. Jeg har sejlet med vilde delfiner for boven. Livsglæden lyser ud af disse legesyge og fantasifulde dyr. Jeg har svømmet med store rokker (stingrays) der kom helt tæt på og lod sig stryge over de glatte vingeformede kroppe. Det er uhyre fascinerende at se rokkerne flyve gennem vandet på store bløde vinger med rolige bevægelser. Jeg har også prøvet at være søsyg.

Bådens bølgende bevægelser blev pludselig for meget for den store stygge sømands sarte sanseapparat.

Det var hård sejlads fra Moorea og her til Rangiroa. Nordøstpassaten var stik imod, så det var fem dage i søen på konstant bidevind. Skibet hoppede og dansede og krængede så koøjerne stod under vand i skibets læ side. På frivagterne klamrede vi os til sengeheste, der bissede nervøst og forvandledes til søheste, cirkusheste og uregerlige rodeoheste. På vagterne var det med tungen lige i munden for at holde højden uden at gå i vindøjet. Arbejde på dækket i vand til anklerne og hyppig rebning af sejl, når en front passerede med sorte skyer, tropiske regnestyrt og kraftig vind. Normalt er jeg i mit es under sådanne forhold.

Men en mørk nat, hvor jeg måtte rydde op i mit saltvandsvåde skab, mens alt hoppede og dansede, måtte jeg pludselig op og råbe uaarrghdd... efter de frådende bølger, som med en hånlig latter forsvandt agtenud i natten.

Ellers går jeg rigtig og hygger mig. Først og fremmest med at slappe af, hygge mig med de andre, ordne praktiske ting på båden, læse bøger og snorkle blandt farvestrålende fisk. Jeg sender tit en kærlig tanke til jer derhjemme.

Næsten alt, hvad jeg har med, er gaver fra venner og familie. Snorkel, maske, finner, dykkerkniv, harpungevær, lommelygte, multitool, bøger, fotoudstyr, tøj, tasker, tegne- og malegrej, spil, solbriller og mange andre småting, som jeg nyder at bruge herude. I morgen er det første december, og vi glæder os helt vildt til pakkekalenderen, som vores to skønne gaster (fra februar) Karin og Helene har sendt med herud :-) Nu vil jeg slutte for denne gang. Pas godt på jer selv og hinanden.

Kærlig hilsen Jakob

Hej med Jer

Ja-sejlerfreak bliver jeg aldrig. Puha det var en hård omgang at komme igennem de 5 dage, hvor alt er vådt af saltvand eller sved. Særlig ubehageligt er det at træde ned ad stigen, hvorefter fødderne dingler frit over håndvasken eller at være nød- saget til at gå på køkkenskabene. Den næste sejltur på ca. 10 dage skal bare overstås så hurtigt som muligt, så vi kan nyde livet på Marqueses.

Håber I har det rigtig godt og snart er klar til julehyggen. Nu er halvdelen af tiden allerede gået. Det går alt for hurtigt.

Knus, kys og kram fra Ken og Monica

Til venner, familie, arbejdskollegaer, tidligere medarbejdere, Grapper og alle brugere af hjemmesiden www.amazingdiveclub.dk

Jeg håber i nyder tiden i Danmark og ser frem til julen... her ombord på det gode skib Disalagraptus, nyder jeg livet i fulde drag. Jeg er glad for min beslutning, om at tage på dette togt i Stillehavet.

Jeg kan se på hjemmesiden, at mine rejseberetninger bliver læst og billederne bliver set, dette er til stor inspiration for fremtidige beretninger.

Jeg vil her igennem opfordre alle til at bruge gæstebogen, til en hilsen i ny og næ...det luner herude i verdens baghave..... Smil og verden smiler til dig :)

Er desværre løbet ind i problemer ang. brug af compurter om bord, venter på pakke fra Danmark, vender tilbage med masser af rejseberetninger og billeder.

Kim Rangiroa

Moorea I

Rejsebeskrivelse 1

Jeg er ok Hajer ved Moorea. Hajerne går tæt på, så det er med at holde tungen lige i munden Disalagraptus på Moorea Lionfish Flot Muræne

Afgang på drømmerejsen... Første dyk på Moorea masser af Hajer...

Los Angeles d. 7 / 10 kl. 03.49 lokal tid ( dansk tid 12.49 ) En hård start…………

Så kom tiden til afgang til min drømmerejse , jeg skulle flyve kl.7.00 fra Kastrup det betød afgang fra lejligheden kl.5.30 i sagens natur ingen opgave.... Hvis det ikke lige havde været for den lille afskedsfest jeg havde stablet på benene , den trak ud , så da chaufføren kom var "festen" på sit højdepunkt

Alle hjalp til med at pakke de forskellige ting der lå fremme , ned i tasken med det meste og så en bøn til de højere magter om at jeg havde husket det hele.

( det havde jeg ikke )

Afsked er altid hårdt denne var ingen undtagelse ........

Flyveturen til Frankfurt husker jeg ikke noget af , udover at min sidemand vækkede mig for at sige han gerne ville af nu...

Jeg tror det var på grund af flyveturen jeg følte mig en smule konfus og ude af kurs , jeg bildte mig ind at afskedsfesten ikke havde noget med det at gøre..

Så mine parader var svækket , da luftfartsmyndighederne gik til angreb........

Det tog en time før de ville slippe mig med flyveren fra Frankfurt mine papirer skabte virkelig opmærksomhed ( eller var det mig med uglet hår og spiritus ånde ) , jeg snakkede med 8 forskellige tolder før der kom en meget stor neger og sagde ingen problemer ... Puha .. det holdt hårdt

Visum skal der til for at rejse ind i Amerika , jeg havde ikke hørt en skid efter i flyveren , da der var rigeligt med arbejde i bare at overleve Så en tur igennem emigrationsmyndighederne var uundgåelig , jeg følte mig lidt som en forbryder , men med lidt humor hist og pist og en forhørstid på 1 time var jeg klar igen og en oplevelse rigere

For første gang på denne tur nyder jeg virkelig flyveturen som gik til Los Angeles For s.... hvor er denne by stor set fra oven , fantastisk billede med solnedgang og lys over hele byen , meget smuk udsigt. Jeg glæder mig til at ligge i sengen på et hotel værelse efter at have fløjet i snart 23 timer , et bad vil også gøre underværker....

I morgen er der afgang kl. 13.00 det sidste stykke mod Tahiti , det bliver så godt

Spændingen er udløst ...... Grappen eksisterede og jeg blev hentet i lufthavnen Alle udegrapper var klædt festligt på , havde været i bad og lugtede mere som et bordel end som nogle som havde været på søen i 10 måneder , jeg fik en festlig modtagelse med blomster , flag , musik og hvad der ellers hører sig til på Tahiti .

Hele dagen blev sluttet af med en " sundowner " en såkaldt drink når solen går ned.............

3 dage gik der før pakken med dykkergrej , afsendt fra Danmark 2 måneder tidligere , var lokaliseret så kunne jeg ikke få den alligevel..... der manglede nogle papir, nååååå det lykkes vel nok.

Mit blik er rettet mod øen Mooreea , min første sejltur med Disalagraptus er begyndt , et togt på ca. 18 sømil i stillehavet mod den fantastiske ø Moorea , det krystalblå vand plasker omkring kølen mens vi glider ind i den smukkeste bugt jeg længe har set , stillehavet er besejret ( indtil videre ) De frodige bjerge står stejlt op ved fodenden af bugten , nu skal vi " bare " undgå de farvestrålende koraller og finde en perfekt ankerplads , lyder nemt men når 6 kaptajner har hver deres holdninger og ideer er det i sig selv opgave , ankerpladsen med den fantastiske udsigt kunne ikke blive bedre, endnu en sejr til demokratiet.

Moorea vil altid stå stærkt i hukommelsen ... en tilfældig dag hevet ud af kalenderen Kl. er ca. 6.30 solen er begyndt at kigge frem jeg står på fordækket og nyder solopgangen mens jeg spejder ud i horisonten ud bag det store koral rev som omkranser denne flotte lagune vi ligger i , hvad f..... var det noget sort , der bevæger sig lige ved båden, alle sanser er i beredskab ... en sort Eagleray der dovent bevæger sig rundt som en støvsuger på den kridhvide sandbund . Jeg sprang ned efter mit kamera , direkte ud over rælingen og ned i gummibåden på med maske og snorkel og hovedet i vand , det blev til en fed oplevelse og nogle gode billeder , morgenmaden nydes i cockpittet varmen er begyndt sit stormløb på dagen , spørgsmålet hænger i luften hvad skal der ske i dag ??? nå... ja vi havde booket et morgen dyk i det lokale dykkercenter De ville komme og hente os her på båden kl. 7.50 , vi var alle 100 % klar og spændte , vi skulle deltage i Shark Feeding det skulle nok blive godt

Shark feeding ......... 40 - 50 hajer , i midten befinder 4 danskere sig iført dykkerudstyr med åben mund og polypper og hjertet helt oppe i halsen

Sikke en spænding ... wauuuh et dyk , jeg har aldrig set så mange hajer på et dyk fantastisk.... endnu bedre var at jeg havde mit ny indkøbte digital kamera med på dykket , 80 billeder blev der taget nogle bedre end andre . Skulle du som dykker komme forbi Mooreea , kan livet ikke leves videre hvis du ikke prøver et Shark Feeding dyk med det lokale dykker center , det er adrenalin på højt niveau , jeg vender tilbage ......

Tiden er inde til en fantastisk båd tur i naboens gummibåd over til den nærliggende bugt , forbi hytterne der ligger helt ude i det turkis farvet vand , poolen der er direkte udenfor døren med de farvestrålende koraller og tonsvis af fisk , skibs vraget som vi ligger og snorkler på , hajen som kommer på besøg og forsvinder lige så hurtig igen ... solen er på vej ned bag de kæmpe bjerge mens vi kravler ombord igen på Disalagraptus.

Der er blevet inviteret gæster i aften.... en nabo båd god mad , vin , drinks og slideshow på pc´en snorkeltur og shark feeding er på plakaten , efter stående bifald og begejstring over røverhistorierne og billederne af dagens dykkertur er vi klar til koncert på den lokale cafe´ en gammel kending af grapperne skal spille , i mørke sejler vi ind igennem de farlige koraller , vi kender efterhånden smutvejen ind til den hvide sandstrand , alt går planmæssigt det bliver sent inden jeg smider mig ned i køjen , jeg når lige at tænke .. Godt du tog denne beslutning om at rejse / sejle rundt herude i verdens baghave mens du nyder livet og oplevelserne .

Kim Jakobsen ..... Moorea

Moorea II

Rejsebeskrivelse 2

Dannebrog rejser sig i nakken. Kim Jakobsen Tæt på Moorea Så er der lagt op til en sundowner Flot Eagleray

Moorea er en total uspoleret ø i Stillehavet kun 30 min. sejlads med færgen fra Tahiti.

Øen har indtil videre bevaret sin oprindelige kultur uden alt for meget turisme , det er kun de lokale der prøver at tjene en skilling som kan forsøde deres tilværelse , priserne er skruet i vejret når de forholdsvis få turister ankommer med stor luxuslinerer til den smukke Ø.

På en af vores utallige gåture i de flotte omgivelser. ned ad vejen der går helt ind i bunden af bugten langs vandet , så jeg kan nyde koralerne i det turkisblå vand og de store grønne bjerge der skyder op omkring bugten med de utallige af palmetræer.

Der møder vi en lokal dame der kører rundt i sin jeep, hvor ladet er fyldt op alverdens lækkerier, de sædvanlige kolde coca colaer , lokal slik , hele lækre ananas , ananas i stykker som hun har tilberedt og puttet ned i små poser , der er både med og uden marinade , små lokale grøntsager der ligner og smager som kartofler måske en anelse sødere , hun er også leveringsdygtig i forskellige middagsretter.

Vi kaster os over ananas , med og uden marinade , de lokale kartofler (eller hvad det nu er ) og selvfølgelig en iskold coca cola på dåse, alt sammen bestilt på overlevelse sproget Fransk - engelsk og tegnsproget som ikke er at "kim"se af.

Prøv at sætte dig i mit sted .... iskold coca cola på dåse , frisk kold ananas der er tilpas moden, mens du sidder og nyder varmen 33 grader, iført shorts, nye farvestrålende sandaler, bar mave , lidt sved på panden og kigger ud over det turkisblå vand, hvor det dejlige skib Disalapgraptus ligger tæt ved koralrevet , koralrevet som du i øvrigt har været ude at snorkle på i dag og set mange farvestrålende fisk i utallige afskygninger, alt sammen imens du tænker.

" Hvad f..... har jeg gjort..... siden jeg skal have det så hårdt " :)

Det var mine tanker ... hvad tænkte du ???

Nåå... jeg må jo bare klø på..hårdt arbejde venter , jeg skal være klar i morgen tidlig kl.8.00 hvor der endnu engang er dykning på programmet . Inden da skal jeg for guds skyld huske at få min "sundowner" mens jeg nyder solnedgangen på Moorea.

Dykning er og bliver et hit....

2 dyk er det blevet til på Moorea, øen er simpelthen et besøg værd også når vi snakker dykning , de har nogle rigtig fede dykkersteder og er top professionelle.

Udsigten er pragtfuld når skibet stævner ind i bugten , lige ved indsejlingen ligger dykkercenteret Topdive . Det er drevet af en gammel Fransk gut som er meget populær i Frankrig og her i Fransk Polynesien , han har lavet masser af dykkervideoer og er med i utallige brochurer for Moorea og Tahiti, meget humoristisk og utrolig dygtig.

Topdive driver 3 dykkercenter på henholdsvis Moorea , Rangiora , Bora Bora alle 3 øer ligger på vores sejlrute , 10 dyk pris 53000 pf. = 320 kr. pr. dyk , jeg investerede mens jeg tænkte

" Fedt at have sin egen dykkerkompresser, når den bliver installeret er prisen pr. dyk kun 50 kr. inkl. luft og dykkerudstyr .. det bliver sgu vildt billigt :) "

Inspireret af mit første dyk , havde jeg booket endnu et dyk " Shark Feeding "

Dykket var med afgang kl. 8.00 , vi blev hentet på Disalagraptus af dykkercenterets hurtiggående båd , så det var i fuld fart ud mod dykkerstedet , 2 kg bly om maven , tanken på ryggen , kameraet i hånden , sved på panden ( 32 grader ) , adrenalinen i top , baglæns ud af båden , plask Stillehavet slugte en stille og roligt , vandtemperatur 29 grader , efter 30 sekunder i vandet blev jeg beset af de første 4 hajer, black tippet reefshark , det skulle nok blive et godt dyk.

Shark feeding - den rutineret franske gut med over 15000 dyk på bagen " havde fiske posen klar til hajerne , i løbet af ingen tid var vi omringet af 30 - 40 hajer og masser - masser af fisk i alle mulige afskygninger og farver , Digital kameraet var ved at brænde sammen af mine ivrige finger på tasterne, nu skulle der tages billeder og billeder blev der taget for s.... et godt dyk , 47 minutter i så godt et selskab, så går tiden stærkt det var endnu et dyk i verdensklasse , mine tanker gik til mine danske dykkervenner " dette dyk skulle / måtte de bare prøve " men okay.... endnu engang må jeg tage det varme dykker slæb.... :)

Skulle vejen falde fordi Moorea , er det virkelig et par dyk eller 30 værd...

3 uger.... så er jeg tilbage, med lyst og mulighed for endnu flere dyk, på dette tidspunkt er dykkerkompressoren nemlig i fulde omdrejninger , pris 5o kr. pr. dyk.

Næste gang har jeg også følgeskab af den nye besætning på Disalagraptus , de dykkere der er ombord kan forvente en oplevelse at de helt store... der iblandt min bror Ken, som bliver færdiguddannet dykker på Tahiti inden afgang til Moorea. Glæd jer...

4 dage blev det til på Moorea , Disalagraptus vender snuden mod Tahiti , den nuværende besætning vil bruge en lille uge på Tahiti , til at gøre båden klar til den nye besætning der skal males , laves rust , sys et par sejl , hovedrengøring , lakeres og 100 vis af småting

Dette bliver ugen hvor jeg får overdraget Disalagraptus fra den besætning som har boet på båden i snart 1 år , sejlet den fra Danmark og herud til Tahiti, haft så mange gode oplevelser og mødt så mange spændende mennesker fra hele verden . De 6 mennesker Jesper , Maria , Ole ,Tove Jacob , Birgitte alle ejere af båden, har gennemgået og oplevet så mange ting , at det vil tage dem meget lang tid at bearbejde turen og heldigvis for det. Den gæstfrie og positive modtagelse jeg fik af disse mennesker skal man lede længe efter , tak ... for alle disse input , jeg skal love for, at jeg blev bombet med input, med alt omkring båden Disalagraptus og hvordan livet kan leves ombord , hver især har disse mennesker bidraget med en stor viden og begejstring som jeg kan og vil nyde godt af i fremtiden.

Endnu engang tak for det... Jesper , Maria , Ole , Tove , Jacob og Birgitte

Stemningen var en smule mat ved besætningens afgang , det var med blandede følelser de sagde på gensyn til Disalagraptus , livet går videre men der bliver noget stille, på båden de næste 18 dage , indtil ny besætning påmønstrer 8 november .....

Den oplevelses hungrende besætningen bliver Ken , Monica , Jacob , Jonas , Charlotte , Anders og Kim , vi sætter forhåbentlig kursen mod Moorea d. 12-13 november.

Hotte hilsner

Kim Jakobsen Tahiti

Papeete - Tahiti

Rejsebeskrivelse 4

Hytter med havudsigt kan lejes for ca. 3000 kr. pr. dag Svensker Thomas Godt oppe at flyve Der må ikke flyves efter dykning, men under.. er der ingen der har sagt noget om. Svensker Thomas på skideren.

Papeete - Tahiti

.... det gik ikke .. altså det med at vride tøj med fødderne , det gik ikke ... damm....

Men det er nu mere hyggeligt , at vaske tøj med Moorea i baggrunden, mens solen bager på min krop end det ellers plejer at være.

" Danske wienerbrød med chokolade " lyder det lige pludselig , hvad er nu det.... kigger ud over vandet , og der kommer en stor solbrændt Svensker med et kæmpe smil , der fylder hele ansigtet , Thomas hedder han , ligger i sin båd meget tæt ved Grappen , har hilst på ham et par gange tidligere ( Thomas elsker at prøve at snakke dansk )

Karneval oppe i byen i aften , han mente det lige var en opgave for os , så havde han tilfældigt lige købt noget vin vi lige kunne smage på... fedt nok tænkte jeg. " den er jeg med på " det viste sig , at det var en 5 liters papvin , 11 procent alkohol sagde han stolt , det var jo det man gik efter....okay.. der lærte jeg da lidt om vin. :)

Efter 5 liter papvin , var Thomas klar til at sejle dinghy´en ind til fastlandet , han havde rutinen , det havde jeg ikke og det var nok meget godt... Karnevalet venter.. på os.

Hele byen ja.. hele øen var til karneval i Papeete, der var så mange mennesker, alle stort set klædt meget festligt ud , at der var total proppet i gaderne. Kæmpe optog med masser af forskellige temaer fra Disney , der var ca. 20 temaer med omkring 50 - 60 Tahitianere der dansede for fuld udblæsning, kæmpe højtalere langs vejen, uden ret meget tøj på , meget festligt

Jeg fik her syn for de Tahitianske piger / damers udstråling og skønhed :) Der var et minus ..... mit kamera lå på båden , jeg ville meget gerne, have delt denne oplevelse med nogle flere fra Danmark , nå...det blev ikke i denne omgang, men det hele er i mine tanker.

Hele karnevalet sluttede af med, et kæmpe fyrværkeri ud over havne området , utrolig flot og til stor jubel for alle de lokale , det var kun turisterne der stod stille , sådan som det nu kunne lade sig gøre, med 2 liter billig papvin på 11 % indenbords... resten af aftenen skal genfortælles live !!! , så det må blive en anden gang... Sorry ladies og gentleman :)

Dagen derpå... det blev lidt sent , så det har taget sin tid, at komme ud af fjerene. Men frisk og frejdig, er jeg nu klar, til en lang snorkeltur, ud til revet inden det bliver mørkt.

Jeg har købt en bog over dykkersteder i Fransk Polynesien, her på Tahiti er der nogle gode steder, et af dem skal prøves i morgen , i øvrigt sammen med min svenske ven , Thomas.

Aquarium hedder dykkerstedet , 15 minutters sejlads fra Disalagraptus med dinghyen , Thomas og jeg fræsende i hver vores dinghy, med fuld scuba udstyr klar til dykning, flasken i øvrigt fyldt med egen dykkerkompresser , så den virker.... fedt..fedt.. !!!

Aquarium ligger i en lagune, tæt ved det det ydre rev , lagunen er 5 - 14 meter dyb og fuldstændig klart vand med en sigt på 25 - 30 meter , perfekt...det skal nok blive godt.. og så var der lige vragene , 3 stykker... to små skibsvrag og en flyvemaskine , en Cessna på 7 m. det bliver første gang , der dykkes sammen med en flyvemaskine men det går nok... :)

Flot dyk .... masser af fisk bla. black-striped, surgeonfish , anamonefish , marbled grouper , titan triggerfish , moorish idol , pacifi double - saddle butterflyfish og endnu engang a black eagle ray dog 10 meter fra os... desværre. Hovedrollen havde det lille Cessa fly , meget interessant vrag , endnu en gang var kameraet på spil , masser af gode billeder, de første 25 minutter , derefter var der dannet kondens vand... satans også , efter 37 minutters dykning, sad vi igen i dinghyen, vi blev hurtig enige om, at det var et godt dyk.

Et interessant dyk som venter på de kommende gaster........ solen bager virkelig i øjeblikket mens dinghyen er kommet op at plane, det går bare derud af, hjem mod Disalagraptus.

Kan mærke at solen har været hård i dag og jeg skal ligge på maven, når jeg skal sove :(

Jeg har inviteret Thomas over på spaghetti og slideshow på pc´en , nu skal dagens billeder ses igennem og kommenteres, aftenen bliver forholdsvis kort, der er kun en øl tilbage og ingen rødvin, trætheden efter en hel dag på vandet, har også meldt sig.

Inden jeg kaster mig i køjen, ser jeg lige billederne en gang til, det er en fantastisk opfindelse sådan et digital kamera, ud at tage billeder og om aftenen slideshow på pc´en. Det skal nok nå at blive slidt op ....

Et par tilfredse dykkere på Tahiti.

Kim Jacobsen Tahiti

Papeete - Tahiti II

Rejsebeskrivelse 5

Yes..jeg er klar til dykning Svensker Thomas med en bleg Cola. Den en vinge er 20 m. " Kim ombord på en "vandflyver.." Tankerne flyver... efter sådan er dyk

Papeete - Tahiti

Efter et par dage med lakering , maling , oprydning og klargøring til de nye besætningsmedlemmer var det nu tid til et dyk. Jeg havde læst om et vragdyk med både et skibsvrag og en vandflyver , som har ligget på bunden siden 1964 , vi (svensker Thomas og jeg ) havde sat os får at finde dette vrag. Dykkerstedet lå uden foran lufthavnen ca. 1/3 del nede af landingsbanerne , jeg havde allieret mig med et søkort, hvor vi kunne se lagunen, hvor skibet og flyvemaskine skulle ligge, så helt galt kunne det ikke gå.. Ned i dinghyen , fuld fart frem , nu skulle et nyt vrag erobres. Efter en halv times sejlads med solen højt på himlen var dykkerstedet fundet , vi havde ikke været der i mange minutter, før en dykkerbåd ankom til stedet. Et rigtig godt dyk, med masser af fisk og når der bliver dykket på vrag er spændingen altid til stede... jeg tager mig selv i at ligge og tænke på hvorfor og hvordan disse vrag er endt her ??

Flyvemaskine er yderst interessant , den ene vinge er 20 m , hvor den anden er knækket over på midten , cockpittet ligger på 17 meters dybde , ind og sidde på flykaptajnens sæde, det skulle selvfølgelig prøves, ligge og kigge igennem vinduerne på flyvemaskinen, som har fået helt andre beboere, masser af fisk og en enkelt muræne , der nyder livet bag sæderne, den nyder af vise dens meget spidse tænder .. en ordentlig krabat :)

Det andet vrag er et gammelt cargo skib af træ , ligger på siden og starter på 13 meter og ender på 26 meters dybde , forholdsvis et stort skib 30 meter i længden , der er masser af fisk og liv på det gammel skib.

Te cargo ship & the cataline hedder dykkerstedet som virkelig er et besøg værd.... hvis rejsen går til disse kanter af verden , mon ikke... der er et par af de ny gaster , der gerne ville prøve dette dyk... jeg tror det !!

Kåring af Miss Tahiti , den udsendte er på plads ( helt tilfældigt ) festen er på kogepunktet de forskellige piger, hver især med deres titel fra de forskellige øer , i alt 6 piger der må igennem et hav af lokale danse, med forskellige flotte kostumer og stramt siddende kjoler,

Disse piger/kvinder er utrolig flotte og charmerende og laver hver især et kanon flot show , det er godt, det ikke er mig der er dommer , så var vi aldrig blevet færdige :) dog var der hende Miss Moorea som demonstrerede en meget flot dans , kun iført blomster ranker og 2 kokosnød - skaller puha... der var det tæt på et hjertestop og at taget var lettet , jeg ved ikke om det var det der gjorde udslaget , men hun vandt... sikke et show.

De første 2 gaster er vel ankommet til Tahiti Monica og Ken (min bror) ankom til Tahiti med 1 times forsinkelse , jeg havde i dagens anledning skaffet en taxa , der skulle hente mig i Marina Tahina , stedet hvor Disalagraptus ligger. Taxaen var der præcis kl. 2.00 , chaufføren der siden hen fik en stor gevinst , var et stor smil og var klar til denne lille køretur.

1 times forsinkelse af flyveren kunne slå taxa chaufføren ud , efter et kort øjeblik lå han og snork sov på bagsædet. Det var rigtig fedt at se Monica og Ken , hvide som madikker men med store smil over at de nu var nået til Tahiti , starten på drømmerejsen.

2 store rygsække der klirrede da vi smed dem ind i taxaen , dejlig lyd og dejlig smag viste det sig senere hen på morgen, Bailey kl. 3.30 smager fantastisk i godt selskab , hvor vi denne dag nød solopgangen, mens der blev fortalt nyheder hjemme fra.

Hvor fanden er mit kamera......denne morgen blev lige pludselig en lorte morgen. Jeg havde glemt mit kamera i taxaen , chaufføren sidder garanteret på bar med sine venner og fortæller en historie om en lalle´ glad dansker der glemte sit kamera i hans taxa , dette lille digital kamera som koster den nette sum af 135000,- polynesiske frank , herude på den fantastiske ø Tahiti , det svarer til ca. 8500,- kr. , måske er chaufføren i gang med at fremkalde billeder af Monica og Ken der ankommer smilene til lufthavnen på Tahiti eller i gang med at give øl nummer 6 til slænget, for de penge han har indkasseret på det sorte marked...

Nåå..... ikke flere billeder til hjemmesiden i denne omgang :(

Og dog... jeg havde jo "kun" betalt 3450,- kr. for kameraet og hvad gør man ikke for de " få " mennesker der sidder i Danmark og gerne vil se nogle billeder fra verdens baghave.....

Tiden var knap , de sidste gaster med afgang til Tahiti, skulle snart af sted , dette vil sige små 12 timer efter beslutningen, om at købe et nyt kamera var truffet.

Efter en telefon samtale med Anders og Jacob , var der igen optimisme hos fotografen.

Jacob kunne godt nå at købe et nyt kamera på vej ud til lufthavnen, tak for det.. Jacob.

Jacob , Jonas , Charlotte , Anders og kameraet er nu på vej til Tahiti , alle for at deltage i drømmerejsen og socialt samvær på båden Disalagraptus , herude i verdens baghave.

De næste dage går med fest , farver og proviantering til den kommende sejltur , der kommer til at gå til Moorea , Rangiroa som er en Tuamuto atol og videre til Maaquises Øerne , hvor første stop højest sandsynligvis bliver på Nuku Hiva.

En stadigvæk smilende GLAD dansker :)

Kim Jacobsen Tahiti

Papeete - Tahiti III

Rejsebeskrivelse 6

Anders sejler med i 2 mdr. november og december. Charlotte og Jonas sejler med i 3 mdr. november december januar. Jacob sejler med i et 1/2 år november - april Monica er noget af en haj til sejle gummibåden Ken knokler med at hejse Monica op i masten.

Papeete - Tahiti

Kl. 02.10 ankommer Anders , Charlotte og Jonas . Vi havde stillet uret til 01.30 , men der var en hvis herre (ken) der havde sat sit ur til en helt anden tids zone , han lignede et stort spørgsmål tegn , da musikken begyndte at blæse ud af højtalerne kl. 23.30 ifølge hans ur , men hurtig i tøjet og vi var klar til afgang, i vores lejede bil til lejligheden. De sidste personer der kommer ud i ankomsthallen er de 3 Danskere ,manglende bagage er problemet , det viste sig at det ikke var kommet med fra Los Angels , okay.. vi kunne hente det i morgen , alle havde smil på læben igen.

Forventningerne er store, hvordan ser det gode skib ud ? hvor ligger båden ? osv. mørket ligger tungt over Tahiti , der er en oplivende stemning ombord på båden lige nu.. skyldes det de lokale Hinano beer , bailey´en , den gammel dansk eller bare synet af Disalagraptus.

Solen titter frem inde over Tahiti og hele besætningen springer i badetøjet, nogle mere hvide end andre men alle med et godt humør, plask.. plask.. nogle på fødderne andre på hovedet men alle enige om, at det er fantastisk at være på Tahiti , hvor vandet er 28 grader, selv kl.06.00

Solen bager ned på Disalagraptus , festen og de kolde øl er på retur , for nu skal den sidste gast hentes, Jacob kun små 2 timer forsinket. Igen en af de allersidste ude i ankomsthallen men med det store smil klistrede på ansigtet er Jacob nu allieret med resten af besætningen.

Nu er togtet startet for alvor , alle er samlet , alle med store forventninger , vi har dårligt sat vores fødder på dækket, før der er kaldt til snorkling på revet.

Disse snorkler fik set , nogle for første gang , en blacktip reefshark på 1 meters penge , stemningen var perfekt og snakken gik lystig.

De næste par dage skal gå med planlægning, hele besætningen skal ned i Tahiti tempo , alle skal finde sig selv, inden turen går til Moorea.

Efter et par sundowner der trak ud til den lyse morgen , er besætningen nu tømret godt sammen alle gaster er faldet rigtig godt til på Disalagraptus her på Tahiti.. vi er nu klar til endnu større udfordringer.

På onsdag... er der afgang fra Tahiti , alt skulle nu være klar til vores første store sejltur ruten er lagt , den indebærer 2-3 dage på Moorea , gad vide om der bliver tid til endnu nogle fede haj dyk , muligheden er vist til stede, derefter kurs mod Rangiora hvor besætningen vil prøve at få 4-5 dage til at gå, denne lille sejltur vil tage 5-6 dage , hvorefter Nuka Hiva på Maaquises er målet , efter 6-7 dages sejlads skulle denne smukke ø stå meget stærkt i horisonten , de frodige træer og de store bjergtoppe vil kæmpe om at byde os velkommen.

Hele besætningen er røde i hovedet og brændte på skulderne, snorklingen er en hverdags begivenhed der skaber stor glæde og træthed, at være på havet kan man godt blive træt af... :)

Allerede nu.. har vi ombord, fået kendskab til store gastronomiske evner hos Anders - Jonas - Charlotte og Jacob, det bliver svært at leve op til, men brødrene Block som har madvagt første gang sammen , skal helt ind i deres inderste for at finde nogle kokke evner frem, som rækker længere end spaghetti med ketchup, men vi tager kampen op, vi har planen klar... Spaghetti med ketchup.. og basilikum, meeeennnn det kan godt være det bliver lidt for svært... vi får se...vi giver i hvert fald ikke op.

Hele besætningen glæder sig til December måned... Jacob havde en pakke kalender med fra Helene og Karin, to gaster der påmønstrer Disalagraptus i februar måned, en meget stor gestus fra de 2 skønne kvinder som Jacob og jeg, glæder os til at sejle sammen med i det nye år. ( gad vide om dette rækker til en ny pakkekalender til februar, julen varer som bekendt lige til påske ) Helene og Karin .... tak for den pæne tanke.. Besætningen på Disalagraptus

Dykningen har ligget stille i 4 dage pga. af en hostene dykkerinstruktør, der er nok ingen vej uden om en Tahitiansk landsbydoktor, med en stor medicin taske og en masse romtoddy. jeg bliver vartet op i hoved og r.. alle vil gerne have mig klar.. især de dykkerinteresseret som hammer gerne vil i gang, med den forestående uddannelse, at blive vartet op, er min stærke side, jeg nyder det, men håber alligevel det bliver en kort fornøjelse :)

Det blev ikke en lokal landsbydoktor, men en Fransk læge der ikke kunne et ord Engelsk, men jeg følte vi snakkede samme sprog....jeg fik det medicin jeg kom efter ( tror jeg nok )

En pencilin kur på 5 dage, så skulle jeg igen være klar, til dykning og nye narrestreger.

Jeg glæder mig allerede.........

Masser af hilsner til de respektive familier og venner til besætningen på Disalagraptus

Kim Jacobsen Tahiti

Rangiroa, Tuamotu II

Rejsebeskrivelse 10

Anders og Jakob nyder livet Lokal dykker fra Top Dive. Stor flot Napoleon fisk. Nærbillede af skilpadde.

Rangiroa Tuamuto atollerne

Jeg har set og snakket med Jim Carrie råber Charlotte nede fra dinghyen, imens hun springer ombord på Grappen lidt forpustet, med store øjne og godt humør :) det viser sig at Jim Carrie bor inde på luksus hotellet og hvem er så Jim Carrie....Dum Dummere Dummest - The mask - vild med Mary, ja og mange andre film, han er nok en af de største skuespiller i USA lige i øjeblikket.

Dagen efter hvor vi sidder i hotellets bar og hygger os med et par Hinano´er kommer han over for at hilse på, da han genkender Charlotte fra dagen før.

Jeg får en rigtig god snak med Jim ( vi er jo på fornavn..ikke og vi føler straks vi er noget :) omkring dykning, han er meget interesseret i snorkling og dykning og ville gerne have et dykkercertifikat, jeg øjner chancen for at få endnu en kunde i Amazing Dive Club.

No problem... I can learne you to dive, mens smilet breder sig over hele mit ansigt, bider han på ????

Jim Carrie skal desværre flyve dagen efter...satans også, nu gik jeg glip af en indkomst :) håber min bankrådgiver tilgiver mig endnu engang.

Jim Carrie fortæller om sit møde med de Polynesiske hajer, mens jeg sidder og tænker på filmen The Mask ...hold kæft hvor han ligner sig selv :)

Jeg fortæller om alle mine dyk med de forskellige hajer i Fransk Polynesien og jeg kan se på " Jim " at det er noget han gerne ville prøve.

Måske næste gang jeg render ind i ham, et eller andet sted i den store verden, kan det være vi bliver dykkermakkere.. hvem ved... Vi bliver ønsket god vind, samt held og lykke med vores rejse.....

Vi er på vej hjem efter et kanon godt dyk, gummibåden flyver / sejler hurtigt igennem kornellerne som stikker op over vandoverfladen hist og pist, men det får ikke bådføreren til at sænke farten, han kender stedet som sin egen bukselomme.

Vi passere lufthavnen, inde på landingsbanen holder der et kæmpe privat fly og venter på Jim Carrie, ja...der er sgu nogen der har penge nok.

Barbecue ved Top Dive , Erik den Franske Instruktør har inviteret til barbecue, vejret er perfekt 30 grader ingen skyer på himlen, lige et vejr til barbecue.

Vi tager de forskellige flasker med som nu er tilbage i barskabet Gammel Dansk - Snaps og lidt Gin og så lige 13 liter papvin.

Heldigvis er det ikke os der skal medbringe fisk, for dem har vi ikke været gode til at skaffe selvom der nu er 3 harpuner ombord på Grappen :)

Med højt humør ankommer vi til den perfekte barbecue plads, bålet har Erik tændt og gnisterne farer rundt, brændet er kokosnødder så det skal nok blive godt.

Mahi Mahi og en anden lokal fisk , jeg ikke lige kan huske navnet på, er allerede smidt på bålet og duften af frisk fisk, breder sig iblandt de forventningsfulde Danskere som i øvrigt har medbragt friske Ananas - popcorn til bålet og kalendergaven fra i dag en pakke lakrids snørebånd (Pakkekalenderen skaber i øvrigt glæde og smil på læben hver morgen )

Det var en rigtig god og hyggelig barbecue, hvor de Franske dykkere bla. lærte at drikke snaps.

Fisken smagte pragtfuld, serveret med ris og stegte løg fra bålet, desserten Ananas, popcorn og lakrids snørebånd gled behagelig ned i de efterhånden fyldte maver puha...det er godt..

Tænk... en barbecue i strandkanten, mens solen går ned midt ude i Stillehavet og det internationale sprog ryger ind over bordet og jo mere det forsvinder i rødvinen og snapsen, jo mere festlig bliver det. Sandet er behagelig varmt selv om klokken efterhånden er blevet 22.00, ja for ikke at snakke om vandet der har en temperatur på 28 grader. Grappen ligger smukt ude i lagunen , det bliver godt at smide sig i køjen, efter en hård dag med dykning og barbecue.

Den sidste nat i køjen mens skibet ligger stille, i hvert fald i de næste 9-10 dage hvor turen går mod Marquises.

Rangiroa har virkelig været en oplevelse af de store...men jeg vender jo nok tilbage næste år når Grappen sejler lige forbi igen, jeg har allerede nu, lavet en god aftale med Top Dive og Erik om masser af spændende dyk, når turen igen går til Rangiroa, en Tuamuto atol.

Skibet er nu klar til den næste sejltur, alle er ved godt humør...nu skal der sejles...

Kim Jacobsen Rangiroa

Rangiroa, Tuamuto

Rejsebeskrivelse 9

Ken i selskab med 4 store Silver Tip Reefshark. Charlotte i fin stil De kan bare komme an jeg er Open Water diver. Kim på ryggen af en skilpadde Et godt dyk Ken fik sin dykker dåb

Rangiroa Tuamuto atollerne

Min morgen styrevagt, fra kl. 7.00 - 10.00 er i fuld gang, da vi ser Rangiroa for første gang i horisonten, det er planlagt vi sejler igennem passet i atollen kl. ca.9.00.

At sejle i Tuamuto atollerne kan indimellem være svært og farligt, besætningen føler der er styr på indsejlingen, vi er 100 % klar til aktion. Atollen er nu helt synlig, herude i midten af Stillehavet ligger paradis. Hvide sandstrande så langt øjet rækker med masser af palmer, på den ene side store bølger der vælter ind over korallerne, på den anden side helt stille vand der minder om en lagune, denne atol Rangiroa er verdens næst største atol, et fantastisk syn.

Ved indsejlingen står jeg med tungen lige i munden og fuld koncentreret, alle sanser er i beredskab at det er et farligt sted at sejle, bliver vi påmindet om ved indsejlingen, på revet står en stor katamaran, de havde ikke styr på indsejlingen, det får vi....forhåbentlig.

Vi bliver budt velkommen til Rangiroa, af en flok meget store delfiner, disse dyr springer foran kølen mens styrmanden, står med koncentreret blik og tungen lige i munden, for at undgå de fantastiske korreler og de hvide sandstrande, det sidste sted en båd skal ende....

Vi ligger til anker på samme sted, som den tidligere besætning lå, et fantastisk sted lige uden for et af de mest luksuøse hoteller i Tuamuto Atollerne, vi bruger deres badebro, drikker deres øl og lader som om vi er en del af hotellets gæster :) det eneste der adskiller os, er vores primitive beklædning, men det går nok....

Hotellet er rammen om en god lokal aften, med masser af mad, rå fisk - stegte fisk - skaldyr - masser af gode salater og mange andre lokale retter. Det hele krydret med lokal dans, udført af lokale specialister, disse lokale dansepiger kunne selvfølgelig ikke lade os Danskere være i fred, inden vi fik set os omkring var Anders, Jonas og jeg i gang med, at lære den lokale dans til stor morskab, for alle de lokale dansere og de 50 spisende gæster. Det var en rigtig sjov aften, hvor vi endnu en gang var blevet til grin, i vores desperate forsøg på at lære de lokale hvordan man danser :)

Top Dive er dykkercenteret der ligger helt ned til vandkanten, jeg har 4 dyk tilbage ud af det 10 turs kort jeg købte på Moorea, op i dinghyen ind mod stranden med de mange palmer, som står i baggrunden på atollen, vandet er krystalblåt og ingen vind bevæger sig...nu skal der bookes noget dykning.

Dykkerinstruktøren lyser op da jeg viser ham mit certifikat, nu havde han i meget lang tid været alene i centeret og havde i den sidste periode "kun" dykket med open water dykkere. Inden jeg havde set mig omkring var der booket til næste morgen, dybde dyk til 40 meter, kun ham og mig det skulle nok blive godt...Erik som han hedder er Franskmand og driver nu dette center på 4 måned, en rigtig glad mand med masser af humor, lige en dykker for mig.

Op i centerets store gummibåd og så er det bare derudaf, ud over vandet i stor fart med den lokale boatdriver ved den store 75 hk. motor, lige en opvisningstur forbi Grappen og vi er på vej imens vi "flyver" igennem passet, boltre delfinerne sig ude foran båden...whauu..det bliver godt....

Ned i dybet vi glider, Erik og jeg, det varer ikke længe før vi får selskab af et par Whitetip Reefshark på en meters penge, op af dybet langs koralvægen glider elegant en kæmpe Eagleray, vi ligger nu på de 35 meter mens vi nyder synet af denne elegante og fascinerende Eagleray, den er lige henne at kigge, til de to fremmede i vandet, før den svømmer videre ud i det blå.

Vi har igennem hele dykket følgeskab af 2-3 Whitetip shark, der er masser af farvestrålende fisk i alle mulige afskygninger og størrelser, jeg nyder virkelig dette dyk, imens mine tanker går til mine instruktørkandidater og Diveshoppen, som må dykke i det kolde vand i Danmark, imens jeg ligger her ude midt i Stillehavet, i 30 graders varmt vand og boltre mig, sammen med masser af hajer -Eeagleray - Stingray - Delfiner - Mantarays - store Barracudaer - Tricker fish ja... jeg kunne blive ved, men okay... ingen bad feelings her fra :)

De næste par dage går med 3-4 dyk om dagen, jeg er ombejlet...en Fransk instruktør som gerne vil dykke nogle mere spændende dyk end de sædvanlige dyk samt en besætning som gerne vil i gang med deres dykkeruddannelse.

Ken og Monica knokler med de forskellige øvelser under vand, ivrige efter at udføre dem så godt som muligt...det kører fantastisk efter de obligatoriske dyk, er de nu klar til store dykkerudflugter, dog mangler Monica lige det sidste dyk før hun kan kalde sig Open Water. Jonas har været sine dyk igennem og kan nu kalde sig Advance dykker... tillykke til alle..

Nu skulle der ses hajer... mente Ken, og det blev der 4 store Silvertip shark og 4 dykkere, så det gik lige op hvis hajerne blev sultne :) disse pragtdyr havde en længde på ca. 3 meter og kom så tæt på, at jeg tog mig selv flere gange i at række ud efter dem, hvad fanden har jeg gang i.... sidder her på 20 meter og prøver at klappe en Silver tip reefshark på 3 meter...ja... man kan jo vænne sig til lidt af hvert, men fedt var det og en kæmpe oplevelse....

Jah..jah... var man dog bare i Fransk Polynesien, nærmere betegnet Rangiroa en Tuamuto atol hvor varmen brænder på ens krop og hvor vandet er 29 grader ...hverdag, hvor udsigten er hvide strande og massevis af palmer , kølige drinks på fordækket og tonsvis af oplevelser farende igennem hovedet...så tror jeg, man har overskud til at klappe Whitetip reefshark med en længde på 3 meter. :=) jeg vender tilbage til hajerne i morgen....nu skal der klappes......

Kim Jacobsen Rangiroa

Tahiti

Rejsebeskrivelse 3

Jeg er ok i Bussen Afsted til et nyt dyk. Ja man får jo helt lyst til en sundowner Svensk Buddy Den berømte kompressor Den berømte kompressor

Tahiti 27/10-01

Hvad får man dagen til at gå med på Tahiti ??

Jeg er i dag flyttet ind i mit værelse på Grappen ( læs Disalagraptus ) værelse... værelse...det er nok så meget sagt , jeg har i hvert fald besluttet , hvilke køje der skal udgøre noget af min tid her i Stillehavet, det blev skibets mindste køje og helt ude i stævnen forneden , passer fint til mig... om den så er god at sove i , vil de kommende dage vise. Jeg kan jo nå at ombestemme mig, inden resten af besætningen kommer. :)

På skibet er der 2 dobbelte køjer, en i agter med mulighed for at sove 3 mennesker, ingen problemer med det , jeg havde nogle gode nætter sammen med Jacob og Birgitte :) og køjerne går får at være de bedste ombord , en i midten af skibet samt 2 enkelte køjer i stævnen.

De to enkelte køjer går til de 2 ungkarle der er ombord på Grappen ( nej.... jeg ved sgu ikke-rigtig med Jacob om han er ungkarl , der var vist noget om......nå , det må vi vente med.... )

Jacob som skal sejle med et halvt år fra d.8 /11 og undertegnede som skal være med i endnu længere tid ,så er vi godt stuvet af vejen og skal så ikke holde flytte dag hver anden måned (det er ikke sikkert , at det er en fordel ...hvem ved...) , planen er lagt, køjerne er fordelt , nu må vi se om de andre besætningsmedlemmer godkender den , for der er jo demokrati ombord , nå.. ja.. jeg må jo lige tilføje , at det jo kun er et udkast til en plan. :)

Jeg har også få det tildelt 3 hylder i dag , til mit tøj og andet skrammel ,jeg har taget med til dette togt , tildelt af den nuværende kaptajn , i øvrigt meget fin fyr, men der er jo heller ikke så mange han kan diskutere med... lige i øjeblikket :-(

Alting på plads .. plads til alting... lige med undtagelse af alt dykkergrejet , okay... det må være en opgave, jeg skal løse en anden dag , i morgen måske.... jeg skal jo passe på ,jeg ikke får stress..

En tur ind til Papeete , hovedstaden på Tahiti , turen forgår i Truck , en såkaldt lastbil / bus hvor der er lavet plads til passagererne på ladet , en meget fin måde at komme frem på.

Går du i vejkanten , dytter bus chafførene efter dig , det er deres måde at spørge " skal du med bussen " i starten troede jeg , det var fordi kvinderne var vilde med mig , men det opdagede jeg hurtig...det var ikke derfor... og dog.... mange af busserne er ført af kvinder , store kvinder og nogle af dem kører som en i helvede.... det gjorde kvindemennesket bag rattet i dag også , jeg måtte virkelig holde på hat og solbriller ( mine nye røde ).

I bussen der mødte jeg en ung gut der falder for min " amazing hat " i øvrigt nummer 2 inden for 14 dage , endnu engang sad der tilbage i bussen en lokal gut , med smil over hele ansigtet mens han nød, at have byttet sig en ny og bedre hat , det ender med at jeg må tage patent på denne hat. :)

I nogle af busserne , er der placeret en kæmpe højtaler , hvor musikken bare vælter ud af , Bob Marley har ikke levet forgæves , som om... det var et kørende diskotek , selvfølgelig med bassen skruet helt vildt op.... Musik glade mennesker.

Jeg overlevede turen .. endnu engang , af sted går det mod Internet cafeen, med min nye kasket på den skaldede isse , kasketten må lade livet når jeg kommer tilbage til båden , det er jeg sikker på.

Internet cafe er en god ide´ ( lige lidt reklame for " de tre musketerer " Internet cafe som ligger i Hvidovre stationscenter Danmark , hvis der skulle være nogle der har lyst til et par glade spille / Internet timer , så er de klar.... med en udsøgt betjening , gad vide hvornår de ville have en link på min hjemmeside ? ) denne Internet cafe ( altså den her på Tahiti ) er hurtig , gode maskiner , flad skærme , aircondition og der er altid til at komme til.

Det er dejlig at se.... der er nogle der besøger hjemmesiden , for at læse et par røverhistorier og se nogle billeder. Det motivere selvfølgelig mig , til at sende flere historier, lige så snart , der er noget på tapetet..

Alt det her... med denne her hjemmeside, kunne ikke lade sig gøre, uden en kæmpemæssig arbejdsindsats af min web-master Søren Andersen. Søren ...Tak for et kæmpe stykke arbejde du indtil videre har lavet , håber det vare ved.... :)

På vej hjem , igennem byen som er i gang med at blive lavet om til karneval , boder der er sat op over alt , kæmpemæssige stilladser langs vejen , hvor alle kan sidde og nyde det store optog der summer af liv og glade dage.

Karneval... Tænker jeg " Det skal jeg da være med til , mig som mere eller mindre altid er klædt ud , med Amazing hat og røde solbriller " det er lige noget for mig , mens jeg går i mine helt egne tanker , såsom " gad vide hvad første præmien er " " hvor tilmelder jeg mig " osv.

bliver der endnu en gang dyttet af mig , mindre glad bliver jeg , da jeg til min rædsel opdager, at det er den samme store tykke kvindelige buschauffør som kørte mig ind til byen , der sidder bag rattet, i et svagt øjeblik overvejede jeg , at sige jeg ikke skulle med bussen alligevel okay.... alle mennesker fortjener mindst 2 chancer og jeg gider s.. ikke at gå.

Så jeg hoppede ombord på bussen.....

Bus turen gik fint , jeg gav endda drikkepenge til hende.... jeg sad og smågrinede hele vejen tilbage , af hvad ved jeg faktisk ikke , men jeg kunne ikke lade værd.. det må være "solstik" Nu skulle det blive godt med en dukkert og en lang snorkeltur ud til revet , faktisk den første siden i går , revet var ikke noget at råbe hurra for , det går hurtig med at blive kræsen.. men jeg vender tilbage i morgen.

Min " sundowner" i dag , var en iskold dåse cola , mens jeg sad og nød en pose pistacienødder , de smager faktisk ret godt , spist i de rette omgivelser... :) men skallerne.... De er irriterende i dag bliv de kastet ned i den store røde balje , som jeg lige havde brugt til at vaske tøj i .

Dem der kender mig , ved at tøjvask ikke liiiige er min stærkeste side , men jeg har faktisk fundet en god teknik , som består af... Siddende på de store lyserøde fendere på fordækket , med den røde balje fyldt med vand, tilsat lidt vaskepulver , lidt vasketøj og en kold dåsecola i hånden , masserende tøjet med fødderne ( de blev rene.... altså fødderne ) mens solen bliver nydt i fuld udstrækning ,men os kreative folk stopper ikke her, opgaven til næste gang, jeg skal vaske tøj er ...

" Kan det lade sig gøre at vride tøjet med fødderne "

Det kunne det......

Kim Jacobsen Tahiti

Tahiti og Moorea

Rejsebeskrivelse 7

Hele besætningen samlet klar til den store udfordring Jonas med sine flotteste badebukser er der ikke bare smukt Ken en glad mand på vej hjem fra stingray world på Moorea charlotte klar ved ankeret Bemærk den skallede snorkler

Tahiti og Moorea

Yes...I am back , den lille pencilin kur virkede, imens jeg gik og hostede gik det op for mig, hvor godt jeg havde det, når jeg ikke var syg. Tankerne gik til de mange mennesker der dagligt går og døjer med forskellige sygdomme og skavanker. Vi alle der generelt er raske, skal lære at sætte pris på den frihed dette giver.

Den sidste sundowner på Disalagraptus mens vi ligger på Tahiti er i fuld gang på dækket, gin og tonicen er på plads samt de uundværlige kolde Hinano Beer som får følgeskab af friske flutes og brie ost samt masser af pistacienødder. Denne aften viste sig, at indeholde den smukkeste solnedgang, jeg til dato har set.... på den ene side af båden var himlen og vandet helt blåt, mens den anden side var nærmest orange med flotte sky formationer, himlen indbyd ligefrem til romantik og pilsner, største delen af besætningen måtte nøjes med de kolde pils, men det var heller ikke værst.... :)

Afsejlingen fra Tahiti var planlagt til kl. 10.00 i morgen det skulle blive, så godt... at få masser af vand, under kølen og samtidig mærke vinden blæse i håret :) mens sejlene trak båden fremad, i gennem det meget blå hav, mod Moorea endnu engang.

Opgaven var klar, jeg skulle "bare" ned på immigrationskontoret , toldkontoret samt havnemesteren, jeg havde fået en god introduktion, af den forhenværende kaptajn.. Maria, så det kunne ikke gå helt galt, en lille formalitet.....og vi var klar til at sejle. ......det der med "bare" , det virker overhovedet ikke her ude i Verdens baghave.

For en i helvede, hvor er de indimellem ineffektive og arrogante, samtidig med at de dårlig nok ved hvad de har med at gøre... :)

jeg blev en oplevelse rigere.......

Jeg troppede op på immigrationskontoret, vi skulle have en tilladelse, til at sejle i Fransk Polynesien i det næste halve år.

Manden bag disken sagde, vi kun kunne sejle rundt, i de 3 måneder vi havde fået som turist visum.

Jeg havde nu et problem... vi var to der skulle sejle mere end de 3 måneder og det fremlagde jeg for ham, det var han s.. ligeglad med , 3 måneder, så var det ud af Fransk Polynesien. Det kunne ikke være rigtig , den Franske ambassade i Danmark havde fortalt mig, at vi ikke behøvede visum som EU borgere og vi kunne blive i landet i et helt år.

Denne lille fedladne mand, med de store briller var helt og aldeles ligeglad med, hvad jeg havde fået at vide... 3 måneder og så er det ud og hvis jeg ville sejle til Maaquises, skulle jeg være tilbage i Paapete , Tahiti inden mit visum udløb , inden jeg sejlede nogle steder, skulle jeg komme tilbage til HAM med kopier af alle flybilletter, der skulle vise, at alle havde forladt landet, inden deres visum var udløbet. Nu kunne jeg mærke, at jeg var begyndt at blive virkelig... pist off, det eneste man ikke må blive i sådan en situation, hvor man har med sådan en magtliderlig stodder at gøre... men for sent.... efter jeg havde fortalt manden bag skranken, hvad jeg umiddelbart syntes om ham og hans måde at være på , havde snakket højt omkring det Danske konsulat osv. tog han alle vores pas og kastede henover disken, mens han råbte og skreg på det lokale sprog, inden jeg havde set mig omkring, var jeg smidt ud af kontoret og stod nu ude på gaden...

Dette var ikke lige den bedste situation at havne i... hvad så ???? Over på et andet kontor, som havde med visum at gøre, dette måtte være en formalitet..

Denne herre havde med alle længere visum at gøre, 3 måneder sagde han , mens han sad på sin grønne kontorstol og lignede en rigtig bykonge, 3 måneder det kunne jeg ikke bruge til noget han henviste til det Danske konsulat, hmmmm.. okay.. det Danske konsulat det må være en formsag.

1 person på det Danske konsulat, kunne snakke en lille smule engelsk men personen der normalt havde med disse sager at gøre, var her ikke.. kom nok i morgen !! efter en hård kamp havde jeg lavet en aftale dagen efter... nu måtte jeg tilbage til båden og forklare at vi ikke kom af sted i dag, alle havde gået det meste af dagen og lavet skibet sejlklar, denne meddelelse skulle gribes rigtig an... efter lidt tid var humøret højt igen.. i morgen skulle vi af sted.

Jeg tog på turne´ i blandt de forskellige både , for at høre hvad de gjorde, får at kunne sejle rundt her i Fransk Polynesien i så mange måneder. Der var et hav af forskellige meninger og måder det blev gjort på...nogle mere lovlige end andre, men... jeg fik et par klare udmeldinger fra et Amerikansk skib som havde været i samme situation.

Nu var jeg klar til anden runde.... tilbage til gutten i den grønne kontor stol, jaahh.. der var lige en lille detalje, han havde " glemt" at oplyse mig om, jeg kunne godt være her et år som Eu borger, men nu var det i orden.. jeg skulle " bare " gå tilbage til min ven, der smed mig ud af hans kontor, tidligere på morgen, det skulle nok bliver skægt......

Det fattede han ikke noget af... 1 år nej..det passede ikke, efter lidt forsigtig pres fik jeg ham til at ringe, til gutten i den grønne kontor stol. De snakkede frem og tilbage 5-10 minutter... jeg kunne nu komme tilbage dagen efter kl. 9.00, hos hvem ??? ja...manden i den grønne kontor stol, han havde "glemt" at det var ham der havde papirerne der skulle udfyldes , inden jeg gik fra immigrationskontoret , fik jeg en undskyldning for episoden tidligere på dagen....okay det var ikke mig der var helt åndsvag :)

De gode nyheder blev givet til hele besætningen på Disalagraptus, vær klar til i morgen... jeg skal "bare" ind på immigrationskontoret kl. 9.00 , vi kan sejle senest kl. 11.00.....

Alt gik smurt.. det tog "kun" 3 timer så var alt på plads, nu skulle vi af sted.

Det var et fantastisk vejr, høj solskin 34-35 grader, næsten klar himmel mens Disalagraptus sejlede stille og roligt ud gennem passet i revet, sejlene strøg til tops mens båden begyndte at skyde en god fart igennem det meget krystalblå vand, alle var i godt humør :) nu skulle der sejles... Vi blev budt velkommen af en flok delfiner, 4 timer senere ved indsejlingen til Moorea, desværre havde vi ikke mulighed for at lege med disse dyr, da vi lå midt i passet.

Efter at have smidt anker, var det nu tid til en sundowner på Moorea...det var nydelse på et højt plan, sidde på dækket med en Gin Tonic, nogle pistacienødder og nyde den fantastiske udsigt omkring Moorea, sammen med nogle andre pragtfulde mennesker :) Stingray World et dykker og snorkel sted på Moorea, endnu en gang havde min nye bog med dykkersteder i Fransk Polynesien, peget på et sted jeg bare måtte se...

Jeg tog dinghyen ud for at finde stedet, det kørte bare...stedet var fundet med det samme whauuuuuu....jeg har aldrig set så mange stingray, på et sted i mit liv, jeg snorklede rundt sammen med 25-30 stingray i 2 stive timer, det var bare så fascinerende...en enkelt black tip reef sharck ville også være med, men forduftede hurtig igen .. dette sted skulle danne rammen, om en fælles udflugt i morgen, for hele besætningen på Disalagraptus.

Vigtigst af alt...så skulle jeg have mit kamera med, billeder af disse stingrays måtte andre bare se....på vejen tilbage i dinghyen stødte jeg på 2 eaglerays som jeg havde lidt sjov med, det var en meget flot tur , glidende henover korallerne i det turkis blå vand, mens solen bager på kroppen, der efter hånden er blevet brun, kigger ud mod havet hvor bølgerne vælter ind over revet...ja.. jeg nyder det i fulde drag.

Hele besætningen er oppe at køre , vi er lige kommet hjem efter et fantastisk dag, sammen med masser , masser af stingrays , alle er enige om at det er noget af det fedeste de har prøvet det var nærkontakt på et højt plan og forelskelse fra første øjeblik.....

Kim Jacobsen Tahiti

Tuamuto til Marquésas

Dyk, Manta Ray

Rejsebeskrivelse 16

Marquises Øerne

Jeg sidder I Dinghy´en og tænker, tilbage på mit dyk Juleaftens dag, sammen med Ken, Monica og Charlotte, vi har lige kastet os i vandet og forventningerne er store til et dyk netop Juleaftensdag.

Ken skal være fotograf på dette dyk, det bliver spændende at se, hvilke billeder han kan diske op med. Efter ca. 2 minutter under vand, kommer denne her kæmpe Manta Ray, min drøm...og så lige den 24 December i år 2001, dette år som indtil videre har bestået at 142 dyk.

Kæmpen kommer glidende direkte hen imod mig, jeg vender mig om, får at se om de andre har set dette pragtfulde dyr, alle ligger og stirrer direkte hen på Manta Ray´en..rigtig godt...

Nydelsen af dette dyr under vand , kan være svær at gengive, men dem der har prøvet at dykke med dette dyr, vil højest sandsynligvis give mig ret i, at dette er en af de helt store oplevelser.

Jeg er i gang med at ærgre mig over, at jeg ikke har mit kamera i hånden, da jeg ser Ken i fuld gang med at fotografere, denne Manta Ray fra alle mulige vinkler og kanter , det ser ud til at han har styr på situationen, jeg ligger allerede og glæder mig til slideshowet på pc éren Ja og til at nogle forhåbentlig gode billeder, skal sendes hjem, til alle de Danske dykkere og andre interesserede.

Dykket bliver et kanon dyk med masser af fisk, flotte koraller ja...nydelse på højt plan.

Hvad laver jeg i Dinghy´en, jo..jeg sidder og nyder udsigten sammen med Ken, vi er klar til hans sidste dyk for denne omgang, vi er meget opsatte på, at dette dyk skal blive rigtig godt. Det er samtidig Kens Multi level dyk , det sidste.. så er han Advance diver.

Ken styrer dykket til UG , jeg ligger og studere en Lionfish, da jeg fornemmer noget stort på min højre side, der er ca. 5 meter ind til væggen og midt imellem mig og væggen,kommer en Hammerhead Shark svømmende, mit første møde med dette dyr. Jeg kaster et blik hen på Ken og konstatere at han også har set hajen..sådan...dykket kan næsten ikke blive bedre.

Det skulle da lige være den White Tip shark, vi mødte på vores vej tilbage til Dinghy´en , en god måde, for Ken at slutte sin Advanced dykkeruddannelse på , allerede nu har han dykket med flere store og spændende dyr, end mange dykkere kommer til i hele deres dykkerkarriere.

Jeg må fortsætte det hårde arbejde , det at dykke med Manta Ray , skildpadder, Stingray, Lionfish, hammerhead Hajer, black tip reefshark, ja...jeg kunne blive ved..men nu kræver det noget aktion...

Kim Jacobsen

Nuku Hiva Marquises

Farvel til Rangiroa

Rejsebeskrivelse 11

Monica og Ken klar til dykning. På vej til Rangiroa i Dinghy'en Alt ok fra Monica. Jakob har fikset motoren.

Stillehavet 11 grader S - 142 grader V.

Den store gummibåd fra Top Dive, kommer farende ud forbi Disalagraptus. Dykkerne ville lige sige farvel og god tur til Marquises, jeg kan se på deres ansigter, de virkelig har nydt de sidste par dage, sammen med os Danskere på Disalagraptus.

Erik, den Franske dykkerinstruktør råber.. see you at april...mens den 75 hk. store motor, får båden til at skyde en stor fart hen over vandet.

Jeg står ved ankeret og er en lille smule misundelig på dem..."hvis de nu så hammerhajer..." men mine tanker får hurtig noget andet at tænke på...

Nu skal ankeret op, alle mand og kvinder er nu klar, til at forlade Rangiroa den skønne Tuamuto Atol midt ude i Stillehavet, kl. er tæt på 15.00 vi har yderligere en time, før der begynder at komme stærk strøm i passet, vejret er perfekt og der skulle ifølge lufthavnen, være en god vind.

Imens vi glider ud igennem passet, kommer der 4 store delfiner og siger farvel på deres måde, nemlig springende foran stævnen, imens besætningen prøver at få nogle billeder, når de pragtfulde dyr er oppe af vandet, jeg skal hilse og sige...en temmelig svær opgave, især når skibet gynger frem og tilbage.

4 dage tog det den gamle besætning, at komme fra Marquises til Rangiroa, vi skal nok regne med hen ad 10 dage, for nøjagtig den samme tur, vinden er desværre lige imod os :( dette bliver en hård sejlads med skiftene halse, først bagbord, så styrbord, så bagbord osv. at sejle væk fra målet, kan forekomme noget mærkeligt, men sådan er det....

Stillehavet er enormt, vi har nu sejlet i 7 dage uden at møde noget som helst, okay...det lyder måske ikke af så meget, men for os er det meget...nu er der kun 2-3 dage tilbage til vi er på Marquises, alle ombord glæder sig til første landkending.

Livet ombord handler om sine vagter, måltiderne, en bog i ny og næ og så masser af søvn, det bliver nogle veludhvilet Danskere der kommer til Marquises.

Jonas og Charlotte er i fuld gang med rescue uddannelsen.

Ken studerer Advance Diver og Jakob er kommet i gang med Open Water, så der er fuld gang i uddannelsen af dykkere.

Jeg glæder mig helt vildt, til at springe i vandet igen og udforske undervandslivet omkring Marquises, dykke med hammerhajer, Marquises er et af de bedste steder i verden, til at prøve at dykke med disse hajer...det bliver godt :) imens tænker jeg tilbage, på de 20 gode dyk jeg havde på Rangiroa.

Fisk er der fanget på Disalagraptus..sådan Ken !!! men da Ken ikke er den store fiskespiser, tror jeg...han holder lidt igen med de rigtig store fisk :)

Da det var Jakobs mad dag stod den på rå fisk, smagte simpelthen pragtfuld, serveret med masser af ris til. Fiske steaks er heller ikke at foragte, med endnu en gang ris....efterhånden er længselen, efter alt det vi ikke har ombord, meget stor og fantasierne får frit løb.....en "simpel" rugbrødsmad får tænderne til at løbe i vand, nyd nu de rugbrødssmadder der hjemme, de er meget efterspurgte herude....uha...en rigtig lækker julebuffet, nej... nu stopper jeg.

Disalagraptus banker frem og tilbage i bølgerne, motoren kører mens jeg ligger i min køje, helt ude i stævnen. Nogle gange flyver jeg næsten ud af køjen, når skibet falder dybt ned imellem bølgerne. Jeg ligger og tænker " denne her køje er placeret det helt rigtig sted, hvis man er til op og nedture hele natten"

For ikke at snakke om varmen, den er lige i sit es, herude i denne køje, det minder mest om en sauna, men okay... jeg har jo selv bestemt køjen.

Længsel... er åbenbart noget der skal være der, når man er ude at rejse i længere tid... det kan være længsel efter familie, venner, motorcykel, rugbrød, en god dansk Tuborg, ja... selv arbejde.. nej.. jeg er ikke syg, men det kan være en arbejdsskade simpelthen fyre den af, i den helt store stil, med masser af gang i forretningen, fyrer den af verbalt, så personalet går ud og giver den en ordentlig skalle.

Julen har sgu altid været en hård, men dejlig måned, jeg håber mine kollegaer nyder, at få kasseapparatet til at klingre her i julemåneden, jeg tænker på jer.... FYR DEN AF...!!!!!!!

Efterhånden her jeg taget mig i, flere gange, at ligge og spekulere på arbejde, få nye gode ideer som skal afprøves, når jeg springer stormfuldt, ind på det Danske arbejdsmarked igen. Jeg er i fuld gang med, at spare en masse krudt op.... spørgsmålet er bare hvor det skal fyres af henne ....

Når der er så meget krudt i r.... på en, kan 7-10 dage til søs godt ophobe en masse energi...det kommer til at gå ud over det lokale dykkercenter og de lokale Hinano Beer, når jeg kommer i land.... En masse hilsner herude fra det store Stillehav, fra alle ombord på Disalagraptus.

Kim Jacobsen Stillehavet 11 grader S - 142 grader V.

Juleberetning

Rejsebeskrivelse 13

Sydhavets sødeste nissepiger. Bugten hvor juleaften blev afholdt. Anders med det store overblik. Nicolai og Kim har styr på julesvinet. Disalagraptus Julesvinet.

Marquises Øerne

Jakobs juleberetning

Når man ikke er en dovenkrop, står man julemorgen tidligt op.

Så da solen dukkede frem bag bjergene mod øst, hoppede jeg i jollen for at ro mig en lille juletur og fotografere Grappen i morgenlys på den nye ankerplads.

Vi lå i en lille bugt ved en strand med kokospalmer og stenfundamenter, der vidnede om, at der havde været en boplads for nogle hundrede år siden, inden europæernes sygdomme reducerede øens indbyggertal til en brøkdel.

Den øde strand, som kun kan nås fra søsiden var nogle få dage forinden blevet forladt, efter at den i et par måneder havde tjent som skueplads for reality showet Survivor, som er den amerikanske version af Robinson. Dette var stedet, hvor vi havde besluttet at fejre juleaften og stege vores medbragte pattegris.

Mens jeg roede hen over koralerne på vej mod stranden, hørte jeg pludselig nogen tage en dyb indånding bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg, troede jeg først, Kim ligge med sit skaldede runde hoved over vandet og trække luft. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være en havskildpadde. Flere skildpadder poppede ustandseligt op omkring mig for straks efter at dykke ned og fortsætte deres morgenmåltid.

Efter vores eget morgenmåltid, drog Nikolaj, Hanne, Anders, Kim og jeg ind til stranden for at iværksætte landsætningen af vores julefest.

På stranden blev vi modtaget af sværme af små uskyldigt udseende fluer, som skulle vise sig at blive vores plageånder. Disse såkaldte nonos eller sandfluer er de rene vampyrer.

Man mærker ikke deres bid før timer senere, hvor små stik hæver op og kløer i dagevis. Nikolaj gjorde sig hurtigt gode venner med en lille gekko, som han mente kunne fortære nogle af de blodtørstige bæster. Men på trods af denne insektædende beskytter blev Nikolajs hud en yndet landingsplads for fluerne.

Vi anlagde en bålplads i sikker afstand fra det tørre junglekrat. Til at skærme bålet brugte vi nogle camouflagemalede træplader efterladt af Survivor-folkene.

Disse skulle hindre den kraftige pålandsvind i at bære gnister ind i vegetationen. Mens vi gik og samlede brænde nærmede en udriggerkano med påhængsmotor sig stranden.

Vi vinkede til manden og de to drenge ombord uden at få en reaktion, der mindede det mindste om venlig imødekommenhed.

Da jeg gik ned til vandkanten for at tage imod dem, blev jeg mødt af en bister indfødt.

Marquesianerne er store, stærke og muskuløse folk. Mange af dem nærmer sig det monumentale i fremtoning, og ligeså åbne og gæstfrie de kan være, ligeså olme og skræmmende kan de til tider forekomme, selvom de har lagt kannibalismen fra sig for længe siden (håber vi). Que-est ce que vous faites ici? (Hvad laver I her?)Spurgte han og var tydeligvis ikke interesseret i andet svar end at vi skrubbede af med det samme.

Han lukkede en længere svada ud om, at turister hærgede øens arkæologiske skatte, at specielt sejlere var de værste, at det var hans strand og at vi sikkert ville sætte ild til det hele og efterlade en masse rod og affald.

Mit franske rakte ikke umiddelbart til at formilde denne vrede, og jeg så for mig, at vi kunne blive nød til at rømme vores ellers ideelle festplads. Vores redning blev en lokal fiskerbåd med to af de amerikanske produktionsfolk, der var kommet for at se, om deres crew havde ryddet ordenligt op efter sig.

Med den amerikanske kvinde som sproglig støttepædagog, fortalte jeg den vrede mand, hvem vi var og hvad vi ville, og at vi havde i sinde at behandle stedet med respekt og omsorg.

Vi fik lov at blive på stranden, men vi måtte ikke røre noget og ikke tænde ild.

Vores gris øjnede dermed en chance for at undgå at blive ristet. Amerikanerne og den vrede mand forsvandt i junglen for at inspicere stedets tilstand.

Da de kom tilbage, og amerikanerne var sejlet, havde manden tydeligvis fået afløb for sin galde.

Han kom hen og sagde undskyld, at han havde skældt os ud.

Tonen var pludselig blevet en anden. Sylvan, som han hed, hjalp os med at finde brænde, tændte selv vores bål og gav os gode fif til stegning af grisen.

Vi lavede et godt bål, og grisen blev svinebundet til et spyd og hængt op over gløderne.

Den blev vendt flittigt og jævnligt overstænket med havvand - det lokale husmodertrick til at give en sprød sværd og samtidig salte kødet.

Mens Kim og Anders konstruerede et juletræ af palmeblade, lavede Ken og Monica ris á la mande og vi andre roterede grisen og fragtede julepynt, mad og gaver ind til stranden. Der var rigelige mængder af julepynt, som vores kommende gaster Karin og Helene havde forsynet os så rigeligt med i form af deres fantastiske pakkekalender.

Det var voldsom trængsel og alarm i tropisk tempo. Kim og Jonas, hvis øjne strålede af forventningens glæde blev en anelse utålmodige og kastede sig ud i guitarspil og julesange længe inden forberedelserne var bragt til ende.

Da solen gik ned, var vi ved at være klar til det store juleshow. Grisen var mør, de brune kartofler var varme, rødvinen var kølet og der var lyskæde på juletræet. Julemiddag under en palme i 28 graders varme er en oplevelse for sig.

Det hele smagte himmelsk, og blev spist med stor appetit.. Efter maden raflede vi om pakker, hvilket i sagens natur gav anledning til tumultagtige scener.

Kim kæmpede indædt for gentagne gange at generobre sin egen pakke, som viste sig at indeholde 2 Hinano-øl.

Charlotte og Jonas, der begge har den vildeste pakkefetisch, havde store problemer med ikke at åbne gaverne før legen var færdig.

Gaverne åbenbarede bl.a. rå mængder af juleslik, som sammen med min bedstemors hjemmebagte brune kager blev skyllet ned med kaffen.

Hanne vandt 2 hoppebolde med lys og lyd, som hun tilsyneladende antog for at være en ny og avanceret form for kontaktlinser. Mens pakkefeberen lagde, og resterne af grisen blev kremeret fyrede Nikolaj op under sin strengeleg, og den danske sangskat gjaldede endnu en gang ud i tropenatten.

Jakob Nuku Hiva Marquises

Marquésas Øerne

Rejsebeskrivelse 15

Jakobsen klar til Nytårsaften. Nikolaj, Kim og Hanne foran The Snackbar klar til Nytar fest. Råhygge ved nytarsbordet. Thomas og Nikolaj for fuld musik. Nikolaj med en lokal gitar. Jakob sammen med aftenens charmetrol..

Marquises Øerne

Et par dage før nytår, ved besætningen ikke rigtig, hvad vi skal finde på denne nytårsaften, denne aften, som lige så længe jeg kan huske, er blevet gjort til noget særligt hvert eneste år i hele mit efterhånden lange liv.

I år skal nytårsaften fejres, langt væk fra familie og venner, under meget varme himmelstrøg, nærmere betegnet Taivai bay på Nuku Hiva Marquises sammen med andre rejsefælder, desværre er Monica , Ken og Anders lige taget hjem til det kolde Danmark, efter at havde tilbragt 2 måneder på dette skib.

Jeg kommer sgu til at savne dem....hver især.... på deres måde.

Vi står og småfisker ved aftenstid , Nikolaj , Jakob og jeg, kampen er gået i gang og fiskene springer rundt omkring Disalagraptus, nogle større end andre, men alt i alt rigtig gode tegn. Lige pludselig mærker jeg et hårdt ryk i snøren, yes... jeg har bid, jeg kan mærke de andres forventningsfulde blikke, det gør mig lige 10 cm. Større, skal jeg virkelig være den første der fanger en fisk af ordentlig størrelse....En haj.. hvad fan... laver den på min linie, nu havde jeg regnet med en kæmpe Tun, hajen kæmper godt, men må til sidst overgive sig til overmagten....

Efter et par billeder bliver hajen sat ud igen og pigerne kan igen ånde lettet op...Flot dyr i øvrigt.

Nikolaj, Jakob og undertegnede bliver sat på opgaven, med at finde et egnet sted til en nytårsaften , den lokale snackbar er i kikkerten, den har i øvrigt en stor gæstebog, med forskellige sejler, der har skrevet i bogen igennem de sidste 7 år, alle har de rost baren for deres gæstfrihed og gavmildhed med de lokale frugter, Thomas og Maria hedder dem som ejer og driver "The Snackbar "

Da vi ankommer til snackbaren, kommer der høje lyde ud gennem døren, det lyder som om et fjernsyn kører på fulde drøn... det er der såmænd også...baren virker som den lokale biograf.

Inde i lokalet står der et par 100 film i alle genre, det minder mest om en video udlejningsbutik, bagerst i lokalet sidder folk på stole og bænke og følger med i den amerikanske film , med Franske tale, de hygger sig ..igennem hele natten kører fjernsynet med forskellige film.

Thomas er meget gæstfri og da vi lufter tanken om et nytårs party, er han frisk med det samme.. Kl. 18.00 starter gildet , Gin /Tonic - Rom/cola -Champagne og de lokale Hinanoer bliver pakket, vi er sat op til lir... lokal dans og musik, det kan kun blive godt.

Dinghy´en fræser endnu engang ind mod fastlandet, desværre uden Charlotte da hun var sløj, da vi kommer ind igennem å´en, der fører ind til byen, kan vi mærke vi er klar, røgen stiger op imellem palmerne , lige ved snackbaren, grillen er tændt, nu mangler der kun os og vi er på vej med spænding i hele kroppen...nu skal den fyres af...

Fantastisk mad bliver serveret, Rå tun - lokale frugter - grillet kød og masser af frisk fisk serveret på forskellige måder, tilsat noget Gin /Tonic og kolde Hinanoer, hvem kan ønske sig mere..ikke os.

Nikolaj har medbragt sin guitar og sangbøgerne, kan vi komme i stemning ?? det viser sig at Thomas er en fremragende musiker, der har lavet sine egne sange, spiller på det lokale hotel hver fredag , Nikolaj og Thomas kaster sig ud i det store musik show, efterfulgt af vores musikalske sangstemmer, som efterhånden er smurt godt. Det kører bare... J

Beslutningen er taget....vi vil skåle nytåret ind på Disalagraptus, der er bare et lille problem...

Jonas har taget dinghyén ud får at se til Charlotte...gode råd er dyre , vi er tre fyre og en lettere bedugget dame (undskyld Hanne) Nikolaj og Jakob kæmper om damens gunst, nu vil de bevise at de kan svømme, ud til Disalagraptus som ligger et godt stykke ude i bugten, de to brødre er fuldstændig ædru, så meget man nu kan være 23.45 en nytårs nat.....15 minutter, det når de s.. ikke.

Men inden jeg havde overbevidst dem om det modsatte, så jeg i månens skær, Jakobs meget hvide røvballer kaste sig ud i bølgerne, efterfulgt af lillebror i fuld spring..okay..jeg kunne trods alt sidde og skåle nytåret ind sammen med Hanne, inden jeg skulle kaste mig ud i det helt store redningsshow får at redde de to brødre.

Inden jeg fik åbnet flasken med champagne, sad Nikolaj og Jakob grinende nede i dinghyén og ventede kun på at Hanne og jeg fik kæmpet os ombord...3 minutter i champagne tid sprang vi ombord på Disalagraptus, puf...og en tredje del af indholdet lå nu nede i cockpittet, mens resten af indholdet, gled ned i vores efterhånden godt fyldte maver, vi sprang glade og mindre overrislet, rundt på det skib, der i den næste tid skal give os, forhåbentlig så mange gode oplevelser...

i stille og roligt tempoDagen derpå... forgik , mens tankerne gik efter Pizza og kolde Colaer.......samt en iskold Kung Fu is.

Kim Jacobsen

Nuku Hiva Marquises

Marquésas Øerne

Rejsebeskrivelse 12

Nuku Hiva Marquises. Ken piller løg det...hjælper. Livet ombord

Marquises Øerne

Marquises Øerne er simpelthen fantastiske , kæmpe bjerge med masser af palmer, øerne oser af frodighed og mystik, junglen ligger klar til udforskning, af besætningen på Disalagraptus.

Næsten 3 måneder her i dette paradis, gad vide om jeg også overlever denne opgave / udfordring. Disalagraptus glider stille og roligt ind i bugten Taiohae Bay hvor hovedbyen i Marquises ligger, "kæmpe" by med 3 købmænd , posthus , en bank og et livligt havneområde hvor de lokale fiskere lander deres fisk. Vi er klar til det store byliv.......

4 store Mantaray byder os velkommen til bugten, de ligger og plasker i overfladen, Nu... har jeg dykket vandet tyndt på Rangiroa, får at se Mantaray og så ligger de bare foran båden midt inde i bugten, der går nøjagtig 20 sekunder før der lyder et kæmpe plask og den øvrige besætning kan skimte en skaldede snorkler i vandet, i fuld fart efter de 4 Mantaray´s ..nu... skal der snorkles med Mantaray´s og tages billeder. Det er først efter et stykke tid, jeg opdager at sigten er lig nul, herinde i bugten, men okay...jeg fik snorklet med Mantaray´s og det tegner rigtig godt for det videre forløb her på Nuku Hiva.

Efter et par afslappende dage, hvor tiden går med hygge og kolde Hinano´er, er vi nu klar til noget dykning.

Monica mangler sit 4 dyk, for at blive færdig som Open Water Diver, det 4 dyk bliver rigtig godt, hvor Monica viser at hun mestre dykningen og samtidig kan nyde de mange forskellige fisk. Tillykke til Monica....

Ken er i fuld gang med Advanced diver og jeg kan se, han befinder sig rigtig godt under vand ja...han nyder det i fulde drag.

Gummibåden flyver op og ned i bølgerne, mens vandet sprøjter ind over kanten, men det gør ingen ting, vi sidder klar i vores våddragter..for nu skal der dykkes, helt nøjagtig efter en hule, hvor der skulle være masser af Stingray´s, hulen skulle have en indgang på ca. 10 m, dybdes, det bliver ingen sag for de to brødre, det mener vi i hvert fald selv..nu skal det bevises. Vi får fortøjet vores lille gummibåd bag nogle klipper så vi ligger lidt i læ. Adrelinen pumper alle sanser er i beredskab, dette dyk skal blive godt :)

Efter 10 minutter under vand, dukker hulen op på nøjagtig 10 meter vand, vi fandt den.....fedt

vi glider stille og roligt ind over nogle store sten , nu kan vi kigge ind i hulen og vi lader os glide ned bag ved stenene, sandbunden ligger og lyser op, spændingen lurer i hele kroppen , hvad venter os inde i den hule ?? hulen er ca. 15 meter bred og går ca.40-50 meter ind i bjerget

(fandt vi ud af ved et senere dyk) spørg mig om der var mørkt....der var hammer mørkt inde i den hule efter bare 10 meter, vi havde kun en lygte med, så det kunne ikke blive til den store udforskning.

Men hvor var disse Stingray ?? lygtens skær lyser henover sandbunden et par store øjne kigger på mig, hjertet hopper op i halsen, jeg når at tænke "er min sidste time kommet"....hvorefter en stor Stingray kommer svømmende lige imod mig " nu har den vel forh..... set mig" elegant glider den lige forbi mig og svømmer ud af hulen.

Lygtens lys bliver mindre og mindre, det er på tide at forlade hulen, men det er ikke forbi endnu..da vi er på vej ud af hulen kommer 5 Stingrays svømmende, vi ligger og nyder dette pragtfulde syn, med det blå vand i baggrunden, lyset der kommer ind i hulen og de 5 Stingrays svømmende i en trekant med den allerstørste i spidsen..dette er et øjeblik der vil stå meget stærkt i vores bevisthed fremover...uha...det er fedt at være dykker her på Marquises.

Languster alies hummere, det burde ikke være nogen sag (for os) at fange 10-12 stykker af disse dyr, tænderne løber allerede i vand og jeg forstiller mig hele besætningen side på fordækket, med masser af kolde Hinano´er og smovse os i hummere mens der bliver fortalt røverhistorier.

Grejet er pakket.. vi er klar til det store tag selv bord. Ken og jeg svømmer stille og roligt ind i hulen, denne gang skal vi ind i bunden af hulen efter hummere. Hummerne står nærmest i kø for at blive fanget...Jeg råber igennem regulatoren Hummer...Hummer, Ken kan selvfølgelig ingenting høre, han er klar med nettet, Ken griber en hummer, men den smutter hurtig igen... det gik sgu stærkt. Nu må storebror til... jeg kaster mig efter en hummer, får fat i følehornene den er stærk og har ikke tænkt sig at komme med os.. Ken kommer svømmende med nettet, resten må være en form sag.. tænker jeg, hvorefter jeg mister lygten, bander og svovler ind i regulatoren, alt imens jeg tager mig til hånden...skiderikken har bidt mig i fingeren, fandens til taveligt trick..men okay..bagefter kan jeg godt se det...den kæmpede jo for dens liv.

Efter en halv times jagt og fight, svømmer vi ud af hulen med en masse......erfaring i hvordan man ikke fanger hummere... det står 1-0 til hummerne, vi må i træningslejr.. Det kan ikke være rigtig.... vi kan tabe til sådan nogle røde sataner... Jeg vender helt sikkert tilbage...

Kim Jacobsen Nuku Hiva Marquises

Nytårshilsen

Rejsebeskrivelse 14

Hanne og Nikolaj velankommet 10 Mennesker på/i bilen tværs over øen. Bugten Toihae i i baggrunden hvor Disalagraptus ligger. Den sidste rejse før Disalagraprus. Hanne med nyindkøbte bananer fra det lokale marked. Hanne med sin nye snorkel, kyndig vejledning af Nikolaj.

Marquises Øerne

En nytårshilsen fra Polynesien!

Hej alle I skæve gutter og gutterinder. Livet på havet er forunderligt, båden er som en tidslomme, som vi allerede er nullet helt fint ind i. Dagene flyder sammen. Vi står op med solen og ligger under stjernerne om natten.

Jeg har afprøvet min ny erhvervet snorkel og maske med stor fornøjelse, jeg er ved at blive dus med det dvs. jeg har forstået at styre min begejstring til, jeg er oven vande alt andet lukker havets salte vand ind. Jeg har set mange fisk, store som små og havskildpadder fantastisk. Undervandslivet er stadig temmelig uudforsket for mig, men jeg skal nok nå det.

Vi holdt jul under åben himmel med helt stegt pattegris og ris`a`alamande på almindelige ris og mælk. Det smagte forbavsende godt! Juletræet havde til lejligheden taget form, som sydens palmegrene, som vi pyntede med alt godt fra pakkekalenderen (som de to kommende gaster Helene og Karin har beriget båden med).Vi har hilst på de lokale og luftet et par franske temmelig støvede brokker. Polynesierne er et afslappet folkefærd og meget imødekommende. Man får hurtigt et lift fra købmanden og smil.-Hanne

Jeg skal hilse og sige at Marquises øerne er langt ude (altså afstand). Når man er kommet til USA vestkyst -som i øvrigt også er langt væk - har man kun overstået cam halvdelen af rejsen. Men det gjorde det ikke mindre fantastisk for os at komme frem.

På Tahiti, som ligger i den sydlige del af Fransk Polynesien, hvor vi "transittede" i ca. 45 min., inden vi fløj videre mod Marquises, blev vi modtaget af nogen temmelig smækre polynesiske lufthavnsbabes, der satte blomster i håret på os, der ankom.

Fransk Polynesien er et stort område i Stillehavet. Det tog den besætning, vi mødte hernede, 15 døgns sejlads at komme fra Tahiti til Marquises. Det tog os 3 t og 3 kvarter at flyve turen i en lille propelflyver.

Vi fløj hen over Tuamutu atholerne, der er et ret fantastisk syn fra luften.

Atholerne er flere kilometer høje søjler, der står på bunden af stillehavet og når op til overfladen.

En gang var de øer, omkranset at koralrev, men selve øerne er nu sunket og tilbage er kun det omkransende rev, der med tiden er kommet op over havoverfladen og har dannet land, der har form som et kæmpestort bælte, der omkranser en stor pool af turkisblåt vand over hvid sandbund.

Hanne og jeg har nu været på skibet en uge og i går satte vi den besætning af, som vi afløser.

Indtil videre har vi cruiset lidt rundt i Nuku Hiva's (hovedøen) bugter, holdt jul og vænnet os til solen og varmen, som især ved middagstid er meget insiterende for julesnehvide danskere. Vi har snorklet og svømmet en masse samt roet rundt i Disalagrabtus' (Skibets) ene landgangsflåde i bugternes bugter.

Vi har fået en mere ækvatoregnet kulør og i morgen stævner vi for alvor ud på Stillehavet med mål mod andre polynesiske øer.

Vi har ladet det kraftige fiskegrej som til en hver tid (begge brødrene Bech er jo ombord) skal trækkes efter båden - og de store Stillehavs fisk, der i øvrigt snildt skulle kunne hamle op med bådens, og dermed avnens 5 - 10 knob, bævre derude!

Det vi indtil videre har oplevet af Polynesien er eventyrligt. Det er de helt store penselstrøg skaberen har svinget omkring sig herude. Lige nu er vi ankret op i et gigantisk vulkankrater, som havet har rambukket sig vej ind i fra syd - og os samme vej.

Der er bestemt flere stjerner på nattehimlen her, end der er i hele universet og månen skiftevis ligger ned og står på hovedet.

Polynesierne, som der er ca. 8000 af har en venlig og meget afslappet attitude. De lever på en massiv, hovedsagligt fransk, overførselsindkomst, og det ser ud til, at det passer dem aldeles udmærket.

Fransk Polynesien blev opdaget i 1500 tallet, og på det tidspunkt var der ca. 100.000 Marquisesianere, der helbredsmæssigt havde det meget skidt med Europæernes influenzaer og hvad de ellers havde med. Nu er her altså temmelig tyndt befolket men overalt ses spor efter én engang storslået kultur, som menes at have indsejlet her så sent som omkring år 0 hvor tidsregning i sivbåde! Jeg skal hilse og sige at de ( og Thor Hayerdahl efter dem) har sejlet temmelig langt.

Skibet her er 47 fod og på alle måder seriøst udstyret til langfart. Den sejlede fra Danmark for ét år siden og ventes ikke tilbage de næste par år.

Det ejes som et anpartsselskab af 10 unge danskere, der på skift tager ud på verdenshavene for at sejle skibet et stykke videre på dets færd.

I det omfang de ikke selv kan fylde båden op med de 6-7 besætningsmedlemmer, der skal til tager de gaster med som os.

Vi er blevet mødt af nogen dejlige mennesker her.

Broder Jakob har sejlet her siden november og skal sejle et halvt år.

Det var fantastisk dejligt at blive modtaget af ham herude brun, lækker og horisontalt tilbagelænet som en oceanvis ækvatorial stillehavsrotte.

Nu er vi spændte på hvilke højder det kan nå for os på de 1 ½ måned, som vi har herude. Indtil videre synes vi det går ret godt.

Allerkærligste hilsner til jer alle - Hanne og Nikolaj

Nuku Hiva Marquises

Blafferberetning

BLAFFERBERETNING

Marquises Øerne

Det er ikke mange vers af blaffersangen man kan nå at synge på disse kanter.

Der kommer jævnligt en lokal firehjulstrækker med lad forbi. Og her lever disse køretøjer op til deres navn, for det er sjældent, at en pick-up undlader at samle en blaffer op.

I går fulgte Kim og jeg Nikolaj og Hanne til lufthavnen. Det er en længere tur tværs over øen Nuku Hiva op og ned ad bjerge på hullede jordveje i et storslået landskab.

Umiddelbart lyder det måske fjollet at placere lufthavnen på nordkysten, når hovedbyen Taiohae ligger på sydkysten. Taiohae ligger ved en bugt, hvor den herskende nordvest-passat sjældent skaber den store uro, og det er nemt at anløbe med skibe i alle størrelser.

Bugten, som også normalt er meget frodig, ligger i et gammelt vulkankrater omgivet af bjerge og stejle klippesider, hvilket er yderst upassende, hvis man vil anlægge en landingsbane. Ved øens nordvestlige hjørne er der derimod et område med fladt terræn, og der har man valgt at placere lufthavnen.

En helikoptertur til lufthavnen koster 700 kr. og en taxa 250 kr. hver vej pr.

mand, så udover at mand ser meget mere fra ladet af en lastbil end fra en lukket, airconditionleret kabine, er der altså også en del penge at spare ved at blaffe.

Nikolaj og Hanne skulle tjekke ind klokken 12.45. Køreturen over øen tager ca. 2-3 timer. Men vi tog af sted ved syvtiden for at være sikre på at nå flyet.

De første 4-5 kilometer op ad bjerget foregik til fods. Efterhånden begyndte vi at få lidt sved på panden. Dels fordi vejen blev stejlere og stejlere og vi havde en del bagage at bære og dels fordi vi ikke havde nogen garanti for at blive samlet op på den meget sparsomt trafikerede vej.

Vi ville næppe nå frem i tide, hvis vi skulle vandre hele vejen. De par biler vi mødte skulle kun videre til et nærliggende hus.

Alligevel er folk flinke til at stoppe og snakke og give gode råd.

Efter nogen tid hørte vi en skramlen længere nede ad vejen og så en stor, orange lastbil, der arbejdede sig op ad den snoede bjergvej. De to vejarbejdere bød os velkommen ombord. De skulle godt nok ikke til lufthavnen men til landsbyen Taipivai.

Men de kunne da bringe os et godt hug videre i den rigtige retning. Så var vi pludselig på vej i fuld fart stående på ladet, som normalt er fyldt med jord og stenbrokker.

Hvor vejen deler sig, sprang vi af og fortsatte til fods stadig opad. På denne strækning arbejder mænd og maskiner på at udbygge og asfaltere vejen.

Efter nogle kilometer var det tid til at holde pause og spise vores medbragte pain au chocolat. Kort efter blev vi samlet op af en flok skovarbejdere i en Landrover. De var meget søde og snakkesalige.

Det er lidt syret at møde folk her på den anden side af jorden. Når man siger, at man kommer fra Danmark, er de straks med og begynder at tale om fodbold og Peter Schmeichel med flere.

De kender navnene på mange flere danske fodboldspillere, end jeg gør. (Det siger nu heller ikke så meget).

Man kan have sine meninger om, at folk bruger en stor del af deres liv foran flimmeren. Men der hersker ingen tvivl om, at sport, fodbold i særdeleshed, transmitteret over satellit har en glimrende diplomatisk effekt.

Skovarbejderne spurgte, som mange andre før dem, om vi havde skydevåben ombord, som de kunne købe. De skulle bruge dem til at jage vilde grise, geder og køer i bjergene. Jeg sagde, at vi ikke havde andre våben, and vores dykkerharpuner og spurgte, om det var svært at opnå tilladelse til at have skydevåben i Fransk Polynesien.

Det var stort set umuligt, fik jeg at vide, idet franskmændene var bange for at blive beskudt af de lokale. Vi blev sat af på plateauet Tovii midt på øen, hvor der er friskt og køligt og meget smukt - et perfekt sted til en fodtur.

Caufføren mente ikke, at vi havde de store chancer for at blive samlet op her. Men hvis vi var bonnes marcheurs, (gode vandringsmænd) kunne vi godt nå lufthavnen midt på dagen. Hvis vi derimod gik som turister, ville vi ikke nå vores fly, mente han. Nikolaj og Hanne var begejstrede for at få en fodtur i disse omgivelser, som mindede dem meget om New Zealand. Foran os lå en stejl bjergkam og på den anden side gik det nedad mod lufthavnen.

Da vi begyndte at trænge til en pause, blev vi indhentet af en hvid pickup med et yngre par og deres lille pige. De så lidt skeptiske ud, da vi spurgte, om vi kunne komme med.

Ikke fordi de ikke ville have os med. Men de var ikke vant til at se turister, der tomlede, på disse øde kanter, og mente ikke, at det ville være rart for os at bumpe rundt omme på ladet. Vi forsikrede dem om, at det var rigelig komfortabelt for os, og straks efter var vi igen på vej i fuld fart.

Vores kvindelige chauffør interesserede sig nok mere for rally end for fodbold. I hvert klarede hun hårnålesvingene i en stil, som var Thorkild Thyrring værdig, og snart var vi på toppen af bjergkammen og på vej ned imod lufthavnen.

Udsigten var fantastisk, og vi balancerede på afgrundens rand i et hektisk tempo.

Da Thyrrings kvindelige modstykke skruede en ekstra tand op for stereoanlægget, fik vi en delvis forklaring på det livlige tempo; hvem kan køre stille til de sprøde toner af Safri Duo? Som vi sad der op hoppede på ladet og fik banket disse gudbenådede danske trommeslageres rytmer ind i kroppen sammen med slagene fra det ujævne men smukke landskab, som for forbi, fik vi sgu helt gåsehud. Parret, som vi kørte med, arbejdede i lufthavnens cafeteria, så vi blev kørt lige til døren, og lidt senere serverede de os et lækkert måltid mad.

Dermed var det blevet tid til at sige på gensyn til Hanne og Nikolaj. Brormand Jakob var tæt på at få overtryk i tårekanalerne, da vi ønskede dem en god hjemrejse.

Det har været fedt at have dem ombord, og vi har oplevet meget sammen. Kaptajn Kim har brændt dem et par Cd-rom'er med omkring 1500 billeder, så de kan sidde derhjemme og mindes livet på Grappen - sejlture i sol og frisk vind langs stejle klippekyster eller igennem tropenatten med lysende og blinkende morild i kølvandet, lange fights med store fisk og efterfølgende frisk rå tun marineret med nypresset kokosolie og limesaft, frisk frugt ad libitum, storslåede dykkeroplevelser med Kim som habil instruktør, masser af legesyge og springende delfiner, møder med fascinerende kæmperokker og smukke havskildpadder, fede jamsessions med lokale ukulelespillere og utallige sjove og hyggelige stunder i dejligt selskab og meget meget mere.

Da Kim og jeg med en anelse vemod forlod lufthavnen nåede vi ikke at gå meget mere end 4-500 meter før vi blev samlet op af to telefonmontører i en gul pickup.

De kørte os hele vejen hjem og lavede et par sightseeing stop undervejs.

Nikolaj har været så venlig at låne os sin guitar (bare rolig, han har flere derhjemme), så nu vil jeg forsøge at tage teten op - musik skal der til. Da vi kom hjem, stemte jeg guitaren og gav et par numre, Papirklip og Dont cry. Kim syntes, at det lød ok - i hvert fald bedre end han havde regnet med... Denne fantastiske tur bliver gentaget endnu et par gange, nemlig når Heidi og kim ankommer og igen d. 12 februar når Karin og Helene ankommer fra det kolde Danmark...vi glæder os allerede...

Jakob Bech

Nuku Hiva

Fiskefangst

Fangst af kæmpefisk

Marquises Øerne

De første uger her i Stillehavet gik fiskeriet lidt trægt.

Ken havde godt nok nogle gevaldige huk, på turen fra Tahiti til Marquesas, så vi vidste, at fiskene var dernede i dybet.

Men det var først da Nikolaj og Hanne kom herud til jul, at der kom rigtig gang i sagerne.

Lystfisk Hustlers alias brødrene Bech slog for alvor til en dag mellem jul og nytår, da vi skulle sejle fra Baie de Controlleur, hvor vi havde holdt nytår, til Baie de Taiohae, hvor vi skulle proviantere inden vores tur til de sydlige Marquesas øer.

På turen skulle vi afprøve det vilde grej, som vi havde fået af vores mutter i julegave - en kæmpewobler på størrelse med de fisk vi normalt fanger i Danmark. Vi er kendt som de helt store optimister med ubegrænset tiltro til vores egne evner og held når det handler om fiskeri. Vi bliver ofte hånet med, at vores fangststatistikker ikke altid helt står mål med vores erklærede forventninger.

Men denne dag var dagen, hvor vi fik sat nogle ting på plads. Jeg startede med en tun på omkring 10 kg. Nikolaj overgik den hurtigt med sin Giant Travelly, som det tog en god times tid at hale ind.

Senere kom kaptajn Kim godt efter det med en tun, der (næsten) var længere end ham selv.

Det var mere end vi kunne nå at spise, så vi byttede halvdelen væk for en stor klase bananer. Alt det har i nok hørt om.

Men en god lystfiskerhistorie kan vist ikke fortælles for tit. I hvert fald ikke hvis du spørger lystfiskeren selv. Nu er der kommet nye folk på agterdækket og nye woblere på linen. De fire sidst ankomne gaster har hørt en del historier om titaniske tun og kolossale carranques (travelly på fransk), og de vil naturligvis gerne have syn for sagen.

Kim M har adskillige gange erklæret, at nu vil han fange en tun. Men indtil videre har vi kun set hornfisk og hajer og uidentificerbare fisk, som ikke var tun. Kim prøver igen, senere. Lige nu vil pigerne nemlig fiske. Og de VIL SELV! Vi andre kan dårlig nok få lov at være på dækket, når de har snøren ude. Derfor har vi endnu ikke nogle billeder af pigerne, der fisker. Men de har nu heller ikke fanget noget.

Vi skal sejle en del i de kommende uger, så vi vender snart tilbage med nye lystfiskerhistorier. Kun fantasien sætter grænser for forventningerne...

Jakob Bech

Marquesas

Giant Trevally

Rejsebeskrivelse 18

Marquises Øerne

Lige nu yes ..lige nu.... gynger båden af guitarspil , Nikolaj spiller for, mens resten af besætningen synger / skråler for fulde halse, denne gang hverken styr-eller bagbord halse, men trykt nede i cockpittet, mens vi ligger for anker i Dolfin Bay.

Vi sidder og nyder solnedgangen mens popcorn , Rom og Cola glider ned igennem løgnhalsen.

Prøv engang at forstille dig......en fantastisk flot bugt med lyseblå vand, omgivet af masser af grønne palmer, kokosnødder, mens du sidder i bar mave og nyder solnedgangen, det er stadigvæk varmt , en lille sjat Rom / Cola, masser af gode oplevelser løbet af dagen, alt imens guitaren spiller ud i den efterhånden mørke nat...tilsat en god pose humor og spændende mennesker der ikke kan synge .....så har du grappen denne aften.......

Nikolaj...den forventningsfulde fisker, har landet den absolutte største fisk i sit unge liv...

En kæmpe Giant Trevally på 140 cm og mindst 25 kg , det tog over en time at få dette monster ombord på Grappen, men flot var den....bagefter meldte sig et andet problem, hvordan skulle vi dog få spist denne kæmpe fisk, udsigten var fisk hverdag i mindst 3 uger.. Bob.. Bob.. enden blev at vi måtte vandre ned igennem byen, med denne kæmpe fisk hængende imellem to personer i en tyk kæp, for senere at forærer den væk til en lokal indbygger. Heldigvis fik vi selv et godt stykke af fisken, dette kød var noget af det bedste fisk jeg nogensinde har smagt.....nydelse i fuld forstand.

Denne storfanger dag, havde Jakob lagt ud med at fange en stor tun på 5-6 kilo, tun er fremragende mad og er det samtidig tilberedt af Jakob, når det helt nye højder..vi har i hvert fald en god kok ombord , det har Jakob bevist flere gange...

Det er dog ikke hver dag der står fisk på menuen, denne aften består den af Asparges suppe med pandekager til dessert...oh disse pandekager...Polynesiske pandekager med det dejligste fyld bla. Lokale små bananer , revet kokosnød, frisk lime, Nutella og det obligatoriske sukker .ååhh det er dejligt at være til... for slet ikke at snakke, om alle de dejlig friske frugter, som vi får foræret af de lokale, alt sammen i meget stor stil, masser af mango, papaja, søde pomelo grapefrugt, bananer og lime, som er perfekt til vores Gin / Tonic. En gæstfrihed som vi her møder, hos de lokale på Marquises skal man lede længe efter...

Til tonerne af Kim Larsens papirklip vil jeg slutte denne beretning, jeg kan høre... at de mangler en, der kan synge for i den rigtige tone............resten af natten herude i Verdens baghave.

Kim Jacobsen

Tahauta Marquises

Grappesang

GRAPPESANG no. 4

Marquises Øerne

Melodi: SAFARI med Gnags.

• Det er aften nu og solen er lige gået ned
• vi har netop kastet anker ved Marquesas et sted
• Bwana Bwana store skipper han har hentet harpunen
• ligger under sit moskitonet og venter på tunen
• Hinano Hinano Hinano ohoh....

• Vi ser Helene som sidder og tænker hvornår
• har jeg set noget så smukt - nå jo det var i går
• hele scenen trukket op med papmaché og farvelade
• godt vi endelig nåede frem - vi er bare så glade
• Og der er Karin på dækket i sit fineste sæt
• matcher flot når hun skal ud for at købe baguettes
• og hun skaber respekt med sin medbragte sport
• at slå skipper over bord med et heftigt slag spillekort
• Så kommer Heidi og føler sig grundigt til grin
• har hun måske set så meget som en en'ste delfin
• der er kun fisk i vilde farver, havskilpadder og hajer
• men vi venter på delfinen mens vi snupper os en bajer
• Men se nu Kim er på banen og han er sgu frisk
• han vil vise at han godt kan fange en fisk
• mens han venter på fisken er der gang i musikken
• men når tunen er på krogen - ja så starter panikken
• der står skipper på broen og tænker hvornår
• har jeg følt mig så lyk'lig og helt uden hår
• jeg har luft i mine flasker og den lækreste besætning
• jeg må straks ned og skrive mig en rejseberetning
• men hvor er Jakob - jo han sidder og drypper af sved
• han skal lige ha' de sidste par vers skrevet ned
• før han tar' en siesta - det er vigtigt her i varmen
• man må hvile sin krop før man gir den hele armen
• Hinano Hinano Hinano....
• vi sætter solsejlet op igen og igen
• om lidt vil vi fortælle historien om den-
• gang seks fornøjede unge men-
• sker drog på sydhavscruise
• og labbede eventyrjuice
• alt mens solen gik op og gik ned
• det grined vi meget af den vinter
• derude i Marquesas et sted

Jakob Bech søndag morgen kl. 5.00

Marquises

Hiva Oa

Storfangst

Marquises Øerne

På Hiva Oa valgte Jonas og Charlotte at stå af båden, ca. 14 dage før tid, de havde svært ved at få deres forhold til at køre og de negative spændinger havde desværre en stor afsmitning på stemningen om bord. Det var en respektfuld og klog social beslutning de tog , herfra skal lyde en tak, for de mange gode timer vi havde sammen i de 2 ½ måned i var på båden, en speciel tak for de mange timer vi tilbragte i vandet på Rangiroa og Marquises, jeg håber i vil bruge uddannelsen i fremtiden.

Tilbage på båden er nu Nikolaj , Hanne, Jakob og undertegnede, planen er nu at sejle til Ua Huka og Nuku Hiva , for at nyde de næste par uger før Nikolaj og Hanne skal hjem til Danmark.

Gud.....hvor går tiden stærkt herude.... det er sgu ligesom at være i en åbnings fase med Kvickly Stenløse, mine tanker går (når jeg har et ledigt øjeblik) tilbage på den fantastiske periode jeg havde i Stenløse med alle de hamrende gode medarbejder...fyrer i den af ?? Jeg håber i hvert fald at i er kommet godt i gang med det nye år........Vi kan hvad vi vil.....nogen gør (tør)det....

Jeg vil her igennem bringe en arbejds hilsen , til alle mine tidligere chefer , kollegaer og medarbejder ...håber at i viser hvor førertrøjen skal være i Dansk Dagligvarehandel Held og lykke i det indeværende år, det skal nok blive hårdt og sjovt.

Arbejde ....ja ...det gør jeg også her ude , tro ikke... at jeg bare ligger og feder den...næh den går ikke... hele tiden. På båden er der i øjeblikket 3 fantastiske mennesker, der vil lære at dykke sammen med delfiner , hajer . manta ray og hvad der nu kunne være under vand.....det giver arbejde....og vi knokler så meget på, at de nu kan kalde sig Padi Open Water Diver Tillykke Hanne, Nikolaj og Jakob...håber i får brug for jeres dykkercertifikat i fremtiden....

Solen skinner fra en næsten klar himmel , jeg ligger og bager på bagbord side...solen er godt nok stærk, sveden springer fra min krop, der ikke er blevet mindre af min tid her på Disalagraptus (dog heller ikke større), selv om diverse løfter blev givet inden afrejse..6 pak/vaskebræt på maven..... hvornår lærer jeg dog at holde min kæft .....tænker jeg ..

Inden tanken er tænkt færdig, springer jeg op fra min trygge plads på bagbord side og siger til de andre "nu skal jeg fange den største fisk der er landet her på Disalagraptus" nu..var den der sgu igen okay...højt at flyve ..dybt at falde

"Sæt bare stoppeuret, det kommer til at gå stærkt" siger jeg, imens smilet breder sig i hele ansigtet alt imens wobleren glider længere og længere væk fra båden, bremsen på fiskehjulet strammer jeg lige så stille og roligt....

jeg ved ikke rigtig om jeg selv tror på min udtalelse "det kommer til at gå stærkt" jeg grubler lidt over orderne, alt imens jeg kigger ud over det meget blå hav....hviiin... hviin lyder det fra fiskehjulet, jeg springer over fiskestangen imens jeg råber "yes...jeg har bid" "stryg sejlene" det kom til at gå stærkt ...1minut og jeg har bid...puha..heldet følger de tossede eller måske dem der opsøger heldet..?? hvem ved..

Jakob... der står ved roret styrer båden perfekt , alt imens jeg kæmper med denne hersens fisk, den går meget dybt og der er linie ude der svarer til ca. 70 meter ....lige i dette her øjeblik nyder jeg virkelig livet , alt imens jeg sender en tanke til min bror.. Ken...bare han var her lige nu...

Efter 40 minutters kamp , kommer en kæmpe tun på en meters penge og en vægt på 15-16 kilo....det må vist siges at være en "fornuftig" fisk , jeg siger det lige så stille HOLD KÆFT... HVOR ER JEG STOLT AF DENNE KÆMPE TUN. Det er godt nok ikke den største fisk der fanget på Disalagraptus, den rekord har Nikolaj, men det er garenteret den største tun...hvis jeg tager fejl med denne påstand (gør jeg det..gamle grapper ) vil jeg bringe et dementi senere (hvis jeg husker det)

Nikolaj er mester flænser når det gælder fisk, 2 store fileter bliver skåret perfekt ud, nogle små stykker kød fra nakkestykket, bliver øjeblikkelig lavet til posien cru som er rå fisk...spist med Wasabi...dette er noget alle mennesker burde smage....vi guffer i os...

Velankommet til vores nye bestemmelses sted, springer Jakob i køkkenet og tilbereder et fest måltid af dagens tun, jeg vil tro der er mad til 12 personer og vi er kun 4, nu skal der spises igennem....og det var kun den ene side af halestykket..okay...vi har fisk til den næste uges tid.

Ud af denne tun har vi haft nogle gode måltider mad , byttet os til en stor klase bananer, for den ene side af fisken, da vi lige så stille indså, at det kunne blive besværgeligt at spise os igennem fisken alene.......så nu skal der guffes lokale bananer....

Mæt og tilfreds.....

Kim Jacobsen

Marquises

Langusterfangst

Hvad er livet

Marquises Øerne

Endnu en dag på Grappen, skibet som befinder sig midt ude i Stillehavet med 6 Danskere ombord, bliver de aldrig trætte at oplevelser og den meget opskruet sol ?? næ... det tegner ikke til det, tag nu bare denne dag, en dag ud af mange.......

Vores dinghy lim skulle være med båden fra Tahiti, en delegation bestående af Heidi og Jakob bevæger sig mod den "kæmpe" hovedstad Taiohaie by.

Vil det lykkes at få limen med hjem til Disalagraptus og dog det er jo kun andet forsøg.

Undertegnede ligger henslængt i min køje da de drager af sted kl. 6.00, tankerne er tilbage til aftenen før, en aften ud over det sædvanlige,

Thomas vores lokale vært fra nytårsaften er på besøg sammen med hans ven Wohuka, besøget skyldes en gammel aftale, om en lektion i languster jagt, nu er dagen så kommet hvor Jakob og mig skal lære de lokales hummertricks.

Thomas har tidligere pralet med at kunne tage 4 hummere på en gang, det har jeg haft usædvanligt svært ved at tro på...men okay lad os se..sandhedens time er nu kommet.....

Jeg siger jer......en sand mester i languster jagt , der tænker jeg ikke på Jakob og mig...men vores lokale ven Thomas...denne hurtighed under vand skal man lede længe efter...bevæbnet med et par store projektører, tilkoblet et batteri som sidder i bunden af en stor balje, der er omgivet af en slange fra et bildæk samt et par arbejdshandsker det er hvad der behøves for at fange massevis af langustere...og en stor del erfaring....

I vand, hvor sigten er under en halv meter, springer vi ud i mørket kun bevæbnet med vores lygter, det er hammer spændende...

Jeg dykker ned i vandet, det eneste jeg kan se, er de ting der viser sig i lyskeglen...Hummer...Hummer...Hummer hvor fanden er de, når lyskeglen rammer en hummer gælder det om at være hurtig, et par hurtige finnespark, ned at gribe hummeren i nakken (hvis man ellers når det) og så op til overfladen, mens ens lunger skriger efter luft, bagefter skriger man selv af begejstring...

Efter 2 timers jagt i det mørke vand er det lykkes mig at fange 1 hummer, Jakob slog mig med flere længder 4 hummere fik han fat i ...satans.. 4 hummere... det var hvad Thomas havde med op af gangen, dog ikke hele tiden men mere end en gang, alt i alt blev det til ca. 25 hummere og 2 spændende timer i det mørke vand, hvor vi fik besøg af mange Eagleray under vores kraftige anstrengelser efter hummere....

Sikkert tilbage på båden rækker "vi" hænderne i vejret og nyder begejstringen fra den øvrige besætning...6 hummere bliver kastet i en spand, aftensmaden er reddet.

Helene vores super kok har lovet at stå for tilberedningen og sikke et festmåltid der blev spist denne aften på Grappen...trætheden sad tungt i vores kroppe, det var sgu hårdt.. både det at fange hummere, men også det at fange mindst, giver en vis træthed...

Nå...tiden er kommet til et morgen dyk , Kim´berne springer i Dinghy´en, vi skal ud til Mantaray point som ligger ved spidsen af Taipivai bay, forventningerne er store og adrenalinen bobler allerede i kroppen.

Vi får parkeret Dinghy´en sigten ser desværre ikke ud til at være for god, men det går nok..dykket er ikke mere end 1 minut gammel da vi får øje på en Hammerhead shark whau...den er ikke alene viser det sig hurtig, en gruppe på 6 hammerhajer kredser nu omkring os...helt vildt fedt...nu pumper adrenalinen for alvor, jeg svømmer efter gruppen af hajer, nu skal mit kamera på arbejde, Kim M. ligger næsten oppe på ryggen af mig af "begejstring", da sigten ikke er den bedste og hajerne åbenbart er mere bange for os end vi er for dem, er det svært at komme tættere på end 10 meter.

Det kan selvfølgelig også være tæt mok, når hajerne er ca. 3 meter lange og der er 6 af dem.

Mens vi ligger og nyder synet af de flotte hajer, kommer en skildpadde svømmende, men den har ikke lige vores interesse i dette øjeblik....nu kan det ikke blive meget bedre, hammerhajer er nogle yderst fascinerende dyr....resten af dykket ligger vi med jævne mellemrum og kigger os over skulderne...man ved aldrig !!!

En perfekt start på dagen, tiden er nu kommet til en lille bådtur i Dinghy´en, på programmet er Mantaray og der er mange af dem...fedt... Helene og undertegnede ligger og kigger på disse flotte dyr, de kommer helt tæt på båden i overfladen, det er helt vildt fascinerende med disse store dyr, vingefang på 2-3 meter basker i overfladen, vi nyder deres selskab og solen....

Et par lokale kommer sejlene i deres motorbåd, de er på jagt.....efter Mantaray...åhhh nej....de nænner vel ikke at skyde dette pragtfulde dyr...jo.. den ene står i stævner af båden med et stort spyd, klar til at kaste..... Forsættelse følger......ender dagen med et måltid mad, bestående af Mantaray bøffer ??

Kim Jakobsen

Marquises

Manta Ray fangst

Hvad er livet 2

Marquises Øerne

Den lokale motorbåd kommer nærmere, de har udset sig et bytte...en Mantaray !!!!

En stor lokal fyr står ude i bådens stævn, med et stort jernspyd, klar til kamp...

Efter et par minutter kaster han spydet med fuld kraft ned i vandet, han ramte plet...et par kampe plaske i overfladen minder os om en mantaray´s dødskamp, kort efter skyder båden en god fart, selv om motoren er slukket, det er mantaén der trækker båden efter sig..

Vi sidder med blandede følelser i vores lille dinghy, det er jo et pragtfuld dyr :( men til gengæld er vi også vidne til en gammel lokal skik, det drejer sig om mad for de lokale.

Efter 10 minutter er mantarayén tydelig træt, vi suser over til de lokale og hilser høfligt, vi sidder nu på første parket i denne forestilling......de 2 lokale fyre kæmper en hård kamp med denne kæmpe, den er sgu da ikke sådan... lige til at få op i båden, da de endelig får den ind til bådsiden ligger båden næsten på siden, den vejer godt til...

Efter at have bundet dyret fast til siden af båden, begynder de at sejle ind til strandkanten, det ser godt nok lidt råt ud med denne Mantaray på siden af båden.

Jeg kommunikere med de lokal på tegnsprog og gebrokken engelsk samt nogle få gloser på fransk, efter lidt "snak" frem og tilbage, mener jeg at have forstået at vi kunne få et stykke frisk Mantaray, det lyder spændende....

Jeg havde aldrig i mitliv troet , at menuen skulle stå på Manta bøffer, men lad os nu se...

Vi Helene og jeg , skynder os hen til båden, Karin og Kim M. står og tripper på Disalagraptus, de har fuldt dramaet igennem kikkerten, efter kort tid er vi alle fire på vej ind til stranden, lige efter den lokale båd samt den døde Mantaray flydende efter båden.

Dinghy´en bliver sejlet op på stranden , vi hjælper de lokale med at trække den døde Mantaray over i hjørnet af stranden.. den er hammer tung, fire gutter og vi skal trække til...ja...dette dyr er fascinerende flot, jeg har virkelig mulighed for at studere manta´en på nært hold og benytter chancen for at tage en del nærbilleder, efter en del studie kommer jeg frem til en konklusion....

Dette kæmpe pragtfulde og fascinerende dyr er aller aller flottest under vand, med dens elegante bevægelser og nysgerrige væsen, jeg glæder mig helt vildt til mit næste møde med denne race...

Men lige nu lader det til, at jeg / vi skal have en helt ny smags oplevelse hvad angår mad, jeg tvivler lidt om jeg egentlig har lyst til denne oplevelse...ahhhh hvad fanden...jeg er jo herude får at få nogle oplevelserne.

De lokale har styr på at partere en Mantaray , det går rigtig stærkt og efter kort tid står vi med en stor klump manta kød og en noget anderledes oplevelse, vi takker de lokale for kødet mens dinghyén stikker ud mod vores gode skib Disalagraptus.....

Det var en svær første mundfuld , at få ned igennem ganen...smagen ?? ja...bob.. bob.. nu har jeg smagt det, jeg vil i fremtiden kun koncentrere mig om, at nyde dette store pragtfulde dyr under vand, set igennem et par dykkerbriller med det helt store smil på læben....

Kim Jakobsen

Marquises

Nuku Hiva

Overraskelsen

Heide og Kim M er 100% klar til eventyret.. Heidi sejler med i 5 måneder Kim M en ny og fremragende musiker ombord. En træt rejsende.

Marquises Øerne

Vi ligger I Taiohao Bay på Nuku Hiva, et sted vi i øvrigt har ligget en hel del gange på det sidste, da det er hovedbyen på Nuku Hiva er vi tæt på det meste.

Vi, Jakob og jeg ligger og venter på de nye gasters ankomst, Kim og Heidi skal vi hente i lufthavnen i morgen d. 1 februar.

Vi går og glæder os til de kommer, tiden går med at bringe båden i tip top stand, så den er klar til det nye hold af gaster, vi knokler løs med rengøring og diverse små reparationer........

Efter en hård start på dagen med maling i en total overvarm båd, står jeg nu og nyder en iskold Coca Cola hvor duggen driver ned af dåsen, alt imens jeg står og kigger ind mod det totale skønne land..."for s..... hvor har jeg fortjent denne lille pause" tænker jeg.... tro det eller ej vi har knoklet...

Men der mangler stadigvæk en hel del før vi er helt færdige....

Halløj ...halløj... lyder det ude fra en lille gummibåd, jeg kigger efter lyden og får til min stor overraskelse øje på Kim og Heidi siddende i nabo bådens gummibåd...hvad fanden sker der her.....

Hvad laver i her..råber jeg i bar overraskelse, mens tanker flyver af sted " de skulle først komme i morgen" "har jeg glemt et eller andet"

De er helt vildt glade for at se ""Grappen" og inden jeg får set mig omkring har vi kastet alt deres bagage op på båden.

Ja...vi er kommet en dag tidligere da vi krydsede datolinien på vej herud fra Thailand, kommer det begejstrende ud over deres læber......det kan man kalde overraskelse.....

Efter et par dage i Taiohao Bay , vil vi nu sejle over i Daniels Bay og ligge i en lille uges tid inden vi skal hente Helene og Karin d. 12 februar.

Daniels Bay har været lukket i 3 måneder, da Amerikanerne skulle lave "Survival" deres udgave af Robinson...ja..de havde spærret 3-4 bugter af, i den tid det tog at lave showet.

I Daniels Bay har Daniel boet i 60 år sammen med sin kone, de blev flyttet til nabo byen uden nogen havde spurgt dem om noget som helst, penge kan gøre mange ting.

Men Daniel var godt tilfreds... han har nu et helt nyt hus som blev bygget på 5 dage og det var han imponeret over....

Daniels Bay er i øvrigt en hammer fed bugt, beliggende i de fedeste omgivelser og de mest gæstfrie mennesker man kan løbe ind i...frugter i massevis.....

Kim M. har kastet fiskesnøren ud længe inde vi er kommet ud af bugten, nu skal han fange sin første Stillehavs fisk og den må gerne være kæmpe...han har jo set billederne på hjemmesiden,

Kan den nye Kim lever op til sin navne bror....det vil tiden vise

Kim Jacobsen

Daniels Bay Nuku Hiva Marquises

Grappen i Daniels Bay - Nuku Hiva.

Snorkeltur

Rejsebeskrivelser

Bugten set fra bjergkammen. Bugten set fra bjergkammen.

Snorkeltur, Hanamoenoe Bay, Tahuata, Marquesas.

Fisk i harmoni, et roligt åndedræt, solens reflekser, dagens snorkeltur er netop startet. En underskøn klovnefisk promenere forbi min maske. Det er som om den fornemmer, at den bliver beundret. Flere sjove fisk dukker op. Ingen af dem ligner de fiskearter vi nød i det Caribiske hav. De er ikke bange og rider med strømmen nysgerigt forbi mig. Hvad mon de tænker ?? Under overfladen i denne blå verden finder jeg ro og nyder dette fristed når livet på båden er tæt og hektisk. I timevis kan jeg svømme rundt og studere havets unikke liv og des forunderlige væsener.

I overfladen drømmer jeg tit . Tænk hvor skønt det ville føles, hvis man for en kort stund kunne være en lille gul søhest Så kunne man ride rundt under de store klippeformationer og blæse drillebobler på bugtens fisk og lege gemme i smukke levende koralvifter. Det kunne også være helt fantastisk, at blive forvandlet til en kæmpe stor rokke med sylespids hale og blåplettet ryg . Dagen lang ville jeg svæve af sted majestætisk, lydløs og elegant tæt på sandbunden og søge de varme strømme. Jeg ville glide hen over søanemonernes lyserøde "fingre" og lokke dem til at kilde mig på maven. På vilde dage ville jeg svømme synkront i flok med mine rokkevenner, lave flik flak og vende mig, som en pandekage i luften, over havets vandoverflade. Suk, i dag er jeg bare en snyde havfrue med plastisk finner og sugerør, men livet fra denne vinkel er nu også ganske dejligt. Små hidsige sølvgrå fisk bider blidt i mit venstre ene lår. Bidene kilder og laver små prikker i mit tykke lag af crema sol aqua residente. Mon cremen smager dejligt eller har jeg bevæget mig for lang ind på miniputfiskenes hemmelig territorium ??. Jeg tager en dyb indånding og dykker ned for at udforske livet mellem 2 store klippeblokke. En prikket kuffertfisk overaskes af mit uventede besøg, nær dens hule, men den er heldigvis for nysgerrige til at gemme sig. Tre nye væsener kigger frem fra de smalle sprækker. Vandet omkring mig fyldes med bitte små bobler. En større bølge har netop ramt klippeblokkene oppe ved vandoverfladen og de tynde, men kraftige strømhvirvler suger mig ind mod klippevæggen. Jeg får et kort glimt af en giftig rød Lionfisk og to sovende pufferfisk, men mine luftdepoter tømmes desværre hurtigt og jeg må søge op. Jeg flyder langsomt videre. De mange fisk under mig er fuldstændig upåvirket af min tilstedeværelse. Farver, former, nuancer og mønstre er helt ubeskrivelige. Nogle af fiskene ligner fuldstændig dem fra Disneys tegnefilm, andre er som taget ud af skøre børnetegninger og fri fantasi. Nogle arter er små svømmende kunstværker, fyldt med små finesser og raffinerede detaljer. To grå skikkelser dukker op i klippevæggens skygge . Wauw, har vi spottet hajer ?? Et kort glimt er desværre ikke nok til at kunne vurdere hvad det var som kiggede op fra dybet Jeg smiler roligt til Jesper og sammen beslutter vi at det var to store flinke fisk. Adrenalinen pumper altid lidt og øjet søger mere, mens fantasien arbejder og vi svømmer videre. Tæt ved stranden opdager Ole en stor blæksprutte, der prøver at gemme sig under en alt for lille sten. Den er helt orangerød og dens hoved er kælkebakkeformet, rundt og højt. Dens to store øjne ruller langsomt rundt. Roligt ligger den og forsøger at finde nye huller og sprækker hvor den kan pille med sine mange arme. Den ved ikke, at vi ligger i overfladen og overvejer at krydre de sædvanlige dåsemiddage med frisk sugekoppekød. Jesper henter harpunen i dinghyen, mens Ole ihærdigt prøver at fastholde spruttens position. Ingen på båden har blækbørge fisketegn og dens store størrelse gør ikke missionen mindre udfordrende. Jesper bliver i dinghyen for at få varmen. Vi har snorklet i næsten 2 timer nu og selvom vandet er varmt, så bliver musklerne alligevel trætte og kolde. Han spotter delfiner tæt ved Disalagraptus og råber vi skal komme op, så vi kan sejle ud mod dem. Jacob og jeg flyver op i gummidingyen, men Ole vælger at blive i vandet og samle mod til den store spruttefight. En lille flok delfiner har søgt læ i bugten og svømmer roligt rundt mellem bådende. Vi sejler helt tæt på flokken med gummijollen, men lyden fra vores motor skræmmer dem lidt. Vi slukker og driver rundt i bølgerne. Flokken vender tilbage og kommer ret tæt på. Selvom vi har set mange delfiner de sidste 10 måneder, bliver jeg aldrig træt af at observere havets mest legesyge artister. Delfinerne svømmer længere ud i bugten og vi beslutter os for at vende tilbage til Ole for at se om han har taget kampen op med kæmpesprutten. Et godt stykke fra klipperne ser vi Ole plaske rundt i vandet. Han ser helt vild ud i ansigtet og man kan se at han har kæmpet længe med de mange stærke arme og sugekopperne. Han har skudt blæksprutten i hoved med harpunen, men umiddelbart ser det for os ikke ud til at påvirke den. Stolt råber han "Den er død", men hans sikkerhedsafstand fra harpunspydet og de mange vilde arme for os til at tvivle. En stor blæksky skimtes i vandet. Den er ved at være træt, men den er sejlivet og vil gerne undgå køkkenbordet og skålen med marinade. Vi kæmper kejtet med "det store bløde monster" og har tydeligvis ikke rigtig styr på teknikken. I vores fiskebibel har vi læst mange skræmme historier om giftig blæk, voldsomme bid og farlige kæmpe sugekopper. Hvad er det dog vi har rodet os ud i ?? Blæksprutten er fortsat kongen i vandet og mens vi fumler rundt øjner den chancen til at suge sig fast under vores gummidinghy. Ups, hvad gør vi nu ?? Ingen har umiddelbart lyst til at dykke ned og flå den af, men det lange harpunspyd der forsat går tværs gennem dens hoved kan nemt prikke hul i gummigrappen. Nu skal der handles hurtig. Vi beslutter at søge råd hos en fyr fra Galapagos der er gast på en fransk båd i bugten. Motoren bliver sat i gear og 4 uerfarne havturister råber Pablo i kor. Da vi nærmede os den franske båd stod Pablo og grinede. What´s wrong. Une Pulp , une grand pulp la.. Dykkermasken røg hurtig på og Pablo forsvandt i et mægtig spring ned i vandet. Få sekunder efter kom han op til overfladen med hænderne fulde af sprutte. Wauw. Hans teknik var hurtig og sikker. Hans faste greb viste, at han havde respekt for dens kraftige mund. Han tvistede hovedet rundt på den næsten ét meter lange sprutte, som et skruelåg igen og igen. Blækken flød og blækfisken skiftede farve som et trafiklys. Først hvid, så prikket, så rød og til sidst gråblå. Han tømte dens hoved for diverse indvolde og fandt hurtigt den kraftfulde mund som lignede et stort papegøjenæb. Imponeret kigget vi på og rørte forsigtig kopperne på de livlige arme. En blæksprutte er trods den sjove form og gummiagtige hud virkelig flot og meget fascinerende Kaptajnen på den franske båd, Didje, havde samlet en masse søpindsvin og tilbød os en smagsprøve. Jesper og Jacob takkede pænt nej, da de så lidt orange kød flyde rundt på en ske. Ole og jeg slugte modigt skeens indhold, men takkede derefter nej til flere smagsprøver. Pøøj for en gang saltvandsmos. Pablo gav os nogle gode tilberednings tips til sprutten inden vi stolte, men lettede sejlede tilbage til Disalagraptus med byttet. Dens store krop og de otte (7½) arme blev flittigt renset i køkkenvasken med salt- og ferskvand. Det store spækbræt kom frem og uspiselige dimser blev skåret fra. Derefter fik den lidt tæsk på dækket og en halv time på blusset i en stålgryde. Til sidst skar Ole den i småstykker og svitsede den på panden i citronsaft og hvidløg. Aftenens menu : Friskfanget blæksprutte en mas!!!! Delfinerne sprang stadigvæk i bugten da solen gik ned. Endnu en dag her på Marquesas er slut. Jeg er træt og mættet af eventyr. Om lidt vågner stjernerne og månen. Jeg vil tælle stjerneskud fra min køje indtil øjnene lukker i. Sikke en dag, hvad skal jeg dog drømme???

Tahauta

Rejsebeskrivelse 17

Jakob Nicolaj og Kim nyder en kold Hinano og frisk stegt giant Trevally

Marquises Øerne

Vi sejler halv vind ned mod Tahauta , en lille ø i Marquises gruppen. Vi har hørt så meget godt om denne ø at den bare skal ses og opleves.

Sejlturen forløber perfekt med god vind i sejlene, det er helt perfekt at sejle igen, jeg har vagt fra kl. 18.00 til 22.00 passer fint ....solnedgangen er altid en oplevelse værd, denne var ingen undtagelse.

Vi stryger derudaf med 7-8 knob da jeg skal på vagt denne morgen fra kl. 7.00.

Øen Hiva Oa ligger på vores bagbordsside, mens Tahuata ligger lige fremme med store grønne bjergtoppe, solen skinner allerede på fuld drøn, mens jeg står ved roret og slikker solskin. Vandet bliver lige pludselig helt stille og der er næsten ingen vind, vi er kommet ind bag Hiva Oa og ligger nu i læ...det er næsten havblik og vi vælger at stryge sejlene og sejle for motor det sidste lille stykke vejr til vores bestemmelses bugt. Delfiner...Delfiner ..... der ligger en kæmpe flok og hviler sig i overflade, det er Lemonhead whales en delfin art med helt runde hoveder og lige netop disse delfiner er bare kæmpe... et split sekund og størstedelen af besætningen, ligger i det krystalblåt havvand på jagt efter en oplevelse .....

At snorkle med delfiner er fedt, lige foran mig dykker 3 store delfiner, de er bare så tæt på....jeg nyder dette øjeblik i fulde drag, skynder at knipse med kameraet, men de er sgu for hurtige til mig (er ikke meget for at indrømme det) billede viser sig senere hen, at indeholde en halv delfin..okay..det vigtigste er, at have det printet ind i den øverste del af kroppen.

Alle får en god snorkel oplevelse, dog var Hanne en lille smule "skræmt", da vi fik besøg af en lille gråhaj, alt imens vi plaskede rundt i Stillehavet nær Marquises , sikke en morgen... og klokken er kun 9.00.

Disse delfiner er bare overalt , på vej ind i bugten, møder vi endnu en flok, som kredser omkring båden., lige nøjagtig denne bugt er deres legeplads ..viser det sig. Vi døber bugten..."Dolfinbay" vi har planer om at blive her en lille uges tid...det tegner godt.

En fantastisk morgen er startet, kl. er 6.30..hvad fanden er det for en tid at stå op på...men det er svært at sove meget længere, når båden allerede på dette tidspunkt syder af liv og det i øvrigt er begyndt at blive smadder varmt, nå...barbering...det er en stor dag, når sådan en begivenhed skal løbe af staben (husk det..hjemme i Danmark) .

Jeg står og kæmper med den store hårpragt, ude på vores toilet, indimellem er det sgu svært at barbere issen, når solen har brændt på den en hel dag, det svider godt, men smerterne bliver bidt i mig, alt imens jeg står og kigger ud gennem koøjet, ud på det blå hav og de stejle grønne bjergskråninger med masser af palmer , plask..plask... igennem koøjet får jeg øje på delfiner som springer omkring, ikke mange meter fra båden.

Kan det blive meget bedre...barbering - delfiner igennem skibets koøje - solen der skinner på båden og meget snart skal vi ud og have et morgen dyk. Meget kan man sige om delfiner...men kedelige er de ikke........

Kim Jacobsen

Tahauta Marquises

Melonhead whales

Tatoveringer I

Rejsebeskrivelse 19

Jakob Nicolaj og Kim nyder en kold Hinano og frisk stegt giant Trevally

Marquises Øerne

Vi kommer susende bag på ladet af en lokal truck, den lokale fyr har tilbudt os et lift nede fra den lokale købmand , ladet er pakket med proviant til det næste stykke tid.

Hinanoérne samt lokale colaer er klar til at blive skyllet ned i halsen, når tørsten melder sig....forstil dig....hvor meget man kan savne en kold cola, når hele dagen er brugt på dækket af et stort dejligt sejlskib på vej til nye oplevelser, savnet bliver endnu større når muligheden ikke lige er tilstede...savnet kan være stort herude i verdens baghave.

Vi bliver sat af på havnen, hvor vi møder en fransk gut, som ligger med sin sejlbåd her i havnen på 3 måned, han kan fortælle en masse om området, i øvrigt har han sejlet rundt i de sidste 23 år, som han siger så er det hans livsrejse og det kan man jo kun give ham ret i...23 år til søs det er sgu lang tid, jeg tror min tid bliver "lidt" mindre, det er i hvert fald udgangspunktet.

Mens vi står og snakker, kommer der en lokal gut, Jean-Marie er hans navn, han er i selskab med en stor fyr ( hvis navn jeg har glemt ) som er tatovør. I starten virker de noget underlige på mig, men efterhånden som samtale skrider fremad og Jean-Marie disker op med den ene røverhistorie efter den anden kommer sympatien frem, i øvrigt sammen med de lokale Hinano øller.

Efter kort tid er vi inviteret hjem til Jean-Marie dagen efter, hvor vi kan se på lokal træskærer arbejde og måske få os en tatovering....og vi kommer ikke til at gå sultne i seng.. lover han.

Klokken er ca. 9.00 solen titter ind igennem midt koøje, det er dog fantastisk.... en time og vores møde med Jean-Marie inde på havnen starter, hvad kommer denne dag til bringe os af oplevelser, jeg er spændt på hvad det udarter sig til.....vi må se..

Jean-Marie ankommer i en gammel sort jeeb, som øjeblikkelig vil være sent til skrot hvis det var foregået i Danmark...ja. biltilsyn er der intet af her i Fransk Polynesien, det er med betænkelige miner vi sætter os ind i bilen samt op på ladet, hele besætningen er nu klar til første udfordring...

Turen op til hans hus foregår på smalle veje men det ser ikke ud til at bekymre ham særligt meget, dog skal det siges at bilen ikke kunne køre ret stærkt uden at falde fra hinanden.

Huset ligger med en kanon udsigt ud over bugten, udsigten indbyder til fest og ballade og det bliver der......

Der er tændt op i grillen og de lokale papvin kommer på bordet, imens tripper tatovøren rundt...klar til arbejde.

Charlotte bestemmer sig for en Manta Ray som skal laves lige oppe over den ene balle , det klæder hende rigtig godt og det er et flot stykke arbejde der blev lavet...I løbet af aftenen melder jeg mig til tatovøreren, nu skal der sgu ske noget vildt, jeg vil have mig en anden frisure og efter en halv times tid er den klar...jeg tror.... jeg i fremtiden får brug for mit gamle slogan "jeg er ikke særlig køn...men jeg er fandme sjælden" min nye tatovering skal nok skabe "begejstring" de rette steder.

Aftenen bliver lang, krydret med masser af guitar spil og sange fra hver sin ende af jordkloden...vi er ikke til at stoppe...

Dagen derpå er hård for mig....min første tanke er "hvorfor f.... gjorde du det, " mit liv er forbi" og " hvordan kan jeg nu se andre i øjnene" Jeg har mistet mine røde solbriller...snøft.. livet er hårdt

Kim Jacobsen

Nuku Hiva Marquises

Melonhead whales

Tatoveringer II

Tatoveringer

Marquises Øerne

Tatoveringer har alle en holdning til....eller hvad ??. Herude i Fransk Polynesien er tatoveringer meget synlige i samfundet, det er gerne store udsmykninger på hele kroppen, både kvinder og mænd. Nogle af disse tatoveringer/udsmykninger er enorm flotte og dekorative, men der er så sandelig også de modsatte.

I Fransk Polynesien er det mere normalt at være tatoveret end ikke at være det, meget anderledes end i Danmark, hvor tatoveringer mange gange bliver forbundet med "rockere" og andre barske folkefærd.

Jeg har altid sagt, at hvis jeg skulle have en tatovering....skulle den laves ude i Fransk Polynesien, hvor tatovering er en kunst art.... og det blev den så.

Alle på båden har hver fået deres eget minde om denne rejse i Fransk Polynesien, hver især forskellige og på forskellige steder men alle hos den samme tatovør, på den samme ø-Tahuata

Om det gør ondt ?? smerte er forskellig fra person til person, men det kan mærkes, dog ikke værre end det kan holdes ud, meeeeeen lidt ondt gør det... nogle steder mere end andre.

Den største smerte er dog....ikke at må dykke og gå i vandet det næste stykke tid :)

Efter vores daglige besøg hos tatovereren , har Disalagraptus dannet rammen om fest og farver sammen med Felix og Edwin, disse 2 vanvittige gutter har fortalt røverhistorier om dengang der blev spist mennesker her på Marquises, ikke specielt længe siden...men vi har dog overlevet deres sultne blikke... deres sultne blikke var nok rettet mest på vores kønne piger om bord, konstatering.... de må have været lækkersulten !!!!!

Klokken er ca. 6.00 om morgenen, jeg står noget træt oppe på fordækket, det er også et underligt tidspunkt at stå op på, alt imens jeg gnider søvnen ud af øjnene, tænker jeg tilbage på dagen i går hvor jeg fik mig en "tudse" et sandt kunstværk.....

jeg kigger ud mod havet, solen er på vej op, en ganske smuk morgen i øvrigt, derude i det blå springer delfiner så smukt og der er mange af dem, rigtig mange endda ja...der skal nok være 60-70 stykker inde i bugten, skiftevis kaster/springer de ud af vandet, laver saltomortale og andre krumspring, uha...de elsker at lege og jeg bliver aldrig træt af at kigge på disse dyr.

Det kan s.. da kun blive en god dag, med sådan en start på dagen, det skal det i øvrigt nok også blive...vi skal nemlig til bryllup, den lokale høvding/borgmester skal giftes, og vi er inviteret med....hele byen er inviteret med til spisning, det skal nok blive spændende...

Nå..jeg skal i kirke, vi skal se hvordan et bryllup foregår herude i Marquises Snakkes ved

Ps. fortsættelse følger

Kim Jakobsen

Marquises

Tuamuto atollerne

På vej mod Tuamuto

Sejltur på Stillehavet

Marquises Øerne

1/4-2002

Så er tiden kommet, hvor vi tager afsked med Marquesas øgruppen.

Klokken er 10.30 da vi letter anker og sætter kurs mod en position 22 sømil nord for atollen Ahe.

At vi ikke sætter kurs direkte imod atollen skyldes, at vi ikke skal komme for tæt på land, hvis vi ankommer om natten. Kursen er 244 grader og afstanden er 497 sømil.

Med en gennemsnitsfart på omkring 5 knob kan vi gøre turen på 4 døgn. Inden vi når at sætte sejl, har Heidi fanget en grøn Snapper på 5 kg.

En jævn vind agten for tværs skubber os ud på Stillehavets uendelige blå flade, imens Fatu Hivas lodrette klippevægge synker ned bag horisonten.

Vi glæder os alle til at besøge Tuamotu atollerne med deres klare vand, farvestrålende koralrev og palmeklædte sandstrande, og med den gode fart vi skyder, fokuseres tankerne yderligere på øerne forude. Da Disalagraptus ikke er udstyret med en autopilot, skal der være en person ved roret 24 timer i døgnet, og Kim har lavet vagtplanen således, at der altid er 1 person på vagt om dagen og 2 om natten.

Da jeg kommer op til styrenvagten efter min middagslur, fortæller Kim M, at vi har haft besøg af en stor hval. Det viser sig dog blot at være en narhval af den type, som man kan møde overalt på jorden men kun på denne ene dag om året.

Jeg står ved roret og nyder solnedgangen og følelsen af, at Grappen igen sejler ud mod nye eventyr.

2/4

Jeg møder på min morgenvagt kl. 4 og overtager roret efter Karin, der holder mig med selskab de næste 2 timer på sin bagvagt, imens Kim kryber til køjs. Vi skyder stadig en pæn fart, imens vi sejler ned ad Mælkevejen, der står klart med sine lysende stjernetåger, her hvor den nærmeste gadelygte er flere hundrede sømil borte. Stjerneskuddene hagler ned over os, og selvom jeg har alt, har jeg stadig et ønske til hvert af dem.

I løbet af det første døgn har vi tilbagelagt godt 120 sømil. Op ad dagen drejer vinden til nordøst, så vi får den ind ret bagfra og må spile genuaen ud til bagbord. Senere løjer vinden, og det går meget langsomt.

3/4

Over natten er vinden nærmest forsvundet helt. Besætningen er en anelse utålmodig over, at sejlplanen skrider, og Ahe er længere væk, end vi først havde troet.

Vi vugger ganske stille af sted henover Stillehavet med et sejl ud til hver side. I løbet af dagen affinder vi os med situationen og nyder i stedet den meget rolige og afslappende sejlads.

Om eftermiddagen får vi selskab af en stor flok legesyge delfiner, som følger os længe. Det er noget, som får humøret i top hos hele besætningen.

Vi flokkes oppe i stævnen og står nærmest i kø for at være tættest muligt på delfinerne. De nyder at have et oplagt publikum, laver formationer og vendinger, slår med halerne, surfer på bølgerne, dykker og kommer op igen. Vi kan følge alle deres bevægelser i det klare vand.

Til sidst finder de en stime fisk og forlader os for at få lidt frokost.

Er der noget der kan få adrenalinet op at koge hos os alle, er det lyden af bremsen på vores fiskehjul, når en stor fisk bider på krogen og trækker line ud. Det sker denne eftermiddag.

Men inden vi når at få sejlene ned og bremse båden, er fisken hoppet af igen - ingen tun i aften.

4/4

Det er stadig stille vejr. Båden er nærmest gået i stå. I de sidste 2 døgn har vi bevæget os yderligere 120 mil imod målet - halvt så hurtigt som vi sejlede det første døgn.

Jeg beslutter mig til at øve lidt på guitaren. Heidi, Kim og Karin spiller kort på fordækket, imens Helene solbader.

Da hun selv er gennembagt, laver hun kanelsnegle til os alle - hmmm, stort hit! Vi læser en del bøger i disse dage, hvor Hobitten og Ringenes Herre er de store bestsellere her ombord.

Vi synger og spiller, kigger stjerner og holder nogle gode lange siestaer.

5/4

Om morgenen har vi bid igen, men øv, det er endnu en smutter.

Vi ser store stimer af fisk på ca. 1-2 kg, som springer ud af vandet. Vinden kommer igen, og fokus rettes atter imod målet forude.

6/4

Hele dagen har vi en god stabil vind.

Vi styrer imod en ny position, ca. 12 sømil nord for Ahe, som vi regner med at nå i morgen et par timer inden solopgang.

Derfra vil vi sætte kursen direkte mod passet, således, at vi nærmer os atollen efter daggry.

Tuamotu atollerne er kendt som et af verdens farligste farvande at besejle.

Det skyldes bl.a. at der ofte er meget stærk strøm, specielt i passene men også imellem atollerne, og at øerne er så lave, at mand kan komme meget tæt på, inden mand ser dem. Sidst vi var på Rangiroa, lå der en stor ny katamaran i millionklassen oppe på revet.

Man må hele tiden være sikker på, hvor man er. Det går støt fremad, og Vores positioner afsat om natten ligger som perler på en linie henover søkortet.

7/4

Lidt før Klokken 4 om morgenen når vi vores position 14 grader og 15 minutter syd, 146 grader og 20 minutter vest.

Derfra er der 2 1/2 times sejlads stik syd til passet. Ved 5-tiden kan vi ane kokospalmerne på Ahe i det tidlige morgenlys.

Vi når passet netop som tidevandet vender klokken 6.30, og vi sejler direkte ind. Passet er en ca. 200 meter bred åbning i det ringformede koralrev, der udgør atollen. Når tidevandet falder og stiger er der forskel på vandstanden inde i lagunen og i det omgivende hav.

Dette resulterer i meget kraftig strøm i passet. Det er derfor sikrest at besejle passet ved højvande eller lavvande, hvor tidevandet vender og strømmen er svagest.

Karin og jeg navigerer, Kim styrer og Heidi holder udkig oppe fra masten. Vi krydser tværs over lagunen for at komme til landsbyen Tenukupara. Ahe er perlefarmernes ø, og vi sejler zigzag imellem hundredvis af bøjer, der markerer linerne med tusindvis af østers, der bygger på hver deres perle.

Da vi når vores ankerplads får vi den glædelige overraskelse at blive mødt af vores amerikanske venner Roger, Daniel og Victor.

Kort tid efter er vi i gang med at gøre nye lokale bekendtskaber, og et nyt ø-eventyr er i fuld gang.

Jakob Ahe Tuamotu atollerne

Vandrehistorie

Vandre historie

Marquises Øerne

Vi har gået en del her på det sidste. Efter at Kim og Heidi steg ombord med deres veltrænede vandresko, har det stået klart, at mange nye oplevelser venter os, hvis vi forlader skuden og går i land. Problemet er bare, at man ikke kan sidde mageligt med en Hinano i hånden og nyde landskabet, der glider forbi. Man må gå på sine fødder.

Jeg er nu også ganske glad for at spadsere.

Så her forleden besluttede Kim M og jeg, at vi ville tage en fodtur langs kysten over bjergene fra Daniels bugt, hvor vi ligger og hen til Taiohae, hvor vi skulle ordne nogle ærinder. Vi fik at vide, at turen ville tage 4-5 timer hver vej, og at det nogle steder kunne være vanskeligt at finde stien.

Vi stod op klokken 5 og fyldte vores rygsække med brød, vand og bananer, hvorefter vi blev roet i land af skipper Kim, der var godt tilfreds med, at han skulle tilbage i sin køje bagefter.

Så begyndte opstigningen ad et gammelt hestespor, som er anlagt for mange generationer siden og i dag mest bruges af lokale jægere.

Transport fra bugt til bugt foregår nu først og fremmest med motorbåd, hvilket vi forstod stadig bedre, efterhånden som vi bevægede os opad. Vi fulgte stien i siksak op ad bjergsiden omgivet af tæt buskads.

Det var allerede temmelig varmt selvom solen endnu ikke havde kastet sine stråler på bjergsiden, hvor vi gik. Stien var meget stenet, og utallige hestepærer afslørede, at disse dyr var flittige brugere af ruten - med eller uden rytter.

Da vi nåede toppen af den første bakkekam, stoppede vi og spiste vores morgenmad, imens vi nød udsigten over dalen og bugten med Grappen liggende som et svanedun på vandet langt dernede.

Solen havde efterhånden fundet frem til os , da vi fortsatte turen op imod det første plateau.

Derfra gik vi videre op og ned i et smukt og barskt landskab på ryggen af skarpe bjergkamme, ad smalle stier hugget ind i lodrette klippevægge og rundt om klippetoppe, hvor nye fantastiske udsigter ustandseligt åbenbarede sig. Vi mødte ikke andre end papegøjer, høns og geder.

Kim fik en anelse sved på panden, da han pludselig stod ansigt til ansigt med en stor gedebuk, der målte ham med smalle øjne og sænkede horn. Tilsyneladende forvekslede den skyggen på kims kasket med et frygtindgydende horn, og det lød som et større stenskred, da den sammen med resten af flokken kastede sig ud over kanten og tordnede ned ad den stejle skrænt.

Efter godt to en halv time havde vi udsigt til Baie de Taiohae og indsejlingen flankeret af de to klippeøer.

Men der var stadig lang vej, og vi havde adskillige dale og bakkekamme at krydse.

Mange steder delte stien sig eller forsvandt nærmest helt, og efter at vi var faret vild et par gange begyndte vores tidsplan at se lidt presset ud.

Vi var nød til at nå frem, så vi kunne nå vores ærinder inden siestaen. Ellers kunne vi risikere, at solen gik ned, mens vi var oppe i højderne på tilbagevejen. Vi besluttede at fortsætte indtil vi havde gået i 5 timer. Var vi ikke nået til Taiohae klokken 11, måtte vi vende om og gå tilbage. Klokken lidt over 10 ragede vi rundt i et vildnis i den sidste dal inden byen. Vi kunne ikke rigtig finde stien og var ved at miste modet. Vi havde ikke meget vand til hjemturen og var trætte og triste over at måtte vende hjem med uforrettet sag.

I det berømte kritiske sekund mente Kim, at han så en vej . Det viste sig at være en grusvej anlagt af folkene bag Tv-showet Survivor. Vejen førte os hurtigt til udkanten af byen, hvor vi fik et lift af en lokal skønhed.

Efter at have mæsket os i cola og is fik vi ordnet hvad vi skulle og kunne begynde hjemturen.

Det blev en tur, som trak tænder ud på mine søben. Men også vandringsmanden Kim var tydeligt mærket af de mange timers stigninger og fald i 40 graders varme. Heldigvis kendte vi nu vejen og nåede på vaklende ben hjem til en velfortjent sundowner, lige da solen gik bagom kraterkanten mod vest.

Jakob Bech

Marquises

Britta og Jens

Tonga

Parade-fisketur-bounty øer-hvaler.....

Efter en uges tid på Grappen er det tid til at tænke tilbage.

Vi fløj fra Samoa tirsdag den 2. juli kl. 4:00. Vejret var smukt og stjernerne lyste klart. Flykaptajnen meddelte at flyveturen til Tonga Tapu varede 1 time og et kvarter, og at der var "slightly rain" på Tonga. Da vi landede onsdag morgen den 3. juli, kl. 5:30 styrtede regnen ned i tykke torve. Gennemblødte til skindet nåede vi ankomsthallen, hvor vi fik øje på Kim og Jans glade, våde ansigter. Efter en halv times ventetid kom bagagen, men desværre manglede Brittas rygsæk. Glæden ved at se Kim og Jan overskyggede klart dette problem. En taxi holdt klar til at køre os til havnen, hvor dinghyen, som var fyldt med vand, lå og ventede på at sejle os ud til Grappen. Her sad Helene, Camilla og Jakob og ventede med dejlig morgenmad og flot smykket kabyt. Det var en dejlig og varm velkomst. Dagen efter ventede den anden dejlige oplevelse: Kongens fødselsdag. Syv glade og forventninsfulde mennesker gik ind mod byen i flot solskinsvejr. Vores forventninger blev mere end opfyldt. En flot militærparade blev overværet af kongen "himself" og os samt hele Tongas befolkning. Derefter blev vi inviteret til at overvære den flotte parade fra Netcaféens balkon, hvor vi mod et gebyr på 5 $ fik en fyrstelig beværtning. Selve paraden var utrolig flot og morsom. Først kom militæret med deres parade, derefter kom lokalbefolkningen med deres parade.

Fredag morgen vågnede vi igen op til en smuk solskinsdag. "I dag lykkes alting", sagde Kim - og han havde sgu ret. Dagen blev fantastisk - selv Brittas rygsæk kom tilbage, og rejsen var reddet. Efter at båden havde fået påfyldt vand i alle tankene, sejlede vi til en lille Bounty ø, ca. en halv times sejlads. Her lå vi for anker. Pangaimuto var en lille dejlig ø med hvide sandstrande, azurblåt hav og en skøn lille bar, hvor især "drengene" hyggede sig. Det tog en halv time at gå rundt om hele øen. Også lørdagen tilbragte vi på Pangaimuto, hvor vi alle slappede af, badede, solede os og snorklede.

Søndag morgen stod vi tidligt op for at sejle videre til den næste Bounty ø, 45 sømil mod nord. Vejret var i begyndelsen lidt gråt, men det klarede op til solskin med lidt skyer ind imellem. Sædvanen tro blev der kastet 2 liner ud for at fange aftensmaden. Midtvejs under sejladsen var der bid. Kim piskede hen til fiskestangen og halede og halede, kun for at opdage at fangsten var et stykke tovværk. Ud med linen igen, og efter en times tid var der igen bid. Denne gang fik Jakob fornøjelsen af at trække fangsten ind. Efter 20 minutters kamp kunne besætningen se den flotte Dorado (på dansk kaldet Guldmakrel eller på lokalsproget kaldet en Mahimahi). Den var ca. 1,40 m lang og vejede ca. 15 kg, og havde de smukkeste farver. Jakob fileterede fisken med stor dygtighed, og vi fik den skønneste mad de næste 2 dage. Vi ankom til Kelefesia ved 18:30-tiden, hvor mørket allerede var faldet på.

Næste dag vågnede vi op til en utrolig smuk solopgang og udsigten til en endnu smukkere ø. Sammen med Camilla og Jan sejlede vi ind for at inspicere øen. På vejen ind måtte vi sno os gennem smukke koraler, og endelig kunne vi sætte foden på land. Vi tilbragte 3 dejlige timer med at se på mange forskellige krabber og smukke muslingeskaller. Senere stødte Jakob til for også at nyde den smukke ø. Senere på dagen var det Kim og Helenes tur til at nyde denne smukke ø, mens vi andre tog os et fortjent hvil på båden.

I dag er vi efter en flot sejltur (for fulde sejl) på 20 sømil ankommet til Numuka, Hapai og på fredag sejler vi videre til Ha´afeva, hvorfra turen senere går videre til Lifuka. Vi skal være på Lifuka den 17. juli for at samle en Niels, ny gast op, og vi forventer at ankomme til Vavau den 23. juli.

Nu vil vi slutte. Helene har nemlig igen forkælet os med hjemmebagt kage, mens Jakob synger og spiller på guitar for os.

Hvordan har vi dog gjort os fortjent til alle disse pragtfulde oplevelser sammen med disse dejlige mennesker! ps. I dag fik vi en fantastisk oplevelse, med masser af hvaler omkring "Grappen." Kim sprang ned i vandet til hvalerne og fik taget et par gode billeder. Hvem var mest nysgerrig ?? Hvalerne eller Kim...

Britta & Jens, Tonga

Jan og Camilla

Nye dykkere på dybt vand !

En beretning om Jan og Camilla´s oplevelser som nye dykkere på bunden af Stillehavet !

Som ny og velankommen gast her på grappen havde man jo ikke lige frem forestillet sig, at man skulle til at læse lektier, gå til eksamen og underlægges streng disiplin, men dette blev hurtig en realitet for os på vores dykkerkursus, som blev taget på 4 hårde dage her på Tonga.

Inden vi overhovedet kom i vandet, blev vi udsat for to skriftlige test´s, og herefter kom vi så i "poolen", som i dette tilfælde lå i strandkanten nær nogle klipper. På med alt det tunge udstyr og kluntede og kejtede plaskede vi ud af dinghy'en for blot at tumle rundt og se sjove ud. Her blev vi af Kim sat til at lave de underligste øvelser, så som at tage alt udstyret af og på og låne luft fra hinandens flasker.

Det lykkedes faktisk nogenlunde trods en del grinen, boblen og vand i næsen. Det første dyk var gennemført, og vi vendte hujende tilbage til båden. Allerede på 50 meters afstand kunne vi lugte, at der foregik noget helt særligt på Grappen. Den lækreste duft af maskinmester Bech´s pandekager bredte sig ud over Stillehavet, og vi kravlede ombord og satte tænderne i søens absolut allerbedste pandekager.

Om eftermiddagen faldt vi trætte og mætte om, men vores "strenge" dykkerinstruktør fortalte, at der igen var skriftlige test´s dagen derpå, så vi var nødt til at holde vores trætte øjne åbne og læse i vores dykkerbog. De næste dage fortsatte på samme måde, med test´s, dyk og mere læsning, men vi blev efterhånden "hajer" til det hele (selvom der ikke var nogle at blive inspireret af) - godt opmuntret underhavs af vores erfarne dykkerinstruktør.

De næste dyk gik virkelig fremad og efterhånden blev vi helt gode til al dennen tagen udstyr af og på - på dybt vand. Det gav godt nok en del vand i maskerne pga. en del grineflip, som jo ikke lige er det letteste når man befinder sig på 10 meter vand. Jan valgte helt at aflevere sin maske til Kim, - han mente åbenbart ikke at han havde brug for den mere ! Det resulterede dog i, at Kim med et smøret grin boblede "Pedersen", hvilket så gav endnu mere vand i min maske. Dykkene blev dog efterhånden en dejlig fornøjelse, og hver gang vi kom tilbage til skibet havde Jakob og Helene lavet et eller andet lækkert som popcorn, kage eller andre lækkkerier, så måske vi skulle have fortsat lidt flere dage !

På fjerdedagen og efter at være kommet gennem hele dykkerbogens mange pædagoiske sider på et stærkt sofistikeret sprog, var det tid til den endelige store skriflige prøve. Vi var dog heldigvis utallige gange i løbet af de 270 sider blevet forsikret om, at vi til hver en tid nok skulle få hjælp af vores PADI instruktør eller PADI dykkerbutik !!!! Vi klarede begge testen til UG og blev ønsket tillykke af instuktøren med den skriftlige del af vores kursus. Så manglede vi kun en enkelt dyk på dybt vand for at være færdige. Det blev taget selv samme eftermiddag, og nu skulle vi sandelig ud at kigge på fisk. Vi så masser af papegøje-, surgeon- og butterflyfisk samt søstjerner og søpølser i alle mulige farver. Desuden en snokler med hovedet nedad, som ihærdigt prøvede at fotografere os ! Vi vendte euforiske tilbage til båden, for nu var vi nemlig blevet Open Water Divers. Vi skulle netop til at logge vores sidste dyk, da vi opdagede, at vi havde fået post. Festkomiteen havde inviteret til dykkerfest den efterfølgende torsdag i anledning af vores nyerhvervede Open Water bevis, og fordi Helene og Jakob var blevet Advanced Divers.

Vi mødte derfor op til fest, som påkrævet, i vores fineste gallatøj, og som sædvanlig var det super lækker mad der blev serveret af kokken. Først var der små appetizers i form af brød med rejer og hvidløg. Herefter fulgte muslinger købt hos de lokale fiskepiger, og hovedretten bestod af lækker sprød kylling, med kartoffelmousse og hjemmelavede franske kartofler. Det var bare lækkert, men vi var slet ikke færdige endnu, for Helene havde også lige bagt en æblekage og tilsidst fulgte selvfølgelig kaffe og masser af chokolade, så Jan følgte sig som på det 7´ende hav. Det hele blev selvfølgelig nydt med sprudlende champagne og rødvin, og så.. nå ja lige den flaske gin som blev sat til livs bagefter. Festlige indslag manglede vi heller ikke, for Jakob havde i dagens anledning komponeret grappesang nr. 3 (kan ses andet sted på amazingdiveclub.dk), som herefter blev skrålet for fuld hals resten af natten af det assisterende pigekor !

Gæster fik vi også i løbet af natten, da en Kiwi plus en kop rom, som havde boet på Gar-tner-gae, pludselig dukkede op og fik sat ekstra fut i selskabet med sine halvdanske gloser, til stor underholdning for os andre. Trætte, mætte, en smjule øre i hovedet, men helt bestemt som verdens bedste dykkere, faldt vi efter endnu en dejlig dag om under mælkevejen og Tonga´s smukkeste nattehimmel.

Jan og Camilla Tonga, Stillehavet        

1: Et nyt togt starter

1. Vi er i gang

Ja...så starter eventyret snart igen.

December 2003 bliver startskud´et for endnu et togt,denne gang går turen fra New Zealand til Sydney Australien videre op langs Great Barrier Reef, videre til New Gunea - Salomon Øerne og derefter op i Micronesien, togtet forventes at tage 1-2 år.

Båden er ved at være fyldt op med friske eventyr lystne mennesker.Det tegner til at blive en kanon tur med en spændende besætning.
Hjemmesiden har gennemgået en ansigtsløftning og er nu lavet mere overskuelig og bruger venlig.Der er også kommet nogle nye spændende sider til.
Har du været inde for at kigge i gæstebogen, er det pli´ at skrive et indlæg eller sende en hilsen.

Jeg håber at alle brugere i fremtiden vil få stor gavn og glæde af de spændende rejseberetninger og billeder der uden tvivl vil fylde denne hjemmeside i år 2004.

Mange sejler Hilsner
Kim Jakobsen

2: Gensynet..

2. Gensynet.. 2004-01-05 18:09:54

En stille morgen på skibet , datoen viser den 4 januar og vi har allerede været afsted i 3 ugers tid. Det er fantastisk hvor hurtig tiden den stryger afsted, inden man får set sig om, sidder vi igen i det kolde Danmark og klar til nye udfordringer, men inden da er der lige masser af sømil der skal tilbagelægges.

Rejsen til New Zealand gik som smurt.... da vi landende i Seoul og var på vej ud af flyet, var der et ægtepar som spurgte, til vores store overraskelse om vi skulle ned og sejle med Disalagraptus, hvad fanden var nu det !!!! Kristine´s forældre var på vej til New Zealand, for at rejse rundt sammen med hende, inden hun skulle påmønstre båden 9 januar, det var noget af et sammentræf som straks udløste en pilsner eller to i lufthavnen , de 6 times ventetid gik hurtigt i selskab med Kristines forældre som fik en frisk hilsen med til Kristine....

Gensynet med båden har jeg glædet mig til i meget lang tid, det var lige som at møde en go gammel ven man ikke har set i hammer lang tid..... fed fed fornemmelse. Båden var meget beskidt men hvem fanden ville ikke være det, hvis man havde ligget uberørt i havnens muddervand i alt slags vejr uden nogen form for kærlig pleje i et ½ år. Jeg kiggede på Jens og jeg kunne se at det store smil var fremme og det var vi også ... efter nogle små flyture på samlet 32 timer.....

Båden fik hurtig nogle spande vand på dækket, et pragtfuld syn og et rigtig flot stykke arbejde så dagens lys ... smilene stod malet over vores ansigter og tankerne gik til den første sundowner som snart skulle nydes her i havnen i Whangarei – New Zealand.

De næste uger skulle gå med rengøring og klargøring af skibet til vores næste spændende togt som vil føre os vidt omkring. Humøret, viljen og gejsten er i top, nu skal der arbejdes......

Opgaverne står i kø for at blive krydset af og jeg syntes at det skrider kanon fremad, hver
eneste dag bliver opgaver løst og det er med en gejst der sjældent er set :-)

Et lille udpluk af opgaver.......

• Nyt storsejl er monteret, dog mangler der nogle små detaljer bla. skal der rykkes flere hjul osv.
• bommen skal også afkortes og det er faktisk en rigtig god ide, da jernet er noget tyndslidt ved bomophalet, men det kan ikke ordnes her og nu , juleferien er nemlig først færdig 12 januar. Samme firma er igang med at undersøge om de kan skaffe en spilerstagen på 6 meter, de fleste firmaer laver den kun på 5 meter....og selvfølgelig vil vi have en på 6 meter ......klart klart.
• Vi skal have ny rustfri dagtank til vores diesel motor, den gammel skal ud .... Hold kæft en opgave og fandes til bøvl , 2 knækket bolte og 3-4 timer senere er den ude af motorrummet, dog med lidt hjælp af den lokale motor bandit og hans uundværlige værktøj .... et motor eftersyn er bestilt med mulighed for en lektion i mortorlære..... det mener både Jens og jeg at have behov for....
• Redningsflåden er i Auckland til service, forventet hjemkomst i slutningen af januar med en pris på 700-800 nzd (ca. 3200,-kr) ved sgu ikke rigtig om det er dyrt eller billigt men det er ihverfald prisen......

Alle brandslukkerne har været oppe i den anden ende af Whangarei by, service og et godkendt stempel er målet, men da vi ikke har et service nummer (New Zealandske regler) kunne de ikke lave en officiel godkendelse bob... bob... nypris for 3 brandslukkere magen til, vil koste små 4000,- kr.

Dog mente experterne at vi ikke vil få problemer med myndighederne, da vi har de 3 "lovpligtige" brandslukkere ombord, efter hans ord er de i rigtig god stand og funktionsdygtige....så med mindre at der er komme uventet meget modstand fra myndighederne, sejler vi ud af New Zealand med de gode gamle brandslukkere.

Forbrugsbatterierne er døde... dommen var klar efter 3 dages batteri opladning hos den lokal batteri expert. Nu går jagten ind efter nogle nye batterier så vi kan få skrevet nogle rejseberetninger.

Grappen er nu færdig malet indvendig og det trængte den sgu også kraftig til....så nu står båden bare total nymalet og klar til det store rykind..... gulvet er blevet afhøvlet og i gang med at få anden gang lak.... puha...det bliver godt....

Nå ja... så er gulvet i cockpittet blevet afhøvlet... ja selv håndtagene på ruftaget og det er helt vildt hvor flot det er blevet, lige nu knokler jeg med at give spisebordet den sidste gang lak....

Spisebordet har fået de sidste skruer, agterlågen ligeså, gummilister er påsat begge låger, stålwire til roret er blevet smurt, genua´en er klar til sejlads,overflade rust er blevet pudset væk på hele skibet osv. osv....

To due listen er stadigvæk lang .... men ikke længere end den bliver mindre og mindre lige indtil vi finder på noget nyt at lave... humøret er højt og det kører bare derudaf.

Jeg ved ikke hvad der er galt med os.... men det er sgu lige som om vi er blevet bidt af en gal håndværker samtidig med at vi syntes at det er rigtig skægt .

Vi har virkelig arbejdet.... derfor er der nu bevilget 4 dages juleferie.......

De hotteste hilsner fra Jens og Kim
Kim – New Zealand

3: Nytår

2004-01-14 09:58:04 Nytår

To dage før juleaften opdager Jens og jeg, at der mangler en dag i ugen..... vi har taget fejl af dagene og troede først at det var juleaften en dag senere..... hvor pinligt er det og det var da meget godt vi opdagede det, før det var for sent...... det skabte dog ikke den store panik.... vi fik bestilt en bord på den lokale resturant med udsigt ud over havnen og et juletræ i hjørnet af lokalet.

Juleaften på New Zealand er ikke det samme opskruet halløj som i Danmark, New Zelænderne ordner gaver osv. dagen efter om morgenen.... så længe kunne vi dog ikke vente med at pakke vores julegaver op...ikke fra hinanden, men fra min Mor, der var vel 6 små pakker.....

En marcipan gris til hver og 4 store poser poletter til deling... mere kan man sgu ikke ønske sig en juleaften.... 1000 tak for det og mange tanker herfra.

Maden var noget skod, tankerne røg tilbage til dagen før hvor vi havde fået pasta med hjemmelavet kødsovs og chilli... ja se det er god mad.

Der skulle meget mere til, end lidt dårlig mad får at slå os ud....kursen var sat imod det lokale diskotek, nu skulle kiwi´erne få at se hvordan 2 skaldede dansker med en kropsfarve som en kogt hummer, fejrer jul under varme himmelstrøg. Med humør barometeret på kogepunktet og rigeligt med væske indenbords gik vi i gang med vores juleprojekt.....16 timer senere er jeg stadigvæk ikke kommet ud af sengen..... vodka og Red Bull får sgu en på mærkerne...bare ikke dagen efter.....

Et par dage senere sidder vi i gummibåden, lige pludselig bliver der råbt KIM ud over havnemolen, vores hoveder stirrer direkte mod molen og hvem fanden står der....det gør Peter.... en af gutterne som skal sejle med fra 18 januar. Peter har lejet en bil og er nu i gang med at fræse New Zealand tyndt.... efter nogle klap på skulderene og masser af latter, bliver vi enige om at udvide vores ferie med nogle dage så vi kan se mere af New Zealand.

Vi beslutter os for en tur til det nordligste punkt på New Zealand, en køretur på 3-4 timer, men det er ingenting for 3 raske gutter, som nu er igang med at ruste sig til nytåret.

Planen er lagt.... en dagudflugt i dag, tidligt i seng og vi er friske til nytårs braget i morgen.

Turen til det nordlige punkt var en fed oplevelse. New Zealand har så meget forskellig natur at byde på og vi kørte rundt midt i det hele. Vejret var perfekt med masser af sol og næsetippen fik endnu en gang for meget sol..... Vejene er gode, men fyldt med sving og mange muligheder for en tur i grøften, bare på vores lille tur så vi 3 biler som var røget i grøften med en smadret bil til følge.

På vejen hjem tog vi en 90 kilometer lang strandvej, som går langs vestkysten af New Zealand , når man kører på stranden med havet til den ene side og sandklitterne til den anden side, er der en mærkelig trang til at speederen søger mod bunden af bilen .....

Et par poser avocado til 8,- kr pr. pose bliver købt i en af de utallige små og selvbetjente boder som ligger langs vejen, vi runder Town Basin Whangarei da klokken slår 20.00

Dagen sluttes perfekt af med en stor skål popcorn og en sundowner, som idag består af Dark bacardi rum og cola, klokken er ikke meget over 22.00 før vi alle 3 ligger i vores senge og tænker den gode dag igennem alt imens vi samler kræfter til nytårs braget i morgen....det bliver stort og det er vi alle 3 enige om.

Gasolin brager ud af højtalerne... det er nytårs morgen og vi er klar til fest......vi suser over til bilen nu skal der handles ind til den store aften, vi har besluttet at vi vil spise på båden...vejret er perfekt...

Da vi kører ud mod supermarket omkring kl. 10.30 er der ikke ret mange biler på vejen, så der er god plads til 3 super optimistiske danskere. Efter vi har kørt et stykke tid begynder en uro at sprede sig i bilen..... der er noget galt, det kan ikke være rigtig, at der næsten ikke er nogen biler eller for den sags skyld mennesker på gaden en nytårsaftens dag.....byen har forvandlet sig til en spøgelsesby..... hvad fanden sker der !!!!!

Puha... det store supermarked har åbnet.... godt tegn. Det er blevet lidt pinligt ...der er ingen af os der har lyst til at stoppe folk på gaden nytårsaftens dag får at spørge hvilke dag det er idag, så ville de jo tro, at man ikke var ved sine fulde fem....ved indgangen møder vi en ansat
HAPPY NEW YEAR siger hun med et smil der går fra øre til øre YOUR TOO stammer vi og fræser hen til det nærmeste avis stativ......................

Hvad fanden gik der galt !!!!!!! på avisen står der torsdag d. 1 januar , vi kigger på hinanden og ved ikke om vi skal græde eller grine.... der bliver grinet til den store guldmedalje.... ihvertfald ind til det gik op for os, at vi er gået glip af nytårsaften.......smilet er nu stivnet.

Efter 10 minutter i hver vores egen verden, har vi samlet kræfter til at komme videre....klokken er 11.00 det går op for os at vi kan nå det danske nytår..... sådan.. vi er på banen igen.
Vi køber en flaske champagne, en pose tortilla chips, en jalapenhos sauce og 3 sandwich, kort tid efter er vi på vej til Whangarei heads for at skåle nytåret ind....
11.50 kaster vi os i sandet med en pragtfuld udsigt .... flasken bliver åbnet
GODT NYTÅR.... DANMARK lyder det samstemmigt, dog med en underlig smag i munden.

Dagen som startede godt.... slutter lige så godt.... 18 hullers golf på en bane der ligger perfekt med udsigt ud over vandet og 6 kolde fadøl..... resultatet snakker vi ikke om

Hilsen fra de tre som stadigvæk ikke fatter hvad der gik galt !!!!!

Kim – New Zealand

Ps. Nytårs aften er noget opreklameret bullshit

4: Optimisme

4. Optimisme        2004-01-14 04:32:01        

Hej Drenge og Piger , Mænd og Kvinder...

Så er det vist på tide at i får lidt friske impulser fra det ret så varme New Zealand. !!!
Impulser der måske kan inspirer hverdagen og sætte kog i drømmene....

Nu er tiden snart inde til at vi skal gense de første, men yderst håbe fulde Gaster. Til en rigtig god gang sejlads, i måske noget af verdens skønneste natur. Det bliver stort når vi for første gang ligger fra land og sætter sejl mod Bay of Island. Et ynde punkt for sejlere og Kiwiér. Meget mere om det senere.

Det er selvfølgelig også på den strækning at den første store fisk skal hives ombord. Rekord indehaveren på båden er PT. Kaptajnen KIM, der på sit sidste togt , brugte en times tid på at lande en Mellem 100 - 120 kg. Stor Marlin. ( 2,35 M ) Så der er nok at stile efter, men en 50 kg. fisk ville også kunne få mig op på dæk og helt frem i sandaler. Der bliver kamp til stregen !!
Fiskeriet er på dette togt i højsæde som en kæmpe konkurrence mæssig del, for stort set hele besætningen her ombord på Disalagraptus. Der skulle derfor gerne.... 7-9-13 ....landes mange og helst store fisk når det er undertegnede der står med fiskestangen i hånden.

Intil videre er det dog kun blevet til et par kast i havne bassinet, hvor der egentlig kun går fisk der lever af plankton ol. Dette var jeg selvfølgelig ikke klar over, så til grin kan man jo altid blive blandt de lokale...... Det tegner rigtig godt for det kommende fiskeri... :o)

Jeg skal love jer for, at der kom gang i de 2 skaldede pirater.... da vi indså at der faktisk er gået lidt over en måned siden vi tog afsted, og at togtet for alvor er ved at starte. Vi har virkelig knoklet for at få vores andet hjem til at ”SPILLE”. Så vi er 100 % klar til afgang , når de sidste gaster stiger ombord på grappen.

Der er brugt lidt mere end 10 L maling, 2 L lak, 1 rulle sandpapir , masser af rengøring , blod - sved og sprut..... der er selvfølgelig blevet plads til et par byture... for ikke at snakke om de 3 bøtter sæbe som gik til efter 3 dages oplæring af Perkinson Motor.

Vi var så heldige at komme i kontakt med en hel vild griner mekaniker , der var frisk på at sætte 2 intet videne DANSKERE ind i vores egen motor. Meget morsom oplevelse efter som der blev taget billeder med digital kameraet hver gang han fjernede en del. Hvor efter vi på vores halv færdige engelske skulle have foklaring på, hvad den dims egentlig gjorde godt for.... MEGET tålmodig mand.
Men det har været det hele værd, næsten udlært Perkinson mekaniker..... Det kan vi godt være stolte af, det giver samtidig lidt ro at kende til motoren. Så er man da ikke helt ude i tovende, hvis den skulle strejke undervejs på togtet. Nok om det!!!

Meget mærkeligt at være væk hjemme fra, væk fra alle jer der er en del af min hverdag og som virkelig betyder noget for mig. Det er med til, at det ikke føles som en hel almindelig ferie....
Man får det ligesom til, at være en rigtig fed hverdag som man er RIGTIG glad for, fordi man skal være væk så længe. Men inden man har set sig om, så er man på vej hjem igen. Utroligt at tænke på at der allerede er gået en måned....Så er der KUN 11 gange så lang tid tilbage, inden jeg skal hjem af igen. :o)

Og så er det først lige blevet sommer .....Selvom vejr udsigten derhjemme fortæller en ting , så har vi næsten ingen regn fået. Men der har til gengæld været mange dage med 30 grader og over.

I dag ser ud til at blive varmt, klokken er kun lige blevet 11 og det er allerede 30 grader. Perfekt dag for Kristine at ankomme til Grappen på.....
Hvad har vi egentlig gjort for at vi skal ha det så godt......

Et par Sjove detaljer man ikke tænker på .....

En dag i sidste uge var vi så ivrige , med masser af energi og gå på mod ... Nu skulle vi virkelig ha noget for hånden og gerne på kort tid. Den fik ikke for lidt med maling , indkøb til båden , rengøring, LAKERING af gulvet og meget mere. Vi sluttede af med at handle ind til den mest velkendte ret ombord, nemlig Pasta – kødsovs og pølser.... Mums hvor skulle vi spise....
Vodka og red Bull blev købt til Sun Downeren. Mad den aften skulle anrettes af skibs pirat-tenderen Jens, der havde sin skibs Pirat ALIAS popkorns eksperten Kim, med til fest. Der var virkelig lagt an til hygge, lige indtil vi nåede hjem til båden, hvor dagens strabasser ikke var helt enige... Lakken på gulvet var nemlig ikke tør , så madlavningen m.m. blev noget sjovere ind ellers... Yderst morsom måde at tilberede maden på...... Mens man leger jorden er G.... og lakken er ikke tør træd ikke på gulvet.
Vi måtte kravle rundt på køkkenbordet og på sæderne for at komme frem og tilbage.

En anden ting man skal vende sig til når man er på en båd som denne, er at der ikke er uendelig mængder af hverdags ting... Såsom strøm og vand. Det fandt Kim ud af da han startede sin barbering tidligt i morges. Og som i kan se, så barberer vi mere end bare skægget...... ????? bare lidt skidt når vi lige har tømt bådens vand forsyning , for at komme frisk vand i tankene.

Sjov situation.... han burde næsten selv have hentet vandet inde på kajen, med alt det skum på hovedet... Men hva....det kan jo ske for en hver, så god som jeg er, pumpede jeg straks dinghy´en , for efter at sejle ind til molen, efter mere vand. Bagefter finder jeg ud af , at vi dagen forinden havde lagt vanddunke i havnebassinet , for at køle det lidt ned..... Hvad kan jeg sige .... Man ændre 100 % adfærd og tempo, når der ikke lige er noget man skal nå i morgen. Det er tider som disse, at ordsprog som dette giver mening..... Ting ta´r den tid.... Ting ta´r.

Nu vil jeg vende tilbage til de 2 andre sørøvere der er ombord på grappen, jeg håber at i har det rigtig dejligt alle sammen. Og at i nyder livet, det gør vi ihvertfald her på NEW ZEALAND.

Amigo Dennis Benz …. Hils Preben

Kenneth bas du hilser Gnavpot … Og så kommer du edder satme ned der fra….

Kærlige Hilsner

Sørøver Jens

5: Kristine

5.Kristine        2004-01-19 06:18:55        

Kristines første indtryk.....

Søndag i New Zealand. Men hvilken søndag.... Solen bager fra en klar blå himmel, temperaturen har sneget sig op omkring de 30 grader og ’Welcome to Whangarei’ fanger mit blik gennem den store busrude. Hænger allerede helt oppe under skyerne af bare spænding og sidder uroligt på sædet som en anden 6-årig, der er løbet tør for underholdning. 30 timer har det taget at komme hertil fra Christchurch på sydøen, men tålmodigheden magter ikke mange flere minutter. F..... tage den halve times indlagte frokostpause kun en halv time fra målet.
Da bussen drejer om hjørnet spotter jeg hurtigt to skaldede hoveder, Jens og Kim, som står på deres bare fødder kun iført shorts og solbriller. Kuløren at dømme vidner om at de da i hvert fald ikke har haft overskyet vejr den måned, de har tilbragt her. Hopper som den første ud af bussen, får grebet min rygsæk i det store baggagerum og jeg nærmest spæner i retning mod den lille havn, mens drengene forsøger at følge med. Et forslag om at handle ind på vejen bliver hurtigt trukket tilbage, da man vist ikke behøver at se længe på mit ansigt for at kunne læse, at det kan vist udemærket vente. En flaske rom når dog lige at blive indkøbt til aftenens sundowner.... det er så i orden.

Vi kommer ned til havnen og mit blik flakker vildt omkring i min iver for at få det første glimt af båden. Båden jeg har gået og fantaseret om i så lang tid – eksisterer den mon overhovedet? “Kan du se den?”, spørger Jens, “den ligger lige derude…” Mit blik har svært ved at fokusere – måske fordi jeg i virkeligheden ikke kan se en dyt, men briller er der ikke tid til at finde nu. Mit slørede syn tager dog ikke fejl af et stort dansk flag, som hænger fra et af agterstagene . Herude, hvor man ikke kommer længere væk fra Danmark, er det nok næppe danske flag man møder flest af. Og ganske rigtigt…. dérude, midt i havnebassinet, ligger Disalagraptus på række med de andre både fortøjret til pæle. Men først venter en lille sejltur i dinghyen, som ligger fortøjret til kajen. På vej ned af gangbroen er jeg nærmest ved at snuble med min store rygsæk, som nok indeholder et par ting, der næppe kan siges at være særlig uundværlige. Nå ja, 7 måneder er jo også længe. Er helt bange for at den lille utætte dinghy skal få overvægt, men det ser ud til at gå.

“Hurtigere hurtigere drenge”, og den lille påhængsmotor får alt hvad den kan trække.... Stiger op af agterstigen som den første og dér, lige dér for mine fødder, ligger det store og fine lysegrå dæk klar til at blive indtaget. Manner den er stor, tænker jeg, og jeg smider mine klip-klappere, løber op i stævnen og kan slet ikke få mine arme ned af ren og skær begejstring. 16 meter er langt, rigtig langt, men båden skal nok også komme til at føles lille på et tidspunkt. Men at virkeligheden overstiger ens forventninger kan da kun være et positivt træk, bliver jeg enig med mig selv. Smilet i mit ansigt er i hvert fald ikke til at tage fejl af…. Her hvor jeg står på fordækket kommer jeg til at tænke på alle de stunder, jeg skal have mig her – i Jens’ hængekøje, siddende med de bare fusser ud over kanten eller blundende på det gyngende dæk…. Puuha, sikken et liv!

Efter et par glædeshop finder jeg indgangen til kahytten og kan hurtigt konstatere, at her er også fint med plads… sådan da. Toilet og bad er på størrelse med mit eget derhjemme, så det er jo som at være hjemme! Efter en nøje afvejning af plusser og minusser flytter jeg ind i forkahytten – 3 mennesker i samme seng i bådens agterkahyt bliver nok alligevel for meget af det gode. Særligt når man er eneste repræsentant af sit køn. Er sikker på at jeg har gjort et klogt valg. Fra min seng ude foran kan jeg ligge og kigge ud af de små vinduessprækker, det skal nok blive en helt hyggelig plads. Sålænge altså vi ligger stille…

6: Dagbog

6. Dagbog        2004-01-19 06:22:44        

Alle har på et eller andet tidspunkt haft lyst til at skrive dagbog og specielt når man virkelig oplever noget spændende , men også for at have muligheden for altid at at kunne kigge tilbage i tiden.

Der er mange af os som også har forsøgt, men garenteret lige så mange som også må erkende at det er meget svært at holde røven oppe på sig selv og få skrevet dagbog hver eneste dag.

På båden er vi gearet til at skrive vores oplevelser ned i en dagbog, efter planen skiftes vi til at skrive, sådan at vi skriver 1 eller 2 gange om ugen. Viljen og gejsten er meget stor....

I er hermed de første der får et udpluk af skibets dagbog i ucensureret udgave.......

På bådens vegne

Kim – New Zealand

New Zealand – Australien – Papua New Guinea – Micronesien

Dagbog for Disalagraptus 2004 :

New Zealand :

Whangarei havn Position : S 35 43.436` - E 174 19.611`

12-01-2004 Ombord på grappen er Kristine, Jens og Kim

God start på ugen....solen skinnede ned i kahytten og klokken var ikke meget mere 8.30 før jeg sad i salonen og tænkte dagens opgaver igennem. Det var idag vi skulle have den store dykkerpakke fra Danmark. Vi skulle også lave en aftale omkring vores bom som skulle afkortes.
Vores lille og utætte dinghy fragtede os alle 3 ud til dockland 5, hvor Siliout Spares ligger, turen frem og tilbage gik perfekt med Kristine ved motorpinden, små 20 minutter tog turen hver vej.

Vi fik lavet en aftale en lille time senere på båden. Alt imens jeg venter på gutten, ankommer vores palle med dykkergrej og den nye dinghy + motor. Nu skal der knokles.....
Alt imens jeg laver nogle aftaler omkring vores bomafkortning er Kristine og Jens igang med dykkerpakken...der er ingen som kan vente.....grejet skal bare ombord og det kan ikke gå for stærkt.

Jeg får lavet en god aftale, nu skal vi BARE have bommen afmonteret og ind til kajen. Det vil tage omkring 4-5 dage at få lavet bommen, så skulle den lille sag være fikset. Vi snakker om en ny og bedre løsning omkring rebning af storsejl, det glæder jeg mig til at se når det bliver færdig.

Efter at alt grejet er kommet ombord på grappen, er det nu blevet tid til en kølig pilsner J

Hængekøjen, som Jens har sendt med dykkerpakken, bliver sat op på rekord tid, puha man ligger godt, der skal nok blive kamp om den plads. Hængekøjen indbyder hammer meget til en god Siesta.

Dagen kom også til at bestå af et besøg på den lokale internet café og et par kølig pilsnere på Reva´s med udsigt ud over havnen. Pete, vores nabo, støtte til på Reva´s og det varede ikke længe før han var inviteret til Dinner på Disalagraptus med Jens som kok-amok med en wok ret.

Pragtfuld mad i selskab med rødvin og et par kølige pilsnere fra Pete´s køleskab....god og rigtig hyggelig aften på Grappen.

Vores vanddepoter blev fyldt op, 5 tanke ialt , så nu skal vores vandregnskab også igang. Der er lidt problemer med tank 1.....endnu en opgave til To Do Listen

Kim – New Zealand

Ps.
Lille detalje....solen har bagt fra en skyfri himmel med 30 grader i skyggen

13-01-2004

Vågnede op til endnu en herlig dag og kunne med et stort smil på læben konstatere at jeg var godt på vej til at indtage mit andet døgn ombord på Grappen. Det kan godt være jeg ikke ligger i verdens bredeste seng, men hold kæft den er god.... måske har det noget at gøre med at jeg befinder mig på den anden side af jorden, midt i sommervarmen, mens det endnu er vinter derhjemme, jeg ved det ikke....

Første mand ude af fjerene var som sædvanlig Kim, som allerede sad foran computeren og var godt i gang med at påbegynde projekt dagbog, som en vis anden skulle have startet igår.... Ak ja, hvad man ikke når den ene dag, når man nok den næste. Jens havde endnu ikke vovet at vise sit morgenfjæs, før jeg greb min pung, satte fuld skrue på vores lille soppebassin af en dinghy, og var på vej efter morgenmad. Er blevet helt færm til at mestre den lille påhængsmotor, hvis jeg selv skal sige det!

Dagens store opgave var bommen, som skulle afmonteres og derefter transporteres på den ene eller anden måde ind til kajen. Et projekt, som hurtigt skulle vise sig at blive en smal sag, da bommen ikke var halvt så tung, som vi (og her vil jeg tillade mig at sige vi) havde forestillet os. At der så skulle være én iblandt os, som havde ladet hånt om ethvert forsøg på at transportere den i vores temmelig ustabile Folka, uden at gøre dette til et ubådsprojekt, er en helt anden sag. En ting jeg selvfølgelig måtte høre for resten af dagen og som jeg sikkert får at høre for mange gange på denne tur.... Men hvem var det lige, der gav mig ret i første omgang...?? Kim Jacobsen?!!

Jens fik æren at gøre bommen selskab i Folka’en, en opgave han mestrede til den helt store guldmedalje, alt imens Kim og jeg havde dem på slæb i vores anden dinghy. Et sjovt syn, som selvfølgelig måtte indvies i form af adskillelige billeder. Bommen kom sikkert i land, og der skulle derefter ikke gå mange minutter før den blev afhentet af en ladvogn. Så nemt som det er sagt.

Tilbage på båden fik Kim og jeg sat gang i en større oprydning, mens Jens tog sig af at klargøre vores dinghy til at blive lappet. Nok er det rart at få fodbad, med det dér holder ikke i længden! Kim fik stuvet de sidste ting, fra dykkerpakken igår, af vejen og jeg selv fik etableret mig et hjem ude i forkahytten med indholdet af min rygsæk organiseret på to hylder (de største selvfølgelig, man er vel aldrig så dum at tage de mindste). Dejligt at skulle slippe for at bo i en rygsæk, som jeg har gjort den sidste halvanden måned inden jeg steg ombord på Grappen.

Opvasken fik sig også en tur, og det var ikke så lidt efterhånden, og der åndede liv og glade dage ombord.
Jens’ påbegyndte slibearbejde oppe på dækket indbød til at færdiggøre arbejdet med trinene til rebstigen fra dagen forinden, og humøret voksede efterhånden som jeg fik arbejdet mig opaf og solen brændte igennem skyerne. Lige indtil at Jens, dumme Jens, fik stukket en kæp i hjulet da han på mit tvivlende spørgsmål kunne konstatere at mit arbejde ikke var blot i nærheden af at være halvt færdigt. En konstatering som gav anledning til, at al min oparbejdede energi forsvandt ud af kroppen på et splitsekund – færdig med at slibe rebstige.

Et godt langt bad for ikke at nævne Happy Hour og en ordentlig portion Nachos på Reva’s kunne dog hurtigt få humøret tilbage. Men jeg tvivler på at rebstigen og jeg nogensinde vil blive gode venner....

Alt for denne dag, som blev afsluttet med et par kortrunder i salonen.... Bliver jeg aldrig bedre til at spille kort?! De andre to hoveder ligger allerede og bobler og jeg vil krybe i seng, så jeg kan være frisk til min løbetur imorgen tidlig. Denne gang har jeg ikke blot tænkt tanken, men tilmed indviet de andre, så nu er der ingen vej tilbage....

Kristine

7: 14-15. jan.

7. 14-15 Jan.        2004-01-19 06:28:16        

Hey.....

Vi er blevet så glade for vores dagbog, at vi meget gerne vil dele den med jer andre.

Så her kommer endnu et par afsnit om livet på Disalagraptus

Whangarei Harbour- New Zealand. Skibsposition : S 35 43.436` - E 174 19.611`

14-01-2004 .... GodMorgen GodMorgen GodMorgen.

Tænk sig at vågne op på New Zealand... Det er det fedeste man kan fortælle sig selv om morgenen, så det gør jeg så....HVER DAG. Allerede oppe kl. 8.30 hvor Løbe Myggen allerede er klar.... ALIAS Kristine. Super fedt initiativ at løbe efter morgenmad, at hun er så frisk, det lever Kim og jeg godt af. 3 Dage i træk hvor Morgenmaden næsten er serveret på sengen....Noget vi formentlig ikke skal vende os 100 % til , men vi nyder det så længe det varer.... :o)

Straks er der en der tager teten og sætter dagen igang, efter den velbragte morgenmad. I dag var det KIM der var hurtigst på aftrækkeren!. Inden vi havde set os omkring var han ” spurtet ” 15 km for at få sluttet et gammelt opgør med en dagtank og en mand der enten hedder : GUS – GRANT el. Cheep Fucker..... Dagen idag har vi stadig ikke fundet ud af hans rigtige navn. :o)

Vi andre fulgte trop, Kristine med et bad og en fælles vask. Mens undertegnede måtte stå ved sit ord og kæmpe sig et skridt videre på den langtsigtede opgave af en stige...

Så skulle det være..... Træet til dykkerkassen og motorne skulle købes, en af de sidste større projekter inden afgang....... Hvis vi lige ser bort fra den lille detalje, at det er de 2 ufaglærte bøge klodser, der i morgen skal Save – hamre – banke og samle . Inden vi kan strege punktet fra 2 doo listen. En opgave vi begge mener er en smal sag, MEN lad os lige se tiden an... Mer om det senere...

Indkøbet var igang og humøret i top. Lige til vi stod med en 2 M høj , 1 M bred plade, som skulle fragtes til fods halvvejs gennem byen. Mig som troede folk kiggede fordi vi er skaldede, ærgeligt vi ingen billeder har. Ellers perfekt minde om hvordan de 2 Grappe tømrer ser muligheder frem for begrænsninger. Det bliver stort i morgen..... Så spiller det sku også.......

En hurtig tur på internettet, 1,5 time og så i den ellers velkendte Pak And Save. Der skulle selvfølgelig hygges med Nachos The Works... Langt bedre end REVAS Nogen sinde kommer til at lave dem. Og selvfølgelig i godt selskab med en Sun Downer , med tja gæt selv ???? Vodka og Red Bull. Hvad Ellers..... HUSK VORES ED !!!!!

Endnu en Perfekt dag afsluttes med mætte maver, over en gang 3-5-8, et snart meget velkendt grappe spil. Der skal blot laves et par ændringer inden næste spil. Undertegnede skal lære at spille spillet inden han lærer andre det. Eller ihvertfald tage sig lidt sammen. Kim skal huske sine briller, også når han skal på internet. Kristine skal have en blok og en kuglepen så hun kan skrive trumfen ned ved hvert spil....... Og ja selvfølgelig regner jeg ikke med at slippe godt fra min slutbemærkning.

SES I MORGEN ; SOV GODT

Jens Epo Jahn

Ps. Kim Larsen Styrer for vildt .... Næsten lige så meget som mig...

15-01-2004

For satan ... jeg må have pisset i sengen, klokken er ikke mere end 07.30 torsdag morgen, jeg sidder her og er klar til dagens opgaver.... 07.30 hvad sker der for mig, jeg er gå´et på pension, ligger på en båd ved New Zealand, hvorfor fanden (undskyld bandeorderne) står man så tidlig op ?
Jeg ved det ikke.....svaret må stå hen i det uvisse.

Jens.... du skriver at du styrer for vildt....Hmm jeg håber du viser det til os andre på et tidspunkt ;-)
Dykkerkassen skulle laves, vi havde købt træ, en kæmpe plade som senere skulle udgøre beskyttelse til kompresseren. Jens og jeg skulle nu består vores grappe tømmer eksame, puha det er lang tid siden jeg sidst havde med sløjdt at gøre, det var vel en gang i 9 klasse...så det skal sku nok blive spændende !! jeg tror jeg sætter min tillid til Jens, han har snakket om en vis Svend Erik som var hans sløjdlærer på Fredrikssund skole..jo jo vi er klar til opgaven.

Kristine var i gang med sin ynglings opgave over dem alle, nemlig at pudse rebstigen og hun har nå´et sit dagsmål....et trin på stigen.....store klapsalver herfra :-) Efter sin succes var det nu dinghyén som skulle renses og derefter lappes, det går stærkt den kommer vi til at bruge igen.....om et par måneder.

Jens han ligger hårdt ud, saver som en sindsyg mens savsmuldet står om ørene på os begge, jeg har den hårde opgave, men en skal jo lave det, jeg holder pladen lige, så det bliver MEGET nemmere at save....jo..jo...den er god nok, teamwork på højt plan.

Dykkerkassen tager form, vi bliver hurtig enige om at gå ned til den lokale møbelhandler, han blære sig helt vildt med at han sælge Danske møbler, vi vil prøve at sælge vores lille arkitekt tegnet dykkerkasse til ham, det kan kun blive en succes....Jens...vi bliver rige !!!!!

Dykkerkassen får 20 søm hamrede ned i sig uden at pive mens det hele er ved at skilles ad, ikke specielt en ubetinget god ide´, vi får fat i skruerne og nu spiller det....kassen er samlet og vores smil styrer bare for vildt, at den så er LIDT skæv betyder overhovedet ikke noget.....Vi står og nyder vores håndværk, vi er........ IKKE helt tilfreds...Hmmmm vi skal simpelthen have lavet det sådan at vi kan åbne kassen for oven, vi er enige..... men det bliver først i morgen.

Vi har få´et nye nabo´er idag et par fra USA, han gav os en rigtig god ide´med at putte epoxy på dykkerkassen, alt imens han viste os en kasse han havde lavet for 12 år siden , kanon lavet...til gengæld lover vi at hjælpe ham med at komme i masten i morgen tidlig, han skal lave nogle reparationer, den er vi med på...
Jens melder sig hurtig som den stærke mand...fint.. fint.. lad ham bare knokkel med at hive vores nabo op i masten.

Jens og jeg stryger over i Pak and Save for at handle ind til grappens national middag ...pasta og kødsovs, vi glemmer de flådede tomater da vores opmærksomhed er i alle mulige samt umulige retninger, da vi opdager det på båden springer en gammel skade op i benet og Kristine må afsted til Pak and Save, på mærkelig vis bliver vi skaden frit efter et par minutter.....

Kanon mad endnu engang, selv om de bag min ryg puttede hvidløg i kødsovsen..... okay hvad fanden, alt kan spises før jeg endnu en gang skal banke Kristine og Jens i kort.....

Kortspillet snakker vi ikke om, det er jeg er for træt til ;-)

Endnu en dag er væk.... tiden stryger bare derud af og nu vil jeg børste mine tænder i selskab med Jens, en tradition er født....et glas vand, sin tandbørste alt imens vi går rundt på dækket og nyder at være på grappen, jeg tror at Kristine i dag og fremover skal være med til at danne en ”trekant” på dækket.

;-) Kim

8: 16-17. jan.

8. 16-17 Jan.        2004-01-19 06:33:03        

Dagbog for Disalagraptus 16-17 januar

16-01-2004

Hvilken dag har vi i dag....? Torsdag, næh nej fredag. Og kan det iøvrigt ikke også være helt lige meget – for os ombord på Grappen er hver dag alligevel en fest.

Solen brændte allerede fra morgenstunden ind af de små vinduessprækker – så meget at selv Kim måtte stå ud af sengen, det B menneske. Jens fik travlt med at hive vores nabo op i masten, det kunne kun gå for langsomt. Deroppe var der alligevel ingen der kunne høre ham.

Lod drengene i stikken tilbage på båden og satte Folka kurs mod Marine Office, hvor et godt langt bad ventede. Her troede man lige at man skulle have lidt morgentid for sig selv, da de 2 skaldede hoveder pludselig dukkede op på badeværelset. Man kan da heller ikke være i fred.

Reperationen af vores bom skulle vise sig at være mere kompliceret end som så, men dog ikke mere kompliceret end at en anden, omend lidt dyrere, løsning kunne tages i brug. Kim blev sendt afsted for at checke sagerne. Tilbage på båden kastede Jens sin fornyede energi over arbejdet med den berømte dykkerkasse – jeg selv gav mig i kast med at lappe vores dinghy. Om nogle dage er den så god som ny – Kim synes bare han skal spille lidt smart ved at skrive måneder. Indtil videre har han jo selv bare feset den af og siddet og set til, når Jens har savet træ som en sindssyg.

Efter at være blevet sat ind i, hvordan VHF radioen fungerer, synes jeg lige at jeg ville slukke for hovedafbryderen, for hvad fanden skal vi bruge en VHF radio til i en havn? Og hvem behøver strøm eller vand for den sags skyld...?!

Fik endelig fred for de to, da Kim og Jens drog afsted på små ærinder i byen. Og hvorfor færdiggøre noget, man er i gang med, så jeg lod dinghy være dinghy og fortsatte ufortrødent med ”dagens trin”. Havde lavet mig selv den aftale at jeg ville slibe til de andre kom tilbage, men hvem i hulen havde vidst at det skulle tage dem så lang tid?!! Vi tager (morgen)mad med, fint nok, men hvem havde vidst at det skulle være ensbetydende med kl. 16? Heldigvis kunne jeg kaste mig over vores vandmelon i mellemtiden.

Fik min første lektion i ”Lær-at-starte-motor-med-Kim” efter at sidstnævnte havde hentet vores dagtank hos en vildt udseende fyr, som havde stået og råbt til mig tidligere på eftermiddagen. Det forvirrede ham tilsyneladende at se en kvinde ombord men ingen skaldede mænd. Motoren startede og spandt som en mis – takket være min kvalificerede og aldeles uundværlige hjælp.
Så var det vidst også i dag, at vi blev bekræftet i, at Kristine ER for lille en stump til at købe øl, vin eller anden alkohol. Man er vel den yngste her. Det skal dog lige siges at heller ikke Jens slap for at vise ID, da han bagefter rendte op efter det uundværlige. Sådan et par barnerumper som Jens og jeg er åbenbart bedre stillet i selskab med Onkel Kim. Lidt ære skal han da også have.

Imorgen venter en ny dag, og desværre for båden og resten af teamet, er jeg blevet skadet og er ikke i stand til at udføre noget arbejde. Ærgeligt ærgeligt. Dagen i dag har taget hårdt på mig – først skær man sig på en gammel dåse tomater og sidenhen får man reddet sig en kæp af en splint under fingerneglen. Jeg klager til min fagforening for dårlige arbejdsforhold.

God nat og sov godt.

Kristine (som nakkede de 2 andre kæphøje i kortspil – ta’ den drenge!!

17-01-2004 ombord på Grappen er nu : Peter –Kim – Katrine og Jens.

Jeg har stadig ikke fundet fidusen...... Hvordan kan man som person frivilligt stå op så tidligt , når man er på sin livs ferie ? Jeg aner der simpelthen ikke.... Så jeg er kommet til den konklution at Kristine efter en uges tid på Grappen, simpelthen må tisse i sengen . Ellers er det fuldstændigt umuligt at stå op kl. 7.30 for at gå på New Zealands Grøntov. Men hvad gør man ikke for at handle frisk grønt til drengene og tilfredsstille Naboerne.... Kanon Godt Gået løbe Myg...

Måske denne Pesemisme er kommet efter en Ufortjent sejr i kortspil, aftenen forinden , hvor jeg tabte det sidste og afgørende spil til Søheltinden Kristine.... Kanon Godt gået og bedst af alt. Du Nakkede også personen der lærte os spille spillet AGURK , ( Kim ) Og han blev dermed den første til at blive overfaldet af sofaen ..... Måske den skal udskiftes , for efter kort tid begyndte den at brumme noget så mærkeligt. Men hva fanden kl. var også kun 10.30, er det ikke der de gamle går i seng ? sov godt. Kim....

Da kl. Rundende 8.45 ankom Kristine igen ombord på grappen, 12 dollers fattigere. Faktisk en præstation der fortjener et aplaus. Ved ikke hvor hun har fået sin appetit fra , men hun er 100 % den person der er bedst til at IMPULS handle. Specielt hvis det drejer sig om mad. Kæmpe appetit for sådan en spinkel Søheltinde.... Yderst imponernde.
Heldigvis ville Kristine en tur under bruseren, mens Kim og jeg handlede ind på den dags sejler Krammermarked. FED FED ide... Da det er der undetegnede fik købt sin første dykker flaske, til den nette pris af 400 danske kr. Et fund for sådan et godt stykke legetøj. Den kommer der meget glæde ud af , senere på turen. DET ER HELT SIKKERT

I dag var også dagen hvor dykkerkassen skulle laves færdig... Men som så meget andet, så tager ting gerne længere tid end først planlagt. Kim og jeg nåede dog at give dykker kassen 2 x Epoxy mens Kristine , ene person , har nået at lappe den ellers meget utætte dinkye. Rigtig godt stykke arbejde Kristine....
Meget mere arbejde nåede vi dog heller ikke denne dag, for så skulle vi til at hente Mister Lonely Planet Himself... Alias Peter Panik. Utroligt hvad den mand kan huske .... Jeg er imponeret....

Vi havde dagen forinden fået en besked om , at Peter ville være i Whangarei kl. 12. så vi valgte at overraske ham ved bus stationen lige som med alle andre. Men Peter var kommet os i forkøbet og havde taget en anden vej til båden end os. Så da vi mødte Peter igen , var det som om han havde kværnet 2 L sprut på busturen. For det tog ham ca. 45 min at sejle dinkyeen , den lille strækning der er fra båden og til molen. Som i ædru tilstand, tager 2 min for en ualmenlig dårlig roer... Rigtig glædeligt gensyn med Peter , da vi havde gemt os og til hans store overreskelse hilste på ham da han mindst forventede det.

Resten af dagen kan man ligesom gætte sig til .... Det blev ihvertfald ikke til mere arbejde. Det skulle da lige være overarmen... For det endte som tidlige med en rigtig god portion Wok ret. Anrettet af mester Kokkene Kristine og Jens. Samt et par pilsner og en Yderst velfortjent Lumomba arrangeret af Mester Tenderen Peter.

Slutsalut på dagen er som så mange gange før , en fælles tandbørstning på dækket. Med en ret så dejlig stjerne himmel.... Første gang Peter er med på den... Peter ... Peter for fanden nu er han også faldet i søvn , så er det på tide at slutte . Sov godt alle sammen og tak for en RIGTIG dejlig dag.

Jens Jahn

9: 18-19. jan.

9. 18-19 Jan        2004-01-24 03:24:26        

Endnu et udpluk fra vores dagbog på det gode skib Disalagraptus

Dagbog for 18-19 januar

18-01-2004, ombord 4 stk danish dynamite

Kl 08 var jeg i gang med at redigerere mine billeder – billeder fra første del af min store rejse; oplevelser paa de 2 største øer i New Zealand.
Nu er jeg begyndt på anden del af turen – nyde livet ombord på båden Disalagraptus og dele et fedt socialt liv med god dansk humor....danish dynamite er klar til tænding

Kim, Kristine og Jens var hurtigt oppe og morgenmaden blev leveret og serveret af Kristine. Müsli, sandwishes og frisk golden kiwi
Kim serverede/fordelte de praktiske opgaver til 4 friske ufaglærte skibs håndværkere. Mine første praktiske opgaver i 1½ måned: få lys i bagbord stævnens lanterne – en opgave som kræver snilde eller en frivillig skinnende ”boldhead” (kim/ Jens) med solskoldet rød bagbords isé J. Derudover skulle der lys i 2 stk kahyt lamper –samt fjerne maling paa lofternes træ lister
Kristine fortsatte med maststigen, mens Jens og Kim malede videre på træboksen til dykker kompressoren.
Dagens højedepunkt var at høre bådens motor i fulde omdrejninger....motorprocedure udført til punkt og prikke og udskrevet for første gang på bådens nye printer ...takket Jens, Kristine og Kim

Opgaverne kørte i 5 gear og mine fik hurtigt bræg af værktøj og løse ledninger på kryds og tværs i bådens kahytterne. Rod, som en el-mester behersker, men ikke for 3 stk danish dynamite tæt på tænding....en første hentydning til at ”rod” kun accepteres i alkoholikede cocktails. Kim fik med 10 tommelfingre hurtigt roden på plads

Tiden løb hurtigt, mens vi i hyggeligt tempo udførte vores opgaver. Kristene fik en tillægsopgave i hængekøjen og Peter fik skaffet nogle el-kontakter i byen efter slalom manøvre i robåden og i havnens ”store” basin

Mester kokken Jens gentog sin success med Kristine´s indkøbte grøntsager. Tilberedt i næsten samme stil som tidligere, men denne gang med et højt festbrag fra skibets dele. Jens, Kristine og Peter kiggede lidt chokkeret og søgende indtil Kim promte kom med et chekket svar.... ”vandtank 3 er nu tømt”

Desserten blev tilberedt med stor omhu og hukommelses tab fra Peter. Et stk stor lun chokoladekage bagt i månen´s og solen´s klare skær indtil Jens nærmest faldt over gæringsprocessen forglemt/ forlagt i skibets agter

Afstenens kortspil blev lidt af en kabalos med latter, hjemmebryggede regler og rum & cola. Kim løb med sejren og Jens spillefugl var som sædvanlig med i god spille stil

Kl er nu 24 og jeg vil nu nyde natten under stjerne himmelen og med rap musik i baggrunden

El-fuser Peter

19-01-2004

Hold kæft hvor sov jeg godt i nat og med det i tankerne, sidder jeg nu og venter på den rigtige perkinsson mekaniker som idag skal sætte vores dagtank på plads samt afslutte det store motor service eftersyn, vi har en aftale her kl. 9.00. Resten af ”piraterne” ligger og sover, Peter ligger i det fri oppe i cockpittet, total dækket af sin sovepose......jeg tror det er hans yngligsplads, men hvis det ikke er tilfældet så må det være Kristine der har skræmt ham væk fra stævnen :-)

Vores mekaniker ven klør på med krum hals, men efter en hård arbejds periode, vil den nye dagtank ikke makke ret, der mangler en udluftningsslange, så der er kun en vej og det er tilbage til værkstedet for at få det fikset. I mellemtiden er båden begyndt at summe af liv, alle er gearet til at løse nogle af vores opgaver... Jens springer på rebstigen, endnu et trin skal pudses , Kristine kigger på dinghy´en , Peter er i fuld gang med at rense vores loft paneler for rester af maling og jeg selv går i krig med at give vores berømte dykkerkasse den sidste gang maling ....den spiller bare max.

Nu havde jeg nær glemt det igen.....jeg skulle ringe til Silhouette Spars med et mål, nemlig hvor langt der er imellem 3´ede rebnings øjer på storsejlet, nøjagtig 3.7 meter, jeg springer ned i folka med kurs mod telefon boksen, ingen problemer med den engelske udtale.....okay... 3.7 meter kan alle vel sige på engelsk :-)
På marineoffice når jeg lige at skrive under på et God bedrings kort til Lew (ældre gut som passer kontoret) teksten bliver.... Come back Lew ....The crasy danish both Disalagraptus.

Morgenmaden bliver indtaget omkring kl. 14.00 og består i dag af en skinke sandwich fra pak and save.....lidt sent men hvad fanden, hvem har travlt......

Dagtanken og motoren kommer nu fint ud af det med hinanden, motoren spinder som en mis og mekaikeren smiler over hele femøren imens han snakker som et vandfald, vi får os en god sludder om dykning, det ender med at han får en stående invitation til noget dykning sammen med eliten fra grappen omkring Bay of Island, nu må vi se om vi også skal fikse noget sammen under vand.

Kristine har ikke lavet en skid (eget udsagn) men har dog siddet og redigeret sin første rejseberetning til hjemmesiden, en redigering som strækkede sig over flere timer, så i skal ikke sige at vi ikke går op i det med liv og sjæl :-) I dag skulle vi alle på internettet, turen derop foregik i øsende regnvejr, men intet og jeg mener intet kan stoppe en besætning, som er på vej til at sende nogle rejseberetninger hjem til en bred skare af Danmarks befolkning. Puha...hele 4 beretninger blev sat ind på www.amazingdiveclub.dk i dag.

Denne her dagbog , det er virkelig en rigtig god ide´ og jeg skal nok lade værd med at sige hvem der fik ide´en, men glæd i jer bare der hjemme i Danmark.....i skal få fuld valuta hele turen igennem ;-)

22.55 og kyllingen er stadigvæk i ovnen, duften breder sig over hele skibet og jeg tror godt jeg kan sige på hele besætningens vegne, at vi er HAMMER sultne ...morgen mad kl. 14.00 og aftensmad omkring 23.15 som de eneste måltider i dag, men hvad skal jeg sige....Vi skal ikke op til nogen bestemt tid i morgen....så so what !!!!!!

Kim – New Zealand

Ps. Det var også dagen hvor vi (Jens og Kim) fandt ud af at vi har brugt gurkemaje i diverse madretter i den gode tro at det var karry. Gurkemaje hvad fanden bruger man egentlig det til ??

PPS. Jens... har brugt et gammel triks i køkkenet når man skræller løg.....nemlig at bruge sine dykkerbriller, så undgår man våde øjne. Dette tip må gerne bruges i de danske hjem og er opfundet af min bror.... Ken.

10: 20-21. jan.

10. 20-21 Jan 2004-01-24 03:28:35 Grappe dagbog for den 20-21 januar.

Nogle steder i dagbogen kan tingene godt lyde som noget ”internt” imellem os ombord på grappen og det er det også !!! men for at give jer et indblik i vores hverdag, synes jeg at det ville være synd at redigere i dagbogen inden den kom på hjemmesiden.
Vi skriver hvad vi tænker og oplever med vores egne ord i dagbogen, uden tanke for at alle kan læse hvad vi skiver. Det er ide´en med det hele.......

Nu har vi sat omkring 10 dage fra dagbogen ind på hjemmesiden, nu må det være på tide, at høre hvad DU synes om ide´en og om den eventuelt skal fortsætte, krydrede med nogle rejseberetninger fra de forskellige besætningsmedlemmer indimellem........din mening kan du sende til mig på Kim.Jakobsen@amazingdiveclub.dk . Har du lyst til at tilkendegive din mening, så kom igang ;-)

Kim – New Zealand

20-01-2004

Tirsdag.... det ved jeg kun fordi det var mandag igår, dagen efter søndag, hvor netcaféen havde lukket. Min egen logik fungerer i bedste velgående. Selvom jeg begynder at blive alvorligt bekymret for min hukommelse, når jeg som nu har siddet i 5 min. og ihærdigt forsøgt at frembringe dagens aktiviteter. Hvad har vi egentlig lavet i dag...? Har vi lavet noget?! For søren da, vi har lavet en hulens masse!

Jeg tog revanche fra gårdsdagens nok sløveste dag, jeg har haft her på Grappen, startede med at tage en kæmpe opvask, som nærmest krøb udover køkkenbordet. Jens, den rævesover, lod mærkeligt nok ikke røre på sig derinde i agterkahytten, mens larmen fra tallerkener og grydelåg stod på. Pudsigt nok åbnede en dør sig lige som det sidste fad var af vejen.... ”Hvad fanden laver I? ”spørger Jens, tydeligt overrasket over al den aktivitet fra morgenstunden. ”Hvad fanden laver DU Jens Jahn, klokken er over 10....” kom det tørt fra kaptajnen.

Vil man have morgenmad før kl. 14 her på båden, må man selv løbe efter det, har jeg erfaret. Selvom drengene morer sig med at sige, at der er helt andre kræfter som trækker ovre i Pak ’N’ Save. Noget må de jo undskylde sig med..... Den ene dag er det knæet, den anden dag er det de opdigtede historier. Men ved I hvad drenge, det passer mig storartet at ro over til Pak ’N’ Save mens I andre arbejder... Og det gør I til gengæld til den helt store guldmedalje.

Dagens opgaver: Bunden til dinghyen lækkede luft og afsted til Beacon Brokers efter en ny pakning til ventilen (lyder helt som om jeg har forstand på det). Det tog mig en rum tid at finde, måske fordi jeg ledte efter Bricks ’N’ Brokes – utroligt hvad man kan få ud af deres udtale. Nå, men det lykkedes da til sidst. Peter Elektriker rendte efter en ny pære til lanternen i stævnen, som nu lyser perfekt – godt arbejde Peter Pedal (manden med de mange navne). Tilbage på båden fik de to skaldede lagt sidste hånd på den efterhånden meget omtalte dykkerkasse, som ifølge de to spiller max. Et ganske flot stykke håndværk – det har I gjort godt! Kompressoren, vores livline til de evigt mange og fantastiske dyk vi skal have, står perfekt. Den nye motor til den ligeså nye dinghy (som endnu ikke er pustet op) er nu også blevet godt tøjret til en plade på dækket – endnu en udtænkt finesse af Dupont og Dupont.

Mit lappeprojekt, som jeg snart er ved at være en lille smule træt af, trak yderligere ud da det skulle vise sig at heller ikke en ny pakning kunne holde bunden tæt. Lige som jeg havde allermest lyst til at give den et ordentligt spark