S/Y Disalagraptus, København - Isla San Cristóbal

Vi er nu ankommet til Galápagos (Isla San Cristóbal) og her er RIGTIG fedt? Kunne godt bliver her en måned blot på denne ene ø, men her er jo mindst tre øer vi skal se indenfor de 20dag, vi har fået af myndighederne. Selvom vi ligger under S00.55'0, 55sømil (102km) fra ækvator, så er her rigtig behageligt ca. 22grader, frisk vind og høj sol. Det skyldes de (kolde) havstrømme der omgiver ørene. Vi er her vist i lav sæsonen, så her er ret fredeligt, lidt som en græsk ø for 20 år siden i lav sæsonen. Dyre livet er dog noget HELT andet. Her er VILDT.

Når vi ror ind til stranden dukker der søløver op alle steder, på stranden, solende på fiskebådene og i havet. Over os svæver fregat fugle og i vingetips afstand fra de rullende dønninger pendler pelikaner fra den ene side af bugten til den anden. Galápagos-, hammerhead-, white tipped reef- & whalesharks, haviguanner, hvaler, skildpadder, delfiner, spækhuggere, mantarays og fisk én mas er det der muligvis venter os under overfladen. For se om vi tør glide ned i dybet og møde disse kæmper.

Ørerne er opstået af vulkaner, så oven vande er der også massere at tage sig til. Rideture til krater remme, vandreture mellem rugende Boobies og skildpadde spotting. Jep, 20 dage er ikke meget i dette biologiske paradis.

Har nu tilbragt snart 3 uger på Galápagos på de tre øer, Isla San Cristóbal, Isla Santa Cruz og senest Isla Isabela. Her er fantastisk - dyr i de særeste former. Man kan kommer utrolig tæt på dem. P.t. har en søløve unge overtaget vores ene landgangsjolle. Fra tidlig morgen til skumring daser den og gider knap at flytte sig når vi skal bruge jollen.

Damn vores eneste PC ombord er blevet træt af livet. Hard Disk Faliure.....godt at man er forberedt på lidt af hvert, så jeg havde een ekstra med (den orginale). Desværre er den ikke så stor kun 1.3Gb. Håber vi kan få låst den defekte disk op når vi kommer hjem, for vi har en små 3000 digitalbilleder liggende på den. Derfor er der "kun" billeder fra efter vi er ankommet til Galápagos og ingen fra turen fra Panama.

Vi har været ude og dykke ved to lejligheder, på hhv. Isla San Cristóbal og på Isla Santa Cruz. Det første dyk var mindre vellykket. Jeg havde ikke bly nok på, så halvvejs gennem dykket begyndte jeg at stige (ikke så heldigt). Så det endte med at jeg måtte gribe fat i den klippe vi dykkede op af og så langsomt og kontrolleret kravle opad mod overfladen. Nå, men ingen skade sket. Nåede alligevel at se skildpadder, en masse fisk og tre legesyge søløve unger. Målet var at se hajer Galápagos-, hammer-, white tipped reef- og hvalhajer. Desværre så vi ingen, men de var der! Dykkerne forand os havde set 2 Galápagos hajer. Vandet omkring Galápagos er ikke specielt varmt (24grader da vi var der) og sigten er sjældent over 15 meter. Vi havde omkring 10 meters sigt OK men ikke fantastisk.

Næste stop på dykkerturen var Isla Los Lobos, hvor vi snorklede midt i en søløve koloni. Dette var helt utroligt - søløve ungerne kom helt tæt på. Kunne have rørt dem, hvis vi ville, men gjorde det ikke, da ungerne risikerer at blive udstødt af flokken hvis de "lugter" af menneske. Søløveungerne legede med hinanden og bed forbipasserende skildpadder drillende i lufferne. De er vildt legesyge og meget kære at iagttage.

Et par dage senere, vel ankommet til næste ø Isla Santa Cruz, havde vi arrangeret endnu et dyk. Denne gang ved øen Norte Seymour og Mosquera. Her var målet det samme som på det sidste dyk - at se hajer og hvad der ellers bød sig under overfladen.

Første dyk ved Mosquera bød atter på legesyge søløver der racede rundt om os på 22meters dybde. De er lige imponerende selvom vi nu har levet med dem i 10 dage. At se dem komme glidende i høj fart ned langs lava klippen for nær bunden at samle en lille sten op med munden og jonglere med den på næsen. De er pjattede med vores udåndingsbobler. De blæser selv bobler ud under overfladen - efter sigende et tegn på at de vil lege.

Det andet dyk ved Norte Seymour var, var det bedste vi fik på Galápagos. Gled atter mod bunden ....for i grænsen af vores sigtbarhed, at se en Galápagoshaj svømme stille bort fra fredsforstyrrerne. Hajer er sky væsner. Dykket skulle have været et medstrøms dyk, men halvvejs vendte strømmen og vi måtte svømme tæt på klipperne for ikke at forbruge meget luft. Vi så kæmpe skildpadder, eaglerays, stimer af fisk og de altid legesyge søløver. Søløverne kan godt give een et chok, når de uden lyd eller anden varsel, pludselig kommer farende under een eller tæt op foran masken. Det kunne jo have været en...... Birgitte var så heldig, at have mere luft tilbage end jeg, så hun fortsatte med divemasteren, medens jeg søgte mod overfladen. På vej op midt i alt det blå fandt jeg mig omgivet af en enorm stime fisk, vist nok jack fish. Var fuldkommen indhyllet i fisk. Alt omkring mig var dybt blåt eller skinnede som sløv. Den perfekte exit....troede jeg. Da Birgitte endelig kom op, havde hun svært ved at styre sin begejstring "hajer, vi så hajer der sov på bunden". OK misundelse er en grim ting, men følelsen var sgu en ægte nok i det øjeblik. Jeg var klar til at springe i igen. De havde set en gruppe white tipped reef sharks der lå og sov på klippeafsatser. De største var omkring 2m. Dagens dyk blev afslutte med en tiltrængt frokost.

Efter 3 dage på Isla Santa Cruz - med dyk, bunken vand (400 liter) og besøg på Darwin Centeret satte vi sejl en tidlig mandag morgen, med kurs mod Puerto Villamil på Isla Isabela yderligere 45nm mod vest.

Isla Isabela er den største ø i Galápagos og den mest uberørte af de beboede øer. De andre sejlbåde, vi har fulgt på radioen, havde alle omtalt Isabela som det "rigtige" Galápagos. Spændte var vi. På vej mellem to mindre øer en time før ankomst til Puerto Villamil skimtede jeg en fugleflok tæt ved båden - er sikkert tegn på fisk. Nåede lige at sige det til Jesper. Drejede hovedet mod vores hækbølgesurfende squid, nåede han lige at se et sølvagtigt blink i vandet, umiddelbart afløst af hvinen fra vores Penn Senator. Bid! Ud på storsejlet og genuaen, og op i vinden. Det kræver ikke meget fart i båden førend selv en mindre tun kan give problemer. Efter en kortere kamp hev Jesper en 76cm yellowfin tuna på dæk. Den største til dato. Godt at både Onyx (Sverige) og Mega Dream (dansk/norsk) lå og ventede på os i Villamil. Sidst vi så Harald og Lis (Mega Dream) var på Tobago 5 måneder tidligere.

Stor var gensynsglæden. Fangst og fisker blev beundret. Senere forvandlede jeg fangsten til de største tun-koteletter vi til dato, har serveret ombord. Vi var 10 voksne til middag. Havde vi været 12, havde der stadig været tun til overs. De er bastante, de dåse mishandlede pragtsvømmere.

Vores resterende 12 dage på Galápagos tilbragte vi i Villamil. Ligger i den perfekte bugt, næsten ingen sø, pingviner på klipperne foran os, søløverne jager i konkurrence med boobies og pelikaner de store stimer af fisk der søger beskyttelse under vores skrog. Om natten kan vi høre søløverne blæse bobler under vandet, så det runger i hele skroget. Tager vi jollen og ror over til den lille kanal, der med tiden har dannet sig i lava øen, kan vi betragte havets jæger nr. 1 - hajen. Af en eller anden grund ligger der hver dag 5-10 white tipped reef sharks og sover i den ved lavvande lukkede kanal. Kan stå lige over dem og se dem sove. De største er 150cm. Ole så en morgen en søløver i kanalen, ikke bange som man måske skulle tro - næ nej den svømmede rundet og drilleder hajerne ved at bide dem i halefinnerne. Måske er de ikke så farlige endda, de hajer? Det var også vores lokale David Attenborough alias Ole der fandt lagunen, med de sovende kæmpe skildpadder. I vores grønne folde dinghy kunne vi ror, tæt ind på de sovende kæmper. På tre meter vand ses de tydeligt på sandbunden. Når de så os svømmede de 10 - 15 meter væk for atter at ligge sig til rette på sandpuden. Vi forsøgte at snorkle med dem, men uden succes.

Isla Isabela har verdens 2. største vulkan krater - 10km i diameter. Det måtte vi se. Alle de dage vi havde været i Villamil havde krateret været dækket i skyer. Men vi tog chancen. Spurgte en lokal minitruck chauffør om han kunne køre os op til stien mod toppen. No problem, selvfølgelig mod klingende USD - men så blev vi også bænket på blå og hvide havestole på ladet. Hele turen til toppen foregik i tæt dis, kun afbrudt af meget korte glimt af krater remmen. Efter frokost på toppen, klarede det lidt op. Vi valgte derfor at fortsætte nordover, ned på den anden siden af krateret, ned til det område, hvor der sidst havde været udbrud. Skyerne lettede, som vi bevægede os nedad. Foran os åbenbarede sig et fantastisk landskab, skabt af forvredne stivnede lavafloder og små vulkan kratere spredt rundt omkring. Et utrolig smuk skue i alle nuancer. Desværre gik tiden. Skulle være retur ved stiens begyndelse kl. 15 for atter, at sætte os til rette i de blå og hvide havestole. På vej tilbage over krater remmen var skyerne lettet over 2/3 af krateret. Et enormt krater lå for vores fødder. Vi havde været heldige, årstiden taget i betragtning - normalt skal man hen i den tørre periode for at få den udsigt vi fik.

I mellem alle naturoplevelserne, går vi så småt og mental forbereder os på den store tur - 3.000nm. For at give en fornemmelse af strækningen fra Galápagos til Marquesas, så svarer turen, så vidt vi kan se på vores lille atlas, til i fugleflugtslinie at køre fra Nordkap i Sverige til grænsen mellem Algeriet og Niger i det sydlige Sahara i Afrika! Stillehavet er stort meget stort.

Afgangs tidspunktet er fastsat, kun vejret kan ændre vores planer. Den 23. juni, Sankt Hans aften kl. 17:00 letter vi anker mod Fatu Hiva. Grappen roder af alle de sidste ting, der skal være klar før afgang. Desværre kommer forsyningsskibet først den 24. juni, dagen efter vi er draget af sted, så gode friske grønsager & frugt er svære at opdrive. Vi har været igennem alle de små købmænd i Villamil - der er ikke mange appelsiner, gulerødder og løg tilbage til de lokale. Ole & Tove har hentet regnvand hos Profesor Lauro Armas "en la casa Parte alta". Det sidste er adressen på bjerget. Jeg skal i masten en sidste gang og checke fald og rig.

En halv time forsinket, lettede vi anker fra Puerto Villamil, Sankt Hans aften lørdag den 23. juni 2001 kl.17:27 (lokal tid).

2.950sømil til næste ø - Fatu Hiva.....

Turen over Stillehavet må I få i næste epistel - da jeg ellers ikke når, at få dette kapitel afsendt inden vi drager til næste ø - Tahu ata.

De kærligste hilsner - Jacob

PS Min frisør bor på Galápagos - så næste gang jeg skal klippes så ......