Jesper og Maria fortæller
Caraibien 2001 Tobago til Grenada, Maria & Jesper
Tobago, en oase udenfor verdenssamfundet.
Mødet med denne ø var en uforglemmelig oplevelse, mest i hvordan det simple, afslappede og tilbagelænede kan fylde en hverdag uden at det virker bekymrende.
De første dage tilbragte vi i hovedstaden, Scarborough hvor vi skulle indklarere. Maria havde overtaget rollen som papirkaptajn. På et skib skal der være en der har det formelle overordnede ansvar og som kan stilles til ansvar for besætningen og skibets last. Reelt er vi alle kaptajner men Maria har nu det sidste ord. På det tidspunkt hvor vi tjekkede ind på Tobago, var Maria den yngste og eneste pige ud af vores seks mand besætning. Både her og senere skabte det stor undren og lidt forvirring. Hvordan kunne en pige have kommandoen over fem fuldvoksne mænd. Det gav ofte ingen mening i disse paveskrankers mandeunivers. Men når først øjenbrynene havde lagt sig igen, har det faktisk vist sig at være et rigtig hit med en lyshåret pige som kaptajn.
Det var rart de første dage efter Atlanten, at være i en pulserende by. Gadesælgere, høj lokal musik, med en alt for overdreven bas der fik stenene i fortovet til at vibrere og støvet til at hvirvle selvom det ikke gjorde nogen forskel, i forhold til hvad alle bilerne bidrog med . Det tog lidt tid at vænne sig til de mørke langhårede mennesker der konstant kom flyvende mod en med en knyttet næve og et: ”yo maaan”. To knyttede næver mod hinanden viste sig at være den lokale hilsen. De spisesteder der havde en snært af noget vi genkendte blev invaderet af de danske tropper, men vi havde hurtigt alle en tom fornemmelse, som efter et Mac-attack!
Julen og nytår nærmede sig og dem havde vi besluttet at fejre oppe nordpå. Af andre sejlere havde vi hørt, det var småt og dyrt med indkøbsmulighederne deroppe, så vi blev enige om at proviantere her. Alle fik tildelt nogle arbejdsopgaver og så styrtede vi ellers rundt for at skaffe, til hvad der kunne komme til at dufte af jul. Tobago er stort set kun selvforsynende med de kyllinger der render forstyrret rundt overalt, resten kommer med færge fra Trinidad. Udvalget var derfor småt, det virkede heller ikke som om de på nogen måde havde gjort klar til en dansk jul. Det gjorde vores opgaver en smule mere kompliceret, men folk var utrolig opfindsomme. En seks kilo kalkun fik imidlertid humøret til at stige. Nu håbede vi bare den kunne holde sig rimelig kold to dage, for køleskab var gået i stykker.
Sejlturen til Charlotteville havde vi regnet med at kunne klare som en dagssejlads, da der kun var omkring femogtredive sømil, men store bølger og stærk vind lige imod os gjorde, at vi kun bevægede os én sømil i timen mod målet. Det viste sig at være umuligt og vi fandt en bugt hvor vi overnattede da vi gerne ville anløbe Man-of-war Bay, Charlotteville i dagslys. Vi sejlede tidligt videre næste dag, da det nu var blevet den 23’ende, juledag og en optøet kalkun pressede på.
Det var en fantastisk smuk indsejling og noget af en overraskelse at se at der allerede lå syv til ni danske både. På grund af forsinkelsen fik vi travlt med at gøre klar til næste dag, der var dagen. Det var hyggeligt efter en måned i samvær med de samme mennesker at møde andre ligesindede man kunne diskutere løst og fast med, men det blev der først rigtig tid til efter juledagen.
Vi var nu kommet til rommens land, så der blev drukket rom som i de gode gamle sørøver beretninger. Jeg skulle lave Gløgg og var slet ikke i tvivl om at det skulle være en romgløgg. Et halvt kilo rosiner havde fået lov at suge en flaske rom i et par dage og essensen var lavet på den gode gammeldags måde med hvad vi havde, kanel, ingefær og nelliker. Vi havde kun to ”papper” vin tilbage, så en flaske af den lokale frugtvin røg også i gryden. Til sidst blev det hele smagt til med rom. Det blev en fantastisk god Gløgg som skulle have været en appetitvækker før maden, men endte mere med at være en ”søvnvækker”, for der var lukket og slukket før ti. Men før alle faldt om, nød vi et pragtmåltid der kunne måle sig med ethvert dansk julemåltid. Ris a l’amanden nåede vi desværre aldrig.
Nytårsaften skulle vise sig at blive det helt store danskergilde. En dag efter jul kom Verner, en utrolig rar og lunefuld gut, racende over i sin lille gummibåd. Verner og hans ven Michael har sejlet fra Danmark i Verners lille Spækhugger, der er 23-24 fod. De fortalte at der var fællesmøde på den lokale strandbar omkring et stort nytårsarrangement. Maria og jeg blev sendt fra Grappen og udfaldet blev, efter lidt diskussion omkring forskellige forslag, grillfest på stranden. Os otte der på daværende tidspunkt var ombord skulle stå for fakler og grill. Vi eksperimenterede et par dage i forvejen med bambusfakler, som vi havde hentet i skoven, og resultatet blev helt ok.
Det helt store hit for aftenen var et Steelband der var hyret til at spille et par timer. Seks mand der bevægede sig langsomt rundt i sandet med en rytmisk sans, der vil få en hver stivbenet dansker til at måbe af misundelse. Det var stort, og alle kastede sig da også ud i en eller anden form for vrikken. Når man ind i mellem skulle lade det overskydende øl, og bevægede sig hen af stranden blev man mødt af hundredvis af ildfluer der sværmede i udkanten af regnskoven, der gik helt ned til stranden. Der var ingen tvivl når man stod lidt for sig selv, betragtede omgivelserne og blev lidt filosofisk, dette var et øjeblik man ville huske resten af livet. Så fredfyldt, så idyllisk, så roligt, så harmonisk, næsten for specielt til at prøve at sætte ord på, men hvad gør man ikke for at gøre jer derhjemme lidt misundeligeJ. Tobago er uden tvivl en velbevaret skat, som vi helt sikkert vil vende tilbage til.
Efter nytår ankom Birgitte og Jacob, de var ret groggy de første par dage, men faldt nu hurtig ind i ”livsstilen”. Antallet på båden var steget til ti inklusiv lille Gustav på tre år. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi var lidt maste, men heldigvis kom Marias forældre på besøg og vi forlod båden i en uge for at være sammen med dem. Vi havde glædet os enormt til at de skulle komme, ikke mindst Maria der syntes en jul uden familien var lige på grænsen til det acceptable. Hanne og Jørn, der havde taget tre ugers ferie oven på juleracet, havde i store træk én uge på Tobago med os, én uge på båden og en uge på Grenada. Maria og jeg havde i ugerne før deres ankomst brugt nogle af vores ture rundt på øen til at også at finde steder hvor vi kunne bo sammen. Vi ville gerne gi’ dem nogle specielle oplevelser og havde fundet et par rigtig rare steder at bo. Det mest specielle var et hus i tre niveauer, beliggende på toppen af en klippe helt ud til vandet med udsigt over to bugter. Huset var bygget i hippie stil (be one with nature), sjove farver og væggene ud til havet var kun en meters penge høje, så man følte man lå ude i det fri. Det var vist også lige et sted for Hanne og Jørn, Jørns grålige tone i ansigtet forsvandt i hvert fald hurtigt. Om det var den friske havluft eller halveringen af den daglige nikotin til en enkelt pakke smøger om dagen må stå hen i det uvisse.
Selvom vi nu havde været tre uger på øen, var der en masse vi ikke havde set. Efter Atlantturen havde vi nydt det stille liv i Charlotteville med så uskyldige aktiviteter som afslapning, strandtennis, afslapning, dykning og afslapning. Man kan nogen gange selv blive helt foruroliget over hvor meget ned i tempo man kan gå og om det er muligt at vende tilbage til det hektiske danske liv. Efter fem måneder herude, hvor man efterhånden har lært at tingene ikke går hurtigere end de gør og man bare skal nyde det, er det, at man rigtig kan værtsætte den livsstil vi lever. Man er vant til hjemmefra at vi ”udretter” ting, men her oplever man. Det lyder forfærdeligt, men ind i mellem er vi nød til at tage en dag eller to, som vi kalder ferie fra ferien, hvor man kobler lidt af fra alle de mange indtryk, gemmer sig fra solen og alt tillokkende og kryber ned i ”hullet” under dæk. Vi møder dagligt nye mennesker, kulturer og naturoplevelser, som vi skal forholde os til. Vi oplever uafbrudt ting som folk ville give deres højre arm for at komme i nærheden af bare i glimt. Men vær ikke i tvivl, vi er vanvittig bevidste om hvor priviligerede vi er, men alt har sin pris og vi har også betalt vores for den livsprioritering vi har foretaget.
Hanne og Jørn havde også betalt deres pris. Hundrede kroner pr. mand pr. dag, der er taksten for gaster på Disalagraptus, men så er oplevelserne gratis. Før de påmønstrede nåde vi at udforske Tobago og de fik lov til at smage det søde liv. Det søde liv fortsatte selvfølgelig på båden, men måtte ind i mellem krydres med søsygepiller. Sejlturen fra Tobago til Grenada, der tog et døgns tid, var en prøvelse for de fleste. Søbenene fra Atlanten var vist blevet byttet med et par flasker rom. Lidt vind og nordatlantiske efterdønninger var mere end de fleste kunne klare. Da vi kom i havn forsøgte Hanne at gøre mytteri, idet hun prøvede at overtale Jørn til at forlade skibet i en ruf vending. Men Jørn var ikke sådan at få med, skabene var fulde af god Tobago rom, og det endte da også med at de blev. Der gik heller ikke lang tid før Hanne igen syntes at det var rigtig rart på båden, bare den ikke gyngede. Efter et par dage på Grenada fortsatte båden videre og vi efterlod Hanne og Jørn, der først skulle hjem et par dage senere.
Vi var nu seks kaptajner på båden på vej mod Margarita, hvor vi skulle hente Oles kæreste Tove og Thomas havde, et par uger tidligere end beregnet, valgt at slutte sin tur her. Thomas havde fået for mange oplevelser de sidste fire måneder og ønskede nu mere end noget andet det stressende liv i Grenå.
Mellem Margarita og Grenada stoppede vi på de uberørte Los Testigos øer. Her boede omkring hundrede til tohundrede fiskere. Afskåret og meget isoleret. Uden at vide det kan jeg forestille mig, at det minder om en fangerby i det nordlige Grønland. Selvforsynende med det meste, ingen rindende vand og kun den elektricitet byens hovedgenerator kan præstere. Vi havde kun et par dage på øerne, fordi vi senest skulle anløbe Margarita den første februar, men i den tid vi var der fik vi fisk forærende. De var utrolig venlige, men talte kun spansk og den parlør havde vi ikke fået studeret meget endnu, så kommunikationen var ikke særlig mangfoldig.
Margarita havde vi ingen forventninger til og det var da også bare meningen at vi skulle ”bytte” et par folk, proviantere og få lavet nogle småting på båden. Det havde været umuligt at få nogen reservedele på Tobago, men her var det rimelig godt. Jeg tror vi alle havde en forventning om at vi ville være her en uges tid, men det blev til tre! Stedet vi lå var ikke specielt rart, vandet var ikke til at bade i og der var fugtigt som bare h…… Men nogen gange tager ting tid, man skal vente på det ene og det andet. Det eneste opløftende var at vi lærte folk at kende og på en eller anden underlig måde gjorde det efterhånden stedet mere positivt og interessant. Et amerikansk par, der havde sejlet i syv år, havde ligget her et seks måneder selvom det var meningen de kun skulle have lavet et kort ophold.
Et andet sjovt par var Don og hans kone Jackie. Don var eks. kamphelikopterpilot fra Vietnamkrigen, og Jackie var fra Thailand. Han var næsten tres og hun kun det halve. Efter krigen havde han købt et skib som han sejlede på må og få uden egentlig destination, som han selv sagde: ”I was going nowhere, just away!” Turen var faldet forbi Thailand, som han var ret vild med. Han var blevet gode venner med den lokale betjent i en lille fiskerby. Da han endelig skulle videre en tidlig morgen havde betjentens sekstenårige datter stået på kajen med en pakket taske. De har været sammen lige siden. For fire år siden kom de forbi Margarita. Det skulle også bare have været et hurtigt stop, men nu har han part i den lokale marinabiks og hun har åbnet en lille restaurant tæt på havnen.
I starten talte vi kun bådting med ham, da han var lidt af en ekspert på området og vi jo havde ting der skulle fikses, men som tiden gik kom vi mere og mere ind på livet af dem. Vi kom en del på restauranten, maden var kanon og billig, det samme var øllene der kostede tre kroner. Det var ikke småting han kunne berette, både fra krigen og fra sit omflakkende liv. Som han selv sagde: ”I’m just a bum!” Han savnede Thailand forfærdeligt og var klar til at sejle videre så snart hun blev træt af at køre restauranten. Et gådefuldt par, hvordan de har kunnet finde på at slå sig ned på et så ligegyldigt sted når man har rejst jorden rundt, er og bliver en gåde for os andre.
Endelig oprind dagen hvor vi skulle videre. Målet var Los Roques, der består af firs bittesmå øer. Vi havde kun hørt fantastiske ting om området og glædede os helt vildt til at bruge to til tre uger derude. Sejlturen dertil blev helt fantastisk. Vinden kom ind bagfra, vejret var bare perfekt til sejlads og ingen led af søsyge. Jeg havde nattevagt sammen med først Maria og bagvagt med Birgitte. Det første der mødte mig da jeg kom op i cockpittet var en glædestrålende Maria, der fortalt, så jeg næsten ikke kunne følge med. Morilden i vandet var her helt enorm, det vil sige båden trak et selvlysende spor efter sig og alt hvad der rørte sig i vandet lignede selvlysende objekter. Delfinerne var først kommet og havde lavet det fineste lysshow foran og under båden. Pludselig havde Maria og Ole spottet en stor kuglelignende ting et par hundrede meter fra båden, der havde retning lige mod dem. De havde begge stået med åben mund da lyset under vandet blev større og større jo tættere det kom og til sidst susede det lige under kølen og lyste hele båden op. Et par sekunder senere var det væk. Det har uden tvivl været en stor hval, der har skabt dette fænomen og man kan godt forstå hvordan myter i gamle dage er opstået. En ”one in a lifetime experience” og jeg var godt ærgerlig over at jeg ikke oplevede dette skue.
Birgitte og jeg fik dog også lidt på opleveren. Det var blevet skyfrit, stjernerne var kommet frem og morilden var ikke så tydelig mere. Jeg havde været nede for at sætte en position i kortet og da jeg igen står ved roret siger Birgitte at hun syntes hun havde hørt noget. Vi var vist begge blevet smittet en smule af de andres hvalfeber, så vi spejdede begge en tid til bagbord hvor lyden var kommet fra. Efter et par minutter er vi tilbage i rutinen, da der til styrbord, kun et få meter fra båden lyder et gigantisk PPPHHRRUUUU. Det giver et ordentlig ryk i os begge og Birgitte triller et øjeblik rundt på cockpitgulvet. En fætter af en hval har trukket vejret og ligger nu lige ved siden af båden. I mørket er den svær at se, men vi kan se silhuetten af det der stikker over vandet – den er stor. Der går også kun et øjeblik så er den væk igen.