San Cristóbal, den 2/6-2001

Vi ankom til Galapagos øerne en tidlig morgen den 2. juni. Vi blev budt velkommen af legesyge søløver, som vi senere skulle få mange gode oplevelser med. Galapagos består af 15 øer og hører under Ecuador. Der bor ca. 20.000 mennesker primært fordelt på øerne Santa Cruz, San Cristóbal og Isla Isabela. Ca.70% af befolkningen ernærer sig ved hjælp af fiskeri. Vi besøgte først Isla San Cristóbal, en af de større øer. Øen har ca. 8.000 indbyggere, hvorfor vi udledte, at der måtte fødes børn der.

Vi fandt hurtigt det lokale hospital Oskar Jondl i havnebyen Puerto Baquerizo Moreno, og blev henvist til hospitals direktøren Dr. Ulpiano Pilla Guaman og vicedirektøren Dr. Juan Naula Condo. Vi blev varmt modtaget, og begge var meget interesserede i, hvem vi var, og hvad vi ville. De fortalte, at de ikke havde jordemødre hverken på Galapagos eller i Ecuador. Der blev
født 120 børn årligt på øen og det var også muligt at føde på Santa Cruz. Det var gratis at føde på hospitalerne. De økonomisk bedre stillede valgte dog oftest at føde på fastlandet (Ecuador) på et større offentligt- eller privathospital.

Gennemsnitligt fødte hver kvinde tre til fire børn. De fleste førstegangsfødende var under 25 år, hvoraf en stor gruppe var helt unge teenagemødrer fra 13-16 år. Afdelingen estimerede denne gruppe til at være omkring 5-10% af de fødende. En del af disse unge mødre blev ofte enlige kort efter fødslen. Dette skyldes primært deres umodenhed, samt det at de levede i et udpræget machosamfund.

Gynækologien og obstetrikken blev varetaget af fem læger, hvoraf Dr. Pilla var den eneste, der havde speciale indenfor området. Han scannede alle kvinderne under graviditeten, og var operatøren under samtlige sectioer.
Derudover havde hospitalet ansat en 25-årig kvinde, Jenny Viteri. Hun havde en femårig uddannelse med obstetrik og gynækologi som speciale. Hun var ikke læge, men blev kaldt for obstetriker. Vi forstod det som værende en form for
jordemoderuddannelse, dog med en overbygning indenfor medicin og gynækologi. Hun kunne vælge at læse videre til læge.
Jenny havde det daglige ansvar for gynækologisk/obstetrisk ambulatorium. Her kom de gravide og blev tjekket, samt kvinder med gynækologiske sygdomme så som kønssygdomme. Jenny var ligeledes med til fødslerne, men havde ikke
autorisation til at operere.

Vi blev inviteret til en rundvisning på hospitalet samme dag, og dagen efter kunne vi deltage i Jennys konsultation.

Hospitalet var et lille katolsk hospital, bygget for 50 år siden og meget nedslidt. Hospitalet havde omkring fyrre ansatte. Lægerne var udstationeret/på turnus fra fastlandet i maksimum et år. Stillingerne på Galapagos virkede til at være ret attraktive. Hospitalet fik økonomisk støtte fra staten samt donationer fra Tyskland og Schweiz. Trods dette var
der kun få midler til nyanskaffelser og vedligeholdelse.

Hospitalet bestod af en lille skadestue, et laboratorium, ondotologisk afdeling, en fødestue, en operationsstue, en lille børnestue med en åben kuvøse, et skyllerum med autoklave, to mindre sengeafdelinger een for mænd
og een for kvinder, et køkken og et sekretariat/journalarkiv. Fødestuen og operationsstuen lå i en nyere tilbygning, men stadig ikke særlig vedligeholdt.

Fødestuen var spartansk indrettet og ikke særlig hyggelig og indbydende. Det var et stort rum med grønne fliser fra gulv til loft. I midten af rummet stod en gammel fødeseng uden nogen form for automatik. Over fødesengen var en OP-lampe og på den ene væg hang et ur hvorpå der stod: " home, sweet home". Rummet var oplyst med neonlamper. På et arbejdsbord var der fødesæt, sterile vattamponer/gaze og en gammel grønthandlervægt. En mandshøj iltbombe stod midt i rummet. Operationsstuen lå i forlængelse af fødestuen.

Spændte mødte vi op den næste dag til aftalt tid kl. 8. Konsultationen var åben alle hverdage fra 8 til 12 og igen fra 14 til 17. I dette tidsrum kunne kvinderne møde op uden aftale. Alle sad de tålmodigt i venteværelset. Her kunne kvinderne bruge tiden på at læse de informative plakater om bl.a. amning, vaccinationsprogrammer og antikonception. Et stort krucifiks hang på væggen overfor indgangen - han må ofte have fået en tanke i dette rum!

Konsultationsrummet var et aflangt lokale på højst 12 m2. I dette rum havde de formået at placere et skrivebord, fire stole, et gynækologisk leje, en undersøgelsesbriks samt en lille håndvask. Der stod en kasse øl bag briksen, og vi fandt aldrig ud af hvad den stod der for. Malingen var afskallet og "tarvelige" gardiner hang hulter til bulter og skyggede derfor ikke længere for solen, vinduerne sad dog så højt at ingen kunne se ind. På undersøgelsesbriksen og GU-lejet blev bomuldslagnet genbrugt. Myrerne løb op og ned ad væggene og videre ned i håndvasken hvori de brugt GU-instrumenter lå. Dette var svært at abstrahere fra, og vi blev enige om, at hygiejnekapitlet havde de let læst.

De gravide kom som regel første gang i 11. graviditetsuge. Her fik de foretaget en GU-undersøgelse samt optaget journal. Inden da var de blevet vejet, havde fået målt BT, stikset urin samt fået analyseret en blodprøve (Hgb, Wassermann, HIV og blodtype). Herefter kom de gravide i 20., 24., 28., 32., 36., 38. og 40. uge og/eller efter behov. De fik alle udleveret en
samlet vandre- og svangerskabsjournal, indeholdende de samme data, som vi kender det hjemmefra. Dr. Pilla scannede alle i 1. trimester og i 3. trimester. Jenny lavede en mundtlig aftale med kvinderne om hvilken uge de atter skulle møde op til kontrol.

Konsultationsformen var uformel og afslappet. Jenny blev tit afbrudt af en sekretær eller af en af de vagthavende læger. Døren stod ofte åben, lige indtil at kvinden skulle have foretaget den udvendige undersøgelse eller en GU. Kvinderne var meget åbne overfor vores tilstedeværelse, hvilket gjorde det nemt for os at blive en del af konsultationen.

Der var god tid til alle kvinderne, og det virkede som om at Jenny fik afdækket alle deres spørgsmål. De fik minimum 30 minutter hver. Jenny brugte ved den udvendige undersøgelse de fire håndgreb samt SF-mål. Hun skønnede kun fosterets størrelse udfra en SF-tabel. Vi fik lov til at mærke med på de store gravide maver. Der blev kun lyttet hjertelyd med en moderne doptone, den eneste de havde på afdelingen. Der fandtes et lille metal lytterør, som mere var til pynt.
Fødselsforberedelsen var indlagt i konsultationen. Der blev især informeret om vejrtrækning og presseteknik. Omkring halvdelen af de kvinder der kom i konsultationen denne dag var gravide, resten havde enten kønssygdomme eller cystitis, der skulle behandles.

Kom en fødende kvinde i Jennys vagt, lukkede hun konsultationen, og fødte med hende. Om aftenen og natten var det en af de vagthavende læge der fødte med kvinderne. Kvinderne fødte liggende på ryggen, og kunne som det eneste smertestillende få Diklofenak (Diclon). Alle primipara fik episiotomi. Skred fødslen ikke frem som forventet, efter at orificium var fire cm åben,
inducerede man ikke fødslen med Oxytocin. Kvinderne fik et sectio, hvis der ingen fremgang var efter 24 timer. Methergin blev brugt ved atoni post partum. Afdelingen havde ikke nogen vacuum extractor og forceps. Dette kunne være en af årsagerne til den høje sectiofrekvens på mellem 18-24% årligt. Ved svære forløsninger brugte man funduspres og symfysetryk - var dette ikke tilstrækkeligt, fik kvinden et sectio. Sectioerne blev oftest udført i en epiduralblokade. Hospitalet varetog ikke gravide med diabetes, gemelli- eller UK fødsler. Gemelli og diabetes gravide fødte på fastlandet, og UK'erne blev forløst på øen ved sectio. De behandlede meget få præeklamptiske gravide årligt. Men overflyttede ikke disse gravide til større hospitaler på fastlandet. Vi spurgte til mortaliteten hos mor og barn, og fik at vide, at i år 2000 var der et barn, der døde af rhesusimmunicering. Årsagen skyldtes at moderen nægtede at blive overført til fastlandet under graviditeten.

Kvinderne fødte uden deres mænd og familie, men disse stod dog parate udenfor fødestuen. Der var stor festivitas når en lille "niño" eller "niña" blev født. Var alt gået vel, barslede kvinderne et døgn på afdelingen. Alle mødrene ammede, og mange op til to år efter fødslen. Sutter og flasker blev kraftigt frarådet.

Den varme velkomst vi fik på hospitalet, var med til at præge resten af vores ophold på øen. Det blev til adskillige hyggelige aftener med lægerne, Jenny og Herbert. Vi udvekslede erfaringer fra de to forskellige verdener. Herbert en østrigsk/amerikansk ingeniør bosat på San Cristóbal var meget hjælpsom med at oversætte. Lægerne var meget interesserede i at besøge Danmark, og derved få et nærmere indblik i vores fødekultur. Var vi blevet længere på øen, havde vi nok fået tilbudt job!

Vi sejlede videre til den næste ø, Isla Isabela, som kun har 2.000 indbyggere. Vi havde fået fortalt fra lægerne på San Cristóbal, at der ikke var mulighed for at føde på Isabela. Men dette skulle vise sig ikke at være den fulde sandhed…fortsættelse følger.