"Tattooville", Marquésas

<< Tilbage til Hiva Oa

Vi lå for anker i en lille dejlig bugt lige lidt for langt væk fra Tattooville til, at vores egen dinghy ville kunne klare turen. En af grundene til, at vi ikke lå for anker i Tattooville var, at der var stenbund, og det kan man ikke ankre på.

Vi troede i vores naivitet, at der var en vej, som kunne få os på gåben derover, men nej, sådan er det ikke allevegne i verden og især ikke på små øer. Det gik op for os, at befolkningen transporterede sig med pirog, (en lang slank båd med en vinge på den ene side og en 75 hestes påhængsmotor) når de skulle have friske varer eller ind til byen. Hvad gør en halv besætning så, som gerne vil have en tattoo hos en helt speciel kunstner der bor i nabobyen? De fedter sig ind hos den store tomastede amerikaner, som lå lige ved siden af. Han havde nemlig en STOR dinghy, og en 25 hestes påhængsmotor. Efter en tur i bugten med amerikaneren, hvor vi sejlede med delfiner (en ret vild tur, hvor de kom så tæt på båden, at vi næsten kunne røre dem) sagde han: "Yes, let's go to Tattooville" og siden har den heddet det.

Vi blev på turen glad for, at vi ikke var sejlet derover i egen båd med fire heste, for det var rimeligt rough, da vi kom ud af bugten. En flot tur, helt tæt på de meget stejle klipper, hvor vandet kom hvidsprøjtende tilbage i det jadegrønne vand, efter at have ramt klippen. Tattooville var ret sød, og vil så blive livslangt husket for det mærke, som havdelen af besætningen fik for livstid. Jeg må indrømme, at de er ret flotte. De er meget simple, og enkelt lavet. Maria, Jesper og Ole kom hver med ønsker om tegn og motiver, og der blev tegnet på deres kroppe. Det tog de hjem med, og sov på. Dagen efter havde de en tid kl. 9 om morgenen. Det var meget de turde, for det var søndag, og der havde været fest i byen hele natten. "Kunstneren Felix Fii", blev vækket af dem, men de beretter, at hans hænder ikke rystede, da han førte den gamle elektriske shaver. En shaver lig den min far havde i 70'erne, var blevet lavet om til nåleholder eller noget der på en eller anden måde udføre arbejdet. Tatoveringerne er sorte, og farven er helt almindelig kuglepenneblæk. Nålen blev blot dyppet i en lille sort "sø" af dette made in Germany. Det er nogle smukke tattoos, og de er forbundet med megen personlighed. Der er ikke nogle af de tre, der ville have gjort det på nogen anden måde og ej heller et andet sted. Det eneste uheldige ved disse kropsprydninger var, at det i en uge var forbudt at bade eller få vand på det sted, hvor tattoosne sad. Det er svært på en båd, og det er endnu mere svært, når man ligger i en bugt, hvor der kan snorkles med nogle af verdens smukkeste fisk. Jacob så en haj på en af sine ture, og egentlig var jeg meget glad for, at det ikke var sammen med mig. Det havde jeg s'gu nok ikke holdt ud. Maria var lidt for nysgerrig, så hun fik sin søde kæreste Jesper til at tage hende med på tour. Det så nogenlunde således ud: sammen tog de afsted i dinghyen med motor på. Maria lå så med hoved og overkrop ud over den ene ponton, ja og r.... i vejret. På hovedet sad masken med snorkel, hvilket så gav hende adgang til livet under vandoverfladen. Jesper parerede så kørselsretning, hen hvor der var noget interessant. Der blev suset fra den ene ende af bugten til den anden, men det var helt sikkert at Maria fik eftermiddagens oplevelse. Hun beviste ovenikøbet som den eneste, at der kan snorkles med en nylavet tattoo.

Lawrence og Ruth som hans kone hedder har virkelig været et sødt bekendtskab. De er som næsten alle andre sejlere på vores forældres alder. De har selv en 65 fods mahogni båd, og har sejlet rundt i 10 år. Det er deres hjem, og den er kæmpe stor, og de har alt det, vi ikke har f.eks. vaskemaskine, fryser og et motorrum med værksted. Drengene lyste i deres øjne, da de havde været på rundvisning på "Moonfire" som hun hedder. Tænk at have et værksted på sin båd! Ja, det har vi ikke, så da ankerspillet atter blev splittet i atomer, var hele salonen og cockpittet værksted. Det må her konstateres, at et værksted ville være fedt.

En aften blev vi inviteret på hjemmelavet bananis hos dem, og for et kort øjeblik kunne Magasins Bravissimo is godt pakke sammen. Skønt var det, at den blev serveret foran fjerneren, hvor der blev vist en video fra Moonfires tur i Alaska. En tur, hvor de havde haft et filmhold ombord, som filmede hvaler, og dyrelivet omkring båden. En rigtig flot film, som virkelig gav os lyst til at tage til Alaska.

Lawrence har siden været os meget behjælpelig med det førnævnte ankerspil. Han er utrolig på fingrene, og har SÅ meget udstyr og værktøj — der er virkelig mange meget hjælpsomme yathier.

Vi forlod Tauhatta lige før solnedgang, og havde en nats sejlads foran os. Solen gik ned, og jeg elsker når den vælger at gøre det smukt. Jeg får til tider en stemning af lykke og tristhed i mit sind ved disse solnedgange, sådan var det i hvert fald denne aften.

Videre til Controller Bay >>