Venezuela

<< Tilbage til Los Roques

Dage, uger, måneder er gået, tiden ilet, men vi er her endnu på vores lille båd. Vi har besøgt de venezuelanske Andesbjerge, de Hollandske Antiller, der er berømt for sit paradis under vandet, haft båden på land, sejlet til Panama, repareret en fatal motorskade, sejlet gennem Panamakanalen, provianteret til et halvt år og befinder os nu kun én dag fra Galápagos. Her følger højdepunkterne af det der umiddelbart har gjort et indtryk og som ligger øverst i en tætpakket hukommelse.

Vores overordnede sejlrute har fulgt det sydlige Caraibien, så det var kun naturligt at slå et smut forbi Venezuela. Vi besluttede, hvis det var muligt at efterlade Grappen, alle at tage et par uger i Andesbjergene. Vi havde udset os en havneby, der lød interessant hvis nu det ikke var muligt at efterlade båden. Vi havde kun kunnet få information om Puerto Cabello gennem vores rejsebog. Ingen sejlere vi mødte kendte noget særligt til stedet. Vi var heldige at få en af de ledige pladser i en mindre marina og det tegnede godt for vores tur videre i landet.

Efter tre uger på Los Roques havde vi stort set intet rent tøj tilbage, så vi måtte straks have et hold i byen. Det skulle dog blive en større proces, da vi blev kraftigt opfordret til at gå i store grupper, fordi byen var et være bandit sted. Nå - hvor farligt kunne det være, men afsted tog vi alle mand. Taxa chaufføren mumlede og faktede på lidt uforståelig spansk, om at det var vældig farligt. "Mafioso, mafioso!" blev han ved med at sige. Endelig kom vi til vaskeriet i to biler. Her følte vi os et øjeblik sikre og havde regnet med at én eller to skulle blive ved tøjet, mens andre ordnede indkøb. Vi blev gennet ind i vaskeriet, tøjet blev sorteret og så blev vi ellers bedt om at gå igen og komme tilbage halv seks. Vaskerimanden sagde direkte, at han ikke var særlig glad for at vi var der, det var ikke godt for hans helbred. Det var for farligt, ikke mindst for ham. En forbipasserende blev sat til at praje et par taxaer, så vi ikke skulle stå på gaden og flagre, selvom det kun drejede sig om mindre end et minut.

Efter denne oplevelse kørte vi tilbage til båden for at lægge planer, det her gad vi i hvert fald ikke. Spørgsmålet var nu om marinaen var et sikkert sted for båden. Det skulle vise sig at vi var på den grønne gren. Sagen var nemlig den at marinaen var vel bevogtet af vagtmænd med isenkram der får det danske forsvar til at ligne en spejderflok. Havnen var nemlig hjemsted for meget store Bayliners og folk med penge der aldrig nåede offentlige instanser medmindre de kom i brune kuverter. Det heldige for os var, at vi nu var på den rigtige side af "hegnet".

Det var sjovt at iagttage bådene omkring os. De par dage vi var der var dagsmønsteret meget det samme. Et par ældre herre med lidt for meget guld tog på fisketur med et par dertil indkøbte piger. Sidst på dagen kom de tilbage, pigerne forsvandt og et par flasker Black Label blev kvalt. Hen under aften indfandt sig et nyt hold piger og der blev danset, strippet med mere på kajen og bådene. Vi blev også budt med, men takkede pænt nej tak. Pigerne hos os var dog med på en kigger gennem agterkatytsvinduerne.

Vi fangede en af "de ældre herrer" en tidlig morgen før cirkusset startede og udbredte vores bekymring for stedet, men han forsikrede os at båden var sikker her, men han ville sørge for at der blev kikket en ekstra gang efter vores båd, mens vi var væk. Så vi tog gladeligt til Merida med forvisning om at Mafioso 1 og 2 passede på båden. At være en del af inderkredsen var på en underlig måde lidt okay, sålænge det bare gjaldt sikkerheden omkring båden.

Merida i Andesbjergene var en dejlig forandring. Vejret var behageligt, naturen smuk og menneskerne venlige og meget mere tilgængelige end hvad vi var vandt til. Merida er Venezuelas største universitetsby med 40.000 studerende og det bære byen kraftigt præg af. Vi lejede os alle ind på samme sted og aftalte at tage derfra to uger senere. Ellers var det op til hver især hvad man gad. Vi brugte en del tid på at slappe af og nyde fastlandet uden vippene grund. Der var et hav af turmuligheder herfra, rigtig mange af fysisk karakter, som for os trak meget efter lang tid på vandet og ophold på meget små øer. Maria og jeg havde besøgt Venezuela for to år siden, så vi kunne denne gang tage os tid til ting som vi ikke nåede sidst. Vi droppede en firedags dyre-/naturtur, som de andre tog. Vi havde lavet en lignende tur sidst og prøvede også at spare en smule på moneterne. De første dage lavede vi et par ting sammen, vi havde blandt andet en god cykeltur på Toves fødselsdag. Vi cyklede tyve kilometer op i bjergene til nogle varme kilder, der desværre ikke var noget hit, fordi de lokale havde invaderet stedet med øl og musik. I stedet indtog vi en dejlig medbragt frokost på en bjergmark. Det var en hård tur for en flok dæksmatroser, men det lykkedes alligevel at få en efterfølgende hyggelig aften, hvor Tove inviterede på restaurant og vi sluttede af på det for hårdeste disk. Vi er meget interesseret i de lokale skikke og måtte selvfølgelig også have et par stykker af deres lokale La Bumba'er. En L.B. består af tre øl, Grenadine og en god sjat ubestemmelig alkohol. Det hele serveres i en urtepotte lignende spand med sugerør. Det var meningen at vi skulle have været på vandretur næste dag, men indså hurtigt at det var urealistisk. Vi var blevet ret bidt af det med at cykle i bjergene og lavede derfor en arrangeret tur, hvor vi blev kørt halvfjerds kilometer op i bjergene, op til 4.600 meter. Herfra gik turen i rasende fart nedad. Det var faktisk meningen at vi skulle have fortsat et par kilometer op, til et udsigtspunkt, men vi fandt hurtigt ud af hvorfor bjergbestigere bruger ilt til at nå deres mål. Det var en stor oplevelse af passere alle de små lokalsamfund på vej tilbage. Vi prøvesmagte deres lokale brombærvin ved en vejbod og købte glas med friskpillet hvidløg. De dyrkede de dejligste urter overalt og de varierende dufte skiftede på vej ned af bjerget. En anden tur vi tog var canyon'ing. Man kravler, bestiger en kløft op gennem vandmasserne, hvorefter man til sidst rapelle ned igen. Vi havde forstået at man gik langs bredden af vandet og vandfaldene på vej op, mens man nød naturen, og nedturen var den lidt mere våde og vovede. Det skal siges at turen var fantastisk og sårene skal da nok hele igen, men når guiden starter med ordene: "If you die, I have no responsibility", kan man ikke undgå at fremstamme et lille, "hhm!" Det viste sig at være lige på og hårdt. På med seler og reb, og så ellers den direkte vej op gennem strømmen. Der var fire niveauer med efterfølgende vandfald på ti til tredive meter. Vandet var iskoldt og klipperne glatte. Én efter én fik vi besteget vandfaldene og efter et par timer var vi på toppen. Det havde været en kamp og en italiener der var med, havde virkelig modtaget klippernes velsignelse. Han var ved højt humør og vi kunne ikke lade være med at grine af den overraskende krævende optur og alle hans røde mærker. Vi kom helskindet ned, men det var noget af en adrenalintur, der sad i benene mange dage senere.

Til alle store kaffedrikkere skal det lige siges at kaffen her var i særklasse. At sove lidt halvlænge, tage et varmt bad med efterfølgende varme croissanter, kaffe og dagens Daily News på byens hyggelige torv, var bare i orden. Det kunne næsten få os til at tro, at vi var i København på en god sommerdag. Merida var som sagt et fantastisk sted og et velfortjent pusterum for os, så det var næsten med vemod at vi tog natbussen tilbage til båden.

Grappen lå hvor vi havde efterladt hende, uberørt men med et tykt lag skidt. Et par andre sejlere er lå i marinaen sagde at her havde været roligt lige bortset fra en gut der var blevet plaffet ned af politiet på stranden tohundrede meter fra båden. Nå jo… og så var der en tyv der var blevet jagtet af en hord lokale og måtte søge tilflugt i havnebassinet indtil politiet hentede ham. Vi rejste videre næste morgen efter at have provianteret lidt dåser og grønt.