Grenada, Prickly Bay, den 27/1-2001

Så nåede vi Grenada efter en hård natsejlads. Grenada er den sydligste ø i The Windward Islands. Den er især kendt for de uanede mængder af plantager, hvor der gror muskatnød og kakaobønner.
Hovedstaden på Grenada hedder St.George. Jeg tog atter mod hovedstaden, som i modsætning til Tobago ikke var noget problem at komme til. Vi er tættere på, og det er nemt at tage taxi til og fra Prickly Bay, hvor vi ligger for anker.
Igen lå hospitalet oppe på en top, tæt ved Fortet, som i dag er politistation. Fortet er en af byens seværdigheder, og er et besøg værd, da der er en fantastisk udsigt udover vandet. Man kan fra Fortet se ned på The General Hospital.

Med Tobago oplevelsen meget present, styrede jeg via informationen lige mod The HMD og Matron office. Jeg havde ingen forventninger om at få en aftale samme dag med fødegangen.
I informationen jeg en meget hjælpsom yngre mand, han fortalte at The Matron var til begravelse og The HMD var til frokost. Et kort øjeblik blev mit gå-på-mod sat på en prøve. Men han påtog sig meget hurtigt og seriøst opgaven, at få kontaktet en af jordemødrene på fødegangen. Pludselig gik det til gengæld hurtigt. Han fulgte mig op til fødegangen via lange åbne svalegange i et hospital der var endnu mere nedslidt, end det jeg havde set på Tobago. Dog var der et helt specielt lys, fordi solen faldt ind i alle disse vinkler, som gangene havde. Jeg blev på den korte tur indført i hans familieforhold, og at hans amerikanske accent stammede fra sin tid i det amerikanske militær. Han var til min store forundring allerede pensioneret!!
Et øjeblik efter stod jeg foran en jordemoder. Hun var informeret om, hvad jeg ville. Hun præsenterede sig kort, og startede herefter rundvisningen. Jeg fulgte med, og måtte lade stemning og sanseindtryk suse forbi. Et væld af billeder mosede sig ind på min nethinde. I begyndelsen brugte jeg meget krudt på, hvordan jeg overhovedet nogensinde skulle kunne gengive alle disse indtryk og billeder, uden at det blev forvirret for jer læsere. Til sidst opgav jeg og lod det hele flyde og bare fylde. Der var ikke tid til at stille mange spørgsmål, eller undre sig over det der nu blev fortalt. Jordemoderen havde tydeligt meget at tage sig til, men afslog dog alligevel mit forslag om at komme igen dagen efter eller en anden dag.

Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge, om der måtte tages billeder, det var ligesom et alt for uforberedt og spontant et møde, og jeg havde næsten ikke fået tid til at præsentere mig selv. Så billeder får I ikke, men jeg håber at kunne gengive lidt af alle de informationer der blev givet. Jordemoderen fortalte kort om afdelingens opbygning, som bestod af svangre-, føde- og barselsafdeling. Svangre og barsel foregik i et og samme rum. Der var i alt plads til 15 patienter.
Overbelægning var dog mere reglen end undtagelsen, således at afdelingen konstant havde omkring 25 indlagte ad gangen. De barslende kvinder var en smule adskilt fra de indlagte svangre, på den måde at sengene stod med hovedgærderne op mod hinanden. Det var sporadisk med gardiner, hvilket pludselig blev meget synligt, da en kvinde midt i det hele lige fik foretaget en udvendig undersøgelse og påsat en CTG.
Der var to fødestuer, som lå ved siden af personalekontoret og man gik direkte ud i svangre-/barselsrummet fra fødestuerne. På disse to fødestuer er der ca.150 fødsler om måneden. Begge fødestuer var optaget, så jeg så dem derfor ikke.
Afdelingen varetog fødsler helt ned til 26-27. uge. Eller rettere sagt ned til det der kan lade sig gøre at holde liv i. For tiden var der to børn indlagt i deres nursery, som var en spartansk lille stue med et par kuvøser. Der var glas på alle sider og gardiner for. Det skulle give børnene ro. Jeg fik lov til at se dem, og de var godt nok små. De lå i hver sin kuvøse af den meget gamle slags, og hver var de udstyret med en sonde og ikke andet elektronisk udstyr. Survial of the fittest er vist det man kalder det.

Afdelingen varetog og behandlede alle former for komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel og barsel.

Der var meget ambulant virksomhed på afdelingen, og disse undersøgelser blev foretaget i en ledige barsels- eller svangre seng, hvilket var det jeg oplevede in live. Jordemoderen udtrykte, at afdelingen havde et pladsproblem, og det måtte jeg nu give hende ret i.
Der var mange patienter i en "pærevælling" og med mange forskellige behov. En havde lige født og lå tæt på fødestuen og en fik "kørt" en CTG. Lidt væk fra fødestuerne lå der ca. 10 barslende kvinder. Den mest iøjefaldende, var en meget smuk gemelli mor med to små lækre babyer i en og samme vugge. Resten af kvinderne var indlagte svangrepatienter med eller uden besøgende. Også var der selvfølgelig et væld af ventende kvinder på stole langs væggen og udenfor selve fødegangen. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle have overblikket der.
Der var mange ting, jeg gerne ville have spurgt om. Jordemoderen fortalte intet om afdelingens ammepolitik, barselsperiode, svangreprofylakse, eller om jordemoderfaget og dets vilkår på Grenada. Et kort øjeblik havde jeg lyst til at komme igen, men besluttede mig for, at det måtte være sådan besøget blev her. Jeg gik smilende fra det nedslidte hospital, det havde været en hurtig, men meget farverig oplevelse. Jeg svingede lige forbi den pensionerede "millitærmand" i informationen, sagde pænt farvel og tak. Han oplyste mig så i øvrigt om, at det kostede penge at føde. Man betaler for alle undersøgelser og alt medicin. Han var meget interesseret i at vide, om jeg havde planer om at ansøge om job. "Du kan sagtens blive jordemoder her, hvis du vil" sagde han! Jeg fik ikke flere detaljer om hvordan - men det må være til at finde ud af, hvis nogle er interesseret!

Adressen er:

The General Hospital
St.George
Att: The Matron
Grenada