Blafferberetning

BLAFFERBERETNING

Marquises Øerne

Det er ikke mange vers af blaffersangen man kan nå at synge på disse kanter.

Der kommer jævnligt en lokal firehjulstrækker med lad forbi. Og her lever disse køretøjer op til deres navn, for det er sjældent, at en pick-up undlader at samle en blaffer op.

I går fulgte Kim og jeg Nikolaj og Hanne til lufthavnen. Det er en længere tur tværs over øen Nuku Hiva op og ned ad bjerge på hullede jordveje i et storslået landskab.

Umiddelbart lyder det måske fjollet at placere lufthavnen på nordkysten, når hovedbyen Taiohae ligger på sydkysten. Taiohae ligger ved en bugt, hvor den herskende nordvest-passat sjældent skaber den store uro, og det er nemt at anløbe med skibe i alle størrelser.

Bugten, som også normalt er meget frodig, ligger i et gammelt vulkankrater omgivet af bjerge og stejle klippesider, hvilket er yderst upassende, hvis man vil anlægge en landingsbane. Ved øens nordvestlige hjørne er der derimod et område med fladt terræn, og der har man valgt at placere lufthavnen.

En helikoptertur til lufthavnen koster 700 kr. og en taxa 250 kr. hver vej pr.

mand, så udover at mand ser meget mere fra ladet af en lastbil end fra en lukket, airconditionleret kabine, er der altså også en del penge at spare ved at blaffe.

Nikolaj og Hanne skulle tjekke ind klokken 12.45. Køreturen over øen tager ca. 2-3 timer. Men vi tog af sted ved syvtiden for at være sikre på at nå flyet.

De første 4-5 kilometer op ad bjerget foregik til fods. Efterhånden begyndte vi at få lidt sved på panden. Dels fordi vejen blev stejlere og stejlere og vi havde en del bagage at bære og dels fordi vi ikke havde nogen garanti for at blive samlet op på den meget sparsomt trafikerede vej.

Vi ville næppe nå frem i tide, hvis vi skulle vandre hele vejen. De par biler vi mødte skulle kun videre til et nærliggende hus.

Alligevel er folk flinke til at stoppe og snakke og give gode råd.

Efter nogen tid hørte vi en skramlen længere nede ad vejen og så en stor, orange lastbil, der arbejdede sig op ad den snoede bjergvej. De to vejarbejdere bød os velkommen ombord. De skulle godt nok ikke til lufthavnen men til landsbyen Taipivai.

Men de kunne da bringe os et godt hug videre i den rigtige retning. Så var vi pludselig på vej i fuld fart stående på ladet, som normalt er fyldt med jord og stenbrokker.

Hvor vejen deler sig, sprang vi af og fortsatte til fods stadig opad. På denne strækning arbejder mænd og maskiner på at udbygge og asfaltere vejen.

Efter nogle kilometer var det tid til at holde pause og spise vores medbragte pain au chocolat. Kort efter blev vi samlet op af en flok skovarbejdere i en Landrover. De var meget søde og snakkesalige.

Det er lidt syret at møde folk her på den anden side af jorden. Når man siger, at man kommer fra Danmark, er de straks med og begynder at tale om fodbold og Peter Schmeichel med flere.

De kender navnene på mange flere danske fodboldspillere, end jeg gør. (Det siger nu heller ikke så meget).

Man kan have sine meninger om, at folk bruger en stor del af deres liv foran flimmeren. Men der hersker ingen tvivl om, at sport, fodbold i særdeleshed, transmitteret over satellit har en glimrende diplomatisk effekt.

Skovarbejderne spurgte, som mange andre før dem, om vi havde skydevåben ombord, som de kunne købe. De skulle bruge dem til at jage vilde grise, geder og køer i bjergene. Jeg sagde, at vi ikke havde andre våben, and vores dykkerharpuner og spurgte, om det var svært at opnå tilladelse til at have skydevåben i Fransk Polynesien.

Det var stort set umuligt, fik jeg at vide, idet franskmændene var bange for at blive beskudt af de lokale. Vi blev sat af på plateauet Tovii midt på øen, hvor der er friskt og køligt og meget smukt - et perfekt sted til en fodtur.

Caufføren mente ikke, at vi havde de store chancer for at blive samlet op her. Men hvis vi var bonnes marcheurs, (gode vandringsmænd) kunne vi godt nå lufthavnen midt på dagen. Hvis vi derimod gik som turister, ville vi ikke nå vores fly, mente han. Nikolaj og Hanne var begejstrede for at få en fodtur i disse omgivelser, som mindede dem meget om New Zealand. Foran os lå en stejl bjergkam og på den anden side gik det nedad mod lufthavnen.

Da vi begyndte at trænge til en pause, blev vi indhentet af en hvid pickup med et yngre par og deres lille pige. De så lidt skeptiske ud, da vi spurgte, om vi kunne komme med.

Ikke fordi de ikke ville have os med. Men de var ikke vant til at se turister, der tomlede, på disse øde kanter, og mente ikke, at det ville være rart for os at bumpe rundt omme på ladet. Vi forsikrede dem om, at det var rigelig komfortabelt for os, og straks efter var vi igen på vej i fuld fart.

Vores kvindelige chauffør interesserede sig nok mere for rally end for fodbold. I hvert klarede hun hårnålesvingene i en stil, som var Thorkild Thyrring værdig, og snart var vi på toppen af bjergkammen og på vej ned imod lufthavnen.

Udsigten var fantastisk, og vi balancerede på afgrundens rand i et hektisk tempo.

Da Thyrrings kvindelige modstykke skruede en ekstra tand op for stereoanlægget, fik vi en delvis forklaring på det livlige tempo; hvem kan køre stille til de sprøde toner af Safri Duo? Som vi sad der op hoppede på ladet og fik banket disse gudbenådede danske trommeslageres rytmer ind i kroppen sammen med slagene fra det ujævne men smukke landskab, som for forbi, fik vi sgu helt gåsehud. Parret, som vi kørte med, arbejdede i lufthavnens cafeteria, så vi blev kørt lige til døren, og lidt senere serverede de os et lækkert måltid mad.

Dermed var det blevet tid til at sige på gensyn til Hanne og Nikolaj. Brormand Jakob var tæt på at få overtryk i tårekanalerne, da vi ønskede dem en god hjemrejse.

Det har været fedt at have dem ombord, og vi har oplevet meget sammen. Kaptajn Kim har brændt dem et par Cd-rom'er med omkring 1500 billeder, så de kan sidde derhjemme og mindes livet på Grappen - sejlture i sol og frisk vind langs stejle klippekyster eller igennem tropenatten med lysende og blinkende morild i kølvandet, lange fights med store fisk og efterfølgende frisk rå tun marineret med nypresset kokosolie og limesaft, frisk frugt ad libitum, storslåede dykkeroplevelser med Kim som habil instruktør, masser af legesyge og springende delfiner, møder med fascinerende kæmperokker og smukke havskildpadder, fede jamsessions med lokale ukulelespillere og utallige sjove og hyggelige stunder i dejligt selskab og meget meget mere.

Da Kim og jeg med en anelse vemod forlod lufthavnen nåede vi ikke at gå meget mere end 4-500 meter før vi blev samlet op af to telefonmontører i en gul pickup.

De kørte os hele vejen hjem og lavede et par sightseeing stop undervejs.

Nikolaj har været så venlig at låne os sin guitar (bare rolig, han har flere derhjemme), så nu vil jeg forsøge at tage teten op - musik skal der til. Da vi kom hjem, stemte jeg guitaren og gav et par numre, Papirklip og Dont cry. Kim syntes, at det lød ok - i hvert fald bedre end han havde regnet med... Denne fantastiske tur bliver gentaget endnu et par gange, nemlig når Heidi og kim ankommer og igen d. 12 februar når Karin og Helene ankommer fra det kolde Danmark...vi glæder os allerede...

Jakob Bech

Nuku Hiva

Fiskefangst

Fangst af kæmpefisk

Marquises Øerne

De første uger her i Stillehavet gik fiskeriet lidt trægt.

Ken havde godt nok nogle gevaldige huk, på turen fra Tahiti til Marquesas, så vi vidste, at fiskene var dernede i dybet.

Men det var først da Nikolaj og Hanne kom herud til jul, at der kom rigtig gang i sagerne.

Lystfisk Hustlers alias brødrene Bech slog for alvor til en dag mellem jul og nytår, da vi skulle sejle fra Baie de Controlleur, hvor vi havde holdt nytår, til Baie de Taiohae, hvor vi skulle proviantere inden vores tur til de sydlige Marquesas øer.

På turen skulle vi afprøve det vilde grej, som vi havde fået af vores mutter i julegave - en kæmpewobler på størrelse med de fisk vi normalt fanger i Danmark. Vi er kendt som de helt store optimister med ubegrænset tiltro til vores egne evner og held når det handler om fiskeri. Vi bliver ofte hånet med, at vores fangststatistikker ikke altid helt står mål med vores erklærede forventninger.

Men denne dag var dagen, hvor vi fik sat nogle ting på plads. Jeg startede med en tun på omkring 10 kg. Nikolaj overgik den hurtigt med sin Giant Travelly, som det tog en god times tid at hale ind.

Senere kom kaptajn Kim godt efter det med en tun, der (næsten) var længere end ham selv.

Det var mere end vi kunne nå at spise, så vi byttede halvdelen væk for en stor klase bananer. Alt det har i nok hørt om.

Men en god lystfiskerhistorie kan vist ikke fortælles for tit. I hvert fald ikke hvis du spørger lystfiskeren selv. Nu er der kommet nye folk på agterdækket og nye woblere på linen. De fire sidst ankomne gaster har hørt en del historier om titaniske tun og kolossale carranques (travelly på fransk), og de vil naturligvis gerne have syn for sagen.

Kim M har adskillige gange erklæret, at nu vil han fange en tun. Men indtil videre har vi kun set hornfisk og hajer og uidentificerbare fisk, som ikke var tun. Kim prøver igen, senere. Lige nu vil pigerne nemlig fiske. Og de VIL SELV! Vi andre kan dårlig nok få lov at være på dækket, når de har snøren ude. Derfor har vi endnu ikke nogle billeder af pigerne, der fisker. Men de har nu heller ikke fanget noget.

Vi skal sejle en del i de kommende uger, så vi vender snart tilbage med nye lystfiskerhistorier. Kun fantasien sætter grænser for forventningerne...

Jakob Bech

Marquesas

Giant Trevally

Rejsebeskrivelse 18

Marquises Øerne

Lige nu yes ..lige nu.... gynger båden af guitarspil , Nikolaj spiller for, mens resten af besætningen synger / skråler for fulde halse, denne gang hverken styr-eller bagbord halse, men trykt nede i cockpittet, mens vi ligger for anker i Dolfin Bay.

Vi sidder og nyder solnedgangen mens popcorn , Rom og Cola glider ned igennem løgnhalsen.

Prøv engang at forstille dig......en fantastisk flot bugt med lyseblå vand, omgivet af masser af grønne palmer, kokosnødder, mens du sidder i bar mave og nyder solnedgangen, det er stadigvæk varmt , en lille sjat Rom / Cola, masser af gode oplevelser løbet af dagen, alt imens guitaren spiller ud i den efterhånden mørke nat...tilsat en god pose humor og spændende mennesker der ikke kan synge .....så har du grappen denne aften.......

Nikolaj...den forventningsfulde fisker, har landet den absolutte største fisk i sit unge liv...

En kæmpe Giant Trevally på 140 cm og mindst 25 kg , det tog over en time at få dette monster ombord på Grappen, men flot var den....bagefter meldte sig et andet problem, hvordan skulle vi dog få spist denne kæmpe fisk, udsigten var fisk hverdag i mindst 3 uger.. Bob.. Bob.. enden blev at vi måtte vandre ned igennem byen, med denne kæmpe fisk hængende imellem to personer i en tyk kæp, for senere at forærer den væk til en lokal indbygger. Heldigvis fik vi selv et godt stykke af fisken, dette kød var noget af det bedste fisk jeg nogensinde har smagt.....nydelse i fuld forstand.

Denne storfanger dag, havde Jakob lagt ud med at fange en stor tun på 5-6 kilo, tun er fremragende mad og er det samtidig tilberedt af Jakob, når det helt nye højder..vi har i hvert fald en god kok ombord , det har Jakob bevist flere gange...

Det er dog ikke hver dag der står fisk på menuen, denne aften består den af Asparges suppe med pandekager til dessert...oh disse pandekager...Polynesiske pandekager med det dejligste fyld bla. Lokale små bananer , revet kokosnød, frisk lime, Nutella og det obligatoriske sukker .ååhh det er dejligt at være til... for slet ikke at snakke, om alle de dejlig friske frugter, som vi får foræret af de lokale, alt sammen i meget stor stil, masser af mango, papaja, søde pomelo grapefrugt, bananer og lime, som er perfekt til vores Gin / Tonic. En gæstfrihed som vi her møder, hos de lokale på Marquises skal man lede længe efter...

Til tonerne af Kim Larsens papirklip vil jeg slutte denne beretning, jeg kan høre... at de mangler en, der kan synge for i den rigtige tone............resten af natten herude i Verdens baghave.

Kim Jacobsen

Tahauta Marquises

Grappesang

GRAPPESANG no. 4

Marquises Øerne

Melodi: SAFARI med Gnags.

• Det er aften nu og solen er lige gået ned
• vi har netop kastet anker ved Marquesas et sted
• Bwana Bwana store skipper han har hentet harpunen
• ligger under sit moskitonet og venter på tunen
• Hinano Hinano Hinano ohoh....

• Vi ser Helene som sidder og tænker hvornår
• har jeg set noget så smukt - nå jo det var i går
• hele scenen trukket op med papmaché og farvelade
• godt vi endelig nåede frem - vi er bare så glade
• Og der er Karin på dækket i sit fineste sæt
• matcher flot når hun skal ud for at købe baguettes
• og hun skaber respekt med sin medbragte sport
• at slå skipper over bord med et heftigt slag spillekort
• Så kommer Heidi og føler sig grundigt til grin
• har hun måske set så meget som en en'ste delfin
• der er kun fisk i vilde farver, havskilpadder og hajer
• men vi venter på delfinen mens vi snupper os en bajer
• Men se nu Kim er på banen og han er sgu frisk
• han vil vise at han godt kan fange en fisk
• mens han venter på fisken er der gang i musikken
• men når tunen er på krogen - ja så starter panikken
• der står skipper på broen og tænker hvornår
• har jeg følt mig så lyk'lig og helt uden hår
• jeg har luft i mine flasker og den lækreste besætning
• jeg må straks ned og skrive mig en rejseberetning
• men hvor er Jakob - jo han sidder og drypper af sved
• han skal lige ha' de sidste par vers skrevet ned
• før han tar' en siesta - det er vigtigt her i varmen
• man må hvile sin krop før man gir den hele armen
• Hinano Hinano Hinano....
• vi sætter solsejlet op igen og igen
• om lidt vil vi fortælle historien om den-
• gang seks fornøjede unge men-
• sker drog på sydhavscruise
• og labbede eventyrjuice
• alt mens solen gik op og gik ned
• det grined vi meget af den vinter
• derude i Marquesas et sted

Jakob Bech søndag morgen kl. 5.00

Marquises

Hiva Oa

Storfangst

Marquises Øerne

På Hiva Oa valgte Jonas og Charlotte at stå af båden, ca. 14 dage før tid, de havde svært ved at få deres forhold til at køre og de negative spændinger havde desværre en stor afsmitning på stemningen om bord. Det var en respektfuld og klog social beslutning de tog , herfra skal lyde en tak, for de mange gode timer vi havde sammen i de 2 ½ måned i var på båden, en speciel tak for de mange timer vi tilbragte i vandet på Rangiroa og Marquises, jeg håber i vil bruge uddannelsen i fremtiden.

Tilbage på båden er nu Nikolaj , Hanne, Jakob og undertegnede, planen er nu at sejle til Ua Huka og Nuku Hiva , for at nyde de næste par uger før Nikolaj og Hanne skal hjem til Danmark.

Gud.....hvor går tiden stærkt herude.... det er sgu ligesom at være i en åbnings fase med Kvickly Stenløse, mine tanker går (når jeg har et ledigt øjeblik) tilbage på den fantastiske periode jeg havde i Stenløse med alle de hamrende gode medarbejder...fyrer i den af ?? Jeg håber i hvert fald at i er kommet godt i gang med det nye år........Vi kan hvad vi vil.....nogen gør (tør)det....

Jeg vil her igennem bringe en arbejds hilsen , til alle mine tidligere chefer , kollegaer og medarbejder ...håber at i viser hvor førertrøjen skal være i Dansk Dagligvarehandel Held og lykke i det indeværende år, det skal nok blive hårdt og sjovt.

Arbejde ....ja ...det gør jeg også her ude , tro ikke... at jeg bare ligger og feder den...næh den går ikke... hele tiden. På båden er der i øjeblikket 3 fantastiske mennesker, der vil lære at dykke sammen med delfiner , hajer . manta ray og hvad der nu kunne være under vand.....det giver arbejde....og vi knokler så meget på, at de nu kan kalde sig Padi Open Water Diver Tillykke Hanne, Nikolaj og Jakob...håber i får brug for jeres dykkercertifikat i fremtiden....

Solen skinner fra en næsten klar himmel , jeg ligger og bager på bagbord side...solen er godt nok stærk, sveden springer fra min krop, der ikke er blevet mindre af min tid her på Disalagraptus (dog heller ikke større), selv om diverse løfter blev givet inden afrejse..6 pak/vaskebræt på maven..... hvornår lærer jeg dog at holde min kæft .....tænker jeg ..

Inden tanken er tænkt færdig, springer jeg op fra min trygge plads på bagbord side og siger til de andre "nu skal jeg fange den største fisk der er landet her på Disalagraptus" nu..var den der sgu igen okay...højt at flyve ..dybt at falde

"Sæt bare stoppeuret, det kommer til at gå stærkt" siger jeg, imens smilet breder sig i hele ansigtet alt imens wobleren glider længere og længere væk fra båden, bremsen på fiskehjulet strammer jeg lige så stille og roligt....

jeg ved ikke rigtig om jeg selv tror på min udtalelse "det kommer til at gå stærkt" jeg grubler lidt over orderne, alt imens jeg kigger ud over det meget blå hav....hviiin... hviin lyder det fra fiskehjulet, jeg springer over fiskestangen imens jeg råber "yes...jeg har bid" "stryg sejlene" det kom til at gå stærkt ...1minut og jeg har bid...puha..heldet følger de tossede eller måske dem der opsøger heldet..?? hvem ved..

Jakob... der står ved roret styrer båden perfekt , alt imens jeg kæmper med denne hersens fisk, den går meget dybt og der er linie ude der svarer til ca. 70 meter ....lige i dette her øjeblik nyder jeg virkelig livet , alt imens jeg sender en tanke til min bror.. Ken...bare han var her lige nu...

Efter 40 minutters kamp , kommer en kæmpe tun på en meters penge og en vægt på 15-16 kilo....det må vist siges at være en "fornuftig" fisk , jeg siger det lige så stille HOLD KÆFT... HVOR ER JEG STOLT AF DENNE KÆMPE TUN. Det er godt nok ikke den største fisk der fanget på Disalagraptus, den rekord har Nikolaj, men det er garenteret den største tun...hvis jeg tager fejl med denne påstand (gør jeg det..gamle grapper ) vil jeg bringe et dementi senere (hvis jeg husker det)

Nikolaj er mester flænser når det gælder fisk, 2 store fileter bliver skåret perfekt ud, nogle små stykker kød fra nakkestykket, bliver øjeblikkelig lavet til posien cru som er rå fisk...spist med Wasabi...dette er noget alle mennesker burde smage....vi guffer i os...

Velankommet til vores nye bestemmelses sted, springer Jakob i køkkenet og tilbereder et fest måltid af dagens tun, jeg vil tro der er mad til 12 personer og vi er kun 4, nu skal der spises igennem....og det var kun den ene side af halestykket..okay...vi har fisk til den næste uges tid.

Ud af denne tun har vi haft nogle gode måltider mad , byttet os til en stor klase bananer, for den ene side af fisken, da vi lige så stille indså, at det kunne blive besværgeligt at spise os igennem fisken alene.......så nu skal der guffes lokale bananer....

Mæt og tilfreds.....

Kim Jacobsen

Marquises

Langusterfangst

Hvad er livet

Marquises Øerne

Endnu en dag på Grappen, skibet som befinder sig midt ude i Stillehavet med 6 Danskere ombord, bliver de aldrig trætte at oplevelser og den meget opskruet sol ?? næ... det tegner ikke til det, tag nu bare denne dag, en dag ud af mange.......

Vores dinghy lim skulle være med båden fra Tahiti, en delegation bestående af Heidi og Jakob bevæger sig mod den "kæmpe" hovedstad Taiohaie by.

Vil det lykkes at få limen med hjem til Disalagraptus og dog det er jo kun andet forsøg.

Undertegnede ligger henslængt i min køje da de drager af sted kl. 6.00, tankerne er tilbage til aftenen før, en aften ud over det sædvanlige,

Thomas vores lokale vært fra nytårsaften er på besøg sammen med hans ven Wohuka, besøget skyldes en gammel aftale, om en lektion i languster jagt, nu er dagen så kommet hvor Jakob og mig skal lære de lokales hummertricks.

Thomas har tidligere pralet med at kunne tage 4 hummere på en gang, det har jeg haft usædvanligt svært ved at tro på...men okay lad os se..sandhedens time er nu kommet.....

Jeg siger jer......en sand mester i languster jagt , der tænker jeg ikke på Jakob og mig...men vores lokale ven Thomas...denne hurtighed under vand skal man lede længe efter...bevæbnet med et par store projektører, tilkoblet et batteri som sidder i bunden af en stor balje, der er omgivet af en slange fra et bildæk samt et par arbejdshandsker det er hvad der behøves for at fange massevis af langustere...og en stor del erfaring....

I vand, hvor sigten er under en halv meter, springer vi ud i mørket kun bevæbnet med vores lygter, det er hammer spændende...

Jeg dykker ned i vandet, det eneste jeg kan se, er de ting der viser sig i lyskeglen...Hummer...Hummer...Hummer hvor fanden er de, når lyskeglen rammer en hummer gælder det om at være hurtig, et par hurtige finnespark, ned at gribe hummeren i nakken (hvis man ellers når det) og så op til overfladen, mens ens lunger skriger efter luft, bagefter skriger man selv af begejstring...

Efter 2 timers jagt i det mørke vand er det lykkes mig at fange 1 hummer, Jakob slog mig med flere længder 4 hummere fik han fat i ...satans.. 4 hummere... det var hvad Thomas havde med op af gangen, dog ikke hele tiden men mere end en gang, alt i alt blev det til ca. 25 hummere og 2 spændende timer i det mørke vand, hvor vi fik besøg af mange Eagleray under vores kraftige anstrengelser efter hummere....

Sikkert tilbage på båden rækker "vi" hænderne i vejret og nyder begejstringen fra den øvrige besætning...6 hummere bliver kastet i en spand, aftensmaden er reddet.

Helene vores super kok har lovet at stå for tilberedningen og sikke et festmåltid der blev spist denne aften på Grappen...trætheden sad tungt i vores kroppe, det var sgu hårdt.. både det at fange hummere, men også det at fange mindst, giver en vis træthed...

Nå...tiden er kommet til et morgen dyk , Kim´berne springer i Dinghy´en, vi skal ud til Mantaray point som ligger ved spidsen af Taipivai bay, forventningerne er store og adrenalinen bobler allerede i kroppen.

Vi får parkeret Dinghy´en sigten ser desværre ikke ud til at være for god, men det går nok..dykket er ikke mere end 1 minut gammel da vi får øje på en Hammerhead shark whau...den er ikke alene viser det sig hurtig, en gruppe på 6 hammerhajer kredser nu omkring os...helt vildt fedt...nu pumper adrenalinen for alvor, jeg svømmer efter gruppen af hajer, nu skal mit kamera på arbejde, Kim M. ligger næsten oppe på ryggen af mig af "begejstring", da sigten ikke er den bedste og hajerne åbenbart er mere bange for os end vi er for dem, er det svært at komme tættere på end 10 meter.

Det kan selvfølgelig også være tæt mok, når hajerne er ca. 3 meter lange og der er 6 af dem.

Mens vi ligger og nyder synet af de flotte hajer, kommer en skildpadde svømmende, men den har ikke lige vores interesse i dette øjeblik....nu kan det ikke blive meget bedre, hammerhajer er nogle yderst fascinerende dyr....resten af dykket ligger vi med jævne mellemrum og kigger os over skulderne...man ved aldrig !!!

En perfekt start på dagen, tiden er nu kommet til en lille bådtur i Dinghy´en, på programmet er Mantaray og der er mange af dem...fedt... Helene og undertegnede ligger og kigger på disse flotte dyr, de kommer helt tæt på båden i overfladen, det er helt vildt fascinerende med disse store dyr, vingefang på 2-3 meter basker i overfladen, vi nyder deres selskab og solen....

Et par lokale kommer sejlene i deres motorbåd, de er på jagt.....efter Mantaray...åhhh nej....de nænner vel ikke at skyde dette pragtfulde dyr...jo.. den ene står i stævner af båden med et stort spyd, klar til at kaste..... Forsættelse følger......ender dagen med et måltid mad, bestående af Mantaray bøffer ??

Kim Jakobsen

Marquises

Manta Ray fangst

Hvad er livet 2

Marquises Øerne

Den lokale motorbåd kommer nærmere, de har udset sig et bytte...en Mantaray !!!!

En stor lokal fyr står ude i bådens stævn, med et stort jernspyd, klar til kamp...

Efter et par minutter kaster han spydet med fuld kraft ned i vandet, han ramte plet...et par kampe plaske i overfladen minder os om en mantaray´s dødskamp, kort efter skyder båden en god fart, selv om motoren er slukket, det er mantaén der trækker båden efter sig..

Vi sidder med blandede følelser i vores lille dinghy, det er jo et pragtfuld dyr :( men til gengæld er vi også vidne til en gammel lokal skik, det drejer sig om mad for de lokale.

Efter 10 minutter er mantarayén tydelig træt, vi suser over til de lokale og hilser høfligt, vi sidder nu på første parket i denne forestilling......de 2 lokale fyre kæmper en hård kamp med denne kæmpe, den er sgu da ikke sådan... lige til at få op i båden, da de endelig får den ind til bådsiden ligger båden næsten på siden, den vejer godt til...

Efter at have bundet dyret fast til siden af båden, begynder de at sejle ind til strandkanten, det ser godt nok lidt råt ud med denne Mantaray på siden af båden.

Jeg kommunikere med de lokal på tegnsprog og gebrokken engelsk samt nogle få gloser på fransk, efter lidt "snak" frem og tilbage, mener jeg at have forstået at vi kunne få et stykke frisk Mantaray, det lyder spændende....

Jeg havde aldrig i mitliv troet , at menuen skulle stå på Manta bøffer, men lad os nu se...

Vi Helene og jeg , skynder os hen til båden, Karin og Kim M. står og tripper på Disalagraptus, de har fuldt dramaet igennem kikkerten, efter kort tid er vi alle fire på vej ind til stranden, lige efter den lokale båd samt den døde Mantaray flydende efter båden.

Dinghy´en bliver sejlet op på stranden , vi hjælper de lokale med at trække den døde Mantaray over i hjørnet af stranden.. den er hammer tung, fire gutter og vi skal trække til...ja...dette dyr er fascinerende flot, jeg har virkelig mulighed for at studere manta´en på nært hold og benytter chancen for at tage en del nærbilleder, efter en del studie kommer jeg frem til en konklusion....

Dette kæmpe pragtfulde og fascinerende dyr er aller aller flottest under vand, med dens elegante bevægelser og nysgerrige væsen, jeg glæder mig helt vildt til mit næste møde med denne race...

Men lige nu lader det til, at jeg / vi skal have en helt ny smags oplevelse hvad angår mad, jeg tvivler lidt om jeg egentlig har lyst til denne oplevelse...ahhhh hvad fanden...jeg er jo herude får at få nogle oplevelserne.

De lokale har styr på at partere en Mantaray , det går rigtig stærkt og efter kort tid står vi med en stor klump manta kød og en noget anderledes oplevelse, vi takker de lokale for kødet mens dinghyén stikker ud mod vores gode skib Disalagraptus.....

Det var en svær første mundfuld , at få ned igennem ganen...smagen ?? ja...bob.. bob.. nu har jeg smagt det, jeg vil i fremtiden kun koncentrere mig om, at nyde dette store pragtfulde dyr under vand, set igennem et par dykkerbriller med det helt store smil på læben....

Kim Jakobsen

Marquises

Nuku Hiva

Overraskelsen

Heide og Kim M er 100% klar til eventyret.. Heidi sejler med i 5 måneder Kim M en ny og fremragende musiker ombord. En træt rejsende.

Marquises Øerne

Vi ligger I Taiohao Bay på Nuku Hiva, et sted vi i øvrigt har ligget en hel del gange på det sidste, da det er hovedbyen på Nuku Hiva er vi tæt på det meste.

Vi, Jakob og jeg ligger og venter på de nye gasters ankomst, Kim og Heidi skal vi hente i lufthavnen i morgen d. 1 februar.

Vi går og glæder os til de kommer, tiden går med at bringe båden i tip top stand, så den er klar til det nye hold af gaster, vi knokler løs med rengøring og diverse små reparationer........

Efter en hård start på dagen med maling i en total overvarm båd, står jeg nu og nyder en iskold Coca Cola hvor duggen driver ned af dåsen, alt imens jeg står og kigger ind mod det totale skønne land..."for s..... hvor har jeg fortjent denne lille pause" tænker jeg.... tro det eller ej vi har knoklet...

Men der mangler stadigvæk en hel del før vi er helt færdige....

Halløj ...halløj... lyder det ude fra en lille gummibåd, jeg kigger efter lyden og får til min stor overraskelse øje på Kim og Heidi siddende i nabo bådens gummibåd...hvad fanden sker der her.....

Hvad laver i her..råber jeg i bar overraskelse, mens tanker flyver af sted " de skulle først komme i morgen" "har jeg glemt et eller andet"

De er helt vildt glade for at se ""Grappen" og inden jeg får set mig omkring har vi kastet alt deres bagage op på båden.

Ja...vi er kommet en dag tidligere da vi krydsede datolinien på vej herud fra Thailand, kommer det begejstrende ud over deres læber......det kan man kalde overraskelse.....

Efter et par dage i Taiohao Bay , vil vi nu sejle over i Daniels Bay og ligge i en lille uges tid inden vi skal hente Helene og Karin d. 12 februar.

Daniels Bay har været lukket i 3 måneder, da Amerikanerne skulle lave "Survival" deres udgave af Robinson...ja..de havde spærret 3-4 bugter af, i den tid det tog at lave showet.

I Daniels Bay har Daniel boet i 60 år sammen med sin kone, de blev flyttet til nabo byen uden nogen havde spurgt dem om noget som helst, penge kan gøre mange ting.

Men Daniel var godt tilfreds... han har nu et helt nyt hus som blev bygget på 5 dage og det var han imponeret over....

Daniels Bay er i øvrigt en hammer fed bugt, beliggende i de fedeste omgivelser og de mest gæstfrie mennesker man kan løbe ind i...frugter i massevis.....

Kim M. har kastet fiskesnøren ud længe inde vi er kommet ud af bugten, nu skal han fange sin første Stillehavs fisk og den må gerne være kæmpe...han har jo set billederne på hjemmesiden,

Kan den nye Kim lever op til sin navne bror....det vil tiden vise

Kim Jacobsen

Daniels Bay Nuku Hiva Marquises

Grappen i Daniels Bay - Nuku Hiva.

Snorkeltur

Rejsebeskrivelser

Bugten set fra bjergkammen. Bugten set fra bjergkammen.

Snorkeltur, Hanamoenoe Bay, Tahuata, Marquesas.

Fisk i harmoni, et roligt åndedræt, solens reflekser, dagens snorkeltur er netop startet. En underskøn klovnefisk promenere forbi min maske. Det er som om den fornemmer, at den bliver beundret. Flere sjove fisk dukker op. Ingen af dem ligner de fiskearter vi nød i det Caribiske hav. De er ikke bange og rider med strømmen nysgerigt forbi mig. Hvad mon de tænker ?? Under overfladen i denne blå verden finder jeg ro og nyder dette fristed når livet på båden er tæt og hektisk. I timevis kan jeg svømme rundt og studere havets unikke liv og des forunderlige væsener.

I overfladen drømmer jeg tit . Tænk hvor skønt det ville føles, hvis man for en kort stund kunne være en lille gul søhest Så kunne man ride rundt under de store klippeformationer og blæse drillebobler på bugtens fisk og lege gemme i smukke levende koralvifter. Det kunne også være helt fantastisk, at blive forvandlet til en kæmpe stor rokke med sylespids hale og blåplettet ryg . Dagen lang ville jeg svæve af sted majestætisk, lydløs og elegant tæt på sandbunden og søge de varme strømme. Jeg ville glide hen over søanemonernes lyserøde "fingre" og lokke dem til at kilde mig på maven. På vilde dage ville jeg svømme synkront i flok med mine rokkevenner, lave flik flak og vende mig, som en pandekage i luften, over havets vandoverflade. Suk, i dag er jeg bare en snyde havfrue med plastisk finner og sugerør, men livet fra denne vinkel er nu også ganske dejligt. Små hidsige sølvgrå fisk bider blidt i mit venstre ene lår. Bidene kilder og laver små prikker i mit tykke lag af crema sol aqua residente. Mon cremen smager dejligt eller har jeg bevæget mig for lang ind på miniputfiskenes hemmelig territorium ??. Jeg tager en dyb indånding og dykker ned for at udforske livet mellem 2 store klippeblokke. En prikket kuffertfisk overaskes af mit uventede besøg, nær dens hule, men den er heldigvis for nysgerrige til at gemme sig. Tre nye væsener kigger frem fra de smalle sprækker. Vandet omkring mig fyldes med bitte små bobler. En større bølge har netop ramt klippeblokkene oppe ved vandoverfladen og de tynde, men kraftige strømhvirvler suger mig ind mod klippevæggen. Jeg får et kort glimt af en giftig rød Lionfisk og to sovende pufferfisk, men mine luftdepoter tømmes desværre hurtigt og jeg må søge op. Jeg flyder langsomt videre. De mange fisk under mig er fuldstændig upåvirket af min tilstedeværelse. Farver, former, nuancer og mønstre er helt ubeskrivelige. Nogle af fiskene ligner fuldstændig dem fra Disneys tegnefilm, andre er som taget ud af skøre børnetegninger og fri fantasi. Nogle arter er små svømmende kunstværker, fyldt med små finesser og raffinerede detaljer. To grå skikkelser dukker op i klippevæggens skygge . Wauw, har vi spottet hajer ?? Et kort glimt er desværre ikke nok til at kunne vurdere hvad det var som kiggede op fra dybet Jeg smiler roligt til Jesper og sammen beslutter vi at det var to store flinke fisk. Adrenalinen pumper altid lidt og øjet søger mere, mens fantasien arbejder og vi svømmer videre. Tæt ved stranden opdager Ole en stor blæksprutte, der prøver at gemme sig under en alt for lille sten. Den er helt orangerød og dens hoved er kælkebakkeformet, rundt og højt. Dens to store øjne ruller langsomt rundt. Roligt ligger den og forsøger at finde nye huller og sprækker hvor den kan pille med sine mange arme. Den ved ikke, at vi ligger i overfladen og overvejer at krydre de sædvanlige dåsemiddage med frisk sugekoppekød. Jesper henter harpunen i dinghyen, mens Ole ihærdigt prøver at fastholde spruttens position. Ingen på båden har blækbørge fisketegn og dens store størrelse gør ikke missionen mindre udfordrende. Jesper bliver i dinghyen for at få varmen. Vi har snorklet i næsten 2 timer nu og selvom vandet er varmt, så bliver musklerne alligevel trætte og kolde. Han spotter delfiner tæt ved Disalagraptus og råber vi skal komme op, så vi kan sejle ud mod dem. Jacob og jeg flyver op i gummidingyen, men Ole vælger at blive i vandet og samle mod til den store spruttefight. En lille flok delfiner har søgt læ i bugten og svømmer roligt rundt mellem bådende. Vi sejler helt tæt på flokken med gummijollen, men lyden fra vores motor skræmmer dem lidt. Vi slukker og driver rundt i bølgerne. Flokken vender tilbage og kommer ret tæt på. Selvom vi har set mange delfiner de sidste 10 måneder, bliver jeg aldrig træt af at observere havets mest legesyge artister. Delfinerne svømmer længere ud i bugten og vi beslutter os for at vende tilbage til Ole for at se om han har taget kampen op med kæmpesprutten. Et godt stykke fra klipperne ser vi Ole plaske rundt i vandet. Han ser helt vild ud i ansigtet og man kan se at han har kæmpet længe med de mange stærke arme og sugekopperne. Han har skudt blæksprutten i hoved med harpunen, men umiddelbart ser det for os ikke ud til at påvirke den. Stolt råber han "Den er død", men hans sikkerhedsafstand fra harpunspydet og de mange vilde arme for os til at tvivle. En stor blæksky skimtes i vandet. Den er ved at være træt, men den er sejlivet og vil gerne undgå køkkenbordet og skålen med marinade. Vi kæmper kejtet med "det store bløde monster" og har tydeligvis ikke rigtig styr på teknikken. I vores fiskebibel har vi læst mange skræmme historier om giftig blæk, voldsomme bid og farlige kæmpe sugekopper. Hvad er det dog vi har rodet os ud i ?? Blæksprutten er fortsat kongen i vandet og mens vi fumler rundt øjner den chancen til at suge sig fast under vores gummidinghy. Ups, hvad gør vi nu ?? Ingen har umiddelbart lyst til at dykke ned og flå den af, men det lange harpunspyd der forsat går tværs gennem dens hoved kan nemt prikke hul i gummigrappen. Nu skal der handles hurtig. Vi beslutter at søge råd hos en fyr fra Galapagos der er gast på en fransk båd i bugten. Motoren bliver sat i gear og 4 uerfarne havturister råber Pablo i kor. Da vi nærmede os den franske båd stod Pablo og grinede. What´s wrong. Une Pulp , une grand pulp la.. Dykkermasken røg hurtig på og Pablo forsvandt i et mægtig spring ned i vandet. Få sekunder efter kom han op til overfladen med hænderne fulde af sprutte. Wauw. Hans teknik var hurtig og sikker. Hans faste greb viste, at han havde respekt for dens kraftige mund. Han tvistede hovedet rundt på den næsten ét meter lange sprutte, som et skruelåg igen og igen. Blækken flød og blækfisken skiftede farve som et trafiklys. Først hvid, så prikket, så rød og til sidst gråblå. Han tømte dens hoved for diverse indvolde og fandt hurtigt den kraftfulde mund som lignede et stort papegøjenæb. Imponeret kigget vi på og rørte forsigtig kopperne på de livlige arme. En blæksprutte er trods den sjove form og gummiagtige hud virkelig flot og meget fascinerende Kaptajnen på den franske båd, Didje, havde samlet en masse søpindsvin og tilbød os en smagsprøve. Jesper og Jacob takkede pænt nej, da de så lidt orange kød flyde rundt på en ske. Ole og jeg slugte modigt skeens indhold, men takkede derefter nej til flere smagsprøver. Pøøj for en gang saltvandsmos. Pablo gav os nogle gode tilberednings tips til sprutten inden vi stolte, men lettede sejlede tilbage til Disalagraptus med byttet. Dens store krop og de otte (7½) arme blev flittigt renset i køkkenvasken med salt- og ferskvand. Det store spækbræt kom frem og uspiselige dimser blev skåret fra. Derefter fik den lidt tæsk på dækket og en halv time på blusset i en stålgryde. Til sidst skar Ole den i småstykker og svitsede den på panden i citronsaft og hvidløg. Aftenens menu : Friskfanget blæksprutte en mas!!!! Delfinerne sprang stadigvæk i bugten da solen gik ned. Endnu en dag her på Marquesas er slut. Jeg er træt og mættet af eventyr. Om lidt vågner stjernerne og månen. Jeg vil tælle stjerneskud fra min køje indtil øjnene lukker i. Sikke en dag, hvad skal jeg dog drømme???

Tahauta

Rejsebeskrivelse 17

Jakob Nicolaj og Kim nyder en kold Hinano og frisk stegt giant Trevally

Marquises Øerne

Vi sejler halv vind ned mod Tahauta , en lille ø i Marquises gruppen. Vi har hørt så meget godt om denne ø at den bare skal ses og opleves.

Sejlturen forløber perfekt med god vind i sejlene, det er helt perfekt at sejle igen, jeg har vagt fra kl. 18.00 til 22.00 passer fint ....solnedgangen er altid en oplevelse værd, denne var ingen undtagelse.

Vi stryger derudaf med 7-8 knob da jeg skal på vagt denne morgen fra kl. 7.00.

Øen Hiva Oa ligger på vores bagbordsside, mens Tahuata ligger lige fremme med store grønne bjergtoppe, solen skinner allerede på fuld drøn, mens jeg står ved roret og slikker solskin. Vandet bliver lige pludselig helt stille og der er næsten ingen vind, vi er kommet ind bag Hiva Oa og ligger nu i læ...det er næsten havblik og vi vælger at stryge sejlene og sejle for motor det sidste lille stykke vejr til vores bestemmelses bugt. Delfiner...Delfiner ..... der ligger en kæmpe flok og hviler sig i overflade, det er Lemonhead whales en delfin art med helt runde hoveder og lige netop disse delfiner er bare kæmpe... et split sekund og størstedelen af besætningen, ligger i det krystalblåt havvand på jagt efter en oplevelse .....

At snorkle med delfiner er fedt, lige foran mig dykker 3 store delfiner, de er bare så tæt på....jeg nyder dette øjeblik i fulde drag, skynder at knipse med kameraet, men de er sgu for hurtige til mig (er ikke meget for at indrømme det) billede viser sig senere hen, at indeholde en halv delfin..okay..det vigtigste er, at have det printet ind i den øverste del af kroppen.

Alle får en god snorkel oplevelse, dog var Hanne en lille smule "skræmt", da vi fik besøg af en lille gråhaj, alt imens vi plaskede rundt i Stillehavet nær Marquises , sikke en morgen... og klokken er kun 9.00.

Disse delfiner er bare overalt , på vej ind i bugten, møder vi endnu en flok, som kredser omkring båden., lige nøjagtig denne bugt er deres legeplads ..viser det sig. Vi døber bugten..."Dolfinbay" vi har planer om at blive her en lille uges tid...det tegner godt.

En fantastisk morgen er startet, kl. er 6.30..hvad fanden er det for en tid at stå op på...men det er svært at sove meget længere, når båden allerede på dette tidspunkt syder af liv og det i øvrigt er begyndt at blive smadder varmt, nå...barbering...det er en stor dag, når sådan en begivenhed skal løbe af staben (husk det..hjemme i Danmark) .

Jeg står og kæmper med den store hårpragt, ude på vores toilet, indimellem er det sgu svært at barbere issen, når solen har brændt på den en hel dag, det svider godt, men smerterne bliver bidt i mig, alt imens jeg står og kigger ud gennem koøjet, ud på det blå hav og de stejle grønne bjergskråninger med masser af palmer , plask..plask... igennem koøjet får jeg øje på delfiner som springer omkring, ikke mange meter fra båden.

Kan det blive meget bedre...barbering - delfiner igennem skibets koøje - solen der skinner på båden og meget snart skal vi ud og have et morgen dyk. Meget kan man sige om delfiner...men kedelige er de ikke........

Kim Jacobsen

Tahauta Marquises

Melonhead whales

Tatoveringer I

Rejsebeskrivelse 19

Jakob Nicolaj og Kim nyder en kold Hinano og frisk stegt giant Trevally

Marquises Øerne

Vi kommer susende bag på ladet af en lokal truck, den lokale fyr har tilbudt os et lift nede fra den lokale købmand , ladet er pakket med proviant til det næste stykke tid.

Hinanoérne samt lokale colaer er klar til at blive skyllet ned i halsen, når tørsten melder sig....forstil dig....hvor meget man kan savne en kold cola, når hele dagen er brugt på dækket af et stort dejligt sejlskib på vej til nye oplevelser, savnet bliver endnu større når muligheden ikke lige er tilstede...savnet kan være stort herude i verdens baghave.

Vi bliver sat af på havnen, hvor vi møder en fransk gut, som ligger med sin sejlbåd her i havnen på 3 måned, han kan fortælle en masse om området, i øvrigt har han sejlet rundt i de sidste 23 år, som han siger så er det hans livsrejse og det kan man jo kun give ham ret i...23 år til søs det er sgu lang tid, jeg tror min tid bliver "lidt" mindre, det er i hvert fald udgangspunktet.

Mens vi står og snakker, kommer der en lokal gut, Jean-Marie er hans navn, han er i selskab med en stor fyr ( hvis navn jeg har glemt ) som er tatovør. I starten virker de noget underlige på mig, men efterhånden som samtale skrider fremad og Jean-Marie disker op med den ene røverhistorie efter den anden kommer sympatien frem, i øvrigt sammen med de lokale Hinano øller.

Efter kort tid er vi inviteret hjem til Jean-Marie dagen efter, hvor vi kan se på lokal træskærer arbejde og måske få os en tatovering....og vi kommer ikke til at gå sultne i seng.. lover han.

Klokken er ca. 9.00 solen titter ind igennem midt koøje, det er dog fantastisk.... en time og vores møde med Jean-Marie inde på havnen starter, hvad kommer denne dag til bringe os af oplevelser, jeg er spændt på hvad det udarter sig til.....vi må se..

Jean-Marie ankommer i en gammel sort jeeb, som øjeblikkelig vil være sent til skrot hvis det var foregået i Danmark...ja. biltilsyn er der intet af her i Fransk Polynesien, det er med betænkelige miner vi sætter os ind i bilen samt op på ladet, hele besætningen er nu klar til første udfordring...

Turen op til hans hus foregår på smalle veje men det ser ikke ud til at bekymre ham særligt meget, dog skal det siges at bilen ikke kunne køre ret stærkt uden at falde fra hinanden.

Huset ligger med en kanon udsigt ud over bugten, udsigten indbyder til fest og ballade og det bliver der......

Der er tændt op i grillen og de lokale papvin kommer på bordet, imens tripper tatovøren rundt...klar til arbejde.

Charlotte bestemmer sig for en Manta Ray som skal laves lige oppe over den ene balle , det klæder hende rigtig godt og det er et flot stykke arbejde der blev lavet...I løbet af aftenen melder jeg mig til tatovøreren, nu skal der sgu ske noget vildt, jeg vil have mig en anden frisure og efter en halv times tid er den klar...jeg tror.... jeg i fremtiden får brug for mit gamle slogan "jeg er ikke særlig køn...men jeg er fandme sjælden" min nye tatovering skal nok skabe "begejstring" de rette steder.

Aftenen bliver lang, krydret med masser af guitar spil og sange fra hver sin ende af jordkloden...vi er ikke til at stoppe...

Dagen derpå er hård for mig....min første tanke er "hvorfor f.... gjorde du det, " mit liv er forbi" og " hvordan kan jeg nu se andre i øjnene" Jeg har mistet mine røde solbriller...snøft.. livet er hårdt

Kim Jacobsen

Nuku Hiva Marquises

Melonhead whales

Tatoveringer II

Tatoveringer

Marquises Øerne

Tatoveringer har alle en holdning til....eller hvad ??. Herude i Fransk Polynesien er tatoveringer meget synlige i samfundet, det er gerne store udsmykninger på hele kroppen, både kvinder og mænd. Nogle af disse tatoveringer/udsmykninger er enorm flotte og dekorative, men der er så sandelig også de modsatte.

I Fransk Polynesien er det mere normalt at være tatoveret end ikke at være det, meget anderledes end i Danmark, hvor tatoveringer mange gange bliver forbundet med "rockere" og andre barske folkefærd.

Jeg har altid sagt, at hvis jeg skulle have en tatovering....skulle den laves ude i Fransk Polynesien, hvor tatovering er en kunst art.... og det blev den så.

Alle på båden har hver fået deres eget minde om denne rejse i Fransk Polynesien, hver især forskellige og på forskellige steder men alle hos den samme tatovør, på den samme ø-Tahuata

Om det gør ondt ?? smerte er forskellig fra person til person, men det kan mærkes, dog ikke værre end det kan holdes ud, meeeeeen lidt ondt gør det... nogle steder mere end andre.

Den største smerte er dog....ikke at må dykke og gå i vandet det næste stykke tid :)

Efter vores daglige besøg hos tatovereren , har Disalagraptus dannet rammen om fest og farver sammen med Felix og Edwin, disse 2 vanvittige gutter har fortalt røverhistorier om dengang der blev spist mennesker her på Marquises, ikke specielt længe siden...men vi har dog overlevet deres sultne blikke... deres sultne blikke var nok rettet mest på vores kønne piger om bord, konstatering.... de må have været lækkersulten !!!!!

Klokken er ca. 6.00 om morgenen, jeg står noget træt oppe på fordækket, det er også et underligt tidspunkt at stå op på, alt imens jeg gnider søvnen ud af øjnene, tænker jeg tilbage på dagen i går hvor jeg fik mig en "tudse" et sandt kunstværk.....

jeg kigger ud mod havet, solen er på vej op, en ganske smuk morgen i øvrigt, derude i det blå springer delfiner så smukt og der er mange af dem, rigtig mange endda ja...der skal nok være 60-70 stykker inde i bugten, skiftevis kaster/springer de ud af vandet, laver saltomortale og andre krumspring, uha...de elsker at lege og jeg bliver aldrig træt af at kigge på disse dyr.

Det kan s.. da kun blive en god dag, med sådan en start på dagen, det skal det i øvrigt nok også blive...vi skal nemlig til bryllup, den lokale høvding/borgmester skal giftes, og vi er inviteret med....hele byen er inviteret med til spisning, det skal nok blive spændende...

Nå..jeg skal i kirke, vi skal se hvordan et bryllup foregår herude i Marquises Snakkes ved

Ps. fortsættelse følger

Kim Jakobsen

Marquises

Tuamuto atollerne

På vej mod Tuamuto

Sejltur på Stillehavet

Marquises Øerne

1/4-2002

Så er tiden kommet, hvor vi tager afsked med Marquesas øgruppen.

Klokken er 10.30 da vi letter anker og sætter kurs mod en position 22 sømil nord for atollen Ahe.

At vi ikke sætter kurs direkte imod atollen skyldes, at vi ikke skal komme for tæt på land, hvis vi ankommer om natten. Kursen er 244 grader og afstanden er 497 sømil.

Med en gennemsnitsfart på omkring 5 knob kan vi gøre turen på 4 døgn. Inden vi når at sætte sejl, har Heidi fanget en grøn Snapper på 5 kg.

En jævn vind agten for tværs skubber os ud på Stillehavets uendelige blå flade, imens Fatu Hivas lodrette klippevægge synker ned bag horisonten.

Vi glæder os alle til at besøge Tuamotu atollerne med deres klare vand, farvestrålende koralrev og palmeklædte sandstrande, og med den gode fart vi skyder, fokuseres tankerne yderligere på øerne forude. Da Disalagraptus ikke er udstyret med en autopilot, skal der være en person ved roret 24 timer i døgnet, og Kim har lavet vagtplanen således, at der altid er 1 person på vagt om dagen og 2 om natten.

Da jeg kommer op til styrenvagten efter min middagslur, fortæller Kim M, at vi har haft besøg af en stor hval. Det viser sig dog blot at være en narhval af den type, som man kan møde overalt på jorden men kun på denne ene dag om året.

Jeg står ved roret og nyder solnedgangen og følelsen af, at Grappen igen sejler ud mod nye eventyr.

2/4

Jeg møder på min morgenvagt kl. 4 og overtager roret efter Karin, der holder mig med selskab de næste 2 timer på sin bagvagt, imens Kim kryber til køjs. Vi skyder stadig en pæn fart, imens vi sejler ned ad Mælkevejen, der står klart med sine lysende stjernetåger, her hvor den nærmeste gadelygte er flere hundrede sømil borte. Stjerneskuddene hagler ned over os, og selvom jeg har alt, har jeg stadig et ønske til hvert af dem.

I løbet af det første døgn har vi tilbagelagt godt 120 sømil. Op ad dagen drejer vinden til nordøst, så vi får den ind ret bagfra og må spile genuaen ud til bagbord. Senere løjer vinden, og det går meget langsomt.

3/4

Over natten er vinden nærmest forsvundet helt. Besætningen er en anelse utålmodig over, at sejlplanen skrider, og Ahe er længere væk, end vi først havde troet.

Vi vugger ganske stille af sted henover Stillehavet med et sejl ud til hver side. I løbet af dagen affinder vi os med situationen og nyder i stedet den meget rolige og afslappende sejlads.

Om eftermiddagen får vi selskab af en stor flok legesyge delfiner, som følger os længe. Det er noget, som får humøret i top hos hele besætningen.

Vi flokkes oppe i stævnen og står nærmest i kø for at være tættest muligt på delfinerne. De nyder at have et oplagt publikum, laver formationer og vendinger, slår med halerne, surfer på bølgerne, dykker og kommer op igen. Vi kan følge alle deres bevægelser i det klare vand.

Til sidst finder de en stime fisk og forlader os for at få lidt frokost.

Er der noget der kan få adrenalinet op at koge hos os alle, er det lyden af bremsen på vores fiskehjul, når en stor fisk bider på krogen og trækker line ud. Det sker denne eftermiddag.

Men inden vi når at få sejlene ned og bremse båden, er fisken hoppet af igen - ingen tun i aften.

4/4

Det er stadig stille vejr. Båden er nærmest gået i stå. I de sidste 2 døgn har vi bevæget os yderligere 120 mil imod målet - halvt så hurtigt som vi sejlede det første døgn.

Jeg beslutter mig til at øve lidt på guitaren. Heidi, Kim og Karin spiller kort på fordækket, imens Helene solbader.

Da hun selv er gennembagt, laver hun kanelsnegle til os alle - hmmm, stort hit! Vi læser en del bøger i disse dage, hvor Hobitten og Ringenes Herre er de store bestsellere her ombord.

Vi synger og spiller, kigger stjerner og holder nogle gode lange siestaer.

5/4

Om morgenen har vi bid igen, men øv, det er endnu en smutter.

Vi ser store stimer af fisk på ca. 1-2 kg, som springer ud af vandet. Vinden kommer igen, og fokus rettes atter imod målet forude.

6/4

Hele dagen har vi en god stabil vind.

Vi styrer imod en ny position, ca. 12 sømil nord for Ahe, som vi regner med at nå i morgen et par timer inden solopgang.

Derfra vil vi sætte kursen direkte mod passet, således, at vi nærmer os atollen efter daggry.

Tuamotu atollerne er kendt som et af verdens farligste farvande at besejle.

Det skyldes bl.a. at der ofte er meget stærk strøm, specielt i passene men også imellem atollerne, og at øerne er så lave, at mand kan komme meget tæt på, inden mand ser dem. Sidst vi var på Rangiroa, lå der en stor ny katamaran i millionklassen oppe på revet.

Man må hele tiden være sikker på, hvor man er. Det går støt fremad, og Vores positioner afsat om natten ligger som perler på en linie henover søkortet.

7/4

Lidt før Klokken 4 om morgenen når vi vores position 14 grader og 15 minutter syd, 146 grader og 20 minutter vest.

Derfra er der 2 1/2 times sejlads stik syd til passet. Ved 5-tiden kan vi ane kokospalmerne på Ahe i det tidlige morgenlys.

Vi når passet netop som tidevandet vender klokken 6.30, og vi sejler direkte ind. Passet er en ca. 200 meter bred åbning i det ringformede koralrev, der udgør atollen. Når tidevandet falder og stiger er der forskel på vandstanden inde i lagunen og i det omgivende hav.

Dette resulterer i meget kraftig strøm i passet. Det er derfor sikrest at besejle passet ved højvande eller lavvande, hvor tidevandet vender og strømmen er svagest.

Karin og jeg navigerer, Kim styrer og Heidi holder udkig oppe fra masten. Vi krydser tværs over lagunen for at komme til landsbyen Tenukupara. Ahe er perlefarmernes ø, og vi sejler zigzag imellem hundredvis af bøjer, der markerer linerne med tusindvis af østers, der bygger på hver deres perle.

Da vi når vores ankerplads får vi den glædelige overraskelse at blive mødt af vores amerikanske venner Roger, Daniel og Victor.

Kort tid efter er vi i gang med at gøre nye lokale bekendtskaber, og et nyt ø-eventyr er i fuld gang.

Jakob Ahe Tuamotu atollerne

Vandrehistorie

Vandre historie

Marquises Øerne

Vi har gået en del her på det sidste. Efter at Kim og Heidi steg ombord med deres veltrænede vandresko, har det stået klart, at mange nye oplevelser venter os, hvis vi forlader skuden og går i land. Problemet er bare, at man ikke kan sidde mageligt med en Hinano i hånden og nyde landskabet, der glider forbi. Man må gå på sine fødder.

Jeg er nu også ganske glad for at spadsere.

Så her forleden besluttede Kim M og jeg, at vi ville tage en fodtur langs kysten over bjergene fra Daniels bugt, hvor vi ligger og hen til Taiohae, hvor vi skulle ordne nogle ærinder. Vi fik at vide, at turen ville tage 4-5 timer hver vej, og at det nogle steder kunne være vanskeligt at finde stien.

Vi stod op klokken 5 og fyldte vores rygsække med brød, vand og bananer, hvorefter vi blev roet i land af skipper Kim, der var godt tilfreds med, at han skulle tilbage i sin køje bagefter.

Så begyndte opstigningen ad et gammelt hestespor, som er anlagt for mange generationer siden og i dag mest bruges af lokale jægere.

Transport fra bugt til bugt foregår nu først og fremmest med motorbåd, hvilket vi forstod stadig bedre, efterhånden som vi bevægede os opad. Vi fulgte stien i siksak op ad bjergsiden omgivet af tæt buskads.

Det var allerede temmelig varmt selvom solen endnu ikke havde kastet sine stråler på bjergsiden, hvor vi gik. Stien var meget stenet, og utallige hestepærer afslørede, at disse dyr var flittige brugere af ruten - med eller uden rytter.

Da vi nåede toppen af den første bakkekam, stoppede vi og spiste vores morgenmad, imens vi nød udsigten over dalen og bugten med Grappen liggende som et svanedun på vandet langt dernede.

Solen havde efterhånden fundet frem til os , da vi fortsatte turen op imod det første plateau.

Derfra gik vi videre op og ned i et smukt og barskt landskab på ryggen af skarpe bjergkamme, ad smalle stier hugget ind i lodrette klippevægge og rundt om klippetoppe, hvor nye fantastiske udsigter ustandseligt åbenbarede sig. Vi mødte ikke andre end papegøjer, høns og geder.

Kim fik en anelse sved på panden, da han pludselig stod ansigt til ansigt med en stor gedebuk, der målte ham med smalle øjne og sænkede horn. Tilsyneladende forvekslede den skyggen på kims kasket med et frygtindgydende horn, og det lød som et større stenskred, da den sammen med resten af flokken kastede sig ud over kanten og tordnede ned ad den stejle skrænt.

Efter godt to en halv time havde vi udsigt til Baie de Taiohae og indsejlingen flankeret af de to klippeøer.

Men der var stadig lang vej, og vi havde adskillige dale og bakkekamme at krydse.

Mange steder delte stien sig eller forsvandt nærmest helt, og efter at vi var faret vild et par gange begyndte vores tidsplan at se lidt presset ud.

Vi var nød til at nå frem, så vi kunne nå vores ærinder inden siestaen. Ellers kunne vi risikere, at solen gik ned, mens vi var oppe i højderne på tilbagevejen. Vi besluttede at fortsætte indtil vi havde gået i 5 timer. Var vi ikke nået til Taiohae klokken 11, måtte vi vende om og gå tilbage. Klokken lidt over 10 ragede vi rundt i et vildnis i den sidste dal inden byen. Vi kunne ikke rigtig finde stien og var ved at miste modet. Vi havde ikke meget vand til hjemturen og var trætte og triste over at måtte vende hjem med uforrettet sag.

I det berømte kritiske sekund mente Kim, at han så en vej . Det viste sig at være en grusvej anlagt af folkene bag Tv-showet Survivor. Vejen førte os hurtigt til udkanten af byen, hvor vi fik et lift af en lokal skønhed.

Efter at have mæsket os i cola og is fik vi ordnet hvad vi skulle og kunne begynde hjemturen.

Det blev en tur, som trak tænder ud på mine søben. Men også vandringsmanden Kim var tydeligt mærket af de mange timers stigninger og fald i 40 graders varme. Heldigvis kendte vi nu vejen og nåede på vaklende ben hjem til en velfortjent sundowner, lige da solen gik bagom kraterkanten mod vest.

Jakob Bech

Marquises