"Tattooville"

"Tattooville", Marquésas

<< Tilbage til Hiva Oa

Vi lå for anker i en lille dejlig bugt lige lidt for langt væk fra Tattooville til, at vores egen dinghy ville kunne klare turen. En af grundene til, at vi ikke lå for anker i Tattooville var, at der var stenbund, og det kan man ikke ankre på.

Vi troede i vores naivitet, at der var en vej, som kunne få os på gåben derover, men nej, sådan er det ikke allevegne i verden og især ikke på små øer. Det gik op for os, at befolkningen transporterede sig med pirog, (en lang slank båd med en vinge på den ene side og en 75 hestes påhængsmotor) når de skulle have friske varer eller ind til byen. Hvad gør en halv besætning så, som gerne vil have en tattoo hos en helt speciel kunstner der bor i nabobyen? De fedter sig ind hos den store tomastede amerikaner, som lå lige ved siden af. Han havde nemlig en STOR dinghy, og en 25 hestes påhængsmotor. Efter en tur i bugten med amerikaneren, hvor vi sejlede med delfiner (en ret vild tur, hvor de kom så tæt på båden, at vi næsten kunne røre dem) sagde han: "Yes, let's go to Tattooville" og siden har den heddet det.

Vi blev på turen glad for, at vi ikke var sejlet derover i egen båd med fire heste, for det var rimeligt rough, da vi kom ud af bugten. En flot tur, helt tæt på de meget stejle klipper, hvor vandet kom hvidsprøjtende tilbage i det jadegrønne vand, efter at have ramt klippen. Tattooville var ret sød, og vil så blive livslangt husket for det mærke, som havdelen af besætningen fik for livstid. Jeg må indrømme, at de er ret flotte. De er meget simple, og enkelt lavet. Maria, Jesper og Ole kom hver med ønsker om tegn og motiver, og der blev tegnet på deres kroppe. Det tog de hjem med, og sov på. Dagen efter havde de en tid kl. 9 om morgenen. Det var meget de turde, for det var søndag, og der havde været fest i byen hele natten. "Kunstneren Felix Fii", blev vækket af dem, men de beretter, at hans hænder ikke rystede, da han førte den gamle elektriske shaver. En shaver lig den min far havde i 70'erne, var blevet lavet om til nåleholder eller noget der på en eller anden måde udføre arbejdet. Tatoveringerne er sorte, og farven er helt almindelig kuglepenneblæk. Nålen blev blot dyppet i en lille sort "sø" af dette made in Germany. Det er nogle smukke tattoos, og de er forbundet med megen personlighed. Der er ikke nogle af de tre, der ville have gjort det på nogen anden måde og ej heller et andet sted. Det eneste uheldige ved disse kropsprydninger var, at det i en uge var forbudt at bade eller få vand på det sted, hvor tattoosne sad. Det er svært på en båd, og det er endnu mere svært, når man ligger i en bugt, hvor der kan snorkles med nogle af verdens smukkeste fisk. Jacob så en haj på en af sine ture, og egentlig var jeg meget glad for, at det ikke var sammen med mig. Det havde jeg s'gu nok ikke holdt ud. Maria var lidt for nysgerrig, så hun fik sin søde kæreste Jesper til at tage hende med på tour. Det så nogenlunde således ud: sammen tog de afsted i dinghyen med motor på. Maria lå så med hoved og overkrop ud over den ene ponton, ja og r.... i vejret. På hovedet sad masken med snorkel, hvilket så gav hende adgang til livet under vandoverfladen. Jesper parerede så kørselsretning, hen hvor der var noget interessant. Der blev suset fra den ene ende af bugten til den anden, men det var helt sikkert at Maria fik eftermiddagens oplevelse. Hun beviste ovenikøbet som den eneste, at der kan snorkles med en nylavet tattoo.

Lawrence og Ruth som hans kone hedder har virkelig været et sødt bekendtskab. De er som næsten alle andre sejlere på vores forældres alder. De har selv en 65 fods mahogni båd, og har sejlet rundt i 10 år. Det er deres hjem, og den er kæmpe stor, og de har alt det, vi ikke har f.eks. vaskemaskine, fryser og et motorrum med værksted. Drengene lyste i deres øjne, da de havde været på rundvisning på "Moonfire" som hun hedder. Tænk at have et værksted på sin båd! Ja, det har vi ikke, så da ankerspillet atter blev splittet i atomer, var hele salonen og cockpittet værksted. Det må her konstateres, at et værksted ville være fedt.

En aften blev vi inviteret på hjemmelavet bananis hos dem, og for et kort øjeblik kunne Magasins Bravissimo is godt pakke sammen. Skønt var det, at den blev serveret foran fjerneren, hvor der blev vist en video fra Moonfires tur i Alaska. En tur, hvor de havde haft et filmhold ombord, som filmede hvaler, og dyrelivet omkring båden. En rigtig flot film, som virkelig gav os lyst til at tage til Alaska.

Lawrence har siden været os meget behjælpelig med det førnævnte ankerspil. Han er utrolig på fingrene, og har SÅ meget udstyr og værktøj — der er virkelig mange meget hjælpsomme yathier.

Vi forlod Tauhatta lige før solnedgang, og havde en nats sejlads foran os. Solen gik ned, og jeg elsker når den vælger at gøre det smukt. Jeg får til tider en stemning af lykke og tristhed i mit sind ved disse solnedgange, sådan var det i hvert fald denne aften.

Ankomst til Fatu Hiva

Rejsebeskrivelser

Fatu Hiva kunne skimtes i solnedgangen, men det var først næste morgen, ved solopgang at vi kunne snige os ind mellem de tårnhøje lodrette bjergsider, der står som kæmpe monumenter når man kommer udefra. Øen er 10 mil lang og 3 bred, men én kilometer høj. Her er utrolig frodigt, grønt over det hele og palmerne giver ikke op på den hårde sten her i Hanavave bugten. Efter at båden er lagt vel tilrette, indtager vi et velfortjent og velfornøjet morgenmåltid. Det er skønt at båden igen ligger stille. Man kan ikke lade være med at betragte dette skue, der bliver mere og mere fantastisk i takt med solens opstigen. Troles Kløvedal beskriver selv samme bugt i "Hvad sang sirenerne", hvor han fortæller at en gammel sømand har fortalt ham at dette er verdens smukkeste sted. Han fortæller aldrig selv hvad han føler og man kan godt forstå ham, det er meget svært at skulle udråbe noget til verdens smukkest, men tanken om at den gamle sømand har ret, er meget nær.

Vi er ankommet på den franske nationaldag og det betyder fest, underholdning og dyre papvin. Grillen var tændt og de ellers kun fiske spisende marquesianere havde disket op med kylling og steak. Ved siden af grillen sad tre velvoksne veltrænede mænd, i bar overkrop med store tatoveringer og skrællede kartofler til de bedste pommes fritter, der længe var gledet ned i løgnhalsen. Vi havde ingen lokalpenge, så de i forvejen dyre priser fik endnu et hak opad på grund af en uhyrlig vekslekurs. Den usleste papvin kostede 60,- kroner, men vi havde heldigvis taget vores fantastiske 12,- kroners papvin med, så her sparede vi lidt. Mens vi spiste var der spændende dans. Der var ikke så mange tilskuere, fordi de fleste var med i løjerne. Udover os var der 8-10 andre sejlere. Der er to byer på Fatu Hiva, hvor denne var den lille med 150-200 indbyggere.

Vi blev på Fatu Hiva og udforskede i 8-10 dage. Det er her Thor Heyerdahl i 30'erne kun 22 år gammel, sammen med sin kone Liv, bosætter sig i ét år. Senere vender han tilbage med sit sivskib Kontiki for at bevise at man kunne drive fra Sydamerika til Polynesien og på den måde fastslå hvor polynesierne stammer fra. Han har lavet mange spændende betragtninger herudefra, men bliver ikke altid taget lige seriøst af den videnskabelige garde rundt om i verden.

Controller Bay

Controller Bay, Marquésas

<< Tilbage til "Tattooville"

Næste morgen sejlede vi ind i Controller Bay, som byen Taipivai ligger ved. Vi gik senere en tur op til byen, for at ringe hjem. Telefonboksen lå lige overfor klinikken, hvor byens mandlige sygeplejerske boede. Han var fransk og hed Bruno. Han blev et rigtig spændende bekendtskab, både rent sundhedsmæssigt, men også med oplysninger om Fransk Polynesien, som længe havde været en mangelvare. Der gik nogle dage før vi egentlig fandt ud af, at han talte vældig godt engelsk. Han havde meget ydmygt fortalt, at hans engelske var dårligt, hvilket vi kom til at tage for givet, da det ofte er det, når vi har med franskmænd at gøre. Det var lidt af en tilfældighed, at vi kom i snak med ham. Han stod en formiddag foran en af byens beboere, som har en købmand, hvor vi skulle have noget vand til en lang gåtur, vi var på vej ud på. Han begyndte der at fortælle lidt om de seværdigheder der var på øen, og dem vidste han selvfølgelig en del om. Vi havde lidt travlt, da vi var på vej op til nordsiden af øen, og klokken var 10.30.

Rigtige Grapper kommer ikke ud af døren tidligt! Han ønskede os held med at finde et transportmiddel, for ellers ville det blive en lang tur. Vi gik og gik, og der kom så mange biler den modsatte vej, at vi til sidst tænkte, at der måtte foregå noget et eller andet sted på øen, som folk skulle til. Da der til sidst kom endnu en Toyota pick up med ladet fyldt med folk, og en kæmpe religiøs figur var vi ikke længere i tvivl. Der foregik selvfølgelig et eller andet religiøst et sted, og det var i modsatte retning af, hvor vi skulle hen! Vi travede derfor lige 12 km over en bjergkam, og det eneste fortrøstningsfulde over det var, at det var en rigtig smuk tur. Det ene lange "vandglid" efter det andet dukkede op ovre på den anden side af dalen. Den sidste del af turen ned mod nordkysten var helt fantastisk. To bugte med klippeformationer der lignede spidse sukkertoppe (dog ikke hvide), mødte vores øjne, da vi stod på toppen. Vi fik et lift de sidste to km ned mod en pae pae, som er en gammel ofrings/festivalsplads. Der stod vi af, og så endnu et stort område med sorte sten, pænt ordnet i bunker. Når jeg skriver det sådan, så er det fordi, det er så svært at finde ud af, hvad der er hvad. Vi er nu ikke længere i tvivl om, hvad de har brugt pladserne til, men der er ikke hoved eller hale på plateauerne. Det altid meget specielle er tikierne. De er virkelig interessante, nogle meget sjove, andre kan man tydeligt se fx. har været krigsguden. Stedet her var specielt kendt for de mange velbevarede tikier og det store festivals område, de stod på.

Resten af vejen ned til kysten var hurtigt overstået, og da vi en time senere sad på den bedste restaurant i hele Fransk Polynesien, Chez Yvonne, var det endnu engang anstrengelserne værd. Vi indtog nemlig hver en kæmpe hummer. Nu er det ikke fordi jeg gør det tit hjemme på restaurant, men denne var virkelig stor. Vi kunne blive ved med at knuse arme og få det lækreste rene hummerkød ud. Der var alt for meget mad til, at jeg kunne spise det. Tilbehøret var marquesiansk inspireret, og smagte dejligt. Vi slog ikke mave længe, klokken var ved at blive mange, og det bliver mørkt allerede kl. 18.15. Vi var bekymrede for ikke at få et lift tilbage til Taipivai. Det fik vi, på ladet af endnu en Toyota. Ovenpå tasker, snorkeludstyr, harpuner, og lignende udstyr, som havde været i brug på en strand af en familie med børn. Det var ikke noget "joy ride". Jacob sad på kanten af ladet, Jesper ovenpå et dæk, Maria nærmest nede i en spand, og jeg i et hul mellem to tasker og benene strittede ud alle vegne. Alle holdt vi godt fast ned ad de små snoede veje, vi var ikke i tvivl om at forsikringen ikke dækkede. Vi blev sat af foran byens bager/snack sted, og der forlangte kvinden der kørte, at vi skulle betalt 2000 penge hver. Det svarer til 120 kr. pr. mand. Dette bliver den hurtige læser forhåbentlig ligeså forundret over som vi blev. Havde vi i det mindste så bare siddet ordentligt, så forsikringen havde dækket, hvis der var sket noget. Rigtigt strengt, men sådan er marquesianere altså også. De kan være så søde og gæstfrie, nærmest give en hel frugtplantage væk, og så lige pludselig går der business i nogle af dem. Der var ikke meget andet at gøre end at betale ved kasse et. Så vi blev "tørret" for en del penge.

Så stod Bruno pludselig der igen, og vi fik en lang snak om det der lige var sket, livet på øen, og i Taipivai, jobbet som sygeplejerske, som han havde haft i seks år og kulturen i Fransk Polynesien. MEGET spændende. Vi måtte desværre stoppe, da solen gik ned, og vi blev ædt op af nonos. Dem har jeg haft glæde af lige siden. Nøj, hvor de klør. Værre er det dog med de stribede myg, for det er dem, der giver Deng feber. En tropisk mygge-overført sygdom, hvor man får rigtig høj feber, og har det ret dårligt. Det har vi heldigvis ikke haft endnu, og gør det vi kan for at undgå det. Jeg aftalte med Bruno, at jeg skulle komme over i konsultationen dagen efter. Jeg synes, det ville være interessant at få lidt historier om kvinderne og sundheden i befolkningen generelt. Tove nåede lige at komme tilbage fra en "back to nature tour" hun havde haft med Ole, og gik med derop. En lang beretning, som sandsynligt bliver til at læse på hjemmesiden. Vi blev så optagede, at vi glemte tid og sted. Jacob bankede på døren og mindede os om, at vi havde en frokostaftale hos byens bager og snackbar, Dominíque. Vi havde et par dage for inden siddet på dette lille sted, spist en is, og spurgt, om det var muligt at få Dominíque, som ejeren hed, til at lave et rigtigt marquesiansk måltid til os med poisson cru og porke (rå fisk i kokosmælk og varmet banan-et-eller-andet-mos-lignende noget). Det kunne han godt.

Familien havde tre sønner den yngste var Jonathan som dagen forinden, havde stået nede på stranden og spurgt efter mig. Han havde tasken fyldt med pomello frugt, som vi holder meget af. Jesper tog ham med ud på båden, og han stod så der med øjne så store som thekopper, og fik sig en på opleveren. Han snakkede som et vandfald, og halvdelen var på noget rimeligt udefinerbar fransk. Det var svært at få ham overbevist om, at han skulle med ind til land igen, da Jacob og jeg ville ind og se en pae pae og tikier i nærheden af byen. Allerhelst ville han være blevet i hængekøjen, der hang på fordækket. Måske var det et åndehul, hvor han kunne være alene for sine fire søskende.

Han kom til sidst med i land, og fulgte med os op til tikierne. Det var nok meget godt, for det ville ikke have været nemt at finde dem alene. Jonathan snakkede fortsat løs, og sammen med en god portion tålmodighed, forstod vi hinanden rimeligt. Han er ti år, og gjorde sig mange tanker om det land vi kom fra, hvordan vi kom hjem, hvor båden skulle blive, om vi var rige, familie, kongehuset o.s.v. Ja, vi kom vidt omkring. Han viste os sin skole, kirken, og fortalte om alle de huse vi passerede, hvem der boede der, og hvad de hed. Vi kan vist roligt sige, at vi blev introduceret for befolkningen i Taipivai.

Måltidet vi indtog i faderens biks, var meget dejlig. Poisson cru'en er næsten altid et hit. Den varmede banan, mindede mere om en dessert end noget andet. Der var salat, rejer, og ikke at forglemme kold friskpresset pomellofrugtjuice. Det var rigtigt godt!

Dagen efter forlod vi Controller Bay sammen med Jonathan og hans to større søskende og en kusine. Vi mente bestemt, at det ville være en oplevelse for dem, og da vi skulle fem sømil vestpå til hovedstaden, mente vi at det var overskueligt for dem at komme hjem, og samtidig at få indblik i sejlerlivet. Jeg ved ikke om de havde forestillet sig, at det var en motorbåd, som ikke lagde sig ned i blæsevejr eller hvad? Der var i hvert fald blevet pakket en taske med spillekort, Cd'er, en terning (den vi legede meget med i 80'erne, hvor hver side havde en farve, som så kunne "ules" og skulle samles igen), og andet underholdningsudstyr. De endte med at blive søsyge, og sidde tæt på rælingen. Det var på sin vis meget godt, da Jonathan en gang imellem var som en sæk lopper.

Alle havde de en rigtig god appetit på livet søde sager. De vejede sammen nok 30 kg for meget. Spiste løs af kagerne og popkornene. Opholdet på båden var lige ved at nå en krisestemning, da det gik op for os, at de alle regnede med at blive bragt tilbage til Taipivai. Det regnede vi bestemt ikke med! Vi troede, at Dominíque havde forstået, at de selv skulle finde hjem, så gode råd var dyre. Hvordan skulle vi få fire børn om på den anden side af bjerget uden at det skulle koste nogen en formue. Den ældste søn, som var 16 år ringede hjem, og fortalte at nu var de strandet i hovedstaden. Heldigvis var moderen alligevel på hospitalet, og kunne tage dem med hjem. Vi var alle lettede over denne besked.

Hos købmanden fik børnene lige provianteret med slik, chips, Coca-Cola, is og kager inden de satte sig op på ladet af en Toyota. Vi bliver vist aldrig færdige med at undre os over de helt ualmindelige dårlige spisevaner befolkningen har. Vi forstår godt hvorfor øgruppen har førstepladsen i fedme på verdensplan.

Det var en dejlig dag, og vi er ikke i tvivl om at de fire børn sent vil glemme den, selvom de havde troet, at der kunne spilles kort og leges med terning til deres medbragte discorytmer.

Hiva Oa

Hiva Oa, Marquésas

Kære alle,

Jeg sidder her i en 40 grader varm båd, med en svensker på dækket, og han har snakket uafbrudt siden kl. 16. nu er klokken 19.05. Pu ha, han sejler rundt alene, er 73 år, og trænger virkelig til selskab! Jesper har siddet meget tålmodigt de sidste timer og lyttet på de mest vilde historier, som hellere skal berettes i en sofa eller over en god Københavner middag. Nu ser det endelig ud til, at han skal hjem, til sin lille bitte båd. Nogle gange undrer man sig virkelig over, hvilke nerver folk har når de rejser rundt. Han må være udstyret med en del. Hans båd skulle vist nok være den mindste båd der nogensinde er passeret gennem Panamakanalen. Det tog ham 13 mdr. at få papirarbejdet i orden. Når man ser på båden, kan man egentlig godt forstå hvorfor — det ligner en BR-båd i forhold til de mange andre der sejler rundt.

Der er rigtig mange både, som har haft problemer med at komme "hele" igennem Stillehavet. Mange har fået ødelagt vindror, ror, master o.s.v. Pludselig bliver vores knækkede spilerstage intet i forhold til det vi hører.

Vi er nu på Hiva Oa, Marquesas' hovedø, eller rettere sagt er det her, at hovedstaden for øriget er. Det er som alle de andre en meget spændende og en ustyrlig smuk ø. Ja, I tænker nok: "hvornår stopper alle disse adjektiver, kan hun ikke snart skrive om noget der er grimt eller vældig uinteressant" og jeg må tilstå, når jeg går brevene igennem, at så er det ikke det, jeg har berettet mest om. Sagen er, at der ikke er ret meget, der har været uinteressant eller grimt. Det er det dejlige ved at tænke tilbage på turen, som nu inden så længe får en ende. Der er mange ting, jeg ikke som det første vil savne, og jeg kan bl.a. mærke, at jeg er mør til en ordentlig seng, mere privat liv, et dagligt brusebad, en vaskemaskine inden for rækkevidde, friske grøntsager, yoghurt og at kunne se film i biografen. Og så er der alle de dejlige mennesker jeg kender, som jeg virkelig har fundet ud af, at jeg savner, når I ikke lige er inde for rækkevidde. Det bliver skønt at se jer igen! Som det ser ud nu, er vores billetter booket. Vi flyver hjem fra San Francisco, med ankomst i Københavns Lufthavn den 31/10-2001. Vi ved endnu ikke, hvilket tidspunkt det bliver. Herom senere.

Tilbage til skønheden og den varme vind, for det er netop nogle af de ting, som virkelig vil blive savnet i det novemberkolde nord. Vi forlod Tauhatta, men inden var der tre i besætningen, som fik en tattoo hver. Det foregik i den lille hovedby på øen, som nu er omdøbt til Tattooville.

Taiohae

Taiohae, Marquésas

<< Tilbage til Controller Bay

Her i Taiohae har vi ikke nået så meget andet end at gøre sejlklar til Tuamutu. Der er blevet købt ind, og ordnet forskelligt på båden. Ting tager som vanligt tid, så de lange ture vi troede vi skulle ud på, er udskudt til næste gang vi kommer tilbage til øen. Tove og jeg fik besøgt hospitalet, og Agnes en fransk læge med et fint engelsk var endnu engang med til at oversætte, når det blev for tungt. Vi håber, at det bliver til en god historie, men den kan først læses efter Tuamutu. Det har pga. internet forholdene været svært at "fodre" hjemmesiden i lang tid. Da vi endelig fik Galapagos artiklen afsted fra Hiva Oa, modtog vores webmaster den desværre ikke. Det skulle han have nu.

Om fire dage forlader vi så disse smukke øer for at tage 450 sømil syd på til Tuamutu. Vi glæder os til med tungen lige i munden at sejle ind på disse atoller. Det er vist ikke det nemmeste i verden at navigere rundt. Efter at have tjekket søkortene, fandt vi uheldigvis ud af, at vi ikke havde kort over de øer vi ønskede at besøge. Hvad gør man så? Jo, man fedter sig endnu engang ind, og denne gang på en fransk båd, som har de gode originaler. Dem låner man så, og med hjælp fra en kopimaskine der kun kunne kopiere A4 stod vi ca., en time senere med 48 sider, som skulle samles som et puslespil. Så bruger man en halv dag på at få stregerne til at passe sammen. Det var ikke nemt. Da det hele var samlet var der et hul i midten! Vi havde glemt at kopiere et område. Konklusionen på dette blev, at der skal vi bare ikke hen! Jeg håber det går. Hvis vi inden vi forlod DK havde troet, at vi en dag skulle sejle i et af verdens sværeste områder, på kopierede søkort, som manglede en side hist og her, ved jeg at svaret ville have været nej. Det er nogle meget paradisiske historier, vi hører fra de fleste om Tuamutu. Det skulle være det rene ferieparadis, med massere af muligheder for at dykke, snorkle og bade i smukke omgivelser. Vandet skulle være varmt, og krystalklart! Hvordan kunne man ellers ønske sig at slutte en ti måneder lang tur - andet end i Paradis?

Jeg håber I alle har det godt, og at I har nydt Jeres ferier.

De kærligste hilsener og savne tanker fra Jacob og Birgitte

Telefax

Telefax fra Fatu Hiva

I går aftes kl. ca. 23 ringede Jacob fra Hanavave på Fatu Hiva. De kunne ikke sende e-mail og han fik så et telefaxnummer til mit arbejde, og sandelig; I morges lå der et telefax fra Disalagraptus! Ikke det transmissionskvalitets-mæssigt bedste telefax jeg har set, men dog til at læse for en erfaren kodespecialist.

Jeg har skrevet det rent og efterfølgende kan I så læse hvad der stod i telefaxen.

Med venlig hilsen
Jørgen Gerdorf

---

Hanavave, Fatu Hiva, Marquesas
17. juli 2001: Vi er nu meget vel ankommet til Fatu Hiva efter 20½ dag til havs. Det var en fantastisk tur. Vi har desværre ikke haft mulighed for at hverken læse eller sende e-mail eller gå på nettet da der simpelthen ikke er noget net her. Håber på at der er Internet på de næste øer vi kommer til. Karsten Panama har vi heller ikke kunnet få fat på, da vi ligger i en bugt omgivet af meget stejle bjerge som skærmer for vores radiosignaler til Panama.

Bugten må i øvrigt være en af de smukkeste i verden!

De har en telefon i Hanavave men den har de lokale unger i går revet ledningen over på, så ingen telefon til os. Derfor får I først denne besked via vores svanske venner på båden Onyx der kom ind i går efter 30 dage til søs.

Vi har det rigtig dejligt og her er fantastisk flot. Regner med at ø-hoppe lidt de næste 3 måneder for i første omgang at gå til Tahuata, Hiva Oa og Nuku Hiva. Nogen skal jo svømme med delfiner, pynte sig med blomster & snorkle blandt koralfisk. Hvordan føles det med afbrændte sommerferier i baglommen ;-) Mailtiden er dyrekøbt herude så Disalagraptus går standby.

Kærlig hilsen . De 6 Kaptajner på Disalagraptus
P.S.: Morgenmad på fordækket (i de smukkeste omgivelser) og en tur til vandfaldet kalder. Det må vist være dagens program. Måske skulle vi også lige snorkle lidt på det lille rev ved den store klippe. Hajerne er der vist kun om natten - siges der…
Ha' en rigtig sommerferie & hils alle.

Moorea - Rangiroa

Rejsebeskrivelse 8

Ken har en stor fisk på krogen, efter 75 min. kamp stak fisken af, for sa.... Betænkelige miner hos Skipper Charlotte Er der ikke bare smukt Jakob klar til kamp mod kæmpefisken Monica sejler skibet i magelig stil, Anders tjekker at sejlene spiller Jonas parat til sit første dyk på Moorea.

Moorea Rangiroa

Ankerkæden glider stille og roligt op af det blå vand ned i ankerbrønden på Disalagraptus, det er nu tid til at forlade øen Moorea, som har givet så mange gode oplevelser til besætningen på Disalagraptus.

På denne ø stødte vi ind i 3 andre Danskere, Kim og hans søn Rune, kim havde rejst og sejlet meget omkring i Stillehavet, så han havde en masse erfaring og oplevelser som han glædeligt fortalte ud af, havde han været alene så var jeg sikker på han var sejlet med os ud på det store hav... tak til Kim for nogle gode historier og gode ideer til hvor skibet kunne sejle hen...

Søren Jakobsen Dansk fodboldspiller på Tahiti igennem 10 år, havde nu skiftet klub og boede nu på Moorea, hvor han nød livet og samtidig udfoldede sine talenter som fodboldspiller... verden er engang imellem meget lille...

Stævnen på båden peger direkte ud mod det store Stillehav, jeg er i masten, nyder udsejlingen fra Moorea, spejder ud over revet, direkte ud mod det dykkersted som gav mig så mange fede dyk, sammen med de fascinerende hajer og Stingray samt de utallige forskellige farverige fisk lidt vemodig ser jeg Moorea forsvinde stille og roligt i horisonten.

Foran os ligger der ca. 220 sømil der skal sejles før vi når Rangiora , en sejlads der normalt kunne gennemføres på 2-3 dage, men i dette tilfælde kan det ikke lade sig gøre , da vores rute er lige op imod vinden

Disalagraptus hælder ca. 20 til 30 grader, vinden blæser og vi sejler "bite vind" alting foregår med denne hældning, så det at spise suppe for en hel ny betydning, ja... bare det at gå på toilettet kan virke temmelig besværet, men alle klarer det efterhånden helt okay.. :)

Jeg har vagt fra kl. 7.00 til 10.00 samt fra kl. 19.00 til 20.00, i denne periode gælder det om at holde tungen lige i munden og holde kursen...

Tankerne flyver af sted når jeg står i mørke og styrer skibet henover det store Stillehav, mens jeg samtidig føler mig som en opdagelsesrejsende helt alene på det store blå hav.

Stjernerne og månen lyser himlen forbavsende meget op, tro mig.... alt er meget stille , det eneste man kan høre er havets brusen og en enkelt snorken fra skibets midte, ellers er alt helt stille - fantastisk stille.

Yes....fiskehjulet hviner og snøren pisker bare der ud af, Ken springer som en tiger hen over dæk og vanddunke, fastspænder sig med sin livline, han skulle jo nødig blive trukket over bord af den forhåbentlig store fisk... Slæg sejlet.. Slæg sejlet.. skriger han, det er en kæmpe fisk sejlet bliver omgående slægget, hvem kan modstå en voksen mand, der med så stor iver vil have denne fisk op på dækket og videre ind på komfuret :)

Fisken kæmper og kæmper, Ken sidder helt rød i hovedet, er det solen eller er det den hårde kamp der får farven frem i ansigtet.

Jakob har i mellemtiden iført sig kamp uniform, sin fiskehat, fiskekniv og fangstkrog, der er ingen tvivl..han er 110 % klar, hvis det lykkes Ken at få fisken op på dækket.

1 time er nu gået og fisken har vundet endnu mere line, det er en stor satan for det kan ikke lade sig gøre bare at hale den op, Ken.. kæmper alt hvad han har lært..denne fisk giver meget modstand, nu efter 75 minutter, er den overhovedet ikke blevet træt eller giver tegn til at ville overgive sig.....pling lyder det , efterfyldt af et højt og kraftigt råb SATANS....SATANS... fisken har vundet, stak yderligere af med vores wobler, det eneste den efterlod var en båd i sorg, alle havde set frem til den helt store fiskemåltid, Ken.... var bitter som en i helvede, hans absolutte største bid, var smuttet lige for næsen af ham, han bliver nok god igen efter et par dage.....

Vinden driller Disalagraptus, kaster sig fra side til side, det ene øjeblik er der masser af vind, det næste slet ikke noget vind... dette hav må være Stillehavet.... :)

Besætningen klarer sig rigtig godt, der har kun været et par tilfælde af søsyge, alle gør en rigtig godt indsats, kæmper i det varme.. meget varme køkken med at lave mad, kaster sig ud i styring af skibet, mens bølgerne vælter ind over skibet, alting bliver kastet frem og tilbage nede i skibet, selv besætningen vælter rundt, mens vi forsøger at krybe ned i vores køjer og undgå ting der kommer flyvende igennem skibet, kan være lidt svært når lyset er slukket....

Efter 5 hele dage til søs og sejlads på bite vind, hvor skibet hælder 24 timer i døgnet, er vi nu nået til Rangiroa, det bliver godt... når vi nu i de næste 5-6 dage kan gå helt almindeligt omkring, sejlturen har været hård , men alle er ved godt humør, de næste dage skal nydes i fulde drag....dykning og snorkling kommer nu igen i højsædet :)

Kim Jacobsen Rangiroa

Hilsner fra besætningen på disalagraptus

Hej alle derhjemme

i det kolde nord. Vi lider i varmen og må drikke oceaner af væske. Jeg har det godt men savner jer alle sammen og det vanlige liv. Det bliver godt at komme hjem og se jer alle igen. Det er først nu jeg for alvor begynder at forstå jeg er på eventyr igen. Det kræver en del omstilling. Jeg må tænke i helt andre baner. Jeg ønsker det bedste for jer alle, vi ses til nytår -

Kærlige hilsener fra Anders.

Hej med jer derhjemme.

Jeg får virkelig oplevet noget, og afprøvet nogle grænser. Det er jo helt enormt det store hav, og grænseoverskridende. Når der kun er hav til alle sider, og kun har det at forholde sig til. Det er både irreternde og fascinerende på en gang. Nu er vi kommet i land, og det er dejligt. Det bliver dejligt ikke at gynge rundt et par dage. Det er ikke så meget jeg har fået tegnet, men jeg glæder mig til at komme i gang med det, nu har jeg jo slæbt tegnegrej med. Jeg tror det bliver nogle dejlige måneder, og jeg nyder det. Jeg kunne i hvert fald ikke ønske mig andre steder hen, men jeg savner jer, mor far og Helene. Jeg savner også jer andre, bare ikke lige så meget. Her er så dejlig en ro, og tid til tanker, og til at nyde livet. Kan i ha det godt derhjemme, og til jer i scuba base, så har i rigtig god grund til at være misundelige.

vi snakkes ved hilsen Charlotte.

Hej alle,

det går fantastisk, vi er lige ankommet til Rangiroa en Tuamotu atol den største af slagsen 200 km rundt med Bounty-strande, super dejligt. Det første vi gjorde var at hoppe i baljen og straks snorklede vi med små hajer, men dejligst var det at blive vasket efter 6 dage i søen med skiftende vinde og bølger så den lille skude væltede rundt, og ingen luft under dæk da alt var lukket af, altså stinkende varmt og hårdt for kroppen. Men vi alle har lært skibet at kende og er supergode til at manøvrere Hende og klar til den næste og sidste lange tur til marquesasøerne om en uges tid når vi har udforsket øen her under og over vand det skulle være et fantastisk dykkersted med alt hvad der er værd at se af underlige fiskeskabninger med og uden finner. Skibet og menneskerne er dejlige at være sammen med, vi oplever tingene sammen, snakker og griner sammen, en fed måde at rejse på. jeg savner ikke nogen endnu håber i fryser af helvede til, men har det godt.

Polynesiske hilsner Jonas.

Hej alle i skønne skabninger i det danske.

I de sidste uger har jeg prøvet mange nye ting for første gang. Jeg har sejlet med vilde delfiner for boven. Livsglæden lyser ud af disse legesyge og fantasifulde dyr. Jeg har svømmet med store rokker (stingrays) der kom helt tæt på og lod sig stryge over de glatte vingeformede kroppe. Det er uhyre fascinerende at se rokkerne flyve gennem vandet på store bløde vinger med rolige bevægelser. Jeg har også prøvet at være søsyg.

Bådens bølgende bevægelser blev pludselig for meget for den store stygge sømands sarte sanseapparat.

Det var hård sejlads fra Moorea og her til Rangiroa. Nordøstpassaten var stik imod, så det var fem dage i søen på konstant bidevind. Skibet hoppede og dansede og krængede så koøjerne stod under vand i skibets læ side. På frivagterne klamrede vi os til sengeheste, der bissede nervøst og forvandledes til søheste, cirkusheste og uregerlige rodeoheste. På vagterne var det med tungen lige i munden for at holde højden uden at gå i vindøjet. Arbejde på dækket i vand til anklerne og hyppig rebning af sejl, når en front passerede med sorte skyer, tropiske regnestyrt og kraftig vind. Normalt er jeg i mit es under sådanne forhold.

Men en mørk nat, hvor jeg måtte rydde op i mit saltvandsvåde skab, mens alt hoppede og dansede, måtte jeg pludselig op og råbe uaarrghdd... efter de frådende bølger, som med en hånlig latter forsvandt agtenud i natten.

Ellers går jeg rigtig og hygger mig. Først og fremmest med at slappe af, hygge mig med de andre, ordne praktiske ting på båden, læse bøger og snorkle blandt farvestrålende fisk. Jeg sender tit en kærlig tanke til jer derhjemme.

Næsten alt, hvad jeg har med, er gaver fra venner og familie. Snorkel, maske, finner, dykkerkniv, harpungevær, lommelygte, multitool, bøger, fotoudstyr, tøj, tasker, tegne- og malegrej, spil, solbriller og mange andre småting, som jeg nyder at bruge herude. I morgen er det første december, og vi glæder os helt vildt til pakkekalenderen, som vores to skønne gaster (fra februar) Karin og Helene har sendt med herud :-) Nu vil jeg slutte for denne gang. Pas godt på jer selv og hinanden.

Kærlig hilsen Jakob

Hej med Jer

Ja-sejlerfreak bliver jeg aldrig. Puha det var en hård omgang at komme igennem de 5 dage, hvor alt er vådt af saltvand eller sved. Særlig ubehageligt er det at træde ned ad stigen, hvorefter fødderne dingler frit over håndvasken eller at være nød- saget til at gå på køkkenskabene. Den næste sejltur på ca. 10 dage skal bare overstås så hurtigt som muligt, så vi kan nyde livet på Marqueses.

Håber I har det rigtig godt og snart er klar til julehyggen. Nu er halvdelen af tiden allerede gået. Det går alt for hurtigt.

Knus, kys og kram fra Ken og Monica

Til venner, familie, arbejdskollegaer, tidligere medarbejdere, Grapper og alle brugere af hjemmesiden www.amazingdiveclub.dk

Jeg håber i nyder tiden i Danmark og ser frem til julen... her ombord på det gode skib Disalagraptus, nyder jeg livet i fulde drag. Jeg er glad for min beslutning, om at tage på dette togt i Stillehavet.

Jeg kan se på hjemmesiden, at mine rejseberetninger bliver læst og billederne bliver set, dette er til stor inspiration for fremtidige beretninger.

Jeg vil her igennem opfordre alle til at bruge gæstebogen, til en hilsen i ny og næ...det luner herude i verdens baghave..... Smil og verden smiler til dig :)

Er desværre løbet ind i problemer ang. brug af compurter om bord, venter på pakke fra Danmark, vender tilbage med masser af rejseberetninger og billeder.

Kim Rangiroa

Moorea I

Rejsebeskrivelse 1

Jeg er ok Hajer ved Moorea. Hajerne går tæt på, så det er med at holde tungen lige i munden Disalagraptus på Moorea Lionfish Flot Muræne

Afgang på drømmerejsen... Første dyk på Moorea masser af Hajer...

Los Angeles d. 7 / 10 kl. 03.49 lokal tid ( dansk tid 12.49 ) En hård start…………

Så kom tiden til afgang til min drømmerejse , jeg skulle flyve kl.7.00 fra Kastrup det betød afgang fra lejligheden kl.5.30 i sagens natur ingen opgave.... Hvis det ikke lige havde været for den lille afskedsfest jeg havde stablet på benene , den trak ud , så da chaufføren kom var "festen" på sit højdepunkt

Alle hjalp til med at pakke de forskellige ting der lå fremme , ned i tasken med det meste og så en bøn til de højere magter om at jeg havde husket det hele.

( det havde jeg ikke )

Afsked er altid hårdt denne var ingen undtagelse ........

Flyveturen til Frankfurt husker jeg ikke noget af , udover at min sidemand vækkede mig for at sige han gerne ville af nu...

Jeg tror det var på grund af flyveturen jeg følte mig en smule konfus og ude af kurs , jeg bildte mig ind at afskedsfesten ikke havde noget med det at gøre..

Så mine parader var svækket , da luftfartsmyndighederne gik til angreb........

Det tog en time før de ville slippe mig med flyveren fra Frankfurt mine papirer skabte virkelig opmærksomhed ( eller var det mig med uglet hår og spiritus ånde ) , jeg snakkede med 8 forskellige tolder før der kom en meget stor neger og sagde ingen problemer ... Puha .. det holdt hårdt

Visum skal der til for at rejse ind i Amerika , jeg havde ikke hørt en skid efter i flyveren , da der var rigeligt med arbejde i bare at overleve Så en tur igennem emigrationsmyndighederne var uundgåelig , jeg følte mig lidt som en forbryder , men med lidt humor hist og pist og en forhørstid på 1 time var jeg klar igen og en oplevelse rigere

For første gang på denne tur nyder jeg virkelig flyveturen som gik til Los Angeles For s.... hvor er denne by stor set fra oven , fantastisk billede med solnedgang og lys over hele byen , meget smuk udsigt. Jeg glæder mig til at ligge i sengen på et hotel værelse efter at have fløjet i snart 23 timer , et bad vil også gøre underværker....

I morgen er der afgang kl. 13.00 det sidste stykke mod Tahiti , det bliver så godt

Spændingen er udløst ...... Grappen eksisterede og jeg blev hentet i lufthavnen Alle udegrapper var klædt festligt på , havde været i bad og lugtede mere som et bordel end som nogle som havde været på søen i 10 måneder , jeg fik en festlig modtagelse med blomster , flag , musik og hvad der ellers hører sig til på Tahiti .

Hele dagen blev sluttet af med en " sundowner " en såkaldt drink når solen går ned.............

3 dage gik der før pakken med dykkergrej , afsendt fra Danmark 2 måneder tidligere , var lokaliseret så kunne jeg ikke få den alligevel..... der manglede nogle papir, nååååå det lykkes vel nok.

Mit blik er rettet mod øen Mooreea , min første sejltur med Disalagraptus er begyndt , et togt på ca. 18 sømil i stillehavet mod den fantastiske ø Moorea , det krystalblå vand plasker omkring kølen mens vi glider ind i den smukkeste bugt jeg længe har set , stillehavet er besejret ( indtil videre ) De frodige bjerge står stejlt op ved fodenden af bugten , nu skal vi " bare " undgå de farvestrålende koraller og finde en perfekt ankerplads , lyder nemt men når 6 kaptajner har hver deres holdninger og ideer er det i sig selv opgave , ankerpladsen med den fantastiske udsigt kunne ikke blive bedre, endnu en sejr til demokratiet.

Moorea vil altid stå stærkt i hukommelsen ... en tilfældig dag hevet ud af kalenderen Kl. er ca. 6.30 solen er begyndt at kigge frem jeg står på fordækket og nyder solopgangen mens jeg spejder ud i horisonten ud bag det store koral rev som omkranser denne flotte lagune vi ligger i , hvad f..... var det noget sort , der bevæger sig lige ved båden, alle sanser er i beredskab ... en sort Eagleray der dovent bevæger sig rundt som en støvsuger på den kridhvide sandbund . Jeg sprang ned efter mit kamera , direkte ud over rælingen og ned i gummibåden på med maske og snorkel og hovedet i vand , det blev til en fed oplevelse og nogle gode billeder , morgenmaden nydes i cockpittet varmen er begyndt sit stormløb på dagen , spørgsmålet hænger i luften hvad skal der ske i dag ??? nå... ja vi havde booket et morgen dyk i det lokale dykkercenter De ville komme og hente os her på båden kl. 7.50 , vi var alle 100 % klar og spændte , vi skulle deltage i Shark Feeding det skulle nok blive godt

Shark feeding ......... 40 - 50 hajer , i midten befinder 4 danskere sig iført dykkerudstyr med åben mund og polypper og hjertet helt oppe i halsen

Sikke en spænding ... wauuuh et dyk , jeg har aldrig set så mange hajer på et dyk fantastisk.... endnu bedre var at jeg havde mit ny indkøbte digital kamera med på dykket , 80 billeder blev der taget nogle bedre end andre . Skulle du som dykker komme forbi Mooreea , kan livet ikke leves videre hvis du ikke prøver et Shark Feeding dyk med det lokale dykker center , det er adrenalin på højt niveau , jeg vender tilbage ......

Tiden er inde til en fantastisk båd tur i naboens gummibåd over til den nærliggende bugt , forbi hytterne der ligger helt ude i det turkis farvet vand , poolen der er direkte udenfor døren med de farvestrålende koraller og tonsvis af fisk , skibs vraget som vi ligger og snorkler på , hajen som kommer på besøg og forsvinder lige så hurtig igen ... solen er på vej ned bag de kæmpe bjerge mens vi kravler ombord igen på Disalagraptus.

Der er blevet inviteret gæster i aften.... en nabo båd god mad , vin , drinks og slideshow på pc´en snorkeltur og shark feeding er på plakaten , efter stående bifald og begejstring over røverhistorierne og billederne af dagens dykkertur er vi klar til koncert på den lokale cafe´ en gammel kending af grapperne skal spille , i mørke sejler vi ind igennem de farlige koraller , vi kender efterhånden smutvejen ind til den hvide sandstrand , alt går planmæssigt det bliver sent inden jeg smider mig ned i køjen , jeg når lige at tænke .. Godt du tog denne beslutning om at rejse / sejle rundt herude i verdens baghave mens du nyder livet og oplevelserne .

Kim Jakobsen ..... Moorea

Moorea II

Rejsebeskrivelse 2

Dannebrog rejser sig i nakken. Kim Jakobsen Tæt på Moorea Så er der lagt op til en sundowner Flot Eagleray

Moorea er en total uspoleret ø i Stillehavet kun 30 min. sejlads med færgen fra Tahiti.

Øen har indtil videre bevaret sin oprindelige kultur uden alt for meget turisme , det er kun de lokale der prøver at tjene en skilling som kan forsøde deres tilværelse , priserne er skruet i vejret når de forholdsvis få turister ankommer med stor luxuslinerer til den smukke Ø.

På en af vores utallige gåture i de flotte omgivelser. ned ad vejen der går helt ind i bunden af bugten langs vandet , så jeg kan nyde koralerne i det turkisblå vand og de store grønne bjerge der skyder op omkring bugten med de utallige af palmetræer.

Der møder vi en lokal dame der kører rundt i sin jeep, hvor ladet er fyldt op alverdens lækkerier, de sædvanlige kolde coca colaer , lokal slik , hele lækre ananas , ananas i stykker som hun har tilberedt og puttet ned i små poser , der er både med og uden marinade , små lokale grøntsager der ligner og smager som kartofler måske en anelse sødere , hun er også leveringsdygtig i forskellige middagsretter.

Vi kaster os over ananas , med og uden marinade , de lokale kartofler (eller hvad det nu er ) og selvfølgelig en iskold coca cola på dåse, alt sammen bestilt på overlevelse sproget Fransk - engelsk og tegnsproget som ikke er at "kim"se af.

Prøv at sætte dig i mit sted .... iskold coca cola på dåse , frisk kold ananas der er tilpas moden, mens du sidder og nyder varmen 33 grader, iført shorts, nye farvestrålende sandaler, bar mave , lidt sved på panden og kigger ud over det turkisblå vand, hvor det dejlige skib Disalapgraptus ligger tæt ved koralrevet , koralrevet som du i øvrigt har været ude at snorkle på i dag og set mange farvestrålende fisk i utallige afskygninger, alt sammen imens du tænker.

" Hvad f..... har jeg gjort..... siden jeg skal have det så hårdt " :)

Det var mine tanker ... hvad tænkte du ???

Nåå... jeg må jo bare klø på..hårdt arbejde venter , jeg skal være klar i morgen tidlig kl.8.00 hvor der endnu engang er dykning på programmet . Inden da skal jeg for guds skyld huske at få min "sundowner" mens jeg nyder solnedgangen på Moorea.

Dykning er og bliver et hit....

2 dyk er det blevet til på Moorea, øen er simpelthen et besøg værd også når vi snakker dykning , de har nogle rigtig fede dykkersteder og er top professionelle.

Udsigten er pragtfuld når skibet stævner ind i bugten , lige ved indsejlingen ligger dykkercenteret Topdive . Det er drevet af en gammel Fransk gut som er meget populær i Frankrig og her i Fransk Polynesien , han har lavet masser af dykkervideoer og er med i utallige brochurer for Moorea og Tahiti, meget humoristisk og utrolig dygtig.

Topdive driver 3 dykkercenter på henholdsvis Moorea , Rangiora , Bora Bora alle 3 øer ligger på vores sejlrute , 10 dyk pris 53000 pf. = 320 kr. pr. dyk , jeg investerede mens jeg tænkte

" Fedt at have sin egen dykkerkompresser, når den bliver installeret er prisen pr. dyk kun 50 kr. inkl. luft og dykkerudstyr .. det bliver sgu vildt billigt :) "

Inspireret af mit første dyk , havde jeg booket endnu et dyk " Shark Feeding "

Dykket var med afgang kl. 8.00 , vi blev hentet på Disalagraptus af dykkercenterets hurtiggående båd , så det var i fuld fart ud mod dykkerstedet , 2 kg bly om maven , tanken på ryggen , kameraet i hånden , sved på panden ( 32 grader ) , adrenalinen i top , baglæns ud af båden , plask Stillehavet slugte en stille og roligt , vandtemperatur 29 grader , efter 30 sekunder i vandet blev jeg beset af de første 4 hajer, black tippet reefshark , det skulle nok blive et godt dyk.

Shark feeding - den rutineret franske gut med over 15000 dyk på bagen " havde fiske posen klar til hajerne , i løbet af ingen tid var vi omringet af 30 - 40 hajer og masser - masser af fisk i alle mulige afskygninger og farver , Digital kameraet var ved at brænde sammen af mine ivrige finger på tasterne, nu skulle der tages billeder og billeder blev der taget for s.... et godt dyk , 47 minutter i så godt et selskab, så går tiden stærkt det var endnu et dyk i verdensklasse , mine tanker gik til mine danske dykkervenner " dette dyk skulle / måtte de bare prøve " men okay.... endnu engang må jeg tage det varme dykker slæb.... :)

Skulle vejen falde fordi Moorea , er det virkelig et par dyk eller 30 værd...

3 uger.... så er jeg tilbage, med lyst og mulighed for endnu flere dyk, på dette tidspunkt er dykkerkompressoren nemlig i fulde omdrejninger , pris 5o kr. pr. dyk.

Næste gang har jeg også følgeskab af den nye besætning på Disalagraptus , de dykkere der er ombord kan forvente en oplevelse at de helt store... der iblandt min bror Ken, som bliver færdiguddannet dykker på Tahiti inden afgang til Moorea. Glæd jer...

4 dage blev det til på Moorea , Disalagraptus vender snuden mod Tahiti , den nuværende besætning vil bruge en lille uge på Tahiti , til at gøre båden klar til den nye besætning der skal males , laves rust , sys et par sejl , hovedrengøring , lakeres og 100 vis af småting

Dette bliver ugen hvor jeg får overdraget Disalagraptus fra den besætning som har boet på båden i snart 1 år , sejlet den fra Danmark og herud til Tahiti, haft så mange gode oplevelser og mødt så mange spændende mennesker fra hele verden . De 6 mennesker Jesper , Maria , Ole ,Tove Jacob , Birgitte alle ejere af båden, har gennemgået og oplevet så mange ting , at det vil tage dem meget lang tid at bearbejde turen og heldigvis for det. Den gæstfrie og positive modtagelse jeg fik af disse mennesker skal man lede længe efter , tak ... for alle disse input , jeg skal love for, at jeg blev bombet med input, med alt omkring båden Disalagraptus og hvordan livet kan leves ombord , hver især har disse mennesker bidraget med en stor viden og begejstring som jeg kan og vil nyde godt af i fremtiden.

Endnu engang tak for det... Jesper , Maria , Ole , Tove , Jacob og Birgitte

Stemningen var en smule mat ved besætningens afgang , det var med blandede følelser de sagde på gensyn til Disalagraptus , livet går videre men der bliver noget stille, på båden de næste 18 dage , indtil ny besætning påmønstrer 8 november .....

Den oplevelses hungrende besætningen bliver Ken , Monica , Jacob , Jonas , Charlotte , Anders og Kim , vi sætter forhåbentlig kursen mod Moorea d. 12-13 november.

Hotte hilsner

Kim Jakobsen Tahiti

Papeete - Tahiti

Rejsebeskrivelse 4

Hytter med havudsigt kan lejes for ca. 3000 kr. pr. dag Svensker Thomas Godt oppe at flyve Der må ikke flyves efter dykning, men under.. er der ingen der har sagt noget om. Svensker Thomas på skideren.

Papeete - Tahiti

.... det gik ikke .. altså det med at vride tøj med fødderne , det gik ikke ... damm....

Men det er nu mere hyggeligt , at vaske tøj med Moorea i baggrunden, mens solen bager på min krop end det ellers plejer at være.

" Danske wienerbrød med chokolade " lyder det lige pludselig , hvad er nu det.... kigger ud over vandet , og der kommer en stor solbrændt Svensker med et kæmpe smil , der fylder hele ansigtet , Thomas hedder han , ligger i sin båd meget tæt ved Grappen , har hilst på ham et par gange tidligere ( Thomas elsker at prøve at snakke dansk )

Karneval oppe i byen i aften , han mente det lige var en opgave for os , så havde han tilfældigt lige købt noget vin vi lige kunne smage på... fedt nok tænkte jeg. " den er jeg med på " det viste sig , at det var en 5 liters papvin , 11 procent alkohol sagde han stolt , det var jo det man gik efter....okay.. der lærte jeg da lidt om vin. :)

Efter 5 liter papvin , var Thomas klar til at sejle dinghy´en ind til fastlandet , han havde rutinen , det havde jeg ikke og det var nok meget godt... Karnevalet venter.. på os.

Hele byen ja.. hele øen var til karneval i Papeete, der var så mange mennesker, alle stort set klædt meget festligt ud , at der var total proppet i gaderne. Kæmpe optog med masser af forskellige temaer fra Disney , der var ca. 20 temaer med omkring 50 - 60 Tahitianere der dansede for fuld udblæsning, kæmpe højtalere langs vejen, uden ret meget tøj på , meget festligt

Jeg fik her syn for de Tahitianske piger / damers udstråling og skønhed :) Der var et minus ..... mit kamera lå på båden , jeg ville meget gerne, have delt denne oplevelse med nogle flere fra Danmark , nå...det blev ikke i denne omgang, men det hele er i mine tanker.

Hele karnevalet sluttede af med, et kæmpe fyrværkeri ud over havne området , utrolig flot og til stor jubel for alle de lokale , det var kun turisterne der stod stille , sådan som det nu kunne lade sig gøre, med 2 liter billig papvin på 11 % indenbords... resten af aftenen skal genfortælles live !!! , så det må blive en anden gang... Sorry ladies og gentleman :)

Dagen derpå... det blev lidt sent , så det har taget sin tid, at komme ud af fjerene. Men frisk og frejdig, er jeg nu klar, til en lang snorkeltur, ud til revet inden det bliver mørkt.

Jeg har købt en bog over dykkersteder i Fransk Polynesien, her på Tahiti er der nogle gode steder, et af dem skal prøves i morgen , i øvrigt sammen med min svenske ven , Thomas.

Aquarium hedder dykkerstedet , 15 minutters sejlads fra Disalagraptus med dinghyen , Thomas og jeg fræsende i hver vores dinghy, med fuld scuba udstyr klar til dykning, flasken i øvrigt fyldt med egen dykkerkompresser , så den virker.... fedt..fedt.. !!!

Aquarium ligger i en lagune, tæt ved det det ydre rev , lagunen er 5 - 14 meter dyb og fuldstændig klart vand med en sigt på 25 - 30 meter , perfekt...det skal nok blive godt.. og så var der lige vragene , 3 stykker... to små skibsvrag og en flyvemaskine , en Cessna på 7 m. det bliver første gang , der dykkes sammen med en flyvemaskine men det går nok... :)

Flot dyk .... masser af fisk bla. black-striped, surgeonfish , anamonefish , marbled grouper , titan triggerfish , moorish idol , pacifi double - saddle butterflyfish og endnu engang a black eagle ray dog 10 meter fra os... desværre. Hovedrollen havde det lille Cessa fly , meget interessant vrag , endnu en gang var kameraet på spil , masser af gode billeder, de første 25 minutter , derefter var der dannet kondens vand... satans også , efter 37 minutters dykning, sad vi igen i dinghyen, vi blev hurtig enige om, at det var et godt dyk.

Et interessant dyk som venter på de kommende gaster........ solen bager virkelig i øjeblikket mens dinghyen er kommet op at plane, det går bare derud af, hjem mod Disalagraptus.

Kan mærke at solen har været hård i dag og jeg skal ligge på maven, når jeg skal sove :(

Jeg har inviteret Thomas over på spaghetti og slideshow på pc´en , nu skal dagens billeder ses igennem og kommenteres, aftenen bliver forholdsvis kort, der er kun en øl tilbage og ingen rødvin, trætheden efter en hel dag på vandet, har også meldt sig.

Inden jeg kaster mig i køjen, ser jeg lige billederne en gang til, det er en fantastisk opfindelse sådan et digital kamera, ud at tage billeder og om aftenen slideshow på pc´en. Det skal nok nå at blive slidt op ....

Et par tilfredse dykkere på Tahiti.

Kim Jacobsen Tahiti

Papeete - Tahiti II

Rejsebeskrivelse 5

Yes..jeg er klar til dykning Svensker Thomas med en bleg Cola. Den en vinge er 20 m. " Kim ombord på en "vandflyver.." Tankerne flyver... efter sådan er dyk

Papeete - Tahiti

Efter et par dage med lakering , maling , oprydning og klargøring til de nye besætningsmedlemmer var det nu tid til et dyk. Jeg havde læst om et vragdyk med både et skibsvrag og en vandflyver , som har ligget på bunden siden 1964 , vi (svensker Thomas og jeg ) havde sat os får at finde dette vrag. Dykkerstedet lå uden foran lufthavnen ca. 1/3 del nede af landingsbanerne , jeg havde allieret mig med et søkort, hvor vi kunne se lagunen, hvor skibet og flyvemaskine skulle ligge, så helt galt kunne det ikke gå.. Ned i dinghyen , fuld fart frem , nu skulle et nyt vrag erobres. Efter en halv times sejlads med solen højt på himlen var dykkerstedet fundet , vi havde ikke været der i mange minutter, før en dykkerbåd ankom til stedet. Et rigtig godt dyk, med masser af fisk og når der bliver dykket på vrag er spændingen altid til stede... jeg tager mig selv i at ligge og tænke på hvorfor og hvordan disse vrag er endt her ??

Flyvemaskine er yderst interessant , den ene vinge er 20 m , hvor den anden er knækket over på midten , cockpittet ligger på 17 meters dybde , ind og sidde på flykaptajnens sæde, det skulle selvfølgelig prøves, ligge og kigge igennem vinduerne på flyvemaskinen, som har fået helt andre beboere, masser af fisk og en enkelt muræne , der nyder livet bag sæderne, den nyder af vise dens meget spidse tænder .. en ordentlig krabat :)

Det andet vrag er et gammelt cargo skib af træ , ligger på siden og starter på 13 meter og ender på 26 meters dybde , forholdsvis et stort skib 30 meter i længden , der er masser af fisk og liv på det gammel skib.

Te cargo ship & the cataline hedder dykkerstedet som virkelig er et besøg værd.... hvis rejsen går til disse kanter af verden , mon ikke... der er et par af de ny gaster , der gerne ville prøve dette dyk... jeg tror det !!

Kåring af Miss Tahiti , den udsendte er på plads ( helt tilfældigt ) festen er på kogepunktet de forskellige piger, hver især med deres titel fra de forskellige øer , i alt 6 piger der må igennem et hav af lokale danse, med forskellige flotte kostumer og stramt siddende kjoler,

Disse piger/kvinder er utrolig flotte og charmerende og laver hver især et kanon flot show , det er godt, det ikke er mig der er dommer , så var vi aldrig blevet færdige :) dog var der hende Miss Moorea som demonstrerede en meget flot dans , kun iført blomster ranker og 2 kokosnød - skaller puha... der var det tæt på et hjertestop og at taget var lettet , jeg ved ikke om det var det der gjorde udslaget , men hun vandt... sikke et show.

De første 2 gaster er vel ankommet til Tahiti Monica og Ken (min bror) ankom til Tahiti med 1 times forsinkelse , jeg havde i dagens anledning skaffet en taxa , der skulle hente mig i Marina Tahina , stedet hvor Disalagraptus ligger. Taxaen var der præcis kl. 2.00 , chaufføren der siden hen fik en stor gevinst , var et stor smil og var klar til denne lille køretur.

1 times forsinkelse af flyveren kunne slå taxa chaufføren ud , efter et kort øjeblik lå han og snork sov på bagsædet. Det var rigtig fedt at se Monica og Ken , hvide som madikker men med store smil over at de nu var nået til Tahiti , starten på drømmerejsen.

2 store rygsække der klirrede da vi smed dem ind i taxaen , dejlig lyd og dejlig smag viste det sig senere hen på morgen, Bailey kl. 3.30 smager fantastisk i godt selskab , hvor vi denne dag nød solopgangen, mens der blev fortalt nyheder hjemme fra.

Hvor fanden er mit kamera......denne morgen blev lige pludselig en lorte morgen. Jeg havde glemt mit kamera i taxaen , chaufføren sidder garanteret på bar med sine venner og fortæller en historie om en lalle´ glad dansker der glemte sit kamera i hans taxa , dette lille digital kamera som koster den nette sum af 135000,- polynesiske frank , herude på den fantastiske ø Tahiti , det svarer til ca. 8500,- kr. , måske er chaufføren i gang med at fremkalde billeder af Monica og Ken der ankommer smilene til lufthavnen på Tahiti eller i gang med at give øl nummer 6 til slænget, for de penge han har indkasseret på det sorte marked...

Nåå..... ikke flere billeder til hjemmesiden i denne omgang :(

Og dog... jeg havde jo "kun" betalt 3450,- kr. for kameraet og hvad gør man ikke for de " få " mennesker der sidder i Danmark og gerne vil se nogle billeder fra verdens baghave.....

Tiden var knap , de sidste gaster med afgang til Tahiti, skulle snart af sted , dette vil sige små 12 timer efter beslutningen, om at købe et nyt kamera var truffet.

Efter en telefon samtale med Anders og Jacob , var der igen optimisme hos fotografen.

Jacob kunne godt nå at købe et nyt kamera på vej ud til lufthavnen, tak for det.. Jacob.

Jacob , Jonas , Charlotte , Anders og kameraet er nu på vej til Tahiti , alle for at deltage i drømmerejsen og socialt samvær på båden Disalagraptus , herude i verdens baghave.

De næste dage går med fest , farver og proviantering til den kommende sejltur , der kommer til at gå til Moorea , Rangiroa som er en Tuamuto atol og videre til Maaquises Øerne , hvor første stop højest sandsynligvis bliver på Nuku Hiva.

En stadigvæk smilende GLAD dansker :)

Kim Jacobsen Tahiti

Papeete - Tahiti III

Rejsebeskrivelse 6

Anders sejler med i 2 mdr. november og december. Charlotte og Jonas sejler med i 3 mdr. november december januar. Jacob sejler med i et 1/2 år november - april Monica er noget af en haj til sejle gummibåden Ken knokler med at hejse Monica op i masten.

Papeete - Tahiti

Kl. 02.10 ankommer Anders , Charlotte og Jonas . Vi havde stillet uret til 01.30 , men der var en hvis herre (ken) der havde sat sit ur til en helt anden tids zone , han lignede et stort spørgsmål tegn , da musikken begyndte at blæse ud af højtalerne kl. 23.30 ifølge hans ur , men hurtig i tøjet og vi var klar til afgang, i vores lejede bil til lejligheden. De sidste personer der kommer ud i ankomsthallen er de 3 Danskere ,manglende bagage er problemet , det viste sig at det ikke var kommet med fra Los Angels , okay.. vi kunne hente det i morgen , alle havde smil på læben igen.

Forventningerne er store, hvordan ser det gode skib ud ? hvor ligger båden ? osv. mørket ligger tungt over Tahiti , der er en oplivende stemning ombord på båden lige nu.. skyldes det de lokale Hinano beer , bailey´en , den gammel dansk eller bare synet af Disalagraptus.

Solen titter frem inde over Tahiti og hele besætningen springer i badetøjet, nogle mere hvide end andre men alle med et godt humør, plask.. plask.. nogle på fødderne andre på hovedet men alle enige om, at det er fantastisk at være på Tahiti , hvor vandet er 28 grader, selv kl.06.00

Solen bager ned på Disalagraptus , festen og de kolde øl er på retur , for nu skal den sidste gast hentes, Jacob kun små 2 timer forsinket. Igen en af de allersidste ude i ankomsthallen men med det store smil klistrede på ansigtet er Jacob nu allieret med resten af besætningen.

Nu er togtet startet for alvor , alle er samlet , alle med store forventninger , vi har dårligt sat vores fødder på dækket, før der er kaldt til snorkling på revet.

Disse snorkler fik set , nogle for første gang , en blacktip reefshark på 1 meters penge , stemningen var perfekt og snakken gik lystig.

De næste par dage skal gå med planlægning, hele besætningen skal ned i Tahiti tempo , alle skal finde sig selv, inden turen går til Moorea.

Efter et par sundowner der trak ud til den lyse morgen , er besætningen nu tømret godt sammen alle gaster er faldet rigtig godt til på Disalagraptus her på Tahiti.. vi er nu klar til endnu større udfordringer.

På onsdag... er der afgang fra Tahiti , alt skulle nu være klar til vores første store sejltur ruten er lagt , den indebærer 2-3 dage på Moorea , gad vide om der bliver tid til endnu nogle fede haj dyk , muligheden er vist til stede, derefter kurs mod Rangiora hvor besætningen vil prøve at få 4-5 dage til at gå, denne lille sejltur vil tage 5-6 dage , hvorefter Nuka Hiva på Maaquises er målet , efter 6-7 dages sejlads skulle denne smukke ø stå meget stærkt i horisonten , de frodige træer og de store bjergtoppe vil kæmpe om at byde os velkommen.

Hele besætningen er røde i hovedet og brændte på skulderne, snorklingen er en hverdags begivenhed der skaber stor glæde og træthed, at være på havet kan man godt blive træt af... :)

Allerede nu.. har vi ombord, fået kendskab til store gastronomiske evner hos Anders - Jonas - Charlotte og Jacob, det bliver svært at leve op til, men brødrene Block som har madvagt første gang sammen , skal helt ind i deres inderste for at finde nogle kokke evner frem, som rækker længere end spaghetti med ketchup, men vi tager kampen op, vi har planen klar... Spaghetti med ketchup.. og basilikum, meeeennnn det kan godt være det bliver lidt for svært... vi får se...vi giver i hvert fald ikke op.

Hele besætningen glæder sig til December måned... Jacob havde en pakke kalender med fra Helene og Karin, to gaster der påmønstrer Disalagraptus i februar måned, en meget stor gestus fra de 2 skønne kvinder som Jacob og jeg, glæder os til at sejle sammen med i det nye år. ( gad vide om dette rækker til en ny pakkekalender til februar, julen varer som bekendt lige til påske ) Helene og Karin .... tak for den pæne tanke.. Besætningen på Disalagraptus

Dykningen har ligget stille i 4 dage pga. af en hostene dykkerinstruktør, der er nok ingen vej uden om en Tahitiansk landsbydoktor, med en stor medicin taske og en masse romtoddy. jeg bliver vartet op i hoved og r.. alle vil gerne have mig klar.. især de dykkerinteresseret som hammer gerne vil i gang, med den forestående uddannelse, at blive vartet op, er min stærke side, jeg nyder det, men håber alligevel det bliver en kort fornøjelse :)

Det blev ikke en lokal landsbydoktor, men en Fransk læge der ikke kunne et ord Engelsk, men jeg følte vi snakkede samme sprog....jeg fik det medicin jeg kom efter ( tror jeg nok )

En pencilin kur på 5 dage, så skulle jeg igen være klar, til dykning og nye narrestreger.

Jeg glæder mig allerede.........

Masser af hilsner til de respektive familier og venner til besætningen på Disalagraptus

Kim Jacobsen Tahiti

Rangiroa, Tuamotu II

Rejsebeskrivelse 10

Anders og Jakob nyder livet Lokal dykker fra Top Dive. Stor flot Napoleon fisk. Nærbillede af skilpadde.

Rangiroa Tuamuto atollerne

Jeg har set og snakket med Jim Carrie råber Charlotte nede fra dinghyen, imens hun springer ombord på Grappen lidt forpustet, med store øjne og godt humør :) det viser sig at Jim Carrie bor inde på luksus hotellet og hvem er så Jim Carrie....Dum Dummere Dummest - The mask - vild med Mary, ja og mange andre film, han er nok en af de største skuespiller i USA lige i øjeblikket.

Dagen efter hvor vi sidder i hotellets bar og hygger os med et par Hinano´er kommer han over for at hilse på, da han genkender Charlotte fra dagen før.

Jeg får en rigtig god snak med Jim ( vi er jo på fornavn..ikke og vi føler straks vi er noget :) omkring dykning, han er meget interesseret i snorkling og dykning og ville gerne have et dykkercertifikat, jeg øjner chancen for at få endnu en kunde i Amazing Dive Club.

No problem... I can learne you to dive, mens smilet breder sig over hele mit ansigt, bider han på ????

Jim Carrie skal desværre flyve dagen efter...satans også, nu gik jeg glip af en indkomst :) håber min bankrådgiver tilgiver mig endnu engang.

Jim Carrie fortæller om sit møde med de Polynesiske hajer, mens jeg sidder og tænker på filmen The Mask ...hold kæft hvor han ligner sig selv :)

Jeg fortæller om alle mine dyk med de forskellige hajer i Fransk Polynesien og jeg kan se på " Jim " at det er noget han gerne ville prøve.

Måske næste gang jeg render ind i ham, et eller andet sted i den store verden, kan det være vi bliver dykkermakkere.. hvem ved... Vi bliver ønsket god vind, samt held og lykke med vores rejse.....

Vi er på vej hjem efter et kanon godt dyk, gummibåden flyver / sejler hurtigt igennem kornellerne som stikker op over vandoverfladen hist og pist, men det får ikke bådføreren til at sænke farten, han kender stedet som sin egen bukselomme.

Vi passere lufthavnen, inde på landingsbanen holder der et kæmpe privat fly og venter på Jim Carrie, ja...der er sgu nogen der har penge nok.

Barbecue ved Top Dive , Erik den Franske Instruktør har inviteret til barbecue, vejret er perfekt 30 grader ingen skyer på himlen, lige et vejr til barbecue.

Vi tager de forskellige flasker med som nu er tilbage i barskabet Gammel Dansk - Snaps og lidt Gin og så lige 13 liter papvin.

Heldigvis er det ikke os der skal medbringe fisk, for dem har vi ikke været gode til at skaffe selvom der nu er 3 harpuner ombord på Grappen :)

Med højt humør ankommer vi til den perfekte barbecue plads, bålet har Erik tændt og gnisterne farer rundt, brændet er kokosnødder så det skal nok blive godt.

Mahi Mahi og en anden lokal fisk , jeg ikke lige kan huske navnet på, er allerede smidt på bålet og duften af frisk fisk, breder sig iblandt de forventningsfulde Danskere som i øvrigt har medbragt friske Ananas - popcorn til bålet og kalendergaven fra i dag en pakke lakrids snørebånd (Pakkekalenderen skaber i øvrigt glæde og smil på læben hver morgen )

Det var en rigtig god og hyggelig barbecue, hvor de Franske dykkere bla. lærte at drikke snaps.

Fisken smagte pragtfuld, serveret med ris og stegte løg fra bålet, desserten Ananas, popcorn og lakrids snørebånd gled behagelig ned i de efterhånden fyldte maver puha...det er godt..

Tænk... en barbecue i strandkanten, mens solen går ned midt ude i Stillehavet og det internationale sprog ryger ind over bordet og jo mere det forsvinder i rødvinen og snapsen, jo mere festlig bliver det. Sandet er behagelig varmt selv om klokken efterhånden er blevet 22.00, ja for ikke at snakke om vandet der har en temperatur på 28 grader. Grappen ligger smukt ude i lagunen , det bliver godt at smide sig i køjen, efter en hård dag med dykning og barbecue.

Den sidste nat i køjen mens skibet ligger stille, i hvert fald i de næste 9-10 dage hvor turen går mod Marquises.

Rangiroa har virkelig været en oplevelse af de store...men jeg vender jo nok tilbage næste år når Grappen sejler lige forbi igen, jeg har allerede nu, lavet en god aftale med Top Dive og Erik om masser af spændende dyk, når turen igen går til Rangiroa, en Tuamuto atol.

Skibet er nu klar til den næste sejltur, alle er ved godt humør...nu skal der sejles...

Kim Jacobsen Rangiroa

Rangiroa, Tuamuto

Rejsebeskrivelse 9

Ken i selskab med 4 store Silver Tip Reefshark. Charlotte i fin stil De kan bare komme an jeg er Open Water diver. Kim på ryggen af en skilpadde Et godt dyk Ken fik sin dykker dåb

Rangiroa Tuamuto atollerne

Min morgen styrevagt, fra kl. 7.00 - 10.00 er i fuld gang, da vi ser Rangiroa for første gang i horisonten, det er planlagt vi sejler igennem passet i atollen kl. ca.9.00.

At sejle i Tuamuto atollerne kan indimellem være svært og farligt, besætningen føler der er styr på indsejlingen, vi er 100 % klar til aktion. Atollen er nu helt synlig, herude i midten af Stillehavet ligger paradis. Hvide sandstrande så langt øjet rækker med masser af palmer, på den ene side store bølger der vælter ind over korallerne, på den anden side helt stille vand der minder om en lagune, denne atol Rangiroa er verdens næst største atol, et fantastisk syn.

Ved indsejlingen står jeg med tungen lige i munden og fuld koncentreret, alle sanser er i beredskab at det er et farligt sted at sejle, bliver vi påmindet om ved indsejlingen, på revet står en stor katamaran, de havde ikke styr på indsejlingen, det får vi....forhåbentlig.

Vi bliver budt velkommen til Rangiroa, af en flok meget store delfiner, disse dyr springer foran kølen mens styrmanden, står med koncentreret blik og tungen lige i munden, for at undgå de fantastiske korreler og de hvide sandstrande, det sidste sted en båd skal ende....

Vi ligger til anker på samme sted, som den tidligere besætning lå, et fantastisk sted lige uden for et af de mest luksuøse hoteller i Tuamuto Atollerne, vi bruger deres badebro, drikker deres øl og lader som om vi er en del af hotellets gæster :) det eneste der adskiller os, er vores primitive beklædning, men det går nok....

Hotellet er rammen om en god lokal aften, med masser af mad, rå fisk - stegte fisk - skaldyr - masser af gode salater og mange andre lokale retter. Det hele krydret med lokal dans, udført af lokale specialister, disse lokale dansepiger kunne selvfølgelig ikke lade os Danskere være i fred, inden vi fik set os omkring var Anders, Jonas og jeg i gang med, at lære den lokale dans til stor morskab, for alle de lokale dansere og de 50 spisende gæster. Det var en rigtig sjov aften, hvor vi endnu en gang var blevet til grin, i vores desperate forsøg på at lære de lokale hvordan man danser :)

Top Dive er dykkercenteret der ligger helt ned til vandkanten, jeg har 4 dyk tilbage ud af det 10 turs kort jeg købte på Moorea, op i dinghyen ind mod stranden med de mange palmer, som står i baggrunden på atollen, vandet er krystalblåt og ingen vind bevæger sig...nu skal der bookes noget dykning.

Dykkerinstruktøren lyser op da jeg viser ham mit certifikat, nu havde han i meget lang tid været alene i centeret og havde i den sidste periode "kun" dykket med open water dykkere. Inden jeg havde set mig omkring var der booket til næste morgen, dybde dyk til 40 meter, kun ham og mig det skulle nok blive godt...Erik som han hedder er Franskmand og driver nu dette center på 4 måned, en rigtig glad mand med masser af humor, lige en dykker for mig.

Op i centerets store gummibåd og så er det bare derudaf, ud over vandet i stor fart med den lokale boatdriver ved den store 75 hk. motor, lige en opvisningstur forbi Grappen og vi er på vej imens vi "flyver" igennem passet, boltre delfinerne sig ude foran båden...whauu..det bliver godt....

Ned i dybet vi glider, Erik og jeg, det varer ikke længe før vi får selskab af et par Whitetip Reefshark på en meters penge, op af dybet langs koralvægen glider elegant en kæmpe Eagleray, vi ligger nu på de 35 meter mens vi nyder synet af denne elegante og fascinerende Eagleray, den er lige henne at kigge, til de to fremmede i vandet, før den svømmer videre ud i det blå.

Vi har igennem hele dykket følgeskab af 2-3 Whitetip shark, der er masser af farvestrålende fisk i alle mulige afskygninger og størrelser, jeg nyder virkelig dette dyk, imens mine tanker går til mine instruktørkandidater og Diveshoppen, som må dykke i det kolde vand i Danmark, imens jeg ligger her ude midt i Stillehavet, i 30 graders varmt vand og boltre mig, sammen med masser af hajer -Eeagleray - Stingray - Delfiner - Mantarays - store Barracudaer - Tricker fish ja... jeg kunne blive ved, men okay... ingen bad feelings her fra :)

De næste par dage går med 3-4 dyk om dagen, jeg er ombejlet...en Fransk instruktør som gerne vil dykke nogle mere spændende dyk end de sædvanlige dyk samt en besætning som gerne vil i gang med deres dykkeruddannelse.

Ken og Monica knokler med de forskellige øvelser under vand, ivrige efter at udføre dem så godt som muligt...det kører fantastisk efter de obligatoriske dyk, er de nu klar til store dykkerudflugter, dog mangler Monica lige det sidste dyk før hun kan kalde sig Open Water. Jonas har været sine dyk igennem og kan nu kalde sig Advance dykker... tillykke til alle..

Nu skulle der ses hajer... mente Ken, og det blev der 4 store Silvertip shark og 4 dykkere, så det gik lige op hvis hajerne blev sultne :) disse pragtdyr havde en længde på ca. 3 meter og kom så tæt på, at jeg tog mig selv flere gange i at række ud efter dem, hvad fanden har jeg gang i.... sidder her på 20 meter og prøver at klappe en Silver tip reefshark på 3 meter...ja... man kan jo vænne sig til lidt af hvert, men fedt var det og en kæmpe oplevelse....

Jah..jah... var man dog bare i Fransk Polynesien, nærmere betegnet Rangiroa en Tuamuto atol hvor varmen brænder på ens krop og hvor vandet er 29 grader ...hverdag, hvor udsigten er hvide strande og massevis af palmer , kølige drinks på fordækket og tonsvis af oplevelser farende igennem hovedet...så tror jeg, man har overskud til at klappe Whitetip reefshark med en længde på 3 meter. :=) jeg vender tilbage til hajerne i morgen....nu skal der klappes......

Kim Jacobsen Rangiroa

Tahiti

Rejsebeskrivelse 3

Jeg er ok i Bussen Afsted til et nyt dyk. Ja man får jo helt lyst til en sundowner Svensk Buddy Den berømte kompressor Den berømte kompressor

Tahiti 27/10-01

Hvad får man dagen til at gå med på Tahiti ??

Jeg er i dag flyttet ind i mit værelse på Grappen ( læs Disalagraptus ) værelse... værelse...det er nok så meget sagt , jeg har i hvert fald besluttet , hvilke køje der skal udgøre noget af min tid her i Stillehavet, det blev skibets mindste køje og helt ude i stævnen forneden , passer fint til mig... om den så er god at sove i , vil de kommende dage vise. Jeg kan jo nå at ombestemme mig, inden resten af besætningen kommer. :)

På skibet er der 2 dobbelte køjer, en i agter med mulighed for at sove 3 mennesker, ingen problemer med det , jeg havde nogle gode nætter sammen med Jacob og Birgitte :) og køjerne går får at være de bedste ombord , en i midten af skibet samt 2 enkelte køjer i stævnen.

De to enkelte køjer går til de 2 ungkarle der er ombord på Grappen ( nej.... jeg ved sgu ikke-rigtig med Jacob om han er ungkarl , der var vist noget om......nå , det må vi vente med.... )

Jacob som skal sejle med et halvt år fra d.8 /11 og undertegnede som skal være med i endnu længere tid ,så er vi godt stuvet af vejen og skal så ikke holde flytte dag hver anden måned (det er ikke sikkert , at det er en fordel ...hvem ved...) , planen er lagt, køjerne er fordelt , nu må vi se om de andre besætningsmedlemmer godkender den , for der er jo demokrati ombord , nå.. ja.. jeg må jo lige tilføje , at det jo kun er et udkast til en plan. :)

Jeg har også få det tildelt 3 hylder i dag , til mit tøj og andet skrammel ,jeg har taget med til dette togt , tildelt af den nuværende kaptajn , i øvrigt meget fin fyr, men der er jo heller ikke så mange han kan diskutere med... lige i øjeblikket :-(

Alting på plads .. plads til alting... lige med undtagelse af alt dykkergrejet , okay... det må være en opgave, jeg skal løse en anden dag , i morgen måske.... jeg skal jo passe på ,jeg ikke får stress..

En tur ind til Papeete , hovedstaden på Tahiti , turen forgår i Truck , en såkaldt lastbil / bus hvor der er lavet plads til passagererne på ladet , en meget fin måde at komme frem på.

Går du i vejkanten , dytter bus chafførene efter dig , det er deres måde at spørge " skal du med bussen " i starten troede jeg , det var fordi kvinderne var vilde med mig , men det opdagede jeg hurtig...det var ikke derfor... og dog.... mange af busserne er ført af kvinder , store kvinder og nogle af dem kører som en i helvede.... det gjorde kvindemennesket bag rattet i dag også , jeg måtte virkelig holde på hat og solbriller ( mine nye røde ).

I bussen der mødte jeg en ung gut der falder for min " amazing hat " i øvrigt nummer 2 inden for 14 dage , endnu engang sad der tilbage i bussen en lokal gut , med smil over hele ansigtet mens han nød, at have byttet sig en ny og bedre hat , det ender med at jeg må tage patent på denne hat. :)

I nogle af busserne , er der placeret en kæmpe højtaler , hvor musikken bare vælter ud af , Bob Marley har ikke levet forgæves , som om... det var et kørende diskotek , selvfølgelig med bassen skruet helt vildt op.... Musik glade mennesker.

Jeg overlevede turen .. endnu engang , af sted går det mod Internet cafeen, med min nye kasket på den skaldede isse , kasketten må lade livet når jeg kommer tilbage til båden , det er jeg sikker på.

Internet cafe er en god ide´ ( lige lidt reklame for " de tre musketerer " Internet cafe som ligger i Hvidovre stationscenter Danmark , hvis der skulle være nogle der har lyst til et par glade spille / Internet timer , så er de klar.... med en udsøgt betjening , gad vide hvornår de ville have en link på min hjemmeside ? ) denne Internet cafe ( altså den her på Tahiti ) er hurtig , gode maskiner , flad skærme , aircondition og der er altid til at komme til.

Det er dejlig at se.... der er nogle der besøger hjemmesiden , for at læse et par røverhistorier og se nogle billeder. Det motivere selvfølgelig mig , til at sende flere historier, lige så snart , der er noget på tapetet..

Alt det her... med denne her hjemmeside, kunne ikke lade sig gøre, uden en kæmpemæssig arbejdsindsats af min web-master Søren Andersen. Søren ...Tak for et kæmpe stykke arbejde du indtil videre har lavet , håber det vare ved.... :)

På vej hjem , igennem byen som er i gang med at blive lavet om til karneval , boder der er sat op over alt , kæmpemæssige stilladser langs vejen , hvor alle kan sidde og nyde det store optog der summer af liv og glade dage.

Karneval... Tænker jeg " Det skal jeg da være med til , mig som mere eller mindre altid er klædt ud , med Amazing hat og røde solbriller " det er lige noget for mig , mens jeg går i mine helt egne tanker , såsom " gad vide hvad første præmien er " " hvor tilmelder jeg mig " osv.

bliver der endnu en gang dyttet af mig , mindre glad bliver jeg , da jeg til min rædsel opdager, at det er den samme store tykke kvindelige buschauffør som kørte mig ind til byen , der sidder bag rattet, i et svagt øjeblik overvejede jeg , at sige jeg ikke skulle med bussen alligevel okay.... alle mennesker fortjener mindst 2 chancer og jeg gider s.. ikke at gå.

Så jeg hoppede ombord på bussen.....

Bus turen gik fint , jeg gav endda drikkepenge til hende.... jeg sad og smågrinede hele vejen tilbage , af hvad ved jeg faktisk ikke , men jeg kunne ikke lade værd.. det må være "solstik" Nu skulle det blive godt med en dukkert og en lang snorkeltur ud til revet , faktisk den første siden i går , revet var ikke noget at råbe hurra for , det går hurtig med at blive kræsen.. men jeg vender tilbage i morgen.

Min " sundowner" i dag , var en iskold dåse cola , mens jeg sad og nød en pose pistacienødder , de smager faktisk ret godt , spist i de rette omgivelser... :) men skallerne.... De er irriterende i dag bliv de kastet ned i den store røde balje , som jeg lige havde brugt til at vaske tøj i .

Dem der kender mig , ved at tøjvask ikke liiiige er min stærkeste side , men jeg har faktisk fundet en god teknik , som består af... Siddende på de store lyserøde fendere på fordækket , med den røde balje fyldt med vand, tilsat lidt vaskepulver , lidt vasketøj og en kold dåsecola i hånden , masserende tøjet med fødderne ( de blev rene.... altså fødderne ) mens solen bliver nydt i fuld udstrækning ,men os kreative folk stopper ikke her, opgaven til næste gang, jeg skal vaske tøj er ...

" Kan det lade sig gøre at vride tøjet med fødderne "

Det kunne det......

Kim Jacobsen Tahiti

Tahiti og Moorea

Rejsebeskrivelse 7

Hele besætningen samlet klar til den store udfordring Jonas med sine flotteste badebukser er der ikke bare smukt Ken en glad mand på vej hjem fra stingray world på Moorea charlotte klar ved ankeret Bemærk den skallede snorkler

Tahiti og Moorea

Yes...I am back , den lille pencilin kur virkede, imens jeg gik og hostede gik det op for mig, hvor godt jeg havde det, når jeg ikke var syg. Tankerne gik til de mange mennesker der dagligt går og døjer med forskellige sygdomme og skavanker. Vi alle der generelt er raske, skal lære at sætte pris på den frihed dette giver.

Den sidste sundowner på Disalagraptus mens vi ligger på Tahiti er i fuld gang på dækket, gin og tonicen er på plads samt de uundværlige kolde Hinano Beer som får følgeskab af friske flutes og brie ost samt masser af pistacienødder. Denne aften viste sig, at indeholde den smukkeste solnedgang, jeg til dato har set.... på den ene side af båden var himlen og vandet helt blåt, mens den anden side var nærmest orange med flotte sky formationer, himlen indbyd ligefrem til romantik og pilsner, største delen af besætningen måtte nøjes med de kolde pils, men det var heller ikke værst.... :)

Afsejlingen fra Tahiti var planlagt til kl. 10.00 i morgen det skulle blive, så godt... at få masser af vand, under kølen og samtidig mærke vinden blæse i håret :) mens sejlene trak båden fremad, i gennem det meget blå hav, mod Moorea endnu engang.

Opgaven var klar, jeg skulle "bare" ned på immigrationskontoret , toldkontoret samt havnemesteren, jeg havde fået en god introduktion, af den forhenværende kaptajn.. Maria, så det kunne ikke gå helt galt, en lille formalitet.....og vi var klar til at sejle. ......det der med "bare" , det virker overhovedet ikke her ude i Verdens baghave.

For en i helvede, hvor er de indimellem ineffektive og arrogante, samtidig med at de dårlig nok ved hvad de har med at gøre... :)

jeg blev en oplevelse rigere.......

Jeg troppede op på immigrationskontoret, vi skulle have en tilladelse, til at sejle i Fransk Polynesien i det næste halve år.

Manden bag disken sagde, vi kun kunne sejle rundt, i de 3 måneder vi havde fået som turist visum.

Jeg havde nu et problem... vi var to der skulle sejle mere end de 3 måneder og det fremlagde jeg for ham, det var han s.. ligeglad med , 3 måneder, så var det ud af Fransk Polynesien. Det kunne ikke være rigtig , den Franske ambassade i Danmark havde fortalt mig, at vi ikke behøvede visum som EU borgere og vi kunne blive i landet i et helt år.

Denne lille fedladne mand, med de store briller var helt og aldeles ligeglad med, hvad jeg havde fået at vide... 3 måneder og så er det ud og hvis jeg ville sejle til Maaquises, skulle jeg være tilbage i Paapete , Tahiti inden mit visum udløb , inden jeg sejlede nogle steder, skulle jeg komme tilbage til HAM med kopier af alle flybilletter, der skulle vise, at alle havde forladt landet, inden deres visum var udløbet. Nu kunne jeg mærke, at jeg var begyndt at blive virkelig... pist off, det eneste man ikke må blive i sådan en situation, hvor man har med sådan en magtliderlig stodder at gøre... men for sent.... efter jeg havde fortalt manden bag skranken, hvad jeg umiddelbart syntes om ham og hans måde at være på , havde snakket højt omkring det Danske konsulat osv. tog han alle vores pas og kastede henover disken, mens han råbte og skreg på det lokale sprog, inden jeg havde set mig omkring, var jeg smidt ud af kontoret og stod nu ude på gaden...

Dette var ikke lige den bedste situation at havne i... hvad så ???? Over på et andet kontor, som havde med visum at gøre, dette måtte være en formalitet..

Denne herre havde med alle længere visum at gøre, 3 måneder sagde han , mens han sad på sin grønne kontorstol og lignede en rigtig bykonge, 3 måneder det kunne jeg ikke bruge til noget han henviste til det Danske konsulat, hmmmm.. okay.. det Danske konsulat det må være en formsag.

1 person på det Danske konsulat, kunne snakke en lille smule engelsk men personen der normalt havde med disse sager at gøre, var her ikke.. kom nok i morgen !! efter en hård kamp havde jeg lavet en aftale dagen efter... nu måtte jeg tilbage til båden og forklare at vi ikke kom af sted i dag, alle havde gået det meste af dagen og lavet skibet sejlklar, denne meddelelse skulle gribes rigtig an... efter lidt tid var humøret højt igen.. i morgen skulle vi af sted.

Jeg tog på turne´ i blandt de forskellige både , for at høre hvad de gjorde, får at kunne sejle rundt her i Fransk Polynesien i så mange måneder. Der var et hav af forskellige meninger og måder det blev gjort på...nogle mere lovlige end andre, men... jeg fik et par klare udmeldinger fra et Amerikansk skib som havde været i samme situation.

Nu var jeg klar til anden runde.... tilbage til gutten i den grønne kontor stol, jaahh.. der var lige en lille detalje, han havde " glemt" at oplyse mig om, jeg kunne godt være her et år som Eu borger, men nu var det i orden.. jeg skulle " bare " gå tilbage til min ven, der smed mig ud af hans kontor, tidligere på morgen, det skulle nok bliver skægt......

Det fattede han ikke noget af... 1 år nej..det passede ikke, efter lidt forsigtig pres fik jeg ham til at ringe, til gutten i den grønne kontor stol. De snakkede frem og tilbage 5-10 minutter... jeg kunne nu komme tilbage dagen efter kl. 9.00, hos hvem ??? ja...manden i den grønne kontor stol, han havde "glemt" at det var ham der havde papirerne der skulle udfyldes , inden jeg gik fra immigrationskontoret , fik jeg en undskyldning for episoden tidligere på dagen....okay det var ikke mig der var helt åndsvag :)

De gode nyheder blev givet til hele besætningen på Disalagraptus, vær klar til i morgen... jeg skal "bare" ind på immigrationskontoret kl. 9.00 , vi kan sejle senest kl. 11.00.....

Alt gik smurt.. det tog "kun" 3 timer så var alt på plads, nu skulle vi af sted.

Det var et fantastisk vejr, høj solskin 34-35 grader, næsten klar himmel mens Disalagraptus sejlede stille og roligt ud gennem passet i revet, sejlene strøg til tops mens båden begyndte at skyde en god fart igennem det meget krystalblå vand, alle var i godt humør :) nu skulle der sejles... Vi blev budt velkommen af en flok delfiner, 4 timer senere ved indsejlingen til Moorea, desværre havde vi ikke mulighed for at lege med disse dyr, da vi lå midt i passet.

Efter at have smidt anker, var det nu tid til en sundowner på Moorea...det var nydelse på et højt plan, sidde på dækket med en Gin Tonic, nogle pistacienødder og nyde den fantastiske udsigt omkring Moorea, sammen med nogle andre pragtfulde mennesker :) Stingray World et dykker og snorkel sted på Moorea, endnu en gang havde min nye bog med dykkersteder i Fransk Polynesien, peget på et sted jeg bare måtte se...

Jeg tog dinghyen ud for at finde stedet, det kørte bare...stedet var fundet med det samme whauuuuuu....jeg har aldrig set så mange stingray, på et sted i mit liv, jeg snorklede rundt sammen med 25-30 stingray i 2 stive timer, det var bare så fascinerende...en enkelt black tip reef sharck ville også være med, men forduftede hurtig igen .. dette sted skulle danne rammen, om en fælles udflugt i morgen, for hele besætningen på Disalagraptus.

Vigtigst af alt...så skulle jeg have mit kamera med, billeder af disse stingrays måtte andre bare se....på vejen tilbage i dinghyen stødte jeg på 2 eaglerays som jeg havde lidt sjov med, det var en meget flot tur , glidende henover korallerne i det turkis blå vand, mens solen bager på kroppen, der efter hånden er blevet brun, kigger ud mod havet hvor bølgerne vælter ind over revet...ja.. jeg nyder det i fulde drag.

Hele besætningen er oppe at køre , vi er lige kommet hjem efter et fantastisk dag, sammen med masser , masser af stingrays , alle er enige om at det er noget af det fedeste de har prøvet det var nærkontakt på et højt plan og forelskelse fra første øjeblik.....

Kim Jacobsen Tahiti

Dyk, Manta Ray

Rejsebeskrivelse 16

Marquises Øerne

Jeg sidder I Dinghy´en og tænker, tilbage på mit dyk Juleaftens dag, sammen med Ken, Monica og Charlotte, vi har lige kastet os i vandet og forventningerne er store til et dyk netop Juleaftensdag.

Ken skal være fotograf på dette dyk, det bliver spændende at se, hvilke billeder han kan diske op med. Efter ca. 2 minutter under vand, kommer denne her kæmpe Manta Ray, min drøm...og så lige den 24 December i år 2001, dette år som indtil videre har bestået at 142 dyk.

Kæmpen kommer glidende direkte hen imod mig, jeg vender mig om, får at se om de andre har set dette pragtfulde dyr, alle ligger og stirrer direkte hen på Manta Ray´en..rigtig godt...

Nydelsen af dette dyr under vand , kan være svær at gengive, men dem der har prøvet at dykke med dette dyr, vil højest sandsynligvis give mig ret i, at dette er en af de helt store oplevelser.

Jeg er i gang med at ærgre mig over, at jeg ikke har mit kamera i hånden, da jeg ser Ken i fuld gang med at fotografere, denne Manta Ray fra alle mulige vinkler og kanter , det ser ud til at han har styr på situationen, jeg ligger allerede og glæder mig til slideshowet på pc éren Ja og til at nogle forhåbentlig gode billeder, skal sendes hjem, til alle de Danske dykkere og andre interesserede.

Dykket bliver et kanon dyk med masser af fisk, flotte koraller ja...nydelse på højt plan.

Hvad laver jeg i Dinghy´en, jo..jeg sidder og nyder udsigten sammen med Ken, vi er klar til hans sidste dyk for denne omgang, vi er meget opsatte på, at dette dyk skal blive rigtig godt. Det er samtidig Kens Multi level dyk , det sidste.. så er han Advance diver.

Ken styrer dykket til UG , jeg ligger og studere en Lionfish, da jeg fornemmer noget stort på min højre side, der er ca. 5 meter ind til væggen og midt imellem mig og væggen,kommer en Hammerhead Shark svømmende, mit første møde med dette dyr. Jeg kaster et blik hen på Ken og konstatere at han også har set hajen..sådan...dykket kan næsten ikke blive bedre.

Det skulle da lige være den White Tip shark, vi mødte på vores vej tilbage til Dinghy´en , en god måde, for Ken at slutte sin Advanced dykkeruddannelse på , allerede nu har han dykket med flere store og spændende dyr, end mange dykkere kommer til i hele deres dykkerkarriere.

Jeg må fortsætte det hårde arbejde , det at dykke med Manta Ray , skildpadder, Stingray, Lionfish, hammerhead Hajer, black tip reefshark, ja...jeg kunne blive ved..men nu kræver det noget aktion...

Kim Jacobsen

Nuku Hiva Marquises

Farvel til Rangiroa

Rejsebeskrivelse 11

Monica og Ken klar til dykning. På vej til Rangiroa i Dinghy'en Alt ok fra Monica. Jakob har fikset motoren.

Stillehavet 11 grader S - 142 grader V.

Den store gummibåd fra Top Dive, kommer farende ud forbi Disalagraptus. Dykkerne ville lige sige farvel og god tur til Marquises, jeg kan se på deres ansigter, de virkelig har nydt de sidste par dage, sammen med os Danskere på Disalagraptus.

Erik, den Franske dykkerinstruktør råber.. see you at april...mens den 75 hk. store motor, får båden til at skyde en stor fart hen over vandet.

Jeg står ved ankeret og er en lille smule misundelig på dem..."hvis de nu så hammerhajer..." men mine tanker får hurtig noget andet at tænke på...

Nu skal ankeret op, alle mand og kvinder er nu klar, til at forlade Rangiroa den skønne Tuamuto Atol midt ude i Stillehavet, kl. er tæt på 15.00 vi har yderligere en time, før der begynder at komme stærk strøm i passet, vejret er perfekt og der skulle ifølge lufthavnen, være en god vind.

Imens vi glider ud igennem passet, kommer der 4 store delfiner og siger farvel på deres måde, nemlig springende foran stævnen, imens besætningen prøver at få nogle billeder, når de pragtfulde dyr er oppe af vandet, jeg skal hilse og sige...en temmelig svær opgave, især når skibet gynger frem og tilbage.

4 dage tog det den gamle besætning, at komme fra Marquises til Rangiroa, vi skal nok regne med hen ad 10 dage, for nøjagtig den samme tur, vinden er desværre lige imod os :( dette bliver en hård sejlads med skiftene halse, først bagbord, så styrbord, så bagbord osv. at sejle væk fra målet, kan forekomme noget mærkeligt, men sådan er det....

Stillehavet er enormt, vi har nu sejlet i 7 dage uden at møde noget som helst, okay...det lyder måske ikke af så meget, men for os er det meget...nu er der kun 2-3 dage tilbage til vi er på Marquises, alle ombord glæder sig til første landkending.

Livet ombord handler om sine vagter, måltiderne, en bog i ny og næ og så masser af søvn, det bliver nogle veludhvilet Danskere der kommer til Marquises.

Jonas og Charlotte er i fuld gang med rescue uddannelsen.

Ken studerer Advance Diver og Jakob er kommet i gang med Open Water, så der er fuld gang i uddannelsen af dykkere.

Jeg glæder mig helt vildt, til at springe i vandet igen og udforske undervandslivet omkring Marquises, dykke med hammerhajer, Marquises er et af de bedste steder i verden, til at prøve at dykke med disse hajer...det bliver godt :) imens tænker jeg tilbage, på de 20 gode dyk jeg havde på Rangiroa.

Fisk er der fanget på Disalagraptus..sådan Ken !!! men da Ken ikke er den store fiskespiser, tror jeg...han holder lidt igen med de rigtig store fisk :)

Da det var Jakobs mad dag stod den på rå fisk, smagte simpelthen pragtfuld, serveret med masser af ris til. Fiske steaks er heller ikke at foragte, med endnu en gang ris....efterhånden er længselen, efter alt det vi ikke har ombord, meget stor og fantasierne får frit løb.....en "simpel" rugbrødsmad får tænderne til at løbe i vand, nyd nu de rugbrødssmadder der hjemme, de er meget efterspurgte herude....uha...en rigtig lækker julebuffet, nej... nu stopper jeg.

Disalagraptus banker frem og tilbage i bølgerne, motoren kører mens jeg ligger i min køje, helt ude i stævnen. Nogle gange flyver jeg næsten ud af køjen, når skibet falder dybt ned imellem bølgerne. Jeg ligger og tænker " denne her køje er placeret det helt rigtig sted, hvis man er til op og nedture hele natten"

For ikke at snakke om varmen, den er lige i sit es, herude i denne køje, det minder mest om en sauna, men okay... jeg har jo selv bestemt køjen.

Længsel... er åbenbart noget der skal være der, når man er ude at rejse i længere tid... det kan være længsel efter familie, venner, motorcykel, rugbrød, en god dansk Tuborg, ja... selv arbejde.. nej.. jeg er ikke syg, men det kan være en arbejdsskade simpelthen fyre den af, i den helt store stil, med masser af gang i forretningen, fyrer den af verbalt, så personalet går ud og giver den en ordentlig skalle.

Julen har sgu altid været en hård, men dejlig måned, jeg håber mine kollegaer nyder, at få kasseapparatet til at klingre her i julemåneden, jeg tænker på jer.... FYR DEN AF...!!!!!!!

Efterhånden her jeg taget mig i, flere gange, at ligge og spekulere på arbejde, få nye gode ideer som skal afprøves, når jeg springer stormfuldt, ind på det Danske arbejdsmarked igen. Jeg er i fuld gang med, at spare en masse krudt op.... spørgsmålet er bare hvor det skal fyres af henne ....

Når der er så meget krudt i r.... på en, kan 7-10 dage til søs godt ophobe en masse energi...det kommer til at gå ud over det lokale dykkercenter og de lokale Hinano Beer, når jeg kommer i land.... En masse hilsner herude fra det store Stillehav, fra alle ombord på Disalagraptus.

Kim Jacobsen Stillehavet 11 grader S - 142 grader V.

Juleberetning

Rejsebeskrivelse 13

Sydhavets sødeste nissepiger. Bugten hvor juleaften blev afholdt. Anders med det store overblik. Nicolai og Kim har styr på julesvinet. Disalagraptus Julesvinet.

Marquises Øerne

Jakobs juleberetning

Når man ikke er en dovenkrop, står man julemorgen tidligt op.

Så da solen dukkede frem bag bjergene mod øst, hoppede jeg i jollen for at ro mig en lille juletur og fotografere Grappen i morgenlys på den nye ankerplads.

Vi lå i en lille bugt ved en strand med kokospalmer og stenfundamenter, der vidnede om, at der havde været en boplads for nogle hundrede år siden, inden europæernes sygdomme reducerede øens indbyggertal til en brøkdel.

Den øde strand, som kun kan nås fra søsiden var nogle få dage forinden blevet forladt, efter at den i et par måneder havde tjent som skueplads for reality showet Survivor, som er den amerikanske version af Robinson. Dette var stedet, hvor vi havde besluttet at fejre juleaften og stege vores medbragte pattegris.

Mens jeg roede hen over koralerne på vej mod stranden, hørte jeg pludselig nogen tage en dyb indånding bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg, troede jeg først, Kim ligge med sit skaldede runde hoved over vandet og trække luft. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være en havskildpadde. Flere skildpadder poppede ustandseligt op omkring mig for straks efter at dykke ned og fortsætte deres morgenmåltid.

Efter vores eget morgenmåltid, drog Nikolaj, Hanne, Anders, Kim og jeg ind til stranden for at iværksætte landsætningen af vores julefest.

På stranden blev vi modtaget af sværme af små uskyldigt udseende fluer, som skulle vise sig at blive vores plageånder. Disse såkaldte nonos eller sandfluer er de rene vampyrer.

Man mærker ikke deres bid før timer senere, hvor små stik hæver op og kløer i dagevis. Nikolaj gjorde sig hurtigt gode venner med en lille gekko, som han mente kunne fortære nogle af de blodtørstige bæster. Men på trods af denne insektædende beskytter blev Nikolajs hud en yndet landingsplads for fluerne.

Vi anlagde en bålplads i sikker afstand fra det tørre junglekrat. Til at skærme bålet brugte vi nogle camouflagemalede træplader efterladt af Survivor-folkene.

Disse skulle hindre den kraftige pålandsvind i at bære gnister ind i vegetationen. Mens vi gik og samlede brænde nærmede en udriggerkano med påhængsmotor sig stranden.

Vi vinkede til manden og de to drenge ombord uden at få en reaktion, der mindede det mindste om venlig imødekommenhed.

Da jeg gik ned til vandkanten for at tage imod dem, blev jeg mødt af en bister indfødt.

Marquesianerne er store, stærke og muskuløse folk. Mange af dem nærmer sig det monumentale i fremtoning, og ligeså åbne og gæstfrie de kan være, ligeså olme og skræmmende kan de til tider forekomme, selvom de har lagt kannibalismen fra sig for længe siden (håber vi). Que-est ce que vous faites ici? (Hvad laver I her?)Spurgte han og var tydeligvis ikke interesseret i andet svar end at vi skrubbede af med det samme.

Han lukkede en længere svada ud om, at turister hærgede øens arkæologiske skatte, at specielt sejlere var de værste, at det var hans strand og at vi sikkert ville sætte ild til det hele og efterlade en masse rod og affald.

Mit franske rakte ikke umiddelbart til at formilde denne vrede, og jeg så for mig, at vi kunne blive nød til at rømme vores ellers ideelle festplads. Vores redning blev en lokal fiskerbåd med to af de amerikanske produktionsfolk, der var kommet for at se, om deres crew havde ryddet ordenligt op efter sig.

Med den amerikanske kvinde som sproglig støttepædagog, fortalte jeg den vrede mand, hvem vi var og hvad vi ville, og at vi havde i sinde at behandle stedet med respekt og omsorg.

Vi fik lov at blive på stranden, men vi måtte ikke røre noget og ikke tænde ild.

Vores gris øjnede dermed en chance for at undgå at blive ristet. Amerikanerne og den vrede mand forsvandt i junglen for at inspicere stedets tilstand.

Da de kom tilbage, og amerikanerne var sejlet, havde manden tydeligvis fået afløb for sin galde.

Han kom hen og sagde undskyld, at han havde skældt os ud.

Tonen var pludselig blevet en anden. Sylvan, som han hed, hjalp os med at finde brænde, tændte selv vores bål og gav os gode fif til stegning af grisen.

Vi lavede et godt bål, og grisen blev svinebundet til et spyd og hængt op over gløderne.

Den blev vendt flittigt og jævnligt overstænket med havvand - det lokale husmodertrick til at give en sprød sværd og samtidig salte kødet.

Mens Kim og Anders konstruerede et juletræ af palmeblade, lavede Ken og Monica ris á la mande og vi andre roterede grisen og fragtede julepynt, mad og gaver ind til stranden. Der var rigelige mængder af julepynt, som vores kommende gaster Karin og Helene havde forsynet os så rigeligt med i form af deres fantastiske pakkekalender.

Det var voldsom trængsel og alarm i tropisk tempo. Kim og Jonas, hvis øjne strålede af forventningens glæde blev en anelse utålmodige og kastede sig ud i guitarspil og julesange længe inden forberedelserne var bragt til ende.

Da solen gik ned, var vi ved at være klar til det store juleshow. Grisen var mør, de brune kartofler var varme, rødvinen var kølet og der var lyskæde på juletræet. Julemiddag under en palme i 28 graders varme er en oplevelse for sig.

Det hele smagte himmelsk, og blev spist med stor appetit.. Efter maden raflede vi om pakker, hvilket i sagens natur gav anledning til tumultagtige scener.

Kim kæmpede indædt for gentagne gange at generobre sin egen pakke, som viste sig at indeholde 2 Hinano-øl.

Charlotte og Jonas, der begge har den vildeste pakkefetisch, havde store problemer med ikke at åbne gaverne før legen var færdig.

Gaverne åbenbarede bl.a. rå mængder af juleslik, som sammen med min bedstemors hjemmebagte brune kager blev skyllet ned med kaffen.

Hanne vandt 2 hoppebolde med lys og lyd, som hun tilsyneladende antog for at være en ny og avanceret form for kontaktlinser. Mens pakkefeberen lagde, og resterne af grisen blev kremeret fyrede Nikolaj op under sin strengeleg, og den danske sangskat gjaldede endnu en gang ud i tropenatten.

Jakob Nuku Hiva Marquises

Marquésas Øerne

Rejsebeskrivelse 15

Jakobsen klar til Nytårsaften. Nikolaj, Kim og Hanne foran The Snackbar klar til Nytar fest. Råhygge ved nytarsbordet. Thomas og Nikolaj for fuld musik. Nikolaj med en lokal gitar. Jakob sammen med aftenens charmetrol..

Marquises Øerne

Et par dage før nytår, ved besætningen ikke rigtig, hvad vi skal finde på denne nytårsaften, denne aften, som lige så længe jeg kan huske, er blevet gjort til noget særligt hvert eneste år i hele mit efterhånden lange liv.

I år skal nytårsaften fejres, langt væk fra familie og venner, under meget varme himmelstrøg, nærmere betegnet Taivai bay på Nuku Hiva Marquises sammen med andre rejsefælder, desværre er Monica , Ken og Anders lige taget hjem til det kolde Danmark, efter at havde tilbragt 2 måneder på dette skib.

Jeg kommer sgu til at savne dem....hver især.... på deres måde.

Vi står og småfisker ved aftenstid , Nikolaj , Jakob og jeg, kampen er gået i gang og fiskene springer rundt omkring Disalagraptus, nogle større end andre, men alt i alt rigtig gode tegn. Lige pludselig mærker jeg et hårdt ryk i snøren, yes... jeg har bid, jeg kan mærke de andres forventningsfulde blikke, det gør mig lige 10 cm. Større, skal jeg virkelig være den første der fanger en fisk af ordentlig størrelse....En haj.. hvad fan... laver den på min linie, nu havde jeg regnet med en kæmpe Tun, hajen kæmper godt, men må til sidst overgive sig til overmagten....

Efter et par billeder bliver hajen sat ud igen og pigerne kan igen ånde lettet op...Flot dyr i øvrigt.

Nikolaj, Jakob og undertegnede bliver sat på opgaven, med at finde et egnet sted til en nytårsaften , den lokale snackbar er i kikkerten, den har i øvrigt en stor gæstebog, med forskellige sejler, der har skrevet i bogen igennem de sidste 7 år, alle har de rost baren for deres gæstfrihed og gavmildhed med de lokale frugter, Thomas og Maria hedder dem som ejer og driver "The Snackbar "

Da vi ankommer til snackbaren, kommer der høje lyde ud gennem døren, det lyder som om et fjernsyn kører på fulde drøn... det er der såmænd også...baren virker som den lokale biograf.

Inde i lokalet står der et par 100 film i alle genre, det minder mest om en video udlejningsbutik, bagerst i lokalet sidder folk på stole og bænke og følger med i den amerikanske film , med Franske tale, de hygger sig ..igennem hele natten kører fjernsynet med forskellige film.

Thomas er meget gæstfri og da vi lufter tanken om et nytårs party, er han frisk med det samme.. Kl. 18.00 starter gildet , Gin /Tonic - Rom/cola -Champagne og de lokale Hinanoer bliver pakket, vi er sat op til lir... lokal dans og musik, det kan kun blive godt.

Dinghy´en fræser endnu engang ind mod fastlandet, desværre uden Charlotte da hun var sløj, da vi kommer ind igennem å´en, der fører ind til byen, kan vi mærke vi er klar, røgen stiger op imellem palmerne , lige ved snackbaren, grillen er tændt, nu mangler der kun os og vi er på vej med spænding i hele kroppen...nu skal den fyres af...

Fantastisk mad bliver serveret, Rå tun - lokale frugter - grillet kød og masser af frisk fisk serveret på forskellige måder, tilsat noget Gin /Tonic og kolde Hinanoer, hvem kan ønske sig mere..ikke os.

Nikolaj har medbragt sin guitar og sangbøgerne, kan vi komme i stemning ?? det viser sig at Thomas er en fremragende musiker, der har lavet sine egne sange, spiller på det lokale hotel hver fredag , Nikolaj og Thomas kaster sig ud i det store musik show, efterfulgt af vores musikalske sangstemmer, som efterhånden er smurt godt. Det kører bare... J

Beslutningen er taget....vi vil skåle nytåret ind på Disalagraptus, der er bare et lille problem...

Jonas har taget dinghyén ud får at se til Charlotte...gode råd er dyre , vi er tre fyre og en lettere bedugget dame (undskyld Hanne) Nikolaj og Jakob kæmper om damens gunst, nu vil de bevise at de kan svømme, ud til Disalagraptus som ligger et godt stykke ude i bugten, de to brødre er fuldstændig ædru, så meget man nu kan være 23.45 en nytårs nat.....15 minutter, det når de s.. ikke.

Men inden jeg havde overbevidst dem om det modsatte, så jeg i månens skær, Jakobs meget hvide røvballer kaste sig ud i bølgerne, efterfulgt af lillebror i fuld spring..okay..jeg kunne trods alt sidde og skåle nytåret ind sammen med Hanne, inden jeg skulle kaste mig ud i det helt store redningsshow får at redde de to brødre.

Inden jeg fik åbnet flasken med champagne, sad Nikolaj og Jakob grinende nede i dinghyén og ventede kun på at Hanne og jeg fik kæmpet os ombord...3 minutter i champagne tid sprang vi ombord på Disalagraptus, puf...og en tredje del af indholdet lå nu nede i cockpittet, mens resten af indholdet, gled ned i vores efterhånden godt fyldte maver, vi sprang glade og mindre overrislet, rundt på det skib, der i den næste tid skal give os, forhåbentlig så mange gode oplevelser...

i stille og roligt tempoDagen derpå... forgik , mens tankerne gik efter Pizza og kolde Colaer.......samt en iskold Kung Fu is.

Kim Jacobsen

Nuku Hiva Marquises

Marquésas Øerne

Rejsebeskrivelse 12

Nuku Hiva Marquises. Ken piller løg det...hjælper. Livet ombord

Marquises Øerne

Marquises Øerne er simpelthen fantastiske , kæmpe bjerge med masser af palmer, øerne oser af frodighed og mystik, junglen ligger klar til udforskning, af besætningen på Disalagraptus.

Næsten 3 måneder her i dette paradis, gad vide om jeg også overlever denne opgave / udfordring. Disalagraptus glider stille og roligt ind i bugten Taiohae Bay hvor hovedbyen i Marquises ligger, "kæmpe" by med 3 købmænd , posthus , en bank og et livligt havneområde hvor de lokale fiskere lander deres fisk. Vi er klar til det store byliv.......

4 store Mantaray byder os velkommen til bugten, de ligger og plasker i overfladen, Nu... har jeg dykket vandet tyndt på Rangiroa, får at se Mantaray og så ligger de bare foran båden midt inde i bugten, der går nøjagtig 20 sekunder før der lyder et kæmpe plask og den øvrige besætning kan skimte en skaldede snorkler i vandet, i fuld fart efter de 4 Mantaray´s ..nu... skal der snorkles med Mantaray´s og tages billeder. Det er først efter et stykke tid, jeg opdager at sigten er lig nul, herinde i bugten, men okay...jeg fik snorklet med Mantaray´s og det tegner rigtig godt for det videre forløb her på Nuku Hiva.

Efter et par afslappende dage, hvor tiden går med hygge og kolde Hinano´er, er vi nu klar til noget dykning.

Monica mangler sit 4 dyk, for at blive færdig som Open Water Diver, det 4 dyk bliver rigtig godt, hvor Monica viser at hun mestre dykningen og samtidig kan nyde de mange forskellige fisk. Tillykke til Monica....

Ken er i fuld gang med Advanced diver og jeg kan se, han befinder sig rigtig godt under vand ja...han nyder det i fulde drag.

Gummibåden flyver op og ned i bølgerne, mens vandet sprøjter ind over kanten, men det gør ingen ting, vi sidder klar i vores våddragter..for nu skal der dykkes, helt nøjagtig efter en hule, hvor der skulle være masser af Stingray´s, hulen skulle have en indgang på ca. 10 m, dybdes, det bliver ingen sag for de to brødre, det mener vi i hvert fald selv..nu skal det bevises. Vi får fortøjet vores lille gummibåd bag nogle klipper så vi ligger lidt i læ. Adrelinen pumper alle sanser er i beredskab, dette dyk skal blive godt :)

Efter 10 minutter under vand, dukker hulen op på nøjagtig 10 meter vand, vi fandt den.....fedt

vi glider stille og roligt ind over nogle store sten , nu kan vi kigge ind i hulen og vi lader os glide ned bag ved stenene, sandbunden ligger og lyser op, spændingen lurer i hele kroppen , hvad venter os inde i den hule ?? hulen er ca. 15 meter bred og går ca.40-50 meter ind i bjerget

(fandt vi ud af ved et senere dyk) spørg mig om der var mørkt....der var hammer mørkt inde i den hule efter bare 10 meter, vi havde kun en lygte med, så det kunne ikke blive til den store udforskning.

Men hvor var disse Stingray ?? lygtens skær lyser henover sandbunden et par store øjne kigger på mig, hjertet hopper op i halsen, jeg når at tænke "er min sidste time kommet"....hvorefter en stor Stingray kommer svømmende lige imod mig " nu har den vel forh..... set mig" elegant glider den lige forbi mig og svømmer ud af hulen.

Lygtens lys bliver mindre og mindre, det er på tide at forlade hulen, men det er ikke forbi endnu..da vi er på vej ud af hulen kommer 5 Stingrays svømmende, vi ligger og nyder dette pragtfulde syn, med det blå vand i baggrunden, lyset der kommer ind i hulen og de 5 Stingrays svømmende i en trekant med den allerstørste i spidsen..dette er et øjeblik der vil stå meget stærkt i vores bevisthed fremover...uha...det er fedt at være dykker her på Marquises.

Languster alies hummere, det burde ikke være nogen sag (for os) at fange 10-12 stykker af disse dyr, tænderne løber allerede i vand og jeg forstiller mig hele besætningen side på fordækket, med masser af kolde Hinano´er og smovse os i hummere mens der bliver fortalt røverhistorier.

Grejet er pakket.. vi er klar til det store tag selv bord. Ken og jeg svømmer stille og roligt ind i hulen, denne gang skal vi ind i bunden af hulen efter hummere. Hummerne står nærmest i kø for at blive fanget...Jeg råber igennem regulatoren Hummer...Hummer, Ken kan selvfølgelig ingenting høre, han er klar med nettet, Ken griber en hummer, men den smutter hurtig igen... det gik sgu stærkt. Nu må storebror til... jeg kaster mig efter en hummer, får fat i følehornene den er stærk og har ikke tænkt sig at komme med os.. Ken kommer svømmende med nettet, resten må være en form sag.. tænker jeg, hvorefter jeg mister lygten, bander og svovler ind i regulatoren, alt imens jeg tager mig til hånden...skiderikken har bidt mig i fingeren, fandens til taveligt trick..men okay..bagefter kan jeg godt se det...den kæmpede jo for dens liv.

Efter en halv times jagt og fight, svømmer vi ud af hulen med en masse......erfaring i hvordan man ikke fanger hummere... det står 1-0 til hummerne, vi må i træningslejr.. Det kan ikke være rigtig.... vi kan tabe til sådan nogle røde sataner... Jeg vender helt sikkert tilbage...

Kim Jacobsen Nuku Hiva Marquises

Nytårshilsen

Rejsebeskrivelse 14

Hanne og Nikolaj velankommet 10 Mennesker på/i bilen tværs over øen. Bugten Toihae i i baggrunden hvor Disalagraptus ligger. Den sidste rejse før Disalagraprus. Hanne med nyindkøbte bananer fra det lokale marked. Hanne med sin nye snorkel, kyndig vejledning af Nikolaj.

Marquises Øerne

En nytårshilsen fra Polynesien!

Hej alle I skæve gutter og gutterinder. Livet på havet er forunderligt, båden er som en tidslomme, som vi allerede er nullet helt fint ind i. Dagene flyder sammen. Vi står op med solen og ligger under stjernerne om natten.

Jeg har afprøvet min ny erhvervet snorkel og maske med stor fornøjelse, jeg er ved at blive dus med det dvs. jeg har forstået at styre min begejstring til, jeg er oven vande alt andet lukker havets salte vand ind. Jeg har set mange fisk, store som små og havskildpadder fantastisk. Undervandslivet er stadig temmelig uudforsket for mig, men jeg skal nok nå det.

Vi holdt jul under åben himmel med helt stegt pattegris og ris`a`alamande på almindelige ris og mælk. Det smagte forbavsende godt! Juletræet havde til lejligheden taget form, som sydens palmegrene, som vi pyntede med alt godt fra pakkekalenderen (som de to kommende gaster Helene og Karin har beriget båden med).Vi har hilst på de lokale og luftet et par franske temmelig støvede brokker. Polynesierne er et afslappet folkefærd og meget imødekommende. Man får hurtigt et lift fra købmanden og smil.-Hanne

Jeg skal hilse og sige at Marquises øerne er langt ude (altså afstand). Når man er kommet til USA vestkyst -som i øvrigt også er langt væk - har man kun overstået cam halvdelen af rejsen. Men det gjorde det ikke mindre fantastisk for os at komme frem.

På Tahiti, som ligger i den sydlige del af Fransk Polynesien, hvor vi "transittede" i ca. 45 min., inden vi fløj videre mod Marquises, blev vi modtaget af nogen temmelig smækre polynesiske lufthavnsbabes, der satte blomster i håret på os, der ankom.

Fransk Polynesien er et stort område i Stillehavet. Det tog den besætning, vi mødte hernede, 15 døgns sejlads at komme fra Tahiti til Marquises. Det tog os 3 t og 3 kvarter at flyve turen i en lille propelflyver.

Vi fløj hen over Tuamutu atholerne, der er et ret fantastisk syn fra luften.

Atholerne er flere kilometer høje søjler, der står på bunden af stillehavet og når op til overfladen.

En gang var de øer, omkranset at koralrev, men selve øerne er nu sunket og tilbage er kun det omkransende rev, der med tiden er kommet op over havoverfladen og har dannet land, der har form som et kæmpestort bælte, der omkranser en stor pool af turkisblåt vand over hvid sandbund.

Hanne og jeg har nu været på skibet en uge og i går satte vi den besætning af, som vi afløser.

Indtil videre har vi cruiset lidt rundt i Nuku Hiva's (hovedøen) bugter, holdt jul og vænnet os til solen og varmen, som især ved middagstid er meget insiterende for julesnehvide danskere. Vi har snorklet og svømmet en masse samt roet rundt i Disalagrabtus' (Skibets) ene landgangsflåde i bugternes bugter.

Vi har fået en mere ækvatoregnet kulør og i morgen stævner vi for alvor ud på Stillehavet med mål mod andre polynesiske øer.

Vi har ladet det kraftige fiskegrej som til en hver tid (begge brødrene Bech er jo ombord) skal trækkes efter båden - og de store Stillehavs fisk, der i øvrigt snildt skulle kunne hamle op med bådens, og dermed avnens 5 - 10 knob, bævre derude!

Det vi indtil videre har oplevet af Polynesien er eventyrligt. Det er de helt store penselstrøg skaberen har svinget omkring sig herude. Lige nu er vi ankret op i et gigantisk vulkankrater, som havet har rambukket sig vej ind i fra syd - og os samme vej.

Der er bestemt flere stjerner på nattehimlen her, end der er i hele universet og månen skiftevis ligger ned og står på hovedet.

Polynesierne, som der er ca. 8000 af har en venlig og meget afslappet attitude. De lever på en massiv, hovedsagligt fransk, overførselsindkomst, og det ser ud til, at det passer dem aldeles udmærket.

Fransk Polynesien blev opdaget i 1500 tallet, og på det tidspunkt var der ca. 100.000 Marquisesianere, der helbredsmæssigt havde det meget skidt med Europæernes influenzaer og hvad de ellers havde med. Nu er her altså temmelig tyndt befolket men overalt ses spor efter én engang storslået kultur, som menes at have indsejlet her så sent som omkring år 0 hvor tidsregning i sivbåde! Jeg skal hilse og sige at de ( og Thor Hayerdahl efter dem) har sejlet temmelig langt.

Skibet her er 47 fod og på alle måder seriøst udstyret til langfart. Den sejlede fra Danmark for ét år siden og ventes ikke tilbage de næste par år.

Det ejes som et anpartsselskab af 10 unge danskere, der på skift tager ud på verdenshavene for at sejle skibet et stykke videre på dets færd.

I det omfang de ikke selv kan fylde båden op med de 6-7 besætningsmedlemmer, der skal til tager de gaster med som os.

Vi er blevet mødt af nogen dejlige mennesker her.

Broder Jakob har sejlet her siden november og skal sejle et halvt år.

Det var fantastisk dejligt at blive modtaget af ham herude brun, lækker og horisontalt tilbagelænet som en oceanvis ækvatorial stillehavsrotte.

Nu er vi spændte på hvilke højder det kan nå for os på de 1 ½ måned, som vi har herude. Indtil videre synes vi det går ret godt.

Allerkærligste hilsner til jer alle - Hanne og Nikolaj

Nuku Hiva Marquises