En lille tunfiskehistorie

Det sidste bid i Atlanten

Damen rider afsted på de brusene bølger. En god vind blæser ind bagfra. Jesper hænger fiskegrej ud agter. Blinket er prydet med en viftende neonpink blæksprutte. Dagens taktik siger at dette er den bedste lækkerbisken for en godtroende tunfisk.

Der bliver sat ord på en lystig tanke; måske en dag en pragtfuld Blue Marlin, sport- og konkurrencefiskernes drømmefisk, bider på sprutten. Vi har tit kigget på fisketavlerne i havnene og er blevet overvældet af størrelser, kilo og udstyr. Ambitionsniveauet her ombord stiler nok stadigvæk kun efter megastore Yellowtun, Wahoo, Guldmakreller, Dorado, men drømmene går efter The big Catch.

Jeg har rorvagten. Der er dejligt stille omkring mig. Folk læser, sover eller pusler med projekter. Jeg betragter horisont og sejl. Vi sejler stærkt, så vinden kilder lidt i øreflipperne. Jeg kigger ned til Jesper der er kravlet lidt ned i sin køje for at overvinde varmen. Jeg falder lidt i staver, men vækkes efter kort tid af en høj bankende lyd. Det er fiskestangen der fighter i sit beslag.

Lyden af en fiskeline der flyver afsted, er svær at gengive, men alle kan godt tænke sig til hvilken jubel en sådan lyd kan give om bord på en båd der i en lang periode ikke har haft held med fiskeriet og i stedet har måtte forsyne sig fra de lokale fiskere.

Min hæse stemme fik råbt højt og ivrigt "Der er BID!"

Jesper fløj ud af seng og luge og havde pludseligt glemt alt om hedeslag og varmekuller. Det store PEN-hjul pev og hvinede. Farten hvormed line forsvandt i det blå dyb afslørede at det var en stor, hidsig krabat med vilje og kræfter, der havde bidt på krogen. Jesper var euforisk og anspændt da han med et fast tag om stangen begyndte at hale hjem på linen. Den arme fisk satte en gevaldig spurt ind for at undgå middagsbordet. Øjeblikke som dette er vidunderlige og jeg ville ønske at I derhjemme kunne se alle Jespers begejstringsudtryk og ikke mindst anstrengelser. De mest beskrivende ord jeg kan finde til at krydre en situation som denne er fremskudt hage hvilket er et sikkert tegn hos Jesper på fuld koncentration, råb, iver, stædighed, svedperler og trætte muskler, øm lyske, håb og kampgejst.

FangstDa en træt, udmattet skikkelse når overfladen og fangekrogens rækkevidde skimtes et stolt smil. Jesper råber højt: "Yes, det er en stor tunfætter!" Fuld koncentration og spændte mavemuskler bevares dog helt til den glimtende, bastante, spændte fisk ligger roligt i en blodpøl på ruftaget agter. En tun er en meget smuk fisk. Denne var nuanceret i grå farver og havde et utal af flotte mønstre på sin krop. Den blev fotograferet fra alle vinkler og blev betragtet med stor glæde af alle inden den blev forvandlet til tykke lækre runde bøffer på spækbrættet.

Nogen må have hørt mig, da jeg ønskede at Jesper skulle nå at fange en stor tun inden vi forlod Caraibien. Måske har han også brugt alle sine stjerneskudsønker på en succesfuld tunfiskefangst, hvem ved. Men glæden var stor og heldigvis endte denne dag med at det var Jesper, teknikmetode 3 fra fiskebogen og Hr. Plastiksprutte der vandt. Det gode ved en sådan oplevelse er også at man for en kort stund glemmer de gange hvor man bitter har stået på dæk og rullet en tom line ind inden solnedgang. For ikke at nævne de gange hvor man har efter få minutters kamp har stået med en tom flænset line, uden sprutte, krog eller Rapala. Som før nævnt har vi ikke har meget held med fiskelinen i det Caraibiske hav. Forsøgene har været mange, men resultaterne små. Sidste fangst var en sur spruttene uspiselig fodboldfisk, der ved et uheld bed på på krogen på Caranero, Los Roques. Sejlturen fra De Hollandske antiller til Panama var absolut sidste chance for Caraibisk tunfangst og et afsluttende Caraibisk rejsebrev med en rigtig fiske-solskinshistorie.

Rent faktisk så var det Birgittes fødselsdag den dag, Jesper fik en tunfætter på krogen. Birgitte havde ønsket sig fisk til aften, men havde forventet dåsemad. Hun blev ellevild da Jesper rakte hende den flotte fisk og stolt smilende sagde "Hvad man ønsker skal man få: tillykke med fødselsdagen."