 |
|
|
|
|
Hjem
Fortælling
|
Controller Bay, Marquésas
Rigtige Grapper kommer ikke ud af døren tidligt! Han ønskede os held med at finde et transportmiddel, for ellers ville det blive en lang tur. Vi gik og gik, og der kom så mange biler den modsatte vej, at vi til sidst tænkte, at der måtte foregå noget et eller andet sted på øen, som folk skulle til. Da der til sidst kom endnu en Toyota pick up med ladet fyldt med folk, og en kæmpe religiøs figur var vi ikke længere i tvivl.
Så stod Bruno pludselig der igen, og vi fik en lang snak om det der lige var sket, livet på øen, og i Taipivai, jobbet som sygeplejerske, som han havde haft i seks år og kulturen i Fransk Polynesien. MEGET spændende. Vi måtte desværre stoppe, da solen gik ned, og vi blev ædt op af nonos. Dem har jeg haft glæde af lige siden. Nøj, hvor de klør. Værre er det dog med de stribede myg, for det er dem, der giver Deng feber. En tropisk mygge-overført sygdom, hvor man får rigtig høj feber, og har det ret dårligt. Det har vi heldigvis ikke haft endnu, og gør det vi kan for at undgå det. Jeg aftalte med Bruno, at jeg skulle komme over i konsultationen dagen efter. Jeg synes, det ville være interessant at få lidt historier om kvinderne og sundheden i befolkningen generelt. Tove nåede lige at komme tilbage fra en "back to nature tour" hun havde haft med Ole, og gik med derop. En lang beretning, som sandsynligt bliver til at læse på hjemmesiden. Vi blev så optagede, at vi glemte tid og sted. Jacob bankede på døren og mindede os om, at vi havde en frokostaftale hos byens bager og snackbar, Dominíque. Vi havde et par dage for inden siddet på dette lille sted, spist en is, og spurgt, om det var muligt at få Dominíque, som ejeren hed, til at lave et rigtigt marquesiansk måltid til os med poisson cru og porke (rå fisk i kokosmælk og varmet banan-et-eller-andet-mos-lignende noget). Det kunne han godt. Familien havde tre sønner den yngste var Jonathan som dagen forinden, havde stået nede på stranden og spurgt efter mig. Han havde tasken fyldt med pomello frugt, som vi holder meget af. Jesper tog ham med ud på båden, og han stod så der med øjne så store som thekopper, og fik sig en på opleveren. Han snakkede som et vandfald, og halvdelen var på noget rimeligt udefinerbar fransk. Det var svært at få ham overbevist om, at han skulle med ind til land igen, da Jacob og jeg ville ind og se en pae pae og tikier i nærheden af byen. Allerhelst ville han være blevet i hængekøjen, der hang på fordækket. Måske var det et åndehul, hvor han kunne være alene for sine fire søskende. Han kom til sidst med i land, og fulgte med os op til tikierne. Det var nok meget godt, for det ville ikke have været nemt at finde dem alene. Jonathan snakkede fortsat løs, og sammen med en god portion tålmodighed, forstod vi hinanden rimeligt. Han er ti år, og gjorde sig mange tanker om det land vi kom fra, hvordan vi kom hjem, hvor båden skulle blive, om vi var rige, familie, kongehuset o.s.v. Ja, vi kom vidt omkring. Han viste os sin skole, kirken, og fortalte om alle de huse vi passerede, hvem der boede der, og hvad de hed. Vi kan vist roligt sige, at vi blev introduceret for befolkningen i Taipivai. Måltidet vi indtog i faderens biks, var meget dejlig. Poisson cru'en er næsten altid et hit. Den varmede banan, mindede mere om en dessert end noget andet. Der var salat, rejer, og ikke at forglemme kold friskpresset pomellofrugtjuice. Det var rigtigt godt! Dagen efter forlod vi Controller Bay sammen med Jonathan og hans to større søskende og en kusine. Vi mente bestemt, at det ville være en oplevelse for dem, og da vi skulle fem sømil vestpå til hovedstaden, mente vi at det var overskueligt for dem at komme hjem, og samtidig at få indblik i sejlerlivet. Jeg ved ikke om de havde forestillet sig, at det var en motorbåd, som ikke lagde sig ned i blæsevejr eller hvad? Der var i hvert fald blevet pakket en taske med spillekort, Cd'er, en terning (den vi legede meget med i 80'erne, hvor hver side havde en farve, som så kunne "ules" og skulle samles igen), og andet underholdningsudstyr. De endte med at blive søsyge, og sidde tæt på rælingen. Det var på sin vis meget godt, da Jonathan en gang imellem var som en sæk lopper. Alle havde de en rigtig god appetit på livet søde sager. De vejede sammen nok 30 kg for meget. Spiste løs af kagerne og popkornene. Opholdet på båden var lige ved at nå en krisestemning, da det gik op for os, at de alle regnede med at blive bragt tilbage til Taipivai. Det regnede vi bestemt ikke med! Vi troede, at Dominíque havde forstået, at de selv skulle finde hjem, så gode råd var dyre. Hvordan skulle vi få fire børn om på den anden side af bjerget uden at det skulle koste nogen en formue. Den ældste søn, som var 16 år ringede hjem, og fortalte at nu var de strandet i hovedstaden. Heldigvis var moderen alligevel på hospitalet, og kunne tage dem med hjem. Vi var alle lettede over denne besked.
Det var en dejlig dag, og vi er ikke i tvivl om at de fire børn sent vil glemme den, selvom de havde troet, at der kunne spilles kort og leges med terning til deres medbragte discorytmer. |
Fortælling
Næste morgen sejlede vi ind i Controller Bay, som byen Taipivai ligger ved. Vi gik senere en tur op til byen, for at ringe hjem. Telefonboksen lå lige overfor klinikken, hvor byens mandlige sygeplejerske boede. Han var fransk og hed Bruno. Han blev et rigtig spændende bekendtskab, både rent sundhedsmæssigt, men også med oplysninger om Fransk Polynesien, som længe havde været en mangelvare. Der gik nogle dage før vi egentlig fandt ud af, at han talte vældig godt engelsk. Han havde meget ydmygt fortalt, at hans engelske var dårligt, hvilket vi kom til at tage for givet, da det ofte er det, når vi har med franskmænd at gøre. Det var lidt af en tilfældighed, at vi kom i snak med ham. Han stod en formiddag foran en af byens beboere, som har en købmand, hvor vi skulle have noget vand til en lang gåtur, vi var på vej ud på. Han begyndte der at fortælle lidt om de seværdigheder der var på øen, og dem vidste han selvfølgelig en del om. Vi havde lidt travlt, da vi var på vej op til nordsiden af øen, og klokken var 10.30.
Der foregik selvfølgelig et eller andet religiøst et sted, og det var i modsatte retning af, hvor vi skulle hen! Vi travede derfor lige 12 km over en bjergkam, og det eneste fortrøstningsfulde over det var, at det var en rigtig smuk tur. Det ene lange "vandglid" efter det andet dukkede op ovre på den anden side af dalen. Den sidste del af turen ned mod nordkysten var helt fantastisk. To bugte med klippeformationer der lignede spidse sukkertoppe (dog ikke hvide), mødte vores øjne, da vi stod på toppen. Vi fik et lift de sidste to km ned mod en pae pae, som er en gammel ofrings/festivalsplads. Der stod vi af, og så endnu et stort område med sorte sten, pænt ordnet i bunker. Når jeg skriver det sådan, så er det fordi, det er så svært at finde ud af, hvad der er hvad. Vi er nu ikke længere i tvivl om, hvad de har brugt pladserne til, men der er ikke hoved eller hale på plateauerne. Det altid meget specielle er tikierne. De er virkelig interessante, nogle meget sjove, andre kan man tydeligt se fx. har været krigsguden. Stedet her var specielt kendt for de mange velbevarede tikier og det store festivals område, de stod på.
Resten af vejen ned til kysten var hurtigt overstået, og da vi en time senere sad på den bedste restaurant i hele Fransk Polynesien, Chez Yvonne, var det endnu engang anstrengelserne værd. Vi indtog nemlig hver en kæmpe hummer. Nu er det ikke fordi jeg gør det tit hjemme på restaurant, men denne var virkelig stor. Vi kunne blive ved med at knuse arme og få det lækreste rene hummerkød ud. Der var alt for meget mad til, at jeg kunne spise det. Tilbehøret var marquesiansk inspireret, og smagte dejligt. Vi slog ikke mave længe, klokken var ved at blive mange, og det bliver mørkt allerede kl. 18.15. Vi var bekymrede for ikke at få et lift tilbage til Taipivai. Det fik vi, på ladet af endnu en Toyota. Ovenpå tasker, snorkeludstyr, harpuner, og lignende udstyr, som havde været i brug på en strand af en familie med børn. Det var ikke noget "joy ride". Jacob sad på kanten af ladet, Jesper ovenpå et dæk, Maria nærmest nede i en spand, og jeg i et hul mellem to tasker og benene strittede ud alle vegne. Alle holdt vi godt fast ned ad de små snoede veje, vi var ikke i tvivl om at forsikringen ikke dækkede. Vi blev sat af foran byens bager/snack sted, og der forlangte kvinden der kørte, at vi skulle betalt 2000 penge hver. Det svarer til 120 kr. pr. mand. Dette bliver den hurtige læser forhåbentlig ligeså forundret over som vi blev. Havde vi i det mindste så bare siddet ordentligt, så forsikringen havde dækket, hvis der var sket noget. Rigtigt strengt, men sådan er marquesianere altså også. De kan være så søde og gæstfrie, nærmest give en hel frugtplantage væk, og så lige pludselig går der business i nogle af dem. Der var ikke meget andet at gøre end at betale ved kasse et. Så vi blev "tørret" for en del penge.
Hos købmanden fik børnene lige provianteret med slik, chips, Coca-Cola, is og kager inden de satte sig op på ladet af en Toyota. Vi bliver vist aldrig færdige med at undre os over de helt ualmindelige dårlige spisevaner befolkningen har. Vi forstår godt hvorfor øgruppen har førstepladsen i fedme på verdensplan.