Fiji15. August 2002, Malau - Fiji Så er Grappen kommet til Fiji i god behold og med hele besætningen ved godt mod. Turen startede godt med pukkelhvaler og tunfangst. Dagen efter blev skib og besætning sat på prøve, da vi løb ind i en storm, som varede et par døgn, hvor vi hverken så sol eller stjerner. Vi sejlede 7 knob for 2 kvadratmeter genua. Vi blev temmelig våde, fordi det regnede kraftigt hele tiden og bølgerne slog ind over skibet nu og da. Heldigvis er Grappen et meget stærkt skib. Besætningen var rigtig sej. Vi skulle have været på sydkysten af øen Vanua Levu. Men vi måtte ride stormen (fra sydøst) af i medvind og kom derfor forbi Vanua Levu, hvor vi søgte læ på nordkysten. Der fandt vi en passage ind bag revet, hvor vi nu ligger ved øen Mali og byen Malau. Det var en god fornemmelse at kaste anker efter sådan en tur. En stor del af verdens sukker fremstilles i dette område og udskibes her fra Malau. Yachts kan normalt ikke tjekke ind her. Men morgenen efter, at vi kom hertil, kom der et stort fragtskib for at laste sukker. Det var 3 dage forsinket på grund af stormen. På grund af skibet var diverse myndigheder til stede, og de hjalp os ekstraordinært til at tjekke ind her. Det kommer til at koste os en formue i taxaer til embedsmændene, men det betaler vi gerne i denne situation. I eftermiddag rejser jeg tværs over øen for at finde Christian i Savusavu. Folk her er utroligt søde og hjælpsomme. I dag er det Emma fødselsdag, vejret er smukt og stille og der er pandekager på morgenbordet! Slut for nu. Mange forblæste hilsner fra Jakob |