De Hollandske Antiller

<< tilbage til Venezuela

Efter en dagsrejse kunne vi skimte den første af de tre ABC øer, der udgør De Hollandske Antiller. Forventningerne til øen Bonaire, som var den første vi besøgte, var ikke de største. Her skulle være godt at dykke, men så var det vist også det. Det holdt nogenlunde stik bortset fra at vandet var mere fantastisk end vi kunne forstille os. Vi ankrede på otte til ti meter vand, men kunne se direkte til bunden - imponerende. Birgitte og Tove brugte fem dage på et dykkerkursus, mens vi andre snorklede i stor stil. Sigtbarheden var mellem tredive til halvtreds meter, koralerne imponerende og fiskene så mange og farverige at man næsten ikke kunne fatte det. Maria og jeg tog en af dagene en skoledag hos en marinebiolog. Vi fik først et par timers information om koralerne, fiskene deres adfærd og afhængighed af hinanden. Herefter kørte vi ud til et af hendes favorit steder hvor vi snorklede til vi havde blå læber. Man er aldrig sikker på hvad man ser og oplever, men vi var vanvittig heldige og så det meste af det hun havde fortalt om på forhånd. Det var en kæmpe oplevelse og snorkling har fået en hel anden mening end bare at se de flotte fisk og koraler.

Ud over snorklingen var et af højdepunkterne pakker hjemmefra. Vi havde en lille forvisning om at der ville være pakker med lakridser og slik, ventende på postkontoret. Efter vi havde fået båden indklareret styrede vi direkte mod posthuset. De var dog ikke helt imødekomne, de havde sikkert luret hvad der var i pakkerne. Vi måtte slå et par flikflak gennem bygningen og insistere på at vi vidste, at der var pakker der lå at ventede på os. Efter at have fået dem til at gå på "fjernlageret" fjerde gang havde vi endelig begge vores pakker. Der blev allerede på det kølige postkontor nydt et par Pandastænger med stort velbehag - mums!

Vi havde besluttet at tage båden på land, hvis det var muligt. Bunden trængte og det er altid rart at få tjekket rig og gennemføringer før man drager ud på så lang en tur som venter os i Stillehavet. Derfor tøffede vi hurtigt videre til naboøen Curaçao, hvor vi havde hørt de havde maling og flere steder der kunne tage vores dame på land. Efter lidt søgen besluttede vi at benytte et sted der hed Curaçao Drydock Marina. Det var et kæmpe værft med ti tolv store kraner. Der var container- og tankskibe en masse og de gjorde egentlig ikke ret meget i sejlbåde. De ville frygtelig gerne hjælpe os og vi havde tiltro til at de nok kunne håndtere en så lille båd, selvom vi knapt kunne se toppen af kranen. Vi forklarede at vi havde travlt og ikke kunne vente længe. Værftsføreren så på sit ur der viste lidt i fire. "Hmm. Jeg kan ikke nå det i dag, men kom i morgen klokken ni." Vi var der kvart over ni og båden stod på klodser klokken ti. Ikke så meget pjat og pjank og det kunne vi li'.

Det var et usselt sted at have båden, men perfekt til formålet. Pladsen var oplyst som et stadion om natten og store rotter spillede fandango lige under båden. Tov og stiger måtte hives op, hvis man ikke ville have ubudne gæster. Vi fik malet, slebet rust, lavet og monteret fire nye pullerter, tjekket diverse ting til vi var helt ør i hovederne. Vi arbejdede syv dage fra morgen til aften og det kunne kun gå for langsomt med at komme i vandet igen.

Ind i mellem var der selvfølgelig lige tid til en slapper, som ofte gik med snak og rådgivning med en halvtredsårig amerikaner og hans halvt så gamle venezuelanske veninde. De var et sjovt par som havde en katamaran, som han havde sejlet i ti år. Nu skulle den have den store tur og han regnede med at det tog seks måneder. Det er svært at forestille sig så lang tid det sted, men det er jo deres valg.

Næste stræk var mod Panama, som skulle være opvarmning til Stillehavet. Der var omkring syvhundrede sømil. Det blæste op som vi havde planlagt at tage afsted, så vi måtte vente to dage, før vi syntes vinden var som vi ville have den. Da vi endelig tog afsked med Curaçao, var der stadigvæk god vind og bølgerne var da heller ikke små. Vi sejlede som sædvanligt med vinden, så det var en forholdsvis behagelig sejlads trods forholdene. Ny bundmaling, strøm og en god portion vind gjorde at vi sejlede over al forventning. Vi var kun fire en halv dag om at sejle til Panama, to af dagene sejlede vi over 200 sømil i døgnet og slog bådens gamle dagsrekord, så den nu er 210. Med en gennemsnitsfart på otte til ti knob, kunne man ofte høre Birgitte i store glædesudbrud når hun racede ned ad en bølge der ikke var mindre end 4 meter.

>> Videre til Panama