Endelig finder jeg lidt ro til at skrive et par ord. Men intet nyt er godt nyt i denne forbindelse. Der er sket mangt og meget siden jeg forlod Danmark, så meget at I må have historierne fra den smukke by La Coruña i nord Spanien til gode, på samme måde må vi gemme historierne fra Lisabon, den golde ø Porto Santo, den frodige og vidunderlig smukke Madeira, turisternes Grand Canaria. Turen over Atlanten er et kapitel for sig som også må vente — en ørkenvandring på havet, dette hav er uforståligt stort, at sejle 14 døgn og stadig mangle halvdelen er ubegribeligt når man først er kommet i land igen. Men øjeblikkene med delfinerne, blåhvalen, havskildpadderne, guldmakreller er hvad der forbliver i min bevisthed.
Stedet er Tobago i det sydøstlige Caraibien og har været det den sidste måneds tid. Disalagraptus ligger i en total beskyttet bugt for anker, et sandt bid af paradis. Vi er blevet mødt med en venlighed udover det sædvanlige, en hjælpsomhed som så mange andre steder kun udføres for den økonomiske vindings skyld – men det er som om det ligger meget dybt i tobagoanernes kultur at hjælpe hinanden og andre mennesker – og det er uanset om man er fremmed og hvid eller sort og lokal. Der er en fascinerende godhed der må være skabt af kærlighed til livet og hinanden, disse menneskers livsbenzin er hjælpsomheden, glæden og kærligheden. De er selv meget beviste om denne væremåde og er endvidere også meget stolte af den, og tillige ligger der ingen foragt for den vestlige kultur - det er storsind, og giver stof til eftertanke. Og tid til eftertanke er der nok af mellem de daglige snorkel dyk i det krystalklare vand med de hundredevis af farvestrålende fisk og koraler. Det er en ny verden for mig som jeg suges ind i af nysgerrighed, beundring og en vis portion respekt for det fremmed – jeg har det lidt som da jeg i mine drengeår første gang så de norske fjeldes massive skønhed og råhed. Det rart at være dreng igen, det eneste jeg skal er at lege og gøre det jeg allermest har lyst til.
Ups, nu er der gået en uge siden sidst sad og skrev lidt, tiden løber afsted. Disalagraptus ligger stadig tryg og sikker på Tobago, dog har vi været en lille tur nede langs kysten, for at besøge nogle små palmestrande. Det bliver ikke bedre end dette, vi kan rejse endnu tusinde sømil, men bedre strand og vand finder vi ikke. At stå op om morgenen og tage en dykkertur mellem fisk og koraller i alverdens farver, lege med enorme fiskestimer . Når er et par stykker kan man drive dem som en flok får gennem vandet og når man dykker ned i flokken dannes der en tunnel man kan svømme i gennem. Svørmmeturen afsluttes med en tur på stranden, hvor saltvandet skylles af i en ferskvandskilde. En kokosnød hentes ned med en kæmpe bambus og flækkes dog med stort besvær. Den bast dyne som indhylder selve nødden og så sej at man lige pludselig kan forstå at de mange kokostæpper, der blev smækket på gulvene i et vilkårligt parcelhus fra 70 erne endnu er langt fra at være opslitte. Båden er nu tilbage i Charlotteville, hvor det er lidt nemmere at få hentet vand og købt ind til aftensmaden.
Lys og mørke er ca. delt lige, og da man er meget afhængig af lyset, falder man stille og roligt ind i solens rytme mens man er i land. Hvad dagen i øvrigt hedder og hvad klokken har slået er langt fra interessant og har ikke været det længe, kun vagtskiftene over Atlanten faldt på urets slag. Tidens stramme bånd fra derhjemme opløses forbavsende let, og efterlader kun spor i eftertænksomhedens tilbageblik. Den er ej sat i stå men den går bare mere på må og få, et par langsomme tik og et roligt tak. Jeg ser på ingen måde tilbage med gru på det danske tidsforbrug, jeg tror det er ganske godt at skifte en gang i mellem, og på den måde komme tættere på tidens mærkværdige størrelse.
Når vi følger lysets rytme betyder det at vi sover så meget at vi er begyndt at få ondt i ryggen. Men hvad skal man lave når det er mørkt andet at se på stjernehimlen, månen og planeterne – diskutere i stearinlysets skær og måske forsøge at kæmpe sig videre i den nu så spændende bog, man har fået begyndt på tidligere på dagen, fordi det ellers så krystalklare vand var lidt mere grumset end hvad man vil lade sig byde. Eller sende søde tanker hjem til alle jer der hjemme. Joh vi har også vores problemer her ude på Tobago.
Thomas spurgte mig i går hvorfor jeg havde valgt at tage af sted et helt år, det er lang tid og der skal gives slip på så mange ting der hjemme. Det er naturligvis noget jeg har tænkt meget over både inden jeg tog af sted fra Danmark men også her ude. Jeg har hele tiden været klar over at det er lige så meget en rejse i mig selv, som det at opleve de steder jeg når frem til. Men hvorfor rejse fysisk når det er en rejse i ens indre som er drivkraften – det er i grunden meget banalt, fordi man lærer sig selv at kende i gennem andre mennesker, kulturer og nye udfordringer, og ikke kun ved at se ind ad.
I de kommende dage skal Tobagos regnskov med et inferno af dyreliv undersøges, og det uanset om slanger, edderkopper og alt andet kryb ikke lige står højst på favoritlisten.
Kærlig hilsen
Ole C