Hiva Oa, Marquésas

Kære alle,

Jeg sidder her i en 40 grader varm båd, med en svensker på dækket, og han har snakket uafbrudt siden kl. 16. nu er klokken 19.05. Pu ha, han sejler rundt alene, er 73 år, og trænger virkelig til selskab! Jesper har siddet meget tålmodigt de sidste timer og lyttet på de mest vilde historier, som hellere skal berettes i en sofa eller over en god Københavner middag. Nu ser det endelig ud til, at han skal hjem, til sin lille bitte båd. Nogle gange undrer man sig virkelig over, hvilke nerver folk har når de rejser rundt. Han må være udstyret med en del. Hans båd skulle vist nok være den mindste båd der nogensinde er passeret gennem Panamakanalen. Det tog ham 13 mdr. at få papirarbejdet i orden. Når man ser på båden, kan man egentlig godt forstå hvorfor — det ligner en BR-båd i forhold til de mange andre der sejler rundt.

Der er rigtig mange både, som har haft problemer med at komme "hele" igennem Stillehavet. Mange har fået ødelagt vindror, ror, master o.s.v. Pludselig bliver vores knækkede spilerstage intet i forhold til det vi hører.

Vi er nu på Hiva Oa, Marquesas' hovedø, eller rettere sagt er det her, at hovedstaden for øriget er. Det er som alle de andre en meget spændende og en ustyrlig smuk ø. Ja, I tænker nok: "hvornår stopper alle disse adjektiver, kan hun ikke snart skrive om noget der er grimt eller vældig uinteressant" og jeg må tilstå, når jeg går brevene igennem, at så er det ikke det, jeg har berettet mest om. Sagen er, at der ikke er ret meget, der har været uinteressant eller grimt. Det er det dejlige ved at tænke tilbage på turen, som nu inden så længe får en ende. Der er mange ting, jeg ikke som det første vil savne, og jeg kan bl.a. mærke, at jeg er mør til en ordentlig seng, mere privat liv, et dagligt brusebad, en vaskemaskine inden for rækkevidde, friske grøntsager, yoghurt og at kunne se film i biografen. Og så er der alle de dejlige mennesker jeg kender, som jeg virkelig har fundet ud af, at jeg savner, når I ikke lige er inde for rækkevidde. Det bliver skønt at se jer igen! Som det ser ud nu, er vores billetter booket. Vi flyver hjem fra San Francisco, med ankomst i Københavns Lufthavn den 31/10-2001. Vi ved endnu ikke, hvilket tidspunkt det bliver. Herom senere.

Tilbage til skønheden og den varme vind, for det er netop nogle af de ting, som virkelig vil blive savnet i det novemberkolde nord. Vi forlod Tauhatta, men inden var der tre i besætningen, som fik en tattoo hver. Det foregik i den lille hovedby på øen, som nu er omdøbt til Tattooville.

Videre til Tattooville >>