Landskamp i Charlotteville

Tirsdag den 2. januar 2001,
Charlotteville, Tobago
N11°09.7´W60°41.9´

Landskamp i Parken. Tobago—Danmark. Det danske landshold bestod til lejligheden af stamtruppen fra F.C. Rana suppleret med gæstestjerner fra Idun og Topas samt Deres Udsendte, i alt 7 spillere. Det tobagoanske ditto bestod af Charlottevilles ungdom, Dwight Yorke-kloner i aldre fra 12 til 30 år.

Kampen var programsat til at blive fløjtet i gang kl. 15.00. De danske spillere var tændte og ankom til stadion i god tid. Kampstarten måtte imidlertid udsættes en times tid, da hjemmeholdets kontaktperson var faldet i søvn.

Første fløjt lød ved firetiden og begge hold gik frisk til sagen. Tobago havde godt spil i dybden men manglede det afgørende gennembrud imod et kompakt og velorganiseret dansk forsvar. To gange klappede kontrafælden og efter tyve minutters spil viste pointtavlen 0–2 til de rød-hvide.

I resten af første halvleg viste Tobago (de rød-sort-hvide) dog tilsvarende disciplin. De skruede tempoet op og fik samtidig trukket spillet længere tilbage på banen. Flere gange blev den danske midtbane knækket over og vi fik smagt vores egen medicin. Ved halvleg stod der 4–2 på tavlen.

Første halvleg blev spillet 7 mod 7 på fuld bane, så bentøjet var godt brugt allerede i pausen — ikke mindst hos de danske sømænd, der ikke havde friske kræfter at skifte ind. I anden halvleg skiftede vi system og spillede 11 mod 11. En håndfuld af de lokale stjerner trak i DBU-trøjen og hjalp os så godt de kunne. Min bold!

Det lykkedes næsten, men ikke helt. Kampen endte med en snæver hjemmesejr, 6–5, efter en spændende og til tider velspillet anden halvleg.

Ole S