2001 Caribien
De Hollandske Antiller
Efter en dagsrejse kunne vi skimte den første af de tre ABC øer, der udgør De Hollandske Antiller. Forventningerne til øen Bonaire, som var den første vi besøgte, var ikke de største. Her skulle være godt at dykke, men så var det vist også det. Det holdt nogenlunde stik bortset fra at vandet var mere fantastisk end vi kunne forstille os. Vi ankrede på otte til ti meter vand, men kunne se direkte til bunden - imponerende. Birgitte og Tove brugte fem dage på et dykkerkursus, mens vi andre snorklede i stor stil. Sigtbarheden var mellem tredive til halvtreds meter, koralerne imponerende og fiskene så mange og farverige at man næsten ikke kunne fatte det. Maria og jeg tog en af dagene en skoledag hos en marinebiolog. Vi fik først et par timers information om koralerne, fiskene deres adfærd og afhængighed af hinanden. Herefter kørte vi ud til et af hendes favorit steder hvor vi snorklede til vi havde blå læber. Man er aldrig sikker på hvad man ser og oplever, men vi var vanvittig heldige og så det meste af det hun havde fortalt om på forhånd. Det var en kæmpe oplevelse og snorkling har fået en hel anden mening end bare at se de flotte fisk og koraler.
Ud over snorklingen var et af højdepunkterne pakker hjemmefra. Vi havde en lille forvisning om at der ville være pakker med lakridser og slik, ventende på postkontoret. Efter vi havde fået båden indklareret styrede vi direkte mod posthuset. De var dog ikke helt imødekomne, de havde sikkert luret hvad der var i pakkerne. Vi måtte slå et par flikflak gennem bygningen og insistere på at vi vidste, at der var pakker der lå at ventede på os. Efter at have fået dem til at gå på "fjernlageret" fjerde gang havde vi endelig begge vores pakker. Der blev allerede på det kølige postkontor nydt et par Pandastænger med stort velbehag - mums!
Vi havde besluttet at tage båden på land, hvis det var muligt. Bunden trængte og det er altid rart at få tjekket rig og gennemføringer før man drager ud på så lang en tur som venter os i Stillehavet. Derfor tøffede vi hurtigt videre til naboøen Curaçao, hvor vi havde hørt de havde maling og flere steder der kunne tage vores dame på land. Efter lidt søgen besluttede vi at benytte et sted der hed Curaçao Drydock Marina. Det var et kæmpe værft med ti tolv store kraner. Der var container- og tankskibe en masse og de gjorde egentlig ikke ret meget i sejlbåde. De ville frygtelig gerne hjælpe os og vi havde tiltro til at de nok kunne håndtere en så lille båd, selvom vi knapt kunne se toppen af kranen. Vi forklarede at vi havde travlt og ikke kunne vente længe. Værftsføreren så på sit ur der viste lidt i fire. "Hmm. Jeg kan ikke nå det i dag, men kom i morgen klokken ni." Vi var der kvart over ni og båden stod på klodser klokken ti. Ikke så meget pjat og pjank og det kunne vi li'.
Det var et usselt sted at have båden, men perfekt til formålet. Pladsen var oplyst som et stadion om natten og store rotter spillede fandango lige under båden. Tov og stiger måtte hives op, hvis man ikke ville have ubudne gæster. Vi fik malet, slebet rust, lavet og monteret fire nye pullerter, tjekket diverse ting til vi var helt ør i hovederne. Vi arbejdede syv dage fra morgen til aften og det kunne kun gå for langsomt med at komme i vandet igen.
Ind i mellem var der selvfølgelig lige tid til en slapper, som ofte gik med snak og rådgivning med en halvtredsårig amerikaner og hans halvt så gamle venezuelanske veninde. De var et sjovt par som havde en katamaran, som han havde sejlet i ti år. Nu skulle den have den store tur og han regnede med at det tog seks måneder. Det er svært at forestille sig så lang tid det sted, men det er jo deres valg.
Næste stræk var mod Panama, som skulle være opvarmning til Stillehavet. Der var omkring syvhundrede sømil. Det blæste op som vi havde planlagt at tage afsted, så vi måtte vente to dage, før vi syntes vinden var som vi ville have den. Da vi endelig tog afsked med Curaçao, var der stadigvæk god vind og bølgerne var da heller ikke små. Vi sejlede som sædvanligt med vinden, så det var en forholdsvis behagelig sejlads trods forholdene. Ny bundmaling, strøm og en god portion vind gjorde at vi sejlede over al forventning. Vi var kun fire en halv dag om at sejle til Panama, to af dagene sejlede vi over 200 sømil i døgnet og slog bådens gamle dagsrekord, så den nu er 210. Med en gennemsnitsfart på otte til ti knob, kunne man ofte høre Birgitte i store glædesudbrud når hun racede ned ad en bølge der ikke var mindre end 4 meter.
Los Roques
Caraibien 2001 Los Roques, Maria & Jesper
Nu lidt om vores bedrifter på Los Roques.
Vi har lige haft 3 vidunderlige uger på de fantastisk smukke Los Roques øer. Jeg tror ikke jeg nogensinde har set så flot et ørige fyldt med rev, kridhvide sandstrande og tusindvis af små laguner med turkisblåt vand. Los Roques er en nationalpark og derfor er samtlige 80 øer, naturen og dyrelivet fredet. Kun få af øerne er beboet og kun hovedøen har en lille landingsbane hvor små og ”store” fly bliver guide på plads af en lille solbrun kortbenet mand i bar mave og blomstrede surfer shorts . Turismen har fundet vej hertil, men heldigvis kun på få af øerne i form af små posadaer ( guesthouses ) og lidt restauranter.
Når man er så heldig at besøge dette enorme flotte ørige med egen båd, åbner det uendelige muligheder for at se og opleve det ene skønne uberørte sted efter det andet.
Jespers fødselsdag blev fejret på en lille ø ved navn Francesqui. Fra morgenstunden blev han forkælet med boller, frugt og amerikanske pandekager fyldt med sirup. Derefter gik den vilde pakkeskatteleg med gåder og ledetråde hvor han skulle finde, gætte og trykke pakker. En ynglingsdisciplin som han er ret skrap til.
Båden blev endevendt både oppe og nede. Grapperne havde gemt et bodysurfbræt til ham under bådens eget surfbræt. Han syntes det var svært at løse den gåde de havde givet ham, der sagde "at der var én på båden som havde fået en lille." Efter pakkesjov røg vi ned i nogle havkajakker og padlede hen til en "for skøn" lagune hvor vi spillede ”killer” kajakpolo til armene var ved at falde af.
Foruden at befinde sig på Los Roques på sin fødselsdag havde Jesper også ønsket at lave et hummerparty om aftenen. Området omkring Los Roques er kendt for sine hummere og dagen før den store fødselsdag var vi på hummerjagt hos de lokale fiskere. En ældre fisker, med rommave og abetæer lovede os at hvis ellers hummerne ville hoppe i hans net så skulle han nok skaffe nok hummere til at vi kunne holde gilde.
Hen på formiddagen på Jespers fødselsdag kom han stolt drønende hen til båden. Han strålede mens han råbte "Kong Neptun er i godt humør i dag" . I hans højre hånd havde han en stor rød netpose med ni flotte hummere og vi købte til hans store overraskelse alle ni. Jesper var ellevild…
Ingen af os tænkte lige i dette øjeblik at hummerne i nettet selvfølgelig var spillevende og det godt kan være lidt af en udfordring at få aflivet ni store kraftfulde krabater i et lille varmt skibskøkken med kun en stor gryde. Med store rynker i panden fik Jesper klippet et sæt følehorn af den første fortumlede hummer i køkkenvasken. Et knivtangs cut var desværre nødvendigt for at få plads til den i gryden, men hidsig det blev den og den kraftfulde hale med pigge og skarpe kanter fløj rundt. Iført rustning, i form af sejlerjakke og havehandsker gik Jesper nu for alvor i krig, men kampen tog til for det stakkels dyr fik flere kræfter af damp, kogende vand og en hale fastklemt i låget. Hård men lærerig kost for mig . Jesper fightede og holdt låget tæt, mens det kogende vand sprøjtede til alle sider. Et lettet blik kom frem da gryden få sekunder senere igen stod stille på blusset. Den første store flotte røde hummer var i hus.
Da der lå to kogte hummere på salonbordet røg sejlerjakken. Teknik og taktik var fundet og stolt, men koncentreret fik Jesper gjort kort proces med de sidste syv. En time senere fik hele grappeholdet serveret store grillede hummere tilsat kold champagne og hvidvin!
Grapperne havde skrevet en sjov sang til Jesper og vi hyggede os til sent ud på natten. Fødselsdagssangen med instrumenterne var også blevet udviddet i dagens anledning og inden klokken slog tolv midnat havde vi sunget den i mange tossede versioner, men med tredive forskellige omhyggeligt udvalgte instrumenter. Det var en stor dag i nogle ubeskrivelige og uforglemmelige rammer.
Et par dage efter Jespers fødselsdag sejlede vi videre til nogle af de andre øer. Vi besøgte blandt andet hovedøen hvor vi begge var ude at flyve Ultralight. Jeg havde set denne sjove "Storm P"-lignende flyver kredse rundt om Francesqui i dagene omkring Jespers fødselsdag og var blevet temmelig hooked på at prøve en flyvetur. Tove der er med på båden, så lidt nervøs ud, da jeg som den første, forventningsfuld satte mig op i det som hun beskrev som "en stor, skrøbelig knallert med vinger."
Det var en fantastisk oplevelse at flyve, svæve og være snurretop over et imponerende ørige i tusinde smukke farver. Da jeg en halv time senere landede sikkert på jorden, grinene og euforisk tog en spændt Jesper imod mig. Nu var det hans tur og få instrukser senere skød han i bedste raketstil af fra landingsbanen. Der blev holdt fast i de skrøbelige stænger da hjulene slap jorden ,men kort tid efter var roen og modet tilbage og han fik skudt nogle flotte ø og båd shots og et fedt "been there, done that" selvportræt. Birgitte og Ole fik også lyst til få vinger og fik efterfølgende 20 minutter hver under skyerne som luftakrobater. Om aftenen spiste vi på pilotens restaurant og fik tun-carpaccio og de lækreste tunbøffer grillet i sorte sesamfrø. Mums siger jeg bare... I de 3 uger vi var på Los Roques fik vi simpelthen smagt så meget fantastisk mad.
En dag da vi var ude at snorkle prøvede vi at lede efter levende konkylier. Der gik ikke lang tid før vi havde fundet fem store. Vi havde før set en masse gamle tomme konkylie-skaller foran nogle fiskerhytter, så Jesper og jeg tog disse levende konkylier, med hen til øens eneste beboer, en lille fisker men kun tre tænder i munden og spurgte om man kunne spise dem. Han fortalte os selvfølgelig først at vi var i en nationalpark og alle dyrene her var fredet. For få år siden var der så mange der fiskede konkylier på Los Roques at flere arter var ved at uddø, så derfor havde man lavet en lov der skulle passe ekstra godt på disse kæmpe store flotte konkylier. Vi var straks parate til at putte dem tilbage i havet, da den gamle søde mand med et stort smil sagde at han gerne ville hive kødet ud af konkylierne, hvis vi lovede ikke at tage flere. Han sagde også at de smagte himmelsk og da vi et par timer senere til aftensmaden overraskede de andre med små konkylie-bøffer, må jeg tilstå at han havde ret. En Konkylie består af én stor muskel og den skal bearbejdes en del før man kan tilberede dem. Vi måtte derfor i gang med den store trækølle og et spækbræt.
Vi blev utrolig gode venner med den søde gamle fisker, der nok også savnede lidt selskab ude på sin lille smukke ø Carenero. 
Hver morgen kom han sejlende hen til vores båd med friskfanget fisk og hummere. Som tak byttede vi med lidt smøreolie til hans radio, lidt tape, en kuglepen og andre små ting som han lige stod og manglede. På rælingen af hans lille båd sad altid en stor grå hejre som han kaldte "Maria". Maria og Erenqui (den gamle fisker ) var bedste venner, nok mest fordi Maria var blevet for doven til at fange fisk selv og syntes at det var mere hyggeligt hver morgen at sejle med sin ven ud at fiske. Hun fik en stor del af alle de fisk han fik på sin krog og i sit net , så hun var temmelig rund om maven. Jeg tror de hyggede sig meget i hinandens selskab og flere gange mens vi besøgte ham i hans lille fiskerhytte hørte vi ham spørge hende til råds.
Vi oplevede så meget på Los Roques og det er svært at sætte ord på det hele. Bare på en enkelt morgensnorkeltur svømmede vi synkront med en gigantisk flok koralfisk i alle regnbuens farver. En kæmpe mørkegrå Stingray (rokke) på 1,5m med blå og grønne prikker svævede tæt forbi. Et par ”Kartoffelkoraller” skiftede farve når de blev ramt af solens stråler og Juletræskorallerne krøb ind i deres huller når vi forsøgte at kilde dem. Vi kunne snorkle i timevis og alligevel hele tiden se nye sjove skabninger. Havet er et vidunderligt forunderligt sted fyldt med liv og hemmelige skatte.
Ved et uheld fik Jesper en eftermiddag en Porchipinefish (Pindsvinefisk) på fiskekrogen. Den kan ikke spises, så vi forsøgte at pille krogen ud af dens mund inden den skulle sættes tilbage i havet. Den blev arrig og spruttede løs mens den fyldte sig selv med luft. På få minutter blev denne søde almindelig grå fisk forvandlet til en kæmpe rund fodbold med pigge. Vi var bange for at den skulle eksplodere, men kunne ikke lade være med at grine af dette skøre hidsige væsen med indbygget luftpumpe. Krogen kom endelig ud og efter et forsigtig løft med et par svømmefødder blev den lille fyr søsat igen. Den flød rundt et par minutter som en stor badebold på bølgetoppene. Til alles store glæde lukkede den hurtig op for nogle små smarte ventiler og luften og den skræmmende forklædning forsvandt. Et sjovt, men meget usædvanlig besøg fra den blå verden var slut. (red.: hvor er billederne?!)
Panama
Igennem Panamakanalen
På Atlanterhavssiden af kanalen ligger byen Colón og Panama City på Stillehavssiden. Colón var et endnu værre banditsted end P. Cabello, man kunne faktisk ikke gå i gaderne, men måtte tage taxa. Colón blev derfor kun besøgt hvis det var nødvendigt. Vi besluttede at proviantere i P.C., hvor vi havde hørt det var helt anderledes. Det er ikke altid uden problemer at gå gennem kanalen, så det er kutyme, at sejlere hjælper hinanden igennem som "linehandlers" og for selv at få et indtryk af tingene. Maria og jeg tog igennem to gange, først med et ungt amerikansk par, der havde en katamaran. Vi havde en hyggelig dag og overnattede hos dem på den anden side. Katamaraner har overrasket helt vildt. Efter at have set et par stykker indefra de sidste måneder har sådan en sneget sig ind på ønskelisten. Anden tur var på en dansk båd, eller det vil sige Claus var dansk, men havde boet i Italien de sidste tyve år sammen med hans Italienske kone. De skulle til Fransk Polynesien hvor deres yngste dreng skulle gå i skole ét år. De var nu på deres tredje sejlår. De havde haft et reklame bureau med tyve ansatte, men havde sagt farvel til det hele efter at hun havde haft et alvorligt biluheld indirekte på grund af stress og jag. Vi havde nogle hyggelige dage sammen, både på den ene og den anden side af kanalen.
Endelig var det vore tur til at gå igennem kanalen. Vores lods blev sat ombord i mørket lidt over fire, Maria og jeg kendte ham fra turen med katamaranen. Motoren spandt og der var ingen problemer. Hvis man går i stå i kanalen koster det $200 i timen at blive bugseret. Vi bevægede os op igennem de tre første sluser, bundet sammen med en anden båd.
Herfra gik turen fem timer, gennem verdens næststørste kunstige sø. Søen er fyldt med krokodiller, men dem så vi kun på turen med katamaranen. Efter søen er det så igen tre sluser ned og herfra skimtes Stillehavet, som noget forunderligt og lidt mystisk. I den sidste sluse er der et webcamera, der har forbindelse til kanalens website. Det var i sidste øjeblik vi fik sendt et link til Danmark, da telefonlinierne havde været afbrudt i Colón. Det var svært at gætte på et præcist tidspunkt hvornår vi ville være der. Mange sejlbåde var først startet flere timer senere end planlagt. (>> se billedet fra Miraflores webcam, red.)
Gennemgangen og entreen til Stillehavet blev fejret samme eftermiddag med musik og dans på dækket. Vi var inviteret til middag hos Claus og Elanor, som tak for hjælpen. Vi var vist allerede lidt sjove da vi troppede op klokken syv.
Vi havde brugt to uger i Colón, så vi ville gerne så hurtigt videre som muligt. Der skulle også lige være et par hvile dage, men inden for en uge havde vi provianteret til bådens bristepunkt. Firehundrede ekstra liter vand og tohundrede ekstra liter diesel, blev tøjret på dækket. Alle skabe og hemmelig rum er brugt i forsøget på at have mad til de sidste fem måneder.
Dagen før afgang var vi på grøntmarket. En hel klase bananer, cirka hundrede styk, kostede én dollar. Poser med halvtreds grapes eller appelsiner, fire dollar. Femogtyve flotte store mangoer, også én dollar. Vi fyldte en taxa med frugt og grønt, inklusiv taxaen kom vi af med den nette sum af $40.
Nu var vi klar til at indtage Sydhavet og dets mange forventninger.
>> Læs også om "Det sidste Bid i Atlanten"
Det er heldigt at disse rejsebreve naar jer for computeren er dod. Flere rejsebreve ligger paa standby, forhaabentlig for vi gang i dyret igen, men det ser sort ud. De billeder vi medsender denne gang er fra Marias fodselsdag paa Perleoerne og modet med kong Neptun ved Aekvator, to dage for Galápagos. Rejsebrevet til billederne er desvaerre i pc'en.
De kærligste hilsener, Maria og Jesper
P.S. Vi kommer hjem den 23. Oktober 2001
Miraflores
Caraibien 2001 9. maj 2001, Miraflores, Panama,
Hej Alle sammen
Nu er det gode skib nået til Panama, og vi er klar til at gå igennem den meget omtalte kanal. Det er fantastisk at ligge her, hvor Stillehavet og Atlanten næsten rører hinanden, stedet hvor vi siger farvel til Caraibien Tobago, Los Testigos, Venezuela, De Hollandske Antieller og Panama selv. På den anden side siger vi goddag til havet over alle have og Polynesien. Et nyt eventyr af dimensioner ligger og venter på den anden side at slusen.
Apropos slusen så er der mulighed for at se os live gå igennem kanalen på
Internettet på adressen www.pancanal.com. Vi regner med at det bliver onsdag eftermiddag lokal tid, det præcise tidspunkt er lidt vanskeligt at sige, fordi det afhænger meget af de store skibe, men et skud er omkring 20.00–22.00 dansk tid.
Håber I alle har det godt, og nyder foråret.
Kærlig hilsen
Ole C.
Panama, motorproblemer
Der er altid en smule vand i sumpen af en båd, men Jacob syntes at hver gang han tømte den, kom der mistænksomt hurtigt vand ind igen. I en sen aftentime spurte han om jeg ikke lige vil bese motorrummet sammen med ham, da han ikke kunne finde kilden. Til vores store skræk sev der vand ud af udstødningsrøret. Under varmeviklinger var røret tæret igennem og der kom temmelig meget vand ind. Normalt holder et lufttæt udstødningsrør, på grund af lufttrykket, vandet ude men nu var der fri passage. Det var noget af det værste der kunne ske, vand indenbords og en motor der måske ikke kunne bruges. Efter lidt ståhej hvor alle mand var på banen, fik vi afmonteret røret og brugte en flaske Kulør som kile. Vi var to dage fra Panama og besluttede at sejle videre, da det var en umulighed at sejle tilbage imod vind og bølger. Vi vidste ikke om vandet havde fundet vej til motoren, men sandsynligheden var stor. Hvis man starter en motor med vand i er der meget stor sandsynlighed for at den totalskades og det vil tage måneder at reparere den, hvis det overhovedet muligt.
Efter lidt diskussion frem og tilbage blev flertalsbeslutningen at vi ikke skulle starte motoren, men få båden i havn, i Panama, selvom det måske ville koste en slæbebåd det sidste stykke. Her kunne en professionelså kigge på den og forhåbentlig fikse den. Hvis vi ikke kom afsted inden for seks uger eller motoren ikke kunne laves, var det slut for vores tur. Ud fra vigtigheden af en motor havde vi ligefrem diskuteret en pris på 15.000 kroner, som det maksimale vi ville betale for en bugsering.
Ude foran indsejlingen til kanalen lå der ti tyve store skibe, der ventede på indsejlingstilladelse. Det var her vi var bange for at blive påtvunget en slæbebåd, men efter radiokontakt med overvågningskontrollen fik vi lov til at sejle ind for sejl. Det gik forrygende godt. Vejret var perfekt og vi siksakkede rundt mellem de enorme skibe inden vi smed ankeret på et afmærket område. Her kunne vi i en kort periode ånde lettet op, nu gjaldt det bare motoren. Her var stegende varmt og vi havde intet koldt at drikke, da vi ikke havde kunnet køle "skabet".
Vi pustede hurtigt gummibåden op og drønede ind til Panama Yachtclub. Det lyder fancy og det er det ikke, men de havde billige kolde drikke og mad. Efter at have sundet os lidt var det på med vanten for at få løst problemerne, så vi kunne komme videre. For at kunne komme i kø til gennemgangen, skal båden opmåles, motoren tjekkes samt garantere fem knobs hastighed og man skal have fire liner af femogtredive meter. Irriterende, for vi havde regnet med at lave motoren mens vi var stand-by til gennemgang, men den skulle være i orden først. Efter kontakt til Perkins, søgen efter pålidelige mekanikere og et par folk på båden, lykkedes det efter nogle dage at få gang i dyret. Der var vand i motoren, men det blev blæst ud ved at tage dyserne af. Olie og oliefilter blev skiftet op til mange gange, et nyt udstødningsrør produceret og der var igen stor glæde på det lille skib.
Sidste bid
En lille tunfiskehistorie Det sidste bid i Atlanten
Damen rider afsted på de brusene bølger. En god vind blæser ind bagfra. Jesper hænger fiskegrej ud agter. Blinket er prydet med en viftende neonpink blæksprutte. Dagens taktik siger at dette er den bedste lækkerbisken for en godtroende tunfisk.
Der bliver sat ord på en lystig tanke; måske en dag en pragtfuld Blue Marlin, sport- og konkurrencefiskernes drømmefisk, bider på sprutten. Vi har tit kigget på fisketavlerne i havnene og er blevet overvældet af størrelser, kilo og udstyr. Ambitionsniveauet her ombord stiler nok stadigvæk kun efter megastore Yellowtun, Wahoo, Guldmakreller, Dorado, men drømmene går efter The big Catch.
Jeg har rorvagten. Der er dejligt stille omkring mig. Folk læser, sover eller pusler med projekter. Jeg betragter horisont og sejl. Vi sejler stærkt, så vinden kilder lidt i øreflipperne. Jeg kigger ned til Jesper der er kravlet lidt ned i sin køje for at overvinde varmen. Jeg falder lidt i staver, men vækkes efter kort tid af en høj bankende lyd. Det er fiskestangen der fighter i sit beslag.
Lyden af en fiskeline der flyver afsted, er svær at gengive, men alle kan godt tænke sig til hvilken jubel en sådan lyd kan give om bord på en båd der i en lang periode ikke har haft held med fiskeriet og i stedet har måtte forsyne sig fra de lokale fiskere.
Min hæse stemme fik råbt højt og ivrigt "Der er BID!"
Jesper fløj ud af seng og luge og havde pludseligt glemt alt om hedeslag og varmekuller. Det store PEN-hjul pev og hvinede. Farten hvormed line forsvandt i det blå dyb afslørede at det var en stor, hidsig krabat med vilje og kræfter, der havde bidt på krogen. Jesper var euforisk og anspændt da han med et fast tag om stangen begyndte at hale hjem på linen. Den arme fisk satte en gevaldig spurt ind for at undgå middagsbordet. Øjeblikke som dette er vidunderlige og jeg ville ønske at I derhjemme kunne se alle Jespers begejstringsudtryk og ikke mindst anstrengelser. De mest beskrivende ord jeg kan finde til at krydre en situation som denne er fremskudt hage hvilket er et sikkert tegn hos Jesper på fuld koncentration, råb, iver, stædighed, svedperler og trætte muskler, øm lyske, håb og kampgejst.
Da en træt, udmattet skikkelse når overfladen og fangekrogens rækkevidde skimtes et stolt smil. Jesper råber højt: "Yes, det er en stor tunfætter!" Fuld koncentration og spændte mavemuskler bevares dog helt til den glimtende, bastante, spændte fisk ligger roligt i en blodpøl på ruftaget agter. En tun er en meget smuk fisk. Denne var nuanceret i grå farver og havde et utal af flotte mønstre på sin krop. Den blev fotograferet fra alle vinkler og blev betragtet med stor glæde af alle inden den blev forvandlet til tykke lækre runde bøffer på spækbrættet.
Nogen må have hørt mig, da jeg ønskede at Jesper skulle nå at fange en stor tun inden vi forlod Caraibien. Måske har han også brugt alle sine stjerneskudsønker på en succesfuld tunfiskefangst, hvem ved. Men glæden var stor og heldigvis endte denne dag med at det var Jesper, teknikmetode 3 fra fiskebogen og Hr. Plastiksprutte der vandt. Det gode ved en sådan oplevelse er også at man for en kort stund glemmer de gange hvor man bitter har stået på dæk og rullet en tom line ind inden solnedgang. For ikke at nævne de gange hvor man har efter få minutters kamp har stået med en tom flænset line, uden sprutte, krog eller Rapala. Som før nævnt har vi ikke har meget held med fiskelinen i det Caraibiske hav. Forsøgene har været mange, men resultaterne små. Sidste fangst var en sur spruttene uspiselig fodboldfisk, der ved et uheld bed på på krogen på Caranero, Los Roques. Sejlturen fra De Hollandske antiller til Panama var absolut sidste chance for Caraibisk tunfangst og et afsluttende Caraibisk rejsebrev med en rigtig fiske-solskinshistorie.
Rent faktisk så var det Birgittes fødselsdag den dag, Jesper fik en tunfætter på krogen. Birgitte havde ønsket sig fisk til aften, men havde forventet dåsemad. Hun blev ellevild da Jesper rakte hende den flotte fisk og stolt smilende sagde "Hvad man ønsker skal man få: tillykke med fødselsdagen."
Tobago
02.01.2001
Tirsdag den 2. januar 2001,
Charlotteville, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´
Landskamp i Parken. Tobago—Danmark. Det danske landshold bestod til lejligheden af stamtruppen fra F.C. Rana suppleret med gæstestjerner fra Idun og Topas samt Deres Udsendte, i alt 7 spillere. Det tobagoanske ditto bestod af Charlottevilles ungdom, Dwight Yorke-kloner i aldre fra 12 til 30 år.
Kampen var programsat til at blive fløjtet i gang kl. 15.00. De danske spillere var tændte og ankom til stadion i god tid. Kampstarten måtte imidlertid udsættes en times tid, da hjemmeholdets kontaktperson var faldet i søvn.
Første fløjt lød ved firetiden og begge hold gik frisk til sagen. Tobago havde godt spil i dybden men manglede det afgørende gennembrud imod et kompakt og velorganiseret dansk forsvar. To gange klappede kontrafælden og efter tyve minutters spil viste pointtavlen 0–2 til de rød-hvide.
 |
 |
 |
|
I resten af første halvleg viste Tobago (de rød-sort-hvide) dog tilsvarende disciplin. De skruede tempoet op og fik samtidig trukket spillet længere tilbage på banen. Flere gange blev den danske midtbane knækket over og vi fik smagt vores egen medicin. Ved halvleg stod der 4–2 på tavlen.
Første halvleg blev spillet 7 mod 7 på fuld bane, så bentøjet var godt brugt allerede i pausen — ikke mindst hos de danske sømænd, der ikke havde friske kræfter at skifte ind. I anden halvleg skiftede vi system og spillede 11 mod 11. En håndfuld af de lokale stjerner trak i DBU-trøjen og hjalp os så godt de kunne. 
Det lykkedes næsten, men ikke helt. Kampen endte med en snæver hjemmesejr, 6–5, efter en spændende og til tider velspillet anden halvleg.
Ole S
18.01.2001
Endelig finder jeg lidt ro til at skrive et par ord. Men intet nyt er godt nyt i denne forbindelse. Der er sket mangt og meget siden jeg forlod Danmark, så meget at I må have historierne fra den smukke by La Coruña i nord Spanien til gode, på samme måde må vi gemme historierne fra Lisabon, den golde ø Porto Santo, den frodige og vidunderlig smukke Madeira, turisternes Grand Canaria. Turen over Atlanten er et kapitel for sig som også må vente — en ørkenvandring på havet, dette hav er uforståligt stort, at sejle 14 døgn og stadig mangle halvdelen er ubegribeligt når man først er kommet i land igen. Men øjeblikkene med delfinerne, blåhvalen, havskildpadderne, guldmakreller er hvad der forbliver i min bevisthed.
Stedet er Tobago i det sydøstlige Caraibien og har været det den sidste måneds tid. Disalagraptus ligger i en total beskyttet bugt for anker, et sandt bid af paradis. Vi er blevet mødt med en venlighed udover det sædvanlige, en hjælpsomhed som så mange andre steder kun udføres for den økonomiske vindings skyld – men det er som om det ligger meget dybt i tobagoanernes kultur at hjælpe hinanden og andre mennesker – og det er uanset om man er fremmed og hvid eller sort og lokal. Der er en fascinerende godhed der må være skabt af kærlighed til livet og hinanden, disse menneskers livsbenzin er hjælpsomheden, glæden og kærligheden. De er selv meget beviste om denne væremåde og er endvidere også meget stolte af den, og tillige ligger der ingen foragt for den vestlige kultur - det er storsind, og giver stof til eftertanke. Og tid til eftertanke er der nok af mellem de daglige snorkel dyk i det krystalklare vand med de hundredevis af farvestrålende fisk og koraler. Det er en ny verden for mig som jeg suges ind i af nysgerrighed, beundring og en vis portion respekt for det fremmed – jeg har det lidt som da jeg i mine drengeår første gang så de norske fjeldes massive skønhed og råhed. Det rart at være dreng igen, det eneste jeg skal er at lege og gøre det jeg allermest har lyst til.
Ups, nu er der gået en uge siden sidst sad og skrev lidt, tiden løber afsted. Disalagraptus ligger stadig tryg og sikker på Tobago, dog har vi været en lille tur nede langs kysten, for at besøge nogle små palmestrande. Det bliver ikke bedre end dette, vi kan rejse endnu tusinde sømil, men bedre strand og vand finder vi ikke. At stå op om morgenen og tage en dykkertur mellem fisk og koraller i alverdens farver, lege med enorme fiskestimer . Når er et par stykker kan man drive dem som en flok får gennem vandet og når man dykker ned i flokken dannes der en tunnel man kan svømme i gennem. Svørmmeturen afsluttes med en tur på stranden, hvor saltvandet skylles af i en ferskvandskilde. En kokosnød hentes ned med en kæmpe bambus og flækkes dog med stort besvær. Den bast dyne som indhylder selve nødden og så sej at man lige pludselig kan forstå at de mange kokostæpper, der blev smækket på gulvene i et vilkårligt parcelhus fra 70 erne endnu er langt fra at være opslitte. Båden er nu tilbage i Charlotteville, hvor det er lidt nemmere at få hentet vand og købt ind til aftensmaden.
Lys og mørke er ca. delt lige, og da man er meget afhængig af lyset, falder man stille og roligt ind i solens rytme mens man er i land. Hvad dagen i øvrigt hedder og hvad klokken har slået er langt fra interessant og har ikke været det længe, kun vagtskiftene over Atlanten faldt på urets slag. Tidens stramme bånd fra derhjemme opløses forbavsende let, og efterlader kun spor i eftertænksomhedens tilbageblik. Den er ej sat i stå men den går bare mere på må og få, et par langsomme tik og et roligt tak. Jeg ser på ingen måde tilbage med gru på det danske tidsforbrug, jeg tror det er ganske godt at skifte en gang i mellem, og på den måde komme tættere på tidens mærkværdige størrelse.
Når vi følger lysets rytme betyder det at vi sover så meget at vi er begyndt at få ondt i ryggen. Men hvad skal man lave når det er mørkt andet at se på stjernehimlen, månen og planeterne – diskutere i stearinlysets skær og måske forsøge at kæmpe sig videre i den nu så spændende bog, man har fået begyndt på tidligere på dagen, fordi det ellers så krystalklare vand var lidt mere grumset end hvad man vil lade sig byde. Eller sende søde tanker hjem til alle jer der hjemme. Joh vi har også vores problemer her ude på Tobago.
Thomas spurgte mig i går hvorfor jeg havde valgt at tage af sted et helt år, det er lang tid og der skal gives slip på så mange ting der hjemme. Det er naturligvis noget jeg har tænkt meget over både inden jeg tog af sted fra Danmark men også her ude. Jeg har hele tiden været klar over at det er lige så meget en rejse i mig selv, som det at opleve de steder jeg når frem til. Men hvorfor rejse fysisk når det er en rejse i ens indre som er drivkraften – det er i grunden meget banalt, fordi man lærer sig selv at kende i gennem andre mennesker, kulturer og nye udfordringer, og ikke kun ved at se ind ad.
I de kommende dage skal Tobagos regnskov med et inferno af dyreliv undersøges, og det uanset om slanger, edderkopper og alt andet kryb ikke lige står højst på favoritlisten.
Kærlig hilsen
Ole C
2000-12-26, Charlotteville, Tobago
Tirsdag den 26. december 2000,
Charlotteville, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´
Find Grappen i Pirate's Bay.
Det ser da idyllisk ud, gør det ikke? Et sejlerparadis. Og til sådan ét hører der som bekendt også en slange. Læs hvad dagbladet Newsday på lederplads skriver om de besøgende lystfartøjer og deres virkning på vandmiljøet, "Anger at Charlotteville," 8. januar 2001.
Eller i Englishman's Bay...
Ole S
21.12.2000
Torsdag den 21. december 2000
Scarborough, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´
Wow, landgang! Op med det medbragte gæsteflag og op/ned med den medbragte — til lejligheden afkølede — Champagne. Immigrationskontoret i Scarborough har lukket om søndagen men myndighederne synes i øvrigt ikke at være specielt nidkære, så vi går i land med højt humør.
Der ligger en halv snes andre sejlbåde for svaj i havnebugten og næsten halvdelen af dem er danske. Godt nok havde vi næppe forventet en ø i isolation, uberørt af turisme, men at dumpe ned i en sand danskerkoloni var nu lidt af en overraskelse. Alt i alt fylder turisterne ellers ikke voldsomt i Scarborough. Badehotellerne er koncentreret på sydvestsiden af øen og af samme årsag er faciliteter for langturssejlere ikke sådan lige tilgængelige på havnefronten. Forventningerne til ferskvandsbad, rent tøj og røde bøffer kan ikke umiddelbart indfries, men derfor kan man jo godt gøre lidt for udseendet alligevel. Den gennemsnitlige Tobagoaner er væsentlig pænere klædt og mere omhyggeligt stylet end en ditto dansker.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Besøget i en frisørsalon er en oplevelse for sig. Her er intet hastværk, hvilket passer os fint.
 |
 |
 |
Ole S
Jesper og Maria fortæller
Caraibien 2001 Tobago til Grenada, Maria & Jesper
Tobago, en oase udenfor verdenssamfundet.
Mødet med denne ø var en uforglemmelig oplevelse, mest i hvordan det simple, afslappede og tilbagelænede kan fylde en hverdag uden at det virker bekymrende.
De første dage tilbragte vi i hovedstaden, Scarborough hvor vi skulle indklarere. Maria havde overtaget rollen som papirkaptajn. På et skib skal der være en der har det formelle overordnede ansvar og som kan stilles til ansvar for besætningen og skibets last. Reelt er vi alle kaptajner men Maria har nu det sidste ord. På det tidspunkt hvor vi tjekkede ind på Tobago, var Maria den yngste og eneste pige ud af vores seks mand besætning. Både her og senere skabte det stor undren og lidt forvirring. Hvordan kunne en pige have kommandoen over fem fuldvoksne mænd. Det gav ofte ingen mening i disse paveskrankers mandeunivers. Men når først øjenbrynene havde lagt sig igen, har det faktisk vist sig at være et rigtig hit med en lyshåret pige som kaptajn.
Det var rart de første dage efter Atlanten, at være i en pulserende by. Gadesælgere, høj lokal musik, med en alt for overdreven bas der fik stenene i fortovet til at vibrere og støvet til at hvirvle selvom det ikke gjorde nogen forskel, i forhold til hvad alle bilerne bidrog med . Det tog lidt tid at vænne sig til de mørke langhårede mennesker der konstant kom flyvende mod en med en knyttet næve og et: ”yo maaan”. To knyttede næver mod hinanden viste sig at være den lokale hilsen. De spisesteder der havde en snært af noget vi genkendte blev invaderet af de danske tropper, men vi havde hurtigt alle en tom fornemmelse, som efter et Mac-attack!
Julen og nytår nærmede sig og dem havde vi besluttet at fejre oppe nordpå. Af andre sejlere havde vi hørt, det var småt og dyrt med indkøbsmulighederne deroppe, så vi blev enige om at proviantere her. Alle fik tildelt nogle arbejdsopgaver og så styrtede vi ellers rundt for at skaffe, til hvad der kunne komme til at dufte af jul. Tobago er stort set kun selvforsynende med de kyllinger der render forstyrret rundt overalt, resten kommer med færge fra Trinidad. Udvalget var derfor småt, det virkede heller ikke som om de på nogen måde havde gjort klar til en dansk jul. Det gjorde vores opgaver en smule mere kompliceret, men folk var utrolig opfindsomme. En seks kilo kalkun fik imidlertid humøret til at stige. Nu håbede vi bare den kunne holde sig rimelig kold to dage, for køleskab var gået i stykker.
Sejlturen til Charlotteville havde vi regnet med at kunne klare som en dagssejlads, da der kun var omkring femogtredive sømil, men store bølger og stærk vind lige imod os gjorde, at vi kun bevægede os én sømil i timen mod målet. Det viste sig at være umuligt og vi fandt en bugt hvor vi overnattede da vi gerne ville anløbe Man-of-war Bay, Charlotteville i dagslys. Vi sejlede tidligt videre næste dag, da det nu var blevet den 23’ende, juledag og en optøet kalkun pressede på.
Det var en fantastisk smuk indsejling og noget af en overraskelse at se at der allerede lå syv til ni danske både. På grund af forsinkelsen fik vi travlt med at gøre klar til næste dag, der var dagen. Det var hyggeligt efter en måned i samvær med de samme mennesker at møde andre ligesindede man kunne diskutere løst og fast med, men det blev der først rigtig tid til efter juledagen.
Vi var nu kommet til rommens land, så der blev drukket rom som i de gode gamle sørøver beretninger. Jeg skulle lave Gløgg og var slet ikke i tvivl om at det skulle være en romgløgg. Et halvt kilo rosiner havde fået lov at suge en flaske rom i et par dage og essensen var lavet på den gode gammeldags måde med hvad vi havde, kanel, ingefær og nelliker. Vi havde kun to ”papper” vin tilbage, så en flaske af den lokale frugtvin røg også i gryden. Til sidst blev det hele smagt til med rom. Det blev en fantastisk god Gløgg som skulle have været en appetitvækker før maden, men endte mere med at være en ”søvnvækker”, for der var lukket og slukket før ti. Men før alle faldt om, nød vi et pragtmåltid der kunne måle sig med ethvert dansk julemåltid. Ris a l’amanden nåede vi desværre aldrig.
Nytårsaften skulle vise sig at blive det helt store danskergilde. En dag efter jul kom Verner, en utrolig rar og lunefuld gut, racende over i sin lille gummibåd. Verner og hans ven Michael har sejlet fra Danmark i Verners lille Spækhugger, der er 23-24 fod. De fortalte at der var fællesmøde på den lokale strandbar omkring et stort nytårsarrangement. Maria og jeg blev sendt fra Grappen og udfaldet blev, efter lidt diskussion omkring forskellige forslag, grillfest på stranden. Os otte der på daværende tidspunkt var ombord skulle stå for fakler og grill. Vi eksperimenterede et par dage i forvejen med bambusfakler, som vi havde hentet i skoven, og resultatet blev helt ok.
Det helt store hit for aftenen var et Steelband der var hyret til at spille et par timer. Seks mand der bevægede sig langsomt rundt i sandet med en rytmisk sans, der vil få en hver stivbenet dansker til at måbe af misundelse. Det var stort, og alle kastede sig da også ud i en eller anden form for vrikken. Når man ind i mellem skulle lade det overskydende øl, og bevægede sig hen af stranden blev man mødt af hundredvis af ildfluer der sværmede i udkanten af regnskoven, der gik helt ned til stranden. Der var ingen tvivl når man stod lidt for sig selv, betragtede omgivelserne og blev lidt filosofisk, dette var et øjeblik man ville huske resten af livet. Så fredfyldt, så idyllisk, så roligt, så harmonisk, næsten for specielt til at prøve at sætte ord på, men hvad gør man ikke for at gøre jer derhjemme lidt misundeligeJ. Tobago er uden tvivl en velbevaret skat, som vi helt sikkert vil vende tilbage til.
Efter nytår ankom Birgitte og Jacob, de var ret groggy de første par dage, men faldt nu hurtig ind i ”livsstilen”. Antallet på båden var steget til ti inklusiv lille Gustav på tre år. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi var lidt maste, men heldigvis kom Marias forældre på besøg og vi forlod båden i en uge for at være sammen med dem. Vi havde glædet os enormt til at de skulle komme, ikke mindst Maria der syntes en jul uden familien var lige på grænsen til det acceptable. Hanne og Jørn, der havde taget tre ugers ferie oven på juleracet, havde i store træk én uge på Tobago med os, én uge på båden og en uge på Grenada. Maria og jeg havde i ugerne før deres ankomst brugt nogle af vores ture rundt på øen til at også at finde steder hvor vi kunne bo sammen. Vi ville gerne gi’ dem nogle specielle oplevelser og havde fundet et par rigtig rare steder at bo. Det mest specielle var et hus i tre niveauer, beliggende på toppen af en klippe helt ud til vandet med udsigt over to bugter. Huset var bygget i hippie stil (be one with nature), sjove farver og væggene ud til havet var kun en meters penge høje, så man følte man lå ude i det fri. Det var vist også lige et sted for Hanne og Jørn, Jørns grålige tone i ansigtet forsvandt i hvert fald hurtigt. Om det var den friske havluft eller halveringen af den daglige nikotin til en enkelt pakke smøger om dagen må stå hen i det uvisse.
Selvom vi nu havde været tre uger på øen, var der en masse vi ikke havde set. Efter Atlantturen havde vi nydt det stille liv i Charlotteville med så uskyldige aktiviteter som afslapning, strandtennis, afslapning, dykning og afslapning. Man kan nogen gange selv blive helt foruroliget over hvor meget ned i tempo man kan gå og om det er muligt at vende tilbage til det hektiske danske liv. Efter fem måneder herude, hvor man efterhånden har lært at tingene ikke går hurtigere end de gør og man bare skal nyde det, er det, at man rigtig kan værtsætte den livsstil vi lever. Man er vant til hjemmefra at vi ”udretter” ting, men her oplever man. Det lyder forfærdeligt, men ind i mellem er vi nød til at tage en dag eller to, som vi kalder ferie fra ferien, hvor man kobler lidt af fra alle de mange indtryk, gemmer sig fra solen og alt tillokkende og kryber ned i ”hullet” under dæk. Vi møder dagligt nye mennesker, kulturer og naturoplevelser, som vi skal forholde os til. Vi oplever uafbrudt ting som folk ville give deres højre arm for at komme i nærheden af bare i glimt. Men vær ikke i tvivl, vi er vanvittig bevidste om hvor priviligerede vi er, men alt har sin pris og vi har også betalt vores for den livsprioritering vi har foretaget.
Hanne og Jørn havde også betalt deres pris. Hundrede kroner pr. mand pr. dag, der er taksten for gaster på Disalagraptus, men så er oplevelserne gratis. Før de påmønstrede nåde vi at udforske Tobago og de fik lov til at smage det søde liv. Det søde liv fortsatte selvfølgelig på båden, men måtte ind i mellem krydres med søsygepiller. Sejlturen fra Tobago til Grenada, der tog et døgns tid, var en prøvelse for de fleste. Søbenene fra Atlanten var vist blevet byttet med et par flasker rom. Lidt vind og nordatlantiske efterdønninger var mere end de fleste kunne klare. Da vi kom i havn forsøgte Hanne at gøre mytteri, idet hun prøvede at overtale Jørn til at forlade skibet i en ruf vending. Men Jørn var ikke sådan at få med, skabene var fulde af god Tobago rom, og det endte da også med at de blev. Der gik heller ikke lang tid før Hanne igen syntes at det var rigtig rart på båden, bare den ikke gyngede. Efter et par dage på Grenada fortsatte båden videre og vi efterlod Hanne og Jørn, der først skulle hjem et par dage senere.
Vi var nu seks kaptajner på båden på vej mod Margarita, hvor vi skulle hente Oles kæreste Tove og Thomas havde, et par uger tidligere end beregnet, valgt at slutte sin tur her. Thomas havde fået for mange oplevelser de sidste fire måneder og ønskede nu mere end noget andet det stressende liv i Grenå.
Mellem Margarita og Grenada stoppede vi på de uberørte Los Testigos øer. Her boede omkring hundrede til tohundrede fiskere. Afskåret og meget isoleret. Uden at vide det kan jeg forestille mig, at det minder om en fangerby i det nordlige Grønland. Selvforsynende med det meste, ingen rindende vand og kun den elektricitet byens hovedgenerator kan præstere. Vi havde kun et par dage på øerne, fordi vi senest skulle anløbe Margarita den første februar, men i den tid vi var der fik vi fisk forærende. De var utrolig venlige, men talte kun spansk og den parlør havde vi ikke fået studeret meget endnu, så kommunikationen var ikke særlig mangfoldig.
Margarita havde vi ingen forventninger til og det var da også bare meningen at vi skulle ”bytte” et par folk, proviantere og få lavet nogle småting på båden. Det havde været umuligt at få nogen reservedele på Tobago, men her var det rimelig godt. Jeg tror vi alle havde en forventning om at vi ville være her en uges tid, men det blev til tre! Stedet vi lå var ikke specielt rart, vandet var ikke til at bade i og der var fugtigt som bare h…… Men nogen gange tager ting tid, man skal vente på det ene og det andet. Det eneste opløftende var at vi lærte folk at kende og på en eller anden underlig måde gjorde det efterhånden stedet mere positivt og interessant. Et amerikansk par, der havde sejlet i syv år, havde ligget her et seks måneder selvom det var meningen de kun skulle have lavet et kort ophold.
Et andet sjovt par var Don og hans kone Jackie. Don var eks. kamphelikopterpilot fra Vietnamkrigen, og Jackie var fra Thailand. Han var næsten tres og hun kun det halve. Efter krigen havde han købt et skib som han sejlede på må og få uden egentlig destination, som han selv sagde: ”I was going nowhere, just away!” Turen var faldet forbi Thailand, som han var ret vild med. Han var blevet gode venner med den lokale betjent i en lille fiskerby. Da han endelig skulle videre en tidlig morgen havde betjentens sekstenårige datter stået på kajen med en pakket taske. De har været sammen lige siden. For fire år siden kom de forbi Margarita. Det skulle også bare have været et hurtigt stop, men nu har han part i den lokale marinabiks og hun har åbnet en lille restaurant tæt på havnen.
I starten talte vi kun bådting med ham, da han var lidt af en ekspert på området og vi jo havde ting der skulle fikses, men som tiden gik kom vi mere og mere ind på livet af dem. Vi kom en del på restauranten, maden var kanon og billig, det samme var øllene der kostede tre kroner. Det var ikke småting han kunne berette, både fra krigen og fra sit omflakkende liv. Som han selv sagde: ”I’m just a bum!” Han savnede Thailand forfærdeligt og var klar til at sejle videre så snart hun blev træt af at køre restauranten. Et gådefuldt par, hvordan de har kunnet finde på at slå sig ned på et så ligegyldigt sted når man har rejst jorden rundt, er og bliver en gåde for os andre.
Endelig oprind dagen hvor vi skulle videre. Målet var Los Roques, der består af firs bittesmå øer. Vi havde kun hørt fantastiske ting om området og glædede os helt vildt til at bruge to til tre uger derude. Sejlturen dertil blev helt fantastisk. Vinden kom ind bagfra, vejret var bare perfekt til sejlads og ingen led af søsyge. Jeg havde nattevagt sammen med først Maria og bagvagt med Birgitte. Det første der mødte mig da jeg kom op i cockpittet var en glædestrålende Maria, der fortalt, så jeg næsten ikke kunne følge med. Morilden i vandet var her helt enorm, det vil sige båden trak et selvlysende spor efter sig og alt hvad der rørte sig i vandet lignede selvlysende objekter. Delfinerne var først kommet og havde lavet det fineste lysshow foran og under båden. Pludselig havde Maria og Ole spottet en stor kuglelignende ting et par hundrede meter fra båden, der havde retning lige mod dem. De havde begge stået med åben mund da lyset under vandet blev større og større jo tættere det kom og til sidst susede det lige under kølen og lyste hele båden op. Et par sekunder senere var det væk. Det har uden tvivl været en stor hval, der har skabt dette fænomen og man kan godt forstå hvordan myter i gamle dage er opstået. En ”one in a lifetime experience” og jeg var godt ærgerlig over at jeg ikke oplevede dette skue.
Birgitte og jeg fik dog også lidt på opleveren. Det var blevet skyfrit, stjernerne var kommet frem og morilden var ikke så tydelig mere. Jeg havde været nede for at sætte en position i kortet og da jeg igen står ved roret siger Birgitte at hun syntes hun havde hørt noget. Vi var vist begge blevet smittet en smule af de andres hvalfeber, så vi spejdede begge en tid til bagbord hvor lyden var kommet fra. Efter et par minutter er vi tilbage i rutinen, da der til styrbord, kun et få meter fra båden lyder et gigantisk PPPHHRRUUUU. Det giver et ordentlig ryk i os begge og Birgitte triller et øjeblik rundt på cockpitgulvet. En fætter af en hval har trukket vejret og ligger nu lige ved siden af båden. I mørket er den svær at se, men vi kan se silhuetten af det der stikker over vandet – den er stor. Der går også kun et øjeblik så er den væk igen.
Leder i Newsday
| "Anger at Charlotteville" Charlotteville, Tobago Den 8. januar var nedenstående artikel at læse på lederplads i Trinidad & Tobago-dagbladet Newsday. Jeg havde købt avisen for at læse lidt om den lokale præsidenvalgskampagne, men blev overrasket over også at finde vores egen situation beskrevet i mindre end flatterende formuleringer. Artiklens indhold blev diskuteret ivrigt de følgende dage. n |
| Copyright ©1999-2003, s/y Disalagraptus, København |
Venezuela
Dage, uger, måneder er gået, tiden ilet, men vi er her endnu på vores lille båd. Vi har besøgt de venezuelanske Andesbjerge, de Hollandske Antiller, der er berømt for sit paradis under vandet, haft båden på land, sejlet til Panama, repareret en fatal motorskade, sejlet gennem Panamakanalen, provianteret til et halvt år og befinder os nu kun én dag fra Galápagos. Her følger højdepunkterne af det der umiddelbart har gjort et indtryk og som ligger øverst i en tætpakket hukommelse.
Vores overordnede sejlrute har fulgt det sydlige Caraibien, så det var kun naturligt at slå et smut forbi Venezuela. Vi besluttede, hvis det var muligt at efterlade Grappen, alle at tage et par uger i Andesbjergene. Vi havde udset os en havneby, der lød interessant hvis nu det ikke var muligt at efterlade båden. Vi havde kun kunnet få information om Puerto Cabello gennem vores rejsebog. Ingen sejlere vi mødte kendte noget særligt til stedet. Vi var heldige at få en af de ledige pladser i en mindre marina og det tegnede godt for vores tur videre i landet.
Efter tre uger på Los Roques havde vi stort set intet rent tøj tilbage, så vi måtte straks have et hold i byen. Det skulle dog blive en større proces, da vi blev kraftigt opfordret til at gå i store grupper, fordi byen var et være bandit sted. Nå - hvor farligt kunne det være, men afsted tog vi alle mand. Taxa chaufføren mumlede og faktede på lidt uforståelig spansk, om at det var vældig farligt. "Mafioso, mafioso!" blev han ved med at sige. Endelig kom vi til vaskeriet i to biler. Her følte vi os et øjeblik sikre og havde regnet med at én eller to skulle blive ved tøjet, mens andre ordnede indkøb. Vi blev gennet ind i vaskeriet, tøjet blev sorteret og så blev vi ellers bedt om at gå igen og komme tilbage halv seks. Vaskerimanden sagde direkte, at han ikke var særlig glad for at vi var der, det var ikke godt for hans helbred. Det var for farligt, ikke mindst for ham. En forbipasserende blev sat til at praje et par taxaer, så vi ikke skulle stå på gaden og flagre, selvom det kun drejede sig om mindre end et minut.
Efter denne oplevelse kørte vi tilbage til båden for at lægge planer, det her gad vi i hvert fald ikke. Spørgsmålet var nu om marinaen var et sikkert sted for båden. Det skulle vise sig at vi var på den grønne gren. Sagen var nemlig den at marinaen var vel bevogtet af vagtmænd med isenkram der får det danske forsvar til at ligne en spejderflok. Havnen var nemlig hjemsted for meget store Bayliners og folk med penge der aldrig nåede offentlige instanser medmindre de kom i brune kuverter. Det heldige for os var, at vi nu var på den rigtige side af "hegnet".
Det var sjovt at iagttage bådene omkring os. De par dage vi var der var dagsmønsteret meget det samme. Et par ældre herre med lidt for meget guld tog på fisketur med et par dertil indkøbte piger. Sidst på dagen kom de tilbage, pigerne forsvandt og et par flasker Black Label blev kvalt. Hen under aften indfandt sig et nyt hold piger og der blev danset, strippet med mere på kajen og bådene. Vi blev også budt med, men takkede pænt nej tak. Pigerne hos os var dog med på en kigger gennem agterkatytsvinduerne.
Vi fangede en af "de ældre herrer" en tidlig morgen før cirkusset startede og udbredte vores bekymring for stedet, men han forsikrede os at båden var sikker her, men han ville sørge for at der blev kikket en ekstra gang efter vores båd, mens vi var væk. Så vi tog gladeligt til Merida med forvisning om at Mafioso 1 og 2 passede på båden. At være en del af inderkredsen var på en underlig måde lidt okay, sålænge det bare gjaldt sikkerheden omkring båden.
Merida i Andesbjergene var en dejlig forandring. Vejret var behageligt, naturen smuk og menneskerne venlige og meget mere tilgængelige end hvad vi var vandt til. Merida er Venezuelas største universitetsby med 40.000 studerende og det bære byen kraftigt præg af. Vi lejede os alle ind på samme sted og aftalte at tage derfra to uger senere. Ellers var det op til hver især hvad man gad. Vi brugte en del tid på at slappe af og nyde fastlandet uden vippene grund. Der var et hav af turmuligheder herfra, rigtig mange af fysisk karakter, som for os trak meget efter lang tid på vandet og ophold på meget små øer. Maria og jeg havde besøgt Venezuela for to år siden, så vi kunne denne gang tage os tid til ting som vi ikke nåede sidst. Vi droppede en firedags dyre-/naturtur, som de andre tog. Vi havde lavet en lignende tur sidst og prøvede også at spare en smule på moneterne. De første dage lavede vi et par ting sammen, vi havde blandt andet en god cykeltur på Toves fødselsdag. Vi cyklede tyve kilometer op i bjergene til nogle varme kilder, der desværre ikke var noget hit, fordi de lokale havde invaderet stedet med øl og musik. I stedet indtog vi en dejlig medbragt frokost på en bjergmark. Det var en hård tur for en flok dæksmatroser, men det lykkedes alligevel at få en efterfølgende hyggelig aften, hvor Tove inviterede på restaurant og vi sluttede af på det for hårdeste disk. Vi er meget interesseret i de lokale skikke og måtte selvfølgelig også have et par stykker af deres lokale La Bumba'er. En L.B. består af tre øl, Grenadine og en god sjat ubestemmelig alkohol. Det hele serveres i en urtepotte lignende spand med sugerør. Det var meningen at vi skulle have været på vandretur næste dag, men indså hurtigt at det var urealistisk. Vi var blevet ret bidt af det med at cykle i bjergene og lavede derfor en arrangeret tur, hvor vi blev kørt halvfjerds kilometer op i bjergene, op til 4.600 meter. Herfra gik turen i rasende fart nedad. Det var faktisk meningen at vi skulle have fortsat et par kilometer op, til et udsigtspunkt, men vi fandt hurtigt ud af hvorfor bjergbestigere bruger ilt til at nå deres mål. Det var en stor oplevelse af passere alle de små lokalsamfund på vej tilbage. Vi prøvesmagte deres lokale brombærvin ved en vejbod og købte glas med friskpillet hvidløg. De dyrkede de dejligste urter overalt og de varierende dufte skiftede på vej ned af bjerget. En anden tur vi tog var canyon'ing. Man kravler, bestiger en kløft op gennem vandmasserne, hvorefter man til sidst rapelle ned igen. Vi havde forstået at man gik langs bredden af vandet og vandfaldene på vej op, mens man nød naturen, og nedturen var den lidt mere våde og vovede. Det skal siges at turen var fantastisk og sårene skal da nok hele igen, men når guiden starter med ordene: "If you die, I have no responsibility", kan man ikke undgå at fremstamme et lille, "hhm!" Det viste sig at være lige på og hårdt. På med seler og reb, og så ellers den direkte vej op gennem strømmen. Der var fire niveauer med efterfølgende vandfald på ti til tredive meter. Vandet var iskoldt og klipperne glatte. Én efter én fik vi besteget vandfaldene og efter et par timer var vi på toppen. Det havde været en kamp og en italiener der var med, havde virkelig modtaget klippernes velsignelse. Han var ved højt humør og vi kunne ikke lade være med at grine af den overraskende krævende optur og alle hans røde mærker. Vi kom helskindet ned, men det var noget af en adrenalintur, der sad i benene mange dage senere.
Til alle store kaffedrikkere skal det lige siges at kaffen her var i særklasse. At sove lidt halvlænge, tage et varmt bad med efterfølgende varme croissanter, kaffe og dagens Daily News på byens hyggelige torv, var bare i orden. Det kunne næsten få os til at tro, at vi var i København på en god sommerdag. Merida var som sagt et fantastisk sted og et velfortjent pusterum for os, så det var næsten med vemod at vi tog natbussen tilbage til båden.
Grappen lå hvor vi havde efterladt hende, uberørt men med et tykt lag skidt. Et par andre sejlere er lå i marinaen sagde at her havde været roligt lige bortset fra en gut der var blevet plaffet ned af politiet på stranden tohundrede meter fra båden. Nå jo… og så var der en tyv der var blevet jagtet af en hord lokale og måtte søge tilflugt i havnebassinet indtil politiet hentede ham. Vi rejste videre næste morgen efter at have provianteret lidt dåser og grønt.