Sejltur på Stillehavet

Marquises Øerne

1/4-2002

Så er tiden kommet, hvor vi tager afsked med Marquesas øgruppen.

Klokken er 10.30 da vi letter anker og sætter kurs mod en position 22 sømil nord for atollen Ahe.

At vi ikke sætter kurs direkte imod atollen skyldes, at vi ikke skal komme for tæt på land, hvis vi ankommer om natten. Kursen er 244 grader og afstanden er 497 sømil.

Med en gennemsnitsfart på omkring 5 knob kan vi gøre turen på 4 døgn. Inden vi når at sætte sejl, har Heidi fanget en grøn Snapper på 5 kg.

En jævn vind agten for tværs skubber os ud på Stillehavets uendelige blå flade, imens Fatu Hivas lodrette klippevægge synker ned bag horisonten.

Vi glæder os alle til at besøge Tuamotu atollerne med deres klare vand, farvestrålende koralrev og palmeklædte sandstrande, og med den gode fart vi skyder, fokuseres tankerne yderligere på øerne forude. Da Disalagraptus ikke er udstyret med en autopilot, skal der være en person ved roret 24 timer i døgnet, og Kim har lavet vagtplanen således, at der altid er 1 person på vagt om dagen og 2 om natten.

Da jeg kommer op til styrenvagten efter min middagslur, fortæller Kim M, at vi har haft besøg af en stor hval. Det viser sig dog blot at være en narhval af den type, som man kan møde overalt på jorden men kun på denne ene dag om året.

Jeg står ved roret og nyder solnedgangen og følelsen af, at Grappen igen sejler ud mod nye eventyr.

2/4

Jeg møder på min morgenvagt kl. 4 og overtager roret efter Karin, der holder mig med selskab de næste 2 timer på sin bagvagt, imens Kim kryber til køjs. Vi skyder stadig en pæn fart, imens vi sejler ned ad Mælkevejen, der står klart med sine lysende stjernetåger, her hvor den nærmeste gadelygte er flere hundrede sømil borte. Stjerneskuddene hagler ned over os, og selvom jeg har alt, har jeg stadig et ønske til hvert af dem.

I løbet af det første døgn har vi tilbagelagt godt 120 sømil. Op ad dagen drejer vinden til nordøst, så vi får den ind ret bagfra og må spile genuaen ud til bagbord. Senere løjer vinden, og det går meget langsomt.

3/4

Over natten er vinden nærmest forsvundet helt. Besætningen er en anelse utålmodig over, at sejlplanen skrider, og Ahe er længere væk, end vi først havde troet.

Vi vugger ganske stille af sted henover Stillehavet med et sejl ud til hver side. I løbet af dagen affinder vi os med situationen og nyder i stedet den meget rolige og afslappende sejlads.

Om eftermiddagen får vi selskab af en stor flok legesyge delfiner, som følger os længe. Det er noget, som får humøret i top hos hele besætningen.

Vi flokkes oppe i stævnen og står nærmest i kø for at være tættest muligt på delfinerne. De nyder at have et oplagt publikum, laver formationer og vendinger, slår med halerne, surfer på bølgerne, dykker og kommer op igen. Vi kan følge alle deres bevægelser i det klare vand.

Til sidst finder de en stime fisk og forlader os for at få lidt frokost.

Er der noget der kan få adrenalinet op at koge hos os alle, er det lyden af bremsen på vores fiskehjul, når en stor fisk bider på krogen og trækker line ud. Det sker denne eftermiddag.

Men inden vi når at få sejlene ned og bremse båden, er fisken hoppet af igen - ingen tun i aften.

4/4

Det er stadig stille vejr. Båden er nærmest gået i stå. I de sidste 2 døgn har vi bevæget os yderligere 120 mil imod målet - halvt så hurtigt som vi sejlede det første døgn.

Jeg beslutter mig til at øve lidt på guitaren. Heidi, Kim og Karin spiller kort på fordækket, imens Helene solbader.

Da hun selv er gennembagt, laver hun kanelsnegle til os alle - hmmm, stort hit! Vi læser en del bøger i disse dage, hvor Hobitten og Ringenes Herre er de store bestsellere her ombord.

Vi synger og spiller, kigger stjerner og holder nogle gode lange siestaer.

5/4

Om morgenen har vi bid igen, men øv, det er endnu en smutter.

Vi ser store stimer af fisk på ca. 1-2 kg, som springer ud af vandet. Vinden kommer igen, og fokus rettes atter imod målet forude.

6/4

Hele dagen har vi en god stabil vind.

Vi styrer imod en ny position, ca. 12 sømil nord for Ahe, som vi regner med at nå i morgen et par timer inden solopgang.

Derfra vil vi sætte kursen direkte mod passet, således, at vi nærmer os atollen efter daggry.

Tuamotu atollerne er kendt som et af verdens farligste farvande at besejle.

Det skyldes bl.a. at der ofte er meget stærk strøm, specielt i passene men også imellem atollerne, og at øerne er så lave, at mand kan komme meget tæt på, inden mand ser dem. Sidst vi var på Rangiroa, lå der en stor ny katamaran i millionklassen oppe på revet.

Man må hele tiden være sikker på, hvor man er. Det går støt fremad, og Vores positioner afsat om natten ligger som perler på en linie henover søkortet.

7/4

Lidt før Klokken 4 om morgenen når vi vores position 14 grader og 15 minutter syd, 146 grader og 20 minutter vest.

Derfra er der 2 1/2 times sejlads stik syd til passet. Ved 5-tiden kan vi ane kokospalmerne på Ahe i det tidlige morgenlys.

Vi når passet netop som tidevandet vender klokken 6.30, og vi sejler direkte ind. Passet er en ca. 200 meter bred åbning i det ringformede koralrev, der udgør atollen. Når tidevandet falder og stiger er der forskel på vandstanden inde i lagunen og i det omgivende hav.

Dette resulterer i meget kraftig strøm i passet. Det er derfor sikrest at besejle passet ved højvande eller lavvande, hvor tidevandet vender og strømmen er svagest.

Karin og jeg navigerer, Kim styrer og Heidi holder udkig oppe fra masten. Vi krydser tværs over lagunen for at komme til landsbyen Tenukupara. Ahe er perlefarmernes ø, og vi sejler zigzag imellem hundredvis af bøjer, der markerer linerne med tusindvis af østers, der bygger på hver deres perle.

Da vi når vores ankerplads får vi den glædelige overraskelse at blive mødt af vores amerikanske venner Roger, Daniel og Victor.

Kort tid efter er vi i gang med at gøre nye lokale bekendtskaber, og et nyt ø-eventyr er i fuld gang.

Jakob Ahe Tuamotu atollerne